Skip to navigation | Skip to content

 

Nordisk mytologi

Du er her: NetSpirit - Emner - N - Naturvæsener

Nordisk Mytologi

Indledning

Myter og sagn

Aserne

Vanerne

Jætterne

Dværgene

Naturvæsnerne

Menneskene

Steder og kort

Edda skrifterne

Stikordsregister: Nordisk mytologi

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3842
Online profiler 0
Online gæster 300
Åbne spørgsmål 583
Besvarede spørgsmål 2900

Almanak

Sat, 22. July 2017

Solen i dag

Solopgang:05:05
Solnedgang:21:27

Månen lige nu

Full Moon

Troen på naturvæsener

Troen på alfer, nisser, feer og andre naturvæsener, var oprindelig en del af den ældre naturreligion, før de blev en del af eksempelvis den skrevne nordiske mytologi. I den nordiske mytologi er de henvist som statister, mens vanerne, jætterne etc. spiller hovedrollerne. Men tidligere har naturvæsener så afgjort spillet hovedrollerne i menneskets tro på at der eksisterer mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart kan opfatte.

Det er meget sparsomt hvad vi har af nedskrevne beretninger fra tidligere tider om troen på naturvæsener. Kirken har gjort sit for at undertrykke troen på dem. Eksempelvis ved at stemple de gamle guder og sagnfolk som dæmoner, ved at gøre hedenske kilder til kristne, og gøre hedenske helligdage til kristne, som sommer og vintersolhverv blev til helligdagene St. Hans og Jul.

Det er uhyre vanskeligt entydigt at kategorisere de forskellige naturvæsener, med hensyn til udseende, levevis, karakteristik etc. Der er mange forskelligartede meninger om hvordan de forskellige naturvæsener ser ud, hvorledes de lever og om de er gode eller onde etc. Hvilket er ganske naturligt da vi taler om overtro, fra forskellige egne, landsdele og folk, der igennem tiderne er blevet sammenblandet.


Endvidere stammer beskrivelserne af naturvæsenerne fra mange forskellige kilder. Eksempelvis fra gamle myter og sagn, nedskrevne beretninger om den nordiske mytologi, samt fiktive værker såsom tegneserien Valhalla, af Peter Madsen, samt Hobbitten og Ringenes herre af J. R. R. Tolkien. Alt i alt er naturvæseners univers mangfoldigt på mange måder. Vi finder her alfer, feer, elvere, dværge, gobeliner, drager, hobitter, nisser, trolde og mange flere.

Troen på naturvæsener er igennem tiderne hovedsagelig brugt til dels at underholde, ved at indgå i fortællinger, sagn og myter, og dels til at forklare fænomener som vi ikke umiddelbart kunne finde en logisk forklaring på. Skønt de forskellige videnskaber efterhånden har fortrængt naturånderne og erstattet dem med plausible forklaringer på forskellige fænomener, er der nu stadig noget smukt i forestillingen om at træerne og buskene danser, når det blæser!

Alferne

En alf er ifølge nordisk folketro et lille overnaturligt væsen, der færdedes i naturen og stod aserne nær, da de eksisterede. Hvordan de ser ud, disse alfer er forskelligt. Nogle forestiller sig at de er grønne, behårede væsener, andre som en kopi af mennesker i mindre størrelse, og atter andre mener at de har vinger og således ser ud som det vi traditionelt forbinder med feerne. Ordet 'alf' dækker da også nogenlunde det samme som det engelske ord for fe (Fairy), der betyder noget i retningen af "grøn ven". Dette er forståeligt, da alfer oftest ses på naturrige steder såsom skove, enge og traditionelt opfattes som små fredelige naturånder, der holder til ved blomster og i bjerge. Den mest udbredte opfattelse er at alferne organiserer sig i samfund som menneskenes, dyrker korn, afgrøder, holder husdyr etc.

Hvordan troen på alfer oprindelig opstod, kan vi kun gisne om, men en teori er at alfer er efterkommere af en slags blomsterguder, som stenalderfolk har troet på. Ifølge nordisk tro findes der to slags alfer: Lysalferne og svartalferne. Lysalferne er smukke og gode og de boede før i tiden i Alfheim, men da vanen Frej blev overgivet dette hus, blev alferne forflyttet til et andet sted. Svartalferne er sorte og bor i jorden. Opfattelsen er den, at lysalferne er gode, og det giver held, hvis man ser en lysalf. Omvendt er Svartalferne onde og bringer uheld.

Alferne blev først omtalt i den håndbog som Snorre Sturlasson skrev omkring 1221, til brug for hans samtids digtere, skjaldene. Som grundlag for bogen brugte han ældre skrifter, og mundtlige overleveringer. Alferne var (er) en lavere guderace, en slags hverdagsguder. Derfor har de naturligt forbindelse med aserne og vanerne (altså de to hovedgudeslægter i den nordiske mytologi), eftersom de har haft et vist fælles virkeområde. Alferne blev altså betragtet som en slags guder og det må formodes at der på samme måde som i de øvrige gudeslægter har været en som varetog frugtbarhed, beskyttelse af det ene og beskyttelse af det andet, etc.

Man ofrede til dem, det såkaldte Alfeblot. Om ofring fortælles det i Kormaks saga, at den hårdtsåret Torvald fik det råd at slagte en tyr og derefter bestryge en nærliggende alfehøj med dens blod. Det hjalp ham. Troen på alfer kunne også have et mere officielt præg, idet den blev praktiseret på bestemte tider om året. Da kong Olav den Helliges skjald Sigvat således i begyndelsen af det 11. århundrede var på rejse i egnene mellem Norge og Varmland oplevede han, at man ofrede til alferne den første vinternat.

Eftersom det flere steder nævnes at alferne lever i høje, og eftersom alferne også blev dyrket i forbindelsen med vintersolhverv d. 21. dec., som fra gammel tid har været en fest for de døde, gisnes der om at troen på alfer, måske har været en dødekult. Det næves som sagt flere steder at alferne bor i høje, men om det er gravhøje er usikkert. Fortalerne for at troen på alfer oprindelig var en dødekult, hævder at langt de fleste sagn om underjordiske alfer, knytter sig til gravhøje, eller til steder, hvor henrettelser, måske også hvor mord har fundet sted. Det bør dog nævnes at der langtfra er enighed herom.


Feer

Vi kender alle sammen historien om Peter Pan og de fleste af os husker vel også den lille Fe, som benyttes til at drysse flyvestøv ud på menneskene, således at de kan flyve til Påskeøen. Dette er den klassiske opfattelse af en fe. Et lille menneskelignende væsen med insektvinger. Opfattelsen er endvidere oftest at feer kun er af hunkøn, skønt de beslægtet med englene, må være intetkøn. Hvor de kommer fra, hvor de lever og hvad de i det hele taget får tiden til at gå med når de ikke griber ind i menneskets eller eventyrheltes skæbner, ved vi ikke så meget om. Da de ofte optræder med en tryllestav i hånden er det nærliggende at sammenligne dem med hekse, men denne sammenligning vinder ikke megen gehør, da de fleste foretrækker at opfatte feer som mere eller mindre erotiske små letpåklædte haremsdanserinder.

Og så er der den anden type af feer, som er den onde fe. Hun er traditionelt tudsegammel i modsætning til de gode, men vi vil slet ikke begive os ud i om der er en sammenhæng mellem at når feer bliver gamle bliver de onde! Der er dog bred enighed om at feer er meget drillesyge. Hvis de skal gøre et eller andet for mennesket opstiller de ofte en gåde eller noget andet kringlet, der skal løses før de vil udbrede deres magi. Det menes at feerne ofte følger med i menneskers samtaler og at de ikke kan lide at man taler ondt om dem. Allerede i de angelsaksiske lægebøger (på Ivenhoes og Kong Løvehjertes tid), findes midler mod hekseskud, en sygdom, eller forbandelse, man tidligere mente, ramte dem, der har skadet feerne eller elverne.

En anden forklaring på hvorfor vi ikke ved så meget om feer er at de kun kan ses klart af dyr, og er kun sjældent set af mennesker. Dog er der nogle få undtagelser; den første er, når feer bruger deres kraft, til at gøre et menneske i stand til at se dem. Den anden er under fuldmåne på en midsommernat, hvor mange mennesker oplever feer danse og feste. Til sidst kan man se feer ved at kigge igennem en hulsten. Dette er en sten med et hul i, som er blevet lavet af bevægelserne i vandet i en å eller flod. Undtagelsen er, at stenen ikke må være fundet på stranden.

De oprindelige feer skænkede nyfødte børn gaver, såsom skønhed, godt helbred og venlighed. I de senere århundreder fortsatte de med at udøve denne praksis, men begyndte at blande sig i menneskenes affærer. Mange feer bliver nu betragtet som drilagtige væsener, der gør livet besværligt for dem, som ikke tror på dem, og hjælper dem, som gør.

God fe Ond fe


Af alle de ulykker alfer og feer kan være skyld i, er deres hang til barnerov de mest frygtede. Hvorfor feer og alfer stjæler børn er der flere forklaringer på; En forklaring er at feer er tiltrukket af skønhed over alt, de kan simpelthen ikke lade være med at stjæle et smukt spædbarn. En anden historie går på, at selv om feerne er magiske af natur, og lever meget længe, var deres race for nedadgående. Deres egne børn er ikke så sunde som i gamle dage. Den skifting som feerne lagde i stedet for barnet, kunne være en gammel alf der ikke mere var til nogen nytte for sin slægt, og som derfor indvilligede i at tage barnets plads, eller det kunne være et af deres egne børn, der mistrivedes.

Engelske fairys og danske trolde brugte sommetider en gren, der var udskåret med arme og ben. Grenen havde en magisk formular kastet på sig, så den fremstod som familiens eget barn. I traditionerne fremstår skiftingen som meget grim, med et stort hoved der kan være blødt at føle på. Dens øjne er små og skelende. Når den bliver ældre vokser den ikke, skønt den er meget grådig, og æder alting. Den lærer aldrig at gå, eller tale. Disse symptomer viser sig ofte først når barnet er blevet ældre.

De fleste historier om skiftinge handler om hvordan forældrene ved list afslører at deres barn i virkeligheden er en skifting. Det er et gennemgående træk, at skiftingen i virkeligheden er et meget gammelt væsen, og det røber sig, ved at man lader det overvære et eller andet meget usædvanligt. Hvis man f.eks. slagter og steger en gris med hud og hår så udbryder skiftingen; Ja, længe har jeg vandret, og meget har jeg set, men aldrig har jeg set, at man slagtede en gris således. Pølse med hud, hår, øjne og ben i? Fanden stå i at blive her længere.

Det at man afslørede skiftingen, fik ikke altid det rigtige barn til at vende tilbage. En kvinde hvis barn var blevet taget af feerne, fik besked på at finde en hane, hvis fjer var sorte som natten, dræbe den ved at vride halsen om på den, og riste den over ild uden at plukke den først. Alt dette skulle ske uden at hun så på skiftingen. Når alle fjerne var svedet af hanen, skulle hun se skiftingen lige i øjnene. Først da ville hendes rigtige barn komme tilbage. En anden historie fortæller, at en kvinde tog en skifting med op på en nærliggende alfehøj. Der brændte hun en tornebusk af, og truede alferne med at brænde hele højen af, hvis de ikke gav hendes barn tilbage til hende.

I danske og svenske fortællinger foregår afsløringerne undertiden på den måde, at moderen truer med at kaste skiftingen ind i bageovnen. Straks kommer troldemoderen med hendes rigtige barn; Her har du dit barn igen, men så slem du var ved mit, har jeg ikke været ved dit. I England, og Irland havde man mere barske metoder til at få feerne til at give det oprindelige barn tilbage. Man kunne bla. piske barnet, efterlade det alene på alfehøje eller smide det på ilden, hvor det formodes at flyve op i luften med at skrig. Det er let at forestille sig hvilke tragiske hændelser denne overtro har ført med sig. Det menes at det først og fremmest er børn med vidt fremskreden Engelsk Syge (rachitis) og den specielle børnesygdom der kaldes tæring (atrepsi) der har lagt grunden til skiftingetroen. Men mange af beretningerne tyder også på, at der har været tale om åndssvage eller stærkt handikappede børn.

En anden udbredt frygt var at blive bjergtaget, på engelsk Taken by the fairys. De underjordiske bortfører til tider mennesker til deres hjem i skove, høje, eller bjerge. De fleste folk der bliver bjergtaget er som regel folk der arbejder alene som f. eks. kulsvieren, børn der går i skoven for at samle bær, unge der skulle giftes, mennesker med hovedet fuld af erotik. Barselskvinder der ikke har været i kirke efter de har født er specielt udsatte. Barselskvinder ansås nemlig for at være hedninge indtil de havde været i kirke, på grund af det syndefald som graviditeten og fødslen indebærer. De fleste af dem der er blevet bjergtaget vender før eller siden hjem igen, men de fleste bliver aldrig sig selv igen. De bliver sære og sindsforstyrrede, syge eller lammede, eller de har helt mistet lysten til livet, og syner langsom ind, for til sidst at dø.

Engel


Engle

Som en del af troen på naturvæsener, eller tæt relateret hertil, finder vi troen på engle. Oprindelig kommer ordet engel fra græsk; ángelos og betyder budbringer. At være budbringer er da også en af englenens mange opgaver. På forskellig måde bringer de bud fra Gud til mennesker; både som hjælpende væsner og som væsner, der skal udføre Guds vilje.

Der findes mange forskellige engle. Nogle mener ligefrem at der er én engel for hver dag, én engel for hver ting vi beskæftiger os med. Vi hørte på redaktionen på et tidspunkt om en kvinde, der sågar mener at der findes én engel for støvsugning. Når hun så skal støvsuge så tilkalder hun denne "støvsuger-engel" som så hjælper med støvsugningen, der herefter går hurtig, nemt og sjovt. Det er da dejligt for den kvinde at hun tror herpå og hvis det kan hjælpe hende med hendes støvsugning er det jo glimrende.

Idet der findes mange forskellige engle er der heraf opstået et behov for at kategorisere engle. Der har igennem historien været forskellige bud på hvorledes denne inddeling skulle foretages. I følge tre basale skrifter kan engle opdeles i ni engletyper, med hver deres unikke udseende og respektive embede, som de forvalter og tager sig af.

Den første til at foreslå en inddeling af engle var en herre ved navn Dionysios Pseudo-Areopagita. Thomas Aquinas, tog tråden op i år 1267 i sin afhandling, "Det teologiske system" og omkring halvtreds år senere offentliggjorde den italienske politikker og poet Dante Alighieri sin "Guddommelige komedie" med dennes definition af alle skabninger, onde såvel som gode.

Disse tre skrifter er som regel det udgangspunkt, man tager når man taler om klassificering og systematisering af engle. Klassificering af engle De ni englegrupper, man klassificere englene i, skulle hver især bevæge sig rundt om Guds trone, meget lig den måde hvorpå vore solsystems planeter bevæger sig rundt om solen. Mens de bevæger sig rundt om Guds trone synger de lovsange til Guds ære, hvorfor englegrupperne benævnes de ni himmelske kor.

Disse ni englekor er inddelt i tre klasser, der ofte benævnes triader. Hele englehierarkiet kan anskues på den måde at englene bevæger sig rundt om Gud og i det guddommelige centrum er vibrationerne af energi det allerhøjeste de kan blive. Efterhånden som vi bevæger os væk fra centrum bliver vibrationerne langsommere, for først at blive til rent lys, der bevæger sig i et kredsløb. Når dette lys sætter farten ned, endnu længere fra sit udspring begynder det at fortættes til materie.

Dette billede kan hjælpe til at forstå englens udseende. Eksempelvis beskrives de inderste engletyper som bestående af ren tanke, lys, ild og lignede i den stil. Og det kan også hjælpe til at forstå hvorfor ærkeenglene og skytsengle er placeret hvor de er, nemlig i den yderste ring, hvor de som de eneste engle, fremhæves for deres unikke evne til at vise sig for mennesker. Dette kan have noget at gøre med at vibrationshastigheden i dette felt befinder sig hvor materien begynder at antage form og substans. Engles placering i englehierarkiet har således ikke nødvendigvis noget at gøre med at nogle engle opfattes som finere eller bedre end andre. Men mere noget at gøre med at alle engle har forskellige funktioner.

Du kan læse meget mere om engle i NetSpirits hovedafsnit herom, hvis du har lyst hertil. Nærværende er blot ment som en kort beskrivelse af engle i forbindelse med troen på naturvæsener og den nordiske mytologi.


Trolde

Der findes mangfoldige folkeeventyr og legender om trolde og som med alle eventyr rummer disse fortællinger en indre sandhed. Trolde hører til den gruppe af væsener man kalder naturånder. Trolde er derfor beslægtet med fauner, dværge, nisser etc. Det man i nordisk mytologi normalt forbinder med trolde er hovedsagelig Jætterne.

Opfattelsen af troldes udseende og deres væsen er rigt varieret, men hovedsagelig fremstilles trolde som nogle grimme skabninger, store og stærke, men dumme. De tænkes at bo i bakker, bjerge, skove o.lign. For at forstå den mangfoldighed, der er i opfattelsen af troldes udseende, væremåde etc. skal ses på hvordan forestillingen om trolde er blevet benyttet igennem tiderne.

Trolde er flittigt benyttet som element i de sagn, legender og eventyr, vores forfærde har fortalt ved lejrbålet og videregivet fra generation til generation. Fortællingerne omhandler alt fra heltemodige indsats i krig til pudsige hverdagsfortællinger. Undertiden er det deciderede løgnehistorier, altså rene eventyr, men som oftest er deres formål mere end blot at underholde. Deres formål er blandt andet at forklare (fx hvorfor solen står op), eksemplificere (fx følgerne af at snyde andre) og advare (fx imod at gå igennem skoven om natten kan være farligt).

Og her benyttes troldene sammen med andre naturvæsener ofte til at understrege pointerne. Vi finder således historier hvor trold(ene) benyttes til at fortælle om styrkeprøve mellem mennesket og et fænomen, karakteriseret ved trolden(ene). Eller historier om forsøg på at myrde helten, hvilket er en måde at fortælle om menneskets kamp imod sine drifter (hvor driften, begæret etc. så er karakteriseret ved trolden(ene). Når trolde anskues på denne måde, er det nemt at se at deres karakteristika, væsen, udseende etc. igennem tiderne er blevet gradbøjet til netop at kunne passe ind i sammenhæng i historierne, hvoraf naturligt følger at vi ender op med en mangfoldighed.

Den mest udbredte forestilling er at troldene er mere eller mindre onde mod menneskene, og nogle forestillinger går endag så langt at trolde lever i de dybeste skove, og kommer frem om natten for at fange børn, som de spiser. En anden udbredt forestilling om troldene er at de hader kristendommen, og kaster gerne sten efter folkekirkerne rundt om i landet, hvis de ser deres snit til det: Lyden af kirkeklokkerne skærer nemlig i deres ører.

Hvis man nærlæser de forskellige beretninger hvori trolde optræder, ses dogf som nævnt at troldene hovedsagelig er et billede på almindelige menneskers dumhed, fx eventyret om bonden, der har hyret en person til at vogte sine grise. Denne person viser sig imidlertid at være en lurendrejer, der dræber grisene og sælger dem. Grisehalerne stikker han i jorden. Bonden trækker halerne op og er overbevist om, at grisene er flygtet ned under jorden.


Vil du vide mere

Vi har lavet en forside hvor du gerne hurtig skulle kunne danne dig et overblik over indholdet i sektionen om nordisk mytologi. Vi har lavet et kapitel om de nordiske myter og sagn. Det er her du bla. finder de mange spændende beretninger om Guderne og deres strid med uhyrer og alverdens andet djævelskab. Har du lyst til at danne dig et overblik over hvordan de forskellige huse, bygninger, steder mv. så ud og lå i forhold til hinanden finder du dette i kapitlet Steder, bygninger og ting.

De forskellige grupper i nordisk mytologi er alle beskrevet i separate kapitler: Aserne, Dværgene, Jætterne, Vanerne, Menneskene samt Alfer, Feer og andre naturvæsener. Til en start kan det være fordelagtig at læse indledning til sektionen hvori det bla. fortælles hvorledes mytologien opstod og hvem, der troede på de nordiske guder.

Efter du har sat dig lidt ind i den nordiske mytologi kan det være at du har lyst til at teste din viden i quiz om nordisk mytologi, eller det kan være at du har lyst til at diskutterer mytologien med andre eller stille spørgsmål herom, hvilket du kan gøre i NetSpirits spørgeforum. Endvidere har du også mulighed for at publicere en artikel hvis du har noget på hjertet, du har lyst til at dele med andre. Og endelig er der jo også stikordsregisteret, der har sin styrke, når du søger efter en kort beskrivelse af et specifikt begreb/ord/gud etc., samt når du har lyst til at klikke rundt i de forskellige sammenhænge, der eksisterer.

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at takke Bjarne Sinkjær for lov til at tage udgangspunkt i hans beskrivelser af feer og alfer som udgangspunkt for nærværende kapitel. Et af Bjarnes store interesseområder er rolle- og figurkrigsspil. Hvis du har lyst kan du på www.bjsink.dk, læse meget mere om Bjarne og rollespil.

Endvidere skal rettes en hjertelig tak til kunstmaleren Inger Magnild Berthelsen for de dejlige illustrationer, hun har lavet til kapitlet. Du kan læse meget mere om Inger og se flere eksempler på billeder fra hendes hånd på www.werneby.dk.