Den kinesiske civilisation
På trods af Kinas lange og glorværdige fortid, er det indenfor det sidste århundrede at der er sket mest. I starten af det tyvende århundrede var Kina et fattigt samfund. Størstedelen af befolkningen levede i dybeste armod, men en lille overklasse af godsejere, embedsmænd og naturligvis kejserfamilien levede i overdådig luksus. Landet var ved at gå i opløsning pga. borgerkrig, samtidig med at USA, England, Japan og andre imperialistiske magter kæmpede om magt og indflydelse i store dele af Kina.I slutningen af århundredet er Kina på vej til at udvikle sig til en moderne industristat og en regional og global supermagt. Kina kan nu tilbyde sin befolkning en gennemsnitlig langt højere levestandard end på noget tidspunkt tidligere i Kinas 4-5.000 år lange historie.
Her søges at gives en kortfattet introduktion til Kinas historiske udvikling. Ved hjælp af en billedserie kan du få overblik over hvorledes grænserne er blevet trukket mellem de forskellige kongedømmer, folk etc. igennem tiderne og du kan få overblik over hvor de rent geografisk opholdt sig.
Det mest fascinerende ved Kinas historie er dynastierne. De forløber alle ens: En stærk personlighed tager magten, genopretter finanserne, rigdommen vokser, imperiet konsolideres, indtil især militære udgifter tager overhånd. Stagnationen begynder, nedtur følger, og til sidst politisk og økonomisk kaos med en svag og udsvævende kejser, som så fjernes af en ny dynasti-grundlægger.
Dette mønster gentages, om og om igen, gennem mere end to årtusinder. Men skønt dynastierne skiftede, forblev regeringssystemet det samme: En kejser i toppen med af ham udnævnte embedsmænd til at regere i egnene. Dette centralstyre holdt så exceptionelt længe, at det næsten blev en tradition og muligvis kan forklare kinesernes accept af kommunismen relativt kort efter rigets fald.
Kinas grænser igennem tiderne
Oversigt over Kinas historie
![]() |
![]() |
![]() |
Yanmou mennesket (1,7 mill år f.v.t.) |
Det tidligste vidnesbyrd om menneskets eksistens i oldstenalderens Kina, foreligger i form af to fortænder fundet ved Yuanmou i Yunnan provinsen. På grundlag af målinger af de aflejringer tænderne blev fundet i, skulle de være mindst 1,7 millioner år gammelt. Fundet af grove stenredskaber og trækulsfund i de samme aflejringerne, tyder på at brugen af ild var kendt af Yanmou mennesket. | |
Lantian mennesket (700.000 f.v.t) |
I 1964 blev der fundet et kranium fundet i nærheden af Lantian i Shaanxi provinsen. Dette kranium viser et slægtskab med Java-mennesket og er sandsynligvis ca. 700.000 år gammelt. | |
Beijing mennesket (500.000 f.v.t) |
Beijing mennesket (Peking-manden) blev fundet i 1929. Et af de ældste fundne menneskelignende væsen, der er opkald efter det fundne sted i Zhoukoudian (Chou Kou Tien) ca. 42 km. sydvest for Beijing. Beijing mennesket var af arten Homo erectus, der har kunne gå oprejst, har sikkert kunne tale og fremstille enkle redskaber. Beijing mennesket har i forhold til Homo sapiens haft et lille hjerne rumfang. Ild har været anvendt til varme og ved tilberedning af mad, der er ikke fundet beviser på at mennesket selv har kunne gøre ild. Beijing mennesket var jægere. Nogen mere åndelig kultur synes Beijing-mennesket ikke at have været i besiddelse af, ligesom deres efterladenskaber ikke tyder på nogen form for kunstnerisk stræben. | |
Øvre hulemenneske (20.000-10.000 f.v.t) |
