Skip to navigation | Skip to content

 

Forsvundne civilisationer

Du er her: NetSpirit - Emner - C - Civilisationer, De forsvundne - Inkaerne

Forsvundne civilisationer

Menneskets oprindelse

Aztekerne

Inkaerne

Mayaerne

Nazca folket

Olmekerne

Toltekerne

Egypterne

Grækerne

Kineserne

Nordamerikanske indianere

Vikingerne

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3828
Online profiler 0
Online gæster 182
Åbne spørgsmål 577
Besvarede spørgsmål 2894

Almanak

Mon, 22. May 2017

Solen i dag

Solopgang:04:50
Solnedgang:21:22

Månen lige nu

Full Moon

Inkaerne

Almindeligvis forbinder man Peru, med Inkaerne, men disse var kun den sidste af en lang række store peruvianske civilisationer. Allerede omkring år 4.000 f.Kr. begyndte agerbruget på kysten i Peru, der dengang var en del fugtigere end i dag, og omkring år 2.000 f.Kr fandtes kendte afgrøder som bomuld, chilipeber, bønner og squash.

Den første enkeltstående kultur var Chavin-folkets (850 til 300 f.Kr.), der levede øst for byen Huaraz. De 500 år kulturen havde indflydelse i Peru, skete der en utrolig udvikling inden for vævning, keramik, arkitektur og jordbrug. Chavin-kulturen efterfulgtes af en række store kulturer: Moche (fra Trujillo-området, skabte blandt andet Sol- og Månetemplerne), Nazca (linierne i ørkenen ved byen Nazca), Wari og Chimu (skabte Chan-Chan ved Trujillo). Inkaernes mægtige rige eksisterede knap ét århundrede.

Inkakulturen udfoldede sig i det nuværende Peru i Sydamerikas vestlige del. Den opstod i løbet af den europæiske middelalder og gik til grunde med spaniernes ankomst i 1532. Kendskabet til inkaerne, der ikke havde et skriftsprog, skyldes dels samtidige spanske kilder, dels arkæologisk kildemateriale. Vor brug af ordet inka'er om hele folket er ikke korrekt. Det var i virkeligheden herskerens titel, som udstraktes til også at omfatte hans efterkommere. Herved opstod der en hel klasse med navn af inka'er.

Ifølge et sagn levede Peru's indianere i gammel tid som vilde dyr, uden kendskab til huse og klæder, men solen skammede sig over dem og sendte sine børn, en søn og en datter ned til jorden. De giftede sig med hinanden og legaliserede hermed søskendeægteskab, der siden betragtedes som lovligt og påbudt inka-herskeren, men forbudt for det jævne folk. Solgudens børn havde en guldstav med sig, som de skulle plante i jorden, og hvor den forsvandt i frugtbart muld, skulle de bosætte sig. Det skete i Cuzco dalen.

Med snilde og et stort organisationstalent lykkedes det hurtigt for inkaerne at undertrykke bondebefolkningen i dalen omkring år 1200, og fra midten af 1400-tallet ekspanderede de voldsomt ud fra hovedstaden. På små hundrede år var hele Andesområdet erobret tillige med kyststrækningen fra Ecuador i nord til midt i Chile i syd, et afvekslende landskab med ørkner, bjerge og regnskov.

Den spanske erobring

Grundlæggerne af inkadynastiet - Manco Capac og Mama Oclo - slog sig oprindelig ned i Cusco, der blev imperiets centrum. Under den fjerde uafhængige inkahersker, Mayta Capac (i det 14. århundrede) begyndte det at angribe dets nabobyer. Den næste i dynastiets række, Capac Yupanqui, var den første til at udbrede inkaernes indflydelse ud over Cuscodalen. Under den 8. inkahersker, Viracocha Inka, indledte det frembrusende imperium en politik for konstante erobringer og etablerede garnisoner blandt de undertvungne folkeslag. I 1438 erobrede Pachacuti Inka Yupanqui tronen fra sin bror Inka Urcon, begge sønner af Viracocha Inka. Imperiet strakte sig nu længere bort end Titicaca søen. Folkene Chanca, Quechua og Chimú blev besejrede, og det samme gjaldt Shiri folket i Quito i det nuværende Ecuador.

I Topa Inka Yupanquis (1471-1493) regeringstid udstrakte inkaerne deres magt mod syd - helt til de nuværende centrale dele af Chile. Topa Inkas død udløste en arvefølgekrig, der blev vundet af Huayna Capac (1493-1525). Han udstrakte imperiets nordgrænse til floden Ancasmayo, der i dag er grænseflod mellem Ecuador og Colombia. Tahuantinsuyo som inkaherskeren kaldtes herskede over 13 millioner mennesker. Huayna Capacs død udløste en ny arvefølgekrig mellem Huáscar der regerede i Cusco og hans lillebror, Atahualpa, der fra Quito regerede den nordlige del af imperiet.

I 1532 gik den spanierne under ledelse af Francisco Pizarro og Diego de Almagro i land ved Tumbes i det nordlige Peru, og med sig bragte de en hær på 167 conquistadores. Ved spaniernes ankomst var inkariget dybt splittet efter opgøret mellem de to brødre. Denne begivenhed faldt samtidig med afslutningen af en 55 årig cyklus. Inkaerne troede at ved hver afslutning af hvert 55 år skete der en form for genfødsel. Dette ledte dem til at tro at guderne havde sendt de "hvide" for at hjælpe i opgøret. Atahulpa havde netop besejret sin bror, da han inviteredes til et møde med spanierne, hvilket han takkede ja til. Under mødet blev han bedt om at acceptere den kristne tro symboliseret ved at tage imod en bibel. I første omgang tog Atahulpa imod biblen, men for en uden skriftkundskaber, var det svært ved at se formålet med den, og han smed den på jorden. Dette var netop den provokation, spanierne var ude efter, og straks blev der givet tegn til angreb.

Det blev en ren nedslagtning. Inkaerne var mødt ubevæbnet op og med kun 148 soldatere nedslagtede spanierne op mod 6000 inkaer. En medvirkende årsag til deres sejr var også deres medbragte heste. Disse kendte inkaerne ikke til og de var skrækslagende for spanierne i deres skinnende rustninger, der red på disse ukendte dyr. Inkakongen Atahulpa blev taget til fange. For hans løsladelse tilbød han spanierne, at indenfor to måneder ville de få et rum på ikke mindre end 6x5 meter fyldt med guld og sølv i op til tre meters højde. Spanierne gik med til aftalen,og hele inkariget blev gennemsøgt og finkæmmet for alverdens inkaskatte. men da rummet var fyldt, kvalte de Atahulpa. Og ikke nok med det så omsmeltede de guldet så det kunne indgå i den spanske konges skattekammer.

For de indfødte indianere blev den spanske erobring katastrofal. Fra spaniernes ankomst og indtil 1620 faldt Perus indfødte befolkning fra 1,3 millioner til 600 000. En af årsagerne til denne voldsomme nedgang var, at med spanierne kom der en række sygdomme til landet såsom mæslinger. Sygdomme som de peruanske indianere ikke var modstandsdygtige overfor. En anden konsekvens var indføringen af katolicismen, der medførte at den katolske kirke udviklede sig til en vigtig magtfaktor i hele det spanske Sydamerika. Omvendelsen af indianerne var hård og skete bl.a. ved, at de oprindelige templer blev ødelagt, hvorefter der blev bygget katolske kirker ovenpå fundamentet. Ødelæggelserne af de traditionelle kultsteder samt truslen om inkvisitionen lettede indføringen af katolicismen betydeligt.

Administrationen af samtlige spanske besiddelser i Sydamerika var struktureret ved, at de blev inddelt i fire vicekongedømmer, hvoraf Peru, Chile, Bolivia og Ecuador var samlet under ét. Peru blev ledet efter den almindelige opfattelse om, at kolonierne skulle være en økonomisk fordel for moderlandet, hvilket betød, at de peruanske guld-, sølv- og kobberminer i kolonitiden blev udnyttet til det yderste. Med Atahulpas død faldt inkaimperiet fra hinanden, og der skete en forvandling af inkasamfundet karakteriseret ved en nedbrydning af den oprindelig religion, eksport af naturrigdomme og kulturskatte, samt import af forskellige etniciteter bl.a. som arbejdskraft. 

Under sit fængselsophold havde Atahualpa nået af få slået sin bror Huáscar ihjel, før han i 1533 selv blev stranguleret. Imperiets styrker var dermed paralyseret. Spanierne ankom til Cusco og kronede Topa Hualpa udfra en intention om at styre imperiet gennem inkakejseren. Men Topa Hualpa var allieret med Huáscar, og på den måde blev europæerne allierede med den fraktion, de ikke havde ønsket at støtte.

Topa Hualpa døde nogle måneder senere og spanierne styrkede deres alliance med Huáscar fraktionen ved at overdrage tronen til dennes bror, Manco Capac og sprede resterne af Atahualpas hær. Da Pizarro i 1535 forbød Manco Capac at genetablere kontrollen over de kystområder og områder i nord, der fortsat var tro overfor Atahualpa eller manglede centralt styre, forstod Manco Capac at spanierne var en langt større trussel end nogen af Atahualpas tilhængere, og i 1536 holdt han derfor Cusco belejret i over et år. Hans styrker blev i sidste ende slået af Diego de Almagro, der vendte tilbage efter et erobringstogt til Chile.

Manco Capac dannede da en uafhængig inkastat i Amazonasområdet. Den eksisterede frem til 1572, da den sidste inka, Titu Cusi Yupanqui blev forgiftet. Tahuantinsuyos magt blev gradvist udvandet efter Pizarro i 1535 ved kysten grundlagde Lima som centrum for spaniernes magt. Kolonialiseringen forandrede grundlæggende samfundet. De gamle ejere af jorden blev skiftet ud. Betalingen af skatter og tvangsarbejdet opløste det gamle samfunds grundlag. De gamle guder blev officielt erstattet af den katolske religion, selvom det ikke lykkedes spanierne at udrydde kulten omkring de små guder. Dog var der områder og byer fra det gamle imperium, der i århundreder overlevede udenfor spaniernes rækkevidde. Det bedste eksempel på dette er byen Machu Picchu, 80 km nordvest for Cusco, der først blev opdaget i 1911.

Inkaernes udbredelse og hær

Inkaerne indlod sig ikke altid i åben kamp. Ofte anvendtes overtalelse i forbindelse med militære trusler, diplomati, intriger og alliancer med allerede undertvungne folkeslag. Så snart nyt land var erobret, blev embedsmænd sendt ud for at optælle befolkningen og vurdere landets produkter og den eventuelle mulighed for at udvide landbrugsarealer, samtidig med at inkaernes eget sprog Quechua indførtes som officielt sprog, og solkulten blev påtvunget, uden at man dog undertrykkede lokal kult og skik.

Meget tit beholdt man de lokale ledere, som marionetter, mens deres sønner sendtes til Cuzco for at oplæres i den rette lære, så man på længere sigt kunne sikre sig et loyalt styre ude i provinserne. Var et nyerobret område opfyldt af urolige og upålidelige befolkningselementer, tvangsforflyttede man dem til andre dele af det store rige og indførte loyale beboere til egnen. Resultatet var en ensretning på flere områder. Mange oprindelige stammer og sprog var forsvundet ved spaniernes ankomst.

Når Inkaerne skulle i krig, så blev de mange lagerbygninger rundt om i landet fyldt med mad, så hæren ikke selv skulle medbringe mad. Først sendte Inkaerne nogle ambassadører, til de områder der var problemfyldte. Hvis konflikten ikke kunne løses af fredelig vej, angreb Inkaerne. De vandt næsten altid grundet deres talmæssige styrke, god disciplin og stor militærkundskab. Inkaernes overvundne fjender blev nedslagtet og fik hovedet hugget af. Kranierne blev belagt med guld og lavet til pokaler. Nogle blev også brugt til ceremonier. Fjendens tænder blev brugt til halskæder.

De tilfangetagne blev ført gennem hovedstaden Cuzco og lagt foran Soltemplet, imens Sapa Inkaen trådte på deres nakke som et tegn på sejr. Nogle blev også pisket, og deres hud blev brugt til trommer i menneskeskikkelse. Efter en sejr tog man skrigsbytte, men Inkaerne respekterede de lokale guder, skikke, påklædning og sprog, men den overvunde stammefolkning måtte acceptere at tilbede solguden. Høvdingerne blev enten dræbt eller sendt til Cuzco for at lære sproget og Inkaernes livsførsel. En model af ler af der erobrede område og krigsbyttet blev sendt til Cuzco. Det skal nævnes at Machu Pichu også var hovedstad i inkariget, men ikke for folket, for det spirituelle.

Inkahæren bestod af den øverste Inka´s (Sapa Inkaen) vagtværn, som var på omkring 10,000 mænd. Når der var optræk til konflikt blev almindelig bønder indkaldt til hæren. Hver provins havde et bestemt antal soldater, der bestod af raske og rørige mænd i alderen 25-50 år. Antallet af soldater, kom an på, hvor stor provinsen var. Inkahærens soldater bar våben og rustning. Beskyttelsen bestod som regel af en vatteret tunika lavet af lama uld, en hjelm af det meget stærke chonta-træ, eller også var deres rustning af flettet rør og med et pandebånd af uld. Deres ryg var beskyttet af en plade af chonta-træ, og deres skjolde var også lavet af chonta-træ. I langdistance kamp var slyngen inkaernes foretrukne våben. Ammonitionen var lamauld-kugler, der var presset så hårdt sammen, at de var dødsens farlige. I nærkamp benyttede inkaerne sig for det meste af køller med træskæfter og hoveder af enten bronze eller træ. Træhovederne var desuden formet som stjerner. Inkaerne brugte også spyd og sværd lavet af chonta-træ.

Inkaernes kultur

Inkaerne opdelte al jord også i de erobrede områder i tre dele: en tilfaldt herskeren, en gik til præsteskabet og den sidste var bøndernes. Skat blev erlagt i arbejdsydelser, en bonde måtte arbejde først på statsmarken, dernæst på præsternes, førend han i fællesskab med sin landsby kunne dyrke sin egen tildelte jordlod. Specialarbejdere, håndværkere og løbere (budbringere) betalte skat ved selve udførelsen af deres arbejde, og de blev alle ernæret fra offentlige lagre.

Ingen sultede i Inkariget. Statens embedsmænd holdt til stadighed mandtal og fulgte nøje hver families liv. Nødlidende ofre for hungersnød fik hjælp fra statslagrene, der forsynedes med afgrøderne fra statsmarkerne. Lagrene betjente også regeringen og de talløse embedsmænd og provianterede hæren på fremmarch. Udover arbejdet på de offentlige jorder, kunne enhver indkaldes til "mita-tjeneste", en særlig arbejdsudskrivning for en begrænset periode. Det kunne dreje sig om militærtjeneste, arbejde på veje og broer, i minerne etc.

En inka-embedsmand, curaca'en, besøgte regelmæssigt landsbyerne for at udvælge særligt smukke piger og drenge i 10 års alderen til at forrette tjeneste i hovedstaden Cuzco, mens resten blev ladt tilbage for med tiden at blive gift i landsbyen efter embedsmandens direktiver. De udvalgte piger anbragtes i klosterlignende skoler, hvor de lærte at spinde og væve det meget bløde klæde af vicuna uld, som kun benyttedes af inka-klassen. Nogle avancerede fra vævere og spindersker til præstinder som soljomfruer, og måtte som sådanne leve resten af deres liv i total kyskhed, mens atter andre blev konkubiner for inkaen - herskeren og den øverste inka-klasse. De udvalgte drenge oplærtes til tjenende ånder for hof og præsteskab.

Alt i Inkariget blev optalt efter 10 tals systemet, der blev noteret og husket ved hjælp af quipu'en, knuderegnesnoren. Indbyggerne opdeltes i enheder på 10 med en embedsmand i spidsen.10 sådanne grupper dannede en enhed med en højere embedsmand som leder, og systemet fortsatte i pyramideform med selve herskeren som top. Befolkningen inddeltes også på en anden led nemlig efter alder, i en halv snes forskellige aldersklasser.

Adelen, inka-herskernes efterhånden talrige efterkommere, bestred alle højere embeder, både de administrative og de religiøse. I denne klasse tillod man flerkoneri, noget der var forbudt blandt almuen, og samtidig med at man fritoges for skat, blev man behandlet med den største respekt fra den jævne befolknings side. Inkariget var et to-klassesystem med en overklasse og en underklasse, hvor inka-herskeren og hans kongelige familie med efterkommere varetog alle de politiske og religiøse opgaver. Det var umuligt for menigmand at avancere fra almuen til højeste klasse, da al undervisning sigtede på statens embeder og var forbeholdt inkaerne og de erobrede områders høvdinge. Den absolut enevældige hersker blev tilbedt som solens søn, og al modstand mod hans befalinger var at betragte som helligbrøde mod solen, den højeste guddom.

Der skete ikke mange teknologiske nydannelser under inkaerne. De overtog, hvad de stødte på i nyerobrede områder, f.eks. de store kunstvandingssystemer fra Chimu-rigets kystdale nordpå. Allerede anlagte terrasser blev forbedret. Inkaterrasserne var omhyggeligt omgivet af sten, og stenforede kanaler bragte vand ud over terrasserne. Anlæggene forøgede ikke landbrugsarealet betydeligt, men terrasserne fik betydning i højlandet for majsdyrkningen, der var af vital betydning dengang som nu.

Inkaernes kommunikationssystem bestod af en række stafetløbere, der løb med meddelelser til alle ender af riget. Typisk spurtede hver løber en distance på 5-10 km, hvorefter meddelelsen blev videregivet. Man har ikke fundet tegn på et direkte skriftsprog, men i stedet brugte inkaerne reb- og knudekombinationer til at nedfælde budskaberne.

Inkaernes religiøsitet

Inkaerne opdelte deres univers i tre verdner. Inka-himlen - overriget. Her har vi solen, månen, lynene, stjernerne, regnbuen, vinden og de sorte huller (ja, dem kendte inkaerne til allerede dengang!). Det dyr, der især kendetegner denne verden er kondoren. Jord-riget. Her har vi vandenes udspring, floderne, jorden, søerne og bjergene. Jord-rigets dyr er især pumaen, men kendetegnes også ved lamaen og frøen. Underriget. Her gemmes vandet og dets dyr er slangen.

Inkaerne troede på et liv efter døden, på reinkarnation og på, at man efter jorden kommer til underriget, hvorfra man efter noget tid kommer til overriget for at blive født på ny. Det samme gør sig gældende for vandet, som løber ned gennem jorden og kommer via "skjulte" kanaler op i overriget for på ny at falde over jorden.

Inkafolkets religion var Soldyrkelse. Over hele riget havde de templer, men den største og vigtigste helligdom lå i Cuzco. På en af væggene i det allerhelligste af rummene hang der en guldskive som så ud som et menneskeansigt, omgivet af en strålekrans. Det var solens kilde. Alle store inkabyer havde en Solsten. Dette var en vigtig helligdom. Her ofret de snehvide lamaer. Samtidig med at det var en offerplads, var det et solur. Tiden og årstider kunne læses af på stenpladen efter som skyggen af en skrå søjle, som stod ved siden af, flyttede sig. Præsteskabet i soltemplerne var en vigtig gruppe. I spidsen stod ypperstepræsten ved templerne i Cuzco.

Solfesten (Inti raimi) var den største begivenhed om året. De vigtigste mænd i riget samledes da i Cuzco. Først havde de tre dages faste. Tidlig om morgenen på den store festdag kom så herskeren, Inkaen, med sine slægtninge ud af paladset. I det samme solen gik op, kastede alle sig til jorden og kyssede solstrålerne. Så tog Inkaen to guldbægere med majsøl. Det ene lod han sine slægtningene drikke, og det andet tømte han selv. Efter denne ceremoni gik alle til soltemplet. Inkaen og hans slægtninge tilbad så solbiledet, og tog med gaverne folk havde med til solguden. Den vigtigste del af solfesten var ofringen af en sort lama. Denne lamaen og andre offerdyr blev stegt, og så blev kødet delt ud blandt folket. Nu begyndte festen for alvor, men det gik mest ud på at sætte til livs enorme mængder med berusende drikkevarer. Solfesten bliver stadig fejret i Cuzco den 24. juni.

En anden vigtig religiøs fest var Renselsesfesten. Meget af inkaernes religion til gik ud på at forhindre ulykker, sygdom og andre dårligdomme. Ved Renselsesfesten gennemgik Inkaen, hans følge og hele befolkningen i Cuzco en renselsesceremoni for at fjerne alle sygdomsånderne. Det skulle helst foregå ved en flod. Men de var også plaget af onde handlinger, synd. Dette kunne floderne også rense dem fra. Men så måtte de også gå til specielle præster og bekende det onde de havde gjort. Eller skriftemålet købte de sig så tilgivelse ved et offer og ved at blive kropslig straffet. Derefter spyttede både skriftefaderen og han som havde skriftet på en græstot. Det betød at de spyttede synden ud. Så kastede de græstotten i den flod hvor de havde renset sig.

Inkaerne vidste meget om sol, månen, stjernerne og deres indbyrdes placeringer, mange af templerne er bygget så de ligger perfekt i forhold til solhverv. Solhverv, den 21. juni og 21. december var meget vigtige dage. De fleste templer har skyggeformationer netop disse dage, der enten netop rammer igennem små præcist placerede vinduer, eller kaster skygger, der ligner hovedet af en puma eller f.eks. som på Machu Picchu oplyser hovedet på en kondor.

Et særdeles vigtigt forhold i inkaernes religiøsitet var dyrkelse af deres forfædre. De begravede således ikke deres herskere, men fik dem mumificeret og bragte dem offergaver. Ved særlige lejligheder blev mumierne ført udenfor deres templer for at møde deres forfædre i form af andre mumier. Forfædrene blev spurgt til råds før man foretog sig noget vigtigt. Denne del af inkaernes religiøsitet var for meget for de katolske spaniere. Da de endelig havde fået magten over inkariget, samlede spanierne mumierne sammen og fragtede dem til Lima for at begrave dem på kristen vis. Naturligvis i håb om derved at knække mayaerne og endegyldigt omvende dem til kristendommen.

Inkafilosofi

Inkafilosofien er et spirituelt system, der har mere end 16.000 år på bagen. Udgangspunktet er Peru, som er den ældste, beboede by i den vestlige halvkugle. Her er der igennem årene uddannet flere Andes præster, der forstår at kommunikere med ”verdenen af levende energier”, som kaldes Kausay Pacha.

Udviklingen af menneskets kollektive bevidsthed er inde i en rivende udvikling i disse år. Der sker i øjeblikket mange ting, som kan tolkes både udfra et astrologisk, profetisk eller blot med et menneskeligt synspunkt. Disse ændringer syner måske i første omgang som værende alvorlige, kedelige eller deprimerende, men der er en højere mening med det. Ifølge denne tradition handler det om, at mennesket skal ”møde sig selv”, hvilket blot er et andet aspekt af Martinus´ kosmologi, der handler om overgangen fra ”drabets princip” til det ”åndelige menneske”. Alt er såre godt.

Årene 1993-2012 anses i Andestraditionen for værende meget vigtige for denne udvikling, der åbner op for en verden af muligheder, hvis man vil. Perioden byder på enorme opgaver, men hvert enkelt individ får muligheden for at løse lige netop hans eller hendes opgave – hvis det ønskes. År 2012 er et skelsættende år i Inkatraditionen, hvor der bebudes en tredje verdensherre, komme eller fald. År 2012 er et vigtigt vendepunkt eller fald i menneskehedens historie.

Vores tid handler meget om at flytte fokus og frygt for, hvad andre muligvis kunne tage fra os og/eller i stedet give videre af et rent og åbent hjerte. Mange glemmer, at hvad man giver ud, kommer ti-fold igen, men måske ikke lige netop fra den, man har givet til. Man får det så i stedet fra anden kilde, så hvorfor fokusere så ensidigt på, hvor man sender energierne hen? Måske kommer det retur fra et helt andet sted? De spirituelle veje er nogle gange ligesom livets veje uransagelige og uforståelige, men ikke desto mindre logiske set fra et andet og højere synspunkt.

Indenfor Inkatraditionen er der en smuk og relevant øvelse/gestus (Karpay Ayni), som er en udveksling af personlig kraft, hvor man afgiver og videregiver summen af den totale viden, evner eller de største oplevelser til andre. Hvis bare alle gjorde dette, så så verdenen helt anderledes ud ….


Inkahealing

I Inkatraditionen opererer man ikke med begreberne god eller dårlig energi, men derimod let (sami) eller tung (hoocha) energi. En Inkahealer ”spiser” den tunge energi og giver den videre til moder Jord (Pachamama). Herefter kan healeren ifølge loven om ayni (hellig gensidighed) bede om at få sami retur fra moder jord. Healeren kan ”spise” den tunge energi fra både personer eller steder.

Inkahealeren starter med at kontakte sin egen energibobbel og ”spiser” tung energi herfra og giver den videre til Pachamama. Derefter fyldes boblen op af let, levende energi (sami) fra universet. Herefter kontakter healeren den anden persons energibobbel og ”suger” den ren med en slags energistøvsuger og fylder vedkommende op med sami.

Når Inkahealeren arbejder med de tunge energier, kontakter han eller hun sin psykiske mave (qosqo´en), der afgiver og videreformidler de tunge energier til Pachamama. Selvom moder Jord føler sig tynget på mange områder, er de tunge energier næring for hende indenfor denne gren af det spirituelle, ligesom planter og mennesker udgør en symbiose, således fungerer denne energiudveksling også.

I Inkahealingen opererer man ikke med chakrainddeling men i stedet med bælter, der går hele vejen rundt om på kroppen. Det første bælte er sort og er placeret ved halebenet og relaterer til vandet (Mama Qocha). Det næste bælte er rødt og løber rundt om livet, hvor den psykiske mave (Qosqo) sidder. Dette bælte relaterer til moder Jord (Pachamama).

Næste bælte er gyldent og er placeret lige over armhulen i hjertehøjde. Bæltet sidder næsten i skulderhøjde. Dette bælte relaterer til Fader Sol (Inti).

Det næste bælte er placeret ved halsen og er sølvfarvet. Bæltet relaterer til Broder Vind (Wayra). Sidste bælte er purpurfarvet og sidder ved pandecentret. Dette bælte relaterer til universet (Hanaq Pacha).

Før man bliver indviet som inkahealer, har man ikke bælter men i stedet ”øjne” det pågældende sted. Læreren (Paqo) åbner disse øjne med sin mesa, så de i stedet bliver til bælter. Når Inkahealeren efterfølgende arbejder med sin egen og andres energier, har han eller hun forinden åbnet hvert enkelt bælte og udvekslet tung og let energi med de respektive elementer i naturen. Derudover er der flere øvelser, en Inkahealer kan gøre for at hjælpe sin klient udover at spise tung energi.


Sjælehentning

Et væsentligt element i Inkahealingen er sjælehentning. Inkaerne mente, at hver gang man får et chok eller bliver forskrækket, så mister man en del af sin sjæl. Herved har vi alle flere sjælestykker liggende rundt omkring. Disse kan hentes igen under en sjælehentning, som Inkahealeren udfører enten med sine hænder eller sin mesa (medicinpung/taske).

Inkahealeren tager kontakt til sine egne og klientens hjælpere. Forud er det aftalt, om det handler om et af klientens specifikke ønsker i en given situation eller om det er op til universet at hente det mest relevante sjælestykke hjem.

Herefter beder Inkahealeren om, at det pågældende sjælestykke indfinder sig og bliver videregivet til klienten. Healeren kan i mange tilfælde mærke, hvornår, hvor og i hvilken tilstand det pågældende sjælestykke er i. Der kan være stor forskel på, hvordan det sjælestykket ”opfører” sig. Nogle er ”fornærmet” over at være blevet efterladt, hvorimod andre er glade for at blive ”genforenet”.

Healeren puster sjælestykket ned på issen og lægger hænderne på, da ”fornærmede” sjælestykker godt kan finde på at ”stikke af” igen! Klienten skal være åben og byde sjælestykket velkommen og integrere det de følgende dage.

Der er stor forskel på, hvordan klienten oplever sjælehentningen. Nogle mærker ingenting, mens andre kan have nogle enormt følelsesladede reaktioner, da de bliver dybt berørte over at møde noget, de har savnet uden at vide det.


Despacho

En despacho er en synlig bøn, hvor man tilbereder en offergave til stedets apu´er (naturens maskuline energier) og nusta´er (naturens kvindelige energier). Despachoen kan laves for alle tænkelige ønsker så som en rejse, et projekt eller blot for at harmonisere energierne i og omkring ens bolig. At lave en despacho er en handling med stor betydning og dyb mening.

En despacho består af flere ting, man ønsker at ofre til naturånderne, men de elsker især slik, sprut og smukke sager. Det er valgfrit, hvad man vil putte i, men der vil altid være minimum et kors, som repræsenterer den maskuline side af guddommen og en muslingeskal, der repræsenterer den feminine side af sagen.

Når man laver en despacho, breder man et stykke silkepapir ud, der sluttelig bliver bundet sammen af et smukt bånd og pakket pænt ind. I silkepapiret lægger man først muslingeskallen i midten af papiret. Forinden har man mentalt lagt sine inderste ønsker i muslingeskallen. Dernæst ligger man de samme ønsker i korset og placerer det ovenpå muslingeskallen.

Herefter går man videre med at påkalde de forskellige Apu´er og Nusta´er, der ligger i nærheden. Disse befinder sig på steder som f.eks. bakker, søer, åer og skove. Man kan også påkalde Pachamama, havet, fader Sol, broder Vind eller universet. For hver påkaldelse lægger man en kintu (3 fejlfrie blade) i en bestemt rækkefølge og puster 3 gange på kintuen. Man bruger i alt 12 kintuer. I Peru bruger man cocablade, men andre blade kan også bruges.

Når kintuerne er anbragt, er det tid til at anbringe offergaverne, som kan være alt lige fra røgelse, blomster, chili, sølvkugler, kakao, flormelis, hvidløg, salt, peber, the, kaffe, krydderurter, pinjekerner, safran, laurbærblade (kan bruges som kintuer), fjer, stjerneanis, rosiner, chokolade, honning brændevin m.m. Despacho pakkes pænt ind med smukt bånd.

Man kan vælge at brænde despachoen, sætte den til søs eller grave den ned i jorden. Hvis man vælger havet eller afbrænding, er det almindelig høflighed at vente, til ”gæsterne” har spist færdig. Det kan ikke anbefales at bruge staniol eller pergamentpapir, hvis man vælger at ofre via havet, da despachoen vil være længe om synke til bunds eller drive væk.

Inden despachoen ofres, pakker man den ud af gavepapiret og hver enkelt, der deltager, renses på hele kroppen med despachoen og holder den et øjeblik ved hjertet. Herefter kan den gives til naturånderne via afbrænding, nedgravning eller søsatning. Det er værd at holde med, hvordan bålet brænder eller hvilke andre tegn der kommer fra naturen – måske er der et budskab?

Macchu Picchu

Macchu Picchu er beliggende i 2300 meters højde, og fra den gamle indianske Inca-by er der en storslået og formidabel udsigt ud over de omkringliggende bjerge. Byen menes at have været Inca´ernes hovedstad og fremstår også i dag som uendelig smuk og nærmest oprindelig, dog uden tage, idet netop tagene var det eneste, der blev bygget af grene og træ. Tagene er derfor for længst faldet fra hinanden.

Da spanierne besejrede Incaernes konge, ledte de længe efter den gemte hovedstad Macchu Picchu, idet rygtet ville vide, at der her fandtes umådelige rigdomme. Til alt held fandt spanierne aldrig byen. Var det lykkedes, ville de enestående og historiske bygninger næppe have stået så flot, som de gør i dag. Incaerne var uden brug af mørtel eller cement i stand til at opføre store bygninger, huse, templer, bade og vandkanaler. De var bemærkelsesværdigt dygtige stenhuggere, og de kunne med deres primitive redskaber tilpasse hver enkelt klippestykke til de andre, så de passede perfekt sammen. På samme måde som ved pyramiderne i Egypten er man knap i stand til at få et stykke papir ind imellem stenene, så godt passer de sammen. Man kan komme til Macchu Picchu på flere måder, men altid med udgangspunkt i byen Cuzco, Peru, Sydamerika.

Man mener at byen oprindelig blev bygget omkring år 1460 som sommerresidens for inkaherskeren Inca Pachacuti (1438-71). Byen havde cirka 500 indbyggere, og blev formentlig forladt i forbindelse med spaniernes blodige erobring af Peru - for derefter at blive glemt i de skovrige bjerge langt fra alfarvej indtil 1911. Macchu Picchu består af ca. 150 stenbygninger med tilhørende kanaler for vandforsyning og afløb. Når ruinerne er så velbevarede i dag, skyldes det at inkaingeniørerne har funderet stenbygningerne på et passende lag sand, således at klippegrundens bevægelser ikke forplanter sig direkte til murværket under de ret hyppige jordskælv.

Vil du vide mere

Dette afsnit om inkaerne indgår i NetSpirit's sektion om forsvundne civilisationer. Du kan i denne sektion læse om Mayaerne, Atzkerne, Olmekerne, Toltekernede amerikansk indianersamfund etc. Du finder her, forsiden af sektionen "De forsvunde civilisationer". En anden relevant henvisning kunne være til NetSpirit's sektion om verdens underværker. Her beskrives mange af de pyramider, templer etc. som du støder på igennem læsning om de forsvundne civilisationer. Du finder her, forsiden om "Verdens underværker".

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at takke James Q. Jacobs for lov til at benytte billeder i dette afsnit. Endvidere skal rettes en tak til Nationalmuseet for lov til at benytte uddrag af en tekst skrevet af Inge Schjellerup til brug for dette afsnit. Endelig skal henledes opmærksomheden at også Leksikon for det 21. århundrede er benyttet som kilde til dette afsnit. Og sidst men bestemt ikke mindst, skal rettes en stor tak til Feng Shui konsulent og Inkahealer Tinamaria Jensen, der har bidraget med afsnittet om Inkafilosofi.