Skip to navigation | Skip to content

 
 

Ret min profil

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3417
Online profiler 0
Online gæster 84
Åbne spørgsmål 524
Besvarede spørgsmål 2523

Almanak

Fri, 24. May 2013

Solen i dag

Solopgang:04:48
Solnedgang:21:25

Månen lige nu

Full Moon

Publiceret af: Prometheus
Den: 7 Jun 2012 13:51
Pris: 0 Point

Print

Angst.

Problemet liggerer meget ofte i at finde ud af hvad jeg skal være bange for.


Frk. Jensen og andre.

 

Vi møder dem overalt, disse uddrag af kanaliseringer, enten fra Tobias, Michael eller andre engle eller opstegne mestre som, Sananda eller det hvide, hvide broderskab med deres høje esoteriske indvielser. De kommer allesteds fra i universet, fra Andromeda, Plejaderne, Venus, Jupiter, Kryon, Kirael eller fra frk. Jensen henne i Nr 5.

 

Den spirituelle introduktion jeg fik i starten, kom til dels fra frk. Jensen. På en visit spurgte jeg ind til hendes spirituelle sandhed og erfarede efterhånden at kimen til hendes sandheder forsvandt i oprindelsens tåger; noget lignende de der vandre historier der aldrig er til at spore en håndgribelig ophavsret på.

 

Jeg påpegede forsigtigt overfor frk. Jensen, at jeg fandt en del af kanaliseringerne, og dermed noget af hendes spiritualitet lidt i modstrid med videnskaben og lidt i modstrid med egne erfaringer, oplysninger og mulige indsigter.

 

Frk. Jensen så på en gang betydningsfuld og overbærende ud, og rettede et ”ondt af dig” blik imod mig, du har ikke indsigterne endnu kære ven, du er ikke blevet hevet igennem nogle portaler endnu, og har dermed ikke fået gjort noget ved dine mitokondrier og dine DNA strenge, og din bevidsthed men det skal nok komme til dig også, at du ved det, det vil blive injiceret i dig som noget i retning af klar viden, her i vandmassernes tidsalder, og i den forbindelse vil der sikkert blive hevet nogle forældede chakraer ud af dig, og du vil blive fornyet og ophøjet og indviet, og vil blive i stand til at se nogle sandheder, - og hvis ikke du kan se dét, - og hvis ikke det hjælper, bliver du bestemt deporteret til en eller anden grim affalds planet i en fjern galakse.

 

Jeg vidste ikke rigtig om det hun åbenbarede for mig, var hyggeligt eller uhyggeligt, men jeg hældte mere og mere til det sidste og følte en sær rislen langs rygraden, og fik ståpels.

Hvordan skulle hendes tale mon forstås? Havde jeg indtil nu bevæget mig halvsovende og uagtsom gennem livet? Ville jeg blive udsat for input og output der ville udradere min tidligere opfattelse af mit jeg? Gysende kom jeg til at tænke på klassikere; som, ”de stjålne kroppe” og ”The Matrix”.

frk. Jensen fortsatte ufortrødent med at indvie mig i ting der gav mig endnu mere gåsehud, mine nakkehår strittede efterhånden så meget at jeg sikkert kunne stikke mig på dem eller bruge dem som tandstikkere.

 

Ved du at der findes en hel masse af de her energiparasitter der kan sniige sig ind på en når man mindst venter det? Før man har set sig om, har de bidt sig fast til ens kronechakra og suuger al energien ud af folk, hvis de kan komme af sted med det! Når de først har bidt sig fast i kronechakraet, er det næsten umuligt at få dem af igen, de bider sig simpelt hen så fast at de næsten ikke er til at ryste af, og så, kan man bruge en masse energi på at tilskynde dem til at forsvinde, de kan faktisk godt minde om nogle af de her agenter der vil sælge os forsikringer, sagde frk. Jensen tankefuldt, - nogle af dem kan sikkert kun fjernes operativt, og så er det måske for sent! Sagde hun alvorligt.

 

Den visit hos frk. Jensen, blev mere og mere uhyggelig, og i tankerne begyndte jeg desperat at lede efter en plausibel undskyldning for at bryde op og slippe væk, men det var som om kroppen ikke ville lystre! Den sad som lammet til stolen, og jeg havde jo egentlig bare det ærinde hos hende, at jeg havde lovet at se på noget tilstoppet afløb, men det var som om hun ikke hørte efter, da jeg mindede hende om det, hun fortsatte bare ufortrødent med at sprede uhygge stemning.

 

Der er faktisk nogle der kan se sig i stand til at se sit snit til at kanalisere deres egne tanker ind i andres hoveder, ja de simpelthen porterer dem ind i hovederne på dem de vil påvirke påstod frk. Jensen alvorsfuldt. Der er endog nogle der kan klare at kanalisere sig ind i hovedet på ham den amerikanske præsident, - selv hvis han flyver rundt i en helikopter eller den her top sikrede air force one flyver, - du, - du; mener da ikke den amerikanske præsident!? Ham Barack Obama vel? En af verdens mest magtfulde mænd!! Spurgte jeg chokeret og vantro? Jo; sagde frk. Jensen bare, og lignede et skoleeksempel på klare fakta, som om det var den naturligste sag af verden.

 

Jeg håber sandelig at dem der har sådanne evner er afskåret fra at gøre brug af sådan noget, hvis det ikke er for uselviskhed, og i det godes tjeneste sagde jeg, og fik kuldegysninger, jeg frøs faktisk rigtig meget.

Hun fortsatte bare med at gøre mig mere og mere urolig; - og skubbe mig tættere og tættere mod grænsen af et panisk sammenbrud.

En god sags tjeneste? Det er vel som man tar det, sagde hun. Mange af dem der er fortalere for, at man absolut ikke skal, eller må, gøre brug af sådan nogle evner til noget som helst, siger det som regel, fordi de ikke ønsker at nogen skal afsløre deres skjulte hensigter. Og disse skjulte hensigter er som regel af egoistisk art, påstod hun bestemt.

 

Jeg så på hende, og ledte efter bare det mindste tegn på at hun pjattede, men jeg fandt ikke skygge af noget som helst pjat i hendes udtryk. Det her bliver mere og mere uhyggeligt! Tænkte jeg, hvad nu hvis sådan en kanaliserings ekspert gik rundt og var terrorist og kunne teleportere nogle rigtig grimme terror tanker ind i hovedet på Barack Obama; - en uhyggelig tanke!

 

Erh det ikke fantastisk! Udbrød frk. Jensen; - at tænke sig at der virkelig er nogen der ka’ sådan noget! Og så, kan de snakke med hinanden over store afstande; - sende sms’er eller mails’er uden at skulle bruge deres mobiler eller pc’er. Hun kneb eftertænksomt øjnene sammen, og så listig ud, - ve du hva, - samtalerne kan sikkert ikke spores, - de kan ganske frit sende nogle tophemlige beskeder til hinanden, uden at der er nogen som opdager noget som helst om det, eller aner noget om det, eller ved hvad de snakker om sådan indbyrdes.

Jamen er det da ik fantastisk! Udbrød hun igen.

 

Det var nok sådan noget af det de ku på Atlantis, før det gik under, - hvor erh det altså synd, at sådan nogen evner gik tabt! Men de skal nok komme igen her i vandmassernes tidsalder. Øh; - hedder det ikke vandmandens; - vandmandens tidsalder? Spurgte jeg. Hva; sagde frk. Jensen? Joh måske’ – men det er vel ikke, så vigtigt! Hvad det nu lige hedder! Sagde hun, og så helt krigerisk ud

 

