I løbet af vikingetiden havde Danmark, Norge og Sverige deres eget monarki. Selv om kongen var meget betydningsfuld for landet, var han kun en anelse mere magtfuld end sine adelsmænd. Adelsmændene (eller jarlerne), var de mest magtfulde krigere. De ejede både land, store gårde, skibe og slaver. Deres almindelige arbejde var at lede plyndringstogter, ekspeditioner o. lign. Deltagerne i ekspeditionerne var hovedsageligt fribårne bønder (karle), dvs. børn af frie forældre. Det var dem, der var vikingetidens landmænd, håndværkere og handlende. Nogle ejede eller lejede jorden. Andre arbejdede for en jarl på hans gård.

Den nordiske mytologi, vikingernes historie og kongerækkerne i Danmark, Norge, Sverige, er tæt forbundne. Sagnkonger kaldes de danske konger som er før Gorm den Gamle, da vi ikke kan være sikkre på at de virkelig eksisterede. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark før Gorm den Gamles tid. Men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske analer, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger.

Hvem der egentlig var konger i Danmark før Gorm den Gamles tid (934- 958) er behæftet med stor usikkerhed. Rækken af forhistoriske konger forvirres af at Danmark/Danernes rige bestod af et stort og flere mindre kongeriger, særligt i de områder der i nutiden er Norge og Sverige, og medvirkende til et sløret billede er også at danske konger havde danske riger, selvom landet var England.

Kong Frederik IV	Kong Frederik VI	Kong Christian VIII

Måske var nogle af personerne, fra nordisk mytologi Danmarks første konger. Man kan anskue nordisk mytologi som ren myte, men man kan også vælge at anskue hele persongalleriet i den nordiske mytologi, som værende faktisk eksisterede personer for lang, lang tid siden. Disse personer havde måske hver især en eller anden forbindelse til et kongedømme, var måske selv konger, eller havde gjort sig særlig bemærket på anden måde. Og der blev fortalt historier, myter og sagn om disse rundt om lejrbålet. Da det var for svært at holde rede på alle de forskellige tilknytninger, som disse personer havde til forskellige tidsaldre, forskellige geografiske steder etc. begyndte man efterhånden at kæde personerne sammen i et fælles univers – og den nordiske mytologi tog sin begyndelse.

Efter denne tankegang skulle flere af personerne i nordisk mytologi således have været konger eller i det mindste have været særlige personligheder. Følger man denne tankegang var det måske Odin, Thor, Balder etc, der var blandt de første konger i Danmark. Der er også dem, der mener at Odin var den første konge i Danmark og tillige også et tilnavn givet til eller en betegnelse for vore konger. Dette kunne eksempelvis forklare hvorfor Oddin går under så mange forskellige navne, bla. i den yngre og den ældre Edda: Fimbultul, Fimbulty, Hangatyr, Roptaty, Hroptatýr, Hroftatýr, Veratýr, Farmatýr og Gautur.

Man kan også vælge udgangspunkten at Kong Skjold, var Danmarks første konge. I følge et sagn var der engang ingen konge i Danmark, hvilket betød lovløshed og uorden. For at hjælpe landet ud af nød sendte guderne (Odin) et skib til de danske kyster. I skibet var der intet andet end et kornneg, et skjold og et lille drengebarn. Drengen blev kaldt Skjold, efter skjoldet han lå på, og blev som voksen konge af Danmark. Som ganske ung skal han have fanget en bjørn med de bare næver. Nogle mener at sagnfiguren kong Skjold oprindelig er opfundet af engelske lærde, der regnede ham for både danskernes og englændernes forfader. I det oldengelske heltekvad ‘Bjovulf’ omtales han som ‘Scyld’ og skjoldungerne som ‘scyldingas’. Arkæloger har fundet en stor halbygning fra 500-tallet, hvilket kratigt underbygger at der i Lejre, Roskilde, engang har været et kongesæde.

Kong Skjolds henfart blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra. Men det var folkets tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham.

Den danske kongerække

Danmarks nuværende kongehus stiller stadig op i fuld gallaruniform og en lang række traditioner søges bevaret. Men samtidig søger kongehuset også søger at forny sig selv og spille en rolle, der er tilpasset nutiden.

De danske sagnkonger

I Danmarks Riges Krønike omtaler Saxo en hel stribe konger ved navn Frode eller Frode Fredegod. Ved flere af dem fortælles et sagn om, at kongen lagde en guldring eller en skat ved vejsiden, og selv om den lå frit fremme, var der ingen, der vovede at stjæle den. Et andet sagn, der fortælles i forbindelse med Frode er beretningen om hans død. Da man var bange for, at hans død skulle føre til ulykke for landet, blev hans lig sat på en vogn og kørt gennem landet. Det skulle få folk til at tro, at han stadig levede, så freden og velstanden kunne bevares i landet. Først da liget rådnede, opdagede folk, at kongen var død.

Oprindelsen til disse sagn skal søges i den førkristne religion. Frode Fredegod er ingen anden end guden Frej. Han er frugtbarhedsgud og bringer dermed fred og velstand til landet. Guldet, som han lægger ved vejkanten, er simpelthen det gyldne korn på marken. Beretningen om liget, der køres gennem landet skyldes, at man i førkristen tid hvert forår tog Frejs gudebillede fra templet og kørte det over markerne for at velsigne dem. Set med eftertidens kristne øjne var det dog ikke en levende gud, men blot et dødt gudebillede, der sad på vognen. Det “opdagede” folket ved kristendommens indførelse. Endelig har Frej som frugtbarhedsgud den egenskab, at han “dør” om efteråret og genopstår om foråret. Derfor er det kun naturligt, at han findes i en hel serie af reinkarnationer.

Alt dette udelukker selvfølgelig ikke, at der også kan have været menneskelige konger ved navn Frode. Men det understreger det umulige i forsøget på at skabe en historisk troværdig kongerække ud fra Saxos oplysninger. Det giver heller ingen mening, at sætte årstal på de forskellige konger ved navn Frode. Vi ved nemlig ikke, om den enkelte Frode repræsenterer et menneske, en af Frejs reinkarnationer eller simpelthen en sammenblanding af diverse sagn.

Et eksempel på fortolkningsproblemerne findes i Bjovulf-kvadet. Det fortæller, at Rolfs datter blev gift (eller forlovet) med Frode som led i en fredsaftale. Det kan betyde, at der har været en konge ved navn Frode, som blev gift med denne datter. Men det kan lige så vel betyde, at Rolf har ofret sin datter til Frej eller at hun er blevet præstinde ved Frejs tempel i et forsøg på at slutte fred med denne frugtbarhedsgud. d.v.s. sikre velstand for landet.

Carl Gustav	Oscar II	Sophia Magdelene