Skip to navigation | Skip to content

 

Forsvundne civilisationer

Du er her: NetSpirit - Emner - C - Civilisationer, De forsvundne - Menneskets oprindelse

Forsvundne civilisationer

Menneskets oprindelse

Aztekerne

Inkaerne

Mayaerne

Nazca folket

Olmekerne

Toltekerne

Egypterne

Grækerne

Kineserne

Nordamerikanske indianere

Vikingerne

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3881
Online profiler 0
Online gæster 354
Åbne spørgsmål 591
Besvarede spørgsmål 2927

Almanak

Mon, 11. December 2017

Solen i dag

Solopgang:08:23
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon

Civilisationerns oprindelse

For at forstå nutiden og imødegå fremtiden er det godt at kende fortiden. I denne sektion om de forskellige civilisationer præsenteres de forskellige folkeslag, kulturer, civilisationer, som er det moderne menneskes udgangspunkt.

I nærværende indledende afsnit til sektionen søges at give et overblik over området og vi starter naturligvis ved begyndelsen, nemlig menneskeracens oprindelse. Herefter søges at give overblik over de tre hovedgrupper af civilisationer, der har eksisteret igennem tiderne, nemlig civilisationerne omkring middelhavsområdet, de asiatiske civilisationer samt de civilisationer, der opstod i Amerika, Mellem- og Sydamerika.

Der søges som nævnt i nærværende afsnit at give et overblik over hvordan mennesket har bredt sig ud over kloden og grundlagt forskellige civilisationer. Hvis du søger specifikke oplysninger er mange af de civilisationer, der omtales undervejs, behandlet uddybende i særskilte afsnit.

Menneskets oprindelse - spirituelt anskuet

Nærværende sektion er skrevet ud fra de alment gældende teorier omkring menneskets oprindelse. Hvis du vil læse om hvorledes det indenfor spirituelt almindeligvis antages at mennesket er opstået kan du læse nærmere herom i afsnittet De syv eksistensplan.

Menneskets oprindelse

De fleste evolutionsteorier mener at menneskets oprindelse skal findes i Rift Valley, denne geologiske aktive zone, hvor Afrikas horn løsriver sig fra Afrika. Dannelsen af denne dal bevirkede at aberne  på vestsiden  holdt sig til deres gamle levevis, fordi der var skov med masser af frugt og mad. På østsiden af dalen opstod et mere barskt miljø, der bevirkede at aberne var nødt til at ændre levevis. De første stadier til mennesket var nødt til at arbejde hårdere for føden og søge den længere væk.

Endvidere var de nødt til at ændre kostvaner f.eks. spise ådsler og jage andre dyr. Hvis de skulle overleve i det åbne landskab, var de nødt til, at stå på bagbenene for at holde øje med fjernder og byttedyr, hermed var kimen lagt til det moderne menneske. Et fund af et kranie (Sahelanthropus tchadensis) i Chad, Afrika viser at de første repræsentanter for menneskeracen var i stand til at gå oprejst allerede for 7 millioner år siden. De første mennesker med moderne anatomi er 120.000 år gamle og de første symbolbilleder er ca 35.000 år gamle.

Fra Afrika bredte menneskeracen sig og dannede civilisationer i europa og middelhavsområdet. Nogle vandrede mod øst og dannede civilisationer i østen. Og for over 25.000 år siden - før den første istid - vandrede nogle fra Asien over Beringstrædet (som var landfast dengang), og bredte sig ned i såvel Nord- som Sydamerika.

I 1859 kom Charles Darwins (1809-1882) epokegørende værk Arternes Oprindelse. I bogen præsenterede han et syn på de forskellige dyrearters oprindelse og udvikling, som brød radikalt med tidligere opfattelser. Før Darwin blev Bibelens skabelsesberetning i høj grad taget bogstaveligt. Det var den almindelige opfattelse, at de første eksemplarer af hver art i overensstemmelse med Første Mosebog blev skabt fuldt udviklede af Gud. Da Guds skabninger er perfekte - de kan hverken ændres synderligt eller gå til grunde - var der ikke rigtigt plads i datidens teologi til provokerende ideer om evolution.

Darwin præsenterede et andet billede af livets historie. De nuværende arter har udviklet sig fra mere primitive arter, og går man langt nok tilbage i tiden, vil man finde fælles forfædre for arter, der ellers er adskilte af en artsbarriere, det vil sige, de kan ikke få afkom indbyrdes. Darwins væsentligste teoretiske bidrag var hypotesen om survival of the fittest. Altså: Drivkraften bag livets udvikling/evolution er naturlig udvælgelse. Den bedst tilpassede overlever, får mest afkom, og giver dermed sine egenskaber videre til næste generation.


Middelhavsområdet

Allerede i det 3. årtusinde f.Kr. fandtes der på øgruppen Kykladerne en blomstrende kultur med forbindelse til den Nære Orient. Det var dog først omkring 2000 f.Kr., at det store spring fandt sted i den græske kulturs udvikling, og øen Kreta udviklede sig til magtcentrum i det ægæiske område.

Det skete med opblomstringen af den minoiske kultur, som fik sit navn efter kong Minos, der iflg. sagnet var hersker over den store middelhavsø. Den minoiske kultur var en bykultur efter mellemøstligt mønster, hvor monumentale bygninger bl.a. vidnede om et stærkt klassedelt samfund. Hoffet, embedsmændene og den øvrige samfundselite beboede de fornemme villaer og paladser sammen med storkøbmænd og højt specialiserede håndværkere. Paladserne var kongefamiliens residens og midtpunkt for det administrative og religiøse liv, men også vigtige i handels- og samfundsmæssigt øjemed. Der var mange funktioner inden for paladsets rammer: værksteder, forrådsrum, kontorer, boliger, helligdomme og teater. De pudsede vægge bar farverige billeder, og der var sørget for afløbsinstallationer, badeværelser med badekar og vandindvindingssystemer.

Omkring 1600 f.Kr. opstod der på det græske fastland en kultur med monumentale bygninger og et stærkt lagdelt samfundssystem, den mykenske civilisation, med centrum i borgen Mykene på halvøen Peloponnes. Denne civilisation blev grundlagt af græsktalende folk, og de kom i de følgende århundreder til at dominere store områder i det østlige Middelhav. Samtidig fandtes der stormagter i området som Ægypten og hittitternes rige i Anatolien i Lilleasien.

Mykenerne etablerede handelskolonier i bl.a. Italien, Tyrkiet, på Cypern, i Syrien og Libanon. De havde også forbindelser til Ægypten og blev således hurtigt det østlige Middelhavs førende handelsfolk. Våbenmagt spillede en fremtrædende rolle for den mykenske kultur, og mykenerne byggede borge,hvorfra kongen og hans mænd kunne styre oplandet. De opmurede byer var inddelt i funktionsområder, og der fandtes foruden centralmagtens politisk-religiøse område paladset og templet også særlige håndværks- og beboelsesområder. De befæstede kongeborge, hvis vægge var dekoreret med farvestrålende fresker, omfattede kongehal, gæsterum, baderum, forrådsrum, kultrum, og rum til arkiver m.v.

I det 13. og 12. årh. f.Kr. var det østlige Middelhavsområde præget af voldsomme folkevandringer (Ægæervandringen), og udviklingen medførte bl.a., at hittitterriget i Anatolien brød sammen og at den ægyptiske indflydelse i Levanten ophørte. Også den mykenske paladskultur forsvandt. Der er usikkerhed mht. den mykenske kulturs undergang, men en del tyder på at krigene mod Troja, som de homeriske digte har bevaret erindringen om, har været en del af den generelle uro i området. Den position, som kreterne og mykenerne tidligere havde haft, blev overtaget af fønikerne, der fra omkring 1100 f.Kr. udviklede sig til det dominerende handelsfolk i Middelhavet.

