Homøopati kommer af de græske ord “homoios” og “pathos”, der henholdsvis betyder “lignende” og “lidelse”. Homøopati er en helbredelsesform baseret på at hele mennesket tages i betragtning, ikke kun den fysiske, men også den emotionelle og mentale del af mennesket. Den homøopatiske tankegang stammer fra lægekunstens fader Hippokrates, der for ca. 2.500 år siden fastslog, at der findes to helbredelsesmetoder: A) Helbredelse ved modsætninger, den vi i dag finder i den traditionelle medicinske viden. Og B) Helbredelse ved ligheder, det homøopatien er baseret på.
Hovedprincippet i homøopati er at en sygdom skal behandles med en medicin, der, hvis den blev givet til en rask person, ville have givet ham den pågældende sygdom. Måden hvorpå den homøopatiske medicin fremstilles er ved at blande en dråbe medicin med 99 dråber vand eller alkohol og derefter tage en dråbe af denne væske og blande igen med 99 dråber vand eller alkohol og således blive ved alt efter hvor kraftig man vil have sin medicin. Der er således en meget ringe sandsynlighed for at der i det færdige produkt overhovedet findes noget af det oprindelige lægemiddel. Undersøgelser viser da også at de fleste homøopatiske medikamenter er ganske harmløse, dvs. hverken skader eller helbreder – set og vurderet ud fra konventionel lægevidenskab forstås.
Homøopati er en helhedsbehandling. Medicinen skal stemme overens med legeme, sind og sjæl. Man behandler ikke sygdommens symptomer, men dens årsag; ikke sygdommen, men patienten. Homøopatien ser symptomer som kroppens reaktion mod sygdommen, som kroppen prøver på at overvinde, og homøopaten søger at stimulere reaktionen, ikke at undertrykke den, og bevirker således at patienten helbreder sig selv. Sygdomme kan kaldes ubalancer i legemet, og den homøopatiske medicin hjælper patienten til selv at genoprette balancen. Den homøopatiske medicin aktiverer patientens vitale eller indre kraft, og får patienten til at udstøde sygdommen i stedet for at undertrykke den.
Samuel Christian Hahnemann
Den tyske læge og kemiker Samuel Hahnemann (1755 – 1843), er homøopatiens grundlægger. I dennes bog Organon, der anses for Homøopatiens grundbog, beskrives over 290 paragraffer, som tilsammen beskriver et helt medicinsk behandlingssystem. Hahnemann påviste, at når et stof i overdosis kan udvirke symptomer på et rask individ, så kan det samme stof, givet til en sygdomsramt person med de samme symptomer, helbrede denne person.
Samuel Hahnemann blev født i 1755 i den tyske by Meisen. Han er meget begavet og allerede som tolvårig underviser han de andre elever i græsk. Senere tjener han til sine universitetsstudier i kemi og medicin ved at oversætte engelske bøger til tyske og ved at undervise.
I 1779, 24 år gammel, består han sin eksamen i medicin og begynder at praktisere som læge. Han begynder også at udgive bøger om medicin og kemi. Hahnemann opnår hurtigt et godt ry indenfor kemi og lægevidenskab. Som læge arbejder han ofte med præparater, som er giftige og skader patienterne mere end selve den sygdom, som de bliver behandlet for. Hahnemann tjener herefter penge på at oversætte medicinske værker, især kemiske bøger, hvilket er en fattig levevej i forhold til lægegerningen. Han vil dog hellere leve fattigt frem til at skulle indordne sig under et lægeligt system, som han anser for at være mere nedbrydende end opbyggende for patienterne.
Hahnemann er på alle måder meget optaget af spørgsmålet om sundhed. Han taler om hygiejne og forebyggende medicin, anbefaler renlighed, frisk luft, fysiske øvelser og fornuftig kost. Ja, i det hele taget en mere sundhedsorienteret lægevidenskab, som i allerhøjeste grad er nytænkning for 200 år siden.
Hahnemann skriver selv flere kemiske værker og bliver i 1795, et år før hans store opdagelse med homøopatien, anset for at være en af de syv mest betydningsfulde kemikere på sin tid. Det er under sit arbejde med at oversætte Materia Medica, et kompendium over lægermidlers virkning, at Hahnemann støder på professor Cullens behandling af malaria med kinabark. (Kinabark indeholder kinin, som er et middel mod malaria og feber i det hele taget). Hahnemann undrer sig over, at der beskrives, hvordan kinabarkens forgiftningssymptomer er de samme som symptomerne på malaria og feber. Det gør ham så interesseret, at han begynder at afprøve kinabark på sig selv.
Disse selvforsøg resulterer i følgende symptomer: Kolde fødder og fingerspidser, træthed, døsighed, hjertet begynder at hamre, pulsen bliver hård og lille, ulidelig ængstelse, rysten, afkræftelse af hele kroppen, pulseren i hovedet, rødmen i kinderne, tørst og alle de symptomer, der normalt ses ved febertilstande. Anfaldene er voldsomme og varer 2-3 timer, hvorefter de holder op, og kun kommer igen, hvis han tager en ny dosis.
Denne opdagelse er revolutionerende for Hahnemann, som med denne ligger grunden til filosofien bag homøopatien om at lige skal helbredes med lige. Forsøgene med kinabark i 1796 anses for at være starten på homøopatien. Hahnemann arbejder efter denne opdagelse videre med sin nye teori og laver flere forsøg, som alle fører frem til samme erkendelse:
Fremstillingsprincipper
Hahnemann finder frem til, at et stof, som i en stor dosis fremkalder bestemte symptomer hos en rask person, vil helbrede de samme symptomer hos en, der er syg, når det gives i potenseret form. Man fremstiller homøopatiske præparater på en ganske bestemt måde, derfor kaldes det ikke en fortynding, men en potensering. Når man potenserer de homøopatiske opløsninger, ryster man dem kraftigt med det formål at opnå størst mulig opløsningsgrad af grundsubstansen i det færdige homøopatiske præparat.
Fremgangsmåden ved potensering er, at man først fremstiller en grundsubstans, en såkaldt urtinktur også kaldet “Ø”, som herefter potenseres ved at tilsætte et fortyndingsmiddel. Midlerne potenseres, det vil sige fortyndes og omrystes. For hver potensering bliver stoffet mere virkningsfuldt gennem den større overflade, som opnås derved. For hver D-potensering fortyndes én del af midlet med ni dele neutralt emne. De mest anvendte potenser er D6, D12, D30, D200 og D1000. D6 er en fortynding i forholdet 1:1.000.000, D12 er fortyndet i forholdet 1:1.000.000.000.000 og så videre.
D4, D6 og D12 kaldes de lave potenser, D30 mellemhøj og D200 og D1000 høje potenser. Tungt opløselige stoffer findes kun fra potensen D8 og opad. Midlerne findes som pulver, tabletter, globuler og flydende form. Den nøjagtigste og bedst holdbare er den flydende form, hvor midlerne er potenseret med fortyndet alkohol.
En del af urtinkturen blandes med ni dele fortyndingsmiddel. Herefter rystes der kraftigt, og man har den første potens, som man kalder D1. Dernæst tager man en del af den nye blanding og ni dele fortyndingsmiddel, som man ryster kraftigt og nu har man den anden potens, som man kalder D2. Sådan bliver man ved med at fortynde indtil man har opnået den ønskede potens. Reglen er blot at man blander i forholdet 1:9 og ryster kraftigt mellem hver potens. Præparaterne kan også laves som C-potenser. Her er fremstillingsmetoden den samme, bortset fra, at der fortyndes i forholdet 1:99.
Som fortyndingsmidler bruger Hahnemann vand, alkohol og mælkesukker, fordi han mener, at disse stoffer er medicinsk neutrale. Det er stadig de samme fortyndingsmidler man anvender i dag. Er fortyndingsmidlet en væske, sker potenseringen ved, at man for hver fortynding ryster præparatet kraftigt. Er fortyndingsmidlet et fast stof, sker potenseringen ved, at man for hver fortynding knuser præparatet i en morter.
Individualitetsprincippet
En meget vigtig ting, som Hahnemann opdager, er at mennesker med den samme sygdom ikke skal have den samme behandling. Behandlingen af den enkelte er individuel og lige præcis tilpasset den enkeltes fysiske og psykiske symptomer. Der findes altså ikke ét præparat til én bestemt sygdom, idet to mennesker med f.eks. lungebetændelse reagerer forskelligt på infektionen, ligesom de også oplever sygdommen forskelligt. Indenfor homøopatien arbejder man udfra loven om lighed hvilket betyder, at det ordinerede lægemiddel skal være afstemt præcist efter patientens fysiske og psykiske symptomer.
Hahnemann ordinerer altid kun ét lægemiddel ad gangen til patienterne. Men eftersom det kræver en meget stor viden og erfaring at finde lige præcis det middel, som dækker patientens symptomer 100%, bruger mange homøopater i dag at give flere midler ad gangen. En del af forklaringen er måske, at patienternes symptombilleder i dag er mere komplicerede end på Hahnemann’s tid og derfor er det blevet sværere at finde et enkelt middel, som virker.
Dette er dog modsat Hahnemann’s principper om individualitet og minimal dosis, som kaldes for den klassiske homøopati. Men eftersom der i dag findes over 11.000 homøopatiske lægemidler at vælge imellem, som ovenikøbet findes i forskellige potenser med forskellige virkninger, er det indlysende at udøvelse af den klassiske homøopati nærmest er umulig, fordi det er meget tidkrævende at finde det rette middel. I dag anvendes derfor komplexmidler, som er sammensat af flere målrettede enkeltmidler.
Rudolf Steiner
Rudolf Steiner blev født i Østeuropa på grænsen mellem Ungarn og Jugoslavien. Han studerede på Den tekniske Højskole i Wien og blev professor i filosofi i en alder af 30 år. Rudolf Steiner fremlagde gennem talrige foredrag et omfattende helhedssyn på mennesket, naturen og kosmos – et helhedssyn der benævnes antroposofi (græsk: kundskab om mennesket). Den medicinske del af antroposofien er en åndsvidenskabelig måde at forstå sygdomme og behandlinger på.
Rudolf Steiner var af den opfattelse, at en virkelig medicin kun kan bestå, hvis den også trænger ind i en erkendelse af mennesket som krop, sjæl og ånd. Han forsøgte at appellere til en udvidet forståelse af mennesket, og at denne udvidede forståelse for mennesket i krop, sjæl og ånd skulle få en praktisk betydning, for den måde man behandlede mennesker på.
Rudolf Steiners dybtgående kendskab til både mennesket og naturprocesserne førte til, at han kunne angive en række nye epokegørende lægemidler fra naturrigerne, som allerede mens han levede, var i stand til at hjælpe mange mennesker. Rudolf Steiner mente, at fremstillingen af medicin måtte kædes sammen med behandlingssteder og en kreds af mennesker, som udførte et erkendelsesarbejde.
Lægemiddelfirmaet Weleda blev grundlagt, og personalet her arbejdede intenst på at fremstille de nye mediciner efter Rudolf Steiners angivelser. Her var først og fremmest tale om homøopatiske lægemidler, men fremstillet efter nye recepter, som forstærkede midlernes virkninger, og bl.a. via specielle farmaceutiske processer førtes virkningen hen til bestemte områder i mennesket. I dag er der flere virksomheder, der fremstiller antroposofiske lægemidler, bl.a. »Wala« i Tyskland. Og »Allergica« i bl.a. Sverige.
Forskellen på Rudolf Steiner&s metoder, og den allerede på det tidspunkt kendte homøopati er at homøopatien er en erfaringsvidenskab, mens Rudolf Steiners angivelser om lægemidlerne og deres fremstilling byggede på en langt større forstandsmæssig forståelse af sammenhængene mellem mennesket og naturprocesserne.
Og mens vi er ved Rudolf Steiner skal kort omtales Rudolf Steiner skolen. Den bærende ide i Steinerskolen er troen på det enkelte menneskes uendelige muligheder. Alle børn har evnen til at blive begejstrede, til at opdage, til at skabe og dermed blive mere og mere menneske. Overfor dette står samfundet med et ønske om at bibringe barnet nyttig viden tilpasset nutidens krav. I virkeligheden skal børnene uddannes til “morgendagens samfund” (om 10-12 år ), og med de hastige forandringer, der sker overalt, ved ingen, hvordan det vil komme til at se ud.
Der er dog grund til at antage, at der vil blive hårdt brug for selvstændige mennesker med fantasi, social fornemmelse, evne til at se helheder, samt mod og handlekraft – egenskaber, der grundlægges allerede i barndommen. Antroposofi udgør en vigtig baggrundsviden og inspirationskilde for lærerne på en Rudolf Steiner-skole, men det er ikke noget, der undervises i på skolen. Steinerskolerne er pædagogiske metodeskoler – ikke livssynsskoler.
VIL DU VIDE MERE
I forlængelse af nærværende afsnit om homøopati kan anbefales at kigge på andre emner, der har fokus på kroppens sundhed ud fra en spirtuelt vinkel. Her kan bl.a nævnes Massage, Biorytmer, Zoneterapi og Akupunktur. Sidstnævnte har som fundament for behandlingen de såkaldte Meridianer, der også benyttes meget i Yoga. Hvis du er interesseret i overordnet at vide hvad er alternativ behandling så læs vores afsnit herom. Og endelig kan der laves en klar relation til begrebet hekse, idet, det at være heks i høj grad er at leve et liv i pagt med naturen.
Du har mulighed for at læse om aromaterapi og æteriske olier eller se en se en oversigt over æteriske olier samt en oversigt over urter. I begge disse oversigter er der en beskrivelse af den æteriske olie/urten og det er forklaret hvad den anvendes til, hvor den findes, hvordan den tilberedes/anvendes etc. Du kan også læse vores afsnit om Helsekost & urtemedicin. Eller måske kunne det have interesse at læse om Bachs blomstermedicin.
Stil spørgsmål om Homøopati
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Homøopati
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål