Skip to navigation | Skip to content

 

Buddhismen

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Buddhismen

Kristendom

Jødedom

Buddhismen

Hinduismen

Taoismen

Shinto

Islam

Sikhismen

Voodoo

Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3881
Online profiler 0
Online gæster 347
Åbne spørgsmål 591
Besvarede spørgsmål 2927

Almanak

Mon, 11. December 2017

Solen i dag

Solopgang:08:23
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon

Buddhismens historie og oprindelse

Buddhismen er med dens ca. 315 mill. tilhængere verdens 4. største religion. Buddhismen opstod i Indien i det 5. århundrede og var oprindeligt én blandt mange religiøse protestbevægelser rettet mod hinduismens ritualdyrkelse og kasteprivilegier. Buddhismen var tidligt en aktivt missionerende bogreligion der satte sit præg på kultur, politik og socialt liv i Sydasien helt frem til i dag. Buddhismen har gennem historien ikke haft nogen central organisation eller et forpligtende læresystem. Religionssamfundet har været meget tilpasningsdygtigt. Dets egenart består, uafhængigt af de lokale udformninger, i en klar todeling: På den ene side munkesamfundet, Sangha, på den anden side lægfolket.

Religionsstifteren, Siddharta Gautama Buddha, (ca. 563-485 f.v.t.) er en historisk person. Buddha, «den Oplyste», er imidlertid en ærestitel, ikke et egennavn. Siddharta's lære må ses som både en forlængelse af og et brud med den hinduistiske tradition. Læren (dharma ) udsprang af den skelsættende oplysning Buddha opnåede, da han var ca. 30 år gammel. For de fleste munke og lærde buddhister er Buddha primært et historisk væsen, et menneske. Han er hverken en gud eller et overmenneske. Han var og er noget særligt, fordi han som den første fandt vejen til befrielse fra karma og samsara. Han viste vejen til oplysningen, formulerede de grundlæggende dele af den buddhistiske lære (dharma ) og etablerede den buddhistiske munkeorden (sangha).  

Ligesom i hinduismen spiller forestillingen om genfødsel og om at alle handlinger har en konsekvens (karma ) en vigtig rolle for Buddhismen. Buddhas oplysning gav ham indsigt i midlet til at opnå befrielse fra genfødslerne kredsløb (samsara). Buddhismen blev i slutningen af det første årtusinde e.K.f. stort set fordrevet fra Indien, og den har siden tilpasset sig de religioner og lokale traditioner, den har mødt på sin vej. Den er således - som de andre verdensreligioner - en særdeles flertydig og kompleks størrelse, og der er ofte store forskelle mellem munkenes levevis og forståelse af buddhismen og den folkelige buddhisme.

Buddha

Buddhismens lære

Målet er, at mennesket selv skal blive «oplyst» ved at følge den vej, Buddha har udpeget. Buddhismen har ingen lære om en gud, der skaber og styrer verden, eller om at mennesket trænger til guds hjælp for at blive frelst. Mennesket er af natur ikke syndig, men holdes fast i denne verden gennem et uendeligt antal genfødsler, så længe det er uvidende om sin egentlige natur. Den nødvendige viden udtrykkes gennem «de fire ophøjede sandheder»: 1) om lidelsen, 2) om lidelsens baggrund, 3) om lidelsens ophør, og 4) om den ottefoldige vej til lidelsens ophør.

Det centrale begreb, "lidelse" (dukkha) kan også gengives ved begrebet "ufuldkommen eksistens". Buddhismen benægter ikke oplevelser af glæde og tilfredshed i dette liv, men lærer at alt dybest set er utilfredsstillende, fordi det er foranderligt. Dette gælder både synet på verden og på mennesket. Mennesket har ingen uforanderlig kerne, en sjæl, der kan leve evigt. Buddhismen giver sin egen særprægede fremstilling af de indiske tanker om handlingens konsekvenser (karma), om genfødslen (samsara) og om at frelsen (Nirvana) består i at standse rækken af genfødsler.

Ideelt set kan mennesket ved askese og meditation nå ind i Nirvana. I praksis bliver dette opfattet som et så vanskeligt mål at nå, at det ikke længere er muligt for nogen, hverken asketen eller lægmanden, at nå frelsen før den nye Buddha, Maitreya, kommer en gang i fremtiden. Den religiøse målsætning er altså først og fremmest rettet mod en livsførelse, der skal skabe mulighed for stadig bedre genfødsler.

Nogle mennesker er bedre egnet end andre til at virkeliggøre de buddhistiske idealer om indre frigørelse. Dette bliver samtidig udgangspunkt for sociale forskelle. En mand har et overlegent udgangspunkt overfor en kvinde. En munk står bedre rustet end en lægmand. Kvinder har deres muligheder for frelse knyttet til håbet om at genfødes som mand! Lægmanden kan, ved at opfylde sine forpligtelser, genfødes som munk. Kvinder har lav religiøs og social status, men samtidig må den egenartede personopfattelse understreges: Køn og social/religiøs status er konsekvensen af det tidligere livs fortjenester eller fejlgreb og kan ændres i kommende tilværelser.

På tværs af de forskellige retninger og skoler findes der nogle grundlæggende forestillinger, som et overvejende flertal af buddhister kan skrive under på.

For det første er der den buddhistiske trosbekendelse, kaldet De tre Juveler eller tilflugterne:

'Jeg tager (min) tilflugt til Buddha, ..til læren (dharma), ..til munkeordenen (sangha). Tibetanske buddhister tilføjer ofte en fjerde tilflugt: ...til lama (den personlige, oplyste lærer).

Overordnet er de fleste buddhister også enige om, at:

  1. Alt er lidelse, og alle sansende væsener lider.
  2. Alle væsener er underlagt samsara og karma.
  3. Alting opstår betinget af noget andet og eksisterer kun i gensidig afhængighed.
  4. Alting er forgængeligt.
  5. De største forhindringer på vejen frem mod "oplysningen" er livstørsten og uvidenheden. Livstørsten er begæret og driften mod ting, mennesker, ens eget liv, ja, hvad som helst. Uvidenheden er uvidenhed om, hvordan lidelsen opstår og kan bringes til ophør og uvidenhed om, at alle forestillinger om et "jeg" er forkerte. Selvet er en illusion. Ifølge buddhismen er "sjælen" eller "Jeg'et" en midlertidig kombination af karma og de elementer, som alt i verden er opbygget af.
Det første skridt på vejen til befrielse er at erkende de fire ædle sandheder om lidelsen:
  1. Alt er lidelse (dukkha), fordi alt er forgængeligt.
  2. Lidelsen opstår, fordi vi stræber efter noget illusorisk, som vi tror er varigt, og fordi vi er uvidende.
  3. Lidelsen kan bringes til ophør ved indsigt og ved at give afkald på stræben.
  4. Der er en vej ud af lidelsen, nemlig den ædle otte-foldige vej (Magga):
  • Ret anskuelse, dvs. erkendelsen af de fire ædle sandheder.
  • Ret sindelag, dvs. modsat forkerte sindelag behersket af begær, ond vilje og en voldelig mentalitet.
  • Ret tale, det modsatte af forkert tale, dvs. løgn, løs snak og ukvemsord.
  • Ret handlen, nemlig det modsatte af forkert handlen, dvs. drab, tyveri og et udsvævende liv.
  • Ret vandel, det modsatte af forkert vandel, nemlig bedrageri, forførelse, sandsigeri, bondefangeri og åger.
  • Ret stræben, det modsatte af forkert stræben, nemlig at leve uden "opmærksomhed".
  • Ret opmærksomhed, dvs. at udvikle konstant bevidsthed om at alt er forgængeligt.
  • Ret fordybelse, en bevidsthedstilstand, hvor bevidstheden er tømt for indhold.
  • Det afgørende religiøse mål er altså før eller senere helt at undgå karma-belastning. Eller positivt udtryk: at opnå befrielse og den højeste gennembrydende erkendelse. Menneskets egne handlinger og konsekvenserne af dem (karma ) bestemmer dets skæbne. Vejen til befrielse går for de fleste gennem et utal af eksistenser, hvor man langsomt forbedrer sin karma og muliggør et liv, hvor man (eventuelt som munk) helt kan hellige sig meditationen.

    Som i hinduismen og islam er det reglen (Kina og Tibet undtaget), at man ved besøg i klostrene tager fodtøjet af, inden man træder ind, uanset om man indtræder i templets kontor, meditationshal, gæsterum eller i egentligt indviede tempelrum. Meditationshallen, der ofte kan have en slags alterforhøjning med Buddha- og /eller bodhisattvastatuer, er som regel indrettet, så munkene kan sidde i meditation på særligt indrettede bænke. Når lægfolk kommer på besøg, medbringer de offergaver (blomster, frugt m.v.), og under samtalerne med munkene om læren (Dharma) eller andet, sidder man på gulvet foran munkene.

    Også i private hjem tager man som regel fodtøjet af, og de fleste buddhister har et alter med en eller flere små Buddhafigurer i deres private hjem. Også her ofres blomster og frugt. Alteret er normalt placeret i dagligstuen, hvorfor man ofte fremhæver, at denne stue er den "rene" stue. Både i hjemmet og i templerne er det i visse lande almindeligt at lægfolk iklæder sig et løst klædestykke, en tynd kappe, således at de kun er iført én farve. Forklaringen er ofte, at tøjet - og hvad det skjuler eller fremhæver af kroppen - ikke skal virke distraherende på de omkringsstående.

    Hinayana og Mahayana

    Der er to overordnede retninger inden for buddhismen: Mahayana ("Det store Fartøj") og Hinayana ("Det lille Fartøj").

    Mahayana udbredtes fra Indien nordover og østpå til Myanmar, Thailand, Cambodja, Indonesien, Kina, Japan og Korea, mens Hinayana via Sri Lanka kom til bl.a. Myanmar (Burma), Thailand og Cambodja. Mahayana rummer fortsat adskillige skoler og varianter, og én af dem, Vajrayana ("Diamantfartøjet") , regner - som navnet antyder - sig selv for et tredje "fartøj" på linje med Mahayana og Vajrayana. Derimod er der i dag kun én skole tilbage inden for Hinayana, nemlig Theravada ("De ældres Viisdom"), en skole, der fastholder, at dens version af buddhismen er den ældste og oprindelige.

    Ifølge Hinayana er (var) Buddha Sakyamuni den eneste Buddha i universet i den indeværende verdensperiode. I Mahayana derimod regner man med flere buddhaer i universet i samme verdensperiode: Buddha Sakyamuni var én af flere buddhaer i tiden og universet, nemlig den der var udset til at vise sig og spille lige netop den rolle på det bestemte tidspunkt i verdensforløbet.

    I Mahayana har man samtidig en forestilling om såkaldte bodhisattva 'er. En bodhisattva er én, der har opnået den fulde indsigt og kan bringe sig selv ud af samsara . Af medlidenhed og medfølelse med alle levende væsener afstår bodhisattva'en imidlertid fra at indgå i det absolutte nirvana for i stedet at hjælpe andre til oplysning og frelse ved at lade sig bevidst genføde. Ifølge visse Mahayanabuddhister og megen folkelig buddhisme kan en bodhisattva påtage sig andres lidelse og dårlige karma og også overføre sin egen gode karma til dem.

    En bodhisattva kan i de mange tidsaldre han skal igennem, før han bliver en buddha, antage forskellige "legemer" og "tilstande" af menneskelig eller - set fra den ikke-oplystes synspunkt - "overnaturlig" art. En bodhisattva kan derfor tilbedes som mere end et forbillede, fordi en bodhisattva direkte kan hjælpe buddhisten til frelse. Der er flest mandlige bodhisattvaer, men der findes også en del kvindelige, og nogle af de kvindelige (f.eks. Kwannon/Guanyin) spiller en helt central rolle i visse former for Mahayanabuddhisme.

    Selv om buddhismen altså strengt taget ikke regner med guder, kan det i den folkelige buddhismes forestillingsverden ofte være vanskeligt at skelne Sakyamuni Buddha, andre buddhaer og bodhisattvaer fra det vi normalt kalder guder. Samtidig indgår ikke - buddhistiske guder (f.eks. hinduistiske) i folketroen i mange buddhistiske lande. Lærde buddhister fastholder dog, at den afgørende forskel er, at disse guder i princippet er underordnet Buddha, fordi de ikke har nået nirvana , men er underkastet karma og samsara ligesom alle andre levende væsener.

    I Mahayana finder vi også en forestiling om den yderste virkelighed, der adskiller sig fra Hinayanas forestilling om, at alt er forgængeligt og kun eksisterer som del i en sammenhæng, at ingen fænomener er noget "i sig selv"; alle fænomener er " tomme". I Mahayanas teori og praksis antager denne erkendelse af den absolutte tomhed (sunyata ), eller rettere erfaringen af den yderste virkelighed, ofte en mere udpræget positiv valeur end det er tilfældet i Hinayana. "Tomheden" får så at sige "fylde". Denne yderste sandhed, tomheden, kaldes i mange tilfælde også "buddha-naturen", og det siges, at "buddha-naturen" i virkeligheden findes i alt. Her nærmer Mahayana sig visse hinduistiske forestillinger om, at der findes en altgennemtrængende guddommelig kraft, brahman , der også kan findes i det enkelte individ, og at målet er at blive ét med, at forsvinde op i denne altomfattende buddha-natur, der både findes i og udenfor mennesket.

    Mahayana buddhisme

    Vajrayana og lamanismen

    Vajrayana bygger på Mahayanas lære, men har derudover indarbejdet andre forestillinger samt særlige ritualer og former for meditation. Vajrayana har også indarbejdet en del ikke-buddhistiske guder, dæmoner og religiøs praksis og er stærkt påvirket af den såkaldte tantrisme, der har udviklet sig indenfor både hinduismen og buddhismen. En særlig national variant af Vajrayana er lamaismen, der i Tibet (og Mongoliet) har spillet og fortsat spiller en altdominerende rolle. Der er adskillige skoler og retninger indenfor den tibetanske buddhisme, men fælles for dem er bl.a. flg:

    Religiøse specialister og mestre, der alt efter erkendelsesniveau og uddannelse smykkes med ærestitler som f.eks. lama eller rinpoche , spiller en en central rolle, både for samfundet som helhed og for den enkelte. Lamaen fungerer som leder af ceremonier og ritualer og som åndelig vejleder for den enkelte buddhist. I visse tilfælde tillægges han en indsigt og erkendelse, der giver ham evnen til direkte at hjælpe andre til indsigt, enten gennem belæring eller på mirakuløs vis alene via sin tanke eller gennem handlinger, som man - ud fra det normale ikke-oplyste stade - opfatter som magiske og overnaturlige.

    I forlængelse af forestillingen om den oplyste mester har der udviklet sig en særlig forestilling om tulku'er, dvs. en slags levende bodhisatvaer. Det antages, at visse fuldt oplyste mestre bevidst kan lade sig genføde i en efterfølgende inkarnation, og man har udviklet faste metoder til at finde frem til og genkende en tulku. To af de største tulku'er - og dem, der er bedst kendt i Danmark - er Dalai Lama og Karmapa. Den nuværende Dalai Lama, der lever i eksil i det nordlige Indien, anses for at være i sin 14. bevidste inkarnation. Han er samtidig en legemligggørelse af den meget store og kendte bodhisattva Avolekitsvara.

    En anden central forestillling i den tibetanske buddhisme knytter sig også til reinkarnationslæren. De tibetanske buddhister regner med, at der findes en slags mellemtilstand (bardo ) mellem døden og genfødslen, og at den døde kan forberede sig på at komme igennem denne fase, ligesom han også kan få hjælp af de religiøse specialister og af de tekster, der beskriver denne tilstand. Herudover karakteriseres tibetansk buddhisme ved brugen af rituelle genstande ladet med symbolsk og magisk betydning, og både de såkaldte mantra 'er og mandala 'er ( lyde, ord og symbolske tegninger, der harmonerer med de kosmiske enegier og oplysningsplaner), bedemøller og bedekranse, spiller sammen med kultbilleder, religiøse malerier, billedtæpper (thangka 'er) en vigtig rolle i kulten og de daglige meditationsøvelser.

    Buddhistiske munke

    Det at blive munk er den vigtigste overgang for en buddhist. Man kan blive munk, fra man er 20 år gammel. Ceremonien varierer fra retning til retning og afhængigt af om det gælder indvielse af unge, der vil begynde som novicer, eller indvielse af novicer til egentlige munke.
    Enhver kan blive munk eller nonne, forudsat at han eller hun ikke er kriminel eller lider af en smitsom sygdom. Kastetilhørighed og køn spiller i princippet ingen rolle, og kvinders adgang til læren og skrifterne er den samme som mændenes. alligevel er der i de fleste buddhistiske samfund klare skel mellem munke og nonner. Munke går forrest i processioner, en nonne eller lægmand drikker ikke af samme kande som en munk etc.

    Munkene (og de kvindelige munke:nonnerne) har underkastet sig et særligt regelsæt. Som munk forpligter man sig strengt over for buddhismens idealer om at give afkald på alt, der kan binde een til verden: familie, ejendom m.m.; ved at skabe de gunstigste vilkår for et moralsk liv og for meditation sigter man direkte mod oplysningen og befrielsen.Den fuldt indviede munk aflægger 250 løfter og skal følge 227 udspecificerede regler, oftest formuleret som undladelsesregler, som munken ved ordinationen aflægger løfte om at overholde. Overholdelsen af reglerne er samtidig asketiske øvelser.

    De 10 overordnede undladelsesregler, der også gælder for novicen, dvs. den, der går i lære som munk er, at man skal undgå: 1. drab, 2. tyveri, 3. seksualitet, 4. løgn, 5. alkohol, 6. sene måltider, 7. dans, musik og skuespil, 8. smykker, parfumer, vellugte, 9. luksuøse senge og 10. anvendelse af guld og sølv ( penge).

    En Hinayana-bhikku , dvs. mandlig munk (egentlig: "en, der modtager almisser"), er letgenkendelig på, at han er kronraget; kronragningen finder sted ved ordinationen. Desuden er han iført en særlig klædedragt, en gul, gulbrun eller mørk rød kåbe. Reglerne for de buddhistiske munkes klædedragt er fastlagt i vinaya, hvor alle munkereglerne er beskrevet. Ifølge den nordlige skoles (Sarvastivadin) vinaya skal munkenes dragter være enten okkergule eller en mørk rød farve. Grunden til dette var, at disse to farver ikke var særligt populære, fordi det var nogle grumsede jordfarver. Ligeledes skulle dragterne stykkes sammen af mange mindre stykker stof, fordi det var mindre værdifuldt end et sammenhængende stykke klæde, som var den normale klædedragt i datidens Indien, altsammen tegn på, at munkene havde forladt det verdslige liv.

    I Tibet blev den røde farve med tiden meget populær og der opstod "modefarver", i nogle perioder var det en vinrød nuance, der blev populær, til andre tider var det en mørkere rød. Dette er også tilfældet med den gule farve, man ser i munkedragten i Thailand, hvor man kan se munke i lysende gule dragter. I Kina og Japan var munkedragerte sorte eller grå, fordi den gule farve var forbeholdt kejseren, og den røde farve var for personer med en høj rang. Farverne er således kulturelt bestemte, der er ikke nogen symbolsk betydning.

    I princippet har munke kun lov til at eje følgende: Tre stykker klædning, en skål til at modtage mad i, en si til at filtrere vand, en tandstik, en ragekniv, en nål, en stok og en vifte. Dette overholdes dog sjældent helt bogstaveligt; det afgørende er, at man lever så simpelt som muligt, så man bindes til så lidt som muligt.

    Indenfor Hinayana forlader munkene klostret tidligt om morgenen for at gå ud efter de almisser, som lægfolket forventes at give. I Vesten er denne praksis tilpasset de lokale forhold: Tiggerrunden foretages f.eks. i de bydele og kvarterer, hvor munkenes landsmænd bor.

    I dag er der ingen viede kvindelige munke i Hinayanalandene. En kvinde kan dog gå i kloster i en kortere periode. Hun underkaster sig så kun en del af reglerne og laver bl.a. mad til munkene, der ikke selv må tilberede maden.I Mahayana derimod findes der nonner.

    Det afgørende skel med hensyn til at opnå frelse går i og for sig ikke mellem mænd og kvinder, men mellem munke og lægfolk. Dette skel har dog i tidens løb og inden for de forskellige retninger været mere eller mindre absolut, og i den ældste buddhismes tid var der intet krav om, at man skulle være munk (bhikku ) eller nonne (bhiksuni ) for livstid. I vore dages Hinayana er det dog kun i Sydøstasien, bl.a. i Thailand, at man kan blive munk i en tidsbegrænset periode. Det er ikke ualmindeligt,  at unge mellem 7- 20 år går i kloster i et par uger .De får herved en forsmag på et evt. senere liv som novicemunk (og munk), og de får lejlighed til at vise respekt for det munkesamfund, som de ærer og værdsætter. Samtidig ærer de deres forældre ved at gå i kloster for en kortere periode. 

    Lægfolk skal bekende sig til "de tre juveler". En lægmand kan frivilligt påtage sig at følge samme ti undvigelsesregler som en novice, eller hvis han vil, kun de første otte. Som regel følger man kun fem, der ikke er formuleret som egentlige bud, men som løfter: Om at afholde sig fra at dræbe, stjæle, leve ukysk (have en dårlig "sexualmoral"), lyve og indtage rusmidler (alkoholiske drikke, euforiserende stoffer, narkotika). Det tredje løfte afviger fra munkenes, der kræver total afholdenhed. En lægmand behøver ikke love noget sådant, men han eller hun skal love f.eks. ikke at begå ægteskabsbrud.

    Naturligvis kan en lægmand pålægge sig selv total afholdenhed, og seks dage om måneden kan lægmanden pålægge sig selv faste, dvs. kun et måltid om dagen. Mange læge buddhister tilstræber at leve vegetarisk, dvs. uden kød og æg, men kun munke og nonner skal leve vegetarisk. I templet eller ved festlige sammenkomst i forbindelse med fester i templet indtager heller ikke lægfolk kød.

    Til lægmandens idéelle opførsel hører ikke kun det at afstå fra og undvige noget; aktive handlinger som f.eks. gavmildhed og venlighed, der i buddhismen opfattes som intimt forbundet med en voksende erkendelse af de fire ædle sandheder, er også påkrævet. Gavmildhed er naturligvis en handling, der også er gunstig for ens egen oplysning og frelse, men den fører ikke til forbedret karma, hvis den kun udøves med tanke på ens egen frelse. Det gælder om at handle uegennyttigt.

    Munke, lamaer, tulkuer m.v. er religiøse specialister, der ikke kun bestræber sig på deres egen frelse, men også hjælper andre frem mod oplysning. Derfor træder de (og templerne) ofte i funktion i forbindelse med de afgørende overgange i lægfolkets liv. Dette selv om de ofte selv vil fremhæve, at begivenheder som fødsel, navngivning og ægteskab strengt taget ikke har nogen egentlig hellig status inden for buddhismen.

    Fester, overgangsritualer og højtider

    I de forskellige buddhistiske lande er der et utal af fester. Nogle fejres i snæver tilknytning til klostrene, andre er mere folkelige. Festerne varierer i både antal og form fra retning til retning og fra land til land. Fællestræk ved fester, der fejres i templerne, er meditation, messende lovprisning og recitation, ofte benævnt med det engelske ord "chanting". De folkelige buddhistiske fester, der har indoptaget lokal folketro og festskik og foregår ude på gader og stræder, kan være meget livlige og ikke særlig ceremonielle.

    Den buddhistiske festkalender er en månekalender. Derfor udregnes tidspunkterne for festerne år for år. De forskellige retninger fejrer ikke festerne på samme tidspunkt og navnene for festerne er sjældent de samme. 

    Fuld- og nymånefester
    Fuldmåne - og nymånedage giver generelt anledning til særlige ceremonier (f.eks. recitation af de 227 regler); ofte benytter lægfolk disse dage til at besøge klostret og templet og praktisere de 8 forskrifter.

    Buddhas fødsel, oplysning og død
    I følge de mest udbredte traditioner indenfor Theravadabuddismen fandt alle tre skelsættende begivenheder sted på samme dag. Derfor fejrer bl.a. thaibuddhister dem ved samme fest (Wesak/ Visaka Bucha), der afholdes ved fuldmåne i maj. Festen fejres med udsmykning af templet, lægfolk besøger templet og bringer ofre (gaver, mad og penge) til templet og munkene . Har templet et relikvieskrin ( stupa , dagopa ) kranses det med olie- eller smørlamper. Mahayanabuddhister fejrer de tre store begivenheder på forskellige dage. De største fester fejres til minde om Buddhas fødsel og oplysning.

    Buddhas fremlæggelse af Læren 
    Fejres af Hinayana og Mahayana-buddhister til minde om Buddhas første fremlæggelse af Læren. Festen fejres typisk med meditation, blomsterofre, hymner, recitation m.v. I f.eks. det Thai-buddhistiske tempel i Dragør foretager munke og lægfolk også en rituel omkredsning af deres klosterbygning med lys i hænderne.

    Regntidens afslutning
    Fejres i Danmark bl.a. af Thai-buddhister (under navnet kathina ) og knytter sig til afslutningen på regntiden, hvor munkene traditionelt lukkede sig inde på ét sted for at meditere. Ved periodens afslutning kommer lægfolket så på besøg i templet for at ofre til munkene og klostret. Ofte medbringer de et såkaldt "Penge-træ", dvs. en potte med et træ behængt med penge og andre gaver. Det er også ved denne lejlighed, at lægfolket forsyner munkene med klæde til munkedragten. I Danmark, hvor der jo ikke er en separat regntid, er skikken med at besøge klostret og munkene for at give dem et "Penge-træ", ikke snævert knyttet til den traditionelle fest. F.eks. fejres nytåret både i klostret i Dragør og templet i Stenløse ved at lægfolk besøger munkene og overrækker dem "Penge-træer".

    Maka Bucha
    Fejres af Theravadabuddhister i Dragør og Stenløse til minde om dengang 1.250 fuldt oplyste munke (arahat 'er ), alle ordineret af Buddha selv, tilfældigt eller på "overnaturlig" vis traf sammen hos Buddha, der ved denne lejlighed for første gang fremmessede de 227 munkeregler.

    Rose-ceremonien
    De vietnamesiske buddhister i Danmark fejrer i august/september festen Le Vu Lan , "rose-ceremonien", en fest, der også kendes fra Kina, Japan og Korea. Man samles i templet for at afhjælpe en del af den dårlige karma, som afdøde og nulevende mødre har erhvervet sig. Festen tenderer mod samtidig at være en fest, hvor man generelt søger at knytte båndene mellem forældre (af begge køn) og børn. Navnet hænger sammen med, at man får en (papir-) rose af munken, en hvid for døde mødre (forældre) og en rød for endnu levende.

    Fødsel/navngivning
    Lægfolk bringer ofte deres nyfødte til templet, hvor munkene afsynger hymner, messer m.v. og velsigner barnet. Til tider fremsiges på barnets vegne den buddhistiske "trosbekendelse", dvs. de tre tilflugter. Allerede ved denne lejlighed kan barnet modtage det såkaldte dharma - navn, dvs. det navn, der viser det er buddhist. Dharma-navnet kan man dog også få senere, i forbindelse med en slags "konfirmation", hvor man kommer til templet og selv fremsiger tilflugterne.

    Erhvervelsen af dharma-navnet har altså i modsætning til erhvervelsen af det almindelige borgerlige navn en religiøs betydning. I Tibet kan forældre bringe barnet til en lama, der klipper en lille tot hår af barnets isse og giver det et af sine egne navne. Herhjemme fortæller Lakha Lama fra Gelugpa-retningen, at han kun udfører disse handlinger, hvis barnet er tibetaner. Ellers nøjes han med at velsigne barnet.

    Vielse/ægteskab
    Vielse foregår som regel i familiens kreds, men parret kan også gå til templet og lade sig velsigne af en munk eller lama.

    Død/begravelse 
    Også i forbindelse med død og begravelse træder munke til med hjælp og bønner, i forbindelse med dødens indtræden, ved begravelseshøjtideligheden, i de første dage (ofte de første 49) efter dødens indtræden og i forbindelse med mindedage for afdøde. Ligbrænding er den hyppigste begravelsesform i de buddhistiske lande. I Tibet er der fire forskellige begravelsesformer: Legemet kan gives til gribbene, brændes, begraves eller mumificeres og anbringes i en stupa. En lama enten brændes eller mumificeres. Tibetanske buddhister mener, at den afdøde kan leve videre i den såkaldte "hjertechakra" (jf. evt. sektion om Chakra) i op til tre dage efter dødens indtræden. Derfor kontakter man ofte en astrolog, der afgør, hvornår liget må flyttes og hvordan. Karakteristisk for den tibetanske buddhisme er dens forestillinger om en "mellemtilstand" (bardo), hvor den dødes sjæl bevæger sig hen mod den næste inkarnation. Fra dødens indtræden og indtil 49 dage efter fremsiger man derfor bønner og udfører ritualer for at hjælpe den døde bedst muligt gennem bardo. Endvidere afholder man som regel mindedag for afdøde, de første 3 år efter døden, hvor  man ofte får en munk til at bede for afdøde. Hinayana - og Mahayana-munke kan på familiens vegne påtage sig at strø asken af afdøde ud i havet.

    De efterlevende og munkene ærer og hjælper de afdøde via recitationer af skrifter, mantraer og andre ritualer. Der er således i visse templer ceremonier til ære for afdøde, og billeder af menighedens afdøde slægtninge kan i særlige perioder placeres ved siden af alteret og den centrale Buddha - eller bodhisattvafigur. Også i de private hjem har man indrettet en særlig "forfædrehylde" med tavler og billeder af slægtens afdøde. Også disse æres med ofre.

    Inden for visse retninger fejrer man desuden dagen for Buddhas nedstigen fra himlen og (i den tibetanske buddhisme) dagen for hans demonstration af magiske evner.

    Vil du vide mere

    I forlængelse af  nærværende sektion om hvad buddhisme er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; Islam, Jødedommen, Kristendom, Taoismen, Hinduismen, Voodoo og Shamanismen.

    Endvidere kan det måske have interesse at kigge direkte i de vigtigst buddhistiske skrifter og se hvad, der står deri. Hvis interessen skulle være omkring at kigge i grundbøger indenfor det spirituelle, så tag et kig på NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis On-Linie.

    Der findes foruden hovedreligionerne en række andre begrebsområder, der støder op til og som til dels overlapper det spirituelle område. Her tænkes på områder som Filosofi, Psykologi, Naturvidenskab, Lægevidenskab og okultivisme. I stedet for at vælge den ene retning eller anskuelse fremfor den anden er det mere givtigt at se dem i sammenhæng og bruge det bedste fra begge verdner. Ses de forskellige anskuelsesmåder i sammenhæng beriger og supplerer de hinanden.

    Den buddhistiske festkalender er en månekalender. Du kan eventuelt have interesse i at læse nærmere om de forskellige kalendersystemer).