Arketypiske drømmetemaer
Man taler undertiden om arketypiske drømme, også kaldet temadrømme. Dette er drømme, der deler de samme temaer, handlinger etc. Grunden til, at man opdeler drømme i forskellige temaer, er for at lette analysearbejdet. Når man fanger det overordnede budskab og kan kategorisere drømmen ind under et tema, bliver det nemmere og hurtigere at forstå, hvad det er, som drømmen prøver at fortælle dig.
Forfølgelselsdrømme
At blive forfulgt, stalket, eftersøgt, etc.
Disse er ganske almindelige og somme tider vældig skræmmende. Store uhyggelige ulve, dinglende skeletter, hængte døde mennesker, sorte hunde, heste, mennesker og overnaturlige væsener, der bliver ved at forfølge én i drømme, grænser af og til til et reelt mareridt. Det er vigtigt at finde ud af, hvad disse drømme faktisk handler om. Hvad de repræsenterer i det vågne liv. Stil dig selv et par spørgsmål: Hvis du blev forfulgt i en drøm, kunne du slippe væk? Var der en flugtvej for dig i drømmen? Kunne du vende dig om og se din forfølger i øjnene? Hvilken skikkelse havde din forfølger? (dyr, menneske, skelet, ånd – måske et menneske du kender?)
Hvis du ofte har disse drømme, og forfølgeren er den eller det samme, er det nødvendigt, at du får set på, hvad symbolet betyder for dig. F.eks. hvilket forhold har du til ulve, heste, sorte hunde, skeletter, hængte mennesker. Hvis disse drømme veksler, og afstanden mellem dig og din forfølger øges, kan det være betydningsfuldt, fordi der så er en mulighed for, at du faktisk er ved at distancere dig fra et problem, du har i vågen tilstand.
Er du fast besluttet på at undgå det – eller har du simpelthen valgt at ignorere det? Hvis din forfølger vinder ind på dig, er du måske blevet viklet endnu mere ind i problemer og har følelsen af, at tingene snævrer sig ind om dig; du har ingen bevægelsesfrihed. En sådan drøm kan symbolisere en god fremgang, fordi den kan tydes som en opfordring til dig om at stoppe op og erkende dit problem.
Når du tænker over, hvem eller hvad der jager og forfølger dig, så husk, at det kan repræsentere en person, et problem eller endda en del af dig selv, som du forsøger at slippe fra. Er din forfølger et dyr, så find ud af, hvad det pågældende dyr betyder for dig i vågen tilstand: Kan du lide hunde ? hader du dem? er du bange for dem? Minder deres karaktertræk dig om et mennesker, du kender?
Hvis din forfølger symboliserer et træk i dig selv, som du ikke bryder dig om, må du bestemme dig for enten at ignorere denne svaghed eller at arbejde med den. Det vigtigste er derfor, at finde ud af hvad de enkelte “forfølgere” betyder for dig i det vågne liv. Fjendtlige dyr, der jager én, kan være dine egne fjendtlige instinkter, eller noget du ikke kan løsrive dig fra. Oftest er det sider af dig selv, som du ikke kan acceptere, der repræsenteres i disse forfølgelsesdrømme. Og budskabet i forfølgelsesdrømme er: Der er noget du skal se på, og noget du skal ændre, før du kan “føle” dig hel.
At blive forfulgt i drømme kan også symbolisere, at man er trængt i sit daglige, så tag et kig på din arbejdsplads. Har du travlt? Er du stresset? Står din chef på nakken af dig? I så fald er der tale om en blanding af dagsrester – altså rester af din vågne hukommelse, som blander sig med natlige drømmesymboler. Men husk, at det er vigtigt hvilken følelse du vågner med, noter dig den – panik, angst, vrede, indignation, sorg, en følelse af at være ked af det. Og hvordan vågnede du – med et sæt? badet i sved? rystende? grædende? kunne du trække vejret? Skriv disse ting ned i din notesblok ved sengen med det samme du vågner, inden du når at tænke, skriv stikord ned, hvem forfulgte dig, var det lyst eller mørkt, scenariet, stemningen etc.
Hvis det er dig der forfølger noget eller nogen, kan det tyde på en utilstrækkelighed eller en mindreværdsfølelse; og i drømme forsøger du at jage noget, du ikke mener, du selv har. Se på drømmen – hvad jager du? – hvad forfølger du? Og find så symbolikken for dit bytte, hvad det betyder for dig i det vågne liv, det vil åbne dine øjne for, hvad det er, du søger i dit bevidste liv. Hold generelt øje med de positive symboler i disse drømme; især om du er ved at slippe fra din forfølger, eller om du evner at vende dig om og se vedkommende i øjnene. Se efter, om du føler medlidenhed med dit bytte, hvis det er dig, der er forfølgeren, om du fortryder – læg mærke til dine følelser her, som vil give dig vigtige fingerpeg til en konkret fortolkning.
Hvis du ofte har forfølgelsesdrømme, er der ingen tvivl om, at din underbevidsthed prøver at fortælle dig noget vigtig.
Stil spørgsmål om Drømmetydning
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst om Drømmetydning
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål