Numerologi blev grundlagt af den græske matematikker og astrolog Pythagoras, der studerede hvilke matematiske relationer mellem musikkens toner, som medfører harmoni. Det er igennem skrifter af Pythagoras, at numerologien bygger mange af dens antagelser om tallenes egenskaber, fx ideen om at ulige tal er maskuline, aktive og kreative, mens lige tal er feminine, passive og modtagelige. Pythagoras interesserede sig kun for heltal, og det var især tallene 1-9, som han beskrev detaljeret.
Numerologien bygger på antagelsen om at alt i universet består af forskellige former af energi, og at alle energiformer hænger sammen og påvirker hinanden. Da vi tiltrækker de samme energiformer fra universet som vi allerede indeholder, bliver det meget vigtigt, at være opmærksom på, hvilke energier vi tillader tilstedeværelse i vores liv.
At energi af en given type eller et givet svingningstal tiltrækker energi af samme type og svingningstal, betyder nemlig at gode energier tiltrækker andre gode energier og visa versa med dårlige energier.
Så er vi omgivet af gode energier i form af gode mennesker, harmoniske og rene hjem etc. så kommer andre gode energier automatisk til os. Men tillader vi tilstedeværelsen af negativitet, bagvaskelse, sladder, surhed, grimme, uharmoniske ting eller mennesker i vores liv, og lignende – ja så udsætter vi os selv for at tiltrække modgang og dårlige energier.
Forbindelsen mellem din person, og de energier du tiltrækker mener numerologien, først og fremmest, går igennem de tal, som er knyttet til din person ud fra dit navn og dit fødselstidspunkt. Numerologien søger at give dig overblik over de grundlæggende energier, som du bærer rundt på og kan anskues som et udviklingsværktøj, der giver dig mulighed for at vurdere hvilke energier du vil bevare, udvikle og hvilke, du vil nedtone.
Måden hvorpå man omregner navne til tal, sker ved at hvert bogstav i alfabetet er tilknyttet et tal. Bogstavet A repræsenteres af tallet 1, bogstavet B af tallet 2, og så videre. I Danmark har vi udfordringen med bogstaverne æ, ø og å. Dette løser de fleste numerologer ved at sætte disse bogstaver bagerst i alfabetet – altså efter z. Andre mener at de danske bogstaver skal tydes som to bogstaver, altså ae for å, oe for ø og aa for et å.
Førstnævnte fremgangsmåde kaldes for Balliett-systemet, opkaldt efter Mrs. L. D. Balliett (1847-1929), der forfattede nogle af de første moderne bøger om numerologi. Der findes også et ældre system kaldet Gematria. Fraværet af tallet 9 i dette system skyldes at i den hebraiske tradition stod tallet 9 for Gud, hvis navn var unævneligt og helligt og derfor ikke kunne benyttes til formål som numerologi.
Tal | Persontype | Planet | Balliett | Gematria | ||||||||||
1 | Individ | Solen | A | J | S | Ø | A | I | J | Q | Y | Å | ||
2 | Partner | Månen | B | K | T | Å | B | K | R | |||||
3 | Kunstner | Jupiter | C | L | U | C | G | L | S | |||||
4 | Arbejdshest | Uranus | D | M | V | D | M | T | ||||||
5 | Sigøjner | Merkur | E | N | W | E | H | N | X | |||||
6 | Moder | Venus | F | O | X | U | V | W | Æ | |||||
7 | Den lærde | Neptun | G | P | Y | O | Z | Ø | ||||||
8 | Forretningsmand | Saturn | H | Q | Z | F | P | |||||||
9 | Menneskeven | Mars | I | R | Æ |
Numerologien er især blevet kendt ved at berømte personligheder har stået frem og fortalt at nu hedder de noget helt andet, for det har deres numerolog opfordret dem til.
Det har igennem tiderne været meget populært at lave sit navn om når man gik ind i rampelyset. Det er faktisk lige før, at der er flere stjerner med navneforandring end stjerner, der har beholdt deres dåbsnavn. Men hvor det tidligere mere har været markedsføringsmæssige overvejelser, der lå bag navneændringen, er det i dag almindeligt at begrunde det i noget spirituelt.
Altså at vi via vores navn er knyttet til nogle energier, og såfremt der ikke er overensstemmelse imellem de mål og energier man efterstræber og det som ens navn tiltrækker, kan der jo være megen fornuft i at lave en navneændring.
Sådan kender vi dem | Deres dåbsnavn |
Bob Dylan | Robert Allen Zimmerman |
Woody Allen | Allen Stewart Königsberg. |
Fred Astaire | Frederick Austerlitz |
Tony Bennett | Anthony Dominick Benedetto |
Billy Idol | William Michael Albert Broad |
Elvis Costello | Declan Patrick MacManus |
Alan Alda | Alphonso Joseph D’Abruzzo |
Charles Aznavour | Shahnour Aznavurjan |
Victor Borge | Børge Rosenbaum |
Michael Caine | Maurice Joseph Micklewhit |
Tony Curtis | Bernard Schwartz |
Tina Turner | Annie Mae Bullock |
Demi Moore | Demetria Gene Guynes |
Meg Ryan | Margaret Mary Emily Anne Hyra |
Bo Derek | Mary Cathleen Collins |
Cary Grant | Archibald Alexander Leach |
Kirk Douglas | Issur Danielovitch Demsky |
Norma Jean Mortenson | Marilyn Monroe |
Ifølge numerologien er det dog ikke tilfældigt hvilket navn vi får ved fødselen. Vi har alle lektier vi skal lære og en skæbne at imødegå. Og dette har vi selv bestemt før vi fødes ind i dette liv !!! Vores sjæl har foretaget mange rejser i fortiden og kender sine nuværende behov.
Sjælen ønsker fremgang, opad i den store spiral, og vælger for det inkarnerede ”Jeg” de vokaler, hvis total skal udrette dette formål. Dette er tilskyndelsen du bringer med dig. Dette sammen med de andre bogstaver i dit navn, opsummere dine tidligere erfaringer og giver dig lov til at udtrykke det, du er mest fortrolig med.
Ifølge numerologien har dine forældre har mærket denne tilskyndelse under graviditeten. Dine forældre har mærket disse vibrationer, der bliver indprentet i deres underbevidsthed, hvilket tilskynder dem til at finde et navn, der opfylder din sjæls ønske. Hvis der imidlertid opstår forvirring i forældrenes sind, uoverensstemmelse og uenighed, indblanding fra pårørendes side og et endeligt modstræbende kompromis, kan barnet komme til verden med et forkert navn.
Når det er gammelt nok til selv at tænke efter, vil det droppe navnet og tage et andet, eller venner vil gøre det. Individet og dets egne vibrationer vil finde hinanden. Nogle gange vil en ændring i stavemåden eller tilføjelse af et mellemnavn være alt, der skal til.
Om du skal skifte navn afhænger helt af om du gerne vil have et nyt navn og om du tror på numerologien. Du kan starte med at kigge nærmere på om du kan identificere dig med de energier, som dine forskellige navne rummer.
Numerologien siger at kigger du på forskellen mellem dit kælenavn og dit tiltalenavn finder du forskelle i hvordan du gerne vil opfattes af dine venner og hvordan du gerne vil opfattes i det offentlige rum – alternativt en kompensation for det der mangler i ens almindelige navn. Ligeledes vil en eventuel forskel i ens navn, fra før man blev gift, og ens navn efter man blev gift, vise hvorledes ægteskabet påvirker en.
A, B, C, D, E, F, G, H, I
J, K, L, M, N, O, P, Q, R
S, T, U, V, X, Y, Z, Æ, Ø, Å
Skæbnetallet
Det første tal man udregner er Skæbnetallet, også benævnt Grundtallet, der er tværsummen af din fødselsdato. Fx er Skæbnetallet for fødselsdato 28. september 1967 : 2+8+0+9+1+9+6+7 = 42, der så igen reduceres til 4+2= 6.
Skæbnetallet fortæller om den rette livsvej. Tallet knyttet sig således til dharma begrebet, der ligeledes beskæftiger sig med menneskets rette skæbne. Skæbnetallet er det vigtigste tal i analysen. Dit Skæbnetal repræsenterer dit livs cyklus – fra første til sidste dag i dit liv. Skæbnetallet viser de indre talenter og evner, der bruges på din livsrejse. De kan være helt naturlige for dig eller kan vise sig som lektioner for at du bedre kan forstå og udtrykke din sande natur. Det er din indre styrke, som du konstant vil udvikle og forfine for at få det bedste ud af livet.
I skæbnetallet ligger forskellige energier som præger os hele vort liv. Hvis eksempelvis dit Skæbnetallet er 6, betyder det at 6’erens energi og de egenskaber, som tallet står for, viser den bedste retning eller vej for dit liv.
For tallet 6 som skæbnetal gælder at det er et lige tal, et feminint tal og repræsentere det trygge, stabile, varme, hjemlige aspekt af moderskab. Hvis dette er dit Grundtal, står du dig bedst ved at vælge en livsvej, hvor du kan være støttende, omgængelig og skal ikke være bange for at påtage dig ansvar, da du er god til at håndtere dette. Du skal dog passe på ikke at være for selvtilfreds og ikke blande sig for meget.
Så start med at udregne dit Skæbnetal / Grundtal ud fra tværsum af din fødselsdato. – Og kig lidt i afsnittet om tallenes betydning hvad dit Skæbnetal betyder.
Fødselsdagstallet
Det næste tal man udregner er fødselsdagstallet, der findes ud fra den dag du er født. Fx. fås fødselsdagstallet for fødselsdatoen den 28 i en vilkårlig måned til 2+8=10, der reduceres til 1+0= 1.
Fødselsdagstallet fortæller om din grundlæggende personlighed – viser de grundlæggende evner du har og som blot skal udvikles. Dit fødselsdagstal menes at være meget bestemmende for de energier du udsender og tiltrækker i dit liv.Hvis fødselsdagstallet og skæbnetallet er det samme kan din personlighed og livsvej styrke hinanden. Det er dog få mennesker, som kun er et tal. Mere sandsynligt er det at ens personlighed rummer elementer fra flere tal. Det er samspillet mellem disse tal, der udgør din personlighed. Mange mennesker har imidlertid et tal, som optræder hyppigere end andre. Hvad dette nærmere betyder kommer vi omkring senere. For nuværende:
Udregn dit Fødselsdagstal ud fra tværsum af den månedsdato du blev født.
– Og kig lidt i afsnittet om tallenes betydning hvad dette tal repræsentere som fødselsdagstal.
Navnetallet
Navnetallet, også benævnt Væsenstallet, udregnes ud ved at tage de tal, som er knyttet til de enkelte bogstaver i dit navn og lægge dem sammen. Hvis resultatet er over værdien 9 tager du tværsummen. Navnetallet viser de samlede evner, som har mulighed for at komme til udtryk i den fysiske verden. Navnetallet viser dine talenter, muligheder, mål og menes især at være vigtig i relation til din karriere. Denne energi kan opsplittes i to. En energi, der stammer fra konsonanterne og en energi, der stammer fra vokalerne.
Konsonanttal
Undertiden benævnes Konsonanttallet som Indtrykstallet, Udtrykstallet eller Personlighedstallet. Du finder dit konsonanttal ved at tage de tal, som er knyttet til konsonanterne i dit navn og lægge dem sammen. Hvis resultatet er over værdien 9 tager du tværsummen.
Konsonanttallet viser andres oplevelse af dig. Det ansigt, vi viser den ydre verden. – det, som andre ser – dit ansigt, den facade du viser verden. Det, som andre først lægger mærke til, når de møder dig. Konsonanttallet afslører det ansigt, vi viser den ydre verden. Det kan være en maske, men det kan også være en udadrettet projektion af, hvem man reelt er. Energien fra konsonanterne giver sig udslag i det indtryk, som andre har af os. Altså vores påvirkning i den ydre verden.
Vokaltal
Undertiden benævnes Vokaltallet som Motivationstallet eller Hjertetallet. Du finder dit vokaltal ved at tage de tal, som er knyttet til vokalerne i dit navn og lægge dem sammen. Hvis resultatet er over værdien 9 tager du tværsummen.
Vokaltallet viser vores egen opfattelse af os selv. Fortæller om den indre drivkraft, – vore indre tilskyndelser – dine inderste behov og motiver. Vokaltallet er udtryk for den indre drivkraft, den motivation vi føler – vore indre tilskyndelser. På hebræisk skrev man sædvanligvis ikke vokalerne, og som følge heraf tillagdes de betydning som den hemmelige, indre del af et navn. Vokaltallet fortæller om ens inderste ønsker, og hvordan man gerne vil opleve en fuldkommen verden, samt om hvad vi inderst inde går rundt og fantaserer om.
H | E | R | B | E | R | T | B | R | A | N | D | T | |
8 | 5 | 9 | 2 | 5 | 9 | 2 | 2 | 9 | 1 | 5 | 4 | 2 | = 63 = 9 = Navnetallet. |
8 | 9 | 2 | 9 | 2 | 2 | 9 | 5 | 4 | 2 | = 52 = 7 = Konsonanttallet. | |||
5 | 5 | 1 | = 11 = 2 = Vokaltallet. |
- Udregn dit Navnetal ud fra tværsum af bogstaverne i dit navn.
- Udregn dit Konsonanttal ud fra tværsummen af konsonanter i dit navn.
- Udregn dit Vokaltal ud fra tværsummen af vokaler i dit navn.
- Og se hvad disse tal repræsentere som hhv. Navne- Konsonant- og Vokaltal.
Navneændring
Indenfor numerologien mener man at det tal som ens navn kan reduceres til indeholder vital information om ens personlighed og de mål, som man bør efterstræbe i livet. Navnetallet kan kan være såvel ens fulde navn, ens oprindelige fødenavn, ens ændrede navn, ens kaldenavn, ens navn fra før man var gift og ens navn efter man blev gift og ændrede efternavn etc.
Numerologien siger at hvis man kombinere sit fornavn med den man er med, så får man et billede af hvem man er når man er i selskab med vedkommende. Eller hvis man bliver gift og ændre sit efternavn kan, den eventuelle forskel i ens navnetal, fortælle om hvorledes ægteskabet har påvirket en. Hvis man kigger på forskellen mellem ens eventuelle kælenavn og ens officielle tiltalenavn finder man forskelle i hvordan man gerne vil opfattes af sine venner og hvordan man gerne vil opfattes i det offentlige rum, alternativt en kompensation for det der mangler i ens almindelige navn etc.
Hvis man påtænker at ændre sit navn kan det være meget interessant at undersøge hvad ændringen vil gøre ved ens numerologiske profil. Hvilke tal der vil optræde efter ændringen har lige så høj betydning som de tal der eventuelt mistes.
Hvis vi ser på navnet i vores eksempel, så mangler tallene 3, 6 og 7. Men da “Herberts” Fødselsdato diagram supplere med tallene 6 og 7 – se nedenfor – er det reelt kun tallet 3 som mangler. Og da tallet 3 repræsenteres ved bogstaverne C L og U, kunne han overveje at indføre et af disse i sit navn, eller overveje et mellemnavn hvori et eller flere af disse bogstaver indgår.
At et navn mangler visse tal, er ikke ensbetydende med, at den pågældende person vil mangle evner, som repræsenteres af disse tal. Dog hvis et tal mangler, er der vanskeligheder med bevidst at kunne styre de energier, som symboliseres af dette tal. Tilstedeværelsen af tal symboliserer de tilgængelige og indlysende evner, kræfter, talenter etc.
Hvor tal mangler, er der en søgen hen imod det, der mangler. Eksempelvis angiver 7-tallet evnen til at sætte grænser. Hvor der ikke findes et 7-tal i et navn, vil den pågældende før eller senere føle trang til at udvikle evnen til at sætte grænser.
Det er endvidere ifølge numerologien bedst hvis dit Skæbnetal og Fødselsdato tal begge er enten lige eller ulige. Dette vil gøre de to tals energier bedre i stand til at arbejde sammen og resultatet skulle være at ens liv forløber mere glat. Da man ikke kan ændre på sit skæbnetal, er det navnetallet man skal ændre på hvis man ønsker at bringe dette forhold i orden.
I vores eksempel er der uoverensstemmelse da Skæbnetal er 6 og Navnetal er 9. Hvis “Herbert” f.eks. indførte et mellemnavn, der bare var bogstavet C, som står for tallet 3, ville Navnetallet ændre sig til 9+3 = 12, der reduceres til 3. Dette bliver så ulige og i overensstemmelse med skæbnetallet.
Grunden til at folk nogle gange ændre deres navn efter at have fundet deres forskellige numerologiske tal er for at bringe de tal som optræder i forbindelse med ens navn – navnetallet, konsonanttallet og vokaltallet – i overensstemmelse med den person de ønsker at være. Eller den persontype som de identificere sig mest med og opfatter sig selv som.
Det er således ikke ren forfængelighed, der får folk til at skifte navn. Ifølge numerologien er vi kendt i universet ved de energier, som blandt andet vores navn udtrykker og derfor er vores navn medbestemmende for hvilke energier vi tiltrækker og frastøder. Og hvis de energier man frastøder via sit navn netop er de energier man ønsker at tiltrække kan der være idé i at ændre sit navn.
Livstallet
Et andet interessant tal er vores livstal, der findes ved at summere – og eventuelt tage tværsummen – af skæbnetallet og tallet for de samlede evner. Livstallet fortæller om hvordan vi håndtere vores liv. I vores tilfælde er Grundtallet er 6 og tallet for de samlede evner er 9, der summeret giver 15, der så reduceres til tværsummen 6.
Når livstallet er 6 betyder det at man for at nå sine livsmål skal udleve den energi, som dette tal står for. Hvilket for tallet 6’s vedkommende er balance, sindsro, tilpasning og glæde. Personer med tallet 6 som Livstal bør således udleve den energi, der ligger i at trives bedst i vante rammer og elske familiens varme og tryghed. De har talent for venskabet og for at kurerer fejl og uretfærdigheder.
Overflodstal
Er det tal, som optræder flest gange i din numerologiske profil. Som højeste repræsentation i udregningen indikerer overflodstallet områder, hvor du allerede har opnået erfaring, og du kan overveje, om du derfor bør flytte energien til andre områder, hvor dine data viser en mindre repræsentation. Du HAR altså opnået en større eller mindre del af den lære, som ligger heri, hvorfor der kan være tale om at flytte energien til de områder, hvor dine data viser en mindre repræsentation.
Fokuseringstallet
Det tal, som optræder mindst gange i din numerologiske profil. Fokuseringstallet indikerer med sin mindste repræsentation i udregningen, at du bør overveje, om du kan trække eller flytte energi til disse områder. Fokuseringstallet sætter fokus på de aspekter ved din personlighed, du bør bearbejde. De repræsenterer den første og største forhindring, der står mellem dig og din succes. Undertiden ser man dette tal benævnt som Udfordringstallet.
Pythagoras diagram
I et såkaldt Pythagoras diagram kan man lave forskellige fortolkninger. I eksemplet herunder er de tal, der er i fødselsdatoen 28 september 1967 – og navnet Herbert Brandt.
Grundlæggende |
Fødselsdatodiagram |
Navnediagram |
Kombination |
Ifølge numerologien bør fødselsdatodiagram og navnediagram styrke hinanden ved at enten at nogle tal går igen i begge diagrammer eller ved at hullerne i det ene diagram dækkes ind af det andet. Når man har lavet sine diagrammer skal man se på hvordan tallene kan forbindes via vandrette, lodrette og diagonale linier – de såkaldte Pythagoras pile.
Pythagoras diagrammet er først og fremmest energilinier. Alle tallene kan kombineres i linier med to eller tre tal. Alle disse liner kan beskrives ved at kombinere de begreber, som tallene står som symbol for, samt ved at tage hensyn til energistrømmens retning.
Sidstnævnte finder man ved at tælle antallet af gange, det enkelte tal er repræsenteret i ens navn. Grafisk kan man få et overblik over energistrømmens retninger ved eksempelvis at sætte én cirkel om tallet for hver gang det forekommer i navnet. Et tal med mange cirkler om viser at personen har sine ressourcer i tallet og alt hvad det står for. Ressourcerne bruges til noget. I diagrammet strømmer de i retningen mod tal med færre eller ingen cirkler omkring.
Eksempel: I navnet Herbert Brandt, forekommer tallet 1 én gang, 2 tre gange, 4 én gang, 5 tre gange, 8 én gang og 9 tre gange. Indtegnet i et Pythagoras diagram vil det vise at energierne fra tallene 2, 5 og 9 er stærkt repræsenteret og energistrømmene herfra vil gå i retningen mod tallene 3,6 og 7 som ikke er repræsenteret – For nærmere at forstå hvad dette betyder må vi kigge på hvad de enkelte liner i Pythagoras diagrammet betyder.
To-tals linier
Man kan lave i alt 60 2-tals-linier. Ligesom ét tal repræsenterer en menneskelig ressource, illustrerer to tal forbundet med en linie, at der er en forbindelse mellem to ressourcer. Forbindelsen mellem to tal kan være enten en vekselvirkning eller en energistrøm, der går fra det ene tal til det andet. Hvis begge tal har samme energi vil der ske en vekselvirkning, mens hvis det ene tal er stærkere end det andet vil dette tal kunne dominerer. Energien vil flyde fra det stærke tal til det svage tal. Tolkningen af den aktuelle interaktion mellem to tal fås ved at se på de to tals numerologiske betydning.
Det vil være sjældent at finde et navn, kun med to-tals linier. Hvor et enkelt tal eller en to-tals linie står isoleret i et navnediagram er det naturligvis godt at være opmærksom på betydningen heraf, men enhver tolkning bør tage udgangspunkt i helheden, hovedlinierne.
Det er vigtigt at se på det største talkompleks først. Derefter kan det i nogle tilfælde være nyttigt også at se på de mindre og mindste bestanddele.
Et eksempel på tolkning af en to-tals linie er linien mellem tallene 1 og 2. Såfremt disse har samme energi er tolkningen at der er en lige balance mellem personlige ressourcer (1) og følelser (2). Hvis personlige ressoucer (1) er den stærke part er tolkningen at personlige ressourcer kan manifestere sig i ambivalens, følelser. Hvis følelser (2) er den stærke part er tolkningen at den stærke dualisme, ambivalens som tallet to repræsentere, kan give sig udslag i søgen efter, tvivl på personlig identitet.
Tre-tals linier
Man kan lave i alt otte lige tre-tals linier, der hver kan tolkes på fire måder afhængig af, hvordan styrkeforholdet er mellem tallene og herunder energiernes retning.
Et eksempel på tolkning af en tre-tals linie er linien 1-2-3, der består af -1 – Individet, 2 – ambivalens, samt 3 – kreativ energi, ambitioner og mål. Hvis energien strømmer fra 1 er tolkningen, at ressourcerne er rettet mod højere mål uden for personen. En eller anden form for tøven, en tvivl, vil vise sig i den personlige udvikling. Hvis energien strømmer fra 3 er tolkningen, at der er en indadrettet energistrøm, der kan have præg af egocentricitet. Kunstneriske, musikalske og lignende talenter vil ofte manifestere sig på denne måde.
Der findes fire overordnede generelle diagrammer. Det første diagram viser de tre verdener; den legemelige (linien 1-2-3), den intellektuelle (linien 4-5-6) samt den åndelige (linien 7-8-9). Den anden viser transformationen, måden hvorpå materie omformes til højere planer; Linien 1-4-7 viser den materielle verden; mennesket og dets begrænsninger. Linien 2-5-8 viser at midlerne til at omforme det materielle til et højere plan kan finde sted gennem 2, der står for følelserne, valg, gennem 5, der står for sanserne, eller gennem 8, der står for sjælen.
Det tredje overordnede generelle diagram består af de fem ulige, maskuline tal, der tilsammen udgøre et kors. Disse tal repræsenterer de udadvendte menneskelige aktiviteter, såsom handling og initiativ. Det fjerde diagram består af de fire lige, feminine tal, der mellem sig har et lukket kredsløb af energistrøm. Disse tal repræsenterer de passive menneskelige egenskaber.
Når tallene omtales som maskuline og feminine skal dette opfattes symbolsk. Tallene er ikke knyttet til noget bestemt køn. Det er menneskelige egenskaber, der her er tale om. Man kan lave ialt otte lige tre-tals linier, der hver kan tolkes på fire måder afhængig af hvordan styrkeforholdet er mellem tallene og herunder energiernes retning.
Energifelter
Foruden de omtalte energilinier indeholder Pythagoras diagrammet også energifelter. Disse fungere på samme måde som energilinierne ved at de forskellige energier, der er samlet i felterne gensidigt påvirker hinanden. Afhængig af styrkeforholdet mellem de enkelte tal kan denne energiudveksling være i den ene eller anden retning.
Energistrømmene går som omtalte fra de stærke tal – dem som optræder hyppigst i dit navns reducering til tal – mod de “svage” tal. De tal som ikke optræder er der ingen kontakt med. Energifelterne er således udtryk for de egenskaber og deres styrke, som det enkelte individ rummer, hvis energifeltet optræder i dennes navn.
Vil du vide mere
Måden du får overblik over alle dine numerologiske tal er ved at gennemgå dem en for en – notere dem ned – og du ende så op med et enkelt ark papir hvorpå der står en hel masse tal.
Og herefter ja, så skal du kigge på hvad de enkelte tal betyder når de optræder i de forskellige roller – som livslektie, som navnetal, konsonanttal etc. Det er nemt! Du benytter afsnittet “Tallenes betydning” og finder betydningerne.
Den overordnede ide i numerologi er ganske enkel – det drejer sig om at skabe overensstemmelse mellem den person du gerne vil være, de muligheder du gerne vil have åbner sig for dig – og de energier som du udstråler.
Altså at bringe dig hen i situationer hvor du tiltrækker de positive energier, subsidiært beder de dårlige energier om at finde andre græsgange! Grundideen i numerologi er helt enkel. Sørg for at skabe overensstemmelse mellem den person du gerne vil være, de muligheder du gerne vil have åbner sig for dig – og de energier som du udstråler.
Redskabet hertil er at skabe overensstemmelse mellem de energier som du har via fx dit navn, med de energier du gerne vil tiltrække.
På samme måde som ved kiromanti, pendulering og tarotkort, kan man anskue numerologi som et værktøj, hvor de tal og fortolkninger, der fremkommer, anses som budskaber fra de højere magter, og som sådan er eviggyldige sandheder – eller man kan anskue numerologi, som et psykologisk selvudviklingsredskab, der kan hjælpe til indsigt i egne ubevidste sjæledybder.
Det vigtige er om numerologien virker. Det gør den for nogen, mens andre melder pas. Det er kun dig, der kan svare på hvad numerologi er for dig. Nu kender du til hvad det er for en størrelse og kan eksempelvis prøve at undersøge hvilke energier numerologien mener, der er bundet til dit navn, og som du kan identificere dig hermed.
Numerologi har som alt andet spirituelt sit fundament i den spirituelle opfattelse af energi, hvorfor det kan anbefales at kigge lidt nærmere på hvordan energiopfattelsen er i det spirituelle univers.