Skip to navigation | Skip to content

 

Aura

Du er her: NetSpirit - Emner - K - Kirlian fotografier

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3877
Online profiler 0
Online gæster 237
Åbne spørgsmål 588
Besvarede spørgsmål 2927

Almanak

Sun, 19. November 2017

Solen i dag

Solopgang:07:49
Solnedgang:16:00

Månen lige nu

Full Moon

Kirlian fotografier

I dette kapitel kigger vi nærmere på Kirlian fotografierne. For at forstå hvad det er som disse fotografier egentlig viser starter vi op med at kort at belyse fundamentet for Kirlians forskning. Derefter kigger vi overordnet på det persongalleri af spændende og dygtige pionere, der har banet vejen for bioelektricitet, eller bioenergien som det også kaldes.

Efter således at have skabt forståelse for baggrunde og sammenhænge kigger vi nærmere på Kirlian fotografierne. Herunder hvordan man tager et sådanne Kirlian fotografi og hvordan dette tolkes.




Luigi Galvani

Emil Du Bois-Reymond

A.L. Hodgkin


Kroppens elektriske system

Omkring 1780 var det velkendt, at levende dyr og mennesker ryster og kramper, når de får et elektrisk stød. Den italienske læge Luigi Galvani (1737-1798), besluttede at undersøge, om nerver kan lede elektricitet. Han så, at en slagtet frø spjættede, når nerverne i rygmarven blev forbundet med en elektrisermaskine. Mere overraskende var det, at frøen spjættede, når han lavede en forbindelse med et stykke metal. Ved et tilfælde opdagede han, at når nerve og muskel blev forbundet ved hjælp af to forskellige metaller, der rørte ved hinanden, fik han meget tydelige bevægelser. Han konkluderede, at dyrene havde en slags livskraft, som han kaldte dyrisk elektricitet. Selv om det var en forkert konklusion, havde Galvani dog ret i, at mange dyreceller kan opfattes som små batterier, hvis overskud af elektrisk ladning kan udløses i elektrisk strømme.

I 1845 demonstrerer den tyske fysiolog Emil Du Bois-Reymond (1818-1896), at nerveimpulser er elektriske. Du Bois-Reymond kunne også konstatere, at kraften fra sammentrækningen i musklerne ikke afhænger af strømmens styrke i de nerver, som aktiverer musklerne, men af antallet af skift i spændingen fra det ene øjeblik til det næste. I 1850 målte Hermann von Helmholtz (1821-1894), nerveimpulsens hastighed til mellem 90 og 120 km/time. I dag ved man at den kan være op til 350 km/time. Elektrisk aktivitet i hjernen blev første gang beskrevet i 1875 af den engelske læge Richard Caton (1842–1926). Han gjorde forsøg med dyr, ofte med blotlagte hjerner. Ved at stimulere bestemte områder i hjernen med elektricitet kunne han aktivere muskler. Caton opdagede at der går elektriske signaler både til og fra hjernen.

I 1949-53 udførte den britiske biofysiker A.L. Hodgkin (1914-1998) forsøg med kæmpe nerveceller fra blæksprutter, som gav de første antydninger af, hvilke ioner der er ansvarlige for nerveimpulsen. Ved at ændre sammensætningen af det vand, som omgav blækspruttenerven, kunne han vise, at nerveimpulserne blev svagere, hvis den ydre koncentration af natriumioner blev sænket. Et afgørende gennembrud i udforskningen af nerveimpulser kom, da man blev i stand til at anbringe måleelektroder inde i cellerne og måle svage strømme. I en serie forsøg lykkedes det for A.L. Hodgkin og fysiologen A.F. Huxley at påvise hvordan der strømmer natriumioner ind i cellen, hvis den bliver elektrisk stimuleret, samt at forskellen i koncentration bliver udlignet ved en transport af natriumioner ud af cellen. De to herrer påviste også at denne transport sandsynligvis gør brug af det energirige stof AdenosinTriPhosphat (ATP), som findes i alle levende organismer.

I dag ved lægerne meget om nerveimpulser. Eksempelvis arbejder læger og ingeniører sammen om at hjælpe personer, der på grund af brud på rygsøjlen, blodprop i hjernen eller sclerose ikke kan styre arme eller ben. Folk med disse lidelser har ikke nerveforbindelse mellem hjerne og de muskler der kan aktivere arme eller ben. Med neurale proteser, som består af ledninger, impulsgivere, sensorer osv. er det lykkes at erstatte ødelagte nerveforbindelser. Man forsøger også at udvikle neurale proteser, der kan gøre blinde seende og få døve til at høre. Også sygdommen Parkinson forsøger man at afhjælpe med elektrisk stimulering af hjernen.


THOMAS EDISON


Elektricitet bliver almeneje

I 1745 blev leydnerflasken opfundet. Med leydnerflasken kunne man opsamle elektricitet og udlade det efter ønske. Opdagelsen satte gang i elektricitetens medicinske anvendelse. Efter at batteriet var blevet opfundet i år 1800, syntes videnskabsmændene, at det var mere interessant at gøre forsøg med stød fra batterier end stød fra Leydner flasker. I 1753 blev professor Richmann ved det kejserlige akademi i Sankt Petersborg dræbt af et lyn, mens han var i færd med at eksperimentere med “uvejrs-elektricitet”. Året inden havde Benjamin Franklin bevist, at lynet er en elektrisk udladning. Richmanns død ved lynets kraft, banede sammen med et andet tragisk uheld, næsten 130 år senere, vejen for den elektriske stol. En uheldig tekniker fra Buffalo, USA, kom i 1881 til at berøre begge poler på en dynamo samtidigt. Obduktionen viste, at teknikeren var død, som var han blevet ramt af lynet. Hjertet var stoppet øjeblikkeligt.

Da staten New York i 1885, nedsatte en kommission, der skulle tage stilling til hvilken henrettelsesmetode, man i fremtiden skulle anvende, blev opfinderen og forretningsmanden Thomas Edison (1847-1931) kontaktet for råd og vejledning. I sit svar skrev Edison: “Hurtigt og mindst smertefrit for offeret vil være anvendelse af vekselstrøm. Maskinen fremstilles her i landet af George Westinghouse. Ved den mindste berøring af denne type maskine vil strømmen passere gennem kroppen og frembringe øjeblikkelig død.”

Man får kun stød, hvis elektriciteten løber gennem kroppen til jord. Hvis man rører ved en ledning med elektrisk spænding på, løber der elektricitet over på ens krop. Hvis elektriciteten også kan finde en vej væk fra kroppen - for eksempel gennem det gulv man står på - strømmer der elektricitet gennem ens krop til jord. Hvis spændingen er meget lav, kan man ikke mærke noget. Hvis den er lidt højere, kildrer det. Hvis den er over 50-60 volt gør det øjeblikkeligt ondt. Det er den elektriske strøm gennem kroppen, fra det ene sted med kontakt til det andet, der giver følelsen af stød. Det ene kontaktsted kan for eksempel være en ledning eller et elektrisk apparat, der er i uorden. Det andet kan være en ledning, en vandhane, en radiator eller jorden eller gulvet. Når det er farligt at få strøm gennem kroppen, skyldes det to ting. For det første kan strømmen blande sig med vore nervesignaler, så vi får muskelkramper, eller strømmen kan ligefrem ødelægge nervecellerne.

Strømmens vej gennem kroppen er af stor betydning for farligheden. En strøm, der går fra en hånd til albuen, er langt mindre farlig end en strøm, der går fra hånd til hånd, fordi strømmen så løber hen over brystet og hjertet. Den skadelige virkning af et stød øges med styrken af strømmen gennem kroppen og den tid, strømmen løber. Vekselstrøm med en frekvens på 50 - 150 Hz er dobbelt så farlig som jævnstrøm ved samme spænding. Selv stød af vekselstrøm med små strømstyrker (helt ned til 20 milliampere) kan være farlige, hvis strømmen passerer gennem brystet. De elektriske impulser, der styrer hjertets gang, bliver let forstyrret, så hjertet mister sin rytme og holder op med at pumpe effektivt. Fænomenet kaldes ventrikelflimmer og fører til besvimelse og død, hvis det ikke standses hurtigt. Stød med større strømstyrker kan medføre hjertestop, åndedrætsbesvær, uoprettelig skade på nervesystemet og alvorlige forbrændinger.

Den mest brugte metode, man benytter i dag, til at måle hjernens elektriske aktivitet på, er Elektro-Encefalo-Gram (EEG). Metoden kræver ikke noget kirurgisk indgreb. Med elektroder på hovedbunden måles svingningerne i den elektriske spænding i hjernens nerver. Svingningerne fortæller lægerne om hjernen fungerer normalt. Man kan foretage EEG målinger for hele hjernen. Man kan også vælge kun at måle i et lille område. Derfor er EEG et vigtigt værktøj, når blandt andet skader i hjernen skal lokaliseres.


SEMYON D. KIRLIAN


Bioelektromagnetisme

Som nævnt indledningsvis er grunden til at vi ovenfor gennemgik vores viden om hvorledes elektriske impulser, via et netværk af nerver skaber forbindelse mellem hjerne og krop, at denne viden er grundlaget for udviklingen af Semyon D. Kirlians fotografiske metode. Med et fint ord kalder man det som Kirlian forskede i for bioelektromagnetisme. Hermed menes at man forsker i bioelektriske signaler fra hjerne, hjerte og muskler. Altså de elektriske processer, der foregår på det mikroskopiske plan i den menneskelige organisme.

Den historiske udvikling af bioelektrikgrafi, også kaldet kirliangrafi, starter i år 1777 hvor tyskeren George Christopher Lichtenberg (1742-1799), ved at udsætte støvpartikler for statisk elektricitet, frembringer primitive bioelektromagnetiske billeder. Nikola Tesla (1856-1943), opfandt blandt andet vekselstrøms generatoren, fjernbetjeningen og grundprincipperne bag radio. Og så har han fået en måleenhed opkaldt efter sig, en tesla, der angiver styrken af magneter.

I dag er han næsten glemt. Læser man i lærebøgerne om de store opfindere, er det italieneren Marconi, der får æren for opfindelsen af radioen. Og elektrificeringen af den moderne verden tilskrives i høj grad Thomas Edison. I nærværende sammenhæng er Tesla interessant, eftersom han ved en offentlig optræden, ved at placerer sig i et stærkt elektromagnetisk felt, formåede at skabe et særpræget lysfelt omkring sin egen krop. Mest sandsynligt var dette lysfelt dog blot fluorescerede lys, som var en af Teslas mange opfindelser. I øvrigt var Tesla en sær mand med mange fobier. Bange for bakterier, vild med duer og ekstremt optaget af om alle hans handlinger gik op i tallet tre!

Den næste meget interessante personlighed vi støder på i udviklingen af bioelektromagnetismen er Roberto Landell de Moura (1861-1928), en brasilianer, der foruden at være katolske præst også var fysikker. Moura opfandt en maskine han selv kaldte “Bioelectrographic Machine”. Moura havde en traditionel videnskabelig systematisk tilgang til at forske i bioelektromagnetismen. Hvad han dog nærmere kom frem til er ikke helt klart, da den katolske kirke i 1912, efter otte års arbejde, bad Moura om at indstille sin forskning. I samme åndedræt blev de fleste af Mouras notater konfiskeret. Det materiale, der overlevede befinder sig i dag på Roberto Landell de Moura Museumet, i Porto Alegr, Brasilien.

tdimg src="/od/images/aura/historie-bw-tesla.jpg" style="background-color: rgb(128,0,0); color: rgb(0,0,0); border: 4px ridge""> tdimg src="/od/images/aura/historie-bw-mandel.jpg" style="background-color: rgb(128,0,0); color: rgb(0,0,0); border: 4px ridge"">

Semyon D. Kirlian

Nikola Tesla

Roberto L. De Moura

Peter Mandel

tdimg src="/od/images/aura/historie-bw-paulo-castro.jpg" style="background-color: rgb(128,0,0); color: rgb(0,0,0); border: 4px ridge""> tdimg src="/od/images/aura/historie-bw-stanley-krippner.jpg" style="background-color: rgb(128,0,0); color: rgb(0,0,0); border: 4px ridge"">

Newton Milhomens

Paulo D. C. Teixeira

Hernani G. Andrade

Stanley Krippner

tdimg src="/od/images/aura/historie-bw-korotkov.jpg" style="background-color: rgb(128,0,0); color: rgb(0,0,0); border: 4px ridge"">    

Thelma Moss

Konstantin Korotkov


Semyon Kirlian

Den egentlige hovedperson i nærværende kapitel er Semyon Dawidowitsch Kirlian (1898-1978), der i 1939 ved en tilfældighed, opdagede at hvis et objekt placeret på en fotografisk plade udsættes for et stærkt elektrisk felt dannes et aftryk på pladen (Vi kommer senere meget mere ind på hvordan metoden egentlig foregår). Denne opdagelse førte til at Kilian i 1950'erne udviklede et bioelektromagnetisk kamera, som han kaldte et Kirlian kamera. Dette gjorde han i Krasnodar, i det tidligere Sovjetunionen, sammen med et stort hold af russiske forskere. Resultaterne af deres arbejde, herunder de fotografier, det var lykkedes at tage med et Kirlian fotografi, blev offenliggjort på en kongres om parapsykologi i 1960.

Eftersom den kolde krig var helt på toppen i 1960'erne, var det meget sparsomme oplysninger russerne frigav til resten af verden omkring deres opdagelser. Dette gjorde at den øvrige forskning om bioelektromagnetisme, der fandt sted rundt omkring i verden, ikke i særlig stor grad, blev samkoordineret med Kirlians forskning. Der kommer således efterhånden forskellige standarder for hvordan et bioelektromagnetisk fotografi skal tages og fortolkes.

Den ene af disse standarder får vi fra den brasilianske professor Newton Milhomens, der i 1967, bygger sin egen udgave af et Kirlian kamera. Milhomen rejste efterfølgende meget rundt i verden og holdt foredrag om sin forskning. I midten af 1980'erne grundlagde Milhomen faktisk en helt lille industri, der fremstillede Kirlian kameraer, der primært blev solgt til brasilianske læger, psykologer og folk med interesse i det overnaturlige.

En anden standard får vi fra den tyske doktor Peter Mandel, PhD, der i 1969 fremstiller sin egen udgave af et Kirlian kamera. Mandel er interessant på flere måder. Når han publicerede sine resultater, gjorde han dette overraskende nok i sort/hvid billeder. Mandel fremførte som årsag at andre farver blot ville forstyrre fortolkningen. Det som Mandel var interesseret i, var de fraktale strukturer og former af det lyset omkring det fotograferede. Mandels fokus for sin forskning var at benytte bioelektromagnetisme, til at diagnosticere organiske problemer, relateret til de såkaldte meridianer. Af denne årsag tog Mandel Kirlian fotografier af både hænder og fødder simultant.

Fraktal teorien er i øvrigt ganske spændende. I 1967 havde forskeren Mandelbrot i en epokegørende artikel i magasinet Science stillet spørgsmålet: "Hvor lang er Storbritianiens kystlinie?". Spørgsmålet kan synes banalt i første omgang: Man kan vel bare finde et kort og måle det op! Mandelbrots pointe var imidlertid, at hvis man tager et kort med mindre målestoksforhold, altså zoomer ind på kystlinjen, så vil det, der på det forrige kort så ud til at være et forholdsvist lige stykker kystlinje, vise sig at at være krogede og bugtede kurver, med en væsentligt større længde end på det forrige kort. Sådan kunne man fortsætte med at zoome ind og få en stadig større kystlinjelængde som følge. Man kan selvfølgelig fremdrage, at denne zoomen ind må stoppe på et tidspunkt, nå man når ned til det atomare niveau eller lignende, men fra et matematisk synspunkt kan forfiningen fortsættes uendeligt. Eftersom følgen af kystlinjelængder vokser uden begrænsning med graden af zoom, følger det, at der ikke er nogen præcis matematisk definition af længden af en kystlinje.

En analog situation til den britiske kystlinje, men dog en matematisk idealiseret én, fås med den såkaldte Koch-kurve, først betragtet af H. von Koch i begyndelsen af 1900-tallet. Kurven fremkommer ved følgende proces: Man starter med et linjestykke, fjerner den midterste tredjedel, og erstatter det med to linjestykker, så der dannes en spids på 60 grader, som vist på den første tegning på figuren nedenfor. Derefter gentager man arbejdet på hver af de fire linjestykker i den nye figur, dvs. erstatter den midterste tredjedel med en spids. Derved fås den anden tegning på figuren nedenfor. Processen gentages igen og igen og figurerne konvergerer efterhånden mod en "grænsefigur", hvis udseende er meget tæt på udseendet af den femte figur nedenfor.

Også denne kurve har uendelig længde. Ordet fraktal bliver relevant idet man tildeler figurer som disse en dimension, som bliver et ikke helt tal og således bliver en udvidelse af vort sædvanlige dimensionsbegreb. I vor hverdag taler vi ofte om 1, 2 eller 3 dimensioner og hvis det går rigtigt hedt til, kan vi fantasere om fire dimensioner, fx i Einsteins relativitetsteori. Men hvad er en ikke-heltallig dimension?- ja det er fraktaler!



Forskellige tilgangsvinkler

Som vi var omkring ovenfor så var den kolde krig på sit højdepunkt i 1960'erne og 70'erne. Da det var meget lidt information, der blev frigivet fra det daværende Sovjetunionen, blev der i stedet brygget utallige skrøner og fantasier sammen, om hvad de russiske forskere gemte af hemmeligheder. Et resultat heraf var blandt andet bogen “Psychic Discoveries Behind the Iron Curtain”, der fremstiller Kirlian fotografering som noget meget hemmeligt, mystisk og overnaturligt. Der gik ikke lang tid efter bogens udgivelse, før en masse mennesker over hele jorden sad nede i deres kælder og lavede deres egen udgaver af Kirlian fotoapperatet.

Hele hysteriet, der opstod, blev holdt i live af utallige indlæg i aviser og blade omkring Kirlian fotografier. Indlæg, der ofte bar bræg af mere hungren efter opmærksomhed og at skabe ravage, end egentlig interesse for Kirlian og dennes arbejde. Vi skal således igennem en periode, der kommer til at tære gevaldig på den tiltro man ellers havde forbundet med navnet Kirlian. Det varede således ikke lang tid før der var snesevis af producenter af "Kirlian fotografiapperater". Da producenterne kun var interesserede i profitten, var de kameraer, der kom på markedet af ganske og aldeles elendig kvalitet. Hele Kirlians forskning og resultater blev drejet over i og fortolket som noget mystisk.

Langsomt begyndte denne bølge dog at aftage, efterhånden som en række nye bøger , der behandlede Kirlians forskning ud fra en mere videnskabelig og seriøs tilgangsvinkel kom på markedet. Blandt andet publicerede Stanley Krippner, PhD i 1974 bogen “The Kirlian Aura” i hvilken han beskriver alt hvad der på daværende tidspunkt var kendt om Kirlian fotografier, ud fra en videnskabelig tilgangsvinkel.

Af dem som tog en seriøs tilgangsvinkel til bioelektromagnetisme og bidrog til at videreudvikle forskningen bør nævnes doktor Paulo de Castro Teixeira en homopatisk farmaceut, der har specialiseret sig i sammenhænge mellem Kirlian fotografier og homøopati. Teixeira har således taget utallige Kirlian fotografier af mennesker før og 15 minutter efter de har indtaget homøopatisk medicin, og fundet talrige forskelle i disse fotografier. Teixeira har publiceret adskillige bøger om sin forskning.

Også nævnes bør brasilianeren Hernani G. Andrade, der har specialiseret sig at påvise eksistensen af sjælen (auraen) via Kirlian fotografiet. Andrade har taget utallige Kirlian fotografier med sit eget fremstillede apperat. Han tager billeder af såvel mennesker som planter. Thelma Moss, parapsykolog fra USA bør også nævnes. Hun har publiceret flere bøger omkring sin forskning i Kirlian fotografier, bla. “The Probability of the Impossble”, og “The Electric Body”. Og endelig skal nævnes Konstantin Korotkov, PhD, professor ved Skt. Petersborg universitet, der i 1984 efter lang tids forskning, sammen med en større videnskabsgruppe, opdagede at Kirlian effekten er resultatet af ionfisering af gasser og uddunstning fra vores hud, igennem vores porre. Korotkov kaldte denne teknik for GDV (Gas Discharge Visualization) or, simply, GDV Technique. I 1995 lykkedes det Konstantin Korotkov, at bygge en helt ny type af Kirlian fotografiet, der ikke benytter fotografisk film, men i stedet viser GDV processen, altså Kirlian effekten, direkte på en computerskærm.


Kirlian fotografi af
økologisk dyrket svamp

Kirlian fotografi af
industrielt dyrket svamp


Fremstilling af et Kirlian fotografi

Der var i mange år ingen nærmere regler for hvad man måtte kalde et Kirlian fotografiapperat. Dette blev der ryddet op i ved den femte Verdenskongres om Kirliangraphy, der blev afholdt i år 2000 i Curitiba, Brasilien. Her blev der enighed om at der kun var tre valide officielle standarder for hvordan et Kirlian kamera skal konstrueres og hvordan et Kirlian fotografi skal se ud. Disse tre standarder er “Newton Milhomens Standard” (Brasilien) “Peter Mandel Standard” (Tyskland) og “Konstantin Korotkov Standard ” (Rusland). Ved selvsamme kongres blev der i øvrigt også besluttet at man fremadrettet ville søge at påvirke den almene befolkning til at benytte ordet “Bioelectrography” fremfor “Kirliangraphy”.

Lær at fortolke Kirlian fotografier

Ønsker du at lære hvordan du fremstiller og fortolker Kirlian fotografier, kan du eksempelvis kigge nærmere på NetSpirits kursus om Aura. I dette kursus forklares dybtgående hvordan man fremstiller og fortolker Kirlian fotografier. Nogle billeder er naturligvis selvforklarende, som eksempelvis dem nedenfor, mens andre kræver en del viden før du kan fortolke dem.

Kun kr. 99 - Læs mere her

Kirlian fotografi af
pommes frite

Kirlian fotografi af
nyopgravet kartofel


Kirlian foto

Kirlian foto

Kirlian foto