Skip to navigation | Skip to content

 

Islam

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Islam

Kristendom

Jødedom

Buddhismen

Hinduismen

Taoismen

Shinto

Islam

Sikhismen

Voodoo

Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3794
Online profiler 0
Online gæster 291
Åbne spørgsmål 573
Besvarede spørgsmål 2871

Almanak

Tue, 28. February 2017

Solen i dag

Solopgang:06:58
Solnedgang:17:45

Månen lige nu

Full Moon

Islams historie og oprindelse

Islam blev til på den arabiske halvø i det 6. århundrede e.v.t. Stifteren Muhammad (ca. 570-632) blev født i Mekka, hvor han trådte frem som Allahs profet og forkyndte læren om én gud og frygt for dommedag. Muhammads lære blev ikke accepteret i Mekka, og han blev i 622 tvunget til at flygte til Medina. Dette årstal er udgangspunktet for den islamiske tidsregning.

I dag kan ca. 1 milliard mennesker statistisk set betegnes som muslimer, og islam er en verdensreligion, den største næst efter kristendommen. Flertallet af verdens muslimer lever i Indonesien, Malaysia, Pakistan og de centralasiatiske republikker, mens kun ca. 21 % lever i de arabisk talende lande i Mellemøsten.

Både i statistikkens og virkelighedens verden er "muslim" et vidt begreb. Den bredeste definition af "muslim" er den etniske, ifølge hvilken muslimer er mennesker fra lande og miljøer, der traditionelt regnes for muslimske. Denne definition, der ikke siger noget om, hvorvidt disse muslimer er troende eller ikke-troende muslimer, er den definition, der bruges i statistikker.

En snævrere definition er den, der definerer en muslim som ""én, der underkaster sig (Gud)" og "islam" betyder "det at underkaste sig (Gud)". For at forstå meningen med denne bogstavelige oversættelse og få muslimernes egen opfattelse tydeliggjort er det imidlertid nødvendigt at oversætte mere frit: En "muslim" er "én, der af egen fri vilje hengiver sig til, underkaster sig Gud (Allah)". Allah er arabisk og betyder Guden, og arabisktalende kristne og jøder kalder også Gud for Allah.


Medina - Profeten Muhammads sidste hvilested



Overordnet set kan islam og muslimer opdeles i sunnittisk islam og sunnitter (90 %) og shia-islam og shiitter (10 %). Indenfor sunnittisk islam er der fire forskellige retstraditioner , der dominerer forskellige dele af verden, og indenfor og på tværs af disse retstraditioner findes mange forskellige og til tider modstridende opfattelser af, hvad sand islam er og bør være. Der er også mange retninger og sekter indenfor shia-islam, der i dens forskellige former er majoritetsreligion i Iran, Irak og Syrien.

Mangfoldigheden skyldes også, at der er lokale varianter af islam, afhængige af den kultur og de religioner, der har været dominerende før og efter islams komme, og at der i islam som i andre religioner finder store forskelle mellem de lærdes islam (normativ islam) og folkelig islam, og mellem f.eks. uddannede og uuddannede muslimske mænds og kvinders islam. Endelig bør det huskes, at muslimer ligesom kristne har vidt forskellige følelsesmæssige holdninger til deres religion. Nogle er entusiastiske, andre indifferente og andre igen tager direkte afstand fra islam eller dele af traditionel islamisk tro og praksis.

Koranen

I Koranen, islams hellige skrift, er Muhammads åbenbaringer nedskrevet. Allerede i profetens levetid begyndte hans tilhængere at nedskrive det, profeten forkyndte. Dette blev samlet, og Koranen fik sin endelige form omtrent 20 år efter profetens død.  I følge den ortodokse lære indeholder Koranen Allahs ord, som de blev talt til menneskene gennem profeten Muhammad.

Islam er en lovreligion og forudsætter en individuel og en kollektiv bekendelse af tilhørighed til et samfund baseret på nøje fastlagte forskrifter. Loven (Sharia) omfatter både de religiøse forskrifter og de sociale og juridiske forpligtelser. Et vigtig træk ved islam gennem historien er den uadskillelige forbindelse mellem politik og religion. Muhammad selv grundlagde et samfund, hvor han var både religiøs og politisk leder. Dette har præget islam frem til i dag.

Ved siden af Skriften står Sunna (tradition). Sunna betegner i bred forstand praksis og lære i den ortodokse (sunnitiske) islam. I snæver forstand betegner Sunna de nedskrevne beretninger (Hadith) om profeten og hans første tilhængere. Hadith-samlingerne er en norm for menighedens afgørelser i aktuelle spørgsmål. De situationer eller de spørgsmål som ikke beskrives i teksterne, kan afgøres ved at der findes ligheder med tidligere omtalte afgørelser.

Grundlaget for islams syn på ikke-muslimer, slaver og kvinder, findes i Koranen. Hvad kvindeopfattelsen angår repræsenterer islam en forbedring af frie muslimske kvinders stilling, hvis man sammenligner med forholdene på den arabiske halvø før Muhammad. Det er imidlertid vanskeligt at se bort fra, at islam har en tradition som klart forudsætter mandens overlegenhed og råderet over kvinden. Diskussionen i islamiske lande i vore dage om skilsmisselovgivning, mandens ret til polygami osv. antyder et vigtig problemområde: nemlig at der i den religiøse lov findes enorme forskelle mellem frie mænds og kvinders religiøse, sociale og juridiske rettigheder.

Muhammad og tidlig islam

Muhammad er efter islamisk opfattelse den sidste af en lang række profeter. Efter ham kommer der ikke flere. Han er "profeternes segl". Det er den væsentligste grund til, at Bahai og Ahmadiyya, der begge regner med en profet efter Muhammad, af flertallet af muslimer anses for kætterier og ikke-muslimske.

Selv om man ofte fremhæver, at der ikke skal gøres forskel på profeterne, må Abraham, Moses og Jesus (der ifølge islam er profet, men ikke Guds søn), regnes for de største før Muhammad. Moses og Jesus fik begge åbenbaret en hellig bog, men disse og dermed Guds budskab er kun delvist overleveret i henholdsvis Torah (De fem Mosebøger) og de nytestamentlige evangelier. De to skriftreligioner, jødedommen og kristendommen, er altså ufuldstændige former af den oprindelige og fuldkomne åbenbaring og religion, islam, men forestillingen forklarer, hvorfor disse to religioner og deres tilhængere kaldes "Bogens folk" og altid har nydt en priviligeret stilling i Den islamiske Verden.

Muhammad fik sine første åbenbaringer i 40 års alderen. Han boede i Mekka, en blomstrende handelsby, styret af Kuraishstammen, som også Muhammads slægt, den hashimitiske, tilhørte. Byen var præget af handel, og religionen centreret omkring kulten af flere guder og gudinder (polyteisme). Muhammad forkyndte med stærk religiøs følelse og indignation budskabet om den ene Gud (monoteisme), om Dommedag og om social retfærdighed og lighed.

Hans budskab var ikke populært, og da lejligheden bød sig emigrerede han med sine tilhængere til byen Yathrib. Emigrationen (Hidjra ) skete i 622. Dette år blev det første i den islamiske tidsregning. I Yathrib, der siden fik navnet Medinat al- nabi (Medina), "Profetens by", etableredes islam og muslimerne som et religiøst samfund (umma ) med Muhammad som både politisk og religiøs leder. Tiden i Medina og indretningen af dette første islamiske samfund spiller en central rolle for de fleste muslimer, og det er ofte dette islamiske "ursamfund", der tjener som en slags model for nutidige muslimers vision om et islamisk samfund præget af hengivenhed til Gud og social retfærdighed.

I 630 erobrede Muhammad Mekka og Ka´ba'en, en terningformet bygning, som Ibrahim (Abraham) ifølge traditionen byggede sammen med sin søn Ismael som den første monoteistiske bedeplads. Ifølge andre islamiske traditioner er dette sted også udgangspunktet for verdens skabelse, og Mekka er derfor på mange måder Verdens Midtpunkt og en slags symbol for den ene Gud. Det er derfor ikke underligt, at alle muslimer, hvis det er dem muligt, én gang i livet skal drage på valfart til Mekka, at troende og udøvende muslimer under bønnen vender sig mod Mekka, at døde begraves med ansigtet vendt mod Mekka, og at moskeer og bygninger orienteres i retning mod Mekka.

Muhammad døde i 632, og hans funktioner som religiøs og politisk leder skulle overtages af en anden. Spørgsmålet om hvem, der var den rette efterfølger og stedfortræder (khalif ) blev årsag til den første splittelse indenfor islam. Et flertal mente, at kaliffen skulle vælges blandt de bedst kvalificerede mænd, mens et mindretal, samlet omkring profetens fætter og svigersøn, Ali, mente, at kaliffen skulle være blodbeslægtet med Muhammad. Flertallet sejrede, og da Ali og siden også hans søn Husain var blevet dræbt (Husain i slaget ved Kerbela i 680), var splittelsen mellem flertallet af muslimer, kaldet sunnitter, og mindretallet, kaldet shiitter (efter shi'at Ali= Alis parti), en kendsgerning.

Sunni-muslimer anser de fire første khaliffer (Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali) for retledte, og deres skik og sædvane (sunna ) har som profetens sædvane normativ status. For shia-muslimer er det kun Ali, der gælder som retledt, og Ali bliver samtidig den første imam, en titel, der i shia-islam rummer meget mere end i sunni-islam, hvor ordet normalt blot betyder "leder af bønnen".

Den islamiske lære

En vigtig del af den praksis den religiøse lov pålægger de troende, kaldes «de fem søjler» og omfatter: 1. trosbekendelsen, 2. den rituelle bøn, 3. almissen, 4. fasten og 5. pilgrimsfærden til Mekka. Før de religiøse pligter kan udføres, må den troende være rituelt ren.

Tanken om rituel renhed/urenhed indtager en vigtig plads i islam. Alle menneskers biologiske funktioner - også de seksuelle - gør mennesket urent og forudsætter renselse. Omskæringen af drengebørn - som ikke nævnes i Koranen - er både et tegn på renhed og på tilhørighed til det religiøse samfund. Islam har desuden en række bestemmelser som forbyder enhver kontakt med urene ting eller dyr: grisen er uren, og kødet må ikke spises. Islam har forbud mod vin (alkohol), og der praktiseres også forbud mod at spise kød af dyr, som ikke er slagtet på forskriftsmæssig måde.


Søjle 1: Trosbekendelsen (Shahada)

Der er ingen gud foruden Gud, og Muhammad er Hans sendebud" . Trosbekendelsen skal udtales mindst een gang i livet og udtalt i vidners nærvær giver den vedkommende officiel status og ret som muslim. Den hviskes ind i den nyfødtes øre og indgår bl. a. i kaldet til bøn.

Søjle 2: Bønnen (Salat)

Den rituelle bøn (til forskel fra den private bøn) skal udføres fem gange i døgnet: ved daggry, lidt over middag, midt på eftermiddagen, ved solnedgang og om aftenen. I muslimske lande sætter kaldet til bøn (adhan ) sig igennem overalt, idet det annonceres fra mangt en højtaler. Den bedende vender sig i bederetningen (qibla) mod Mekka, og det anbefales at denne markeres på den ene eller anden måde.

Søjle 3: Ramadanen (Sawm)

Fastepraksis er knyttet til én bestemt måned i året (Ramadan), og i tredive dage må man ikke spise, drikke eller have samleje fra solopgang til solnedgang. Afslutningen af Ramadan fasten markeres ved en fest. I islam som i så mange andre religioner er faste en del af det religiøse liv. Faste indgår i muslimers religiøse liv på flere forskellige måder. Den religiøse kalender rummer flere dage, hvor faste er anbefalet og foreskrevet, og mange muslimer faster fra tid til anden frivilligt.

Den vigtigtste faste er imidlertid den, der er foreskrevet for måneden Ramadan. I denne måned spiser og drikker muslimer ikke fra solopgang til solnedgang, og de afholder sig også fra seksuelt samkvem. Fasten brydes hver dag ved solnedgang (det muslimske døgn går fra solnedgang til solnedgang) med et særligt måltid, og i den del af natten, der henstår, inden den tidlige bøn og næste dags faste, er også seksuelt samkvem tilladt.

For gravide, menstruerende, syge, ældre og rejsende gælder særlige regler: Fasten kan suspenderes helt eller de kan faste på et senere tidspunkt. Børn faster som regel ikke før efter 12 års alderen (de forskellige retsskoler har forskellige regler for deres fulde deltagelse) , men delvis deltagelsen i fasten kan være fristende for mange, netop fordi det markerer voksenstatus og hengivenhed.

Fastemåneden er en mindelse om den måned Muhammad - også under faste - modtog åbenbaringen og dermed Koranen, og Koranlæsning og - recitation spiller en central rolle. En af nætterne i Ramadan, den 27., kaldes "Skæbnens Nat", og netop denne nat skulle være natten, hvor Koranen blev åbenbaret. Den fejres med bl.a. intens Koranlæsning og bøn.

Hele måneden har et festligt præg og kan i mange muslimske lande minde om julemåneden. Det er en tid for intenst socialt samvær og fest. Ramadan afsluttes med en særlig fest, Id-al-fitr . Tidspunktet for afslutningen såvel som begyndelsen af fastemåneden varierer, afhængig af hvilken islamisk autoritet pågældende gruppe af muslimer følger. eid-al-fitr indledes tidligt om morgenen med badning og et særligt måltid, hvorpå man samles i moskeen eller i et til lejligheden lejet lokale til en stor fællesbøn. Derefter går man på visit med gaver og spiser sammen. Ofte får især børnene nyt tøj. Festen er meget populær og strækker sig ofte over flere (tre) dage.

Den fælles fredagsbøn i moskéen tillægges særlig betydning. Bønnen kan udføres hvor som helst, men middagsbønnen om fredagen bør foregå sammen med andre i en moske. Til fællesbønnen om fredagen er der en prædiken (kutba ) givet af moskeens bønneleder (imam ) eller af en særligt inviteret muslim. Forud for bønnen går dels en udtalt intention (niyya ) om at man vil bede af et rent hjerte og dels en rituel renselse, hvis detaljer afhænger af graden af rituel urenhed. Desuden tager man altid skoene af, inden man beder, og inden man går ind i en moske. Bønnen foregår efter et fast mønster med bestemte bevægelser og særlige bønneformularer.

Mænd og kvinder har samme forpligtelser til at bede, men bl.a. menstruation og fødsel kan hindre kvinder i at bede, fordi de i disse sammenhænge anses for rituelt urene. I mange mosker er der indrettet et særligt rum til kvinder, men andre steder igen forventes kvinder at bede udelukkende i hjemmet.

Gud er større (allahu akbar ) (4 gange)
Jeg bevidner, at der ingen gud er foruden Gud (2 gange)
Jeg bevidner, at Muhammad er Hans sendebud (2 gange)
Kom til bøn (2 gange)
Kom til frelse (2 gange)
Gud er større (2 gange)
Ingen gud uden Gud (1 gang)


Hvornår præcist afslutningen på ramadaen indtræffer afhænger af hvornår nymånen observeres for første gang. Hvilket veksler fra sted til sted. Også begyndelsen på ramadanen er der uenighed om.

Uenigheden skyldes at der er vidt forskellige måder at kigge efter månen på. I lande som Marokko og Pakistan er det en gruppe lærde, der suverænt afgør sagen. I Indonesien og Malaysia måler man vinklen mellem måne og horisont. I Saudi-Arabien og Egypten er der komplicerede (og forskellige regler) for det tidspunkt efter solnedgang, man må begynde at se efter nymånen. I Algeriet og Tunesien kombinerer man alle disse krav. I Nigeria er man dybt i vildrede, og metoden varierer fra år til år. Ofte er der åbne skænderier over grænserne om sagen.

I de muslimske lande er usikkerheden en del af fornøjelsen. I de lande hvor muslimer er i mindretal, er det noget værre rod. I Europa følger de muslimmske samfnd typisk enten deres hjemland, eller det første og det bedste muslimiske land. Nogle er naturligvis også begyndt at tage computer til hjælp.

Søjle 4: Almissen (zakat)

Almissen fungerede oprindelig som en forpligtelse overfor de fattige. Den har fået en række lokale udformninger og har flere steder antaget form af en årlig skat. Gud er den egentlige giver af lykke og al formue, og ved at give en del af sin formue til velgørende formål markerer man dette. Zakat ( der oftest oversættes med "almisse", men mere korrekt betyder "renselse" ) renser og befrier den enkelte og samfundet for havesyge, hovmod og ulighed, og det at tjene og hjælpe sin næste ved at give zakat er altså en del af det at tjene Gud.

Zakat gives principielt når vedkommende finder det passende, men ganske ofte sker det i forbindelse med Ramadan og Id-al- fitr. Zakat kan kanaliseres gennem moskeen og den lokale imam, der kan opfordre den enkelte til at betale sin zakat. På Id-al-fitr giver muslimer ofte også et mindre beløb til akut trængende, evt. syge, hungerramte og sårede i krigszoner. Denne form for almisse kaldes sadaqa.

Søjle 5: Valfarten (hadj)

Pilgrimsfærden til Mekka er en forpligtelse for enhver muslim, som er i stand til at foretage denne rejse én gang i løbet af sit liv. Enhver muslim bør, hvis han eller hun har mulighed for det, een gang i livet foretage pilgrimsrejse til Mekka. Valfarten falder i den sidste måned af det islamiske kalenderår. Mindelser om valfarten finder man ofte i hjemmene i form af særlige plakater og tegninger, der viser Ka'baen eller dele af rejsen til Mekka. Det giver status at have deltaget i valfarten, og den valfartende kan bære titlen hadji . Der er kvoter på antallet af pilgrimme fra de forskellige lande.

De vigtigste ritualer i forbindelse med valfarten er:
  • omkredsning af Ka'baen,
  • sammenkomst på Arafatsletten ved "Barmhjertighedens Bjerg", hvor Muhammad holdt sin afskedsprædiken, og de over en million muslimer fra hele verden iklædt deres særlige enkle og ensartede pilgrimsdragt lytter til en prædiken,
  • en symbolsk stening af Satan,
  • et slagtoffer for at mindes Ibrahams (Abrahams) offer af sønnen Ismail.

Slagtofferet er udformet som en fest i sig selv, Id-al- adha, hvor muslimer over alt i verden deltager ved at ofre den 10. i valfartsmåneden. Ofte begynder muslimer offerfesten allerede den 1. i måneden, og på selve dagen bader man, ifører sig sit bedste tøj og samles til fællesbøn, hvor imamen holder en prædiken om festens betydning. Derefter, når den ofrende er rituelt ren, finder ofringen sted, ifølge reglerne et sted på hjemvejen fra moskeen. Ofringen skal ske på rituel vis, halal, med dyrets hoved vendt mod Mekka, med overskæring af luftrør og halspulsåren, så alt blodet løber fra og i Guds navn.

En af hovedidéerne med ofringen er at bespise de trængende med offerkødet. Principielt skal 1/3 af kødet spises af den slagtendes egen familie, mens 2/3 gives til trængende naboer og fattige. I forbindelse med dette særlige offer er det skik, at de deltagende dypper hænderne i offerdyrets blod og sætter deres aftryk på vægge og lignende.


Djihad - hellig krig

Omtales hyppigt i Koranen og var tæt ved at blive regnet med til de absolutte pligter. Hellig krig er krig ført mod ikke-muslimer, og betragtes fortsat som en solidaritetspligt som kan pålægges den enkelte islamiske stat.

Det afgørende i islam er Gud og Guds enhed, og at muslimen viser sin tro og hengivenhed på en måde, der bidrager til at virkeliggøre Guds intentioner med verden og mennesket. Som allerede ovenfor antydet kan "gudsdyrkelse" ud fra et vist synspunkt siges at omfatte og vedrøre alt, hvad en muslim befatter sig med. I dette afsnit fokuseres på den del af gudsdyrkelsen, der som regel kaldes islams "fem søjler".

Renselse og rituel renhed (tahara)

Spiller en central rolle for muslimer i deres bestræbelse på at være hele og gode muslimer, og forestillinger og ritualer vedr. renhed og renselse er især knyttet til kroppen, seksualiteten og føden og dermed til forestillinger om sundhed og sygdom. Reglerne for ren og uren føde, tilladt og ikke tilladt føde, minder meget om de jødiske. En hovedregel er, at selvdøde dyr, blod og kød fra urene dyr (bla. svin og fisk uden skæl) er forbudt.

Hvad angår påklædningen gælder den hovedregel, at både kvinder og mænd skal være anstændigt påklædt. Hvilken form for og grad af eventuel tilsløring den muslimske kvinde vælger afhænger af kulturel tradition, personlig religiøs opfattelse og engagement. Ofte er mange muslimers sundheds- og sygdomsopfattelser meget lokalt og kulturelt bestemte og i ikke ringe grad præget af forestillinger om renhed og urenhed. Til forestillinger om sygdom hører også forskellige forestillinger om "at det er Guds vilje", eller at det skyldes f.eks. "det onde øje" eller dæmoner ("djinner") m.v.

Guds Lov (Sharia)

Ifølge islam begynder historien med Gud og Guds skabelse af verden og de første mennesker, Adam og Eva. De var også de første muslimer, men de syndede og kom væk fra "den rette vej" og det sande gudsforhold. Derfor måtte Gud åbenbare sin vejledning og mening med livet til en lang række af profeter. Det er menneskets opgave at leve på en sådan måde, at den oprindelige helhed, fred og harmoni for den enkelte, i samfundet og i verden, kan reetableres. Og det kan den, hvis alle "hengiver sig til Gud", dvs. indretter deres tanker og liv på den ene Gud og i henhold til de anvisninger på det rette liv, som Gud har åbenbaret for menneskene.

Guds endegyldige vejledning og mening med livet blev åbenbaret til Muhammad og givet i form af Koranen. I Koranen taler Gud, og i Koranen og de overleveringer, der rummer profeten Muhammads skik og brug ,sunna , sådan som de er overleveret i de såkaldte traditionssamlinger , ahadith (ental: hadith ) finder den troende muslim Guds udtrykte mening med verden og menneskelivet. Koran og sunna udgør fundamentet for islams tro og praksis.

Til forestillingen om den ene Gud og den skabte verden som en enhed og helhed hører også forestillingen om, at mennesket idéelt set bør indrette hele sit og samfundets liv i overensstemmelse med Guds mening; i Koran og sunna kan mennesket finde anvisninger på, hvordan hele livet indrettes. Derfor kan det være svært at afgrænse religionen islam til f.eks. forestillinger om Gud, engle, profeter, Dommedag og til rituelle handlinger som bøn, faste og valfart, og derfor kan islam opfattes som en religion, der omfatter ikke kun den enkelte muslims private tro og rituelle praksis, men også samfundets indretning, sådan som det kommer til udtryk i statens lovgivning, politik og økonomi.

Et sådant udvidet religionsbegreb er kendt fra mange religioner. Det ligger imidlertid langt fra f.eks. det snævre religionsbegreb, der er bestemt af en kristen, især protestantisk opfattelse. Her er stat og kirke, verdslig lovgivning og kirkeret skarpt adskilte størrelser, og selv om kristen religion i høj grad siges at vedrøre det enkelte menneskes forhold til andre mennesker, er "religion" primært defineret som tilhørende den enkeltes privatsfære, og gudsdyrkelse er derfor også primært den enkeltes sag og noget, der foregår under gudstjenesten i kirken.

En af de brændende debatter i Den muslimske Verden i dag gælder netop spørgsmålet om, hvilket religionsbegreb, det brede eller det snævre, der bør gælde, og samtidig er det ofte netop spørgsmål vedrørende dette, der optager ikke- muslimer i Vesten. Som regel er det centrale begreb i debatten Sharia. Diskussionen drejer sig om, hvorvidt Sharia kan og skal anvendes i alle livets anliggender, i samfundet såvel som i den enkeltes liv.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at gøre sig klart, at der er ikke enighed blandt muslimer om, hvordan Sharia bedst kan oversættes eller forstås; ofte oversættes det med "Den guddommelige Lov" eller "Guds Lov" for at angive det absolut bindende, gudgivne og evigtgyldige. Her er "Guds mening med livet" og "Guds anvisninger" forsøgvist brugt til at forklare et centralt aspekt af Sharia- begrebet.

Der er to hovedtendenser i debatten som den føres i Den muslimske Verden: Den ene er, at Sharia skal fungere som betegnelse for de overordnede vurderinger, normer og principper, som Koranen og Muhammads sunna udgør og at Sharia skal betragtes som vejledende for lovgivning. Den anden, mere radikale, tendens hævder, at Sharia, forstået som det regelsystem, specialisterne udleder af Koranen, sunna og de forskellige retsskolers traditioner, skal udgøre retssystemet.

Sidstnævnte opfattelse er hidtil ikke realiseret fuldt ud i nogen af de muslimske lande. Selv i Iran og Saudi-Arabien findes der retsregler, hvor der afstås fra en absolut anvendelse af sharia-retten, og i de allerfleste muslimske lande har det europæiske retssystem siden kolonitiden været dominerende på næsten alle områder , familie- og arveret dog undtaget.

I debatten om islamisk ret, både i Europa og Den muslimske Verden, gælder diskussionen desuden især spørgsmål om kvindens stilling og strafferet. Til tider opstår der også diskussioner og konflikter vedr. klædedragt . f.eks. spørgsmålet om pigerne skal bære hovedtørklæde ,hidjab , i skolen, mad , hvor det bl.a. gælder forbudet mod svinekød og blod og endelig vinforbudet.

Familien og familiemønstret

Det fremgår af Koranen, at de to køn er lige meget værd, lige gode, men begavet med forskellige talenter, således at de kan suppplere hinanden og tilsammen sikre det overordnede: at familien som helhed trives og Guds intentioner realiseres.

Den traditionelle opfattelse er, at kvindens talenter og natur gør det naturligt og - eftersom Gud har skabt alt - dermed religiøst rigtigt, at hun styrer hjemmet og står for opdragelsen af børnene; manden derimod står for arbejdet uden for hjemmets fire vægge og for forsørgelse af familien.

Det betyder ikke automatisk, at kvinder ikke skal have en uddannelse, for det fremhæves også i Koranen og ofte af muslimer, at det at erhverve sig viden er en religiøs pligt for troende muslimer, både mænd og kvinder.

I den del af islamisk ret, der vedrører familie- og arveret, gælder forskellige regler for mænd og kvinder. Manden har principielt ret til at have op til fire hustruer, kvinden har kun ret til een mand. Manden har ubetinget ret til skilsmisse, hustruen betinget ret. Manden har pligt til og er eneansvarlig for at forsørge familien; kvinden har fuld ejendomsret også til sin (eventuelle) arbejdsindkomst, og hun skal ikke bidrage til at forsørge familien. Manden skal give en brudegave til sin hustru; manden har ret til at indgå nyt ægteskab umiddelbart efter skilsmisse; kvinden skal vente en periode for at sikre, at hun ikke er gravid.

Når det gælder arveretten er kvindens arvelod generelt det halve af mandens. Det samme gælder gyldighed af vidneudsagn. Børnene tilhører mandens familie. Det betyder, at manden kan indgå ægteskab med kvinder af en anden religion , for børnene hører stadig til mandens familie og religion, mens den muslimske kvinde kun kan gifte sig med en muslim.

Principielt set er der altså forskelle i både rettigheder og pligter. Man skal dog være opmærksom på, at der er forskel mellem retstraditionens principielle syn og de enkelte kulturers, samfunds og familiers praksis.

Ikke kun fordi enkelte muslimske lande har justeret og ændret på den traditionelle familie- og arveret, men også af andre grunde. F.eks. får mandens ret til at have flere hustruer i praksis ikke særlig stor betydning , fordi den er ledsaget af så mange forpligtelser, at den kun sjældent bruges i vore dage. Det er også værd at bemærke, at ægtefællerne i forbindelse med udfærdigelsen af ægteskabskontrakt kan indføje bestemmelser, der giver kvinden specifikke rettigheder, f.eks. retten til at tage arbejde eller få en uddannelse.

Fester og overgangsritualer

Den religiøse kalender er en månekalender. Det islamiske måneår er på 354 dage, 11 dage (eksakt 11 1/4 dag) kortere end solåret. Med en aktuel islamisk festkalender i hånden kan man altså regne sig nogenlunde frem til, hvornår de næste års forskellige fester falder, idet de årligt forskydes "bagud" med 11-12 dage.

De mest almindelige fester og overgangsritualer er:

Profetens fødselsdag (Mawlid al Nabi)

Fejres til minde om Muhammads fødsel den 12. i måneden Rabi al-Awwal. Festen er forskellig fra område til område, men oftest holdes en speciel prædiken, der fortælles og synges om profeten, moskeerne oplyses, og man spiser godt og rigeligt. Fyrværkeri kan også finde sted. Da denne fest, ligesom de mange andre fødselsdagsfester for de mange lokale helgener, ikke er del af den normative islam, som alene henholder sig til Koranen og sunna (profetens sædvane), og da den kan minde visse ortodokse muslimer for meget om helgen- og afgudsdyrkelse, er den forbudt visse steder, bl.a. i Saudi-Arabien. Mawlid fejres også af muslimer i Danmark, men er så ofte henlagt til en weekend, fordi den især fejres om natten.

Muhammads himmelfart (Laylat al Miraj)

Ifølge traditionen blev Muhammad på et tidspunkt af ærkeenglen Gabriel transporteret til Jerusalem. Fra den klippe, over hvilken Klippemoskéen idag rejser sig, foretog han en rejse til himmelen og underverdenen. I himlen bad han sammen med de tidligere profeter, Moses og Jesus, og ifølge visse traditioner fik han en særlig viden og indsigt i Guds planer og Koranen. Dagen fejres forskelligt fra land til land, men som regel er der prædiken i moskeerne i forbindelse med en fællesbøn.

Nytår

Valfartsmåneden er årets sidste måned. Den første måned i det nye år hedder Muharram, og nytåret fejres med moskebesøg og sociale visitter. Da den muslimske tidsregning tager sin begyndelse i 622 e.v. t. med profeten og hans følgesvendes emigration (hidjra ) til Medina, er nytåret også en fest, hvor man mindes disse begivenheder.

Muharram-festen

For shia-muslimer udgør de første 10 dage af Muharram-måneden en fest i sig selv, idet man her mindes martyrerne, og især imam Husains martyrium og død ved Kerbela år 680 e.v.t. De første 9 dage har man sørgetøj på , og i fortællinger og dramaer mindes man de ulykkkelige begivenheder. Festen, der fordømmes af mange sunni-muslimer på grund af de ofte ekstatiske optrin, kulminerer på 10. dagen med processioner, hvor deltagerne bl.a. bærer billeder af Hussains gravmoske og pisker og slår sig selv. Ligesom ved andre religiøse fester er der et særligt måltid, og der er tradition for, at særlige religiøse fonde står for det.

Ashura

Den 10. Muharram er også en festdag for sunni-muslimer. Den fejres til minde om dagen, hvor Nuh (Noah) forlod arken og betrådte den nyfødte og rensede jord. På denne dag åbnes dørene til "Verdens centrum", Ka'baen i Mekka, og frivillig faste på denne dag er særlig fortjenstfuldt.

Herudover kan det nævnes, at shia-muslimer fejrer en del fester, der er knyttet til deres forestillinger om imamerne, og at folkelig islam kender til et utal af fester, hvor det er de lokale helgener og helgeninder, der fejres. Især er det populært at fejre deres fødselsdage. Også både den folkelige og mere institutionaliserede form for islamisk mystik, sufismen, har sine særlige fester. 

Omskæring

Drengebørn kan omskæres allerede i forbindelse med fødslen (inden 7. dagen), men ellers sker det senere, som regel inden drengen er fyldt 10 år. Omskæringen af drengebørn begrundes i overleverede traditioner. Omskæring af piger er ikke almindelig, men finder sted i visse muslimske lande især i Afrika; omskæring af piger er også i muslimske kredse en særdeles omdiskuteret praksis.

Aqiqa

 
På 7. dagen efter fødslen har man et ritual ( aqiqa ), hvor man bl.a. barberer barnets hoved og giver en sum svarende til vægten af håret i guld eller sølv i almisse. Samtidig kan navngivning finde sted. De fleste muslimer bærer navne, der genfindes i den religiøse tradition, og som med f.eks.et abd (tjener) er koblet til et af Guds mange tilnavne, f.eks. Rahman ("den Barmhjertige").

Ægteskab og bryllup

Vielse og bryllup har ikke sakramental karakter i islam. Det centrale ved indgåelse af ægteskab er den kontraktlige aftale parterne imellem. Heri fastslås parternes respektive økonomiske tilgange og indbyrdes rettigheder. En imam kan være parterne behjælpelig med at sikre, at kontrakten er i overenstemmelse med det den religiøse lov, og imamen vil også ofte været inviteret med til bryllupsfest. Bryllupsfesten holdes privat, men det er ikke ualmindeligt, at slægternes mænd afholder en særlig fælles bøn i den moske, der hører til. De fleste ægteskaber blandt indvandrere indgås og fejres i hjemlandet, især hvis den ene part indtil indgåelsen har været bosiddende dér.

Begravelse

Begravelsesritualerne varierer fra land til land og fra gruppe til gruppe, men generelt gælder flg.: Liget vaskes omhyggeligt af personer af samme køn som afdøde og iføres ligklæde. Vaskningen af liget foregår på foreskrevet vis og må forstås i sammenhæng med de øvrige renhedsforestillinger og rituelle renselser.

Liget, der traditionelt ikke anbringes i kiste, men på en båre, føres så hurtigt som muligt efter dødens indtræden og den rituelle vask til et sted, hvor en særlig begravelsebøn fremsiges. Herefter bæres båren til gravpladsen, og der er forskellige forskrifter for i hvilket tempo og på hvilken måde følget skal bevæge sig. På gravpladsen lægges afdøde i jorden på højre side med ansigtet vendt mod Mekka.

Islams tre grene

Muhammad er ifølge islam den sidste af en lang række profeter. Han døde i 632 og spørgsmålet om hvem, der var den rette efterfølger og stedfortræder (kalif) blev årsag til den første splittelse indenfor islam.

Sunni-muslimer, den største muslimske gren, anser de fire første khaliffer (Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali) for retledte.

Shia-muslimer anser kun Ali som retledt.

Ahamadiyya-muslimer siger til forskel fra de fleste andre muslimer, at der er kommet en profet efter Muhammad i skikkelse af Mirza Ghulam Ahmad (1835-1908). De fleste andre muslimer venter stadig på den lovede Messias. Derfor anses ahamadiyyaerne af flertallet af muslimer som værende kættere og ikke-muslimske. Ahmadiyya-muslimerne anser sig selv for en muslimsk reform-bevægelse, men bevægelsen undertrykkes i de fleste islamiske lande.

Forskellige retninger

Shia - muslimske retninger

Stridigheder mellem de allerførste muslimer om, hvem der var Muhammads rette efterfølger, og uenigheden førte til dannelsen af shia-islam. Shi´itterne anerkender ikke de tre første khaliffer. De mener, at kun direkte efterkommere af profeten kan anerkendes som ledere. Ali var profetens svigersøn, gift med datteren Fatima, og Ali betragtes som den første efterfølger.

Shi´itterne benævner profetens efterfølgere imamer , og ordet har her en videre betydning end i sunnittisk islam, hvor det betegner bønnelederen. Shi'itterne mener, at profetens karisma blev videregivet i den direkte arvefølge, og at imamen er i besiddelse af den fra profeten videregivne ret til at dømme om islams sandheder, dvs. kan viderebringe Guds sandhed til menneskene.

For mange shia-muslimske sekter har religionen så at sige to dimensioner. Den ene er den " ydre" (zahir ). Den omfatter det, som enhver kan læse og forstå af Koranen og andre skrifter (shia-islam har sine egne traditionssamlinger) og det, som man gør (ritualer m.v.). Den anden er en "indre" ( batin ), som kun de udvalgte og indviede kan når frem til.

De store fortidige skikkelser har haft indsigt i sidstnævnte dimension, men også almindelige mennesker kan stræbe efter at nå frem dertil. Dette indre eller erkendelsesmæssige element spiller en varierende rolle i de forskellige shiittiske sekter, hvoraf nogle er så ekstreme i deres spekulationer og teologi, at de f.eks. er forbudte i Iran, og af flertallet af muslimer ikke regnes for muslimske.

Tolv-imamlinjen (imamitter)

Den største retning indenfor shia-islam er de såkaldte "tolvere", imamitter. Det er denne gren af shia-islam, der dominerer i Iran og Irak. Retningen har fået sit navn, fordi tilhængerne mener, der har været ialt 12 imamer. Den tolvte døde ikke, men forsvandt og vil engang vende tilbage som "Mahdi", dvs. Messias.

De tidlige tragiske hændelser i islams historie spiller en afgørende rolle i det ydre religiøse liv i shia-islam. Slaget ved Kerbela, hvor kaliffens hær dræbte Alis søn Husain, men også andre imamers tragiske død, står markant i fromhedslivet. Imamernes gravmoskeer besøges med samme entusiasme som Mekka, og når man beder lægger man panden mod en klump jord taget fra sletten ved Kerbela.

Ismailiyya

Ismailiyya er en gruppe indenfor shia-islam, der betragter Muhammad ibn Isma'il, barnebarn til den 6. imam, Dja'far al-Sadiq, som den 7. imam ( "tolverne" betragter dennes broder Musa al- Kazim som den legitime imam efter faderen Dja'far al-Sadiqs død). Ismailitterne udviklede et kritisk syn på den abbasidiske families krav på kalifværdigheden og grundlagde i slutningen af det 8. århundrede en bevægelse, hvis målsætning var at indsætte en ny leder for det islamiske samfund.

Bevægelsen betegnes under eet som ismailiyya, men i virkeligheden var der tale om flere indbyrdes uenige grupper, med hver deres syn på, hvem der skulle være leder af det islamiske samfund. Den ismailitiske bevægelse havde i 909 held til at hylde en fatimidisk kalif i Nordafrika. Da bevægelsen i 967 sikrede sig kontrollen over Egypten, blev det fatimidiske kalifat overflyttet til Cairo. Det gik til grunde i 1171.

Flertallet af nutidens ismailiyya-muslimer betragter Agha Khan som deres religiøse og kulturelle overhoved. Betegnelsen Agha Khan blev første gang brugt, da den iranske qadjar-shah Fath Ali i det 18. århundrede udnævnte en ledende ismailiyya-muslim til Agha Khan, en ærestitel, der siden er gået i arv til dennes efterfølgere. Ismailiyya-muslimer er i dag først og fremmest bosat i Yemen, Pakistan, Indien og Østafrika.

Også i ismailiyya-islam skelnes der teologisk mellem det, der er "ydre" ( zahir) og det, der er "indre" ( batin). Åbenbaringen, som den fremtræder i Koranen, er zahir, men efter ismailitisk opfattelse er den sande betydning af åbenbaringen skjult (batin). Den rigtige forståelse af islam forudsætter ifølge ismaillyya en særlig tolkning, der også er utilgængelig for flertallet af ismaillyya-muslimer. Efter ismailitisk opfattelse er der syv tidsaldre.

Hver tidsalder indvarsles af en profet, der åbenbarer en ny del af den guddommelige åbenbaring. Følgende syv profeter har indvarslet hver ny periode: Adam, Noah, Abraham, Moses, Jesus og Muhammad. Den syvende imam vil på et tidspunkt komme igen som al-mahdi (den retledte) og ophæve de bestemmelser, der er blevet åbenbaret af Muhammad.

Alawier

Alawierne er en gren af shia-islam, hvis tilhængere i dag primært er bosat i det nord-vestlige Syrien og i det syd-østlige Tyrkiet. Alawiernes historie går tilbage til det 9. århundrede, hvor en person ved navn Muhammad ibn Nusayr al-Namiri, der var elev af den 10. shiitiske imam Ali al-Hâdî gjorde krav på at være profet. Den alawitiske tradition gør også gældende, at den 11. imam al-Hasan al-Askari (død 874) overdrog ibn Nusayr en ny åbenbaring, der siden blev den alawitiske gruppes religiøse fundament.

Alawierne er i den islamiske overlevering frem til begyndelsen af det 20. århundrede kendt som nusayrier efter Muhammad ibn Nusayr, og først et skrift fra begyndelsen af dette århundrede introducerede betegnelsen alawier, der nu er den almindelige for tilhængere af denne del af shia-islam.

Efter alawitisk opfattelse var profetens fætter Ali (Ali ibn Abi Talib) en guddommelig inkarnation, og Ali lovprises og æres derfor hos alawierne på linie med profeten Muhammad. Den alawitiske teologi er delvis hemmelig, men det vides, at alawitisk teologi og religion har indarbejdet elementer af bl.a. kristen gnosticisme og af præ-islamisk iransk religion. Således fejrer alawierne det iranske nytår ( nawrûz ). Det indgår også i alawitisk tro, at den fysiske fremtrædelsesform er en slags straf for menneskets oprør mod Gud. Nogle er dømt til evig fysisk form, medens andre kun for en tid er bundet til en fysisk form.

Alawierne tror på syv åbenbaringer. I forbindelse med hver guddommelig åbenbaring ma'nâ, optræder to "begreber eller substanser betegnet som henholdsvis "navnet" ,ism, eller "sløret", hidjâb, og "porten",bâb. Som ma'nâ opregner alawierne Abel, Seth, Josef, Joshua, Asaf, Skt. Peter, Ali ibn Abi Talib og de efterfølgende 11 imamer i 12-imam-rækken. Deres sande karakter skjules af tilstedeværelsen af en ism eller en hidjâb af hvilke alawierne opregner Adam, Noah, Jakob, Moses, Salomon, Jesus og Muhammad. Disse følges hver især af en bâb. Muhammads bâb er efter alawitisk opfattelse Salmân al-Farsî, en af Muhammads første tilhængere af persisk oprindelse.

Bindeleddet mellem de guddommelige imamer og de indviede troende er den aktuelle bâb. Muhammad ibn Nusayr betragtes således som den 11. imams bâb, og alawierne kan på den måde gøre krav på at være de sande shia-muslimer. Den, der anerkender den enkelte ma'nâ, kan undgå at knyttes til en fysisk form og omdannes i stedet til en stjerne, der kan skue det guddommelige lys.

På det almindelige religiøse plan karakteriseres alawitisk religion af helgendyrkelse, ligesom der mange steder finder dyrkelse sted af kilder og træer. Alawierne efterlever ikke de fem søjler, sådan som sunni- og shia-muslimer gør det. Den alawitiske faste varer 12 dage og afholdes i begyndelsen af den første islamiske måned, muharram.

Alawierne foretager ikke hadj, dvs. pilgrimsfærden til Mekka. Med tiden indføres alawitiske mænd i den alawitiske religion, hvis teologiske indhold er hemmeligt for ikke indviede. Det sker for både mænd og kvinder gennem initiation i en ny gruppe med efterfølgende religiøs belæring.

Alawierne bruger ikke moskeer. Den vigtigste religiøse fest, der betegnes ain-i cem , afholdes flere gange årligt. Den ledes af en særlig person betegnet dede med hjælp fra særlige hjælpere, kaldet asik . Under festen udføres danse og forskellige meditationsøvelser. Symbolsk gennemspilles i ain-i cem menneskets vilje til at hengive sig til Guds vilje.

Ahmadiyya

Ahmadiyya blev stiftet i 1889 i Qadian i Punjab af Mirza Ghulam Ahmad (1835-1908). Han erklærede, at han havde modtaget åbenbaringer og var kaldet af Gud til at grundlægge en ny menighed. Han erklærede sig selv for at være al- masih og Mahdi og senere, i 1904, også for en avatar af den hinduistiske gud, Krishna. Efter hans død valgtes en kalif, dvs. stedfortræder, for ham og ved dennes død i 1914 valgtes Mirza Ghulam Ahmads søn, Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad, til khalif. Samtidig blev bevægelsen delt i to, Qadian og Lahore-Ahmadiyya efter en strid om den rette opfattelse af stifteren.

Qadian-Ahmadiyya er den største og mest indflydelsesrige gren, og allerede under den 2. kalif blev Ahmadiyya-organisationer oprettet andre steder i verden, også i Vesten. Efter Indiens deling blev bevægelsens hovedkvarter flyttet til Pakistan, hvor bevægelsen byggede en lille by, Rabwah, der siden har udgjort bevægelsens center. Den tidligere kalif nr. 4 for Qadian-Ahmadiyya, Mirza Tahir Ahmad, valgtes i 1982 og døde i år 2003, hvorefter Mirza Masroor Ahmad blev bevægelsens femte kalif.

Ahmadiyya anser sig selv for en muslimsk reform-bevægelse, men flertallet af både sunni- og shiamuslimer anser Ahmadiyya for ikke-islamisk og bevægelsen undertrykkes i de fleste islamiske lande. I Pakistan, hvor Ahmadiyya længe har været et politisk problem, og hvor modsætningerne mellem Ahmadiyya og majoriteten af muslimer har ført til uroligheder og vold, indførtes i 1984 en anti-Ahmadiyya-forordning, der giver Ahmadiyya status som ikke - islamisk minoritet. Kaliffen etablerede derfor et midlertidigt center i London, idet Rabwah dog fortsat fastholdes som hovedsæde for bevægelsen.

Når Ahmadiyya betragtes som ikke-islamisk af flertallet af muslimer, skyldes det bevægelsens grundlæggende opfattelse, nemlig at stifteren var en ny profet, den forjættede Messias, al-masih og Mahdi, dvs. den, der skal påbegynde den verdensomspændende fornyelse af islam og den ganske verden.

Ahmadiyya baserer deres verdensomspændende mission på en særlig fortolkning af begrebet djihad . Det forstås udelukkende som en åndelig og praktisk anstrengelse for at udbrede islam, dvs. som mission. Fortolkningen af djihad som "anstrengelse" er vidt udbredt i islam, men som regel tænker man så primært på den enkelte muslims anstrengelser for at blive ren og stærk i troen.

Samtidig forholder Ahmadiyya sig i skrift og tale ofte stærkt kritisk overfor andre tolkninger af djihad, f.eks. som "hellig krig". Ahmadiyya mener, at djihad kun kan tolkes som væbnet kamp, hvis det er kamp for religionsfriheden. Den vigtigste missionsstrategi for Ahmadiyya er udgivelse af publikationer og invitationer til møder og foredrag.

I øvrigt gælder for ahmadier som for andre muslimer de såkaldte fem søjler, idet man dog, i forbindelse med at man aflægger en troskabsed ( bay'at ) overfor bevægelsen, tilføjer trosbekendelsen en bekræftelse af, at Mirza Ghulam Ahmad er den forjættede Messias. Siden midten af 70'erne har ahmadier formelt været forment adgang til at deltage i valfarten til Mekka. Ahmadier følger også de forskrifter, der i øvrigt findes i Koran og sunna, og man retter sig efter den ældste af de fire sunnittiske retsskoler, den hanafitiske.

En særlig Ahmadiyya fest er Ijtema, en fest med samvær af forskellig slags, sportskonkurrencer, religiøse konkurrencer m.v.

Afhængig af hvilke kilder man kigger på, varierer angivelsen af Ahmadiyya bevægelsens størrelse fra omkring 65 millioner medlemmer til omkring 200 millioner. Unægteligt lidt af et spring! Givet er det dog, at Ahmadiyya har haft stor succes med sin mission, ikke mindst i Vestafrika. Bevægelsen har tusinder af moskeer i Afrika, Mellem- og Sydamerika, Europa og USA, samt i Indien og Pakistan. Bevægelsens centrum i Europa er The Working Mosque i England. Bevægelsen styres fra hovedsædet i Pakistan.

Kilder & tak

Religionsguiden On-Linie er en redigeret version "Religionsguiden - en vejviser til flygninges og indvandreres religioner i Danmark", red. af Tim Jensen og udgivet af Dansk Flygtningehjælp.

Leksikon for det 21. århundrede er et alternativt dansk leksikon, som en større kreds af forfattere har arbejdet på i 2½ år. Leksikonet rummer over 2400 opslag på emner, de etablerede leksika slet ikke nævner, eller hvor de skriver noget sludder. Det gælder først og fremmest græsrodsorganisationerne -, men også begreber, lande og personer.

Vil du vide mere

I forlængelse af  nærværende sektion om hvad islam er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; kristendom, Jødedommen, Buddhismen, Taoismen, Hinduismen, Voodoo, Sikhismen og Shamanisme.

Endvidere kan det måske have intersse at kigge direkte i Koranen og se hvad, der står deri. Og hvis interessen iøvrigt skulle være omkring at kigge i andre grundbøger indenfor det spirituelle, så tag et kig på NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis On-Linie.