Skip to navigation | Skip to content

 

Forsvundne civilisationer

Du er her: NetSpirit - Emner - C - Civilisationer, De forsvundne - Aztekerne

Forsvundne civilisationer

Menneskets oprindelse

Aztekerne

Inkaerne

Mayaerne

Nazca folket

Olmekerne

Toltekerne

Egypterne

Grækerne

Kineserne

Nordamerikanske indianere

Vikingerne

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3828
Online profiler 0
Online gæster 227
Åbne spørgsmål 577
Besvarede spørgsmål 2894

Almanak

Mon, 22. May 2017

Solen i dag

Solopgang:04:50
Solnedgang:21:22

Månen lige nu

Full Moon

Aztekerne

Aztekerne blev de sidste af de mellemamerikanske storkulturer. De levede ca. fra det 12 til det 16 århundrede. Man mener, at folket måske indvandrede fra det nordlige Mexico eller sydlige USA. Aztekerne mødte et land, der bestod af diverse krigssvækkede bystater. Fra dette kaos rejste de uvelkomne indvandrede aztekerne sig. De var velorganiserede krigere, der som en slags nutidige lejesoldater hjalp først den ene og dernæst den anden af de stridende byer i blodige krige, der svækkede mayaerne og toltekernes greb om landet. Ordet Aztek stammer fra Aztlán, som er et landområde omtalt i myter. Aztlán lå i det vestlige Mexico.

I 1325 observerede aztekernes præster en ørn på en kaktus med en slange i næbbet ude på en lille ø i den store Texcoco-sø. Aztekernes overgud havde befalet dem at slå sig ned på det sted, hvor de så sådan et syn. Og som sagt så gjort. Og det selv om ørnen var set midt ude i en sø. I første omgang byggede de en by på tømmerflåder, men med tiden brugte de pælefundamenter. Byen kom til at hedde Tenochtitlan - og er i dag Mexico By.

I byens storhedstid mener man, at Tenochtitlan husede mellem 80.000 og 250.000 indbyggere. Byen var opbygget som en pyramide. Bygningerne blev højere og højere ind mod byens midte, hvor det højeste punkt - det store tempel - lå. Byen var beboet af krigere, en stor middelklasse, en adelig overklasse samt et virvar af indianere, der kom med de store købmandskaravaner til og fra byen. For at gøre Tenochtitlan landfast byggede de diger, og dæmninger til fastlandet.

Når aztekerne gik i krig for at skaffe mere jord og krigsfanger til at ofre til de guder, der måske ville udrydde deres samfund, kaldte de det for blomsterkrige. Og der var brug for ofre til at holde sig gode venner med de guder. I midten af det 15. århundrede blev det aztekiske samfund ramt af en serie af naturkatastrofer, hvilket resulterede i fejlslagne høster og hunger. Aztekerne måtte udvide deres område for at skaffe mere føde. Gennem blodige krige underlagde de sig det meste af Mellemamerika. Strukturen i det aztekiske samfund blev opretholdt gennem frygt - og med et stadigt større landområde og en voksende mellemklasse blev det svært for aztekerne at kontrollere de store landområder.

Det blev en fordel for den spanske erobrer Hernandez Cortés , da han i 1519 satte fod i Mellemamerika. Aztekernes konge Moctezuma II troede, at Cortés var den guddommelige Quetzalcóatl - alias toltekerprinsen Tolpiltzin, der var vendt tilbage, og mange af indianerstammerne så Cortés som en guddommelig frelser fra de grådige og krigeriske aztekere.

I 1521 kom det til et blodigt slag mellem aztekerne og spanierne. De cirka 500 spaniere, under ledelse af Hernan Cortes havde fået måske op til 150.000-200.000 allierede fra Tlaxcala og Texcoco, som havde modsat sig aztekisk styre. De nedkæmpede Tenochtitlans styrker den 13. august 1521. Koppe- og tyfusepedemier, som europæerne havde bragt med sig, dræbte efterfølgende omkring 75 procent af de resterende azteker.

Religiøsitet

Aztekerne inddrog mayaernes og toltekernes religioner i deres egen kultur. Religionen gennemsyrede samfundet. Aztekernes skabelsesberetning fortæller om fire store aldre, som gik forud for den nuværende verden og som alle endte med katastrofer. Ifølge skabelsesberetningen var solen og jorden blevet ødelagt fire gange, og de levede i den sidste femte periode. Den femte alder overlevede, takket være en helt, der ofrede sig og blev til solen. Hverdagen i den aztekiske religion var styret af en masse forskellige guder. Deres overgud var krigsguden Huitzilopochtli, hvis navn betyder kolibri. Vigtig var også sol-, måne- og regngudinden; Coylxauhqui. Hun var opfinderen af deres skrift og kalender.

Aztekerne var berygtede for deres religiøse menneskeofringer, som de udførte i stort tal. Aztekerne førte "blomsterkrige" for at tage mennesker til fange til brug i ofringerne, som de kaldte nextlaualli, "betaling af gæld til guderne" så solen kunne stå op hver morgen. De fleste historikere mener at der har været rituel kannibalisme i forbindelse med menneskeofringer, men at menneskekød aldrig har været en vigtig del af aztekernes kost.

Ofrene, der som regel var krigsfanger, blev fastholdt på en stenplade, hvor en præst med en flintekniv skar deres bryst op, rev hjertet ud og holdt det op mod solen. Kun ved at give liv til solen, mente aztekerne, kunne de få solen til at give liv tilbage til jorden. Behovet for krigsfanger at ofre, gjorde samtidig at de var nødt til bestandig at føre krige. Det var især dette blodige ritual, der overbevidste spanierne om at de havde med hedninge at gøre, der kun fortjente udryddelse.

Aztekerne troede på at det fandtes fem dødsriger, og hvilket af disse riger man tager ophold i efter døden, er bestemt ved situationen omkring dødsfaldet.

Mictlan - Mictlan er det sted man kommer til som voksen, hvis man har gennemlevet livets vigtigste faser. Stedet er ikke blot forbeholdt det almene menneske, men alle uanset social status og levevis. Mictlan er modstykket til de levendes verden. Vejen dertil er lang og farefuld, og dødsriget er et gråt og trist sted, der er ubehageligt at være. Her får man alt det at spise som man i live anså for værende uspiseligt, og herskerparret, Mictlantecutli og Mictecaciuatl, spiste de dødes hænder og fødder. Det er et helt igennem ubehageligt sted at være, og ingen vender nogensinde tilbage derfra.

Tlalocan - Er man død i forbindelse med vand; druknet eller død som følge af bylder, ledegigt, syfilis eller væskende sår, efter man har gennemlevet livets stadier, kommer man til Tlalocan, der er et paradisisk sted. Der er grønt og frodigt og igen lider nød; der er mad nok til alle året rundt, og det er delikate spiser, rigtig fest mad. Tlaloc, den messoamerikanske regngud, residerer i dette paradis.

Cinicalco - Cinicalco er børnenes dødsrige, som består af et stort og frodigt patte-træ, hvor man kan sidde og suge næring. Cinicalco ligger i nærheden af Tlalocan.

Icthan tonnatiuh ilhujcac - Dør man i kamp, eller som krigsfange på fjendens offersten, kommer man til dødsriget nær solens hjem. Også som købmand kommer man efter døden til dette glorværdige sted. Dette dødsrige er det behageligste af dem alle, hvor alt ånder fred og harmoni, lykke og lys. Hvis man har lyst, kan man stige ned på jorden, og tage form af en sommerfugl, eller som småfugle.

Ciuatlampa - I den vestlige del af solens hjem på himlen, ligger kvindelandet. Der kommer man til hvis man dør i barsels seng, for ens skæbne, berettiger en til samme behandling som en kriger. Dog er det ikke nok blot at dø i barselsengen; for at komme til kvindelandet, skal man dø mens man stadig har barnet i sig. Som krigerkvinde er man nærmest blevet guddommelig, og man kan besøge jorden og lette livet for de efterladte.



Samfundet

Aztekerriget var meget andet end de blodige menneskeofringer. Aztekerriget var i gang med at udvikle en imponerende civilisation med blomstrende varecirkulation og handel. Det havde en rig kultur, der både kendte til papirfremstilling og skriftsprog, og byggekunsten var imponerende. Medicinsk viden kunne mindst måle sig med samtidens europæiske. Det økonomiske grundlag var landbrug, først og fremmest majsdyrkning, men produktionen var stor nok til at bære en blomstrende handel, der gjorde mange andre erhverv mulige. Man kendte for eksempel også til at smede ædelmetaller og til kunsten at væve tøj af bomuld.

Slaveri forekom, men det var ikke arveligt, og det var muligt for en slave at blive såvel fri, som ligefrem embedsmand med høj status. I det hele taget var der stor mulighed for at bevæge sig både opad og nedad i samfundshierarkiet. Jorden var statslig ejendom, men den fordeltes først og fremmest til folk med høje poster i administrationen, eller til fremstående krigere. Overklassestatus og jord fik man, hvis man havde gjort sig fortjent til det, og privilegier var ikke arvelige mere end én generation frem. En søn af en fornem fader, kunne med andre ord nyde godt af faderens dyder, men indlagde sønnen sig ikke selvstændige fortjenester, havde han ingen privilegier at videregive til sine egne børn. Op imod den tid, hvor spanierne opdagede byen, var der dog tegn på, at dette system var ved at gå i opløsning. Jordbesiddelser fik i stigende grad status af privatejendom, som man kunne sælge.

Et interessant aspekt af aztekernes samfund var deres strafferet. Jo højere placeret i samfundet man var, desto hårdere blev lovovertrædelser vurderet. En præst, der forsømte sine religiøse og ceremonielle pligter og sank ned i druk og udskejelser, blev straffet med døden. Det samme blev en højtstående embedsmand, hvis han drak sig fuld. Mens en arbejder eller en bonde slap med at blive klippet skaldet og få en streng advarsel. På samme måde blev en stormand henrettet for eksempel for at stjæle fra sin far, mens en fri mand uden status slap med at blive slave for en tilsvarende forbrydelse. Tankegangen var, at jo mere ansvar du havde i samfundet, desto større forbrydelse var det, ikke at tage vare på dette ansvar.

Vil du vide mere

Dette afsnit om aztekerne indgår i NetSpirit's sektion om forsvundne civilisationer. Du kan i denne sektion læse om Inkaerne, Mayaerne, Olmekerne, Toltekernede amerikansk indianersamfund etc. Du finder her, forsiden af sektionen "De forsvunde civilisationer". En anden relevant henvisning kunne være til NetSpirit's sektion om verdens underværker. Her beskrives mange af de pyramider, templer etc. som du støder på igennem læsning om de forsvundne civilisationer. Du finder her, forsiden om "Verdens underværker".