Skip to navigation | Skip to content

 

Biblioteket

Du er her: NetSpirit - Emner - B - Biblioteket - Biografi og forfatterskab - Alice Bailey

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3793
Online profiler 0
Online gæster 171
Åbne spørgsmål 573
Besvarede spørgsmål 2871

Almanak

Sun, 26. February 2017

Solen i dag

Solopgang:07:03
Solnedgang:17:41

Månen lige nu

Full Moon

Alice Bailey

Alice Bailey var en en af det 20. århundredes helt store esoteriske pionerer. Hendes bøger som hun skrev i samarbejde med Tibetaneren er en fond af dybsindig visdom.

Alice Ann Bailey, født La Trope-Bateman, kom til verden den 16.juni 1880 i en velhavende, aristokratisk familie i Manchester, England. Hun havde en materielt set tryg og overbeskyttet, men meget ensom barndom, der var under påvirkning af en snæversynet kristendomsopfattelse. I 1895 havde hun imidlertid som 15 årig en meget usædvanlig oplevelse, der for en stund bragte hende helt ud af de vante mønstre. En søndag formiddag trådte en høj, europæisk klædt mand med turban pludselig ind i dagligstuen, hvor hun sad, mens resten af familien var i kirke. Han fortalte hende om en fremtidig opgave, hun ville få til gavn for mange mennesker, hvis hun ville bringe orden i sit liv og arbejde med at opnå større selvforståelse. Manden forsvandt lige så pludseligt, som han kom.

Den ejendommelige hændelse førte til en indre holdningsændring, men hun lagde den med tiden i baggrunden. Hendes livs ydre omstændigheder førte til, at hun blev evangelist, udsendt blandt de britiske tropper i Irland. Hun var 22 år og havnet i en rolle, der ikke skyldtes indre drift men miljø og indflydelsesrige bekendte. Ikke desto mindre lærte hun mange ting i sin nye situation. Hun lavede mad til soldaterne og prædikede evangeliet gennem overvindelse af både skyhed og sceneskræk.




Senere blev hun sendt videre til Indien som evangelisk udsending og her udvidedes hendes arbejdsområder. Hun holdt omkring 15 ugentlige evangeliemøder, skrev korrespondance, førte regnskaber og ledte betjeningen af 5-600 soldater i en café om aftenen. Om eftermiddagen hjalp hun på hospitalsstuerne. Men arbejdet sled på hende og i 1906 blev hun hjemsendt. Efter en længere periode med restitution blev hun gift med Walter Evans, en soldat hun var blevet forelsket i under sit ophold i Indien. Han blev snart præst i den episkopale kirke i Californien og sammen fik de tre piger.

Men ægteskabet holdt ikke længe og Evans blev voldelig overfor hende. Han blev forflyttet til et andet sogn og selv flyttede hun ind i en treværelsesbolig med sine tre døtre. For at tjene til dagen og vejen måtte hun tage arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser dagen lang. Undervejs i hele denne proces var hun ikke andet end en ganske almindelig pige, der prøvede lidt af hvert og fulgte livets omstændigheder. Det var først i 1915 at hun mødte to engelske damer, der introducerede hende for H. P. Blavatsky og Den Hemmelige Lære.

Mødet med teosofien åbnede alle hendes sinds døre og hun fik sat alt i et radikalt nyt perspektiv. I 1917 flyttede hun til Hollywood i Californien for at være nærmere Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter i Krotona. Hun fik arbejde i samfundets vegetariske cafeteria og havde således fortsat til dagen og vejen. To år senere blev hendes skilsmisse tilendebragt, og hun mødte sin fremtidige mand, Foster Bailey, en tidligere dommer, der nu helt helligede sig teosofien. Hendes tre piger fik nu også en elsket og afholdt stedfader, og parret blev gift i New York i 1920.

Alice Baileys kontakt med Djwhal Khul

Men allerede året forinden havde hendes livskald taget sin begyndelse. En dag, hvor hun havde sendt børnene i skole, gik hun ud på en bakke nær huset. Pludselig mens hun sad der, hørte hun lyden af musik og en stemme spurgte hende: "Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du det?" Efter en første afvisning af denne psykisk-oversanselige henvendelse indvilligede hun i at lade det komme på en prøve. Tre uger senere begyndte det monumentale forfatterskab, der senere blev kendt også under Tibetanerens navn.

Fra da af gik alt meget hurtigt og Alice Bailey begyndte for alvor på den indre træning, der er nødvendig til et så betydningsfuldt arbejde. I 1921 underviste hun et hold i Den Hemmelige Lære og forløbet blev en stor succes. Tidligere elever af Blavatsky støttede hendes arbejde trods voksende indre splittelser i Det Teosofiske Samfund, og en stadig større uvilje mod hendes og Foster Baileys arbejde. De fortsatte med at være medlemmer af samfundet, men i 1923 grundlagde hun The Arcane School, som er en esoterisk træningsskole i meditation, studium og tjeneste. Arbejdet voksede og bøger dikteret af Tibetaneren udkom år efter år. Verdensomspændende korrespondance tog til og i 1932 blev den internationale Goodwill-bevægelse påbegyndt. Allerede i 1939 var den udbredt i 19 lande og i 1937 tog de verdensomspændende triangelaktiviteter deres begyndelse.

Alice Baileys forfatterskab

I årene fra 1919 til sin død den 15.december 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren og forfattede selv 4 andre samt sin ufuldendte selvbiografi. Centralt i forfatterskabet er en omfattende fremlægning af de syv strålers psykologi, som i hidtil uset omfang gøres tilgængelig og anvendelig. Værkerne fremlægger særdeles dybtgående informationer om indvielse og discipelskab, esoterisk astrologi og healing, undervisning, sjælens natur og gruppebevidsthed, det åndelige hierarki af oplyste sjæle og Shamballa, klodens højeste bevidsthedscenter.

Der gives detaljerede oplysninger om okkult meditation, esoterisk gruppedynamik og verdenstjeneste, ligesom verdensbegivenhederne, menneskehedens problemer og den nye tidsalder tages under grundig esoterisk behandling. Forfatterskabet giver metafysiske perspektiver på solsystemets og Jordens udvikling, deva- eller engleriget og behandler på indgående vis emner som emotionelle blændværk og mentale illusioner, karakterudvikling og hvid magi, triangel- og fuldmånemeditation. Sagt i al korthed udgør forfatterskabet i sin helhed en overvældende inspirationskilde, som skyldes at Tibetaneren, også kendt som Mester Djwhal Khul, i størstedelen af værkerne fik mulighed for at formidle telepatisk gennem Bailey.

Den travle mor til tre piger udviklede sig således til en discipel af verdensformat, der formidlede det esoteriske budskab til mange lande. De 12.000 sider er oversat til talrige sprog og det samlede arbejde når i dag gennem organisationen, The Lucis Trust, ud til millioner.

  • The Consciousness of the Atom - 1922- Alice Bailey.
  • The Soul and its Mechanism - 1930 - Alice Bailey.
  • From Intellect to Intuition - 1932- Alice Bailey.
  • From Bethlehem to Calvary - 1937 - Alice Bailey.
  • The Unfinished Autobiography - 1951 - Alice Bailey.

  • Initiation, Human and Solar - 1922 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Letters on Occult Meditation - 1922 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on Cosmic Fire - 1925 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on White Magic - 1934 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Discipleship in the New Age - Volume I - 1944 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Discipleship in the New Age - Volume II - 1955 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Problems of Humanity - 1947 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • The Reappearance of the Christ - 1948 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • The Destiny of the Nations - 1949 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Glamor - A World Problem - 1950 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Telepathy and the Etheric Vehicle - 1950 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • Education in the New Age - 1954 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • The Externalization of the Hierarchy - 1957 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on the Seven Rays: Volume 1: Esoteric Psychology I -1936 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on the Seven Rays: Volume 2: Esoteric Psychology II -1942 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on the Seven Rays: Volume 3: Esoteric Astrology - 1951 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on the Seven Rays: Volume 4: Esoteric Healing - 1953 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • A Treatise on the Seven Rays: Volume 5: The Rays and the Initiations - 1960 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • The Yoga Sutras of Patanjali - 1927 - Alice Bailey & Djwhal Khul.
  • The Labors of Hercules - 1974 - Alice Bailey & Djwhal Khul.

Alice Baileys psykiske evner

Hvordan nedskrev Alice Bailey de 19 bøger hun skrev for Tibetaneren? Nogle mener at Bailey var et af det forrige århundredes helt store psykiske begavelser og at hun beherskede forskellige clairvoyante og telepatiske evner, som hun anvendte i forbindelse med nedfældningen. Ifølge en artikel fra ”The Beacon Magazine”, juni 1925, er der anvendt fire metoder ved overføring af Tibetanerens lære til offentligheden:

1. Clairaudience
I de to første år dikterede Tibetaneren indholdet til de to første bøger clairaudient til Alice A. Bailey. Han kontaktede hende på faste og aftalte tidspunkter ved at skabe en vibration, som hun lærte at kende, hvorefter hun klart og tydeligt kunne høre hans stemme diktere punkt for punkt.

2. Telepati
Efterhånden som Alice A. Bailey blev mere fortrolig med denne form for arbejde, og da disciplin og en diæt begyndte at virke, så blev arbejdsgangen gradvis ændret, således at udarbejdelsen af ”En afhandling om Kosmisk Ild” udelukkende foregik telepatisk. Alice A. Bailey kunne komme i kontakt med Tibetaneren, så snart hun havde tid til rådighed, og hvis han var i stand til at afse tid, kommunikerede han telepatisk med hende.

Informationerne blev givet med stor hastighed, og detaljerne i læren blev indpræget så klart i hendes bevidsthed, at hun var i stand til at skrive dem ned uden at ét eneste ord skulle ændres. Bogen blev trykt nøjagtigt som den blev modtaget, med undtagelse af små grammatikalske ændringer her og dér, når Tibetaneren valgte at bruge sit lidt gammeldags og opstyltede engelsk og ikke lod Alice A. Bailey formulere hans tanker, hvilket han sædvanligvis gjorde.

3. Clairvoyant syn
De forskellige symboler i bøgerne (og der er mange) blev vist for Alice A. Bailey, og derefter har hun beskrevet dem. Tibetaneren indprægede de ønskede symboler eller tegn på et af æterens finere lag, og når vibrationen i elevens legemer fastholdes på den højde, der kræves, så vil billederne fremstå ligeså klare og fuldkomne til studiebrug, som et udsøgt mesterværk i olie, der hænger på væggen i en privat malerisamling. Billedet forbliver, hvor det er, så betragteren kan studere og beskrive det, og en kunstner kan kopiere det, selv om det ikke er muligt at gengive farvenuancerne fuldt ud i det tætte fysiske stof.

4. Erindringer fra drømme
Den metode, hvor man ved opvågningen drager det frem, man har set eller hørt om natten, da man var ude af det fysiske legeme. Denne metode blev anvendt i forbindelse med stanzaerne i slutningen af bogen og også med diagrammerne. Visse af definitionerne i bogen blev også opnået på denne måde.”

Et gran salt

Der er blevet udtalt følgende om Alice Baileys forfatterskab:

"Afhandlingerne er et meget fint eksempel på ægte telepati. Man vil ved gennemlæsning af afhandlingen tydeligt kunne se, at Alice A. Bailey ikke selv har kunnet formulere denne lære, for den omhandler kosmiske processer, som hun nødvendigvis ikke kender til. Hendes bidrag til arbejdet har været en stærk forhåndsinteresse i disse emner, over tyve års meditationsarbejde, mange års studier og tænkning og beherskelse af et klart og forståeligt engelsk".

Og så er det at vi her på NetSpirit må råbe lidt vagt i gevær, for det er der jo ikke nogle jordiske mennesker overhovedet der har kendskab til. Og man kunne lige så godt anskue hele forfatterskabet som et stort fiktionsværk, det rene opspind. Vi vil ikke her gå længere ind i en diskussion om lødigheden af Baileys forfatterskab, men blot gøre opmærksom på at alt dette her bør tages med et gran salt.

Hvis du i øvrigt har lyst til at diskuttere emnet kan henvises til NetSpirits spørgeforum, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål om de mange forskellige spirituelle emner samt eventuelt hjælpe andre med deres spørgsmål (jf. link nedenfor).


Helena Petrovna Blavatsky
(1831-1891)
Henry Steel Olcott
(1832-1907)
Annie Besant
(1847-1933)
William Quan Judge
(1851-1896)
Charles W. Leadbeater
(1853-1934)
Geoffrey Hodson
(1886-1983)


Den Esoteriske Skole

Esoterisk betyder “indre” eller “skjult”. Den Esoteriske lære henviser til den indsigt i de indre verdener, som er forbeholdt de indviede. Den esoteriske lære er den vokset ud af et opgør med dogmatisk kristendom og materialistisk videnskab i et forsøg på at forene både østens og vestens visdomstraditioner og videnskab og religion. De primære kilder er H. P. Blavatsky og den klassiske teosofi, Alice A. Baileys forfatterskab og Lucille Cedercrans’ lære.

Den esoteriske lære betragter de indre verdener og planer, som den egentlige virkelighed, fordi årsagerne til at den fysiske verden ser ud som den gør skyldes indre forhold. Alt hvad vi oplever med de fysiske sanser er opstået på baggrund af de arketypiske ideer i det guddommelige sind, som mennesket bl.a. har kontaktet gennem inspiration. Der ud fra har mennesket skabt alle de mangfoldige ting i verden. Menneskets krop er ligeledes skabt af den indre sjæl, der bor i hvert eneste menneske i forbindelse med inkarnationsprocessen.

De problemstillinger som den esoteriske lære beskæftiger sig med er sandelig ikke små: Hvem er Jeg? Har Jeg en Sjæl? Er der et Liv efter Døden? Findes Gud? Hvad er Meningen med Livet?

Den Esoteriske Skole forsøger at besvare disse spørgsmål både gennem en religiøs, filosofisk og videnskabelig tilgang. Religiøs, fordi den formidler den tidløse visdom, der har været kernen i alle de store verdensreligioner, filosofisk, fordi den leverer et overbevisende og sammenhængende alternativt verdensbillede, og videnskabelig, fordi den bygger på erkendelse vundet gennem erfaring. Ovenfor er vist nogle af de største esoteriske tænkere.

Vil du vide mere

Har du lyst til at kigge lidt nærmere på nogle af de mange smukke visdomsbøger, der er skrevet igennem tiderne så tag et kig i NetSpirits E-bibliotek. Her er samlet nogle af de forskellige bøger som vi refererer til rundt omkring på NetSpirit. De fleste tekster stilles ganske gratis til rådighed, enkelte er vi dog nødt til at opkræve et mindre gebyr for til at dække afgift til copyright, oversættelseshonorar mv. - Du finder her NetSpirits bibliotek.

Idet den esoteriske lære beskæftiger sig med stort set alle de forskellige spirituelle emner kan der i sagens natur laves rigtig mange henvisninger til afsnit, sektioner rundt omkring på NetSpirit som måske kunne have interesse at læse i forlængelse af nærværende kapitel om Alice Baley og den esoteriske lære. Nærliggende er dog kapilet om englene, kapitlet om reinkarnation samt kapilet om de syv eksistensplan. I øvrigt kan du benytte NetSpirits søgefunktion øverst til højre, hvis du søger efter noget bestemt, eller alternativt benytte vores menubjælker for at få overblik over indholdet på NetSpirit.

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at takke Kenneth Sørensen for lov til at benytte en artikel om Alice Baley som grundlag for at opbygge nærværende kapitel. Du kan læse meget mere om Kenneth på Kentaur Net. Artiklen er oprindelig skrevet af Søren Hauge, der har firmaet: Sophia Undervisning så han skal også have en tak med på vejen. Søren er i øvrigt formand forTeosofisk Forening Århus.