Skip to navigation | Skip to content

 

Verdens vidundere

Du er her: NetSpirit - Emner - P - Pilgrimsrejser - Jerusalem

Pilgrimsrejse til Athos

Pilgrimsrejse til Ganges

Pilgrimsrejse til Jerusalem

Pilgrimsrejse til Lourdes

Pilgrimsrejse til Medjugorje

Pilgrimsrejse til Mekka

Pilgrimsrejse til Qing Cheng

Pilgrimsrejse til Rom

Pilgrimsrejse til Santiago

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3806
Online profiler 0
Online gæster 302
Åbne spørgsmål 576
Besvarede spørgsmål 2876

Almanak

Thu, 23. March 2017

Solen i dag

Solopgang:07:01
Solnedgang:19:30

Månen lige nu

Full Moon

Jerusalem

Som hjemsted for tre verdensreligioner er Jerusalem en by fuld af magi for muslimer, kristne og jøder. Det var her Muhammed for til himmels, Jesus blev korsfæstet og begravet, og her jødernes andet tempel blev ødelagt af romerne. Jerusalem er et storpolitisk spændingsfelt, der involverer millioner af mennesker, som har hver deres forestilling om byen. Hver deres ideologiske, religiøse og politiske interesse.

Hver fredag ses de ortodokse jøder i bøn ved Grædemuren (en del af muren omkring Templet) som indledning til Shabbat, de kristne bærer kors på Via Dolorosa (Den gamle Bydel) til minde om Langfredag, og på Tempelpladsen over Grædemuren kaster muslimer sig på knæ under fredagsbønnen. Hver religiøs retning har sit territorium i den gamle by: det muslimske, det jødiske og det armenske, græsk-ortodokse og romersk-katolske kvarter.

I den gamle by, som bebos af cirka 20.000 mennesker, går hovedskillelinien mellem på den ene side de kristne og muslimske palæstinensere og israelerne på den anden. Selv blandt de kristne palæstinensere er der skel mellem græsk-ortodokse, græsk-katolske, romersk-katolske, armeniere og flere andre.

Men Jerusalem er også basaren, duften af krydderier, omvandrende geder, det arabiske folkeliv, jøder i lange sorte frakker som i Østeuropa for flere hundrede år siden, kirker, synagoger og moskéer. Kort sagt er byen Jerusalem en af verdens mest spændende og stemningsfyldte byer. Når vi skal forstå, hvad Jerusalem er for en størrelse og hvilke steder, som pilgrimme valfarter til, er det godt at starte med Jerusalems historie.



Moses

Jerusalems historie kan ud fra ruiner fundet på Sydøsthøjen føres tilbage til omkring år 4000 f.v.t. Omkring år 2000 f.v.t finder vi byen nævnt i egyptiske forbandelsestekster, men kimen til den udgave af Jerusalem, vi kender i dag, stammer fra omkring år 1850 f.v.t., hvor jøderne ankommer til Jerusalem. Da jøderne indtog landet under Josvas ledelse, stødte de på utallige grupper, som er nævnt i Det Gamle Testamente. Josva 9, 1 omtaler f. eks.: hetitterne, amoritterne, kanaanæerne, perizitterne, hivitterne og Jebusitterne. Kanaanæerne var altså landets oprindelige indbyggere, eller i det mindste det folk som vi kan spore længst tilbage.

Jøderne kommer fra Egypten. Det fortælles i Det gamle Testamente, at Abrahams efterkommere var slaver i Egypten. Da kalder Gud Moses til at befri dem fra slaveriet. Men kravet om deres frigivelse bliver afvist af kong Farao. Kong Farao er afvisende på trods af, at Egypten hjemsøges af plager. Plagerne er Guds straf for kong Faraos ulydighed. Kong Farao er meget udholdende, men den sidste af de i alt ti plager bliver afgørende. "Dette siger Herren: Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen." (2. Mosebog 11:4-5). De jødiske slaver kunne undgå den sidste plage, hvis de slagtede et lam. De kunne undgå at miste deres førstefødte sønner, hvis de smurte lammets blod på husets to dørstolper og overliggeren.

Moses spiller en rolle i alle tre religioner, om end den er meget forskellig. Han er den person, der fører det jødiske folk ud af den landflygtighed, det har levet i i Egypten, og han modtager De Ti Bud i Sinai-ørkenen, hvorefter han fører jøderne ind i det - for jøderne hellige land - det nuværende Israel. Ifølge jødedommen er det under Moses ledelse, at den centrale del af det hellige jødiske skrift, Toraen, bliver til. Dette sker ud fra de leveregler, der er beskrevet i de fem Mosebøger.

I kristendommen opfattes Moses som den person, der modtager de første leveregler fra Gud, altså Moselovene (De 10 Bud). Muslimerne opfatter Moses som en af de største profeter. Han er en af de 25 navngivne profeter i Koranen, og han er en af de fem, der ifølge islam tilmed har fået en skriftlig overlevering af Guds budskab til mennesket - i form af Moselovene, i islam kaldet Tawrat. Ifølge islam indeholdt denne Tawrat Guds oprindelige budskab til mennesket, men jøderne har forvansket budskabet, mener muslimer. I islam taler man om Moses' sharia, Jesus' sharia og profeten Muhammeds sharia - og sharia betyder i denne sammenhæng "vejen til Gud".

FETI, Domenico
Moses og den brændende busk
Kunsthistoriske Museum, Vienna
ASSERETO, Gioachino
Moses Drawing Water from the Rock
Museo del Prado, Madrid
The Statue of Moses
St. Peter in Chains, Rom


Abraham

I alle tre religioner spiller Abraham, der levede som beduin i Ur i Kaldæa (det nuværende Irak) en afgørende rolle. Han er den første gudsdyrker, der bekender sig til monoteismen - dyrkelsen af én og kun én Gud. Han modtager - ifølge de tre religioner omkring år 1800 før vor tidsregning - besked fra Gud om, at han skal få en søn og dermed blive stamfader til et stort folk. Men samtidig med, at Abraham er fælles for de tre religioner, bliver det også i synet på Abraham, at religionerne begynder at skille sig ud fra hinanden.

Eksempelvis mener jøder og kristne, at beduinen Abraham efter Guds åbenbaring rejste til stedet, hvor den nuværende by Hebron ligger (35 km syd for Jerusalem) og der købte et stykke jord og bygger et alter, hvor han dyrker Israels Gud Jahwe. I muslimernes udgave rejser han derimod til Mekka og bygger sammen med sin søn Ismael Kaabaen for Allah. Koranen har i øvrigt to to forskellige traditioner om Abraham og Kaabaen. Hvilken tradition, der er ældst, er uvist. A) Den ene tradition siger, at Abraham rensede Kaabaen for afguderne og gjorde den ren (Sura 22.26). B) Den anden tradition taler om, at Abraham byggede Kaabaen fra grunden (Sura 2.127). Ifølge alle tre religioner er Hebron dog den by, hvori såvel Abraham, Isak og Jakob blev begravet. Efter at Jerusalem var faldet i år 70 e.v.t. forbød romerne jøderne at bo i Hebron. De fik først adgang til byen igen i det 12. århundrede under den arabiske sultan Salaheddines styre. I samme periode blev en kirke og en moské bygget ved Abrahams grotte.

Vi kan læse om Abrahams stamtavle i bl.a. St. Matthæus' Evangelium hvor det fortælles at: Abraham (eller Ibrahim i islam) avlede med sin kone Sara, deres søn Isak, (og med slavinden Hagar, får han sønnen Ismail) (2) og Isak avlede Jakob (også kaldet Israel); og Jakob avlede Juda og hans Brødre (3) og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram (4) og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon; (5) Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai; (6). og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Kong Salomon med Urias' Hustru - og så fortsætter slægtstavlen ellers ned til - (16) og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus.

I jødedommen er Abraham en central skikkelse, fordi han er den første, der bliver udvalgt af Gud. Ifølge jødedommen indgår Gud en pagt med Abraham, som bliver symboliseret ved omskærelsen af sønnen Isak - et ritual, der stadig gælder for jødiske drengebørn i dag. Pagten betød, at Gud ville holde sin hånd over jøderne som det udvalgte folk og skænke dem det hellige land, Kanaan, i dag Israel. Ifølge jødedommen forlangte Gud, at Abraham skulle ofre sin søn, og at denne søn var Isak. I sidste øjeblik hindrer Gud ofringen af sønnen, og Abraham ofrer i stedet en vædder. I islam er sønnen derimod den anden søn, Ismail. Pagten mellem Gud og Abraham, mener jøderne, er indstiftet på tempelbjerget (Morija bjerget, Zions bjerg) i Jerusalem. Jøderne anser Isak som deres stamfader.

De kristne tillægger ikke Abraham så stor betydning. Han er først og fremmest et godt eksempel på tro. De kristne opfatter ham som den person, Gud lavede sin oprindelige pagt med og som stamfader til blandt andet Moses, Kong David og Jesus. Men de kristne mener, at Abrahams pagt senere er blevet afløst af den rigtige pagt - nemlig pagten mellem Jesus og mennesket i dåbshandlingen. Og her er der slet ingen elementer af national eller etnisk udvælgelse, som den, jøderne mener, eksisterer. Pagten mellem Gud og Abraham, mener de kristne, er indstiftet på tempelbjerget i Jerusalem.

Ifølge islam går der en direkte slægtslinje fra Ismail til profeten Muhammed. Der bliver ifølge islam ikke indgået nogen pagt mellem Gud og Abraham, hvor muslimerne skulle være et udvalgt folk på den måde, som jøderne opfatter sig selv. Islam har ikke samme nationale eller etniske element som jødedommen. I islam er mennesker derimod Guds stedfortrædere på jorden. Her bliver alt stillet til rådighed for dem. Til gengæld forventer Gud noget til gengæld: Taknemlighed og underkastelse. Pagten mellem Gud og Abraham, mener muslimerne, er indstiftet på et bjerg ved Mekka. Araberne anser sig selv som efterkommere af Ismael, og de mener, at det var Ismail og ikke Isak, som Abraham fik påbud om at ofre.


CARAVAGGIO - The Sacrifice of Isaac - 1601-02 - Galleria degli Uffizi, Florence



Det, som er væsenligt at forstå, er, at de tre religioner har hver deres syn på, hvad pagten med Gud indebærer. Pagten er en aftale, hvor Gud lover Abraham, at han skal få børn, børnebørn, oldebørn – ja, efterkommere generation efter generation ligeså talrige som himlens stjerner. Gud lover Abraham, at netop han skal blive stamfar til de mennesker, der skal opfylde jorden efter skabelsens bestemmelse. Til gengæld skal Abraham være Gud hundrede procent lydig. Hvilket Gud sætter på prøve ved at befale Abraham at ofre sin søn.

Mennesket er for jøder og muslimer først og fremmest et medlem af familien, et medlem af slægten. Mennesket får sin identitet i forhold til familien. Som far og søn, som mor og datter, som bror og søster, som fætter og kusine, onkel og tante osv. Mennesket ses ikke som et selvstændigt individ; men som en del af familien og slægten. Da livet først og fremmest drejer sig om at videreføre slægten, har mennesket sin betydning og værdi ud fra sin plads i familien. Den ældste ledende far, patriarken, står højest i familiens hierarki. Så hans førstefødte søn. Derefter de øvrige fædre og sønner. Lavest står de handicappede familiemedlemmer. Islam er religiøs begrundelse for det patriarkalske menneske- og samfundssyn.

Som Islam har kristendommen også sine rødder i jødedommen. Men med Jesus i spidsen hentede de første kristne, der var jøder, deres anderledes menneske- og samfundssyn i den del af jødedommen, der var i opgør med det patriarkalske. Jesus var stærkt inspireret af Johannes Døber. Johannes Døber profeterede om Guds kommende vrede. Han var en domsprofet, der krævede en bedre livsførelse af folk. Jesus lod sig døbe af Johannes Døber. Han lærte sine disciple at bede til Gud med ordene: Fader vor! Han fortalte sine disciple – ikke at de var Abrahams børn – men Guds børn! Det var noget afgørende nyt for hans samtidige. For Jesus var Guds udvalgte ikke mere Abraham og hans efterkommere. Guds udvalgte var for Jesus, dem der fulgte ham.


GRECO, El - Mount Sinai - 1570-72 - Historical Museum of Crete, Iraklion


Jerusalems historie

Jerusalems historie kan ud fra ruiner fundet på Sydøsthøjen føres tilbage til omkring år 4000 f.v.t. Omkring år 2000 f.v.t finder vi byen nævnt i egyptiske forbandelsestekster, men kimen til den udgave af Jerusalem, vi kender i dag, stammer fra omkring år 1850 f.v.t hvor jøderne ankommer til Jerusalem. Da jøderne indtog landet under Josvas ledelse, stødte de på utallige grupper, som er nævnt i Det Gamle Testamente. Josva 9, 1 omtaler f. eks.: hetitterne, amoritterne, kanaanæerne, perizitterne, hivitterne og Jebusitterne. Kanaanæerne var altså landets oprindelige indbyggere eller i det mindste det folk, som vi kan spore længst tilbage.

Israels første konge anses for at være Kong Saul (ca.1095 - 1025 fvt.), der kom fra den stærkeste af jødernes dengang tolv stammer, nemlig Benjamins stamme. Kong Saul var starten på en lang række af konger i Israel. Ifølge legenderne blev han forkastet som konge af selveste Gud, efter han havde været ulydig mod Guds befalinger. Det kan vi læse om i Samuels bog, og histoien er kort fortalt følgende: Herren befaler Kong Saul at straffe Amalek folket for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i vejen for det på Vandringen op fra Egypten. Herren befaler Kong Saul at drage ud og slå Amalek og lægge Bånd på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder, Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler! Kong Saul drager afsted og slår ganske vist Amalekiterne - og dræbte folket, men han skånede ders konge Agag, som han tog til fange, og han skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr. For dette straffede Gud ham, og forkastede ham som konge.

Kong Saul blev efterfulgt af Kong David, der omkring år 1000 f.v.t. endgyldigt indtager Jerusalem og gør denne til Israls hovedstad. Dette sker ved at nedkæmpe en stærk kanaanæisk borg, som dengang lå i Jerusalem. Da israelitterne tog landet, var der altså en kanaanæisk by på stedet. Kong David antages at nedstamme direkte fra Abraham og døde under den jødiske høstfest; Shavuot, der fejres syv uger efter påsken. Kong David menes at være begravet på Zions bjerg i Jerusalem. Kong David var søn af Isaj ud af Judas stamme i Betlehem og var i sine unge år fårehyrde. Han var sidenhen kriger i stort set hele sit liv. Først som lejesoldat for Kong Saul, der gjorde god brug af Davids evner. Det er blandt andet herfra vi har den berømte historie om, at David fældede Filistrenes stærkeste kriger, Goliat, med en stenslynge. Han kom dog efterhånden på tværs af Kong Saul, da Saul blev misundelig på Davids succes som soldat og efterfølgende berømmelse blandt befolkningen. David blev derfor lejesoldat ved sin tidligere fjende og sloges nu mod Saul. Han fik bugt med Saul og hans sønner og blev derefter konge over de 12 jødiske stammer.


Scenen hvor Kong Salomon skal bestemme moderen til barnet


Kong Salomon

Kong Davids søn, Salomon, efterfulgte sin fader på tronen. Kong Salomon (ca. 971 - 922 fvt.) er interessant af flere grunde. Han byggede et tempel, der senere skulle få stor betydning. De eneste rester af templet, der eksisterer i dag er Grædemuren. Dels omgikkes han med dronningen af sheba, og dels organiserede han landet forbilledeligt. Kong Salomon blev kendt som den viseste af alle konger, hvilket følgende lille historie er et meget godt eksempel på: Kong Salomon skulle afgøre en tvist mellem to kvinder om et barn, de begge hævdede var deres. Kong Salomon sagde, at når de ikke kunne nå til enighed, måtte barnet dræbes. Dette fik den ene af kvinderne til at frasige sig retten til barnet for at redde det – hvilket viste netop den offervilje, som kun en moder har. Det er fra Kong Salomon, at udtrykket Salomonisk stammer: Som er klog og retfærdig; især om dom eller afgørelse. En salomonisk afgørelse: en vis afgørelse, der giver begge parter delvis ret.

Centraladministrationen - Den jødiske kong Salomon er den første konge i Jerusalem, der skaber et hof af internationalt format og en moderne centraladministration, og det gør han altsammen efter egyptisk forbillede. Visdommen i de to bøger i Det gamle Testamente, "Ordsprogenes bog" og "Prædikerens bog", som man mener, kong Salomon har forfattet, stammer også fra Egypten. Jødiske forfattere har ganske vist skrevet, at det forholdt sig omvendt, ikke mindst fordi Egypten for jøderne historisk har haft en speget rolle, præget af overleveringerne om 400 års trældom i Nillandet. I takt med at kong Salomon etablerer og organiserer et meget velordnet hof og administration af hele landet, udvider han også Jerusalem ved at indlemme nye områder i byen: blandt andet "Aravnas Tærskeplads" (opkaldt efter og Morijas Bjerg (Tempelbjerget) , hvor Abraham iflg. traditionen skulle ofre Isak. Dér opfører Salomon det første tempel.

Kong Salomons tempel - Og nu er det om at følge med, for Kong Salomons tempel, og hvad der i de følgende århundreder sker på dette område, indeholder forklaringen på mange af de konflikter, der helt op til nutiden stadig står uløste. Starten på templet er, at Kong Salomons far, Kong David, af en herre ved navn Aravna, købte en lille plads på Morijas bjerg, der fungerede som tærskeplads, fordi stedet lå på en høj, og vinden derfor var god, når avnerne skulle fjernes fra kornet. Her besluttede kong David, at der skulle opføres et tempel og gik i gang med forberedelserne. Han nåede dog ikke at opføre templet, men sønnen Salomon tog over, hvor faderen slap og opførte omkring år 950 f.v.t. et imponerende tempel, der blev bygget ud fra de perfekte mål, sakral geometri, hvor betingelserne for guddommelig søgen er optimal. Templet blev opført til ære for Gud som isralitterne dengang kaldte for Jahve (Jave). Templet rummede ifølge legenderne Pagtens Ark; altså den kiste, hvori Moses placerede de to stentavler med de ti bud, som han havde modtaget fra Gud på Sinai Bjerg.

I år 586 f.v.t. erobrede babylonerkongen Nebukanesar Israel og herunder Jerusalem. Han ødelagde Kong Salomons tempel og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon. Ved at fjerne hele den politiske og religiøse elite, sikrede den babyloniske konge Nebukadnezar sig, at landet var uden ledelse og navnlig uden bannerførere til at starte et evt. oprør. Jøderne måtte finde sig i 48 års landflygtighed, før de i år 538 f.v.t., da Perserkongen Kyros erobrede Babylon, fik lov til at vende tilbage til Jerusalem. Meget tyder på, at beretningerne i de fire første Mosebøger er blevet til under landflygtigheden. Under eksilet havde de brug for at samle hele den jødiske tradition og huske hinanden på, hvad der var jødisk.

Ved hjemkomsten opførte jøderne i perioden år 520-15 f.v.t et nyt tempel på det, der nu hed Tempelpladsen (Aravnas Tærskeplads). Man ved ikke præcist, hvor på Tempelpladsen det oprindelige Kong Salomons templet stod, men de fleste forskere er enige om, at det må have ligget omtrent dér, hvor Klippehelligdommen står i dag. Og her er netop en af grundene til mange af konflikterne. Jerusalem er nemlig igennem tiderne blevet mere eller mindre ødelagt mange gange, og efterfølgende har man genopført huse og templer. Nogle steder i Jerusalem skulle der være op til 23 lag af gamle fundamenter i undergrunden. Men da det ikke er til at nedrive et nuværende tempel eller helligdom for at finde ud af, hvad der egentlig ligger nedenunder, fortsætter diskussionerne om, hvad der oprindeligt lå, hvor og hvilken størrelse det havde etc.

Jødernes genopførelse af templet, blev støttet af perserkongen Kyros (ham der havde erobret Babylon, så de kunne vende hjem fra deres ufrivillige eksil), men dels blev der i første omgang kun genopbygget brændofferalteret, og skønt der senere blev lagt grund til et nyt tempel, var dette de næste mange år kun en afglans af det tempel, som Salomon oprindelig havde fået opført. Jøderne genopbygger tillige mange befæstningsværker mv. I omfang fylder Jerusalem på dette tidspunkt kun Østhøjen. Genopbygningen fremmes ikke ligefrem af, at jøderne de næste 400 år er underlagt fremmede magter. Dernæst kom en kort periode med selvstændighed, indtil romerne, med feltherren Pompejus i spidsen, overtog kontrollen med landet i år 63 f.v.t.

Læg mærke til, at indtil på dette tidspunkt, er der af indlysende grunde ikke konflikt mellem de 3 religioner. Kristendommen er stadig i sin vugge, og Muhammed bliver først født nogle hundrede år senere, nemlig i år 570.


Kong Herodes

I perioder valgte romerne at lade landet styre ved hjælp af lokale regenter. En af dem var kong Herodes (39-4 f.v.t.). Han blev den største bygmester i Jerusalems historie. Ikke alene genopfører han kong Salomons tempel (omkring år 19/20 f.v.t.) i en endnu større og endnu prægtigere udgave og udvider i samme åndedræt tempelpladsen til det dobbelte (det nuværende Haram al-Sharif). Men han udstyrer også byen Jerusalem med teatre, badeanlæg, søjlehaller (basilika), store akvædukter etc.

Faktisk går det strålende for Jerusalem i denne periode. Måske lidt for strålende, for jøderne får så meget selvtillid, at de omkring år 70 gør oprør mod det romerske herredømme. Kejser Titus slår oprøret ned, og stort set alle Herodes' bygningsværker ødelægges - også templet, hvoraf kun fundamentmuren i dag er tilbage (Grædemuren), hvilket opfyldte Jesu profeti i Matt 24:2. ”Men han sagde til dem: ’Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned’. Den romerske historieskriver Josefus fortæller om, hvordan byens ødelæggelse var så total, at ingen, der besøgte den, ville tro, at den engang havde været beboet. Efter ødelæggelsen lod romerne Tempelbjerget ligge øde hen. Nogle kilder hævde, at romerne anlagde en romersk militærkaserne på stedet og muligvis byggede et tempel for Jupiter på bjerget, men kilderne er sparsomme.

År 132 bryder et nyt jødisk oprør ud, men også dette slås brutalt ned af romerne, og Kejser Hadrian forbyder jøderne at opholde sig på Tempelbjerget. Omkring år 300 sejrer kristendommen i Romerriget (begyndende med at den romerske kejser Konstantin bliver kristen), hvilket bl.a. medfører, at der i Jerusalem bygges kirker og oprettes mindesmærker på steder, som er knyttet til Jesu liv. f.eks. Gravkirken på Golgatha. Den Hellige Gravs Kirke og Via Dolorosa (lat. den smertefulde vej), som Jesus siges at have gået på - på vejen fra Pilatus til henrettelsen på Golgata. Denne rute har i mere end tusind år været brugt af de troende til en vandring med ihukommelse af Jesu vej til korset, idet de enkelte begivenheder undervejs er markeret.

For at forstå hele baggrunden for de konflikter , som stadig i dag præger Jerusalem, bør vi også errindre hændelserne omkring Jesus korsfæstelse. Historien er, at jøderne vil have romerne til at gøre det beskidte arbejde og forsøger først at få Kong Herodes til at udføre korsfæstelsen. Han afslår, og jøderne går til den romerske statsholder Pilatus. Skønt denne forsøger at undslå sig, ender det som bekendt med, at jøderne får romerne overtalt til at arrestere Jesus og efterfølgende stå for korsfæstelsen. De kristne nærer til den dag i dag nag over, at jøderne på denne måde var katalysator for korsfæstelsen af Jesus.

Vestmuren, Klagemuren eller Grædemuren, som den også kaldes, er i dag alt, hvad der er tilbage af templet.


Islams indtog

Muhammed (ca. 570-632) blev født i Mekka, hvor han trådte frem som Allahs profet og forkyndte læren om én gud og frygt for dommedag. Muhammeds lære blev ikke accepteret i Mekka, og han blev i 622 tvunget til at flygte til Medina. Kort efter Muhammeds død foretog araberne store erobringer. I år 638, altså seks år efter Muhammeds død, erobrede kalif Omar Jerusalem. Det skal her erindres, at Tempelbjerget på dette tidspunkt stadig lå i ruiner efter romernes ødelæggelse af Jerusalem - og herunder templet som Kong Herodes havde genopbygget - i år 70 efter at jøderne havde forsøgt oprør mod det romerske herredømme.

Kalif Omar (kalif Umar) søgte efter Davids bedested, som er nævnt i Koranen 38.21. Han troede, at David havde valgt det sted, hvor Salomon senere byggede sit tempel. Da Omar mente, at han havde fundet det, beordrede han et bedested bygget dér. Det førte til byggeriet af den prægtige, ottekantede Klippemoské (Der også benævnes Omar moskéen eller Klippemoskéen eller Masjid al-Sakhra eller Dome of the Rock på engelsk) med den gyldne kuppel, der rejstes omkring år 687-692 på tempelpladsen (Haram al-Sharif - det ærværdige helligsted). Ganske vist er byggeriet af Salomos tempel nævnt i Koranen 34.13, og i tidlig muslimsk tradition blev det anset for at være en stor historisk og religiøs begivenhed, fordi Salomon blev betragtet som en stor profet - men nogle muslimer benægter ganske enkelt, at det nogensinde har eksisteret, og derved benægter de ethvert jødisk tilhørsforhold til stedet.

En anden begrundelse for at Klippemoskeen skulle placeres lige netop der - hvor kalif Omar måtte have vidst, at den ville anspore til konflikt - er, at dette anses som stedet, hvorfra Profeten Muhammed ifølge islamisk tradition foretog sin natlige himmelfærd (mirâdj). Og i øvrigt var det jo herfra den hellige klippe på Morijas Bjerg, hvor Abraham havde skullet ofre sin søn. Men den reelle begrundelse er nok, at Klippemoskéens placering, stil og størrelse havde til formål at overgå og udkonkurrere Den Hellige Gravkirke.

Abd al-Maliks indikationer til omverden har uden tvivl været, at dette var den endelige verdensordens helligdom – det nye tempel til ære for Abrahams (fvmh) religion, som erstattede Salomons tempel, som fortsatte de åbenbaringer, der var forundt jøder, kristne samt alle andre lyttende, og som rettede op på begåede fejl og førte dem tilbage på den rette vej, islams vej. Helligdommens polemiske mål blev yderligere understreget af de Koranvers og inskriptioner, der var brugt til at udsmykke helligdommens indre. Et vers forekommer hyppigt: "Gud er én, uden mage, uden lige". Der skal ingen tvivl være om forkastelsen af den kristne treénighed. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at Abd al-Malik med sit bygningsværk gjorde gældende, at Islam var forbundet med de tidligere religioner, og at den nye religiøse orden var kommet for at træde i deres sted.


Næsten samtidig med opførelsen af klippemoskéen konverterede muslimerne en kirke - opført af de kristne blot få hundrede meter væk - til moské og ombyggede denne til Al Aqsa moskéen. Vi befinder os her på Tempelpladsens sydvestlige hjørne. Dette er muslimernes tredjevigtigste helligdom. Der findes endvidere en tredje moské i Jerusalem kaldet den fjerneste moske' (Masdjid al-Aksa, Sølv kuppelen), der påbegyndtes omkring år 715, men først stod færdig omkring år 758, idet den blev ødelagt under et jordskælv omkring år 747.


Korstogstiden, år 1095-1291

Det første Korstog år 1095 fører i år 1099 til de kristnes generobring af Jerusalem. I perioden 1099-1187 er Jerusalem hovedstad i Korsfarerrigerne. Klippemoskéen omdannes til kirke, al-Aqsa bliver militært hovedkvarter for den kristne Tempelridderorden. Den nuværende Gravkirke bygges. Knap 200 år senere, efter gennemførelse af i alt otte korstog, kommer Syrien og Palæstina igen under tyrkisk muslimsk herredømme, fuldstændigt som i 1095 da det første korstog begyndte.

Korstogene starter ved, at den byzantinske kejser Alexius I Comnenus appellerer paven om hjælp mod seljuk-tyrkerne. Pave Urban II er ikke sen til at følge denne opfordring, og snart dannes der rundt omkring i Europa militære enheder (korstogsriddere), hvis erklærerede formål var at fordrive "de vantros" indtrængen på hellige steder og at forsvare disse. De mest kendte korsridderordner var Tempelridderne (grundlagt 1118), den Tyske orden, Malteserordenen samt Johanniterordenen, der kunne kendes på deres hvide flag. Udadtil startede korstogene således ud fra religiøse bevæggrunde, men går man historien nærmere efter, viser der sig andre motiver, økonomiske, politiske, sociale etc.

Otte adskilte korstog fulgte, blandet med lokale slag mellem kristne og de muslimske tyrkere. Ingen af parterne lagde fingrene imellem, og især i Jerusalem udviklede det sig til et overdådigt blodbad, hvor byens jødiske og muslimske indbyggere i år 1099 brutalt mejes ned af korstogsriddere og 1.juledag år 1100 blev Baldwin (eller: Baudoin) i Fødselskirken i Betlehem kronet til konge over kongedømmet Jerusalem. Korstogsriddernes herredømme over Jerusalem varede dog kun til år 1187, hvor en arbisk hær under ledelse af Salah ed Din tilbageerobrerede byen, og flertallet af de resterende korsriddere fortrak til Acre i det nordlige Palæstina.

Således var det kristne kongedømme Jerusalem i år 1290 blevet reduceret til nogle få fæstninger på kysten, styret af kong Henry II. Det år fik gadeopstande mellem kristne og muslimer i Acre - det stærkeste af de tilbageværende fremskudte forter - den egyptiske sultan Al-Ashraf til at organisere en offensiv mod Acre. Den 6. april 1291 belejrede muhammedanerne, med 60.000 ryttere og 100.000 fodfolk, byen. Amalric, broder til kong Henry, kommanderende den kristne garnison, som bestod af 1.000 kavalerister og 15.000 infanterister.

Trods kraftigt bombardement fra egyptiske belejringsmaskiner, modstod Acre hårdnakket. Den 4. maj ankom kong Henry fra Cypern med forstærkninger - 1000 riddere og 2.000 infanterister - men de var ikke nok til at modsvare de fortsatte tab, som de muslimske angreb medførte. Ydermuren faldt den 15. maj, og i et hovedangreb tre dage senere stormede mamelukkerne inderportene og strømmede ind i byen. I slutningen af sommeren var de sidste frankiske krigere blevet slettet fra det asiatiske fastland. Syrien og Palæstina lå under muslimsk herredømme, fuldstændigt som i 1095 da det første korstog begyndte.

I øvrigt var de otte korstog følgende: Første Korstog: Nicaea, 1097, Dorylaeum I, 1097, Tarsus, 1097, Antiochia I, 1097-98, Jerusalem VII, 1099, Ashkelon I, 1099, Melitene III, 1100, Mersivan, 1101, Eregli I, 1101, Eregli II, 1101, Ramleh I, 1102, Korsridder-tyrkiske krige, Antiochia II, 1119, Edessa II, 1144. Andet Korstog: Dorylaeum II, 1147, Damascus III, 1148, Korsfarer-tyrkiske krige; Ashkelon II, 1153, Ramleh II, 1177, Tiberias, 1187, Jerusalem VIII, 1187. Tredje Korstog: Acre I, 1189-91, Arsouf, 1191. Fjerde Korstog: Kontantinopel V, 1204, Adrianopel IV, 1205, Philippopolis II, 1208. Femte Korstog: Damietta, 1218-21. Sjette Korstog: La Forbie, 1244. Syvende Korstog: El Mansura, 1250, Korsridder-Tyrkiske krige; Antiochia III, 1268. Ottende Korstog: Tunis II, 1270, Korsriddere-tyrkiske krige; Tripoli, i Libanon, 1289, Acre II, 1291.

Ny islamisk periode, år 1187-1517

Efter muslimerne i år 1187 havde tilbageerobret Jerusalem, fulgte en periode med skiftende muslimske dynastier. Mange kristne kirker og institutioner omdannes til muslimske ditto. Dog kan kristne stadig tage på pilgrimsrejser - og Gravkirken forbliver kristen.



Osmannisk-Tyrkiske herredømme, 1517-1917

Et par hundrede år senere indtraf igen en politisk omvæltning. Fra det indre af Asien var tyrkiske stammer trængt ind i de nordlige dele af Mellemøsten, og derfra rykkede de videre mod vest gennem Lilleasien - resterne af det byzantinske imperium. År 1453 indtog de Konstantinopel, som nu i det tyrkiske sprog blev til Istanbul. De drog også videre ind i Europa, helt op til Østrig, inden de blev presset tilbage. Men fra Konstantinopel udstrakte de også deres magt over hele den arabiske verden. År 1517 fik de herredømmet over Palæstina, og derfra fortsatte de mod vest og fortsatte videre vest gennem Nordafrika. Et osmannisk-tyrkisk imperium var dannet, og det kom til at bestå i 400 år.

Det osmannisk-tyrkisk imperium var på en måde blot en videreførelse af det byzantinske imperium, som i sin tid jo blot havde taget over fra det romerske imperium. Grunden til, at det osmanniske rige fik lov at bestå i 400 år, skyldtes formodentlig, at de nye magthavere ikke kom med en ny religion. Gennem deres erobrende vandringer fra Asien ind i det muslimske Mellemøsten havde de antaget den muslimske religion. Derfor skulle de jo være brødre til dem, de udøvede deres magt over. Alligevel var der en forskel. Godt nok var de muslimer. Men de var ikke arabere. De var tyrkere, der talte tyrkisk og havde deres egen tyrkiske kultur. Mere og mere fornemmedes det som et fremmedherredømme og fra omkring år 1800 præges Jerusalem af epidemier, forfald og et ulmende oprør.

Perioden, der følger, præges af to krige, som Palæstina ganske vist ikke havde megen del i, men som alligevel kommer til at påvirke Palæstina og Jerusalems videre skæbne. Det er Krimkrigen og 1. Verdenskrig.

Krimkrigen 1853-56 - Den langvarige rivalisering mellem Rusland og Tyrkiet brød ud i krig i år 1853. Krimkrigen blev en krig mellem Rusland på den ene side og et forbund mellem Frankrig, Storbritannien, Sardinien-Piemonte og Osmannerriget på den anden. Det handlede om, at russerne ville øge deres indflydele i Balkanområdet og sikre sig pasage fra Sortehavet til Middelhavet gennem strædet ved Dardanellerne. Der var også religiøse stridigheder blandet ind i det, da zar Nikolaj 1. følte sig ydmyget over, at osmannerne havde forbigået den ortodokse kirke og givet den katolske kirke adgang til de hellige steder i Palæstina. Krigen sluttede egentlig med russernes nederlag ved Sevastopol den 11. september 1855. Zar Alexander 2., der havde overtaget styret efter faderen Nikolaj 1.s død 2. marts, underskrev fredsbetingelserne ved Paris-kongressen den 30. marts 1856. Efter Krimkrigens slutning begynder den engelske sir Moses Montefiori et byggeri vest for det gamle Jerusalem, og der sker en beskeden jødisk indvandring.

Den Første Verdenskrig (1914-1918) - Den første Verdenskrig får i år 1917 Osmannerriget til at bryde sammen, og efter krigens afslutning overtager briterne mandatområdet; Palæstina - som indbefattede hele det nuværende Israel, Vestbredden, Gaza samt Jordan. Allerede under krigen havde England kraftigt luftet tanken om arabisk selvstændighed i Palæstina, mod at araberne til gengæld støttede England i opgøret med tyrkerne (osmannerne).




Klik på billedet for at se det i stor udgave


Briterne overtager styringen

Briterne overtager som nævnt ved afslutningen af 1. Verdenskrig mandatområdet Palæstina, som indbefattede hele det nuværende Israel, Vestbredden, Gaza samt Jordan. Når man tænker på Englands historie som verdens største kolonimagt, er det ikke så overraskende, at de efterfølgende ikke var meget for at gå af med deres nye mandatområde (læs nye kolonier). Tænk eksempelvis på Sydafrika, hvor vi skal helt op til år 1994, før England bliver tvunget til at opgive deres herredømme, da Nelson Mandela vælges til Sydafrikas første præsident.

England er således ikke indstillet på at efterleve deres løfte under krigen til araberne om selvstyre. Tværtimod, året efter i 1916 besluttede England og Frankrig i hemmelighed at dele magten over store dele af Mellemøsten. Og for at gøre målet fuldt lovede England i 1917 – i Balfourdeklarationen – den zionistiske bevægelse et nationalt hjem i Palæstina. Ikke overraskende er der efterfølgende i 1920'erne, 30'erne og 40'erne en stigende jødisk indvandring til Palæstina, hvilket fører til stigende grad af uroligheder og konflikter mellem jøder og arabere, og efterhånden er der borgerkrigslignende tilstande i Palæstina.

Anden Verdenskrig (1939-1945) - Længe før udbrudet af den Anden Verdenskrig i 1939 havde nazistiske og fascistiske tendenser i Europa drevet mange jøder på flugt. Flertallet af disse havde valgt enten USA eller Palæstina som deres mål. Men for mange af de resterende jøder i Europa ventede der som bekendt en grum skæbne. Jødernes skæbne under Anden verdenskrig tog verden med storm, efter krigens afslutning da de frygtelige overgreb blev alment kendte. Dette var kraftigt medvirkende til, at FN i 1948 beslutter at dele det britiske Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jerusalem skulle være under international kontrol.

Delingsplan for Palæstina 1947 Israel ved våbenstilstanden 1949 Israel og Palæstina if. Osloaftalerne


Stormagtspolitikken overtager

Naturligvis kan man spørge sig selv, hvilken ret de sejrende lande fra 2. Verdenskrig havde til at opdele Pælastina således, men reelt ville opdelingen sikkert have fungeret som en salomonisk afgørelse, hvilket du sikkert errindrer fra gennemgangen af kong Salamon ovenfor, hvad betyder: en vis afgørelse der giver begge parter delvis ret. Men der begynder herfra at gå total kuk i Palæstina konflikten, dels p.g.a. en række krige der følger og dels p.g.a. USA's interesse i at have et solidt fodfæste i Mellemøsten. Der sker således følgende:

De arabiske lande accepterede ikke FNs delingsplan i 1947 og gik derfor til angreb på den nye jødiske stat, så snart den var udråbt i 1948. Det skulle de ikke have gjort. Hærene fra Libanon, Jordan, Syrien og Egypten bliver slået tilbage af israelerne, der samtidig benytter krigen til at ændre lidt på landegrænserne. På ovenstående illustrationer ses, hvorledes grænserne oprindeligt var bestemt i FNs delingsplan, samt hvordan de så ud efter våbenstilstanden i 1949. Det ses, at Israel har indtaget palæstinensernes område Galilæa i nord, pælastinensernes område i syd mod grænsen til Egypten, pælastinensernes område i det centrale Pælastina samt og sidst men bestemt ikke mindst Vestjerusalem. Jerusalem bliver delt langs den gamle bys vestmur, de nye områder mod vest kommer til at høre under Israel, mens de gamle kvarterer mod øst kommer til at høre under Jordan.Hverken Israels eller Jordans krav på deres del af Jerusalem blev anerkendt af det internationale samfund, som stadig henholdt sig til resolution 181, vedtaget af FNs generalforsamling i november 1947. Denne resolution fastslog Jerusalem som værende under speciel international regime, administreret af FN.

Det, som egentlig er en krig mellem Israel og dets arabiske nabostater, kommer således til at gå ud over palæstinenserne. Krigen sender over 730.000 på flugt ind i nabolandende, hvor der oprettes flygtningslejre. Israel bliver efterfølgende beskyldt for talrige overgreb under krigen mod civile ubevæbnede palæstinensiske landsbybeboere, og for at op imod 400 arabiske byer og landsbyer i løbet af 1948 enten bliver jævnet med jorden eller bliver bosat af jødiske immigranter. Krigen medfører således, at Israel får herredømmet over de områder, som ifølge FNs delingsplan tilhører palæstinenserne, og trods pres fra omverden (især de arabiske lande) trækker de sig ikke tilbage, men fortsætter også efter krigens afslutning med at lave nye bosættelser i de besatte områder. Stemningen bliver ikke ligefrem bedre af, at Israel lige efter krigen proklamerer Jerusalem for Israels hovedstad og her bl.a placerer det israelske parlament, Knesset, regeringsbygningerne og Højesteret. Ingen andre lande anerkender dog Jerusalem som Israels hovedstad, hvorfor ambasader m.v. stadig ligger i Tel-Aviv.

Der skal dog nævnes de vigtigste konfrontationer for at få et nogenlunde fyldestgørende billede af byen Jerusalems situation den dag i dag. Således er den næste større konfrontation, der sker i år 1956 (Suez krisen), hvor Egypten blokerede den israelske havneby Eilat i Akababugten og lukkede samtidig for trafik gennem Suezkanalen, hvorefter Israel invaderede Sinai med fransk og britisk støtte. De trak sig tilbage i 1957 efter pres fra USA og Sovjetunionen.

I år 1967 havde nabolandene øjensynlig fået tirret Israel så meget ved talrige grænseangreb, at Israel gik til modangreb (Seks dages krigen). Dette førte til, at israelske styrker erobrede hele området vest for Jordanfloden ("Vestbredden"), Gazastriben samt Østjerusalem. Efter krigen var den den israelske besættelse udstrakt til hele det Palæstina, der i 1922-48 var britisk mandatområde - altså også Østjerusalem. Siden har konflikten mellem de mange parter faktisk konstant eskaleret, og spørgsmålet om Jerusalems fremtid står fortsat hen i det uvisse.

Med lidt god vilje kan man egentlig godt forstå Israels situation. De er ganske omringet af fjentlige stater og er fra landet Israels oprettelse udsat for såvel deciderede krige som terroraktioner. Kort sagt befinder landet sig fra sin fødsel konstant i højeste alarmberedskab. Der er fra ingen af parterne, hverken jøderne eller araberne, meget rum til at komme frem til en løsning, og bedre bliver det bestemt ikke, efterhånden som USA for at sikre sig fodfæste i Mellemøsten i stigende grad støtter Israel økonomisk og militært.

På den anden siden kan man også godt forstå pælastinenserne. De er mere eller mindre uforvarent havnet midt i et større spil - nemlig et opgør mellem den arabiske verden på den ene side og Israel (og USA, og til dels også Europa) på den anden side. Selvfølgelig er det ikke i orden, at Israel har taget det land fra Palæstinenserne, som de fik ved FN's delingsplan i 1947. Det siger jo næsten sig selv. Men desværre for palæstinenserne er konflikten efterhånden ekskaleret og repræsenterer i dag reelt en meget større konflikt mellem den vestlige verden og den arabiske verden.

Der er ingen grund til at fortælle om flere konfrontationer mellem jøderne og araberne. I perioden fra år 1948 og op til nutiden er der så talrige konfrontationer mellem jøderne og araberne, at det er meget omfattende at redegøre for. Og i øvrigt også udenfor dette afsnits formål, som er at belyse Jerusalem som pilgrimssted for muslimer, kristne og jøder. Status quo er, at parterne i dag - efter talrige forsøg fra omverden på at mægle - står stejlere overfor hinanden end nogensinde før.



Jerusalem som pilgrimsmål

Jerusalem er en smuk by. Trods al den problematik, der er omkring byen, er det et meget fascinerende sted. Historiens vingesus drøner gennem de smalle gader i den gamle bydel, hvor moskéer, kirker og andre helligdomme af muslimsk, kristent og jødisk herkomst nærmest ligger side om side. Lad os prøve at få overblik over nogle af de mange steder, vi har været omkring. Det hele udspiller sig omkring Jerusalems gamle bydel, der omgives af en fire kilometer lang og 12 meter høj mur med 34 tårne og otte porte fra tyrkertiden. I denne del af byen ligger de vigtigste jødiske, kristne og muslimske helligdomme.

Lad os opsummere de helligdomme, som pilgrimme og andre interesserede valfarter til Jerusalem for at opleve:

  • Grædemuren
    Grædemuren, der også kaldes Vestmuren eller HaKotel, er en massiv mur, der engang udgjorde en del af ydermuren i Templet for Pagtens Ark, som kong Herodes byggede omkring Kristi fødsel i sit forsøg på at blive populær blandt sine jødiske undersåtter (han var selv araber). Da templet blev ødelagt af romerne i det store oprør i år 70, overlevede kun denne korte stump af ydermuren (Højde 197 fod, længde 1590 fod). Hele dagen er der en strøm af ortodokse jøder i sorte habitter, der kommer hertil for at bede. Især om lørdagen (ved sabbath) og ved den jødiske højtidelighed Pessach er der trængsel ved Grædemuren. Der hersker som oftest en fortættet religiøs stemning ved muren, hvor nogle praktiserer en skik med at sætte håndskrevne sedler med deres bønner fast mellem stenene.

  • Via Dolorosa
    Smertens vej, som Jesus siges at have gået på fra Pilatus til henrettelsen på Golgatha. Nøjagtig hvilken rute Jesus er gået på, er der ikke helt enighed om, men den nuværende officielle rute er markeret ved 14 stationer, hvor vigtige episoder skete. 1. station) Det hele starter jo på stedet, hvor Pontius Pilatus holdt rettergang over Jesus. Det nuværende udgangspunkt, Antonia-borgens område, er tænkeligt, da Pilatus meget vel kunne have boet her, men ingen ved det med sikkerhed. 2. station) Jesus dømmes til døden. 3. station) Her skal Jesus være faldet under korsets vægt første gang, et relief på muren inde i det lille kapel viser dette. 4. station) Jesus møder sin moder; Jomfru Maria, der følges med ham til Golgatha. 5. station) Simon fra Kyrene tvinges til at bære Jesu kors. 6. station) Stedet hvor Veronika skulle have tørret sveden af Jesus ansigt, herved skulle der have fremkommet et billede af Jesus ansigt på det klæde, hun benyttede. I middelalderen spillede disse legender om "Veronikas Svededug" en stor rolle. Selve det klæde, Veronika skal have benyttet, er blevet opbevaret i Peterskirken i Rom siden 707. Flere spanske og italienske kirker hævder dog at eje det autentiske jesusklæde. 7. station) Jesus falder anden gang under korsets vægt. På Jesu tid gik man på dette sted ud gennem byporten til det åbne land. Lige uden for lå Golgatha. 8. station) Få skridt fra syvende station findes den ottende. Stedet er markeret med en sten med et latinsk latinsk kors og de græske bogstaver: IC XC NIKA (Jesus Kristus sejrer) uden for det græsk-ortodokse Skt. Charalampos Kapel. Her talte Jesus til Jerusalems døtre, der græd og jamrede. "Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn" (Luk. 23,28), sagde Jesus til Jerusalems sørgende kvinder. 9. station) Jesus falder tredie gang. Denne station er beliggende i den koptiske kirke på Gravkirkens tag. Ved trappen til den koptiske kirke nær Khan ez-Zeit bazaren markerer en romersk søjle, at det var her, Jesus faldt tredje gang. 10. station) De fire næste stationer er alle inde i Gravkirken. Lige indenfor hovedindgangen finder vi 10. station ved at gå op ad trappen til venstre. Her er vi på Golgata, der allerede i det 4. århundrede, da Konstantin den Store byggede den første gravkirke, blev udhugget som en stor firkantet blok. Stationen markerer det sted, hvor Jesus blev afklædt, og de romerske soldater spillede terning om hans kjortel. 11. station) Markerer stedet, hvor Jesus blev naglet (sømmet) til korset i sin mors nærværelse. "Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." (Luk. 23,34). 12. station) Jesus dør på korset. Denne station befinder sig lige ved siden af station 11 og markerer stedet, hvor Jesus kors skulle have stået og således det sted, hvor Jesus dør. En sølvskive med et hul midt i under det græsk ortodokse alter markerer det sted, hvor Jesu kors var rejst. Røvernes plads er vist med sorte marmorplader på begge sider af alteret. 13. station) Jesus tages ned af korset. Stationen ligger mellem 11. og 12. station oppe på Golgata. Den skal erindre om stedet,hvor Josef af Aritmatæa tager Jesus ned af korset. På alteret ses bl.a. en smuk statue af Stabat mater (Smertens moder). Ved indgangen til Gravkirken ses Salvelsesstenen, hvor Jesu legeme blev salvet umiddelbart før gravlæggelsen. 14. station) Jesus lægges i graven. For at komme til denne sidste station må vi gå ned fra Golgatha og gennem kirken til venstre ind i den store rotunda. Her findes det knapt to meter lange gravkammer, hvori Jesus skal være begravet, og hvorfra Han senere opstod.

  • Den Hellige Gravs Kirke
    De sidste fire stationer på Via Dolorosa (Smertens vej) er omfattet af Den Hellige Gravs Kirke. Dette er således en kirke, der er bygget på stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, begravet, og hvorfra Han senere genopstod.

  • Omar moskeen
    Den prægtige, ottekantede Klippemoské (der også benævnes Omar moskéen eller Klippemoséen eller Qubbat-us-sakhrâ eller Dome of the Rock på engelsk) med den gyldne kuppel blev rejst omkring år 687-692 på tempelpladsen. Den er opført på stedet, hvorfra Profeten Muhammed ifølge islamisk tradition foretog sin natlige himmelfærd (mirâdj). Og så var det jo herfra på den hellige klippe på Morijas Bjerg, at Abraham skulle ofre sin søn. På stedet, hvor det skulle være sket, er der en stor flad klippe. I øvrigt er Klippekuppelen belagt med intet mindre end 24 karat guld, hvilket var en gave fra Jordans Kong Hussein. Et imponerende syn.

  • Al Aqsa moskéen
    Næsten samtidig med opførelsen af klippemoskéen konverterede muslimerne en af de kristne opførte kirker blot få hundrede meter væk til moské, og ombyggede denne til Al Aqsa moskéen. Vi befinder os her på Tempelpladsens sydvestlige hjørne.

Ovenstående er de absolut mest hellige steder i Jerusalem. Men byen er fyldt med gamle klostre, kirker, moskéer og en lang række andre bygningsværker, der har relation til den jødiske, den kristen og/eller den islamiske tro.


Jerusalems gamle bydel er omkranset af en høj mur. Oprindelig var der syv porte heri. Bymuren i sin nuværende form daterer sig fra 1500-tallet, bygget på ordre af den tyrkiske sultan Suleiman den Prægtige. Til venste ses St. Stephens Gate, også kaldet Løveporten (Lions Gate) efter figurerne på muren. I midten ses Zion Gate (også kaldet Davids Gate) og til højre ses Damascus Gate. De øvrige er: Golden Gate, Herods Gate, Jaffa Gate, Dung Gate og Sha'ar Hagai.


Jerusalem er fascinerende og oser af stemning. Har du mulighed herfor, kan et besøg i denne smukke by bestemt anbefales - Tag afsted og mærk historiens vingeslag!



Vil du vide mere

NetSpirit vil gerne undestrege at vi så vidt som det overhovedet er muligt har søgt at redegøre om baggrunden for hele affære på en så objektiv måde som det er os overhovedet mulig. vi tager ikke parti for nogle af parterne og opfordrer i øvrigt vores læsere til at publicere artikler på NetSpirit eller deltage i vores spørgeforum, hvis de ønsker at ytre sig om dette emne. Det skal dog tilføjes at NetSpirit på ingen måde tolere racistiske eller stødende udtagelser. Vi ønsker på ingen måde at være et midtpunkt for det kasteskyts de forskellige parter kunne have lyst til at smide efter hinanden.

Det er formålet med dette kapitel at belyse Jerusalem som pilgrimssted, for såvel muslimer, kristne som jøder. Hvis vi så sekundært kan hjælpe nogle til at få bedre forståelse for konfliktens mange aspekter er det jo fint. Vi tror meget på at objektiv kritisk oplysning og information er vejen frem til løsning af såvel denne som mange andre af verdens udfordringer.


NetSpirit vil gerne rette en stor tak til www.islam.dk, for lov til at tage udgangspunkt i en af deres tekster til beskrivelse af Klippemoskéen. I øvrigt en god site som varmt anbefales af NetSpirit - Du kan læse mere her - www.Islam.dk

Dette kapitel indgår i to af NetSpirits sektioner. Den ene er sektionen om Verdens Vidundere. Her kan du læse videre om de mange spændende steder i verden, der går under betegnelsen "Et af verdens vidundere" - den kinesisk mur, Grand Canyon etc. Der findes også i sektionen en løbende afstemning om top 100 af verdens vidundere, som du er meget velkommen til at deltage i.

Endvidere indgår kapitlet i NetSpirits sektion om pilgrimme og pilgrimsrejser. I sektionen kigger vi på hvilke pilgrimsruter der findes indenfor de forskellige religioner, hvorfor pilgrimsrejser foretages, hvordan de startede, hvad pilgrimmene får ud af at foretage rejsen, etc. Til forsiden af sektionen om pilgrimme og pilgrimsrejser.

Har du lyst til at vide mere om de enkelte hovedreligioner har NetSpirit en kortfattet gennemgang af disse: Budhismen, Islam, Jødedommen, Kristendom, Taoismen, Hinduismen, Voodoo og Shamanismen.

Endvidere henledes opmærksomheden på at du kan benytte søgefunktionen øverst til højre til at søge efter indhold på NetSpirit. Og endelig henledes opmærksomheden på at såfremt du ikke lige finder du det søger, er hjertelig velkommen til at stille spørgsmål i NetSpirits Spørgeforum.