Skip to navigation | Skip to content

 
 

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 4042
Online profiler 1
Online gæster 299
Åbne spørgsmål 604
Besvarede spørgsmål 2979

Almanak

Mon, 25. March 2019

Solen i dag

Solopgang:06:57
Solnedgang:19:33

Månen lige nu

Full Moon

Publiceret af: herbert
Den: 28 Jul 2008 11:59
Pris: 0 Point

Print

Besøg hos inkaerne

En fortælling om mit besøg hos inkaerne, der blev en af de største spirituelle oplevelser i mit liv.


Min forestilling om ferie har traditionelt været enten en tur ned sydpå til sommerhuset i Spanien eller en tur ned af de franske skiløjper. Ret enkelt! Det vakte således ikke større genklank da min kæreste foreslog at vores næste ferie skulle være en vandretur i Peru, hvor vi undervejs skuille besøge nogle af hendes spirtuelle venner, der havde bosat sig i bjergene, hvor de var ved at blive oplært til shamaner.

Ved de efterfølgende middagsselskaber, blev rejsen flittigt diskutteret. Der var ikke nogle der tog synderligt notits af mine indvendinger om at det altså ikke var endelig besluttet og at ferie ved Middelhavet med en god bog, jo heller ikke var at foragte. Det viste sig at man åbenbart ikke ansås for rigtig spirtuel hvis man ikke havde prøvet at kravle halvejs ind i en hule i de mellemamerikanske bjerge for at hente de frafaldne stykker af ens sjæl.

Hvis der var noget, der var frafalden, så var det vist min opmærksomhed, sådan cirka fem minutter inde i disse samtaler, men nu havde hustruen jo bestemt sig for at vi personligt skulle hilse på inkaernes efterfølgere, så naturligvis befandt jeg mig i Peru nogle måneder senere. På daværende tidspunkt var jeg kun i min vordende interesse for det spirituelle, og min imødekommenhed overfor vesterlændinge med mudder i håret og maling i ansigtet stod ligefrem mål med den respekt jeg havde overfor deres projekt med at blive shamaner.

Men rejsen skulle vise sig både at blive ret sjov og udbytterig. Jeg befandt mig snart – omend lidt modvilligt – placeret i en rundkreds med en shaman, der med et littere misbilligende blik undersøgte mig med øjnene. Mens jeg på min side sad og funderede over hvilke svampe, dette tågehorn af en spirituel landsbytosse, mon havde spist til aftensmad, begyndte han på sin side at mumle noget der grangivligt lød som ”jeg-må-have-ondt-i-maven”, hvilket naturligvis fik mig til at knække sammen af grin.Om det oprindeligt var en planlagt del af ritualet, eller om min adfærd afstedkom det, vides ikke, men han rejste sig brat - rodede først sig selv gevaldigt i håret, hvorefter han bøjede sig over mig, der sad i lotusstilling, og gennemrodede derefter mit hår.

Da shamanens kropsbeklædning hovedsagelig bestod af et – skal vi kalde det – løst lændeklæde, og der således fra min position var mere eller mindre frit udsyn til de ædle dele, kan det nok være at jeg spærrede øjnene op og så temmelig forbeholdende ud i ansigtet. Helt præcist hvordan jeg så ud, ved jeg ganske nøjagtig da min kære hustru synes at dette var et oplagt øjeblik at forevige til familiealbummet! Efter at have løbet lidt i rundkreds om både sig selv og mig, kastede shamanen sig halvvejs ind i en lille åbning i bjerget og lå således der med bagdelen stikkende ud af bjerget.

Og så var det at jeg rejste mig og gik! Det var for meget. Kald mig blot boneret, eller snerpet, men der var ganske enkelt for meget bar mandekrop til at jeg kunne forbinde sceancen med noget som helst spirtuelt. Overraskende nok var hustruen ikke spor sur over min retræte da hun senere fandt mig i den lokale bar i kompagniskab med mine to gode venner en flaske Jack Daniels og en flaske Coca Cola, som jeg førte en intensiv samtale med. Faktisk undskyldte hun over at have kastet hendes mand ud i noget, der – også for de andre tilstedeværende viste det sig – havde været en mindre heldig oplevelse.

Godt plaget af tømmermænd fik jeg den følgende dag lov at slippe for videre spirituel oplæring. Det vil sige indtil efter aftensmaden, som vi spiste på en terasse med en udsigt, der er guderne værdig. Da vi var færdige med desserten og jeg sad og nød en ”reperations” cognac fik vi selskab af to shamaner af Q'ero indiansk afstamning, som hustruen åbenbart kendte. At de var shamaner lyste dog ikke umiddelbart ud af dem, da de lignede ganske almindelige mennesker i deres væremåde og påklædning. De de endvidere glædeligt deltog i min kamp for at oparbejde endnu en beruselse og således var meget hjælpsomme med at få bugt med cognac flasken, bredte der sig efterhånden en ret løssluppen og muntre atmosfære. Samtaleemnet var natuligvis spitualitet i alle dens afskygninger, og vi kom langt omkring.