Der er for resten osse nogen der kan blive lys arbejdere, sagde frk. Jensen, så går de rundt og oplyser om hvordan det hele udvikler sig, de oplyser om portaler og stråler og indvielser og hellige planeter og DNA strenge og fred og alt sådan noget, - nåh; det lyder da ikke så’ slemt sagde jeg; - nej vel! Sagde hun begejstret. Du kan sikkert også meget nemt risikere at gå hen og blive lys arbejder oplyste hun mig, - så kommer du nok til at opleve at møde Ærkeenglen Michael! Han er bossen for alle lys arbejderne, og så får du indpodet en kopi af hans lys sværd som han vist jager ind i nakken på dig, heele ryggen ned; gennem alle chakraerne så du bliver oplyst og helt selvlysende og så er du bevidst om at du altid har sværdet hos dig, og så skal du arbejde som lys arbejder altid. Lys sværdet skal nok bruges til at slås med, og du skal sikkert øve dig, for at være rede til at kunne slås for de godes sag.

Jeg forestillede mig gysende hvor ondt dét ville gøre at få jaget, sådan et sværd i ryggen og så måske være tvunget til at gå rundt med det dér altid, for ikke at tale om at få det vristet løs, når jeg sku slåsse med det for den gode sags skyld.

 

Jeg konverterede til ateismen på stående fod! Det her var godt nok for meget!! Det var blevet alt for uhyggeligt at være troende, så jeg valgte i desperation at klamre mig til et instinktivt håb om overlevelse, ved et forsøg på ikke at tro på noget af det frk. Jensen sagde, men jeg kunne ikke få den lille irriterende stemme i mit sind til at holde kæft, den blev bare ved med at irritere og drille og sige, hva nu hvis der alligevel ér noget om det.

 

Lad nu være med at hyperventilere, formanede jeg mig selv i tankerne; træk nu vejret stille og rolig og drik lidt af frk Jensens hyperstærke kaffe, den plejer at få dig til at glemme alt andet end dens formidable styrke. Alligevel var jeg ved at kløjs i kaffen da frk. Jensen pludselig så alvorligt på mig og spurgte om jeg var bekendt med at der gik nogle grå onde øgleagtige aliens ganske frit rundt iblandt os og invaderede og inficerede alle magtcentrene – selv vores egen lille regering går ikke ram forbi, en hel del ministre; - ja selv statsministeren! ka sagtens være nogle af dem i forklædning! De ved alt af betydning, og de er fuldstændig blottet for empati’, de udnytter os! Tilmed også seksuelt UDEN AT VI VED A DET, AT DU VED DET!! Påstod hun.

 

Hun fulgte den foruroligende nyhed op med nogle endnu mere hårrejsende. Du vil ganske givet gå glip af din pension, bedyrede hun, - der er klare tegn i sol og måne og en eller anden kalender Inkaerne, eller nogle af de der Mayaer har bedrevet, og i den kalender står der noget om at jorden sikkert vil gå under d 21december år 2012, Kl. 12,30 - ja det sagde hun virkelig! De kan vel bare være blevet trætte af at føre kalenderen længere ud i fremtiden forsøgte jeg mig.

Evighedskalenderen i mit ur er f eks ikke reelt evig efter år 2100. Frk. Jensen så dystert, og overbærende på mig; - ja ja bedyrede hun alvorligt, noget sker der altså, måske bliver vi invaderet og inficeret af øgle aliens helt og aldeles eller også bliver vi udsat for en hel masse indvielser, der forandrer vores mitokondrier og vores DNA, og gør os helt eksalte’riske! Eksal – æh; - hvad for noget? Ja opstegne og viede! Udbrød frk. Jensen helt irriteret. Sig mig; - følger du slet ik med?

 

Og for resten bliver du jo slet ikke i stand til at se nogen bevisførelse på om kalenderen i dit ur bliver ukorrekt efter år 2100, triumferede hun, hun havde nu en vis sans for logik hende frk. Jensen, - det måtte jeg medgive, men hendes logik indeholdte godt nok nogle dystre perspektiver for menneskeheden, tænkte jeg

 

Hvor ved du alt det her fra, spurgte jeg hende, er du tilknyttet en eller anden hemmelig organisation? Noget i retning af CIA eller FBI? Nej da! påstod hun, det kan man da hente oplysninger om en masse steder fra på nettet, der står f eks. en del om det i et forum der hedder Netspirit.

Er det en eller anden form for lukket loge aktivitet der kræver hemmeligt password spurgte jeg, og kom gysende til at tænke på tophemmelige og uhyggelige broderskabs loger som illuminati.

Nej, nej, det er skam frit tilgængeligt påstod hun. Det lyder ski godt nok uhyggeligt tænkte jeg, kunne det virkeligt passe at det ku lade sig gøre at hente sådan nogle oplysninger helt frit? Burde de ikke høre ind under kategorien ”strengt fortroligt”? Kunne det ikke så’ en ukontrollabel domino panik effekt hos masserne med sådanne helt frit tilgængelige ildevarslende oplysninger?

 

Det var blevet temmelig sent, mørket havde svøbt sin kåbe over landet og skabt skygger for alskens troldtøj. Jeg lod tilstoppet afløb være, - forstoppelsen løsnede sig forhåbentlig af sig selv. Jeg sagde pænt farvel til frk. Jensen, der minsandten påstod, at det havde været hyggeligt, kom endelig igen en snart, der er altid kaffe på kanden sagde hun, - joh - tak sagde jeg.

Jeg vandrede skyndsomt igennem mørket mod mit hjem, og dets skærmende mure, jeg var ikke rigtig tryg ved mørket, og mente at se farlige skygger alle vegne. Nogle onde grå øgle aliens lå bestemt på lur og sloges med udsugende parasitter om pladsen i de mørke skygger, og ventede på enhver chance til at fare på mig. Jeg gik ude midt på vejen for at minimere et overraskende angreb og ha en mulighed til at stikke af, hvis de bestemte sig for at angribe.

Endelig var jeg fremme ved min gadedør, og fiskede febrilsk efter nøglen i en eller anden lomme. Endelig fandt jeg den og på trods af en rystende nervøsitet ramte jeg omsider nøglehullet og, fik drejet nøglen rundt, og kunne endelig bevæge mig ind i min entre’.

 

Pludselig var der et eller andet uhyggeligt der strejfede mit ben, - noget frygteligt var fulgt efter mig ind i entréen!

Helt reflektorisk spjættede min krop fuldstændig ukontrollabelt, og jeg stak i et ufrivilligt rædselsskrig medens en isnende tanke om angreb af energiparasitter eller aliens jog igennem mit hoved, nogle der ville bide sig fast på mit kronechakra ”hvor filen det så end sad!” og suge al min sparsomme energi ud af mig eller invadere mine DNA strenge, og mine mitokondrier og gøre dem og mig matrixagtige.

Jeg begyndte panisk at slå vildt om mig i det uigennemtrængelige mørke i min entre, og ønskede faktisk desperat, at jeg havde et lys sværd lige ved hånden.

Jeg var døden nær af skræk da en af parasitterne pludselig udstødte et rædselsvækkende skingrende miiijuuuurrrrr der jog isnede gennem marv og ben.

 

Jeg ved ikke hvad der skete med mig, men skrækken må ha åbnet for nogle urinstinkter, noget der træder i kraft som en sidste overlevelsesmulighed, når alt andet håb synes at være udtømt, - jeg ved ikke hvordan jeg fandt den lyskontakt, og mirakuløst fik fortrængt mørket. Der var gudskelov ingen energi parasitter eller andet uhyggeligt at se men, ovre i den fjerneste krog af entreen, stod min dejlige hankat Buster, - men han lignede overhovedet ikke sig selv, hans ellers så slanke flotte hale var blevet lige så tyk som Tarzans overarm og hans øjne lyste gulgrønt og faretruende, han stod på det yderste af sine kløer som en balletdanser og ryggen stod i bro, og lignede en stiv gammel gadekost.

 

Huuh, - det; deheh er da bare mig Buster, sagde jeg spagt; - vist mest for at berolige mig selv og en ny vågnende panisk tanke om at noget fremmed havde invaderet Buster, og nu stod på spring til at fare på mig og invadere og inficere mig også. Træk nu vejret stille og roligt iiikke hyperventilere – rooolig nu Buster Roolig. Der gik nok en halv time inden Buster faldt nogenlunde til ro, og begyndte at ligne sig selv igen, men han var meget vagtsom gennem hele forløbet og så mistænksomt på mig, - han plejede da ikke at være så’ mistænksom?

 

En rigtig grim tanke jog isnede igennem mig, - jeg; - jeg, er da vel mig selv!!? Selvfølgelig er du da det! Hold nu op med det pjat! prøvede jeg at berolige mit jeg, - se dig nu i det spejl! Du er jo bare dig!!! Der er ski ikke noget der har forandret dit DNA eller suget sig fast på noget af dit kronechakra. Jeg overvandt min frygt og så’ mig i spejlet. Joeh jeg lignede da godt nok noget der med lidt god vilje, ku ligne mig, altså bortset fra at jeg så vild ud i øjnene, og mit hår strittede så underligt. Så! - rolig nu! Alt taget i betragtning, er’ det da dig - ikke? Prøv nu med et smil, - jeg prøvede, - det blev en sær karikatur, og jeg udviste en voldsom viljeanspændelse i et forsøg på noget der kunne ligne, noget der gik an, men det der ellers plejede at være så let for mig, viste sig nu, at blive helt umuligt, des mere jeg forsøgte des værre blev det, - jeg kunne simpelthen ikke smile! Jeg begyndte at gå i ukontrollabel panik igen, jeg var vel ikke, ved at blive invaderet eller indpodet nogle andre tanker end mine egne af en af de der kanaliserings eksperter, som nu var ved at teleportere vanvittige tanker ind i mit’ hoved gennem noget kronechakra?!?

 

Eller var jeg blevet snuppet af en eller anden plantegevægst der havde overtaget min krops funtioner ligesom i "de stjålne kroppe"!?! Jeg ku ikke lade være med at skule mistænksomt til min Kala der ellers forekom mig at være så pyntelig der på dens piedestal.

  

Buster reddede mig faktisk på kanten af vanviddet ved at komme med den mest beroligende lyd jeg kender prrrrrr prrrrrrr spandt han, og verden blev noget mere afslappet og hyggelig igen. Buster fik ¼ fløde, og jeg smurte et stykke med rullepølse, og min verden blev nogenlunde normal.

Rullepølse maden blev skyllet ned med en Carlsberg, og jeg sad og blev eftertænksom; - måske du sku ta og holde dig væk fra frk. Jensen og hendes profetiske profetier og tanker om chef engle, aliens og udsugende parasitter og lumske teleportører et stykke tid? sådan at du får tankerne hen på lidt mere afslappende, vante og dagligdags gøremål, langt væk fra det hun går og sysler med.

 

Pokker da også ta’ hende Frk. Jensen! Hendes profetier, og hårrejsende selvhøjtidelighedsbetyningsfulde teorier og spirituelle ideer! Tænkte jeg temmelig irriteret. Hvordan filen turde hun egentlig leve så farligt.

Livet har ski somme tider en noget syg sans for humor, tænkte jeg surt.

 

Hvad var det for resten hun havde sagt? Noget om en eller anden portal på nettet? Noget med et forum der hed noget så underligt som Netspirit? Kunne det virkelig passe? Nej det var nok bare noget overspændt sludder af frk. Jensen. Du kunne da prøve at se efter, begyndte den irriterende stemme i mit indre igen, men det tør du nok bare ikke, blev den ved. Vel gør jeg da så! Sagde jeg hidsigt, uden at tænke konsekvenserne ordentlig igennem. Så prøøv, sagde stemmen derinde fra spottende. Jeg gør det i morgen, påstod jeg. Ha! Du tør jo ikke!