Øvre hulemenneske (Homo Sapiens type), blev fundet i 1930 i en højt beliggende hule i en kalkstenshøj, nær det samme sted hvor Beijing mennesket blev fundet.Dette er tilsyneladende et af de første spor af menneskearten Homo sapiens. I hulen fandt man også tegn på at det var de første mennesker, der har bestået et begravelsesritual, idet man fandt lig af mænd, kvinder og børn overstrøet med pulveriseretjernglans, et rødbrunt mineral. Man fandt også bemalede perler, dyretænder samt ornamenter af muslingeskaller, og da Zhoukoudian ligger et godt stykke fra kysten, tyder det på at der har været handel med andre samfund. | |
Peiligang kulturen (5.000-2.500 f.v.t) |
I 1977 fandt arkæologerne en boplads ved Peiligang i den øst-centrale Henan provins. Ud fra fundet skønner man at der har været dyrket landbrug og man har haft husdyravl (svin). Der blev også fundet potteskår, der tyder på at man var i stand til at fremstille lertøj. | |
Yan Shao kulturen (3.000 f.v.t) |
En agerbrug kultur, opkald efter den landsby i Sheng Chih hsien i provinsen Hona, hvor spor efter kulturen blev fundet i 1922. Karakteriseret ved en grå og rødlig keramik. Landbruget var hovedsagelig hirse. Landsbyerne var enkle runde bosættelser. | |
Long Shan kulturen (2.500 f.v.t.) |
Det er fra Long Shan (Lung Shan) vi besidder de første spor af kinesisk religiøsitet, i form af spor efter forfædre tilbedelse, orakler og udøvelse af spådom. Kulturen er karakteriseret ved sort keramik, udført på drejeskiver. Stationær landbrug med husdyr som svin, får, køer og hunde, der alle tjener som menneskeføde. Long Shan folket byggede huse, som ikke var meget forskellige fra dem, kinesiske bønder bor i den dag i dag. De har boet sammen i landsbyer og brugt muslingeskaller som mønt. Vogne blev trukket af heste. | |
SAN-HUANG: De tre guddommelige herskere (År 2853-2698 f.v.t.) | ||
Fu Xi (2853-2738 f.v.t) |
Fu Xi (også kaldet: Fuxi, Fu Hsi, Fu Xi Shi, Fu Shi) var den første af de tre såkaldte guddommelige hersker. Mest kendt er han for at være ophavsmand til de linære tegn, der senere udmøntede sig i de otte trigrammer (Pagua) og beskrives i en af Kinas mest berømte bøger nemlig visdomsbogen I Ching. Men den guddommelige hersker Fu Xi tilskrives også andre ting, såsom at lære folket at benytte fiskenet, avle silkeorme, og tæmme vilde dyr. Fu Xi stod bagved en lov, der opdelte alle kinesere under 100 familienavne og forbød folk med samme familienavn at gifte sig med hinanden. Et lille ord med på vejen omkring Kina og silke: Silkeavlen opstod i Kina og har været kendt i Kina siden omkring Fu Xi´s tid og sandsynligvis før. Helt tilbage til de tidligste tider har silken spillet en rolle i Kinas historie, ikke mindst som handelsvare. Den kinesiske silke blev eksporteret til så fjerne egne som Romerriget. Handelen foregik ad Silkevejen, det netværk af handelsruter, der forbandt den gamle hovedstad Chang’an, det nuværende Xi’an, med Middelhavs-landene og Indien. Den kinesiske regering var fuldt ud bevidst om silkens unikke værdi for Kina. Derfor forbød den eksport af silke-larveæg, og for den, der blev taget i at afsløre hemmelig-heden bag fremstilling af silke, betød det dødsstraf. På den måde lykkedes det Kina at have monopol på fremstilling af de fine silkestoffer helt frem til omkring år 550. Kinas silkeindustri er stadig den største i verden. Råsilke kan kun produceres i de lande, hvor den menneskelige arbejdskraft er meget billig, da det er et langsommeligt og slidsomt arbejde at producere silke. | |
Shen-Nong (?) |
Den guddommelige hersker af planter, landbrug og urtemedicin. Måske mere en fiktiv figur fra den kinesiske mytologi end en historisk figur. Han anses for at være gud for vinden og beskytter af lægestanden. | |
Yen Ti (2738-2697 f.v.t.) |
Yen Ti (også kaldt: Sui-Ren-Shi, Yen-Di, Yen-Ti) gav øjensynligt folket den første kalender, lærte dem landbrug, musik, jagt, fiskeri, brug af ild til madlavning og en form for skrivning. | |
WU-DI: De fem legendariske sagnkonger (År 2697-2205 f.v.t.)
| ||
Huang Di - Den gule kejser (2697-2597 f.v.t.) |
Huang Di (Huang Ti,Xuan Yuan Shi, den Gule Kejser), Yin Ti´s efterfølger, indførte landbrugsredskaber omtrent, som dem der har været i brug indtil vores århundrede. Huang Ti tilskrives et af verdens ældste klassiske værker om medicin (Huang Di Nei Jing / Den Gule Kejsers Klassiker Om Indre Medicin), der beskriver brugen af lægeurter og akupunktur. Endvidere menes Huang Di at have opfundet magneten. | |
Shao Hao (2597-2513 f.v.t.) |
Shao Hao (Jin Tian Shi) indførte bestemte tider for religiøse ceremonier, byggede observatorium, ansatte astronomer, som skulle tyde solens, månens og stjernernes baner. Han byggede sit kongerige ved Qian Yang og gjorde byen Qiu Fu til hovedstad. Han lærte folket at bygge paladser og templer og at skrive med fuglefod-skrift, der var inspireret af fugle- og dyrefodspor. Dette var begyndelsen til det kinesiske skriftsprog. Historiske kilder - blandt andet to af Kinas ældste og betydningsfulde bøger, ”Historiebogen”, som beskriver Kinas historie i perioden år 2400–600 f.v.t og ”Sangenes bog” - samt arkæologiske fund, vidner om udøvelsen af spådomskunst, religiøse ritualer, samt stor interesse for astrologi. | |
Zhuan Xu (2513-2435 f.v.t.) |
Zhuan Xu (Zhuan Xi, Gao Yang Shi). Sønnesøn af den gule kejser og søn af Chang Yi. Hjalp Shao Hao og fik til gengæld herfor tildelt området Gao Yang, hvor han etablerede sit kongedømme og gjorde byen Diqiu til hovedstad. | |
Di Ku (2435-2365 f.v.t.) |
Di Ku (Ti Gu, Gao Xin Shi) havde den gule kejser til oldefar. Hjalp Zhuan Xu og fik til gengæld herfor i den unge alder 15 år, tildelt området Xin. Efter han var blevet konge, kom hans kongedømme til at blive kendt under navnet Gao Xin Shi. | |
Zhi Di (2365-2357 f.v.t.) |
Zhi Di overtog sin fars (Di Ku) kongedømme efter dennes død. Begunstede sin stedbror Yao Di med titlen Hertug af Tang. Zhi Di var en svag konge og hans officere forlod hans hære og ærede stedbroren Yao Di, som deres konge. | |
Yao Di (2357- 2255 f.v.t.) |
Yao Di (Yao Tang) var Di Ku´s anden søn. Han blev tildelt området Tao og senere området Tang. Han blev født i Yi og gjorde byen Qi til sin hovedstad. Alle disse oplysninger er i og for sig ganske overflødige, men de kan måske bidrage lidt til forklaring på hvor de forskellige konger blev kaldt så mange forskellige navne. Efter navn på deres fødeby, deres landområder, deres hovedstand etc. Yao Di var øjensynelig en god konge, klog og med stor medfølelse for sit folk. Han inviterede filosoffen Weiqi til at undervise og udvikle sønnen Dan Zhu, således at denne ville blive i stand til at være en værdig efterfølger til tronen. Uheldigvis vidste det sig at sønnen ikke havde andre interesser end filosoffen Weiqi! Da Yao Di begyndte at komme op i årene udpegede han derfor istedet Shun Di som sin efterfølger, gav ham sine to døtre til ægte og forvidste i samme åndedræt sin egen søn til et liv i eksil i området Yan (Yan Zhu Cheng af Shandong). | |
Shun Di (2255-2205 f.v.t.) |
Shun Di (Yu Shun, Yao Shun) fik dog ikke lov til at overtage tronen lige med det samme, men måtte udstå svære prøver igennem en periode på tre år før Yao Di, begyndte at overlade lidt af kongerigets anliggender til ham. Efter Yao Di´s død overtog Shun Di kongedømmet. Shun Di var lige som sin forgænger en god og vellidt konge, der især nød bøndernes gunst. Han søgte at forbedre floderne løb, forbedrede kalenderen og standardiserede vægt og længde målene. Et sofistikeret uddannelsessystem eksisterede i Shuns regeringstid. Sung døde efter 18 år på tronen og da ingen af hans sønner blev anset værdige som efterfølgere, blev Da Yu udnævnt som hersker. | |
Dynastiperioden (År 2205 - 221 f.v.t.) | ||
Xia (Hsia) dynasti (2205-1767 f.v.t.) |
Det første egentlige dynasti i Kina, hvor tronfølgen var arvelig indenfor den kejserlige slægt. Et dynasti er en slægt, som hersker, ikke blot i en landsby, men over et større territorium. Det gør Hsia-dynastiet også, men sammenlignet med de sennere er dets magtområde af beskeden omfang. Tidsmæssigt strækker Xia dynastiet sig over 14 generationer/17 konger fra år 2005-1767 fvt. Som ved de tidligere herskere, er meget af de vidnesbyrd vi har omkring personerne baseret på sagn og legender. Og i disse omtales de forskelligere herskere helst som guder, med almægtige kræfter. Ligeledes med grundlæggeren af Xia dynastiet, Da Yu, om hvem det berettes at han er søn af Jordguden Gun. Og hans bedrifter ligger ifølge legender så sandelig ikke i den beskedne ende. Han skulle øjensynligt egenhærdigt have lavet render i bjergene således at regnvandet kom under kontrol. Efterfølgende regulerede han ligeledes egenhændigt vandstanden i floderne og forbandt vandsystemet i de ni provinser i riget. | |
Shang (Yin) dynastiet (1766-1122 f.v.t.) |
Ifølge ”Historiens Bog” (Shu Ching) var grundlæggeren af Shang dynastiet og dynastiets første kejser; Cheng Tang, der var fyrste i den lille stat Shang, hvorfra dynastiet tog sit navn. Byen Po bliver Shang dynastiets første hovedstad, så følger Ao og fire andre, og til sidst Yin under den 19. til den 30. konge. I hovedstaden Po får bygningerne palads- og tempelproportioner. Bykernen, som omgives af en høj mur, forbeholdes aristokratet. Religionen er også kun for overklassen. Den er teokratisk og uden forbindelse med den brede bondebefolkning. Den snævre elite, derimod, dyrker nu foruden forfædrene også frugtbarhedsguden Ti samt flere naturånder, hvilket kræver ofringer. Til det har man krigsfanger, som også bruges som slaver, skønt samfundet som sådan er slavefrit. Retfærdighed som det forstås i dag, kendes ikke. Bronzen, som for længst er kendt, er for kostbar til bønderne. Det overskud, de med stenalderredskaber frembringer, går til opretholdelse af adelens luksusliv. Perioden under Shang dynastiet har fået betegnelsen ”oldkinesisk”, fordi det er her, at de ældste ler-, ben-, og bronzeting som arkæologer har fundet kan dateres til. Hele perioden styres riget alene af kongen. Embedsmændene, som bestyrer regionerne, har han udpeget blandt sine nærmeste. Kun de alleryderste egne har en slags selvstyre. | |
Vestlige Chou (Zhou) dynastiet (1122-70 f.v.t.) |
Ved Zhou-dynastiet stiftelse udvides riget kraftigt, men mangel på kommunikation, praktiske betalingsmidler, samt det at Zhou-folket kun er en minoritet, gør det umuligt at beherske et så omfattende område. Derfor må rigsherskeren nu uddelegere noget af sin magt til lokale stedfortrædere. Feudal-tiden er indtrådt. Feudalismen i Kina, som varer Zhou-æraen ud, er næsten identisk med Europas middelalder-lensvæsen to årtusinder senere: Indenfor sit domæne har den lokale fyrste uindskrænket magt, og kan desuden få hjælp fra de kongelige hærstyrker hvis nødvendigt. Til gengæld skal han lade kongen tilflyde en del af sit lens indtægter, samt bistå ham i krig. Kongen og lensfyrsterne er ofte knyttet sammen med familiebånd. | |
Østlige Chou (Zhou) dynastiet (770-207 f.v.t.) | ||
Forår og efterår (770-476 f.v.t.) |
Krigene fortsætter, staterne angriber hinanden, de store opsluger de mindre, og omkring år 450 f.v.t. er antallet af stater nede på 20. Her indledes de stridende staters periode (475-221 f.v.t.) - 250 års hensynsløs kamp mellem de resterende 20 stater. Deling af magten er utænkeligt. Krigsførelsen bliver brutal. Hvor den i Chou-tidens tidligere faser bar præg af ridderlige opgør, gælder det nu om at nedslagte fjenden i så stort tal som muligt. Soldaterne er tvangsudskrevne selvejerbønder, og infanteri-styrkerne når ofte op på flere hundrede tusinde. Våbenene er hellebarder, sværd og spyd. Også armbrøsten opfindes. I lang tid ser Ch´u ud til at vinde, men til slut opnår Ch´in en afgørende magttilvækst og besejrer på en række felttog samtlige modstandere år 221 f.v.t. Ch´in-lederen udråber sig selv til kejser, og dermed skabes kejserriget Chin. | |
Stridende stater periode (475-221 f.v.t.) | ||
Riget samles | ||
Qin (Chin) (221-206 f.v.t.) |
Ch´in-statens autoritære centralisme overføres nu til hele riget. Shi Huang Ti, den første kejser, afskaffer al selvbestemmelse. Hvor der før var fyrstelen kommer nu forvaltningsenheder, som hver administreres af en civil og militær guvenør, som igen begge overvåges af en observatør. Kina standardiseres. Mål, vægt, skrift, mønt, straffe, kalender, ja selv vognakslerne ensrettes. Shi Huang Ti får storhedsvanvid. Hundredtusinder af kineseres arbejdskraft bortøsles på opførelse af Den Kinesiske Mur, luksuspaladser og ikke mindst en kolossal mausoleum bliver bygget nær Xian. År 213 fvt brændes alle bøger, pånær dem om praktiske emner. Ch´in-dynastiet bliver kortvarigt, men dets betydning langvarig. Selve ordet Kina er afledt af Ch´in. Apropros ord er kejserrige uheldigt. Kejser kommer af Cæsar, som på denne tid ikke er født endnu. Desuden er ordet svært at definere. Imperium er bedre. | |
Vestlige Han (206 f.v.t -25) |
Skønt riget er begyndt at samles fungere det endnu langt fra som en enhed. Helt frem til det 6. århundrede var Kina delt i tre riger: et i nord, et i sydøst og et i sydvest. Han-dynastiet og dets etterfølgere befandt sig i nord mens nye herskere tog over i de sydlige egne. Dynastiet Han har præget Kinas historie så meget at befolkningen, der boede nord for Yangtse flodenkaldte sig Han folket. Den dag i dag udgør ”Han” kineserne, som de kaldte- og stadig kalder sig, ca. 90 % af befolkningen i hele det nuværende Kina. I denne periode intensiveres landbruget. Der dyrkes fleres afgrøder om året på det samme stykke jord. En række store opfindelser frembringes i denne periode: ”Bringeselen” der tillader trækdyr at lægge alle kræfter i uden at kvæles, papiret opfindes , en nøjagtig kalender fastlægges ud fra astronomiske iagttagelser. solpletter iagttages, en seismograf til registrering af jordskælv konstrueres, månens bane omkring jorden beregnes. Buddhismen opnår en vid udbredelse i Kina. Handel, kunst og statsstyrelse udviklede sig. Erobringer hvor den sydlige del af Kina blev tvunget til underkastelse. | |
Østlige Han (25-221) | ||
Tre kongedømmer | 221-265 | Indenfor den kinesiske populære roman litteratur er der ”de fire klassiske romaner”, der alle er skrevet i tiden under Ming-dynastiet (1368-1644) og Qing-dynastiet (1644-1911). De fire værker, repræsenterer hver sin genre, Beretningen om de tre kongedømmer, er en historisk roman, Fortællinger fra. moserne, er en legende samling, Rejsen mod vest, er en fantasi og mytologi fortælling og Drømmen om det røde værelse, er en kærligheds- og slægtsroman. Disse fire romaner udgør højdepunkterne i den kinesiske romantradition, og er fremvokset på baggrund af legender, mundtlige historiefortællinger, dramaer og noveller. Den ældste af romanerne, "San guo zhi yanyi" (Beretningen om de tre kongedømmer), foregår i årene 169 til 280 og handler om Han-rigets opløsning i tre rivaliserende kongeriger, Wei, Shu og Wu, der hver i sær forsøgte at få kontrollen over hele det kinesiske rige. Handlingen udspiller sig omkring de intriger, alliancer, skærmydsler og mægtige slag, der var mellem generalerne. Det nordlige Wei rige, som styredes af Han-kejserens tidligere førsteminister CaoCao, følte sig kaldet til at samle landet under sit eget styre. Det sydvestlige rige Shu, der stod under Liu Bei, som var en ætling af Han-kejserslægten, mente ligeledes at være den retmæssige arving til riget. Og Wu riget i det sydøstlige område, beherskedes af en af de mægtigste familier i landet under ledelse af Sun Quan. I episode efter episode eksemplificeres disse heltes mod, visdom og strategiske evner og ikke mindst de dilemmaer som deres loyalitet til tider bragte dem ud i. |
Wei | 220-265 | |
Shu | 221-265 | |
Wu | 229-265 | |
Vestlige Jin (Chin) | 265-317 | |
ØstligeJin (Chin) | 317-420 | |
Nordlige dynastier | 420-618 | |
Sydlige Dynastier | 420-589 | |
Song (Liu) | 420-479 | |
Sydlige Chi (Qi) | 479-502 | |
Liang | 502-557 | |
Chen | 557-589 | |
Østlige Wei | 534-550 | |
Vestlige Wei | 535-556 | |
Nordlige Chi (Qi) | 550-577 | |
Nordlige Zhou | 557-589 | |
Sui dynastiet | 589 - 618 |
Sui kejserne gik i gang med en stor militær styrke at genrejse landets økonomi og administration, og genindførte et bureaukratisk centralstyre og skattesystem. Sui dynastiet fik desuden underlagt det sydlige Kina samt Tibet og Vietnam under kejserstyret. Det var også under Sui dynastiet, at ”Den store mur” efter flere års forfald blev reetableret og udbygget. En anden af dynastiets store bedrifter var bygningen og udvidelsen af et omfattende kanalsystem, der blev kaldt ”Den Store Kanal” et kanalsystem der forbandt de to store hovedfloder Yangtze og Huangho. Med sine 1.795 km. var ”Den Store Kanal” , der også blev også kaldt for ”Kejserkanalen”, verdens længste menneskeskabte kanal, og som fik en stor betydning for landets økonomi. Sui dynastiet, der varede i knap 30 år, havde kun to kejsere, grundlæggeren Sui Wen Di og hans søn Sui Yang Di, men det var to meget forskellige kejsere. Sønnen Sui Yang Di havde stor interesse for kunsten men var ødsel og elskede pragt. Han byggede pragtfulde paladser og andre store værker. Hans hensynsløse levevis og krigsførelser blev finansieret ved at hæve skatterne kraftigt og tvangsudskrive bønderne som soldater og arbejdere. Som så mange gange før i den kinesiske historie blev de kinesiske borgere træt af den umenneskelige behandling. Iloyaliteten begyndte at brede sig hos de undertrykte borgere og bønder, men også i militæret og hos embedsmændene, udbredte der sig en korruption og illoyalitet. Da Sui Yang Di forsøgte at erobre Korea, led han et stort nederlag. Nederlaget ødelagde den sidste rest af respekten for Sui Yang Di og udmundede i oprør ham. Kejseren havde mistet ”Himlens mandat”. Samtidigt med at øst-tyrkerne angreb Kina, flygtede Sui Yang Di til det sydlige Kina, hvor han blev snigmyrdet i år 618. |
Tang dynastiet | 618 - 907 | Li Yuan, en tidligere general ved Sui-hoffet, ledte oprøret mod Sui kejseren Sui Yang Di. Med hjælp fra øst-tyrkerne indtog han hovedstaden Chang’an (det nuværende Xi’an i Shaanxi provinsen). Her udråbte han i år 618, sig selv som den første kejser af Tang dynastiet, og tog i den forbindelse det kejserlige navn Gao Zu. Det var dog under den efterfølgende kejser Tai Zong, der sad på tronen fra 627 – 649, at Tang dynastiet begyndte sin ”guldalder periode”. Det blev et dynasti, der varede næsten 300 år, og var et af de største dynastier i Kinas historie. De første Tang-kejsere videreførte de anlægsprogrammer, Sui dynastiet havde påbegyndt, og byggede videre på Sui's centrale regeringsform. Det konfucianske eksamensvæsen får under Tang sin egentlige udfoldelse, hvor der bliver skabt en embedsmandsinstitution (de såkaldte mandariner). Institutionen skulle sikre, at statens embedsmænd var solidt skolet i den konfucianske tradition, der sikrede en fælles dannelse og en ensartet pligtfølelse hos embedsmagtens udøvere. Imperiet blev delt ind i 300 præfekturer og 1500 sogne, en regional opdeling, der stort set svarer til opdelingen i dag. Også keramikken raffineres mere og mere. Den mest epokegørende udvikling inden for Tang keramikken, var udviklingen af porcelænet. Forudsætningerne for at lave porcelæn havde længe været til stede, men det var først da man fik udviklet en høj-temparatur brændeovn, at man blev i stand til at fremstille denne fine, tynde, hvide porcelæn. Først ca. 900 år senere lykkedes det europæerne selv at finde frem til fremstillingen af porcelænet. I 1400tallet nåede det kinesiske porcelæn med søfarerne til Europa, og vakte stor begejstring og forundring ved de kongelige hoffer og blev af datiden også kaldet for "det hvide guld". Tang dynastiets forfald begynder i 751, hvor araberne tilføjede de kinesiske hære et alvorligt nederlag ved Talas floden vest for Centralasiens højland. Selv om slaget udkæmpedes tusinder af kilometre fra den kinesiske hovedstad, blev det et af dynastiets betydningsfuldeste. Samtidig gik andre erobringer i Kinas grænseområder tabt herunder Nan-chao riget (nuværende Yunnan og Guizhou provinser) og Khitan (de nordøstlige provinser i Kina, det tidligere Manchuriet). I 755 måtte kineserne opgive deres sidste fæstninger i Centralasien og trække deres tropper hjem, da en opstand udbrød hjemme i hovedstaden, anført af en ærgerrig krigsherre An Lu-shan. Han var en general af tyrkisk afstamning og en af Tang kejserens regionale militærguvenører. Med sine tropper på næsten 200.000 mænd anførte han et oprør mod kejser Xuan Zong, der måtte flygte til Sichuan provinsen i det sydlige Kina. An Lu-shan blev selv dræbt af sin søn i 757, og i 763 kom Tang dynastiet med hjælp fra udenlandske tropper igen til magten. Tang dynastiet havde da set sin bedste tid. Det genvandt aldrig kontrollen uden for det egentlige Kina. Fra nu af var det afhængigt af fremmede tropper. Men også i hjemlandet stod det svagt til. Hoffet hærgedes ustandseligt af fejder mellem høje embedsmænd og kommandanterne for hovedstads-garnisonen. I disse kredse lå den reelle magt, og fra da af var kejserne afmægtige. Erobringerne gik tabt, og araberne kom til at dominere i Centralasien. Fremmede folk angreb og plyndrede riget. De dengang endnu meget krigeriske tibetanere og tunguser rykkede i 763 ind i Chang’an og udplyndrede byen. Ved hoffet var der konstant intrigeret, og i lange perioder dominerede eunukkerne, medens generalerne ude i provinserne styrede som egenrådige krigsherrer. I år 874 udbrød det største oprør mod Tang dynastiet. Denne gang var det oprørslederne Huang Chao og Wang Xianzhi, der med deres 600.000 mænd gjorde hele Kina til en slagmark. Selv om oprøret, der varede i ti år, blev slået ned, havde det udmattet dynastiet så meget, at det med nød og næppe kunne vakle videre, indtil dynastiet endelig faldt i 907. Chang’an genopstod aldrig som metropolis efter Tangs undergang. |
De fem Dynastier 907 - 960 | ||
Senere Liang | 907-923 |
En ny cyklus var i gang med en ny splittelsens tid, og anarkistisk periode fra 907 til 960 (De fem Dynastiers periode) denne gang dog kortvarig, sammenlignet med de 3½ århundrede mellem Han- og Tangdynastiet. I år 960 genforendes Kina under Sung dynastiet der varede frem til 1279. |
Senere Tang | 923-936 | |
Senere Chin | 936-946 | |
Senere Han | 947-950 | |
Senere Chou | 951-960 | |
Sung 960-1279 | ||
Nordlige Sung | 960-1127 | |
Sydlige Sung | 1127-1279 | |
Samtidig ”barbar” dynastier i Nordkina | 1127-1279 | |
Liao (Khitan) | 916-1125 | |
Chin (Jurched) | 1122-1234 | |
Hsi Isia (Tangut) | 1038-1227 | |
Yüan dynastiet (Mongoler) |
1279-1368 | |
Ming dynastiet | 1368-1644 | |
Qing dynastiet (Manchurer) |
1644-1911 | Enkekejserinde Cixi (gift med Qing-dynastiets sidste kejser) havde magten via manipulation med de siddende kejsere. Efter bokseropstanden i 1900 voksede nye tanker om et forandret Kina i bl.a. Shanghai - ikke mindst pga. den udenlandske påvirkning. Cixi indså at det var tiden at indføre nogle reformer og fra 1906 og til hendes død i 1908 udvidede hun antallet af ministerier og oprettede en national forsamling samt et konstitutionelt monarki. År 1908 er samtidiig det år hvor Puyi, den sidste kejser blev kronet. 1850-1900: Kina blev i denne periode tvunget til at afstå havne, områder og rettigheder til fremmede nationer. Kina var ikke indstillet på at udlændingene ville komme til landet med krav og fremmed påvirkning (religion, sprog, kultur etc.), så det blev en ydmygende oplevelse. 1900 og to måneder frem: Bokseropstanden, hvor den fattige del af den kinesiske befolkning belejrede ambassadekvarteret i Beijing og hærgede i landområderne. Bokserne var imod den udenlandske påvirkning - især de kristne missionærer, som de opfattede som ansvarlige for naturkatastrofen. Cixi straffede ikke bokserne, idet hun også var utilfreds med den udenlandske påvirkning. Den internationale undsætningsstyrke ophævede belejringen og Cixi flygtede til Xian. |
Republikken Kina | 1912-1949 | 1911 Kejserdømmet falder og republikken dannes. 1912: Jernbaneskytte- bevægelsen, der gjorde oprør mod at udlændinge og kejserdømmet monopoliserede jernbanerne. Sun Yat-Sens revolutionære støtter benyttede lejligheden til at vælte kejserdømmet og oprette republikken Kina. 1912-1917: Uroligheder, borgerkrige og kamp om magten, hvor Sun Yat-Sen endnu engang måtte i landflygtighed. Først i 1917 var han stærk nok til igen at samle Kina og han udråbte republikken påny. Han var leder af partiet Kuomintang (KMT) og arbejdede efter tre principper: demokrati, socialisme og antiimperialisme. 1918: Mao oprettede folkets nye studiesamfund. 1921: Oprettedes Kinas Kommunistiske Parti. 1923: Sun Yat-Sen udnævner Chiang Kai-Shek til KMT-regeringens militære stabschef. 1925: Sun Yat-Sen dør og KMT splittes i to fløje: En der går ind for sociale reformer og en der ikke går ind for sociale reformer. 1927 Den nordlige ekspedition: Hvor Chiang Kai-Shek gør op med kommunisterne. Det førte til at nogle fra KMT istedet valgte at støtte kommunisterne og det kom til borgerkrig mellem KMT og kommunisterne. Reelt er der borgerkrig i perioden 1928-1949, hvor kommunisterne tilsidst sejrer. Det var en turbulent periode hvor der var uenighed blandt kommunisterne og japansk påvirkning. Chiang Kai-Shek var fast besluttet på at udrydde kommunisterne og derfor fik de japanske tropper lov til at hærge og erobre store områder. 1934 Den lange march: Mao og kommunisterne flygtede fra KMT's tropper. I 1936 bliver Chiang Kai-Shek taget til fange indtil han indvilligede i at opgive kampen mod kommunisterne og i stedet kæmpe mod japanerne - en kamp han ikke deltog aktivi i. 1937: Nanjing Masakren, hvor japanerne myrder ca. 300.000 kinesere. 1941 Kina får USA som allieret: USA erklærer Japan krig. 1940'erne: Kommunisterne får fremgang: Mao organiserede partiet bedre, der blev indført reformer der hvor kommunisterne havde magten og de fik flere tilhængere. Samtidig reformerede Mao tvivlerne og nogle blev henrettet. Sult og elendighed prægede Kina i denne periode, hvilket gav kommunisterne endnu flere tilhængere. 1945 Japan overgiver sig: USA kaster bomberne over Japan. 1945-49 Fortsat borgerkrig: Som kommunisterne vinder. Chiang Kai-Shek flygter til Taiwan som USA beskytter og anerkender. Kina var i det store hele atter en samlet nation. |
Folkerepublikken Kina | 1949- | Mao Zedongs dør i september 1976 og massakren på Den himmelske Fredsplads sker i 1989. |
![]() |
![]() |