Skip to navigation | Skip to content

 

Shamanisme

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Shamanismen

Shamanisme

Medicinhjulet

Sektion om nordamerikanske indianere

Stil spørgsmål om Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3869
Online profiler 0
Online gæster 259
Åbne spørgsmål 588
Besvarede spørgsmål 2922

Almanak

Thu, 19. October 2017

Solen i dag

Solopgang:07:48
Solnedgang:18:00

Månen lige nu

Full Moon

Shamanisme

Grundprincippet i shamanisme er at man ved hjælp af sang og trommen etc. ændrer sin bevidsthed for at være i stand til at lade sin sjæl rejse ud af kroppen til Åndernes verden. Denne er klassisk delt i tre: Underverden, Mellemverden og Oververden. Rejsen til underverden består i at shamanen, når trommen lyder, sender sin sjæl ned gennem en åbning i jorden - f.eks. en hule, en kilde, en rævegrav eller et menneskeskabt hul som en mineskakt. Hullet fortsætter som en tunnel, dybere og dybere nedad. Til sidst åbner tunnelen sig ud i underverdens landskaber, hvor shamanen mødes med sine åndehjælpere. De viser og fortæller shamanen ting eller foretager sig ting sammen, som giver shamanen kraft til at vende hjem og bekæmpe sygdomme eller genoprette balancen og Universets harmoni for patienten eller gruppen.

Shamanisme findes over hele jorden. Ordet shaman, nu generelt brugt, er et sibirisk ord, men hver kultur har sit eget navn for denne magisk-spirituelle specialist, f.eks. hos samer noaide, på oldnordisk volve, hos shoshone indianere: puhagan, blandt inuit: angakok. Selve ordet shaman stammer fra ordet Saman, oprindeligt et ord fra det sibiriske Tungus folk, der kan oversættes til "at arbejde med varme og ild", "at varme eller brænde". Hvis man bruger ordet til at beskrive et menneske, kan det oversættes til "en der transformerer energi". Det er den almindelige opfattelse, at shamanisme er omkring 15.000 år gammel, dog er der blevet fundet shamanistiske redskaber, som er blevet daterede til at være næsten 40.000 år gamle. Det menes, at shamanisme oprindeligt stammer fra Sibirien, det centrale Asien.

I nogle nordamerikanske kulturer har shamanismen været central, men slet ikke i alle. I en groft skitseret opdeling af indianske religioner, kan man sige at der er overvejende shamanistisk prægede traditioner mod nord i samler jæger kulturerne, hvor det spirituelle liv er løst organiseret, med vægt på personlig vision og dyreånder. Mod syd i Pueblo og agerbrugskulturer har det ceremonielle og præstelige overvægt med kalenderfaste frugtbarheds ritualer og medicinloger. Shamanismen nyder stadig stigende anerkendelse, forståelse og udbredelse. Fra at være begrænset til udbredelse hos lokale stammefolk og fra at være en forståelse, en indsigt, man værnede meget om og kun tillod få hvide at få indsigt i, går der i dag en strøm af forståelse og hjælp den anden vej.

En ny alliance er opstået mellem de oprindelige folkeslag og den vestlige verdens spirituelt søgende omfattende en unik blanding af økologi og spiritualitet ved hjælp af shamanismen. Dette skyldes især amerikaneren Michael Harner, der siden 1950´erne har arbejdet med shamanisme på verdensplan. Gennem sine studier af shamanisme har han ekstraheret det grundlæggende, det der er fællestrækket ved shamanisme uafhængig af, hvor i verden den har hjemme. Dette ekstrakt har han givet navnet Essentiel Shamanisme.




Når vi skal forstå indianernes spiritualitet og religiøse skikke må vi erindre at indianerne som folk, var spredt ud over kæmpemæssige arealer, med vidt forskellig klima- og leveforhold for de enkelte stammer. Disse forskelle i levevis affødte naturligt også store forskelle i indianernes kulturtradition og deres opfattelse af hvad der var helligt.

Indianerne havde en utrolig varieret kultur: Nogle var jægere, andre fiskere og atter andre bønder. Naturen, floraen og faunaen og forholdene i de klimatisk meget forskellige områder af Nordamerika nødvendiggjorde en tilpasning til lokale forhold. Denne tilpasning frembragte et væld af kulturer. Der findes altså ikke et enkelt begreb som "Den indianske religion" eller et sæt af indiansk livsfilosofi. Men skønt mangfoldigheden blomstrer, er der dog også en hel del fællestræk i indianernes opfattelse af spiritualitet.

Nutidens indianere lever i et moderne samfund, som de nu er blevet i del af. For især mindre stammer har det været svært at fastholde en levende kulturtradition, og mange stammer har således mistet deres sprog og spirituelle skikke. Andre større stammer har haft held med at bevare sproget og andre aspekter af deres traditionelle kultur. Men det har været en hård kamp. Tidligere fik indianerne at vide, at de ikke måtte tale deres eget sprog, at de kun måtte tale engelsk, de fik engelske navne og blev fortalt, at de skulle glemme deres oprindelige rødder og lade sig assimilere i det amerikanske samfund.

I mange år var det forbudt indianerne at udføre deres religiøse ceremonier, og da de fik lov til det igen, havde mange stammer svært ved at genoplive dem. I nogle stammer havde ceremonierne overlevet, idet man udførte dem på de øde og afsidesliggende reservater. For de stammer som har mistet deres religion, er deres eneste mulighed at "låne" ceremonier fra andre stammer. Den indianske spiritualitet er ikke en konservativ fastlåst spiritualitet, men derimod en spiritualitet, der forsat udvikler sig. Dette ses eksempelvis ved de traditionelle indianske sammenkomster, især powwows, hvor indianerne dels bruger deres traditionelle dansedragter, men tillige også tilføjer nye dansekostumer samt ny stilarter til de traditionelle dansestilarter.

Indianerne startede oprindelig op med at have et syn på verden som om at alt, hvad der er, er levende og har sjæl. Dette livssyn, der i øvrigt kaldes animisme (af latin: anima, sjæl eller ånd), er et fællestræk for de fleste kulturer i deres tidligste stadier. Ikke kun for såkaldte primitive kulturer, men for stort set alle kulturer. Indianernes spiritualitet kan siges at være unik fordi de i meget stor grad har bevaret denne naturnære opfattelse af hvordan mennesket er i samspil med alt andet omkring sig. Animisme kan siges at indeholde en urgammel økologisk bevidsthed, der nu om stunder er mere aktuel og nødvendig at respektere end nogensinde før.





Shamanisme og religion

Der, hvor shamanisme adskiller sig væsentligt fra de religiøse bevægelser er ved den direkte spirituelle oplevelse uden mellemmand. Viden og indsigt erfares indefra i modsætning til tro, som er noget der overtages udefra og fra andre. Der er ingen regler og love, ingen bog man kan slå op i. Der en ingen ledere, der bestemmer, det er ingen religion. Shamanisme er universets vej, lige så mangfoldig som universet, derfor er shamanisme en personlig udviklingsvej. Shamanisme er blottet for teori, den er et rent oplevelsesbaseret erfaringssystem.

Centralt i shamanismen findes opfattelsen, at alt er levende, og alt levende er beslægtet, forbundet og afhængigt af hinanden. En shaman mener, at alt er levende - planter, sten, vind, vand etc. Ånd / liv er til stede i alting, og der er mange måder at opleve det på. At være menneske er kun én af dem. De andre livsformer - dyr, fisk, insekter, planter, mineraler - erfarer liv for dét, det er og fra deres individuelle perspektiver. Shamanen viser derfor respekt for alle ting og lærer livets ånd i dem alle sammen at kende hver for sig. Yderligere antages, at denne sjæl er tilgængelig for kommunikation - kort sagt, vi lever i et levende og kommunikerende univers. Troen på, at alt, der findes, har energi, liv og sjæl kaldes Animisme. Shamanisme kan siges at lære, at alle ting med fysisk form har en ”ånd”, og at man ikke skal stirre sig blind på den ydre skal, men at ånden binder alt levende sammen i kræfternes net.

Shamanisme er ikke i sig selv en religion, men at praktisere shamanisme leder ofte til religiøse oplevelser. Animismen er så at sige shamanismens spirituelle fundament, for shamanen arbejder netop med at kommunikere, forhandle og samarbejde med dyrs og planters ånder, sjælen i klippe og vind. Mange shamanistisk aktive kulturer, også indianske, fortæller myter om en gylden fortid, da alle væsner og livsformer forstod hinandens sprog, men nu er det kun shamanen som i trance eller ændret bevidsthed forstår disse sprog, og hun fungerer derfor som tolk og budbringer mellem arterne.


Shamanisme og Animisme

Centralt i shamanismen findes opfattelsen, at alt er levende, og alt levende er beslægtet, forbundet og afhængigt af hinanden. En shaman mener, at alt er levende - planter, sten, vind, vand etc. Ånd / liv er til stede i alting, og der er mange måder at opleve det på. At være menneske er kun én af dem. De andre livsformer - dyr, fisk, insekter, planter, mineraler - erfarer liv for dét, det er og fra deres individuelle perspektiver. Shamanen viser derfor respekt for alle ting og lærer livets ånd i dem alle sammen at kende hver for sig.

Yderligere antages, at denne sjæl er tilgængelig for kommunikation - kort sagt, vi lever i et levende og kommunikerende univers. Troen på, at alt, der findes, har energi, liv og sjæl kaldes Animisme. Shamanisme kan siges at lære, at alle ting med fysisk form har en ”ånd”, og at man ikke skal stirre sig blind på den ydre skal, men at ånden binder alt levende sammen i kræfternes net.




En huleåbning der benyttes af shamaner.




De tre verdner

Shamanismen arbejder med tre verdner; Underverden, Mellemverden og Oververden.

Underverdenen ses som et hjemsted for instinktiv viden, hvor de kræfter, vi har tilfælles med dyrene, findes, og hvor vi kan få praktisk hjælp og vejledning. Det er en overdådighed af sunde landskaber. Her er stedet, hvor man kan tanke kraft til hverdagen. Oververdenen er hjemsted for åndelige vejledere, kosmiske væsener, gamle vismænd, som almindeligvis optræder i menneskeskikkelse. Oververdenen kan ligeledes opleves som værende luftlandskaber, bjerglandskaber, sakrale landskaber med arkitektur eller som geometriske forvandlingsformer. Her kan man finde lærere og belæring. Mellemverdenen er på den ene side den fysiske verden, vi befinder os i til daglig, på den anden side en parallel, en ualmindelig version af denne verden. En verden, der ligger udenfor de grænser, som vores almindelige iagttagelse har sat. I den ualmindelige version af denne verden finder vi elementernes energier, væsner og kræfter. Det er planternes alfer, stenenes dværge, alle de væsner, store og små, der lever i naturen. Det er en verden fyldt med energier og væsner.

I shamanismen lærer man at skabe den tunnel, som fører ned til underverdenen. Kristendommens verdensbillede med himmel, jord og helvede er ifølge shamanismen et forkert billede på den spirituelle geografi. Underverdenen har intet dystert over sig. I underverdenen møder man sine personlige hjælpere i form af kraftdyr.

For nemheds skyld kan kraftdyrene til en start anskues som det, de udgiver sig for at være, nemlig dyr med bestemte kræfter og evner, der hjælper os og vogter over os. Hvis vi betragter dem nærmere, finder vi ud af, at de reelt er energimønstre, der kan vise sig i den skikkelse, som er bedst passende, for at vi kan forstå og kommunikere med dem.

Når psykologer taler om instinkter, taler shamaner om kraftdyr. Kraftdyrene styrer de mangfoldige funktioner, der findes i vores spirituelle, sjælelige og fysiske organisme, og forsyner dem med energi. I indfødte animistiske samfund var man klar over, at nyfødte børn uden kraftdyr ikke ville leve længe. I dette tilfælde har man hentet et kraftdyr til barnet. Kraftdyr har, ligesom mennesker, også en slags helbred. De kan blive svage og slappe, det vil kunne mærkes på vores egen tilstand, vi føler os trætte, nedslåede eller deprimerede, og de kan blive bedrøvede, hvis vi opfører os urimeligt i hverdagen.

Ved forskellige rituelle redskaber, som sang, dans, musik, stilhed, trance og - i nogle kulturer - stoffer, lærer shamanen at adskille sig fra hverdagens realitet. Når han går i trance, eller 'rejser', får han adgang til forskellige områder, hvor han kan kommunikere med sine guider og andre ånder, hente viden om healing, hente tabte sjæledele, bringe døde til dødsriget m.v.

Til at skifte bevidsthedstilstand benyttes især en monoton trommelyd frembragt ved hjælp af et instrument kaldet rammetrommen. Hos nogle folkeslag er trommen besat med metalstykker, der klinger med, når trommen bruges. Rammetrommer med to trommeskind kan man finde i Nepal. I nogle tilfælde indeholder trommen en trækugle, der ligeledes spiller med. Mongolske rammetrommer er runde, nogle med små halvrunde træstykker fastgjort under skindet, samiske er ovale, nepalesiske og inuit trommer kan være forsynet med et håndtag.
Næsten ligeså brugt som trommen er brugen af en rasle. Rasler findes i et utal af varianter og lyde over hele verden. Blandt de mere specielle rasler hører bjælderaslen fra Sydkorea og ånderaslen fra Amazones, der er en gren med blade.

Brug af dans til at ændre sin bevidsthed er i shamanistisk sammenhæng mest brugt på det afrikanske kontinent. Dans er en storslået og kraftfuld måde at gå på indre rejser på. I dansen aktiverer man hele kroppen, og rejser man målrettet, kan man komme langt omkring. Samtidig er danserejser ekstatiske og livsbekræftende. Også sang er meget benyttet. Man kan lave rejser for at få en kraftsang, bruge faste sange, eller man kan træne evnen til at udvikle sangen ud af øjeblikket. Reelt behøver det ikke at være storslået. Man kan gå på rejse til lyden af en æske tændstikker, en fingers trommen i et bord, havets bølger, vindens susen, bækkens klukken eller lyden af et stykke krøllet papir. Mulighederne er mangfoldige. Rejsens udbytte afhænger af den kraft, som shamanen formår at etablere.

I lære som shaman

At blive oplært til shaman i dag her i Vesten, er på mange måder lettere, end det har været før i tiden, hvor de kulturer i Europa, der endnu havde bevaret rester af shamanisme, har måttet udøve den i det skjulte. I dag er shamanisme frit og åbent for alle. Enhver kan deltage i en basisindlæring i shamanisme. Hvis man vil benytte denne oplæring til andet end brug i sit eget liv, kan man opleve, at kun ganske få ”vesterlændinge” nogensinde vil blive accepteret som shamaner - af andre vesterlændinge. Grunden kunne være en misforstået ydmyghed og respekt. Også folk fra Vesten kan tilføje shamanismen kraft og fornyelse. Man behøver ikke at søge ud i ørkenen for at få en vision for livet, den kan man også få på en bænk i byen.

Diskussionen om tradition eller ej handler i virkeligheden om, hvor på den shamanistiske indlæringsvej man befinder sig. En byshaman kan principielt set rejse lige så dybt ind i åndernes verden og udføre lige så fuldendte healinger som en traditionel uddannet indiansk shaman. Det er kun den personlige kraft, der tæller. Byshamanisme er i øvrigt et begreb, der blev indført af Huna shamanen Serge King i hans bestseller af samme navn. Byshamanisme dækker det samme som Essentiel Shamanismen, nemlig de fællestræk, der er for shamanismen uanset dens ankomst. Temaer for byshamanismen er: De lidelser, der påføres os som mennesker i en selvcentreret bykultur, fremmedgørelse i forholdet til naturen, der er besjælet med naturvæsnerne og behovet for at få hjælp i hverdagen, at få tilgang til livets kerne.

Den shamanistiske rejse foregår efter Essentiel Shamanismen i liggende stilling. Mens man ligger ned, rejser man ud i andre virkelighedsområder ledsaget for det meste af lyden fra en tromme eller rasle. For at rejsen kan blive en realitet, må den have et mål og et formål. Denne form for shamanisme har som regel en streng og grundig skoling, og den kan ende med en indvielse i åndernes verden. En, der således er indviet af ånderne, har ret til at kalde sig shaman, uanset hvilken kultur kreds han eller hun er vokset op i.

I Essentiel Shamanisme lærer man til at begynde med at berejse åndernes verden. Man lærer at finde hjælpere, lærere og kraft til sig selv og andre, og man lærer at berejse den spirituelle geografi. Et vigtigt element er den animistiske tro, at alt er levende og forbundet. Senere lærer man specielle healings teknikker, - at hente specielle kraftdyr eller at finde og integrere tabte sjæledele eller at arbejde med planter samt alt det, der har præget vort billede af den klassiske medicinmand/kvinde.

Ud over de grundlæggende forklaringer på shamanisme og shamanens rolle gives der en grundig indføring i medicinhjulet - også kaldet shamanhjulet eller kompashjulet - der er en kraftcirkel, der fortæller os om balancen og forholdet mellem alle ting og kvaliteter, og som ændrer og tilpasser sig de menneskelige behov under de aktuelle omstændigheder. Hvis man ser på verden ud fra hjulet, så når cirklen rundt i alle retninger på en måde, så alle retninger bliver ligeligt berørt. Således har alt sin plads i cirklen. Alle har deres egen placering indenfor cirklen, for alle skabninger er forskellige, men indenfor cirklen er vi alle lige. Der er ingen opdeling i høj og lav, betydningsfuld og mindre betydningsfuld. Vi er forskellige, men ligeværdige. Det gør cirklen social og viser samtidig, hvorfor shamanisme ikke er en religion. Her er ingen tilbedende underkastelse mulig - kun respekt for, hvad respekt tilkommer.

Essentiel Shamanisme er en grundig skoling. Anderledes med Trance-positurerne - man behøver her ikke at skulle gennemgå et uddannelsesforløb for at bruge trance-positurer. En indvielse i åndernes verden kan man lige så godt opnå med Trance-positurer som med Essentiel Shamanisme. Forskellen er, at en sådan indvielse opstår helt spontant med trancepositurerne, mens den Essentielle er en meget grundigere indlæring i shamanismens verden.

Hvad er så forskellen på shaman og medicinmænd? Lidt forenklet kan vi sige at shamanen udfører sit arbejde i direkte kontakt med sine åndehjælpere, i en ændret bevidsthed, mens medicinkvinden eller -manden udfører sit arbejde i almindelig bevidsthedstilstand. Medicinfolk kan være healere, "indian doctors", på linje med Skandinaviens kloge folk, som kan stille blod, sætte benbrud, bruge urtemedicin, eller de kan have rolle som præst, som leder af fastlagte ceremonier, eller som spirituel lærer. Der er selvfølgelig mange overlapninger, men forskellen mellem shaman og ceremoniel leder ses f.eks. tydeligt hos Navajo: Hvis en person er syg eller ulykkesramt, bringer man vedkommende tilbage til hozho, kosmisk harmoni og skønhed, gennem en flere nætter lang healingceremoni, en chantway. Først diagnosticeres personen af en shaman, kaldet handtrembler, listener eller crystal gazer, der får sin information via åndesyn, i trance. Derefter ledes healingceremonien af en medicinmand, sanger, eller haatali, som foruden at recitere alle sangene også perfekt må kunne udføre de tilhørende sandmalerier af verdens skabelse.





Ritualer

Shamanistisk arbejde starter som regel med åbningsritualet, hvor dørene til andre verdener åbnes, der udtales respekt for de væsner, der bebor dem, og kraftdyrene inviteres til at ledsage os. Selve udformningen af åbningsritualet er som regel forskelligt afhængig af, hvem der udfører det. Men indholdet burde stort set være det samme. Åbningsritualet er det formelle udtryk for, at kontakten og dialogen med åndernes verden påbegyndes. Som regel henvender man sig understøttet af raslen, trommen, sang eller fløjten til de 4 verdenshjørner og til de 3 verdener. Det sker i erkendelse af, at man ikke er alene i verden, men at man er beredt til at indgå en dialog, med hvem man end møder på sin vej. Da man - samtidig med, at man rejser i åndernes verden - befinder sig i den almindelige verden, er ritualet en invitation til de åndelige væsner og energier til at være blandt os. Når shamanen vender tilbage fra rejsen, udføres ofte et afsluttende ritual, hvor der tages formelt afsked med de verdener, væsner og energier, som shamanen har været i kontakt med. Pueblo indianere bruger at strø et spor af majsmel ud af huset, så ånderne kan finde vej ud.

Et andet vigtigt ritual er soulretrieval (sjælehentning / spøgelsesforløsning). Det menes, at vi mennesker gennem livet, forårsaget af traumatiske oplevelser, mister dele af vor sjæl, vi føler os ikke helt til stede og ligesom ved siden af os selv. Man lærer igennem sin oplæring til shaman at hente sin egen og andres sjæle - for levende, som for døde - og hjælpe sjælen til at blive hel igen, at befri den og føre den videre til den åndelige dimension. Ud over disse grundritualer, findes der et stort antal specifikke ritualer til helt egne formål. Nævnes kan eksempelvis Shamansk Divination der dækker over områder som forudsigelseskunst, rådgivning og problemløsninger. Krystallernes kraft, den shamanistiske brug af krystaller. Energialfabeter og runer, brugen af tegn og symboler i hverdag og terapi. Samt brugen af drømme og drømmesymboler, der altid har været fremtrædende i shamanismen.

Shamansk sjælehentning

Sjælehentning er ikke bestillingsarbejde. Ånderne bestemmer. Man finder ikke altid det, man leder efter. Nogle mennesker møder op tilo en sjælehentning med et stærkt ønske om at hente bestemte brudstykker af deres sjæl hjem, men shamanen får undertiden på rejsen til Underverden at vide at vedkommende ganske simpelt ikke er klar. Tiden er ikke moden, og at andet arbejde må gøres først. Det sker også undertiden at folk møder op til en sjælehentning og så af shamanen får at vide at de i stedet først skal aflevere noget sjæl, som ikke tilhører dem og som de bærer rundt med som ubrugelig bagage. Faktisk er dette mere reglen end undtagelsen, for rigtig mange bærer rundt på andres sjæledele. Disse må gives tilbage til rette vedkommende, før shamanen kan begynde at "kalde" resten af den manglende sjælekraft "hjem". Det anbefales at overlade sjælehentning til en professionel uddannet shaman, som du har tillid til.

Det er væsentligt indledningsvis at være opmærksom på at shamanen ikke prøver at bruge sine egne evner, kundskaber eller kraft til at hjælpe klienten. Shamanen støtter sig til sine åndehjælpere og guider, som manifesterer den energi, der skal gøre arbejdet. Sammen med dem tager han kontakt med klientens egen sjælekraft, sådan at denne kraft kan bringes tilbage til vedkommendes krop. Dette indebærer, at shamanen må vide hvordan han orienterer sig i åndeverdenen, og at han har det kraftfulde og klare samarbejdsforhold til sine åndekontakter, som kommer gennem erfaring og tillid. Når han først har fået kontakt med sine åndehjælpere, forklarer han om sin opgave og følger så de anvisninger han får. Hvis alt går godt, finder shamanen den tabte sjæle-essens og formår at bringe den tilbage, hvorved sjælen virkelig kommer hjem.

Alt dette forklares nemmest af en shaman så vi overlader ordet til Jonathan Horwitz.

"Engang skulle jeg genfinde en tabt sjæledel for en ven i Danmark. Et af hans problemer var ekstremt hukommelsestab med hensyn til barndommen. Al hans viden om den periode i hans liv kom fra andre mennesker. På min ”ånderejse” tog mine ånder mig med til et hus, der brændte. De førte mig ind i et værelse, hvor en lille dreng var spærret inde af flammer. Da vi endelig havde fået ham med ud, var det tydeligt, at han gerne ville vise os noget, og vi fulgte ham til toppen af en gravhøj i nærheden. Derefter sagde mine ånder, at jeg skulle tage denne barnesjæl med mig hjem til min ven. Det gjorde jeg så, selv om jeg ikke havde nogen klar ide om hvad der foregik.

Da jeg fortalte min ven om mine oplevelser, blev han meget forbløffet. "Da jeg var dreng, kunne jeg egentlig ikke lide at være hjemme. Jeg havde et yndlingssted hvor jeg plejede at lege - en gammel gravhøj fra stenalderen, der lå på min fars grund. Der gik jeg altid op. Da jeg var omkring seks år gammel, kom min mor for skade at sætte ild på huset, og jeg blev reddet ud i sidste øjeblik." Efter sjælehentningen foretog han en pilgrimsrejse til sit barndomshjem. Der boede nu andre folk der, men det var gravhøjen, han opsøgte. Mens han stod der med begge ben godt plantet på jorden, følte han sig hel igen – og han begyndte at huske.

Et andet eksempel:

For nogle år siden ringede en kvinde, som havde været på et af mine introduktionskurser. Hun ville høre, om jeg ville foretage en sjælehentning for hende, og jeg svarede at jeg ville prøve. Da hun kom til vores aftale, havde vi en lang samtale. Det viste sig, at selv om hun var en moden kvinde, havde hun stadig et vanskeligt forhold til sin mor, og hun var sikker på, at moderen havde taget noget af hendes sjæl. Da jeg rejste til åndeverdenen, blev jeg sendt ud til det, som man kan kalde Den Store Tomhed, og som kan beskrives som et sort hul i åndeverdenens univers.

Der fandt jeg hende flydende i en drømmeagtig tilstand. Jeg bistod mine åndehjælpere i at få hende til bevidsthed igen. Hun virkede meget yngre, omkring tyve år, og syntes at være meget tilfreds med at være, hvor hun var, og hun havde ikke noget ønske om at vende tilbage. "Her er der ingen, som gør mig noget ondt," sagde hun. Ved at snakke med denne sjæl fandt jeg ud af, at min klient havde forelsket sig og giftet sig i en fart, mens hun var meget ung, for at slippe væk hjemmefra. Men hun kom fra asken til ilden, og hendes redningsmand havde hende hurtigt i et nyt fængsel. For at overleve forlod en vigtig del af hendes sjæl hende. Efterhånden formåede jeg at overbevise denne unge sjæl om at den måtte vende tilbage til sin midaldrende fysiske krop.

Da jeg bagefter snakkede med kvinden om dette, blev hun overrasket: "Hvordan kunne du vide noget om det? Ja, det var en katastrofe, men jeg troede, at jeg var kommet over det for mange år siden. Men det forandrede mit liv, for jeg har ikke haft et eneste varigt forhold efter det. Jeg har altid skudt skylden på min mors plagen mig." Åndehjælperne havde fortalt mig, at hun burde have to sjælehentninger til, og vi gennemførte dem i løbet af det næste år. Det viste sig, at hendes mor faktisk havde et stykke af hendes sjæl, og at hun havde et stykke af sin mors, som vi byttede om igen. Den sidste del fandt jeg på en rejse i mellemverdenen, nærmere bestemt i den gade hvor hun boede, hvor hun ledte efter sit hjem!"





Respekt for fortid og fremtid

Det helt grundlæggende fundament for indianernes spiritualitet er respekt for forfædre og efterkommere. Denne livsanskuelse er i høj grad den samme, som ligger bag det østerlandske helhedssyn på tilværelsen og da den er fundamental anderledes end den moderne vestlige livsanskuelse, er det indledningsvis vigtig at dykke lidt ned i hvad det egentlig indebærer at indianerne anskuer tilværelsen på denne måde.

En fundamental forskel mellem øst og vest ligger i opfattelsen af "personligheden". I Vesten er bevidstheden en individuel affære, noget personligt. I Østen er bevidstheden af universel karakter, ja faktisk er den selve eksistensens urvæsen. Mennesket er i sin oprindelse født som et med universet, mens i Vesten er mennesket uendeligt lille, separeret og løsrevet fra universet. Østen er således introvert dvs. bevidsthedens orientering er vendt indad mod en selv, mens Vestens er ekstrovert, hvor bevidsthedens orientering er vendt udad, væk fra sig selv.

Det som Østen kalder bevidsthed, har meget mere at gøre med det som vi kalder for det ubevidste, end med det som vi forstår med bevidsthed. Vi kan vanskeligt forestille os en bevidsthed uden et "Jeg". For hvis Jeg'et ikke er der, er der ingen til at være bevidst om noget. Jeg'et er derfor uundværligt for al erkendelse. I Østen har man ikke spor besvær med at forestille sig en bevidsthed uden et Jeg. Bevidstheden opfattes således som mere omfattende end jeg'et med evne til at transcendere Jeg'et og i de højeste erkendelsesformer i Østen forsvinder Jeg'et helt og aldeles.

Det som vi i Vesten betragter som bevidsthedens mørke baggrund, forstås i Østen som en højere bevidsthed. Jungs begreb om det kollektive ubevidste svarer således i Østen til en oplyst bevidsthed. Instinktivt har østerlændingen set efter lighed snarere end efter forskel, alt i universet opfattes som et knudepunkt for mange relationer, derfor mener østerlændingen at intet bare kan reduceres til et punkt i rummet eller et øjeblik i tiden. Østens logik er således mere en både og holdning, mens Vestens logik er en enten-eller. Den østlige tankemåde er mindre interesseret i faktisk viden om den ydre verden, dens interesse er mere for den essentielle væren, den indre verden. Den foretrækker intuition frem for fornuften, symboler frem for begreber, realisering af selvet gennem udslettelse af jeget, frem for realisering af selvet gennem udfoldelse af personligheden.

Den vesterlandske tænkemåde har altid skilt begreberne fra hinanden. Grænsedragninger er lavet mellem materielt og åndeligt, mellem kropsligt og sjæleligt, mellem mennesket og guddommeligt, mellem subjekt og objekt. I det hele taget ligger der i den vestlige tænkning mange grænsedragninger, hvorfor vi får eksakte videnskaber og skarp adskillelse mellem religion, videnskab, erkendelsesteori, filosofi, psykologi, naturvidenskab m.v. Hver for sig rummer de to tænkemåder styrker og svagheder. Den største svaghed opstår dog hvis man vælger den ene fra i forhold til den anden. Det er i det hele taget frugtbart at vænne sig selv af med at tage stilling enten for eller imod. Bedre er det at prøve at nå frem til en højere modsigelsesfri tænkning, der benytter det bedste af begge fremgangsmåder.


Forfædre og efterkommere

Storfamilien og ikke kernefamilien var samfundets bærende enhed. Dette ses af familiebetegnelserne. Som "mor" tiltaltes og fingerede ikke blot ens fysiske mor, men også ens mors søstre. Som "far" tiltaltes ens far samt hans brødre. Tilsvarende bredde i familiebåndene fandtes også i forholdet mellem bedsteforældrenes og børnebørnenes generationer. To personer regnede sig som fætre/kusiner selv om den fælles forfader lå fem generationer tilbage. Begrebet uægte børn eller halvsøskende eksisterede ikke. Personer kunne adopteres ind i en familie og regnedes da fuldt ud for familiemedlemmer. Slægtskab var altså ikke kun et fysisk blodsbånd, men et overordnet princip med en videre rækkevidde. I sidste ende forbandt det den enkelte med naturen og hele universet.

Tilsvarende var der knyttet stærke følelser og værdier til det at være en slægtning. Lige fra den tidligste alder forelå der gensidige forpligtelser for børnene i forholdet til søskende og voksne. Børnene blev behandlet som små voksne, men samtidig indskærpet en etisk standard, som de skulle leve op til. Det at tale sandhed indgik som en del heraf. Der var klare regler for den enkelte i omgangen med slægtninge på forskellige niveauer. Dette udviklede gensidig respekt og selvdisciplin. Fx. de navne, som barnet fik i løbet at sin opvækst, indeholdt noget, som barnet skulle leve op til.

Den klare fordeling af roller med pligter, rettigheder, og opgaver ud fra slægtskabssystemet betød, at samfundet kunne fungere effektivt. Mange kvaliteter, som undertiden fremhævedes som "åndelige værdier", stammer fra behovet for at overleve i en barsk natur. Enhver vidste, hvad hans/hendes opgave var i en given situation. Eksempelvis kunne en hel lejr bryde op og være på march med 15-20 minutters varsel. Slægtskabssystemet overflødiggjorde social kontrol gennem ydre institutioner: fængsler, domstole, nedskrevne love, formelle valgprocedurer. At svigte slægtskabsforpligtelserne blev anset for det værste, en person kunne gøre.

De menneskelige relationer var overordnet de materielle ting. Social status blev først og fremmest vurderet ud fra de menneskelige kvaliteter, man lagde for dagen i omgangen med andre. En leder havde ingen formel magt, hvormed han kunne tvinge andre til at følge sine beslutninger. Hans indflydelse beroede helt på hans personlige troværdighed, hans evne til at træffe de rette beslutninger, til at få folk til at samarbejde, og hans omsorg for fællesskabet. At dele med andre gav respekt og beundring. At samle materielle værdier for deres egen skyld var en afvigende adfærd, der blev betragtet med undren og foragt.

Opfattelsen af slægtskab med hele sin stamme bredte sig efterhånden til en opfattelse af slægtskab alle indianere imellem og nu til dags ses der mange eksempler på hvorledes forskellige indianerstammer hjælper hinanden. Indianere i Nordamerika har et enormt internt netværk hvor der søges at give hjælp på alle tænkelige måder til hinanden. Der afholdes ofte store forsamlingsfester og arrangementer hvor børn, unge, ældre fra nær og fjern mødes. Det mest kendte arrangement er PowWow, men der afholdes talrige andre sammenkomster, hvor der danses, afholdes konkurrencer, diskuteres etc.



Den usynlige verden

Gennem drømme og visioner kunne den enkelte træde i forbindelse med repræsentanter for dyrefolkene (dvs. deres "ånder", der altid viste sig i menneskeskikkelser) og derved hente viden og styrke til at klare tilværelsen. Derfra fik jægeren viden om dyrene, krigeren hentede styrke og mod, medicinmanden hentede viden og helbredende kraft til at kurere sygdomme osv. Universet bestod altså både af en synlig og en usynlig verden, der greb ind i hinanden. Dyrefolkenes repræsentanter fungerede som "mellemmænd" til de usynlige kræfter via drømme ol. Når indiansk religion af de hvide missionærer blev opfattet som "åndedyrkelse" beror det især på en misforståelse af dyrefolkenes status som mellemled mellem mennesket og Wakan Tanka.

Wakan Tanka er et begreb der er vanskeligt at oversætte. Wakan betyder hellig, kraftfuld, opfyldt af kraft som ligger ud over menneskets fatteevne. En traditionel oversættelse er. 'som har kraft til at give liv og tage liv. Oversættelser som "det store hellige" eller "det store mysterium" er bedre end "den store ånd." Wakan Tanka kan forstås som summen af alle de hellige kræfter. Men samtidig er der noget nært og fortroligt ved den. Den er både et "det" og et "du". Wakan Tanka tiltales i bønner altid som "tunkashila": bedstefar - som for indiansk tankegang en person, man både føler kærlighed og respekt for, fordi han har fungeret som vejleder og giver af viden som er nødvendig for at leve. Wakan Tanka er på en gang hinsides hvad mennesket kan forstå og samtidig kilden til alle de kræfter, der gennemstrømmer naturen og giver den liv.

Men forholdet til de usynlige wakan-kræfter reguleredes gennem først og fremmest gennem ceremonierne. De vigtigste var: svedehytteceremonien, pibeceremonien, visionssøgningen, soldansen, At-beholde-sjælen (en ceremoni, hvor en familie i et år efter en slægtnings død bevarede en særlig kontakt med vedkommendes sjæl), pigernes pubertetsceremoni, samt det hellige boldspil. Disse ceremonier var for hele folket og var blevet givet videre fra generation til generation. Medicinmændene havde deres egne ceremonier - især helbredelsesceremonier - som var blevet vist dem af ånderne, dvs. de åndelige repræsentanter for dyrefolkene. Disse ceremonier var individuelle og blev normalt ikke givet videre.

Vi fortsætter gennemgangen af indiansk spiritualitet ved at kigge nærmere på de vigtigste ceremonier.



Visionssøgning

I mangfoldigheden af indianske kulturer ser vi de centrale spirituelle principper udtrykt i både dagligt liv, og i ceremoni. I Lakota pibeceremoni, i hopiernes kachinadance, i Shoshone soldansens taksigelsesofre, i sandmaleriet i navajoernes healingritualer, i apacheernes solopgangsceremoni for pubertetspiger, i mange nationers svedehytteritualer, i månehyttens retreat for menstruerende kvinder, og i den ensomme visionssøgning for prærieindianernes unge.

Enhver ceremoni består af både form og indhold. Ceremoniens form afgrænser det hellige rum, hvor ceremoniens indhold, mødet mellem ånder og mennesker finder sted. Målet med enhver ceremoni, ceremoniens indhold, er at skabe eller styrke forbindelsen til universets kraft og ånd. Ceremoniens form er i sig selv blot midlet til at opnå målet, og ceremoniens ydre form eller indpakning er oftest meget kulturspecifik.

Hvis vi med vores ceremonielle arbejde vil opnå ægte spirituel forbindelse og forandring, er det afgørende at vi ikke forveksler indpakning med indhold, ikke forveksler midlet med målet. I vores forhold til indiansk spiritualitet bliver det derfor vigtigt at vi ikke stirrer os blinde på og ukritisk importerer det eksotiske ydre, lige meget hvor højt vi sætter indianske kulturer. Kort sagt gælder det om ikke at imitere den ceremonielle form, men at lade sig inspirere af ceremoniens indhold.

Gennem tusinder af år har naturfolk udført ritualer i naturen for at komme i kontakt med deres inderste og dermed finde målet med deres liv. Ét ritual er at faste alene i naturen, hvilket kendes fra alle naturfolk og alle verdensreligioner. I Danmark gennemførte vores forfædre for 3-400 år siden noget tilsvarende. Dengang kaldte vi det mere beskedent for ude-sidning eller våge-nat. Ritualet gik dog efterhånden i glemmebogen, ikke mindst takket være såvel den danske som den norske kirke der i 1600 og 1700 tallet flere gange indskærpede forbud mod denne "hedenske" skik. Dengang som i dag kræver det mod, at overtræde tærsklen til usikkerheden, at opholde sig i sult, forskelligt vejrlig, alene omgivet af naturen, sammen med dyrene og frem for alt den uendelige stilhed i sig selv.

Formålet med visionssøgningen er da også først og fremmest at få lejlighed til at se på sig selv og opleve menneskets lidenhed over for naturens storhed - at genvinde den naturlige ydmyghed, som er nødvendig for at leve i balance med naturen. Fremtrædende i visionssøgningen er følelsen af at være forbundet ikke blot med naturens, men også universets grundkræfter. Det unikke ved at opsøge den vilde natur består dels i at man helt frigør sig fra hverdagen og dens bindinger, så man kan stille helt skarpt på hvad der virkeligt er ens inderste kerne. Undervejs understøttes mange af en række symbolske oplevelser i naturen eller drømme. C.G. Jung beskrev dette fænomen som synkronicitet. Han gjorde sig de erfaringer at når et menneske står i en overgangsituation så får man en række symbolske oplevelser der kan guide en på vej i den nye retning, forudsat at man er opmærksom på dem og får dem fortolket.

I gamle dage fungerede visionssøgningen undertiden som et overgangsritual fra dreng til mand, dog aldrig obligatorisk, altid frivillig. Enhver kan tage på visionssøgning. For kommende medicinmænd har visionssøgningen dog en særlig funktion. Repræsentanter for dyrefolkene vil ofte i drømme vise sig for vedkommende og fortælle, at han/hun skal gå på visionssøgning for at få nærmere instruktioner mht. til sit kommende kald. Det var dog langt fra alle, der fik (får) en vision, hvorfor mange drog på visionssøgning flere gange i deres liv. Undertiden lykkedes det at opnå en vision efter to eller flere forsøg. Ikke at opnå nogen vision blev ikke anset for skamfuldt. Så var det blot sådan det skulle være.


Moderne visionssøgning

I den moderniserede udgave af indianeres visionssøgning, er målsætningen at skabe et afbalanceret samliv mellem mennesket og naturen. Især har amerikanerne Steven Foster og Meredith Little´s arbejde i 1970erne været medvirkende til at udbrede visionssøgning blandt vesterlændinge og gennem de senere år har hundredvis af mennesker, primært fra USA og Europa, været på seminar i visionssøgning. I den moderniseret udgave gøres brug af en række forskellige ritualer blandt andet faste, det indianske medicinhjul, tavshed og naturophold. Ritualerne understøtter overgang fra et sted i dit liv til et mere ønsket. Medicinhjulet er et af de symboler der anvendes til at understøtte deltagernes forandringsproces. Det beskriver de fire forandringsfaser alle udviklingsprocesser gennemgår. Symbolsk er det barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Vi kommer meget mere omkring Medicinhjulet senere i nærværende kursus.

Visionssøgning henvender sig til mennesker, der befinder sig ved et vendepunkt i deres liv. Det kan være mennesker der har besluttet sig for at ville finde sine højeste mål. Eller det kan være mennesker der står på tærsklen til noget nyt i deres liv. Og som søger sin egen indre visdom til at omstille sig til det nye. Det kan være i forbindelse med jobskifte eller valg af uddannelsesretning. Det kan være i forbindelse med valget af partner, problemer i parforholdet, skilsmisse eller ægteskab. Eller det kan ske i forbindelse med et projekt man har brug for at koncentrere sig om, eller det kan ske med henblik på at overskride en grænse i den personlige proces som kræver en særlig stor koncentration og opmærksomhed. Endelig kan Visionsøgning også anvendes til at påbegynde eller sætte fart på sin spirituelle udvikling. Firmaer og familier kan bruge det som teambuilding, udvikling af kreative ideer og formulering af visioner.

Visionssøgning er det samme som at udføre retræte (eng; retreat). For en periode trækker man sig bort fra det almindelige liv, for at rette opmærksomheden mod et åndeligt liv. Formålet er at skifte fokus. Det almindelige daglige liv er fyldt af impulser og tanker, som vedrører familie, arbejde og fritidsinteresser. Som kontrast hertil er visionssøgning/retræten en mulighed for at sætte forholdet til det spirituelle i centrum. Man isolerer sig for nogle dage alene eller sammen med andre, og bruger tiden på læsning, bøn og meditation, samt refleksion over den måde, man lever sit liv på. Denne situation med dagligdagens mange gøremål på afstand, gør det muligt at se og mærke sig selv tydeligere. Man mærker sin uro og bekymring, men får ikke anledning til at skubbe den fra sig. Eller man opdager, hvor meget lyst og længsel fylder i sindet, fordi man ikke distraheres af arbejdsopgaver og hjemlige pligter. Man erkender, hvilke livsforhold, der giver én oplevelse af mening, og hvad der på den anden side fylder alt for meget og giver for lidt mening i hverdagen.

Et klassisk redskab i denne erkendelsesproces er stilhed. Stilhedens fred skærper opmærksomheden og hjælper til at fastholde indsigter og følelser, som ellers let fortaber sig i ord. visionsøgningen / retræten er i en vis for stand en faste: En faste fra den indtryksrige og ordrige dagligdag. Visionssøgning er en individuel disciplin: man bestemmer selv hvornår og hvor længe. Hvis man vælger at gå på visionssøgning alene, foregår det typisk ved at man tager til en mere eller mindre afsidesliggende lokalitet og der gennemgår forskellige øvelser - alle med henblik på fordybelse i sig selv. Typisk, meditationsøvelser af diverse art. Visionssøgning kan dog også foretages i fællesskab med andre. Moderne visionsøgning behøver dog hverken at være henlagt til fjerntliggende og øde lokaliteter, eller tage flere dage. Der er rig mulighed for at komme på diverse arrangementer hvor visionssøgning benyttes som indslag i de øvrige aktiviteter, der foregår - fællesmeditation, seminarer og workshop, maling, social interaktion, diverse kropspleje aktiviteter som massage, mudderbade etc. Sådanne arrangementer udbydes såvel som aften dags- og weekendarrangementer.

Hvis du tilmelder dig et seminar i Visionssøgning vil der være tilknyttet en vejleder. Han eller hun er den mere erfarne person man kan gå til, hvis man i forløbet møder større udfordringer, end man kan overskue. Vejlederens kvalifikation er, at han/hun har dybtgående personlige erfaringer med såvel selverkendelse, som med den livslange proces det er at forbinde tro på det spirituelle med det daglige liv. Vejlederens opgave er tillige at være åndelig vejleder. Den, der kan rumme og hjælpe med at integrere erfaringer - og kan hjælpe med at skelne væsentligt fra uvæsentligt.




Svedehytte

Indianere betragter renselse, ikke kun for kroppen men også sind og ånd, som en nødvendig del af vedligeholdelse af sundheden. Svedehytten kan benyttes individuelt eller af en gruppe og den kunne (kan) have flere formål. 1. Som en ceremoni i sig selv, ofte før vigtige beslutninger eller initiativer. 2. Som forberedelse til andre ceremonier (især visionssøgningen og soldansen). 3. Som middel til at opnå sundhed og styrke, som kur mod mange sygdomme - i vore dage også til udrensning af mentalt stress og som et hjælpemiddel til alkoholafvænning.

Svedehytte ceremonien foregår i en speciel bygget bikubeagtig struktur, stor nok til en mindre gruppe deltagere. Skelettet, som traditionelt er bygget af pilegrene, er dækket til med skind, tæpper og evt. plastik, med en lille åbning på øst siden. Alle delene af strukturen er valgt og konstrueret med omhu og ærbødighed. Et hul er gravet i midten af hytten for senere at holde nogle varme sten. En bålplads er bygget et par meter fra svedehyttens indgang for at varme stenene, der bliver samlet fra naturen i området. Imellem bålet og hytten bliver der bygget et lille alter. Alteret er lavet af jorden fra hyttens hul og er brugt til at holde forskellige redskaber til ceremonien, samt shamanens gaver til ånderne for deres hjælp.

Hele området omkring svedehytten bliver drysset af urter, og hytten selv bliver renset med røg fra salvie og ceder. Røgelsen flytter negative energier og tiltrækker positivitet. På denne måde er området gjort helligt. Ilden, som repræsenterer solen - eller Den Store Ånd - producerer de varme sten (sæd), der bliver afleveret igennem indgangen (skede) til hytten, som symboliserer livmoderen af Moder Jord. Stenene minder deltagerne om, at alle kræfter i universet kommer fra den samme kraft (inyan) som er repræsenteret ved de glødende sten.

Deltagerne træder ind i svedehytten nøgne, for at symbolisere den måde de var født som barnet af Fader Sol og Moder Jord. Ved indgangen bliver hver enkelt deltager renset med røg (smudged) af shamanen, inden de træder ind i selve hytten. Inde i svedehytten er der helt mørkt. Mørket opfattes symbolsk som moderskødets mørke, hvorfra ceremonien er en genfødsel. Samtidig kan mørket opfattes som det 'åndelige mørke' som ceremonien gennem sin rensende virkning bringer os ud af.

Deltagerne tager plads siddende i en cirkel rundt om hullet evt. på et håndklæde, som de har medbragt. Ildmesteren bærer de første varme sten ind i hytten, hvor shamanen placerer dem i hullet. Den del af ceremonien symboliserer befrugtningen. Når indgangen igen er lukket til, kaster shamanen noget urte-vand på stenene, som sender en sky af damp rundt omkring i hele hytten. Ceremonien er opdelt i fire runder, hvor indgangen bliver åbnet i slutningen af hver runde - primært for at hente nye sten, men også som en kort pause til dem, der vil ud og måske strække sig lidt.

Under ceremonien forklarer deltagerne deres grunde til at være der og deres evt. forventninger. De beder også om hjælp til styrke, accept og forståelse. De erkender de største problemer i deres liv lige nu, og således ved hjælp af ånderne, og bekræftelse af de andre deltagere (som vidner), "giver" de deres problemer væk. Der opstår ofte stærk healing under en svedehytte ceremoni og deltagerne kan opleve en stor rensning og transformation i deres liv. Man kommer ud af hytten med en ny sans af retning og formål. Ceremonien kan også bruges til at helbrede fysiske lidelser ved at "give" sygdommen væk - bevidst og med fuldt overlæg. Uhensigtsmæssige vaner og negative mønstre kan også fjernes på samme måde. Ligesom ved soldansen og visionssøgningen er det en grundtanke, at ceremonien også udføres på folkets vegne.


Svedehyttens oprindelse


Piegan stammen, som var den sydligste hos Siksika- Blackfoot levede ved hovedløbet af Missouri River. Piegan kom fra den Algonquinske sprogfamilie, men havde krige, mod stort set resten af sproggruppen. Dette kunne de i kraft af heste og våben til hurtige plyndringstogter, ting de havde fået af deres Canadiske fæller. Piegan var også fjendtlige overfor opdagelsesrejsende og omvandrende pelsjægere / handelsmænd. Adskillige skoldkoppeepidemier reducerede Piegan kraftigt i antal og i dag lever de i reservater på begge sider af grænsen USA- Canada. Her er deres historie om svedehyttens oprindelse.

For længe siden, var der en pige. En smuk en. En høvdings datter. Hun blev opvartet af adskillige unge krigere i lejren men hun ville ikke vide af én af dem, endsige have nogen af dem til mand. I blandt dem var der en ung mand. Utrolig fattig og med et stygt ar tværs over ansigtet. Selv om han så rige og smukke krigere blive afvist af pigen, besluttede han sig alligevel for, at ville spørge hende om hun ville være hans kone. Da pigen brød ud i latter og hånede ham for bare det at spørge, løb den unge mand ud af lejren af bare skam og begik sig sydpå. Efter at have vandret i adskillige dage, faldt den unge kriger om, rystende af kulde og udmattelse.

Fra himlen kikkede Morning Star ned på ham og fik ondt af ham. Morning Star vidste nemlig hvilke kvaler, den unge mand gik igennem. "Der ligger en fattig ung kriger nede på jorden, uden nogen til at hjælpe sig", sagde Morning Star til sine forældre Sun og Moon. "Så hent ham, sagde de og Morning Star hentede den unge kriger, hvis navn var Scarface og bragte ham med op i skyerne. "Tag ham ikke ind i min bolig", sagde Sun. Byg fire svedehytter.

Da det var gjort klart ledte Sun Scarface ind i den første hytte. Han bad Morning Star om at bringe sig varm kul, på en gaffelformet gren. Sun brød små stykker af Sweatgrass i stykker og lagde dem på det varme kul og snart begyndte duften af røgelse at brede sig. Så begyndte han at synge. "Old Man kommer i et med hans krop. Det sang han fire gange. Sun tog nu sine hænder og jog dem i gennem den tykke røg og gned Scarface i ansigtet med dem bagefter. Derpå gned han ham på venstre arm og venstre side. Så gentog han ceremonien på den anden side af den unge mands krop. På den måde fjernede han al lugt af menneske fra Scarface.

Så tog Sun ham med ind i de andre hytter og gentog ceremonien og rensningen af den unge mands krop. Det varede ikke længe før Scarfaces krop begyndte at ændres i farven og snart skinnede den med et gyldent skær. Imens Sun brugte en fjer til at stryge den unge mands ansigt, fjernede han på magisk vis, det stykke ar der sad der. Med en sidste berøring af fjeren i den unge mands hår, fik Sun ham nu til at ligne en tro kopi af Morning Star. De to unge mænd, blev nu ledt ind i Suns bolig og placeret på hver side af ham. En meget ærefuld position. "Old Woman", kaldte Sun. "Hvem af disse to unge mænd er vores søn?" Moon pegede på Scarface. "Der sidder vores søn", sagde hun. "Kender du ikke en gang dit eget barn mere!", svarede Sun. "Ham der er ikke vores søn. Vi vil kalde ham Mistaken-For-Morning-Star", forsatte han, imens de lo af fuld hals af fejltagelsen.

De to unge mænd tilbragte nu al deres tid sammen og blev meget gode venner. En dag da de var ude på en af deres sædvanlige eventyr, pegede Morning Star på nogle store fugle med meget lange, skarpe næb. "Fosterbroder, jeg advarer dig imod disse skabninger. De dræbte mine andre brødre", sagde han til Mistaken-For-Morning-Star. Pludselig begyndte de store fugle at kredse over de unge mænd og Morning Star spurtede af sted, for at komme i dækning i deres bolig. Mistaken-For-Morning-Star samlede imidlertid en gaffelformet gren op fra jorden og slog fuglene ihjel én efter én.

Da de nåede hjem, fortalte Morning Star glædesstrålende sin far hvad der var sket. Sun lavede en sejrssang til ære for Mistaken-For-Morning-Star og forærede ham taknemligt en gaffelformet gren til at bære varme sten i og en dusk Sweatgrass, til at lave røgelse af. Disse ting var nødvendige for at lave en svedehytte-ceremoni. Det var en gave, givet i tillid. Mistaken-For-Morning-Star fulgte nøje med, da Sun byggede svedehytten og forberedte sig på at vende tilbage til jorden en dag.

Da Scarface endelig en dag kom tilbage til stammen, samledes de omkring ham for at se denne smukke unge mand, der var kommet til deres midte. Der var ikke nogen i første omgang, der gen- kendte ham som Scarface. "Jeg har været oppe i himlen, fortalte han dem. Sun gav mig disse ting, som bliver brugt i den hellige svedehytte-ceremoni. Det var en sådan ceremoni, der fjernede mit stygge ar" Scarface forklarede dem, hvordan den gaffelformede gren skulle bruges og hvordan de skulle brænde Sweatgrass. Sådan gik det til, at den første svedehytte blev bygget hos Pieganfolket.

Nu da Scarface, var sluppet af med sit stygge ar og havde en sådan velsignet gave med tilbage til sit folk, havde den unge høvdingedatter ingen skrupler med at blive hans kone. Som en påmindelse om Suns gave, til Scarface og hans stamme, holder Pieganstammen altid en svedehytteceremoni, som en vigtig del af deres årlige Soldans (Sundance) ceremoni.



Sådan konstrueres en svedehytte


Hvis du skulle få lyst til at lave din egen svedehytte findes der flere forskellige muligheder. Indianerne lavede traditionelt en svedhytte ud fra et skelet af pilegrene, som de tildækkede med skind og tæpper. Der laves sædvanligvis en lille åbning på østsiden. Alle delene af strukturen er valgt og konstrueret med omhu og ærbødighed. Et hul er gravet i midten af hytten for senere at holde nogle varme sten. En bålplads er bygget et par meter fra svedehyttens indgang for at varme stenene, der bliver samlet fra naturen i området.

Imellem bålet og hytten bliver der undertiden bygget et lille alter. Alteret er lavet af jorden fra hyttens hul og er brugt til at holde forskellige redskaber til ceremonien, samt shamanens gaver til ånderne for deres hjælp. Hele området omkring svedehytten bliver drysset af urter, og hytten selv bliver "renset" med røg fra salvie og ceder. Røgelsen flytter negative energier og tiltrækker positivitet. På denne måde er området gjort helligt. Herunder er vist fremstilling af en svedehytte i Friland.

Allerførst graver man grunden ud i 30 cm dybde og planerer den. Så laves en cirkel med en diameter på ca. 3 m. Fem stolpehuller graves i 80 cm. dybde rundt i omkredsen. Du skal nu bruge 5 egestolper 17 x 17 cm i længde 80 cm plus ønsket væghøjde. Hver af de fem egestolper skal du bearbejde ved at hugge en fals ud i hver side og dernæst tjære 20 cm under og over kommende jordhøjde. Dette for at undgå at der går råd i stolperne. 20 cm under overfladen er jorden bakteriefri. Der brændes efter med gasbrænder. De fem hjørnestolper rejses og du udlægger et 20 cm lag muslinger på hele grunden og ovenpå muslingerne lægges et lag grus på 10 cm.
Væggene laves af flækkede granstolper med en diameter på 20 cm. De afbarkes og da de skal sættes ovenpå hinanden, høvles de til i begge sider. Hver bjælke får en drypnæse i form af et savspor forneden. I begge ender laves et profil, som passer ind i falsen på hjørnestolperne.
Og så kan bjælken klemmes ned mellem hjørnestolperne. Husk at imprægnere de nederste bjælker med trætjære. Sprækkerne mellem bjælkerne tætnes med fåreuld. Du kunne også bruge mos, men uld rådner ikke. En midlertidig stolpe placeres i midten og ovenpå denne lægges en skorstenskappe. Tagspær måles ud og sættes mod skorstenskappen. Hvert tagspær hviler i et hak på hjørnestolperne.
Undertaget laves af billigt gran høvlet på den indvendige side. Til isolering lægges ålegræs mellem spærene i et ca. 8 cm. lag, hvorefter taget beklædes med kraftig hørdug. Denne hørdug skal males tre gange med en blanding af linolie, oxydsort, kridt og zinkhvidt, som virker svampehæmmende. Til sidst et lag knuste strand-skaller for at reflektere sollyset
En gryde bankes i facon efter skorstenskappen til inddækning og sammenføjningerne i tagdugen dækkes med lister. Der tætnes mellem skorstensrøret og skorstens-kappen med sand og ler. Læg evt. et gulv i hytten af marksten. En lille ovn sættes ind og sluttes til skorstensrøret. Der fyres kraftigt op i ovnen og så kan der endelig svedes.



Medicinhjulet

Indianerne mener at vi bliver født ind i et af medicinhjulets kræfter. Det giver os muligheden for at betragte livet og verden ud fra dette udgangspunkt, og vil livet igennem blive den opfattelsesmåde som er lettest for os. Når vi kender vort begyndelsessted kan vi vokse og arbejde med at få kendskab til og forståelse for de andre kræfter i medicinhjulet. Dermed blive et helt og totalt menneske, er at oplever ligevægten og beslutsomheden i alt du foretager dig. Ingen af de fire hovedkræfter kan stå alene, men bliver først slagkraftig når de fungerer i en helhed.

Indianerne mener at mennesket er det eneste af jordens skabninger som bliver født ind i ubalance. Man bliver født ind i et sted i Medicinhjulet og fra dette sted henter man sine talenter og forståelse og det vil hele livet igennem, være det sted hvorfra man lettest oplever og fortolker livet. De fire retninger indeholder en hel række egenskaber, som får både positiv og negativ udtryk. Ved at arbejde med Medicinhjulet, vil du få indsigt i hvor i hjulet du befinder dig, hvilke områder der bør arbejdes med, og hvilke kræfter du kan benytte for at løse forskellige problemer.

Gennemgang af medicinhjulet finder du i separat kapitel - se menubjælken til venstre.





PowWow

En powwow er en social begivenhed, hvor indianere fra alle stammer samles for at møde venner og familie, danse, synge, bevare indianske traditioner og samtidig skabe nye. En powwow kan varer fra én aften til tre eller fire dage. Powwows afholdes året rundt, men sommerhalvåret er hovedsæson. Mange indianere rejser fra powwow til powwow sommeren igennem. Powwows bliver også afholdt udenfor USA og Canada, eksempelvis i Danmark, Sverige, England, Tyskland Østeruropa, Japan og mange andre lande. Disse powwows bliver for det meste arrangeret af ikke-indianere som kan lide powwows og som respekterer indiansk kultur og traditioner.

For indianerne giver de forskellige powwows mulighed for at styrke sammenhold og identitet på tværs af stammer og landegrænser. Når PowWows afholdes udendørs sker det ofte i en dansearena, der består af en stor, græsdækket plads omkranset af et cirkelformet halvtag. Her sidder publikum, sangerne med deres trommer og de dansere, der ikke lige deltager. I vinterhalvåret, afholdes der indendørs powwow i store haller.


PowWow - Trin for trin

En powwow arrangeres af en såkaldt powwow-komité, der sørger for alle de praktiske gøremål og styres af en konferencier, der ofte taler i en mikrofon, der forbundet med et lydanlæg, også forstærker sangen og trommerne. Musikken leveres af et antal såkaldte trommegrupper, der består af 5-10 mænd, der sidder omkring en stortromme, som de slår på med en trommestik, mens de synger. Traditionelt står kvinderne bagved og synger med, men det er mere og mere almindeligt, at der ses flere kvinder ved trommerne. Trommen, som er rund, repræsenterer universet, og takten som er enkel og stærk symboliserer hjerteslaget, som gør at danserne går ind i sig selv og kan lukke hverdagens problemer ude og derved blive et med universet. Der benyttes en pentaton-skala med fem toner). Mange sange har ord, men de såkaldte vocables synges uden ord. Endelig synges der ofte i falset.

Der er to typer af powwows: Community Powwows, som er små hyggelige lokale powwow med deltagere fra omegnen og Contest Powwows, der domineres af sang- og dansekonkurrencer med store kontante pengepræmier til vinderne for at tiltrække de bedste dansere. Her samles man fra nær og fjern for at møde venner og bekendte, og for at synge og danse. Hver stamme har deres egne traditioner mht. at danse og synge, der minder mere eller mindre om hinanden. Der er også forskel på om en powwow følger traditioner fra den nordlige eller den sydlige prærie.

En powwow, starter altid med Grand Entry (indmarch) hvor danserne kommer ind på dansepladsen. Indmarchen foregår ved at alle danserne kommer ind på dansearenaen i en lang række. Forrest går flagbærere, der for det meste er veteraner eller soldater. De bærer flagene ind og sætter dem op. Når alle er kommet ind, synges Flag Song, mens danserne står stille. Flag Song er en slags indiansk nationalhymne, der synges lige efter indmarchen, mens danserne står stille og publikum står op. Det forventes at mændene tager hatten af. Hver stamme har deres Flag Song. Dernæst synges Veterans Songs, hvor danserne danser på stedet. Dette er sange til ære for de krigere, der har kæmpet forderes land. Det gælder både forrige århundredes kampe mod de hvide, og de krige indianerne har deltaget i, som amerikanske statsborgere. Slaget ved Little Big Horn, Verdenskrigene etc. Her danser danserne på stedet og publikum står op.

Så kommer Sneak-up også kaldet Oklahoma Ruffle, som er en gammel dans, hvor krigerne efterligner krigere på udkig efter fjendtlig krigere eller jægere på udkig efter bøflen. Denne dans danses af de traditionelle dansere. Sneak-up efterfølges ofte af Stomp/Crow Hop: En langsom stampende dans, der mest bruges til dansekonkurrencer. Dernæst følger en lang række danse, med og uden konkurrencer, blandet med selskabsdanse, Give-away dances, Trick Songs, Charging The Feather / Dropped Article Song samt Hoop dance.

Ofte standser sangen og dansen ved en powwow og en familie træder frem i arenaen for at ære en udvalgt person ved bl.a. at afholde en æresdans (honor song) og forære et stort antal gaver væk ved en såkaldt give-away dance. Honorsong og -dance er en særlig type danse og sange, der synges for personer, som man gerne vil ære. Vedkommende føres rundt i arenaen af to dansere, hvorefter de personer, der gerne vil være med til at ære vedkommende mand eller kvinde, går ind, giver hånd og slutter op bag ved de andre.

Intertribal: En dans, hvor alle danserne, danser på samme tid. Den foregår imellem konkurrencerne og bruges som afveksling. Publikum kan frit danse med. Hvilket som oftest foregår ved at publikum går rundt på dansepladsen i takt til musikken. Round Dance: Kædedans, hvor man hele tiden, danser mod venstre. Rabbit Dance: Pardans, hvor parrene følger efter hinanden på række. Når en danser har tabt en ørnefjer danses: Charging The Feather / Dropped Article Song. Indianerne har stor respekt for ørnen og en tabt fjer repræsenterer en falden kriger. Derfor danses denne dans af fire veteraner, der efter dansen er slut, samler fjeren op og giver den tilbage til ejeren.

Sang- og dansekonkurrencerne (Contestdances), foregår på den måde, at alle danserne konkurrerer mod hinanden i forskellige stilarter og alder. Et antal dommere bedømmer danserne efter, hvordan deres dragter ser ud og efter hvor gode de er til at danse. Det er også vigtigt at de nøje følger trommernes rytme og stopper præcist på det sidste slag. Ved de store powwow udloves der store pengepræmier (1000-1500$) for at tiltrække de bedste dansere. Der kan skelnes mellem Traditional Dances, som er tæt på de gamle traditioner med stærke kendetegn for de forskellige stammer mht. dansetrin og dansedragter. Og så de nyere stilarter med færre stammekendetegn.

Ved mørkets frembrud, tages flagene ned og der synges en særlig sang kaldet Retreat Song. Det hele afsluttes med en Grand Exit, hvor alle danser ud. Udmarch er det modsatte af Grand Entry: Alle danser ud, hvorefter powwowen er forbi. En Powwow følger ikke en fast stringent struktur. Hvert år kommer nye sange, dansetrin og stilarter til - ofte med rødder i gamle traditioner som genoplives. Også moden for dansedragter skifter fra år til år.




Mænds stilarter

Northern Traditional
(NorthernTraditional)
(Sneak-up)
(Crow Hop / Stomp Dance)

Southern Straight
(Contemporary Traditional)

Round Bustle Dance

Fancy Bustle Dance
(Fancy Dance)
(Sneak-up)
(Crow Hop / Stomp Dance)
(Trick Songs)

Grass Dance
(Grass Dance)
(Crow Hop / Stomp Dance)

Chicken Dance

Kvinders stilarter

Northern Traditional
(Northern traditional stylized walk)
(Traditional knee-bobbing)
(Round Dance)

Southern Traditional
(Southern Traditional stylized walk)
(Round Dance)

Fancy Shawl Dance
(Fancy Shawl Straight Dance)
(Crow Hop / Stomp Dance)

Jingle Dress Dance
(Jingle Dress Straight Dance)
(Side step)




Mænds stilarter


De danse, der opføres ved en PowWow opdeles i mænds og kvinders dansestilarter. Her beskrives de fire mest almindelige dansestile for mænd ved indianske powwows i dag. Eftersom dansedragten følger "moden" eksistere der mange variationer af dragterne ligesom der findes mange variationer af danse knyttet til de forskellige stammer.


Northern Traditional
Northern Traditional stammer fra Sioux-stammen og er en af de ældste stilarter. Når krigerne vendte tilbage fra jagt- eller krigstogter gengav de deres oplevelser gennem dansen. Dansen og dragten har ændret sig betydeligt igennem tiden og er stadig i udvikling. Endvidere har hver danser sin egen personlige stil, men danserne imiterer stadig præriehønen og andre dyr i deres bevægelser og simulerer scener fra jagt og krig, hvor krigeren spejder efter sit bytte eller sin fjende.

Dansedragten afspejler indianeren som kriger og jæger. Mange dansere bærer skjolde, stave og symbolske våben som økser og spyd i hænderne, og hovedbeklædningen består af en krone af dyrehår. Enkelte dansere bærer en fjerprydelse af ørnefjer. Bagpå over lænden bærer danserne en cirkelformet krans af fjer kaldet en "bustle". Desuden afspejler dansedragten prærieindianerens nære tilknytning til naturen, idet dragterne er dekorerede med fjer, farvede pigge fra hulepindsvin, muslingeskaller, hestehår, hjorteskind, odderskind, ulveskind, samt horn, tænder og ben fra forskellige dyr. Nogle dansere maler deres ansigter og valg af farver og design er oftest meget personlig.


Southern Straight
Southern Straight er mændenes traditionelle dansestil blandt stammerne på den sydlige prærie. Dansen er rolig, værdig og kontrolleret med forholdsvis få bevægelser. Dansen afspejler den ældre og erfarne kriger som bevæger sig med ro og værdighed mens han iagttager sine omgivelser og ser, at alt er godt. Dansen menes at stamme fra forskellige krigerforbund fra Ponca-stammen. Disse danse kaldes Hethuska (Man Dances eller War Dances) og i dag afholder Ponca-stammen stadig Hethuska to gange årligt. Medlemmer af et Hethuska forbund er forpligtede til at være generøse og tage sig af krigsveteraner, ældre, forældreløse og enker. Dansen har bredt sig til andre stammer og organisationer gennem årene.

Dansedragten afspejler igen indianeren som kriger og jæger. Der lægges stor vægt på farvekoordinationen af skjorte, lændeklæde og mokkasiner og at det øvrige tilbehør matcher i farver og mønstre. Mange dansere ynder at bruge skjorter i kraftige farver og af blankt stof. Dragten er ofte udsmykket med fine mønstre lavet med stof eller silkebånd, og her er der tydelig forskel på de forskellige stammers mønstre og farver. Hovedbeklædningen består af en krone af dyrehår. Bagpå nedad ryggen hænger et vedhæng kaldet "dragger" eller "drop" lavet af odderskind, stof eller en række runde sølvmedaljoner (conchos).

Om livet under bæltet bindes et håndvævet bælte (garter), der deler sig til mange tynde ender, der hænger ned på siden af danserens ben. Næsten alle dansere bærer en lang og rigt dekoreret dansestav i højre hånd (tail stick). Denne blev traditionelt givet til dem af en ældre og velrespekteret danser. Mange bærer også, eller i stedet, en træplade med spejle på, og den kan bæres af alle dansere.


Grass dance
Grassdanserne immiterer præriegræssets bølgende og svajende bevægelser. Danserne glider smidigt henover dansegulvet i små cirkler, mens de stamper et mønster med den ene fod, som de for det meste gentager med den anden fod. Grassdance opstod oprindeligt på den nordlige prærie omkring grænsen mellem USA og Canada. Nogle mener at Grassdance opstod fra unge mænd, som bandt græstotter eller flettet græs fast i bæltet når de havde til opgave at trampe præriegræsset fladt, så folk kunne komme til at danse. Andre mener at dansen kommer fra krigersammenslutninger på den nordlige prærie, muligvis fra Omaha-stammen.

Dansedragten hos en Grass-danser er dekoreret med lange frynser af garn både tværs over skuldrene og ved benene, og frynserne vajer som græs i vinden når de danser. Sammenlignet med de andre mandlige stilarter bærer Grass-danserne næsten ingen fjer og har ingen krans af fjer på ryggen. Perlebroderede pandebånd med en medallion foran og nedhæng ved tindingerne er meget brugt, ligesom perlebroderede bælter og brede perlebroderede bånd der hænger foran fra skuldrene og ned. Danserne har desuden store runde bjælder omkring anklerne.


Fancy Dance
Fancy Dance er en meget kraftfuld og energisk dans. Trommerytmen er hurtig og danserne drejer rundt om sig selv og løfter fødderne let og hurtigt. Sangen har indbyggede stop for at drille danserne og de dygtigste dansere stopper på de rigtige steder og lander i spagat på det sidste slag når sangen slutter brat. Fancydansen har rødder tilbage til stammer fra staten Oklahoma. Fancy-dansen udviklede sig til en "Fancy War Dance", en hurtigere og vildere dans, stærkt opmuntret af Buffalo Bill Cody og hans Wild West cirkus som gerne så at indianernes krigsdans blev peppet lidt op for at imponere tilskuerne mere.

Fancydanserne kendes ved at de har to store kranse af fjer på ryggen. Disse kranse kaldes "bustles" og er oftest lavet af lange hvide gåsefjer og farvede dun og halefjer fra haner. Sjældent ser man bustles lavet af ørnefjer. Den ene bustle sidder på skuldrene og den anden over lænden. Danseren har også to små kranse af fjer på overarmene der matcher deres bustle i farverne, og han bærer en stav med en dusk af dun i en snor i enden, som han svinger rundt under dansen. På hovedet bærer danserne en hårkrone og de fleste bruger perlebroderede pandebånd med nedhæng ved tindingerne og medaljoner midt i panden. Om læggene sidder stykker af tykt hvidt angoraskind og store kobjælder. På fødderne perlebroderede mokkasiner. Dragterne er præget af mange stærke og selvlysende farver, pailletter, silkebånd osv. for at skabe den størst mulige effekt når der danses.


Chicken Dance og Round Bustle Dance
To andre traditionelle stilarter, som har bredt sig fra hhv. Canada og det nordvestlige USA, er Chicken Dance (præriehønedans) og Round Bustle dansene. Disse danse er blevet stadig mere populære gennem de seneste 8-10 år og der er nu så mange dansere, at de ofte får deres egen kategori ved dansekonkurrencerne i stedet for at blive lagt sammen med de andre traditionelle dansere. Begge danse har rødder tilbage i tiden og selve dragterne har meget tilfælles med de dragter, som danserne brugte i begyndelsen af 1900-tallet.

Den væsentligste forskel på dragterne for Chicken Dance og Round Bustle Dance er "bustlen", som sidder over lænden på dansernes ryg. Ved Chicken Dance består bustlen af mange små fjer, der danner en halvkugleform. Ved Round Bustle Dance er bustlen en flad cirkel, som ligner en almindelig bustle, bortset fra at den er mindre og fjerene når hele vejen rundt (en almindelig bustle har en åbning øverst i kransen af fjer). Desuden kendetegnes danserne ved, at de bærer lange fasanfjer og farvede dun på hovedet i deres roach i stedet for ørnefjer.

Trick Songs og Hoop dance
Trick Songs er en hurtig konkurrencedans, specielt for fancydansere, hvor danserne skal følge trommen nøje. Trommen forsøger at overraske danserne, ved pludseligt at stoppe op. Hoop dance er en opvisningsdans, hvor danseren viser sin dygtighed ved at lave figurer ved hjælp af et antal ringe (Hoop) på cirka 50. centimeter.


Northern Traditional Southern Straight Grass dance Fancy Dance Chicken Dance


Kvinders stilarter


De danse, der opføres ved en PowWow opdeles i mænds og kvinders dansestilarter. Det bør dog errindres at for såvel indianske mænd som indianske kvinder har dansen traditionelt indgået i mange andre sammenhænge i hverdagen. Det er således ikke kun ved PowWow at de inianske kvinder traditionelt danser. Der var (er) mange religiøse og sociale danse, hvor kvinderne deltog, og de spillede også en vigtig rolle i de hjemvendte krigeres sejrs- og skalpedanse. Dog tillod de fleste krigerforbund ikke kvindelige dansere ved deres egne sammenkomster, så her var kvinderne tilskuere og sangere og sørgede for maden. Her beskrives de fire mest almindelige dansestile for kvinder ved indianske powwows i dag. På tilsvarende vis som hos mændenes danse, eksistere der mange variationer af dragterne ligesom der findes mange variationer af danse knyttet til de forskellige stammer.


Northern Traditional
Northern traditional er elegant og yndefuld med rolige og bløde bevægelser. Der er tydelige forskelle fra stamme til stamme, både mht. dragten og dansen. F.eks. danser kvinder fra Sioux-stammerne på stedet hvor de bøjer op og ned i knæene, mens kvinder fra de fleste andre stammer på den nordlige såvel som den sydlige prærie går rundt på dansegulvet med små skridt. Oprindelig var det således at når kvinderne deltog i dansene, stod de i udkanten af dansearenaen og dansede på stedet med samlede fødder fladt på jorden, mens de bøjede op og ned i knæene og anklerne på en glidende måde i takt med trommerytmen. Først i starten af 1950’erne begyndte de traditionelle kvindelige dansere for alvor at danse inde i selve dansearenaen, hvor de gik rundt i ydercirklen med rank ryg og små, næsten umærkelige tå-hæl trin. Denne dansestil bruger kvinderne i dag ved Intertribal danse (hvor alle danser med) og Grand Entry (indmarchen).

Kjolerne er dekorerede med perlebroderi, muslingeskaller eller dyretænder og laves af enten hjorteskind eller tykt uldstof - man skelner mellem Northern Buckskin (skindkjolerne) og Northern Cloth (stofkjolerne). Skindkjolen hos en Northern Traditional danser er lavet af hvidt hjorteskind med lange frynser langs ærmer og nederdelens kant. Oftest er kjolen fuldt perlebroderet over skuldrene og langs armene i gamle traditionelle mønstre og farver, der afspejler hvilken stamme danseren kommer fra. Perlebroderierne laves ofte med ekstra små og slebne perler, som får dragten til at glimte og glitre. Stofkjolen hos en Northern Traditional danser er lavet af tykt rødt eller mørkeblåt uldstof. Stofkjolerne er dekorerede med traditionelle naturmaterialer som muslingeskaller eller tænder fra store hjorte som sidder i store cirkler eller rækker over skuldrene.

Alle Traditional dansere bærer et sammenfoldet sjal med lange frynser over venstre arm og en vifte af ørnefjer i højre hånd. De fleste dansere bærer en enkelt ørnefjer eller en dusk af ørnedun fastgjort med et spænde bag på hovedet. Kronen viser at de er eller har været udvalgt som stammens prinsesse for et år. Læggene er blufærdigt dækket af perlebroderede "leggings" med matchende mokkasiner. Foran bærer danserne en bred og lang perlekæde kaldet en "breastplate" lavet af store glasperler og lange hvide rør af ben kaldet "hair bone pipes". Kvindernes brystplade stammer fra 1800-tallet og blev brugt til pynt men er inspireret af mændenes brystplade, der tjente som beskyttelse mod fjendens pile. Håret er pyntet med perlebroderede hårspænder og flette i to fletninger med midterskilning.


Southern Traditional
Southern Traditional er stolt, elegant og yndefuld med rolige og glidende bevægelser, der får de lange frynser til at svinge i takt med trommerytmen. Kvinderne går rundt inde i dansearenaen med næsten flade trin mens de bøjer dybt ned i knæene. Skindkjolerne er oftest dekorerede med smalle rækker af perlebroderi og perlebroderede medaljoner og ikke med store arealer af perlebroderi som hos de nordlige stammer, og stofkjolerne er varierede og farverige.

Man skelner her, som i Northern traditional, mellem Southern Buckskin (skindkjolerne) og Southern Cloth (stofkjolerne). Nogle stammer bærer kun stofkjoler, mens der hos andre stammer bruges både skind- og stofkjoler. I det store hele er dragterne i Southern Traditional magen til dem, der benyttes Northern Traditional, hvorfor der henvises til beskrivelsen ovenfor.


Jingle Dress
Jingle Dress-danserne er nemme at kende på de mange hundrede metalkræmmerhuse, som er syet fast på deres kjoler. Når danserne danser, slår metalkræmmerhusene mod hinanden og frembringer en høj, taktfast og nærmest brusende ringlen. Dansen er yndefuld med meget kontrollerede bevægelser. Dansen fokuserer på føddernes bevægelser, mens overkroppen holdes næsten stille med venstre hånd hvilende på hoften og en vifte i højre hånd. Der danses ofte frem og tilbage i et siksak-mønster, som siges at symbolisere livets vej.

Jingle Dress-dansen kan sammenlignes med mændenes Grass Dance, idet begge stilarter bruger fødderne til at lave en kombination af bevægelser med den ene fod, som ofte gentages med den anden fod. Jingle Dress-dansen opstod i slutningen af 1800-tallet omkring de store søer på den nordlige prærie hos Ojibway-stammen i staten Minnesota i USA og Anishnabe-stammen i Ontario i Canada. De første Jingle Dress kjoler brugte forholdsvis små metalkræmmerhuse, hvorimod de i dag laves af låg fra snustobaksdåser og er noget større. Efter 1. og 2. Verdenskrig begyndte nogle kvinder at sy patronhylstre af messing på deres Jingle Dress-kjoler. Derved ærede de mænd, som enten var faldet i krigen eller var veteraner i hæren.

De to mest udbredte fortællinger om hvordan Jingle Dress-kjolen opstod, beretter begge, at en medicinmand så kjolen i en drøm. En version fortæller om en medicinmand, der havde en lille pige, som var meget syg. I en drøm fik han at vide at han skulle lave en bestemt slags kjole - en Jingle Dress - som den lille pige skulle tage på og begynde at danse, og stammen skulle samles og fejre det. Så ville hun blive rask. Da dragten var syet færdig, samledes hele stammen for at danse. Den lille pige var så syg, at hun ikke selv kunne danse, så hun blev båret rundt i dansearenaen af kvinderne. For hver runde fik hun det bedre. Ved den tredje runde kunne hun gå selv og ved den fjerde runde kunne hun danse selv. En anden version beretter at medicinmanden så fire Jingle Dress-dansere i en drøm. Han fik lavet fire dragter som han gav til fire af stammens kvinder som lærte at danse den nye dans. De dansede i fire dage og helbredte den lille pige.

Der sidder 300-400 metalkræmmerhuse på en voksen kvindes dragt. Nogle dansere bruger præcis 365 stk. - en for hver dag. Andre foretrækker at bruge seks eller syv rækker af kræmmerhuse på deres kjole (seks repræsenterer verdenshjørnerne inkl. himmel og jord, og syv er et helligt tal). Men generelt er der ikke nogen regler og der er stor frihed mht. design, farver og stoftype. Dog bør kjolen nå ned over knæene og ærmerne ned over albuerne. Man kan ofte se, hvilken stamme en danser kommer fra udfra hendes perlearbejde eller det patchwork mønster, hun syr på sin kjole. De fleste dansere bærer en dusk af ørnedun fastgjort med et spænde bag på hovedet. Frisuren varierer med to fletninger som det mest almindelige i dag – tidligere var det mere almindeligt at have en enkelt fletning bagpå ned ad ryggen. Enderne på fletningerne er dekorerede med perlebroderede hårsmykker og frynser af hjorteskind eller silkebånd. Om livet bæres et bredt læderbælte, som oftest pyntet med store runde sølvskiver.


Fancy Shawl
Fancy Shawl-danserne kendes på de farvestrålende og rigt dekorerede sjaler med lange frynser, som de bærer udslået over skuldrene. Danserne hopper højt, hvirvler rundt og flytter fødderne hurtigt, let og yndefuldt i takt til musikken. I dansen imiterer de sommerfuglen og bruger sjalet som vinger og det ser virkelig ud som om danserne svæver i luften. Kvindernes Fancy Shawl minder på mange måder om mændenes Fancy Dance især mht. den hurtige danserytme, de kraftfulde bevægelser og kravet om udholdenhed, samt de meget farvestrålende dragter.

Sjalet er den vigtigste og mest iøjnefaldende del af dragten hos en Fancy Shawl-danser. Det er lavet af et stort næsten kvadratisk stykke stof med lange frynser langs kanten, som så foldes en gang så det ligger dobbelt. Sjalet er som regel dekoreret med en bred mønstret bort, som kan være malet eller syet af stof. Under sjalet bærer de en matchende kjole eller skjorte og nederdel, hvor skørtet når lidt ned under knæene. Desuden har danserne et matchende sæt perlearbejde bestående af et skulderslag, mokkasiner og leggings samt diverse hårspænder. Skulderslaget ligger udenpå sjalet og findes i mange faconer og varianter – slaget er for det meste perlebroderet, men nogle bruger patchwork eller maler mønsteret på stoffet og mange bruger pailletter til at få mønsteret til at glitre og glimte. De fleste dansere bærer en dusk af ørnedun eller en enkelt ørnefjer fastgjort med et spænde bag på hovedet. Frisuren er som oftest to franske fletninger, hvor enderne på fletningerne er dekorerede med perlebroderede hårsmykker og frynser af hjorteskind eller silkebånd.


Northern Traditional Southern Straight Jingle Dress Fancy Shawl


Powwow etiquette

  • Lyt til PowWow ceremonimesteren.

  • Benyt kun de stole, som er udenfor danseområdet. Stolene indenfor danseområdet er reserveret til danserne, dem der spiller på trommer etc.

  • Hvis du ønsker at tage billeder så check først med PowWow ceremonimesteren, og spørg derefter den person du ønsker at tage billeder af om dennes tilladelse. Under ingen omstændigheder bør man entrerer danseområdet for at tage billeder. Respekterer alle danse til minde om forfædre etc., da det ikke er velset at tage billeder heraf. Det samme gælder for eventuel lydoptagelser. Indhent tilladelse såvel fra ceremonimesteren samt det pågældende band eller den pågældende trommeslager, eller sanger.

  • Det forventes at alle rejser sig og at mænd tager eventuel hovedbeklædning af under Grand Entry, Flag Songs, Invocation, Memorial, Veterans Songs og Closing Song. Mange ældre indianere har ørnefjer i deres baseballhat og blot fordi de ikke fjerner deres hatte betyder det ikke at du ikke bør fjerne din.

  • Undlad at berøre dansernes tøj og andet udstyr. Meget af dette er helligt for dem og bør ikke opfattes som et kostume de blot benytter. Er du nysgerrig så spørg! Du får sikkert et venligt svar tilbage, hvis du selv er venlig og udviser respekt.

  • Undlad at danse med – slet ikke i danseområdet! – under de forskellige sange og danse. Husk at for indianerne er der ikke blot tale om danse. Der er tale om hellige ceremonier, hvor man ære forfædrene, guderne etc.

    Der er dog mange danse hvor du ikke alene gerne må synge og danse med. Dette er de såkaldte sociale sange, såsom Two-Step, Inter-Tribals, Blanket Dance, Honoring Songs, Circle, etc. Og bare rolig. Du behøver ikke kende alle disse sange og danse på forhånd, ceremonimesteren skal nok orientere undervejs. Endvidere hvis du bliver bedt om at danse eller andet af en ældre indianer så bør du gøre dette, da det anses for uhøfligt ikke udvise stor respekt for ældre indenfor indianertraditionen.

  • Mange PowWows tillader ikke alkoholiske drikke. Indianerne anser Powwow for en tid til glædelig gensyn og sammenkomst. En hyldest til livet og da alkohol - og stoffer i øvrigt også - har ødelagt mange indianerskæbner, er disse ting som regel ikke tilladte ved Powwows.

  • Hvis du har råd anses det for meget venligt enten at donere en lille sum til indianerne eller købe noget i de mange souvenirbutikker, der er opstillet i området.

  • I det hele taget er reglerne ved Powwows dog hverken særlig strikte eller mangfoldige for den almindelige besøgende. Afstå fra at behandle de optrædende respektløs, smid dit affald i skraldespandene, vær selv med til at gøre det hele til en hyggelig og fredfyldt komsammen, lyt til ceremonimesteren – og du vil opleve at en Powwow vitterlig er en stor, dejlig oplevelse. En hyldest til livet.


De spirituelle aspekter af PowWow

For en indianer er det bestemt lige så seriøst at danse til ære for forfædre og guder, som når en kristen sidder i kirken med foldede hænder og beder til gud. Men da vi vesterlændinge, hovedsagelig forbinder dans, med noget glædeligt, noget tidsfordriv, må vi naturligvis først lære denne anskuelsesmåde at kende. Dette prøver indianerne så at lære os. Hvis du eksempelvis deltager i en PowWow ser det hele meget glædeligt og fornøjeligt ud. Derfor sker det da også at nogle udefrakommende spontant bryder ud i dans eller på anden måde lader sig rive med af stemningen, musikken. Det er der i og for sig intet galt med så længe at man er opmærksom dels på spillereglerne for en PowWow - jf. ovenfor - og dels forstår af hele fundamentet for en PowWow er noget helligt, noget spirituelt for indianerne.

De forskellige danse har alle deres rod i forskellige danse som indianerne opførte for at fremme jagtheldet, for at fremme jordens frugtbarhed, for at ære guderne etc. Det er derfor væsentligt at man undlader at berøre dansernes tøj og andet udstyr. Meget af dette er helligt for dem og bør ikke opfattes som blot et kostume de benytter. Der er mange danse hvor du hjertelig gerne både må synge og danse med. Men der er så sandelig også mange danse hvor det er aldeles upassende og meget respektløst at danse med. Og da slet ikke i danseområdet. For indianerne er der ikke tale om danse. Der er tale om hellige ceremonier, hvor man ære forfædrene, guderne etc.





The Ghostdance

Wowoka (Jack Wilson), der var kendt af sine tilhængere som "The Paiute Messiah" var den mystiske Paiute-indianer, hvis budskab spredte The Ghostdance (Åndedansen) til mange af stammerne tværs over det amerikanske kontinent. Wowoka, blev født i det vestlige Nevada, i hvad der i dag er Esmeralda County. Der er meget få oplysninger om hans tidlige liv, men da han er omkring fjorten år gammel dør hans far og han selv bliver adopteret af en hvid farmer ved navn Davis Wilson, der boede i nærheden. Wowoka tog hurtigt navnet Jack Wilson som sit eget og under dette navn blev han kendt vidt og bredt både af de omkringboende hvide og indianere. Han arbejdede på Wilsons farm til et godt stykke ind i sine voksne år og fik tilsyneladende et godt kendskab til den kristne tro.

Da Wowoka er omkring 30 år gammel, begynder han at blande forskellige kulturstrenge ind i Åndedansen. Sine erfaringer drager han af sin store indsigt i den religiøse mystik. Ca. 1870, havde en åndelig Paiute ved navn Távibo forudsagt at" Alle de hvide ville blive opslugt af jorden og at alle de døde indianere ville vende tilbage for at nyde en verden, fri for erobrere. Han opildnede sine tilhængere til at danse i cirkler og synge religiøse sange. Dette havde længe været tradition i Great Bassin området hvor han kom fra.

Tàvibos bevægelse spredte sig til dele af Nevada, Californien og Oregon. Hvad enten Távibo var Wowokas far, som nogen hævder på den tid, eller ej, fakta er at Wowoka sent i 1880erne, begyndte at lave forudsigelser og spådomme. Han forudså begyndelsen til en ny tid, hvor alle de hvide ville forsvinde og efterlade indianerne i et land med materielt overskud, spirituel fornyelse og evigt liv. I en af Wowokas visioner så han at den store ånd ville genskabe alt vha. en oversvømmelse. Derfor skulle alle indianere samles oppe i bjergene hvor vandet ikke ville nå og danse indtil det sluttede. Dem der ikke dansede ville blive forvandlet til dværge eller træer, der ville blive brændt. Åndedansen er et eksempel på synkrenisme (blanding af religioner). Wanke Tanka/den store ånd gøres til Gud/Jesus. Der er en forestilling om dommedag, frelse og de dødes opstandelse. Endvidere er der en syndflodsberetning, som minder om Noas ark, hvor de gode overlever og de onde udslettes. Til sidst er der også helvede og skærsilds ideer. Åndedansen opstod i håb om at genoprette kosmos.


Wowokas budskab

James Mooney, en etnolog fra Det Amerikanske Etnografiske Institut, blev i 1891 sendt ud for at undersøge "The Ghost Dance Movement. Det lykkedes ham at fremskaffe en kopi af Wowokas budskab fra en Cheyenne, Black Short Nose, der havde været deltager i en fælles Cheyenne-Arapaho delegation, der havde besøgt Wowoka i Nevada i 1891. Wowoka gav dem sit budskab og en i delegationen, der havde gået på Carlisle Indian School, skrev det ned. Mooney gengivelse er følgende:

"Når i kommer hjem, skal i danse i fire på hinanden følgende dage. Dans også i fire succesfulde nætter. På den femte dag om morgenen, skal i alle, efter dansen, bade i floden og gå til jeres boliger. Dette skal i gøre på samme tid. Jeg, Jack Wilson elsker jer alle og mit hjerte fyldes med glæde over de gaver i har bragt mig. Når i kommer hjem, skal jeg give jer en god regnsky, som vil gøre jer godt. Jeg vil give jer en ren sjæl og jeg vil give jer rene farver, til at male jer med. Jeg vil have, at i kommer igen om tre måner, nogle fra hver af stammerne der. (Indianerterritoriet)

Der vil komme en god del sne i år og megen regn. Til efteråret, vil i få endnu mere regn end jeg før har bragt jer. Bedstefar (Great Spirit) siger at, når jeres venner dør, så fortvivl ikke.I må ikke skade nogen eller gøre nogen fortræd. I må ikke kæmpe. Jeg vil bringe jer tilfredsstillelse i livet. Denne unge mand har en god far og mor. (dette er formodentligt henvendt til Casper Ed- som, den unge Arapaho, der nedskrev Wowokas budskab.)

Fortæl ikke de hvide noget om dette. Jesus er på jorden.Han dukker op som en sky.De døde vil blive levende igen. Jeg ved ikke hvornår. Måske dette efterår. Måske til foråret. Når tiden kommer, vil der ikke være flere sygdomme og alle vil være unge igen. Nægt ikke at arbejde for de hvide og giv dem ingen besværligheder før i forlader dem. Når jorden ryster (markerende den nye verden) så bliv ikke bange. Det vil ikke skade jer. Jeg vil have, at i danser hver sjette uge. Lav en fest og tilbered mad alle kan spise af. Bad så i floden. Dette er alt. I vil modtage flere gode ord, når tiden kommer. Fortæl ingen løgne."


Big Foot

Big Foot, var leder af det Minneconjou-Sioux band, der blev udslettet ved Wounded Knee i 1890. Big Foot og hans folk, levede i Cheyenne River reservatet, i det nuværende S. Dakota, hvor de var blandt de ivrigste tilhængere af Åndedansen, der var nået frem til Lakota-folket i 1890. Manglen på føde og følgerne af reservatdelingen året før, gjorde, at Lakotaerne, var meget modtagelige for bevægelsen og dens budskab, der bredte sig som en præriebrand over hele reservatet. Det, at så mange sluttede sig til dansen, resulterede i at reservatets hvide agent alarmerede myndighederne. For at forhindre indianerne i at slutte op om dansen, blev der udkommanderet væbnede styrker, der skulle forhindre dem i at nå frem til stedet, hvor dansen skulle afholdes.

I Standing Rock reservatet, blev Sitting Bull mistænkt for at støtte åndedansen og en derved mulig opstand. Den nu gamle medicinmand, blev dræbt af det indianske politikorps, da de kom for at arrestere ham. Af frygt for yderligere repressalier, flygtede hans folk mod syd, hvor de fandt fred hos Big Foot og hans folk. Big Foot, besluttede sig for at lede sit folk uden om en mulig konfrontation med de hvide og søgte derfor yderligere sydpå. Væk fra Standing Rock reservatet og den eventuelle fare, der kunne komme derfra. De søgte mod Pine Ridge reservatet, hvor de håbede at finde sikkerheden.

Big Foot, var dødeligt syg af lungebetændelse og havde ingen intentioner om at kæmpe mod de hvide. Han rejste tilmed under hvidt flag, for at vise sine fredelige hensigter. Det gjorde han også den 28. december 1890, da patruljerende soldater indhentede og omringede ham. Den nat slog Big Foot og hans folk lejr, nær ved Wounded Knee Creek. Omringet af soldater. Men under hvidt flag. Den næste morgen, den 29. december 1890, var der blevet sat adskillige maskinkanoner op omkring Big Foots lejr. Disse skulle sikre en rolig afvæbning af indianerne. Soldaterne begyndte at indsamle indianernes våben. Pludselig gik et gevær af, ved et uheld.

I løbet af ganske få øjeblikke var alt vild forvirring og næsten 370 Lakotaer, var blevet dræbt. Mange var flået i stykker af kanonernes kugler, imens de søgte dækning, ved vandløbets bred. Soldaterne forfulgte tilmed flygtende kvinder og børn, hvoraf mange blev dræbt adskillige kilometer fra den egentlige massakre. Da de fleste af os var blevet dræbt, råbte de hvide at de overlevende skulle komme frem fra deres skjul. Der ville ikke ske dem noget. Små drenge, kom ud fra deres skjulesteder, men lige så snart soldaterne så dem, skød de dem ned. Big Foot, var selv blandt de dræbte og hans frosne lig lå stivnet, halvt oprejst i kulden, som om han prøvede at advare sit folk om den forestående katastrofe. I tre dage lå det der. Så blev det uden videre ceremonier smidt ned i en massegrav.


Big Foot Wowoka



Hvordan vi kan lære af indiansk spiritualitet

Den spiritualitet, der udspringer af grundfjeldets urkraft og tager form og farve efter årstidernes væsen, efter dyrs og planters sjæl, er ægte og tilgængelig for os alle. Den venter bare på at blive genfundet "spontant", når vi begynder at gøre shamanistiske rejser, der overskrider grænserne for tid, art og rum, og når vi meditativt åbner os for ånden i fjeld, fos og skov, og går til de kilder som altid har givet kraft og visdom til jordens børn. Vi behøver ikke at være indianere for at ære årets kredsløb, - at kunne læse i fuglens flugt, - at lade vores bønner stige til vejrs med røg, - at danse vildt om ilden, - at forbinde os med fuglens kraft ved at bære dens fjer, - at søge visioner på en øde klippetop, - at ære vores slægtskab med bjørn og ulv, gry og dag i navngivning. Alt dette findes i vores egen førkristne tradition, noget af det lige under overfladen.

De indianske samfund var meget forskelligartede, hvoraf følger en rigdom i forskellige spirituelle opfattelser. Selv om der er store forskelle mellem disse folkeslags kultur, religion og moralske værdier, er der alligevel en fundamental, fælles grundklang i deres syn på livet og universet: Det er netop animismen, den spirituelle økologi, og en stræben efter kosmisk balance og harmoni, en cyklisk tidsopfattelse af året og livet, billedliggjort af cirklen. En indvævethed af det spirituelle i det daglige, så alle hverdags gøremål også er religiøse handlinger. Og det er disse fællestræk, der har størst appel og aktualitet for os i vesten nu.

Vores udfordring nu ligger i om vi kan lade os inspirere af alt det foregående, - og samtidig respektere indianerne, deres religiøsitet og spiritualitet. Indianerne er blandt Nordamerikas fattigste, og at besøge reservaterne er som at stå midt i slaget mellem to kulturformer. Med fattigdom følger alkoholisme, fejlernæring, afmægtighed og rodløshed. De allerfleste indianske nationer står med enorme udfordringer og problemer i form af meget høje arbejdsløshedstal, vold og alkoholisme, analfabetisme, familier i opløsning og børn født evnesvage pga. alkoholskader i fostertiden. Der gøres en kæmpe indsats for at vende denne udvikling. Men de fleste indianere har på nuværende tidspunkt mistet meget af deres egen kultur, uden at have fundet plads i den sejrrige kultur, og det ser ikke kønt ud.

Ofte helt uvidende om denne sociale virkelighed projicerer vi vores længsel efter naturnærhed over på indianerne. Det giver grobund for et marked, der bugner med bøger og workshops om indiansk spiritualitet. Hvad siger indianerne selv til al denne interesse og mediebevågenhed for deres spirituelle traditioner? Mange indianere har kun bitre og sarkastiske ord tilovers for det de opfatter som new age omklamring og overfladisk forbrugsmentalitet, og der bruges beske udtryk som "plastik-indianere", plastik- shamaner, og vittigheder som denne: "Hvilken indianer stamme er den største? Det er Wanna-bee indianerne!"

Følgende uddrag af artiklen "Til alle de, der var indianere i tidligere liv" fra 1991 af cherokeekvinden Andy Smith, viser dette synspunkt:

"De "indianske" traditioner, som disse hvide New Agers praktiserer og sælger, har ikke meget rodfæste i indfødte amerikaneres virkelighed. Men de hvide synes fast besluttede på ikke at se på ressourcerne og kraften i deres egne kulturer. Det er sært, fordi førkristne europæiske kulturer også er Jord-baserede og indeholder mange af de samme elementer, som de hvide angivelig søger i indianske kulturer. Dette får mig til at tro at de hvide har mere lumske motiver til at få fingre i indiansk spiritualitet. De ønsker ofte at flygte fra deres hvidhed, og det gør de ved at prøve at "blive indianere", på den måde kan de undgå ansvaret for de hvides racisme og ødelæggelse af jorden. Men de vil kun være delvist indianere. De ønsker ikke at være del af vores kamp for overlevelse og landrettigheder, de ønsker ikke at kæmpe mod alkoholisme og folkedrab. De ønsker intet der kan plette deres romantiske ideer om hvad det vil sige at være indianer. De forstår ikke vore kampe for overlevelse, og derfor kan de ikke have nogen ægte forståelse af indiansk spirituel praksis. Vores spiritualitet er ikke til salg!"

En anden del af den hede debat handler om det voksende, også nordeuropæiske fænomen "falske medicin mænd", altså folk, der udgiver sig for enten at være indianere og/eller påstår at repræsentere en indiansk nations "medicin" traditioner, uden at det er sandt. Leslie Adkins råder i Eagle Wing Press til at stille følgende spørgsmål til folk, der præsenterer sig som medicin-mænd, indianske spirituelle ledere eller "elders", og tilbyder indianske ceremonier: "Hvilken nation eller stamme er personen registreret som medlem af? Hvem har oplært dem, hvor har de fået deres viden?. Er de anerkendt af deres nations/ stammes "ældste"?" Selvfølgelig vil ikke alle kunne svare på alle spørgsmålene, men det vigtige her er vores vilje til at gøre vores bedste for ikke at bære falske myter videre.

Indianske folk kan med god ret kræve respekt for deres religioners kulturspecifikke ceremonielle form, og deres vrede over plagiaterne er forståelig. Men det grundlæggende indhold i "indiansk spiritualitet" har indianere ikke monopol på, det har de tilfælles med alle mennesker. Jeg er ikke indianer, men jeg er jordens barn, og den jordbaserede naturnære spiritualitet er også min fødselsret, som bare har været glemt og gemt alt for længe i min egen kultur. Når man lærer at skelne mellem indpakning og indhold, og får trukket det hjem, som vitterligt er ens eget, kan man ære både sit slægtskab med og sin forskellighed fra andre kulturer og tider. Det er ganske naturligt at mange mennesker længes efter den selvfølgelige samhørighedsfølelse med Jorden, som er en fødselsret for beboere i naturnære kulturer. Dåbsgaven i vores samfund er dogmet om menneskets ophøjethed og basale afskårethed fra naturen. Denne afskårethed medfører megen rodløshed og et tomrum i sjælen. For at udfylde det oplevede tomrum, søger mange til andre kulturer, og indianerne synes at stå for alt det, vi mangler og længes efter.

Hvis vi med vores ceremonielle arbejde vil opnå ægte spirituel forbindelse og forandring, er det afgørende at vi ikke forveksler indpakning med indhold, ikke forveksler midlet med målet. I vores forhold til indiansk spiritualitet blir det derfor vigtigt at vi ikke stirrer os blinde på og ukritisk importerer det eksotiske ydre, lige meget hvor højt vi sætter indianske kulturer. Kort sagt gælder det om ikke at imitere den ceremonielle form, men at lade sig inspirere af ceremoniens indhold.
Lad os som eksempel sige at du har overværet og følt dig dybt berørt af en Lakota pibeceremoni, hvor piben forbinder jord og himmel, og hvor cirklen, de fire verdenshjørner, jord og himmel æres med de bønner, som bæres mod himlen af pibens røg. Hvordan kan du lade dig inspirere af denne ceremoni til brug i dit eget danske hverdagsliv?

I Lakota tradition er piben højhellig og central, for pibeceremonien er en af syv hellige riter, som den mytiske Hvide Bøffel Kvinde for længe siden bragte Lakotaerne og omkringboende stammer. At blive pibebærer kræver uddannelse, pletfri opførsel og tilladelse eller indvielse af de ældre pibebærere. Mange traditionalister blandt prærieindianere føler sig dybt krænkede over at se piben brugt af uautoriserede og/eller hvide ceremoniledere. Vi kan sammenligne det med, at det heller ikke er enhver som kan lede en katolsk højmesse, det kræver også lang uddannelse, specifik viden og indvielse, men enhver kan bede til jomfru Maria. Enhver kan lade cirklen indramme sin ceremoni, og enhver kan vende sig mod de fire retninger, jord og himmel, for at påkalde og ære dem med klare, enkle ord fra hjertet. Dette kan gøres blot for at sende en bestemt bøn eller ønske til universet, eller som indledning til en shamanistisk rejse, en healing, en barnedåb, eller et bryllup.


Stil spørgsmål om shamanisme

Stil spørgsmål om shamanisme & indianernes spiritualitet
Det er gratis og nemt - Stil et spørgsmål


Vil du vide mere

I forlængelse af nærværende sektion om hvad Shamanisme er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; Islam, Jødedommen, Kristendom, Taoismen, Hinduismen, Voodoo og Buddhismen. Der findes foruden hovedreligionerne en række andre begrebsområder, der støder op til og som til dels overlapper det spirituelle område. Her tænkes på områder som Filosofi, Psykologi, Naturvidenskab, Lægevidenskab og okultivisme. I stedet for at vælge den ene retning eller anskuelse fremfor den anden er det mere givtigt at se dem i sammenhæng og bruge det bedste fra begge verdner. Ses de forskellige anskuelsesmåder i sammenhæng beriger og supplerer de hinanden.

Det kan også være du har lyst til at kigge nærmere på NetSpirits sektion om de nordamerikanske indianere.

I denne sektion kan du læse om indianernes historie helt tilbage fra de første indianske forfærde indvandrede via Beringstrædet. Der er også et kapitel om indianernes sagn og legender. Spændende fortællinger, der blev givet videre i arv fra generation til generation og som rummer nøglen til forståelse af mange af indianernes overbevisninger. Endvidere er der et kapitel om den mørke periode i indianernes historie som indianerkrigene udgjorde. Med den voksende kolonisering og overgreb mod indianerne greb de naturligt nok til våben, men som bekendt var de ikke stærkere end den hvide mand.

For at forstå hvilken nuanceret gruppe, som indianerne udgjorde, er det nyttigt at kende lidt til geografien i de områder som de udfoldede sig i. Fra Canada og Alaska i nord, over de bjergrige egne i det vestlige amerika, den flade prærie og til de frugtbare jordarealer ved østkysten af USA. Den store forskel i geografien gjorde at de forskellige indianerstammer havde helt forskellig levevis. Hvilke stammer, der egentlig fandtes (og til dels stadig findes) får du overblik over i kapitlet om de forskellige indianerstammer.

I forlængelse af hvilken stor og nuanceret befolkningsgruppe indianerne var, følger naturligt at de havde forskellige sprogstammer. Mange af disse er i dag uddøde, da kolonisterne i lange perioder, forbød indianerne at tale andet end engelsk. Men nogle er dog stadig levende, hvilket du kan læse om i kapitlet om indianernes sprog.

Da du befinder dig på NetSpirit er der naturligvis gjort en del ud af indianernes religion og spiritualitet. Mange af deres overbevisninger har rod i at vi allesammen er et med naturen og hinanden. En filosofi, der bestemt er aktuel i dag og som vi allesammen, på hver vores måde, kan lære noget fra. Du kan i kapitlet om indianeres religion og spiritualitet læse om shamanisme, medicinmænd, shamaner og religiøse ceremonier: pibeceremoni, svedehytte, visionssøgning, soldans etc.

Du har også mulighed for at læse lidt om de indianske PowWows eller læse biografier om de berømte høvdinge, indianske krigere og amerikanske generaler. Endelig har du mulighed for at stille spørgsmål om indianerne i NetSpirits spørgeforum.