Skip to navigation | Skip to content

 

Verdens vidundere

Du er her: NetSpirit - Emner - C - Civilisationer, De forsvundne - Mayaerne - Chichén Itza

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3869
Online profiler 0
Online gæster 341
Åbne spørgsmål 588
Besvarede spørgsmål 2922

Almanak

Wed, 18. October 2017

Solen i dag

Solopgang:07:46
Solnedgang:18:02

Månen lige nu

Full Moon

Chichén Itza

Maya er fællesbetegnelsen for de indianere i det mellemamerikanske område, der taler et af de beslægtede maya-sprog. Mayaerne var en del af de mesoamerikanske præ-columbianske kulturer. Mesoamerika er området, der går fra det centrale Mexico og gennem Mellemamerika, hvor et antal kulturelt beslægtede civilisationer opstod før Columbus' opdagelse af den nye verden.

Mesoamerikansk er et generelt tillægsord, der refererer til denne gruppe af kulturer. I modsætning til hvad folk tror, "forsvandt" mayafolket aldrig; der bor stadig millioner i området, og mange af dem taler stadig et af maya-familiens sprog. I dag tales ca. 30 maya-sprog af 4 mio. mennesker fortrinsvis i Mexico, Guatemala og Belize.




Maya-kulturen dannede aldrig noget samlet rige, men bestod af forskellige religiøse og politiske bysamfund med større eller mindre opland. De enkelte bysamfund udviklede forskellige kulturer som følge af de forskelligartede topografiske og klimatiske forhold. Enkelte kulturtræk var dog fælles, bl.a. intensivt landbrug, overvejende baseret på majskorn; dyrkelse af guder, blandt andre en regngud, en solgud, en fjerklædt slangegud (Quetzalcoatl), anvendelsen af en rituel kalender på 260 dage foruden en solårskalender, opførelse af templer ovenpå trin-pyramider, et rituelt boldspil samt forskellige andre kulturelle skikke.

Maya-kulturerne var udbredt i det sydlige Mexico på Yucatan-halvøen i Guatemala og det nordvestlige Honduras og blomstrede allerede før vor tidsregnings begyndelse. Da de spanske erobrere ankom, var maya-kulturen på retur. Spanierne fandt flere byer forladt som ruinområder i junglen. Årsagen er ukendt, men der gættes på, at overbefolkning og efterfølgende udpining af det økologiske system har ført til hungersnød og dødelige epidemier. De imponerende ruinbyer med tempelpyramider og paladser vidner om et højt udviklet arkitektonisk stade. Du kan læse meget mere om mayerne i NetSpirits kapitel om civilisationen Mayaerne. Nærværende kapitel har fokus på beskrivelse af byen Chichén Itza.

Kukulcán (El Castillo)

Chitzen Itza - detalje I

Chitzen Itza - detalje II


Mayaernes undergang

Chichén Itzá blev opført af mayafolkets itza-stamme og var for mere end 1000 år siden et religiøst, astronomisk og politisk center. I det 9. århundrede blev byen forladt. Indtil for ganske nylig var mayaernes kultur - og dermed også nøglen til forståelse af, hvorfor mayaerne på et tidspunkt omkring år 900 forlod deres byer, - omgivet af talrige spekulationer og fejlfortolkninger.

Men egentlig burde den klassiske maya kulturs hellige verden aldrig have været et mysterium. Faktisk efterlod de mange skriftlige overleveringer. De udviklede deres eget skriftsystem en kombination af fonetiske symboler og ideogrammer. Efter vi er blevet i stand til at tyde mayaernes skriftsprog, har vi opdaget mange forskellige sider af mayaernes - indtil for ganske få år siden - ukendte fortid.

Den religiøse praksis var en dagligdags praksis, hvor mayaen oplevede gud(er) og guddommelig kraft overalt. Offeret var centralt, og gennem det søgte man at sikre succes i krig, velstand, frugtbarhed, sundhed o.m.a. Ofringen til guderne skabte den kosmiske balance, der var en forudsætning for overlevelsen af det mikrokosmos, som mayaerne levede i.

Blodofferet var særligt virkningsfuldt - eksempelvis den tegnede gengivelse af en døroverligger fra Tempel 23 i Yaxchilan, hvor Ahaw Itzamna Balam bærer en stor fakkel over sin hustru Ix Xok. Hun er i færd med at trække "en tråd" (nærmest et tov) med torne gennem tungen. Blodet drypper ned på papirsstrimler i en skål. Hieroglyfteksten ved billedet fortæller, at "dette er billedet af ofringen". Det mest virkningsfulde offer var at tilfangetage en anden bys hersker, bruge hans blod og endeligt hans liv i vigtige rituelle ofringer. Denne blodofring er uhyre vigtig, da den rummer forståelsen til, hvorfor mayaerne øjensynlig fra den ene dag til den anden rykkede op med rode og drog bort.




Baggrunden for præsteskabets, overklassens og især kongens magt finder vi i mayaernes kendskab til astronomien. De foretog ekstremt nøjagtige astronomiske observationer; deres kort over månens og planternes bevægelser, svarer til eller overgår alle andre civilisationer, der arbejdede med observationer foretaget med det blotte øje. Mayaernes beregninger af solårets længde var i nogen grad bedre end den gregorianske kalender. Det menes, at mayaerne aldrig har været i tvivl om, at jorden var rund, og deres observationer af stjernerne har været utroligt præcise.

Eksempelvis er Venus' bane beregnet med kun to timers unøjagtighed betragtet over 500 år. For den almindelige borger i dette samfund må præsterne havde fremstået med overnaturlige evner. Eksempelvis i kraft af deres evne til at kunne forudsige solformørkelse, må de have fremstået som hersker over universet. Når præsterne sagde, at solen skulle tildække sig, gjorde den det!

Brug af bevidsthedsudvidende stoffer var udbredt og accepteret. Der blev taget rusmidler og drukket alkohol i stor stil. Faktisk har man beviser for, at mayaerne drak sig sanseløst fulde, brækkede sig og derefter indtog brækket eller anden form for gæret drik for derved at blive helt og aldeles ufatteligt berusede. I mange år var teorierne om mayaerne idealiserede, hvorfor indicer på deres til tider groteske adfærd blev ignoreret.

Ligeledes forholder det sig med opfattelsen af mayaerne som et krigerisk folk. Indtil for ganske nylig var opfattelsen, at mayaerne var et fredselskende folk, der levede i harmoni med sig selv, naturen og deres naboer. Noget tyder på, at mayaerne i starten har været fredelige folk, men at de i deres klassiske periode har ladet sig inspirere af civilisationerne nordpå til at lave flere og flere ofringer, der hele tiden blev blodigere og blodigere. I Chitzen Itza er der tegn på, at man har taget sine modstandere, knækket ryggen på dem over en sten og skåret huden af dem, mens de stadig var i live. Maya-krigerne troede, at de ville få modstanderens kraft og styrke ved at bære dennes hud. Andre ofringer har været at skære de stadig bankende hjerter ud af kroppen på både egne folk og krigere taget til fange i forskellige kampe.

I spidsen af dette krigeriske og blodtørstige folk stod kongen og dronningen. Disse måtte også donere blod til sagen. Man har i udgravningerne fundet flere spidse instrumenter, der menes at have været brugt af kongerne og præsterne til at udgyde noget af deres eget blod i forbindelse med diverse ceremonier. I takt med at mayaernes civilisationer fik flere og flere problemer i slutningen af den klassiske periode, tog ofringerne til og ud fra de kranier, man kan se udskåret i nogle af stenvæggene i Chitzen Itza, har der været tale om rene blodbade. I nogle tilfælde har man ofret mennesker uafbrudt flere dage i træk.

For helt at forstå denne adfærd må vi huske på, at ifølge mayaernes skabelsesberetning var det gudernes blod, der gav menneskene liv. Det var den oprindelige offerhandling. Gælden til guderne består således i, at der skal udgydes blod. Og da kongen og dronningens blod ansås for at være det stærkeste, var dette blodoffer det vigtigste. I sin tid har kongen og dronningen således jævnligt opholdt sig i templerne, der er anbragt ovenpå pyramiderne, og her har de gennemboret deres tunge og deres genitaler for at udgyde blod. Dette er sket i overværelse af præsterne, der efter handlingen har taget kongen og dronningens blod, formodentlig på nogle tørrede blade og bragt disse udenfor, hvor de i overværelse af befolkningen har kastet disse blade på nogle brændende bål på toppen af pyramiden og derved ofret blodet til guderne.

Der har således sandsynligvis i slutningen af maya-civilisationen været en optrapning af voldsomme ofringer for at vinde gudernes gunst. Men i takt med at disse blev mere og mere barbariske, viste guderne flere og flere tegn på, at dette ikke var nok til at vinde gudernes gunst. Eller sådan må det have set ud for mayaerne. De mistede ganske enkelt troen på deres konge. I sidste ende var det kongen, der havde ansvaret og da erosion, svigtende afgrøder, nederlag overfor fjender etc. fortsatte - og mayaernes konge ikke var i stand til at opfylde sin rolle - ja så mistede mayaerne troen. Omkring år 900 bestemte de sig for at stoppe disse barske blodsudgydelser og forlade de storslåede byer, de havde skabt.


Ruinbyen Chichén Itzá

Chichén Itzá blev igen beboet af mayaer i slutningen af det 10. århundrede, og kort tid herefter sandsynligvis invaderet af toltekere, der kom til Yucatán fra deres hovedstad Tula i det centrale højland nord for Mexico City. Mayaernes og toltekernes kultur smeltede langsomt sammen, og fusionen mellem maya- og toltekisk kunst ses tydeligt flere steder. I det 14. århundrede blev byen igen forladt af ukendte årsager, og selvom den var et pilgrimssted for mange, var den allerede i forfald, da Spanierne kom. Chichén Itzá er bestemt ikke helt lille. Det arkæologiske område dækker et areal på 15 km2, og det vil tage flere dage at se det hele.




De vigtigste steder er:


Boldbanen:
Mexicos største antikke boldbane (Juego de Pelota) - en ud af 8 boldbaner i området, er stedet, hvor det rituelle boldspil pok-a-pok foregik, måske en forløber for vore dages basketball. Boldbanen er dannet af to parallelle vægge, der hver er 83 meter lange og 9 meter tykke med 36 meters afstand. I 7 meters højde sidder der på hver væg en ring, hvori spillerne skulle få en massiv gummibold igennem. Stenrelieffer ved boldbanen afbilder spillere før kampstart iført en farvestrålende hovedbeklædning af fjer. Andre indikerer spillets tabere blive halshugget og ofret til guderne.


Den hellige brønd:
Cenote Sagrado, den hellige brønd, er næsten 60 m i diameter og 35 meter dyb, omgivet af træer og slyngplanter. Foruden at være vandforsyning blev brønden også benyttet til religiøse ritualer. Der er faktisk to Cenotes i Chichén Itza. En Cenote er en naturlig brønd, der er skabt ved, at taget i en underjordisk flod er styrtet sammen. De havde stor betydning for mayaerne og deres efterfølgere. Det var en kilde til vand og en åbning til gudernes verden. Sådan en åbning kunne man jo ikke bare bruge uden at betale for det, så i stor stil ofrede mayaerne til regnguden Chaac. Både menneskeknogler og værdifulde offergaver er bjerget fra brøndens dyb.


Krigernes tempel:
Templo de los Guerreros (Krigernes tempel) er berømt for sin statue af en chac-mool figur, en tilbagelænet figur af en mand, der holder et fad i skødet, hvori de ofredes hjerter ifølge legenden blev anbragt efter halshugningen . Krigernes tempel kaldes også templet med de 1000 søjler og har fået sit navn efter de krigerfigurer, der er hugget ind i søjlerne.


Observatoriet:
Det runde tårn med den spiralformede trappe, El Caracol, var mayaernes astronomiske observatorium, hvorfra de ved at studere himmellegemernes bevægelser kunne fastlægge tiden for religiøse ritualer, såning og høst.


Kukulcán:
Templet for Kukulcán, også kaldet El Castillo eller Stenkalenderen, blev bygget til ære for Kukulkán, den fjerklædte slange. Den 25 m høje pyramide var mayaernes kalender - udformet i sten. 91 trin på hver af pyramidens fire sider, inklusiv platformen på toppen, giver tallet 365 svarende til et for hver dag i året. Pyramiden er bygget således, at hvert år ved forårs- og efterårsjævndøgn danner solens skyggevirkninger en krybende slange. Fra toppen af pyramiden er der en fin udsigt over ruinerne og den omgivende skov.

David Lubman, forsker i akustik, fandt i 1998 ud af, at hvis man ved foden af pyramiden klapper i sine hænder, lyder det som en kvidren fra den mexikanske fugl Pharomachrus mocinno, der var en hellig fugl i mayakulturen. På baggrund af David Lubmans opdagelser beregnede Nico Declercq fra Gent universitetet i Belgien sig frem til, hvordan lydbølger rikochetterer rundt om trinene på pyramiden og faktisk skaber lyde, der både kan lyde som fuglekvidder, men også som regndråber, der falder i en spand. Fuglelydene og de andre lyde har bidraget til spekulationer om, at pyramiderne var designet til netop at give lyde fra sig.

Højden og afstanden mellem de enkelte trin er afstemt, så de virker som et akkustisk filter, der forstærker enkelte frekvenser og dæmper andre. Men mere detaljerede studier viser, at lydene også er påvirket af en række andre faktorer som eksempelvis blandingen af frekvenser i lydkilden. Derfor mener Declercq, at arkitekterne formentlig ikke har været i stand til at forudsige præcist hvilke lyde, pyramiderne kunne frembringe. Lydene, der kommer ud af pyramiderne, siger Declercq, er stærkt afhængige af, hvilke lyde der så at sige bliver puttet ind i dem. En gentagende trommelyd giver eksempelvis en helt anden lyd, der minder mere om regndråber i en spand vand end fuglekvidder.

Han er skeptisk over for teorierne, der støtter tanken om at maya-arkitekterne bevidst har skabt gigantiske musikinstrumenter af pyramiderne. Ikke mindst fordi han nu har undersøgt og fundet lignende lydeffekter i store trappekonstruktioner i andre religiøse bygningsværker. Ved Kataragama i Sri Lanka eksempelvis lyder et håndklap på trappen, der fører ned til Ganga-floden, som rappende ænder.

Har du lyst til at vide mere om mayaerne, så kig i NetSpirts kapitel om den fascinerende mayakultur. Men inden, så husk lige at stemme på Chichén Itza, hvis du mener, at dette spændende vidnesbyrd om mayaerne fortjener en plads på listen over verdens vidundere.




World Heritage i Mexico