Ved to-tiden om natten, skulle restauranten egentlig lukke, men da de omkring 20 borde nu var arrangeret omkring vores oprindelige lille to mands bord og de fleste øvrige gæster havde sluttet sig til selskabet var der ingen der tog synderligt notis heraf. Faktisk var der etableret en form for selvbetjening i baren og køkkenet. Primært ud fra den årsag at den ene ejer var faldet i søvn og den anden ganske enkelt ikke var i stand til meget andet end regelmæssigt at fylde sit glas og med meget blanke øjne betragte den smukke fuldmåne.

Hvem der startede vides ikke, men fra en mumlen i krogene bredte der sig efterhånden et takfast råb om fuldmåne meditation. På mindst syv forskellige sprog sad vi således i nogle minutter og råbte ”fuldmåne meditation”. Jeg råbte højere end de fleste, skønt jeg nok var den, der anede mindst om hvad det egentlig var jeg råbte, men sådan er det jo så tit!

I en ruf blev alle borde og stole på terassen båret ud til siden, tæpper blev spredt over gulvet, musikken slukket, og cikadernes nattesang vandt frem. Og så sad vi der! Jeg havde absolut ingen andelse om hvad der skulle ske. Et forsøg på at fyre en hummoristisk bemærkning af omkring at vi alle nok om et øjeblik ville blive forvandlet til vareulve, affødte bemærkelsesværdigt nok, ikke en irettesættelse fra hustruen, der sad bagved mig i lotusstilling. Hun havde indtaget den udstråling jeg kendte så godt – ”jeg er i ro med mig selv og verden. Jeg tilgiver mig selv og alle, og det eneste jeg ser er kærlighed” – kort sagt et helt uigennmemtrængeligt panser, der på en og samme tid udstråler at hun omfavner alt og samtidig er koncentreret, meget dybt inde i sig selv.

Okay så...

På hver side af mig sad de to shamaner som vi havde indledt aftenen med. Som den naturligste ting i verden havde de hver især taget min hånd, ellr også havde jeg taget deres. Og så sad vi der, helt stille. Der gik et par minutter. Kun cikaderne brød stilheden. ”Hvad skal der ske?” spurgte jeg. ”Hvad der vil ske” var svaret.

Okay så...

Endnu et øjeblik for af sted. Energierne i mig synes at farer rundt og jeg bemærkede svagt at hver af ”mine” shamaner i den hånd som de havde fri knugede en stor rødlig sten. Det var først senere det gik op for mig at de var igang med at ”rense mig” for dårlig energi og opbygge et energipanser omkring mig. Da seancen efter en 20 minutters tid var forbi forsvandt de to shamaner med deres sten. Hustruen var flink til at fortælle mig at stenene nu indeholdt min tunge energi og den skulle gives videre til moder Jord (Pachamama). Hun fortalte også at jeg nu ifølge inkaernes forestillingsunivers skulle være fyldt op med levende energi (Sami) fra universet.

Jeg havde det supert. Følte mig glad, og let, ren og levende. Det bedste ved oplevelsen var dog forståelsen for at de ritualer som det hele er bygget op omkring ikke er doktrinære. Ja, man kan udføre inkahealing ud fra nogle faste fremgangsmåder, men disse er ikke mejslet i sten. Der er mange forskellige fremgangsmåder, og ingen af disse er mere rigtige end andre. Healingen behøver ikke foregå i Peru, den behøver ikke blive forestået af en shaman farverigt udsmykket med malling i ansigtet og specielle (større eller mindre!) kropsbeklædning etc.

Denne oplevelse var en af de største spirituelle oplevelser jeg har haft til dato. En oplevelse, der lærte mig at der for mig er rigtigt at forholde mig konstruktiv kritisk til det spirituelle, ikke haste på at opsøge det, søge at fremtvinge det, men lade det komme til mig på den måde det selv har lyst til at dukke frem.

 Qntal
Må tilstå at jeg aldrig har set nogle af de shamaner jeg kender i Peru med lændeklæde på :o) Men tjek evt. denne side www.heartsound.dk
Tidligere artikler Dato    Pris    Læst    Indlæg    Bedømmelse 

Kærlighed

Tro, håb og kærlighed. Størst af dem, er kærligheden.Kærlighed er meget mere end blot ord, og det findes mange flere steder end blot mellem to mennesker.


Kærlighedens magi

Der findes meget magi i verden omkring os, den største af dem alle er kærlighedens magi.


At forholde sig konstruktivt kritisk

Jeg har lyst til at dele mine tanker omkring det at forholde sig konstruktivt kritisk til spiritualitet med andre da jeg synes diskussionen om spiritualitet alt for ofte er delt op i de to helt modsatte lejre; Den ene mener det spirituelle er noget hamug og den anden kan slet ikke forstå at der er nogle mennesker, der ikke har set lyset endnu. Jeg vil gerne argumenterer for at en holdning sådan midt imellem vil være gavnligt for den almene opfattelse af området spiritualitet.


Det er da okay

Blot nogle tanker omkring jordens fremtid, hvis der ikke gøres et eller andet drastisk.


Drømme..

Drømme om en ex...


1-5 af 121 : [ 1 ] 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25

Artikel skrevet af:
Sortere efter:
Søg indenfor: Alle kategorier
Tekstsøgning: