Skip to navigation | Skip to content

 

Vestlig astrologi

Du er her: NetSpirit - Emner - A - Astrologier - Vestlig astrologi - Himmelrummets koodinatsystemer

Vestlig astrologi

De 12 Stjernetegn

Dit ugehoroskop

Uranometria

Himmelrummet

Er vi alene?

Big Bang teori

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3829
Online profiler 0
Online gæster 219
Åbne spørgsmål 577
Besvarede spørgsmål 2896

Almanak

Tue, 30. May 2017

Solen i dag

Solopgang:04:41
Solnedgang:21:33

Månen lige nu

Full Moon

Himmelrummets koodinatsystemer

En vigtig ting for studiet af Universet, er at kunne beskrive hvor på himlen ting befinder sig. Astronomerne har udviklet flere forskellige koordinatsystemer til at beskrive positioner i himmelrummet.

De benytter alle et koordinat-gitter projiceret op på himmelkuglen. Koordinatsystemerne adskiller sig kun i valget af det grundplan der adskiller himlen i to lige store halvkugler langs en storcirkel. Hvert koordinatsystem er opkaldt efter sit grundplan.

Ækvatorsystemet

Dette er nok det mest brugte koordinatsystem over himmelrummet. Det er også det koordinatsystem der er mest i familie med jordoverfladens geografiske koordinatsystem fordi det benytter samme grundplan og de samme poler. Projektionen af jordoverfladens ækvator på himmelkuglen kaldes himlens ækvator. På samme måde danner projektionerne af Jordens poler himlens nord- og sydpol.

Der er dog en afgørende forskel på ækvatorsystemet og det geografiske koordinatsystem: Det geografiske koordinatsystem er bundet til Jorden og roterer sammen med Jorden. Ækvatorsystemet er bundet til stjernerne, så ækvatorsystemet ser ud til at rotere over himlen sammen med stjernerne. I virkeligheden er det jo Jorden der roterer i forhold til de relativt ubevægelige stjerner.

Den breddeagtige (tilsvarende breddegraden) vinkel i ækvatorsystemet kaldes deklinationen (forkortes Dekl.). Den angiver vinklen fra objektet til himlens ækvator. Den længdeagtige vinkel kaldes rektascensionen (forkortes RA). Den angiver objektets vinkel fra forårspunktet regnet mod øst.

I modsætning til almindelige længdegrader måles rektascension i timer, minutter og sekunder i stedet for grader fordi den tilsyneladende rotation af ækvatorsystemet hænger nøje sammen med den sideriske tid og timevinklen. Stjernehimlen roterer én gang rundt på 24 timer, så én times rektascension svarer til 15 grader (360 grader / 24 timer).

Horisontsystemet

Horisontsystemet bruger din lokale horisont som grundplan. Dette deler meget bekvemt himmelrummet op i to halvkugler: Den øvre halvkugle som du kan se, og den nedre halvkugle som Jorden skjuler.

Polen i den synlige halvkugle kaldes zenit. Polen i den skjulte halvkugle kaldes nadir (Z'). Vinklen til et objekt over/under horisonten kaldes højden (forkortes Høj. eller Alt.). Vinklen til et objekt rundt langs horisonten (målt fra nord mod øst) kaldes azimut. Horisontsystemet kaldes også somme tider Høj/Az- (Alt/Az-) koordinatsystemet.

Horisontsystemet er bundet til Jorden, ikke stjernerne. Derfor ændrer et objekts højde og azimut sig over tid, efterhånden som objektet ser ud til at bevæge sig hen over himlen. Fordi horisontsystemet tager udgangspunkt i din lokale horisont, vil det samme objekt observeret på samme tid fra et andet sted have andre værdier af højde og azimut.

Værdierne i horisontsystemet er meget værdifulde når man vil bestemme et objekts opgangs- og nedgangstid et bestemt sted. Når et objekts højde er 0 grader, er det enten ved at stå op (hvis dets azimut er 180 grader).

Zenit er det punkt på himlen du ser når du kigger “lige op” over dit hoved. Mere præcist er det det punkt der har højden +90 grader. Det er polen i Horisontsystemet. Geometrisk er det det punkt på himmelkuglen der rammes af en linje fra Jordens centrum gennem det sted hvor du står, og videre ud i rummet.

Ekliptikasystemet

Ekliptikasystemet (Zodiaksystemet) bruger ekliptika som grundplan. Ekliptika er den bane Solen ser ud til at tage over himlen gennem et år. Denne bane benævnes undertiden Zodiaken. Det er også projektionen af Jordens egen bane om Solen på himmelkuglen. Breddegradsvinklen kaldes ekliptisk bredde, og længdegradsvinklen kaldes ekliptisk længde. Forårspunktet er nulpunktet for den ekliptiske længde, ligesom det er for rektascensionen i ækvatorsystemet.

Set fra jorden bevæger solen sig på et år en gang rundt på Himmelkuglen. Solens bane kaldes Ekliptika, fordi det er langs denne bane, at eklipser, formørkelser, ses, idet det er på den Ekliptiske linie på jordens himmel, at såvel sol som måne og planeter bevæger sig. I sin årlige tilsyneladende bevægelse bevæger solen sig gennem et antal stjernebilleder, kaldet dyrekredsen. De ligger alle på et bånd 6 grader på hver side langs Ekliptika.

Rent faktisk kan vi jo ikke se, hvilket stjernebillede solen står i pga. den oplyste atmosfære, den nemmeste måde at opdage det på, er at vente til jorden på tolv timer har drejet sig 180 grader, hvorefter vi kan regne stjernebilledet ud. Normalt regner man med 12 stjernebilleder langs dyrekredsen (Fiskene, Vandmanden, Stenbukken, Skytten, Skorpionen, Vægten, Jomfruen, Løven, Krebsen, Tvillingerne, Tyren og Vædderen), men mange mener, at der faktisk er 13 (også Slangebæreren).

Solens år regner vi normalt som 365 dage, men da det egentlig er nærmere 365,25 dage har man lagt en ekstra dag ind hvert fjerde år, som så bliver et skudår. Imidlertid er et solår ikke på præcis 365,25 dage men 365,24219, hvilket gør at vi med normale beregning "kommer lidt forud for soltiden".

Astronomen Lilius fandt derfor i 1582 på en tilføjelse til skudårsreglen, som går ud på, at de år, der er delelige med 100, ikke skal være skudår, med mindre året også er deleligt med 400. År 2000 er sådan et år. De komplicerede forhold får den yderligere konsekvens, at de normale datoer for stjernetegnene streng taget også skal justeres med en dag.

Det ser ud, som om Solen går rundt om Jorden, men vi ved godt, at det i virkeligheden er lige omvendt. Solen flytter sig en lille smule for hver dag. Hver dag står den op og går ned et nyt sted. Allerede i stenalderen fandt bønderne ud af, at Solen kunne bruges som kalender. Når de målte fra ét bestemt sted og markerede solopgangen og solnedgangen med sten, kunne de lave en astronomisk kalender, som var god til mange ting. Den kunne fortælle, hvornår man skulle så, og hvornår det var tid at høste.

Retningen fra Jorden til Solen ved forårsjævndøgn kaldes forårspunktet eller Vædder-punktet. Den 21. marts er dagen og natten nøjagtigt lige lange. Jordens hældning er årsag til, at det skiftevis er sommer på den nordlige og på den sydlige halvkugle.

Ekliptika hælder 23,5 grader i forhold til himlens ækvator. De to punkter hvor ekliptika skærer himlens ækvator kaldes jævndøgnspunkterne. Jordens akse ændres hele tiden en lille smule. Derfor flytter forårspunktet sig i forhold til de omgivende stjerner.

På de gamle astrologers tid stemte regnskabet. Solen gik ind i Vædderens tegn nøjagtigt ved forårspunktet, men i løbet af de næsten 5.000 år, der er gået siden, har forårspunktet flyttet sig så meget, at Solen glider ind i Vædderens tegn den 18. april og forlader det den 18. maj. Hvis du kigger på et horoskop i en avis eller et ugeblad, kan du se, at her regner man stadig med, at Solen glider ind i Vædderens tegn ved forårsjævndøgn den 21. marts og forlader det igen den 20. april. Med andre ord: Regnskabet stemmer ikke. Forårspunktet har flyttet sig til Fiskenes tegn.