Skip to navigation | Skip to content

 

Verdens vidundere

Du er her: NetSpirit - Emner - P - Pilgrimsrejser - Vatikanet

Pilgrimsrejse til Jerusalem

Pilgrimsrejse til Santiago

Pilgrimsrejse til Ganges

Pilgrimsrejse til Medjugorje

Pilgrimsrejse til Lourdes

Pilgrimsrejse til Athos

Pilgrimsrejse til Qing Cheng

De sorte madonnaer

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3828
Online profiler 0
Online gæster 177
Åbne spørgsmål 578
Besvarede spørgsmål 2895

Almanak

Sun, 28. May 2017

Solen i dag

Solopgang:04:43
Solnedgang:21:31

Månen lige nu

Full Moon

Vatikanet

Vatikanet, hvis officielle navn er Stato della Cittá del Vaticano, er en bystat beliggende midt i Rom nær ved Tiber floden. Den består af Basilikaen, Skt. Peters Pladsen, Vatikanets paladser og haver, San Juan de Letrán kirken og paladset, den pavelige sommer residens ved kysten; Castel Gandolfo samt 13 bygninger udenfor området, der har ekstra-territoriale rettigheder.

Der bor omkring 1100 mennesker fast i Vatikanet, og omkring 5500 gejstlige og lægfolk har deres daglige gang i Vatikanet. De overgås selvfølgelig langt af antallet af turister og pilgrimme, der kommer for at opleve Peterskirkens forbløffende arkitektur, gå på opdagelse i Vatikanmuseernes overdådige samlinger og blive fotograferet sammen med de flotte Schweizergarden i deres renæssanceuniformer.

Pavestaten oprettedes i det 9. århundrede, da frankernes hersker, Karl den Store indstiftede den legalt. Dens eksistens ophørte i 1870, da Italiens første konge, Víctor Manuel de Saboya, formaliserede den militære besættelse af området, Giuseppe Garibaldi havde indledt, og udråbte Rom til hovedstad i det samlede italienske rige. Garantiloven af 1871 slog fast, at pavens person var urørlig og tilkendte ham samtidig Vatikanet.

De romerske paver anerkendte imidlertid ikke denne situation før 11. februar 1929, da den Hellige Stol indgik Letrán traktaten med Benito Mussolini, der udstak grænserne og privilegierne for den aktuelle stat. Traktaten forsonede Italien og paven efter Garibaldis erobring af Rom i 1870 og Italiens samling samme år. Men den løste også problemer med at give paven formel uafhængighed af fremmede regeringer, fordi paven blev sikret et territorium, som han kunne kalde sit eget.



Men det er vel at mærke ikke med ministaten Vatikanet, at fremmede lande har diplomatisk forbindelse. Det er med Den Hellige Stol og i pavens egenskab af åndeligt overhoved for den katolske kirke. Men det gør naturligvis ikke forvirringen mindre, at det mest almindelige - også blandt fagfolk - er at bruge udtrykket »Vatikanet« i flæng om både Vatikanstaten, den romerske kurie og paven. De pavelige diplomater er dog selv meget omhyggelige med at understrege, at de repræsenterer Den Hellige Stol og ikke Vatikanet.

Statens indtægter stammer oprindelig fra investeringen af de 1.750 millioner Lira, som Letrán traktaten fastlagde som erstatning for de områder, staten havde mistet i 1870. Endvidere stammer indtægterne fra de bidrag og donationer, der kommer ind fra hele verden - især fra USA og Tyskland. I dag administreres disse ressourcer af Instituttet for Religiøse Arbejder - populært Vatikanets Bank - der er restruktureret på baggrund af de finansskandaler, der ramte dens forgænger, Banco Ambrosiano, da denne brød sammen. Den menes at ligge inde med reserver på 11 milliarder dollars samt indgå i mange andre banker, virksomheder og et utal af ejendomme over hele verden. Blandt andet pavens sommerresidens Castel Gandolfo ved kysten.

Pave Benedict XVI (oprindelige navn: Josef Ratzinger, tysk oprindelse) er det øverste overhoved, valgt 19. april 2005 af Vatikankonsiliet. Svarende til en regeringschef har Vatikanet en statssekretær, der står i spidsen for en kommission på 5 kardinaler. Paven er desuden biskop over Rom og overhoved for den katolske kirke. Den kirkelige regering rådgives af et kollegium af kardinaler og synoden af biskopper, der mødes, når paven beslutter dette. Kirkens administrative organer udgøres af 9 Hellige Forsamlinger, 3 Sekretariater samt en række kommissioner, præfekturer og tribunaler, der til sammen udgør Curia Romana. Paven er den, der som apostlen Peters efterfølger »sidder« på hans bispesæde, og det er herfra, at betegnelsen »Den Hellige Stol« som udtryk for paven og den pavelige regering - kurien - stammer.



Vatikanstatens historie

Pga. forfølgelsen af de kristne i Rom og kejser Dioclesians ødelæggelse af alle kirkelige skrifter i år 303 eksisterer der i dag imidlertid kun meget få vidnesbyrd om de første kristne i området. Situationen ændredes under kejser Konstantin den Store (307-337). Han sluttede fred med kirken og tillod, at de kristne kunne agere legalt og fik en juridisk status, der tidligere var forbeholdt de vantro. I det 4. århundrede begyndte de kristne ved foden af Vatikan højen at bygge, hvad der senere skulle blive kendt som Peterskirken. Iflg. arkæologiske undersøgelser var det gravpladsen for den første pave. Middelalderens paver købte området og beordrede en bro (Pons Aelius) bygget, som skulle forbinde området med resten af Rom.

I 756 blev dette herredømme officielt overdraget pave Stefan II af frankernes konge som tak for, at paven havde udnævnt ham til konge. Området blev gradvist udvidet gennem donationer, køb og erobringer, og Pavestaten blev officielt oprettet af Karl den Store i det 9. århundrede. Den udgjorde da hele den centrale zone af Italien. I 847 beordrede pave Leon IV en stor mur bygget omkring næsten hele området til beskyttelse mod sarracenske angreb. Med udgangspunkt i Castel Sant'Angelo fortsætter muren bag vatikanets basilika og ned mod Tiberen. Det forvandlede Skt. Peter zonen til et muromkranset område. Den beskyttede basilikaen og de skatte, den rummede samt de mindre kirker, klostrene, gejstlighedens huse, pavens hus samt indbyggernes huse og køkkenhaver. Men muren forvandlede samtidig området til noget specielt, der adskildte den fra resten af byen.

I 1309-77 residerede paverne overvejende i Avignon pga. de konstante fraktionskampe i Rom. Efter pres fra Filip IV af Frankrig flyttede pave Klemens V pavestolen til Avignon, der blev en del af pavens vasaller og i 1348 pavelig ejendom. Periodens 7 paver var alle franskmænd ligesom 111 af de 134 kardinaler. Efter at Gregorio XI havde genoprettet pavesædet i Rom, fik Klemens VII kardinalerne til i 1348 at erklære valget af Urbano VI til pave for ugyldigt. Klemens blev valgt til antipave og indtog den ledige trone i Avignon. Europa blev delt i pavespørgsmålet. Frankrig støttede Klemens, mens Storbritannien støttede Urbano, og dette var baggrunden for hundredeårskrigen mellem begge kongedømmer (1337-1453).

Gennem århundrederne og især under renæssancen i det 14. århundrede gjorde pavedømmet Vatikanet til et af verdens vigtigste kulturelle centre. Især bør fremhæves Peterskirken og det Sixtinske Kapel (i pavens palads) dekoreret med fresker af Miguel Angel, Boticelli og andre af renæssancens kunstnere. Størstedelen af Vatikanstatens territorie opstod under de skiftende paver frem til 1797, hvor Napoleon Bonapartes franske tropper erobrede området og skabte den romerske republik. I 1801 generobrede Pius VII dele af sin magt, og efter Napoleons fald blev de fleste af Vatikanets jordområder atter overdraget dette ved Wienerkongressen i 1815.

I 1869 gennemførtes det første Vatikankoncil, hvor pavens ufejlbarlighed blev slået fast som dogme. Vatikanets eksistens ophørte i 1870, da Italiens første konge, Víctor Manuel de Saboya, formaliserede den militære besættelse af området, Giuseppe Garibaldi havde indledt, og udråbte Rom til hovedstad i det samlede italienske rige. Garantiloven af 1871 slog fast, at pavens person var urørlig og tilkendte ham samtidig Vatikanet. De romerske paver anerkendte imidlertid ikke denne situation før 11. februar 1929, da den Hellige Stol indgik Letrán traktaten med Benito Mussolini, der udstak grænserne og privilegierne for den aktuelle stat. Hermed var Vatikanet som en selvstændig stat en realitet.



Sankt Peterskirken

Peterskirken er verdens største kirke med målene 212 m lang, 114 bred og næsten 137 m høj. Kuplens ydre diameter er 59 m. den indre er 42,45 m. Peterskirken kan rumme 60,000 mennesker og har et areal på 35,000 sqm. På kirkens gulv kan man se sammenligninger med andre store kirker fra Europa. Kirken rummer flere kunstværker af bl.a. Michelangelo og har 11 kapeller og 45 altre. Man kan komme op i kuplen enten ad trapper eller med en elevator og herfra nyde en fantastisk udsigt over Rom og Vatikanet.

På stedet hvor korsfæstelsen af apostel Peter skete i år 61, blev der på foranledning af pave Skt. Sylvester I bygget et basilica omkring år 315. Basilicaet var 118 m. lang og 64 m. bredt, hvilket omtrent svarer til halv størrelse af den nuværende kirke. Det var således slet ikke nogen lille kirke, og endvidere var den rigt udsmykket med freskoer, mosaikker og talrige statuer. Basilicaen blev oplyst af over 100 olielamper, og da disse brugte en del lampeolie, opkøbte pave St.Gregory II en nærliggende olivenlund alene til formålet at fremskaffe lampeolie nok til, at basilicaen konstant kunne være oplyst.

I øvrigt så er ordet basilica, afledt af det græske ord "basileus", der betyder "konge." En basilica er egentlig et palads. Romerne overtog dette navn og brugte det til en bygning, der havde et politisk, økonomisk eller juridisk formål. Da kristendommen slog igennem, begyndte de kristne at bruge denne byggestil til deres kirker, og derved fik ordet sin moderne betydning: en kristen kirke.

I år 1451 var den oprindelige Skt. Peters kirke i så miserabel, nedslidt tilstand at pave Nicolas V, engagerede Rossellino, Alberti og Sangallo til at restaurere og forny kirken. Dette arbejde gik dog i stå ved pave Nicolas V's død i år 1455 og blev først genoptaget i år 1506, hvor pave Julius II, engagerede Bramante til at viderføre arbejdet. Bramante ville åbenbart gerne starte på en frisk, for han rev det meste af de oprindelige bygninger ned og fik som følge heraf tilnavnet "Ødelæggeren". Den nye basilica som Bramante opførte havde som grundplan et græsk kors, hvor der i midten var en gigantisk stor kuppel, flankeret af fire mindre kupler. Ved Bramantes død i 1514 var de fire centrale akser færdigbyggede.
Pave Leo X, engagerede herefter Raphael til at viderføre arbejdet, og denne lavede grundplanen om til et latinsk kors. Efter Raphaels død i 1520 overtog Peruzzi arbejdet, og han vendte tilbage til Bramantes plan, om at kirkens grundplan skulle være som et græsk kors. Denne beslutning varede dog kun til den næste arkitekt kom til; Antonio da Sangallo the Younger, der fik overdraget viderførelsen af arbejdet af pave Paul III, og i 1539 ændrede grundplanen tilbage til et latinsk kors. Ved Sangellos død i 1546 fik Michelangelo overdaget viderførelsen af byggeriet.
Michelangelo, modtog kun modstræbende erhvervet af pave Paul III efter Sangellos død i 1546. Michelangelo var på daværende tidpunkt 72 år og krævede frie hænder, hvis han skulle styre byggeriet. Det fik han, og indtil sin død i 1564 var han stærkt engageret i byggeriet. Michelangelo bestemte sig for, at grundplanen skulle være, som Bramante oprindelig havde tiltænkt det, nemlig som et græsk kors. Michelangelo viderudviklede Bramantes ideer herunder, at kuppelen skulle udføres med Brunelleschis kuppel i Firenze som forbillede. Vignola og Ligorio viderførte arbejdet efter Michelangelos død, og de blev fulgt af Porta og dennes assistent; Fontana, der færdiggjorde kuppelen i 1590 og tilføjede de to mindre kuppeler.
I år 1605 lod pave Paul V de sidste rester af den gamle basilica nedrive samt hele facaden og engagerede Carlo Maderno til at forlænge naven ned imod pladsen; Piazza San Pietro. Carlo Maderno lavede forskellige ændringer, herunder endnu engang ændredes grundplanen til et latinsk kors. Han lavede en ny facade, som blev stærkt kritiseret, fordi den skjulte kuppelen for de besøgende på pladsen foran kirken. I 1626 blev den nye Peterskirke indviet.

Pladsen foran kirken - Skt Petersplads - er udformet af Bernini og kaldes derfor også Berninis Piazza. Pladsen omkranses af to kolonnadefløje, som består af 284 søjler og 88 pilastre. Hele vejen rundt på toppen af kolonnaderækken er opsat 140 helgenstatuer. Pladsen er på det bredeste sted 196 m. Midt på pladsen står en 24 m høj og 350 tons tung obelisk, hentet i Egypten i år 37 e.Kr.


Skt. Peterskirken - Indgang

Facaden udført af Carlo Maderno er, som nævnt, blevet kritiseret for, at den skjuler kuppelen for de besøgende på pladsen foran kirken. Men så er der heldigvis så meget andet at kigge på. Indgangen til Peterskirken er flankeret af en statue af Skt. Peter, udført af G.de Fabris til venstre og en statue af Skt Paul, udført af A.Tadolini til højre. Af de fem indgange, der er til kirken, er den yderst til højre; Porta Santa, der er forseglet indfra og kun benyttes i de såkaldte hellige år; år 2025, 2050 etc. Den centrale dør er udført i bronce og hentet fra den gamle basilica. Ovenover den centrale indgang er en mosaik (the navicella), der bla. viser Jesus gående på vandet. Den originale mosaik kom fra den gamle basilica, men har lidt under tidens tand og er nu erstatet af en kopi.


Navicella Porta Santa


Skt. Peterskirken - The Nave

Det første man støder på, når man træder ind i Peterskirken, er forhallen (Portikus, The Hall), der er udført af Maderno. Forhallen er 71 m. lang, 13 m. bred og 20 m. høj, og på den venstre endevæg findes en flot statue af Charlemagne, udført af A.Cornacchini og på den højre endevæg en smuk statue af Constantine, udført af G.L.Bernini.

Den del af kirken, man træder ind i efter forhallen, er den længde, som Carlo Maderno tilføjede (The Nave), og herved ændrede kirkens grundplan fra et græsk til et latinsk kors. Peterskirken er næsten 200 m langt og for rigtig at prale med det, har man lavet inskriptioner i kirkegulvet, der viser, hvor små verdens andre store katedraler er, bl.a. St. Pauls i London med 150 m og Kölnerdromen med 135m. Umiddelbart inde i forhallen, vil du måske bemærke en rund rød sten i kirkegulvet. Denne stammer fra den oprindelige basilica, og det var herpå denne sten, at konger mv. blev kronet.

The Nave er adskilt fra kirkens ydremurer med enorme rundbuer på hver side, hvorved der skabes et rum i samme længde som The Nave på hver side. Såvel de to sidelænger som selve The Nave er rigt udsmykket med diverse mosaikker, udskæringer, mindre statuer. Det kan være svært at fokusere på al den udsmykningspragt især på en solrig dag, hvor man kan se solens stråler smukt strømmende ned i kirken fra vinduerne i Michelangelos kuppel. De fleste haster således hurtigt videre, og der er da også masser at kigge på. Men en ting, som absolut bør opleves, er dog et af Michelangelos absolutte hovedværker, nemlig Chapel of the Pieta, som findes umiddelbart til højre, når man kommer ind i Naven.

På den højre væg (nord) på The Nave står: "I will entrust to you the keys of the kingdom of heaven. Whatever you declare bound on earth shall be bound in heaven; and whatever you declare loosed on earth shall be loosed in heaven" Hvilket stammer fra Mæt. 16:19 og de statuer, der findes i dette rum, er otte af de i alt 39 statuer af helgener, som har spillet en stor rolle i kirkens historie: 1. Charity. 2. Faith. 3. Innocence. 4. Peace. 5. Clemence. 6. Constance. 7. Mercy. 8. Strength.

På den venstre væg (syd) på The Nave står: "I have prayed for you Peter, that your faith may never fail; and you in turn must strengthen your brothers". Hvilket stammer fra Lukas 22:32, og de statuer, der findes i dette rum, er: 9. Ecclesiastical Authority. 10. Divine Justice. 11. Virginity. 12. Obedience. 13. Humility. 14. Patience. 15. Justice. 16. Strength.


Et kig ned af The Nave Michelangelos kuppel


Skt. Peterskirken - Pieta

Chapel of the Pietà er lavet i 1499 af Michelangelo Buonarroti i en alder af kun 24 år. Det skal ses, det skal opleves! Et fantastisk bevægende kunstværk. Michelangelo leger med det hårde marmor og får det til at se ganske levende og luftigt ud. Han fortolker en moders sorg over at have mistet sin søn på en enestående flot måde. Værket er i øvrigt det eneste signerede fra Michelangelos hånd. En dag, da den unge Michelangelo var i kirken for at se sit værk opstillet, overhørte han en samtale mellem to ansete borgere, der talte om, hvem der kunne have lavet figuren, og en anden kunstner blev nævnt. Det ville Michelangelo ikke have siddende på sig. Så næste nat sneg han sig ind i kirken og huggede den signatur, man i dag ser på det bånd, der løber fra Jomfru Maria's venstre skulder og ned over kjortelen. Michelangelo lavede senere yderligere 2 udgaver af temaet Pietá. Begge værker befinder sig i Firenze.



Skt Peterskirken - Michelangelos kuppel

Når man kommer ned til enden af The Nave, kigger man lige op i den smukke kuppel, Michelangelo står som hovedarkitekt bagved. Efter Michelangelos død blev kupplen færdiggjort af Porta og Fontana. Kuppelen er placeret direkte ovenpå Skt. Peters grav. På frisen under vinduerne står med næsten 2 meter høje bogstaver: "Tu es Petrus et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam et tibi dabo claves regni caelorum." ("You are Peter, and upon this rock I will build my church; and I will give you the keys of the kingdom of heaven").

I det hele taget er størrelsen af Peterskirken og dimensionerne imponerende. Hvilket eksempelvis ses ved de fire søjler, der bærer kuppelen. Prøv eksempelvis at se på den første sølje til højre, når man kommer ned langs The Nave. Her finder vi en statue af St. Longinus, som var den romerske soldat, der spiddede Jesus i siden, mens han hang på korset. Han fortrød senere og konverterede til kristendommen, hvilket kirken kvitterede for ved at ophæve ham til helgen. Statuen af Longinus er i sig selv enorm, men prøv at se, hvor lille den virker, når man ser den placeret i den ene af de fire søjler, der bærer kuppelen.


Hver af de fire søjler er navngivet ud fra den statue, der er placeret ved dens fod: Skt Longinus udført af Bernini. Longinues var som nævnt den romerske soldat, der spiddede Jesus i siden, mens han hang på korset. Skt Helena, udført af Bolgi, er stolpen længst væk til højre. Legenden beretter om Skt. Helena - kejser Konstantins (Constantines) moder - der efter et stort eftersøgningsarbejde i 325 genfandt Kristi kors og lod det gemme i en kirke i Jerusalem. Skt Veronica, udført af Mochi, er stolpen længst væk til venstre. Veronica var den kvinde, der tørrerede sveden af jesus ansigt på vej til korsfæstelsen. Dette svedklæde var især i middelalderen omgivet af stor interesse, da det efter sigende skulle vise konjunkturene af Jesus ansigt. Det klæde, som kirken mener, er Veronicas svedklæde (Veronica's veil) opbevares i Skt. Peterskirken. Og endelig Skt Andrew udført af Duquesnoy. Skt. Andrew var bror til Skt. Peter og blandt de første disciple.

Til højre for statuen af Longinus er en bronce statue af St. Peter, som knuger fast om himmerigs nøgler. Det er næppe det største kunstværk i kirken - men måske det populæreste. Hans højre fod er blankslidt - i virkeligheden mangler der næsten hele storetåen. Dette skyldes utallige berøringer og kys gennem mere end hundrede år. I 1857 gav pave Pius IX 50 dages syndsforladelse til alle, som kyssede foden efter skriftemål.

St. Helen St. Verionica St. Andrew


Skt Peterskirken - Pavens alter

Under Michelangelos enestående kuppel findes det pavelige alter. Det nuværende alter er bygget ovenpå talrige andre ældre altre. Pave Clement VIII, indvidede det nuværende den 5 juni 1594. Det er kun paven, som har ret til at udføre messe fra dette alter. Over altret svæver en kolossal bronce baldakin, lavet af Bernini. Den bæres af fire 20 meter høje snoede spiraler med flotte detaljer. Baldakinen er efter sigende en tak fra pave Urban VIII, fordi hans niece overlevede en fødsel. I de 4 søjler har Bernini udført ni kvindeansigter med stigende grad af smerte. Det tiende er et smilende barneansigt. Det er fødslens faser, som Bernini har forsøgt at gengive.

I gulvet foran alteret finder vi The Confession, udført af Maderno i 1615-17. Ordet Confession (tilståelse) refererer til den Confession of faith, som apostlen Peter lavede, og som førte til hans henrettelse. Skt Peters grav befinder sig her og således direkte under alteret. Her befinder sig også en sølvkiste, der indeholder Pallium (latin pallium eller palla = "ulden kappe"). Denne beklædningsgenstand var oprindelig forbeholdt paven, men i flere hundrede år har han tilladt sine ærkebisper og primas’er at bære den som tegn på den domsmagt, de varetager på pavestolens vegne. Palliet er et rundt, omkring fem centimerter bredt bånd, vævet af hvid lammeuld. Dette tages over hovedet og placeres, så det hviler på skuldrene. Fra den hænger der to lige så brede bånd ned foran og bagpå. På den måde danner palliet et "Y", når man ser på det lige forfra eller bagfra. Det er dekoreret med seks sorte kors, et på hvert nedhæng og fire på kraven. I øvrigt valgte pave John Paul II at blive indsat som pave kun iført Pallium i stedet for den traditionelle pavekrone.

The Confession Pavens alter Baldacchinoens søjler


Skt Peterskirken - Grotterne

Sacre Grotte Vaticane (Vatikanets hellige grotter) rummer blandt andet Kapellerne for Den Hellige Jomfru fra Czestochowa (Polen) og den Hellige Jomfru fra Vilna (Lithauen), dronning Kristina af Sveriges grav, over 100 pavegrave, samt naturligvis den mest berømte af dem alle nemlig Skt Peters grav. Grotterne stammer fra 1536, hvor arkitekten Antonio Sangallo den Yngre under opførelsen af Skt. Peterskirken hævede gulvet således, at der blev plads til de såkaldte grotter.

De mange pavelige gravmonumenter er imponerende og repræsenterer mange forskellige stilarter. Mange af gravene kom først til, efter man i år 1606 rev det sidste af den oprindelige Skt. Peterskirke ned og overførte forskellige helegener, paver etc. til den nye Skt Peterskirke , der blev indviet i år 1626. I grotterne er også udstillet lidt af Vatikanets mange skatte. De fleste befinder sig i de nærliggende museer. Udover talrige guld- og sølvgenstande samt mange kunstværker er også udstillet religiøse relikvier.


Skt Peterskirken - Necropolis

En gang længere nede under Vatikanets grotter finder vi Necropolis. Dette er en gravplads, som blev benyttet mellem det I og det IV århundrede af såvel kristne som ikke kristne. Gravbyen var således i brug indtil Konstantin begyndte opførelsen af den første Peterskirke. Gravbyen består af brede gader med sidekapeller, huse samt gravpladser. Placeringen af Skt. Peterskirken ovenpå Necropolis skyldes, at det er her, vi finder den oprindelige plads for - efter kirkens, men ikke alles mening, apostlen Peters grav, hvorfra hans knogler senere er flyttet op under højalteret i den nuværende kirke. En græsk inskription hjælper med at identificere graven: Petr (os) eni - hvilket betyder "Peter er her". Ordet necropolis er græsk og betyder "By for de døde".


Grotterne - Klik for større billede Necropolis - Klik for større billede


Det Sixtinske Kapel

De fleste besøgende i Vatikanet vælger først at se Peterskirken og herunder grotterne samt eventuelt Necropolis - for derefter at forlade Peterskirken igen og gå til høje for indgangen, hvorfra der er adgang via elevator eller trapper op til kuppelen. Hvis den besøgende derefter har mere energi, tid, fortsættes der som oftest til Det Sixtinske Kapel, der er placeret umiddelbart til højre for selve Peterskirken.

Cappella Sistina (italiensk), bedre kendt som Det Sixtinske Kapel i Vatikanstaten blev opført i 1473-1481 til Pave Sixtus IV - heraf navnet. Det var oprindelig tænkt som et privat ceremonisted for paven. I tidens løb er det bl.a. blevet anvendt i forbindelse med conclaver d.vs. kardinalmøder for valg af en ny pave. Når de fleste tænker på det Sixtinske kapel, tænker de på det rum, hvor Michelangelo har udsmykket loftet og bagvæggen.Hvilket er ganske forståeligt, da det er et helt unikt rum. Men det Sixtinske kapel er meget mere end blot dette rum. Faktisk rummer kapellet en af verdens største samlinger af klassisk kunst. Det Sixtinske kapel har så mange fantastiske kunstværker at byde på, at man sagtens kan få en hel dag eller flere til at gå herinde.




Efter en del vandring igennem lange gallerier når man til sidst hen til det Sixtinske kapel. På sidevæggene 12 fresker, 6 på hver side, malet af Perugino, Pinturicchio, Botticelli, C. Rosselli, Luca Signorelli, Domenico Ghirlandaio, P. di Cosimo. Loftets udsmykning er fresker malet af Michelangelo - forestillende skabelsesberetningen indtil syndfloden, som han arbejdede på fra 1531 til 1541.Det så ubetinget meste berømte motiv er "Adams Skabelse", der forestiller gud i færd med at skabe det første menneske. Endevæggen er ligeledes udført af Michelangelo og forestiller "Dommedag". Michelangelos lofter, der blev malet på Pave Pius II's foranledning, er for nyligt blevet bragt tilbage til deres oprindelige stand i en renselsesproces, der tog 20 år.

I de første 20 år var loftet malet blåt og dekoreret med sølv og guldstjerner. Så bad pave Julius II Michelangelo om, at udsætte det projekt, han var i gang med, og i stedet dekorere loftet i Det sixtinske Kapel. Michelangelo fyrede alle assistenterne og nægtede at tage mod råd fra paven eller andre. I 4 år arbejdede han med loftsudsmykningen - det meste af tiden liggende udstrakt på et stillads. Og i 1512 var loftet færdigt. Michelangelos syn blev delvist ødelagt undervejs af stearin fra det lys, han placerede på sin pande, mens han arbejdede. Motivet er skabelsesberetningen og menneskets historie indtil Jesu fødsel. Det grundlæggende tema for hele udsmykningen af kapellet er idéen om frelse.

Michelangelo vendte tilbage til kapellet fra 1534-41 for at male Dommedag på¨endevæggen. To vinduer blev fjernet og en tidlig fresko måtte ødelægges for at give Michelangelo en passende væg til hans værk. Michelangelo fik væggen til at hælde en lille smule indad for at forhindre støv i at sætte sig fast. Endnu engang afslog han al hjælp til arbejdet. Dommedags billedet vakte skandale ved sin fremkomst. Ikke alene havde Michelangelo malet Jesus skægløs. Men til overflod havde han placeret næsten 400 nøgne skikkelser i maleriet. Den ivrigste kritiker - pavens sekretær - har Michelangelo malet med æselører nede i helvedes højre hjørne. Ikke så snart var Michelangelo død (1564), før pave Pius V fik malet vinblade og lændeklæder over de mest stødende partier. Disse gevandter er dog efterfølgende søgt fjernet - men træder tydeligt igennem mange steder.

Trappe i Det Sixtinske kapel Det Sixtinske kapel set udefra Det Sixtinske kapel


Vatikanets museer

Det Sixtinske kapel er blot et af vatikanets museer. Faktisk findes der intet mindre end 6 museer i Vatikanet. Hvis dertil lægges de mange forskellige kunstgenstande, der er udstillet diverse steder i Vatikanstaten samt de ikke offentliggjorte værker Vatikanet ejer, begynder man at få en fornemmelse for hvilken rigdom af kunstværker, som Vatikanet reelt råder over.

Museer i Vatikanet er: Gregorian Egyptian Museum, Gregorian Etruscan Museum, Sistine Chapel, Raphael's Rooms, Pinacoteca og Ethnological Missionary Museum. En tur igennem disse museer vil for de fleste indbefatte genkendelsens glæde over rigtig mange forskellige motiver, der stammer fra malerier og lignende, og som er benyttet i diverse sammenhænge.


Valg af ny pave

For den katolske kirke opfattes paven som Guds eftertræder på jorden. Disciplen Peter blev af Jesus udnævnt til at være hans efterfølger, og denne magt er gået igen i form af Paven. Skt. Peter var således den første pave (32-67), og som det ses af oversigten over paver igennem tiderne nederst, er den nuværende pave nr. 265 i rækken. En udfordring for den katolske kirke har været, at valget af ny pave ofte er faldet ud til fordel for en, som er ret højt oppe i årene. Faktisk er det sket en gang, at en nyudnævnt pave (Stephen II år 752) ikke har overlevet tiden fra kardinalernes udnævnelse til tiden for den officelle ceremoni. En anden pave nåede kun at sidde i pavestolen en måned.

Da paverne traditionelt vælges, når de er langt oppe i årene, florerer diskussionerne både blandt lægmand og de gejstlige om, hvad man egentlig skal gøre, hvis paven bliver så senil eller syg, at han ikke kan passe sit job. Tilbagetræden er mulig efter pavestolens lovgivning, men er usædvanlig sjælden i Vatikanets tusindårige historie. De seneste eksempler er fra år 1040, hvor Benedikt IX og Gregorius VI trådte tilbage af forskellige årsager. Der hviler således et stort ansvar på kardinalerne, og mange faktorer skal overvejes, når de i Det Sixtinske Kapel under Michelangelos dommedagssceneri skal finde den næste efterfølger til apostlen Peter og hermed begynde en ny æra i den kristne kirkes historie.


Paven dør

Ved en paves dødsleje vil der altid være en række betydningsfulde embedsmænd samlet om ham. Det drejer sig om statssekretæren, statssekretærens substitut, kardinalkammerherren, kardinalvikaren samt pavens personlige sekretær. Desuden vil der være et hold af læger samt et mindre antal nonner, der har det daglige ansvar for den pavelige husholdning. Når lægerne erklærede paven for død, trådte tidligere kardinalkammerherren (camerlengoen) frem og slog paven tre gange på panden med en lille sølvhammer samtidig med, at han tre gange kaldte paven ved dennes borgerlige navn. Denne skik er imidlertid blevet afskaffet af pave Johannes Paul II, og der lægges nu et meget tyndt stofklæde over pavens ansigt, inden hans navn påkaldes. Først når paven ikke har reageret på denne sidste påkaldelse, erklæres han død af kirken, hvorefter camerlengoen beder kardinalvikaren for Rom om at give den officielle meddelelse.

Umiddelbart efter pavens død forsegles alle pavens personlige ejendele for senere disponering efter pavens testamente – og pavens ring (Pescatorio), der bærer et billede af St. Peter, som fisker fra en båd, pavens signet-ring samt det pavelige segl, bliver destrueret under opsyn af det tilstedeværende kardinalkollegium. Dernæst forsegles hele det pavelige palads, indtil en ny pave er blevet valgt.


Det midlertidige styre - Interregnum

Ved en paves død indtræder det såkaldte Interregnum (midlertidigt styre) også kaldet Sedisvacans i betydningen, at Peters stol står tom. Alle, der besidder et højt og styrende kirkeligt embede ved Kurien eller i Vatikanstaten, nedlægger med øjeblikkelig virkning deres embeder. Undtaget herfra er fire embedsmænd, der forestår det midlertidige styre af kirken og gennemførelsen af valget af den nye pave. Det drejer sig om kardinalkammerherren, kardinal storpønitentiaren (for bod og syndsforladelse), kardinalvikaren for bispedømmet Rom samt ærkepræsten for Peterskirken, der også er generalvikar for Vatikanstaten.

Næste skridt er indkaldelse af alle i Rom tilstedeværende kardinaler til den såkaldte Generalkongreation, der skal bestemme følgende:
  • Hvornår og hvordan den afdøde pave skal ligge på Lit de Parade i Peterskirken.
  • Hvornår han skal begraves (fra 4-6 dage efter dødsfaldet).
  • Hvilke sørgemesser der skal være i Novemdiales, de ni sørgedage efter pavens død.
  • Klargøringen af Det sixtinske Kapel og S. Marthas Hus til konklavet.
  • Udgifternes fordeling ved pavens død, begravelse og valg af ny pave.
  • Konklavets start (tidligst 14 dage og senest 21 dage efter pavens død).

Paven begraves

Hvis den afdøde pave i sit testamente har ytret ønske om sit begravelsessted, f.eks. i sit hjemland, vil dette blive respekteret, men ellers foreskriver traditionen, at den afdøde pave begraves i krypten under gulvet i Peterskirken sammen med over 100 andre af de tidligere paver. Foreskrifterne er, at den officielle begravelsesceremoni skal finde sted mellem fire og seks dage efter pavens død. Kardinalkollegiets dekan forretter messen, der afsluttes med, at sortklædte bærere under klokkeringning fører kisten ind i Peterskirken. Her ligger paven så på lit de parade i nogle dage, hvor troende og almindligt interesserede valfarter forbi. Herefter vil paven blive begravet ved en mere intim ceremoni i grotterne under Peterskirken, eller på det sted, han har ytret ønske om i sit testamente.



Johannes XXIII
(Angelo Giuseppe Roncalli)
(1881-1963)
Paulus VI
(Giovanni Battista Montini)
(1897-1978)
Johannes Paulus I
(Albino Luciani)
(1912-1978)
Johannes Paulus II
(Carol Wojtyla)
(1920-2005)




Konklavet samles

Tidligst 14 dage (for at give alle tid til at nå frem) og senest 21 dage efter pavens død skal den såkaldte konklave starte. Ordet konklave dækker over den periode, hvor kardinalerne er forsamlet for at vælge den nye pave. Ordet konklave efter det latinske ”cum clave” (med nøgle) hentyder til, at kardinalerne under valghandlingen er fuldstændig isoleret fra omverdenen. Tidligere opholdt kardinalerne sig alene og isoleret i Det sixtinske Kapel under konklavet, men med det nuværende store kardinalkollegium har Johannes Paul II bestemt, at kardinalerne udenfor de rent valgretslige handlinger opholder sig i Domus Sanctae Marthae (Casa Sankt Martha), der ligger meget tæt på Peterskirken. Også hér holdes kardinaler i streng isolation, og en række af pavelige embedsmænd har til opgave at sikre denne totale isolation under valgperioden. Med få undtagelser har ingen andre end kardinalerne adgang til Det sixtinske Kapel og inden dørene lukkes ”cum clave” (kun 3 udenstående personer har nøglen) sikres det, at intet audiovisuelt udstyr kan afsløre valghandlingerne.




Sådan vælges den nye pave

På den morgen, hvor konklavet begynder, fejrer kardinalerne messe sammen i Peterskirken. Over middag går alle kardinalerne i i højtidelig procession til Det paulinske Kapel i Vatikanpaladset, hvor den traditionelle hymne Veni Creator afsynges, inden processionen fortsætter til Det sixtinske Kapel. Hér aflægger alle kardinalerne ed på til punkt og prikke, at ville overholde bestemmelserne i den apostolske konstitution: At modsætte sig enhver form for politisk pres, at opretholde den strengeste tavshed om valghandlingerne under og efter konklavet, og, hvis han bliver valgt, at forsvare den Hellige Stols åndelige og verdslige rettigheder såvel som dens frihed.

Umiddelbart derefter giver Pavens liturgiske ceremonimester tegnet extra omnes (alle udenfor), hvorefter dørene lukkes og låses. Det er tilladt for nogle få assistenter at være til stede under konklavet, ligesom kardinalkollegiets sekretær også fungerer som konklavets sekretær. Dog er alene kardinalerne til stede ved de enkelte valghandlinger. Hovedbestemmelsen om valg af ny pave fordrede tidligere 2/3-del af stemmerne, men da dette tidligere kunne tage meget lang tid at opnå dette flertal, blev det ændret til, at man nu skal have halvdelen af stemmerne.

Afstemningen er og skal altid være skriftlig. Det er forbudt at stemme på sig selv, ligesom det - under trussel om ekskommunikation - er forbudt at indgå forhåndaftaler om stemmeafgivning eller at give løfter om belønninger for at sikre sig stemmer. Hver kardinal udfylder stemmesedlen med navnet på sin kandidat på den fortrykte stemmeseddel: In summam pontificem eligo (Til det højeste præsteembede vælger jeg ______________).

Hvis man ikke er nået til en afgørelse efter tre dages afstemninger, afbrydes forhandlingerne i 24 timer, hvor kardinalerne frit kan diskutere indbyrdes. Derefter afholdes der syv nye afstemninger og så en afbrydelse, igen syv afstemninger og en ny afbrydelse og så igen syv afstemninger. Denne procedure, indtil der er afholdt maksimalt 30 afstemninger. Herefter kan kardinalkollegiet på opfordring fra camerlengoen træffe beslutning om den videre fremgangsmåde, således at valget afgøres enten ved simpel majoritet (50 % + 1 af de afgivne stemmer) eller, at de to kandidater, der ved den seneste afstemning har fået flest stemmer, går videre til en sidste afstemning, hvor den, der får de fleste stemmer, er valgt til ny pave.

Efter dagens afstemninger brændes stemmesedlerne og andet skriftligt materiale. Dog gemmes resultatet af de enkelte afstemninger i en forseglet kuvert, som kun den nyvalgte pave har adgang til. Under konklavet er det røgen fra denne afbrænding, der fra Peterspladsen kan ses komme ud af den berømte skorsten. Så længe dagens afstemninger ikke har givet en ny pave, tilsættes lidt kemi til afbrændingen således, at røgen er sort. I tidligere tider afbrændte man lidt våd halm, der giver sort røg og ved enighed tør halm, der giver hvid røg.

Tidligere var det således, at kardinalerne for at fremskynde enighed under konklavet kun fik vand og brød og skulle opholde sig i det sextinske kapel, der nok er smukt, men ikke ligefrem egnet til flere dages overnatning. Nu til dags indkvarteres kardinalerne, som nævnt, i Casa Sankt Martha og får ganske almindelig mad og drikke. De fleste konklaver siden midten af 1800tallet er dog blevet afgjort på et par dage. Man skal tilbage til 1831 for at finde et konklave, der varede 54 dage og helt tilbage til 1800 for at finde et, der varede tre en halv måned.




Hvem der vælger den nye pave

Paven vælges af kardinalerne, men ikke alle kardinaler har stemmeret. I 1975 besluttede Paul VI under stort postyr at udelukke kardinaler over 8o år fra valghandlingen. Paul VI udvidede samtidig antallet af valgberettigede kardinaler fra 8o til 120 blandt andet for at sikre kardinalkollegiet større geografisk bredde. I princippet er kardinalerne frie til at vælge enhver mandlig katolik som pave, men i realiteten er alle paver blevet valgt blandt de forsamlede kardinaler siden 1300tallet.

Skønt pavevalget er en demokratisk proces, er det ikke alle kardinaler, der har lige stor indflydelse. Hvis ikke de selv stiller op, fungerer kardinaler, der i forvejen er anerkendt, som ledere af forskellige geografiske, sproglige eller ideologiske grupperinger inden for kirken, ofte som en art kampagneledere. Efterhånden som afstemningerne skrider frem, er det vigtigt for kandidaterne hele tiden at øge antallet af stemmer ikke blot for at vinde valget, men også for at undgå dybe splittelser i kardinalkollegiet som følge af afstemningerne. Her har kampagnelederne en stor opgave i ikke bare at promovere deres egen kandidat, men, idet de gør det, også at arbejde for den størst mulige konsensus.

Den vigtigste embedsmand efter en paves død er kardinalkammerherren, den såkaldte camerlengo, som er ansvarlig for administrationen af Den hellige Stol. Det er ham, der slår den afdøde paves ring i stykker, forsegler hans gemakker og arrangerer hans begravelse. Det er også camerlengo'en, der forbereder valget af den nye pave, og det er under hans ledelse, at valghandlingen udføres.

Kardinal. På latin cardi'nalis, betyder: fornemst, vigtigst, i den romersk-katolske kirke er kardinal den fornemste gejstlige titel. Kardinalerne udnævnes alene af paven. Kardinaler er typisk ærkebiskopper i forskellige dele af verden eller medlemmer af kurien, som er den pavelige regering i Vatikanstaten. Kardinalerne kendetegnes ved rød dragt og kalot.

Når en ny pave er valgt

Umiddelbart efter at en kardinal har opnået det nødvendige antal stemmer, tilspørger kardinalkollegiets dekan den valgte kardinal på latin: Acceptasne electionem canonicam in summum pontificem de te factum (Accepterer du dit kanoniske valg til det højeste præstembede). Fra det øjeblik den nyvalgte kardinal svarer: Accepto (jeg accepterer), er han i kanonisk forstand valgt som ny pave. Den nyvalgte pave fortæller derefter kardinalerne, hvilket navn han vil tage og i to vidners nærvær udfærdiger den pavelige ceremonimester det formelle acceptdokument med pavens nye navn, og konklavet er slut. Derpå iføres den nyvalgte pave den traditionelle hvide klædning. På dette tidspunkt vil den hvide røg fra de brændte stemmesedler have fortalt offentligheden, at en ny pave er valgt.

Den nyvalgte Pave bliver øjeblikkelig biskop af Rom og formand for bispekollegiet. Herefter præsenteres den nye pave på Peterskirkens balkon af den ældste kardinal med de traditionelle ord: Annuntio vobis gaudeum magnum: Habemus papam. Eminentissimum ac reverendissimum dominum, dominum (xx), Sanctae Romanae Ecclesiae cardinalem (xx), qui sibi nomen imposuit (xx). Den latinske oversættelse lyder: Jeg meddeler jer en stor glæde: Vi har en pave. Det er hans eminence, den ærværdige herre (den nye paves borgerlige fornavn), kardinal i Den hellige romerske Kirke (den nye paves borgerlige efternavn), som har antaget navnet (den nyvalgte paves valg af navn). Umiddelbart derefter lyser den nye Pave velsignelsen Urbi et Orbi (til byen og verdenen) ud over den traditionelt fuldstændig fyldte Petersplads.

Paveaudienser

Når Paven er hjemme, giver han gratis audiens hver onsdag. Den foregår enten i audienshallen til venstre for Peterskirken eller på Peterspladsen. En billet til indendørsarrangementet skal hentes senest dagen før kl. 13.30 ved personligt at opsøge audienskontoret. Det finder man ved at gå op ad trapperne i bronzeporten, der er til højre for kirken. Indgangen er bevogtet af to schweizergardere, men de lader en komme forbi, når de hører ærindet. Præsten spørger ikke efter ID-papirer. Det er tilladt at medbringe flag, fotoapparater, videokameraer m.m. Vil man se paven tæt på, kan man tage en teaterkikkert med. Audiensen begynder kl. 10, og pladserne er unummererede. Kan man ikke rigtig forstå, hvad Paven siger, lægges hans audienstale ud på Internettet bagefter.



Oversigt over paver

1. St. Peter (32-67)
2. St. Linus (67-76)
3. St. Anacletus (Cletus) (76-88)
4. St. Clement I (88-97)
5. St. Evaristus (97-105)
6. St. Alexander I (105-115)
7. St. Sixtus I (Xystus I) (115-125)
8. St. Telesphorus (125-136)
9. St. Hyginus (136-140)
10. St. Pius I (140-155)
11. St. Anicetus (155-166)
12. St. Soter (166-175)
13. St. Eleutherius (175-189)
14. St. Victor I (189-199)
15. St. Zephyrinus (199-217)
16. St. Callistus I (217-22)
17. St. Urban I (222-30)
18. St. Pontain (230-35)
19. St. Anterus (235-36)
20. St. Fabian (236-50)
21. St. Cornelius (251-53)
22. St. Lucius I (253-54)
23. St. Stephen I (254-257)
24. St. Sixtus II (257-258)
25. St. Dionysius (260-268)
26. St. Felix I (269-274)
27. St. Eutychian (275-283)
28. St. Caius (Gaius) (283-296)
29. St. Marcellinus (296-304)
30. St. Marcellus I (308-309)
31. St. Eusebius (309 or 310)
32. St. Miltiades (311-14)
33. St. Sylvester I (314-35)
34. St. Marcus (336)
35. St. Julius I (337-52)
36. Liberius (352-66)
37. St. Damasus I (366-83)
38. St. Siricius (384-99)
39. St. Anastasius I (399-401)
40. St. Innocent I (401-17)
41. St. Zosimus (417-18)
42. St. Boniface I (418-22)
43. St. Celestine I (422-32)
44. St. Sixtus III (432-40)
45. St. Leo I (the Great) (440-61)
46. St. Hilarius (461-68)
47. St. Simplicius (468-83)
48. St. Felix III (II) (483-92)
49. St. Gelasius I (492-96)
50. Anastasius II (496-98)
51. St. Symmachus (498-514)
52. St. Hormisdas (514-23)
53. St. John I (523-26)
54. St. Felix IV (III) (526-30)
55. Boniface II (530-32)
56. John II (533-35)
57. St. Agapetus I (Agapitus I) (535-36)
58. St. Silverius (536-37)
59. Vigilius (537-55)
60. Pelagius I (556-61)
61. John III (561-74)
62. Benedict I (575-79)
63. Pelagius II (579-90)
64. St. Gregory I (the Great) (590-604)
65. Sabinian (604-606)
66. Boniface III (607)
67. St. Boniface IV (608-15)
68. St. Deusdedit (Adeodatus I) (615-18)
69. Boniface V (619-25)
70. Honorius I (625-38)
71. Severinus (640)
72. John IV (640-42)
73. Theodore I (642-49)
74. St. Martin I (649-55)
75. St. Eugene I (655-57)
76. St. Vitalian (657-72)
77. Adeodatus (II) (672-76)
78. Donus (676-78)
79. St. Agatho (678-81)
80. St. Leo II (682-83)
81. St. Benedict II (684-85)
82. John V (685-86)
83. Conon (686-87)
84. St. Sergius I (687-701)
85. John VI (701-05)
86. John VII (705-07)
87. Sisinnius (708)
88. Constantine (708-15)
89. St. Gregory II (715-31)
90. St. Gregory III (731-41)
91. St. Zachary (741-52)
Stephen II (752)
92. Stephen III (752-57)
93. St. Paul I (757-67)
94. Stephen IV (767-72)
95. Adrian I (772-95)
96. St. Leo III (795-816)
97. Stephen V (816-17)
98. St. Paschal I (817-24)
99. Eugene II (824-27)
100. Valentine (827)
101. Gregory IV (827-44)
102. Sergius II (844-47)
103. St. Leo IV (847-55)
104. Benedict III (855-58)
105. St. Nicholas I (the Great) (858-67)
106. Adrian II (867-72)
107. John VIII (872-82)
108. Marinus I (882-84)
109. St. Adrian III (884-85)
110. Stephen VI (885-91)
111. Formosus (891-96)
112. Boniface VI (896)
113. Stephen VII (896-97)
114. Romanus (897)
115. Theodore II (897)
116. John IX (898-900)
117. Benedict IV (900-03)
118. Leo V (903)
119. Sergius III (904-11)
120. Anastasius III (911-13)
121. Lando (913-14)
122. John X (914-28)
123. Leo VI (928)
124. Stephen VIII (929-31)
125. John XI (931-35)
126. Leo VII (936-39)
127. Stephen IX (939-42)
128. Marinus II (942-46)
129. Agapetus II (946-55)
130. John XII (955-63)
131. Leo VIII (963-64)
132. Benedict V (964)
133. John XIII (965-72)
134. Benedict VI (973-74)
135. Benedict VII (974-83)
136. John XIV (983-84)
137. John XV (985-96)
138. Gregory V (996-99)
139. Sylvester II (999-1003)
140. John XVII (1003)
141. John XVIII (1003-09)
142. Sergius IV (1009-12)
143. Benedict VIII (1012-24)
144. John XIX (1024-32)
145. Benedict IX (1032-45)
146. Sylvester III (1045) - antipope
147. Benedict IX (1045)
148. Gregory VI (1045-46)
149. Clement II (1046-47)
150. Benedict IX (1047-48)
151. Damasus II (1048)
152. St. Leo IX (1049-54)
153. Victor II (1055-57)
154. Stephen X (1057-58)
155. Nicholas II (1058-61)
156. Alexander II (1061-73)
157. St. Gregory VII (1073-85)
158. Blessed Victor III (1086-87)
159. Blessed Urban II (1088-99)
160. Paschal II (1099-1118)
161. Gelasius II (1118-19)
162. Callistus II (1119-24)
163. Honorius II (1124-30)
164. Innocent II (1130-43)
165. Celestine II (1143-44)
166. Lucius II (1144-45)
167. Blessed Eugene III (1145-53)
168. Anastasius IV (1153-54)
169. Adrian IV (1154-59)
170. Alexander III (1159-81)
171. Lucius III (1181-85)
172. Urban III (1185-87)
173. Gregory VIII (1187)
174. Clement III (1187-91)
175. Celestine III (1191-98)
176. Innocent III (1198-1216)
177. Honorius III (1216-27)
178. Gregory IX (1227-41)
179. Celestine IV (1241)
180. Innocent IV (1243-54)
181. Alexander IV (1254-61)
182. Urban IV (1261-64)
183. Clement IV (1265-68)
184. Blessed Gregory X (1271-76)
185. Blessed Innocent V (1276)
186. Adrian V (1276)
187. John XXI (1276-77)
188. Nicholas III (1277-80)
189. Martin IV (1281-85)
190. Honorius IV (1285-87)
191. Nicholas IV (1288-92)
192. St. Celestine V (1294)
193. Boniface VIII (1294-1303)
194. Blessed Benedict XI (1303-04)
195. Clement V (1305-14)
196. John XXII (1316-34)
197. Benedict XII (1334-42)
198. Clement VI (1342-52)
199. Innocent VI (1352-62)
200. Blessed Urban V (1362-70)
201. Gregory XI (1370-78)
202. Urban VI (1378-89)
203. Boniface IX (1389-1404)
204. Innocent VII (1404-06)
205. Gregory XII (1406-15)
206. Martin V (1417-31)
207. Eugene IV (1431-47)
208. Nicholas V (1447-55)
209. Callistus III (1455-58)
210. Pius II (1458-64)
211. Paul II (1464-71)
212. Sixtus IV (1471-84)
213. Innocent VIII (1484-92)
214. Alexander VI (1492-1503)
215. Pius III (1503)
216. Julius II (1503-13)
217. Leo X (1513-21)
218. Adrian VI (1522-23)
219. Clement VII (1523-34)
220. Paul III (1534-49)
221. Julius III (1550-55)
222. Marcellus II (1555)
223. Paul IV (1555-59)
224. Pius IV (1559-65)
225. St. Pius V (1566-72)
226. Gregory XIII (1572-85)
227. Sixtus V (1585-90)
228. Urban VII (1590)
229. Gregory XIV (1590-91)
230. Innocent IX (1591)
231. Clement VIII (1592-1605)
232. Leo XI (1605)
233. Paul V (1605-21)
234. Gregory XV (1621-23)
235. Urban VIII (1623-44)
236. Innocent X (1644-55)
237. Alexander VII (1655-67)
238. Clement IX (1667-69)
239. Clement X (1670-76)
240. Blessed Innocent XI (1676-89)
241. Alexander VIII (1689-91)
242. Innocent XII (1691-1700)
243. Clement XI (1700-21)
244. Innocent XIII (1721-24)
245. Benedict XIII (1724-30)
246. Clement XII (1730-40)
247. Benedict XIV (1740-58)
248. Clement XIII (1758-69)
249. Clement XIV (1769-74)
250. Pius VI (1775-99)
251. Pius VII (1800-23)
252. Leo XII (1823-29)
253. Pius VIII (1829-30)
254. Gregory XVI (1831-46)
255. Blessed Pius IX (1846-78)
256. Leo XIII (1878-1903)
257. St. Pius X (1903-14)
258. Benedict XV (1914-22)
259. Pius XI (1922-39)
260. Pius XII (1939-58)
261. Blessed John XXIII (1958-63)
262. Paul VI (1963-78)
263. John Paul I (1978)
264. John Paul II (1978-2005)
265. Benedict XVI (2005—)



Vatikanet - Oversigtskort

Der er nok at se på i Vatikanet. Få et overblik ved at studere nedenstående kort. Har du tid og overskud, har den evige stad - Rom - jo meget mere end Vatikanet at byde på. Det kan så absolut anbefales at få fat i en egentlig Rom guide og planlægge besøget hjemmefra. Der er så meget interessant og smukt at se i Rom, at det ganske enkelt er et prioriteringsspørgsmål, hvad man ønsker at se, medmindre man da har flere måneder til sin rådighed. Du kan eksempelvis overveje:
  • De Syv Valfartskirker - I 1552 indførte San Filippo Neri skikken med at gå rundt til fods til Roms syv valfartskirker. - Med start i Basilica di San Pietro fortsatte man til San Paolo fuori Le Mura, San Sebastiano, San Giovanni in Laterano, Santa Croce in Gerusalemme, San Lorenzo fuori le Mura og Santa Maria Maggiore. Fra den tid stammer en skik, som først sluttede i 1895: Når de troende skærtorsdag gik rundturen til de syv kirker og ved middagstid efter at have besøgt San Sebastiano nåede til Villa Mattei, den nuværende Villa Celimontana, åbnede Mattei-familien parken for den trætte og sultne flok, som her fik lov at hvile sig og af San Filippo's ordensbrødre fik et måltid mad bestående af brød, vin, salami, ost, et æg og 2 æbler.

  • San Giovanni - Roms domkirke - Den oprindelige kirke blev delvist ødelagt af vandalerne. Efterfølgeren blev ødelagt af jordskælv i det 8. århundrede. Den 3. kirke gik til ved flere brande. En omskiftelig tilværelse. Den imponerende facade, som er modelleret efter Peterskirken, er designet af Alessandro Galilei i 1734-36 og består af et 2-etages portico, ovenpå hvilken er placeret kæmpe statuer af Jesus, Johannes Døberen, evangelisten Johannes og Jesu disciple. Som adskillige andre kirker i Rom har San Giovani en særlig dør, som kun bruges i det såkaldte hellige år; år 2025, 2050 etc.

  • En fontæne rundtur - Du kunne overveje en rundtur til nogle af de mange smukke fontæner i Rom. Over 280 af slagsen pryder bybilledet. Trevi fontænen anses af mange for at være Roms smukkeste fontæne. Ifølge traditionen er man sikker på at komme tilbage til Rom, hvis man kaster en mønt i denne fontæne. For andre er Skildpaddefontænen, få skridt fra Piazza Matteira, den dejligste fontæne af alle.

  • Den Spanske Trappe - Trappen burde i virkeligheden hedde den franske trappe, for den blev konstrueret på ordre af en fransk diplomat, der var træt at den mudrede vej, der førte op til kirken kirken Trinità dei Monti. I 1800-tallet var Den Spanske Trappe og området deromkring kendt for at huse digtere og kunstnere, og trappen og pladsen er stadig i dag et af "mødestederne" i Rom.

  • Colosseum - Coloseum var Roms største amfiteater, hvor der opførtes gladiatorkampe og kampe med vilde dyr. Ca. 55.000 tilskuere kunne betragte disse skuespil med dødelig udgang for både dyr og mennesker. Bygningen blev opført i årene 72-80 på befaling af Kejser Vespasian. Placeringen af Coloseum var en politisk genistreg, idet kejser Vespasian lod det bygge på det område, hvor den forhadte kejser Nero havde sit store fiskebassin. Nero havde 'eksproprieret' et stort område i det centrale Rom, hvor han lod bygge et prægtigt palads. Ved at rive paladset ned og opføre Coloseum gav Vespasian området tilbage til romerne.

  • Forum Romanum - Hvis du vil gå på de selvsamme veje og stræder som Cæsar og Nero færdes på er Forum stedet. Forum Romanum var under Romeriget centrum for alle handelsmæssige, politiske og offentlige aktiviteter. Skønt området i dag er et virvar af ruiner fra forskellige tidsperioder, og det umiddelbart kan være vanskeligt at danne sig et overblik, ændrer det ikke ved det faktum, at vi her befinder os lige nøjagtig på det sted, hvor talrige historiske begivenheder, vi allesammen kender til, udspillede sig. Meget facinerende! Se resterne af Via Sacra hovedgaden igennem Forum Romanum, hvor der blev holdt triumftog. - Eller resterne af den berømte talerstol, Rostra, hvorfra eksempelvis Marcus Antonius holdt sin blændende tale efter mordet på Cæcar. - Eller hvad med selveste senatsbygningen, Curia. I hver side af rummet er der 5 rækker pladser, hvor de ca. 300 senatsmedlemmer har løst Roms og verdens problemer. Curia er i øvrigt det eneste intakte bygningsværk på Forum Romanum.

  • Følg i Michelangelos fodspor - Michelangelo Buonarroti (1475-1564) var en genial billedhugger, maler og arkitekt mv, og det kan være ret facinerende at følge i hans fodspor. Foruden Michelangelos værker i Vatikanet (Pieta, Skt. Peterskirkens kuppel, freskerne i loftet og maleriet på endevæggen i Det Sixtinske Kapel) har han også været involveret i en del udenfor Vatikanets mure i Rom. Blandt andet været arkitekt på kirken Santa Maria degli Angeli og udhugget en fantastisk statue af Moses i kirken San Pietro in Vincoli (Basilica Eudoxiana).

    ...Ja, der er nok at tage fat på og mange forskellige måder, hvorpå man kan opleve den facinerende og fantastiske by Rom...


Vil du vide mere

Dette kapitel indgår i to af netSpirits sektioner. Den ene er sektionen om Verdens Vidundere. Her kan du læse videre om de mange spændende steder i verden, der går under betegnelsen "Et af verdens vidundere" - den kinesisk mur, Grand Canyon etc. Der findes også i sektionen en løbende afstemning om top 100 af verdens vidundere, som du er meget velkommen til at deltage i.

Endvidere indgår kapitlet i NetSpirits sektion om pilgrimme og pilgrimsrejser. I sektionen kigger vi på hvilke pilgrimsruter der findes indenfor de forskellige religioner, hvorfor pilgrimsrejser foretages, hvordan de startede, hvad pilgrimmene får ud af at foretage rejsen, etc. Til forsiden af sektionen om pilgrimme og pilgrimsrejser.

Har du lyst til at vide mere om de enkelte hovedreligioner har NetSpirit en kortfattet gennemgang af disse: Budhismen, Islam, Jødedommen, Kristendom, Taoismen, Hinduismen, Voodoo og Shamanismen.

Endvidere henledes opmærksomheden på at du kan benytte søgefunktionen øverst til højre til at søge efter indhold på NetSpirit. Og endelig henledes opmærksomheden på at såfremt du ikke lige finder du det søger, er hjertelig velkommen til at stille spørgsmål i NetSpirits Spørgeforum.

VILL DU VETA MER?