Skip to navigation | Skip to content

 

Ikoner

Du er her: NetSpirit - Emner - I - Ikoner - Fremstilling af ikoner

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3876
Online profiler 0
Online gæster 270
Åbne spørgsmål 588
Besvarede spørgsmål 2927

Almanak

Sat, 18. November 2017

Solen i dag

Solopgang:07:47
Solnedgang:16:02

Månen lige nu

Full Moon

Fremstilling af ikoner

Udvælgelsen af træ til ikonen afhænger af lokale forhold. Cedertræ, cypres, poppel, lind, platan og oliventræ har traditionelt været foretrukne træsorter, da de opfylder kravet om at være knastfri og har et meget lille harpiksindhold. Efter flere års laggring hugges tavlen til med stemmejern, så der blev en rand, der danner en ramme om fordybningen. Ved de ældste ikoner var rammen smal, men blev senere bredere, fordi den kunne tjene til marginalbilleder og nedskrevne bønner, der hørte til ikonens hovedmotiv.

Alt efter trætavlens størrelse bestemmes dybden af udhulingen fra cirka ½ cm. til 2-3 cm. Hele tavlen pudses om hyggeligt, og derefter påsmøres 2-3 gange lim overalt for at gøre tavlen mindre modtagelig for fugt. Så dækkes fladen med et fint lærred, fastholdt af et tyndt lag lim. Til slut lægges flere tynde lag kridt eller gibs på. Kridtet eller gibsen blandes med lidt lim eller honning for at smidiggøre den grund, der skal males på. Lærredet har den funktion at hindre træet i at arbejde for meget. Samme funktion har de tværlister, der placeres på tavlens bagside. Overfladen pudses med sandpapir så denne bliver helt glat.

Ikonmaleren finder som nævnt sit motiv i malehåndbøgerne som fortegninger. Disse overføres til den glatte gibsflade så nøjagtigt som muligt ved at man med stilet prikker, eller med blyant tegner, omridsene af personer, arkitektur og landskaber. Flade efter flade bygger ikonmaleren op fra dæklaget gennem mange tynde lag farver og arbejder sin lyseffekt ind i alle lagene, for at det "naturlige lys" på de "højeste steder" til sidste ligger som en fin hvid streg understøttet af fine streger af skyggefarver. Et arbejde, som kræver lang tids erfaring. Den største dygtighed krævedes af ham, der skulle male "kødet", altså ansigter, hænder og fødder.

  



De portrætterede personer på ikonerne skal navngives, for først med denne navngivning bekræftes identitet mellem den afbildede og urbilledet. Disse tekster kaldes epigrammata og de ses eksempelvis i ikonerne som tekster skrevet i åbne bøger eller på flagrende bånd, der som bannere svæver over begivenhederne for at forklare eller henvise til et bibelcitat.

Alle højhellige personers navne anføres i forkortelser. I det græske område med græske bogstaver, i det slaviske område med det kyrilliske alfabets bogstaver. Fremgangsmåden er at man tager de midterste bogstaver ud af navnet og sætter en kontraktionsstreg over. (Ofte i form som en duevinge). Eksempelvis: IC XC = Jesus Kristus. I står for J. C er det græske S. Og X står for K. Eller andet eksempel: MR = MITIR er moder. THY er THEOU, hvilket betyder guds = Gudsmoder. På de gamle slaviske ikoner støder vi på den kyrilliske skrift. Fireogtyve græske og kyrilliske tegn vises nedenfor så du selv kan tyde hvad der står på ikonerne.


Vil du vide mere

Nærværende afsnit er en del af NetSpirits hovedkapitel om ikoner. I dette kan du læse sådan cirka alt om ikoner. Hvordan en ikon fremstilles, ikoners formsprog, ikoner knyttet til kalenderen etc. Vi kommer omkring danske, græske og russiske ikoner. Da ikoner er stærkt forbundet med den ortodokse kirke er der også lidt omkring den historiske udvikling for den ortodokse kirke. Du finder hovedkapitlet her.

Hvis du er interesseret i nogle af de emneområder, der knytter sig til omådet ikoner, så finder du NetSpirits kapitel om engle her. Vil du vide mere om hvilke engle, helgener mv. der er knyttet til de enkelte dage i året kan du finder mere information herom i NetSpirits Onlinie spirituelle almenak. Ligeledes har vi også en hel sektion om profeter. Hvis interessen er omkring den ortodokse kirke er den nærmere beskrevet i afsnit om Kristendommen.