Jeg blev enig med mig selv om at jeg da godt kunne se efter, om der virkelig var noget der hed Netspirit, jeg behøvede jo ikke at trykke på enter tasten for at gå ind i det, jeg behøvede jo bare at se, om det virkelig fandtes. Jo! Pokker om ikke der var noget om det! der var virkelig noget der hed Netspirit. Det er da godt nok et sært navn, tænkte jeg, der var ligesom noget skæbnesvangert over det.

 

Jeg skyndte mig at føre pilen på skærmen helt op til højre; op til det hvide kryds på den røde baggrund. Kryster! Begyndte den f…… stemme indeni igen, - det var også den der havde lokket mig hen til frk. Jensen, og hvad var der kommet ud af det! Andet end at jeg havde været lige på grænsen til at dø af skræk, tænkte jeg surt.

Hold nu op! Der kan da ikke ske noget ved at du lige kikker. Lad nu være med at være så kryster agtig.

Kan den stemme da ik bare holde sin kæft tænkte jeg, frustreret. Prøver den at tage livet af mig for at slippe ud derinde fra, eller er det en magtkamp om at få vanvittige idéer afprøvet? Den stemme er sgu ikke rigtig klog tænkte jeg, og blev endnu mere irriteret på den, Hvor i det hede hule he….. kom den egentlig fra? Den var jo total blottet for fornuft.

 Jeg lå mit liv i skæbnens hænder. Plottede Netspirit ind, - lukkede øjnene, - og trykkede på enter. Forsigtigt åbnede jeg lidt på klem, når jeg nu var kommet så langt, kunne jeg vel lige så godt gå planken ud, - det kunne vel aldrig blive værre end frk. Jensen.
 fnug
Tja med denne historie kan jeg da godt forstå at det kan være svært at finde ud af hvad man skal være bange for…………Men det er jo sådan i denne verden at man selv må sorterer fra og til alt efter hvad man hører, og frk Jensen tjo hvem ved om hun har ret i sine påstande, hendes tågesnak kan jo ikke videnskabelig bevises som er det de fleste bedre kan forholde sig til………..Så alt i alt må du såmænd bare sitte dig ned og tygge historien igennem og se om du egentlig behøver at blive så skræmt så håret lige frem rejser sig af bare skræk, eller måske bare skynde dig at udfører det du kom for og undgå denne her stærke kaffe som nok er en af de ting der kan få dig til at hyperventilerer.
Tidligere artikler Dato    Pris    Læst    Indlæg    Bedømmelse 

Kærlighed

Tro, håb og kærlighed. Størst af dem, er kærligheden.Kærlighed er meget mere end blot ord, og det findes mange flere steder end blot mellem to mennesker.


Kærlighedens magi

Der findes meget magi i verden omkring os, den største af dem alle er kærlighedens magi.


At forholde sig konstruktivt kritisk

Jeg har lyst til at dele mine tanker omkring det at forholde sig konstruktivt kritisk til spiritualitet med andre da jeg synes diskussionen om spiritualitet alt for ofte er delt op i de to helt modsatte lejre; Den ene mener det spirituelle er noget hamug og den anden kan slet ikke forstå at der er nogle mennesker, der ikke har set lyset endnu. Jeg vil gerne argumenterer for at en holdning sådan midt imellem vil være gavnligt for den almene opfattelse af området spiritualitet.


Det er da okay

Blot nogle tanker omkring jordens fremtid, hvis der ikke gøres et eller andet drastisk.


Drømme..

Drømme om en ex...


1-5 af 111 : [ 1 ] 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23

Artikel skrevet af:
Sortere efter:
Søg indenfor: Alle kategorier
Tekstsøgning: