Den kinesiske regering var fuldt ud bevidst om silkens unikke værdi for Kina. Derfor forbød den eksport af silke-larveæg, og for den, der blev taget i at afsløre hemmelig-heden bag fremstilling af silke, betød det dødsstraf. På den måde lykkedes det Kina at have monopol på fremstilling af de fine silkestoffer helt frem til omkring år 550. Kinas silkeindustri er stadig den største i verden. Råsilke kan kun produceres i de lande, hvor den menneskelige arbejdskraft er meget billig, da det er et langsommeligt og slidsomt arbejde at producere silke.

Yao Di var øjensynelig en god konge, klog og med stor medfølelse for sit folk. Han inviterede filosoffen Weiqi til at undervise og udvikle sønnen Dan Zhu, således at denne ville blive i stand til at være en værdig efterfølger til tronen. Uheldigvis vidste det sig at sønnen ikke havde andre interesser end filosoffen Weiqi! Da Yao Di begyndte at komme op i årene udpegede han derfor istedet Shun Di som sin efterfølger, gav ham sine to døtre til ægte og forvidste i samme åndedræt sin egen søn til et liv i eksil i området Yan (Yan Zhu Cheng af Shandong).

Som ved de tidligere herskere, er meget af de vidnesbyrd vi har omkring personerne baseret på sagn og legender. Og i disse omtales de forskelligere herskere helst som guder, med almægtige kræfter. Ligeledes med grundlæggeren af Xia dynastiet, Da Yu, om hvem det berettes at han er søn af Jordguden Gun. Og hans bedrifter ligger ifølge legender så sandelig ikke i den beskedne ende. Han skulle øjensynligt egenhærdigt have lavet render i bjergene således at regnvandet kom under kontrol. Efterfølgende regulerede han ligeledes egenhændigt vandstanden i floderne og forbandt vandsystemet i de ni provinser i riget.

Sådan en helt kan naturligvis ikke få et barn på samme måde som os andre ganske almindelige, og legenden beretter da også at Da Yu hver dag før arbejdet forvandlede sig selv til en bjørn. Og hver dag før han gik på arbejde bragte hans hustru ham føde når han slog på en tromme. En dag var han allerede taget af sted uden mad og mens han arbejdede kom han til at slå to klipper sammen, så den lød akkurart som trommen. Hustruen kom løbende med maden, men da hun så en bjørn i stedet for sin mand, flygtede hun. Da Yu løb efter hende for at forklare at det bare var ham, men det blev hun endnu mere bange af og løb indtil hun faldt, komplet udmattet og blev forvandlet til sten. Eftersom hun var gravid begyndte stenen at vokse og efter nogle måneder åbnede Da Yu stenen med sit sværd og ud kom hans søn Qi.

Under Hsia-styrets sidste tid ligger det i strid med forskellige folk øst for dets område.Det tærer på resourcerne, nederlag bliver hyppige, og omkring 1600 fvt besejres Hsia-riget endeligt af Shang-folket, hvis leder stifter et nyt herskerhus - Shang-dynastiet.

Den snævre elite, derimod, dyrker nu foruden forfædrene også frugtbarhedsguden Ti samt flere naturånder, hvilket kræver ofringer. Til det har man krigsfanger, som også bruges som slaver, skønt samfundet som sådan er slavefrit. Retfærdighed som det forstås i dag, kendes ikke. Bronzen, som for længst er kendt, er for kostbar til bønderne. Det overskud, de med stenalderredskaber frembringer, går til opretholdelse af adelens luksusliv. Perioden under Shang dynastiet har fået betegnelsen ”oldkinesisk”, fordi det er her, at de ældste ler-, ben-, og bronzeting som arkæologer har fundet kan dateres til. Hele perioden styres riget alene af kongen. Embedsmændene, som bestyrer regionerne, har han udpeget blandt sine nærmeste. Kun de alleryderste egne har en slags selvstyre.

Grunden til at de yderste egne af Shang-riget har selvstyre er, at de bestandigt ligger i strid med folk udefra. Sådanne fejder er svære at styre centralt. Shang-dynastiet fører ikke store krige, men af og til inddrages en ny stamme i riget. En sådan er Zhou-stammen, og den bliver et ubehageligt bekendtskab. Zhou-lederen får ambitioner, og med en koalition af vestlige stammer knuser han Shang-rigets militær i et stort slag og Zhou-dynastiet stiftes. Medvirkende til Shang dynastiets fald var også dynastiets sidste kejser, den tyraniske Chou Hsin, der ved misrøgt og grusomhed medvirkede til dynastiets fald. Endeligt ved at begå selvmord i år 1122 f.v.t.

Indenfor sit domæne har den lokale fyrste uindskrænket magt, og kan desuden få hjælp fra de kongelige hærstyrker hvis nødvendigt. Til gengæld skal han lade kongen tilflyde en del af sit lens indtægter, samt bistå ham i krig. Kongen og lensfyrsterne er ofte knyttet sammen med familiebånd.
Kulturelt får skiftet fra Shang til Chou ingen betydning. Adelen lever fortsat i byerne og af bønderne. Flerkoneri er udbredt. Byggeteknikken er, modsat megen anden kunst, ikke højtstående. Hverken hos adelen eller bønderne, som lever i et-rums-lerhytter. De er livegne fæstere og må yde hoveri.

I løbet af 800-tallet fvt begynder forholdet mellem konge og fyrster at ændre sig. Kongens centralregering svækkes af voksende koruption og rivalisering mellem ministerne. Fyrsterne bliver dristigere. Kan det betale sig, angribes nabolenene. Til sidst er kongens magt rent nominel, og mod slutningen af 800-tallet består Zhou-riget af ca. 150 i realiteten selvstændige delstater. Det ellers så stabile feudalsystem er kort sagt i opløsning.

Shi Huang Ti får storhedsvanvid. Hundredtusinder af kineseres arbejdskraft bortøsles på opførelse af Den Kinesiske Mur, luksuspaladser og ikke mindst en kolossal mausoleum bliver bygget nær Xian. År 213 fvt brændes alle bøger, pånær dem om praktiske emner. Ch´in-dynastiet bliver kortvarigt, men dets betydning langvarig. Selve ordet Kina er afledt af Ch´in. Apropros ord er kejserrige uheldigt. Kejser kommer af Cæsar, som på denne tid ikke er født endnu. Desuden er ordet svært at definere. Imperium er bedre.

En række store opfindelser frembringes i denne periode: ”Bringeselen” der tillader trækdyr at lægge alle kræfter i uden at kvæles, papiret opfindes , en nøjagtig kalender fastlægges ud fra astronomiske iagttagelser. solpletter iagttages, en seismograf til registrering af jordskælv konstrueres, månens bane omkring jorden beregnes. Buddhismen opnår en vid udbredelse i Kina. Handel, kunst og statsstyrelse udviklede sig. Erobringer hvor den sydlige del af Kina blev tvunget til underkastelse.

Den ældste af romanerne, "San guo zhi yanyi" (Beretningen om de  tre kongedømmer),   foregår i årene 169 til 280 og handler om Han-rigets opløsning i tre rivaliserende kongeriger, Wei, Shu og Wu, der hver i sær forsøgte at få kontrollen over hele det kinesiske rige. Handlingen udspiller sig omkring de intriger, alliancer, skærmydsler og mægtige slag, der var mellem generalerne. Det nordlige Wei rige, som styredes af Han-kejserens tidligere førsteminister CaoCao, følte sig kaldet til at samle landet under sit eget styre. Det sydvestlige rige Shu, der stod under Liu Bei, som var en ætling af Han-kejserslægten, mente ligeledes at være den retmæssige arving til riget. Og Wu riget i det sydøstlige område, beherskedes af en af de mægtigste familier i landet under ledelse af Sun Quan. I episode efter episode eksemplificeres disse heltes mod, visdom og strategiske evner og ikke mindst de dilemmaer som deres loyalitet til tider bragte dem ud i.

Kampen om magten stoppede dog ikke med rivaliseringen mellem disse tre kongedømmer. Kina skulle igennem en lang periode med kampe mellem de nordlige og sydlige stater. Ja faktisk en stor omgang "alle mod alle" før det i år 581 lykkedes generalen Sui Wen at tage magten, og nogle år senere etablerer Sui dynastiet.

Sui kejserne gik i gang med en stor militær styrke at genrejse landets økonomi og administration, og genindførte et bureaukratisk centralstyre og skattesystem. Sui dynastiet fik desuden underlagt det sydlige Kina samt Tibet og Vietnam under kejserstyret. Det var også under Sui dynastiet, at ”Den store mur” efter flere års forfald blev reetableret og udbygget.

En anden af dynastiets store bedrifter var bygningen og udvidelsen af et omfattende kanalsystem, der blev kaldt ”Den Store Kanal” et kanalsystem der forbandt de to store hovedfloder Yangtze og Huangho. Med sine 1.795 km. var ”Den Store Kanal” , der også blev også kaldt for ”Kejserkanalen”, verdens længste menneskeskabte kanal, og som fik en stor betydning for landets økonomi.

Sui dynastiet, der varede i knap 30 år, havde kun to kejsere, grundlæggeren Sui Wen Di og hans søn Sui Yang Di, men det var to meget forskellige kejsere. Sønnen Sui Yang Di havde stor interesse for kunsten men var ødsel og elskede pragt. Han byggede pragtfulde paladser og andre store værker. Hans hensynsløse levevis og krigsførelser blev finansieret ved at hæve skatterne kraftigt og tvangsudskrive bønderne som soldater og arbejdere. Som så mange gange før i den kinesiske historie blev de kinesiske borgere træt af den umenneskelige behandling. Iloyaliteten begyndte at brede sig hos de undertrykte borgere og bønder, men også i militæret og hos embedsmændene, udbredte der sig en korruption og illoyalitet.

Da Sui Yang Di forsøgte at erobre Korea, led han et stort nederlag. Nederlaget ødelagde den sidste rest af respekten for Sui Yang Di og udmundede i oprør ham. Kejseren havde mistet ”Himlens mandat”. Samtidigt med at øst-tyrkerne angreb Kina, flygtede Sui Yang Di til det sydlige Kina, hvor han blev snigmyrdet i år 618.

De første Tang-kejsere videreførte de anlægsprogrammer, Sui dynastiet havde påbegyndt, og byggede videre på Sui's centrale regeringsform. Det konfucianske eksamensvæsen får under Tang sin egentlige udfoldelse, hvor der bliver skabt en embedsmandsinstitution (de såkaldte mandariner). Institutionen skulle sikre, at statens embedsmænd var solidt skolet i den konfucianske tradition, der sikrede en fælles dannelse og en ensartet pligtfølelse hos embedsmagtens udøvere. Imperiet blev delt ind i 300 præfekturer og 1500 sogne, en regional opdeling, der stort set svarer til opdelingen i dag.

Selv om øst-tyrkerne havde hjulpet Tang-dynastiet til magten, bliver dynastiet flere gange angrebet af tyrkisk-mongolske hære. Alligevel lykkedes det gennem krigsførelser og ved diplomatisk snilde Tang-kejserne ikke alene at forsvare men også at udvide det kinesiske rige. Kina genoprettede kontrollen over Silkevejen, der var karavanevejen til Vestasien og Europa. I Tang-tiden blev der også etableret et kejserligt postvæsen med faste stationer langs de vigtigste veje og kanaler, hvor kurererne kunne få mad, hvile og udskifte befordringsmiddel. Under Tang dynastiet udfoldedes en stor international handel både over land og til søs, og der blev oprettet udenlandske forbindelser til Persien, Indien, Indonesien og Japan. Kina var den tids verdensstormagt.

Tang dynastiets kosmopolitiske åbenhed var en perfekt grobund for den kulturelle og åndelige udvikling. Konfucianismen, Taoismen og Buddhismen, var de dominerende religioner under Tang dynastiet, men andre religioner blev fuldt ud accepteret. Buddhismen voksede under Tang og opdelte sig i to separate skoler: Den ene skole er Chan-buddhisme, (som i Japan kaldes Zenbuddhismen), er en metode til at bringe det enkelte menneske i den mest direkte kontakt med virkeligheden gennem fordybelse, meditation, kunstnerisk arbejde og selvbeherskelse. Den anden skole og mest udbredt er Det Rene Land (Jingtu), også kaldet for Kinesisk buddhisme. Kinesiske munke tilpassede skolen til kinesiske forhold og søgte at løse specielt kinesiske filosofiske spørgsmål ved deres hjælp.

Også litterært udgør Tang-perioden en storhedstid. Poesien blev en højt udviklet kunstform, skabt af rigets dannede elite og embedsmænd. At være digter var ikke en profession i sig selv, men udgjorde en del af embedsmandens almindelige dannelse. Digtning var en yndet selskabsleg, som blev brugt ved alle mulige anledninger. At digte var hovedsageligt en beskæftigelse for mænd. Hustruerne og døtrene deltog ikke, men der fandtes dog visse kvinder, som digtede på lige fod med mændene, nemlig kurtisanerne. Disse kvinder var ofte veluddannet i musik, dans og digtekunst, som de underholdte ”kunderne” med i de såkaldte Te-huse.

Også keramikken raffineres mere og mere. Den mest epokegørende udvikling inden for Tang keramikken, var udviklingen af porcelænet. Forudsætningerne for at lave porcelæn havde længe været til stede, men det var først da man fik udviklet en høj-temparatur brændeovn, at man blev i stand til at fremstille denne fine, tynde, hvide porcelæn. Først ca. 900 år senere lykkedes det europæerne selv at finde frem til fremstillingen af porcelænet. I 1400tallet nåede det kinesiske porcelæn med søfarerne til Europa, og vakte stor begejstring og forundring ved de kongelige hoffer og blev af datiden også kaldet for "det hvide guld".

I Tang-epoken stillede embedsmands eksaminerne efterhånden større og større krav til kandidaternes evne til at udtrykke sig skriftligt. Det medførte en betydelig interesse for at skrive og læse bøger. Men man kendte fortsat ikke andre kopieringsmetoder end den langsommelige afskrift i hånden. Man begyndte at søge efter en hurtigere form for bogfremstilling. Bloktryk var den metode, kineserne brugte til at lave de kejserlige segl på, så hvorfor ikke også bruge den samme metode til at gengive en side med skrifttegn eller billeder. På den måde blev bogtryk en realitet. Indførelsen af bogtryk betød uendeligt meget for udbredelsen af tanker og ideer. Den ældste bevarede trykte bog er en buddhistisk Sutra fra ca. år 750. 

Tang dynastiets forfald begynder i 751, hvor araberne tilføjede de kinesiske hære et alvorligt nederlag ved Talas floden vest for Centralasiens højland. Selv om slaget udkæmpedes tusinder af kilometre fra den kinesiske hovedstad, blev det et af dynastiets betydningsfuldeste. Samtidig gik andre erobringer i Kinas grænseområder tabt herunder Nan-chao riget (nuværende Yunnan og Guizhou provinser) og Khitan (de nordøstlige provinser i Kina, det tidligere Manchuriet).

I 755 måtte kineserne opgive deres sidste fæstninger i Centralasien og trække deres tropper hjem, da en opstand udbrød hjemme i hovedstaden, anført af en ærgerrig krigsherre An Lu-shan. Han var en general af tyrkisk afstamning og en af Tang kejserens regionale militærguvenører. Med sine tropper på næsten 200.000 mænd anførte han et oprør mod kejser Xuan Zong, der måtte flygte til Sichuan provinsen i det sydlige Kina. An Lu-shan blev selv dræbt af sin søn i 757, og i 763 kom Tang dynastiet med hjælp fra udenlandske tropper igen til magten.

Tang dynastiet havde da set sin bedste tid. Det genvandt aldrig kontrollen uden for det egentlige Kina. Fra nu af var det afhængigt af fremmede tropper. Men også i hjemlandet stod det svagt til. Hoffet hærgedes ustandseligt af fejder mellem høje embedsmænd og kommandanterne for hovedstads-garnisonen. I disse kredse lå den reelle magt, og fra da af var kejserne afmægtige. Erobringerne gik tabt, og araberne kom til at dominere i Centralasien. Fremmede folk angreb og plyndrede riget. De dengang endnu meget krigeriske tibetanere og tunguser rykkede i 763 ind i Chang’an og udplyndrede byen. Ved hoffet var der konstant intrigeret, og i lange perioder dominerede eunukkerne, medens generalerne ude i provinserne styrede som egenrådige krigsherrer.

I år 874 udbrød det største oprør mod Tang dynastiet. Denne gang var det oprørslederne Huang Chao og Wang Xianzhi, der med deres 600.000 mænd gjorde hele Kina til en slagmark. Selv om oprøret, der varede i ti år, blev slået ned, havde det udmattet dynastiet så meget, at det med nød og næppe kunne vakle videre, indtil dynastiet endelig faldt i 907. Chang’an genopstod aldrig som metropolis efter Tangs undergang.

1940'erne: Kommunisterne får fremgang: Mao organiserede partiet bedre, der blev indført reformer der hvor kommunisterne havde magten og de fik flere tilhængere. Samtidig reformerede Mao tvivlerne og nogle blev henrettet. Sult og elendighed prægede Kina i denne periode, hvilket gav kommunisterne endnu flere tilhængere. 1945 Japan overgiver sig: USA kaster bomberne over Japan. 1945-49 Fortsat borgerkrig: Som kommunisterne vinder. Chiang Kai-Shek flygter til Taiwan som USA beskytter og anerkender. Kina var i det store hele atter en samlet nation.