Denne udvikling afspejler sig i det øvrige Europa, også i Danmark, i de arkæologiske fund, der taler om tydelige brud i udviklingen. I Centraleuropa optræder der krigerbevæbning og avancerede håndværksteknikker efter mykenske forbilleder, og omvendt kom der bl.a. centraleuropæiske sværd til det østlige Middelhavsområde. Samfundets elite i Centraleuropa begyndte at organisere sig i borglignende anlæg, og i det 1. årt. f.Kr. tog dette borgbyggeri for alvor fart. De højtliggende, befæstede bopladser har foruden deres forsvarsmæssige betydning tjent som centre med permanent bosættelse, religiøse aktiviteter og højt specialiserede værksteder. Denne "befæstede" livsstil dukkede aldrig op i Nordeuropa, men udviklingen har naturligvis haft betydning for området, som har stået i et afhængighedsforhold til Centraleuropa.

I det 11.-8. årh. f.Kr. oplevede de central- og nordeuropæiske bronzealderkulturer atter en blomstringstid, der på mange måder byggede på arvegods fra de forsvundne civilisationer i det østlige Middelhavsområde. Inden for det danske område synes der i det 11. og 10. årh. f.Kr. at have fundet en række ændringer sted i bl.a. grav- og offerskikken, bl.a. en stigende statusmarkering af kvinderne, hvilket kommer til udtryk i de såkaldte depotfund (dvs. nedlæggelser af genstande i mark og mose). I den sene del af det 8. årh. f.Kr. fandt der i Middelhavsområdet en række begivenheder sted, som i sidste ende også fik stor betydning for det danske område. Græske kolonister begyndte at bosætte sig på Syditaliens og Siciliens kyster, og de grundlagde en række byer. Efterhånden voksede også den etruskiske kultur sig stærk i Midtitalien, og der udviklede sig en konkurrence mellem fønikiske, græske og etruskiske handelsfolk, som gennem kontakt til områder mod nord kunne skaffe en række råmaterialer såsom kobber, tin, jern, salt, rav m.v. Forbindelserne mellem de aristokratiske slægter i Nordeuropa og Centraleuropa gik efterhånden i opløsning. Dette førte i sidste ende til bronzealderens ophør i Nordeuropa, og et nyt og anderledes jernaldersamfund voksede frem.


Den egyptiske civilisation

Arkæologiske fund indikerer at der har levet mennesker i Nildalen i cirka 60,000 år. Fundene tyder på at en dominerende politisk og religiøs kultur dukkede op omkring 3300 f.v.t. Historikere opdeler ægyptisk civilisation i fire perioder: Gamle, Midterste og Nye Kongeriger samt den Sene Periode. Disse perioder er adskilt af Første, Anden og Tredje Mellemperiode. I disse tidsperioder blev de politiske opdelinger i Midterste og Øvre Ægypten ødelagt under svage lederes indflydelse; den centrale regering blev opdelt, og landets administrative autoriteter blev ødelagt.

Ægyptens storhedstid er ovre, da persiske invasionsstyrker besatte Ægypten i det sjette århundrede f.v.t. indtil 332 f.v.t. hvor Alexander den Stores styrker satte en stopper for det persiske herredømme. Efter hans død delte Alexanders generaler hans imperium. Ptolemaios indtog Ægypten og deklarerede sig selv som farao og grundlagde dermed Ægyptens sidste dynasti. Det ptolemaiske Ægypten var en af stormagterne i den hellenistiske verden; af og til bredte dets herredømme sig over dele af Syrien, Lilleasien, Cypern, Libyen, Fønikien og andre lande. Under ptolemaierne blev Alexandria et kulturelt og intellektuelt center i den gamle verden. Den ptolemaiske linje sluttede med Kleopatras selvmord i 30 f.v.t.

I næsten syv århundreder efter Kleopatras død kontrollerede romerne Ægypten. De behandlede landet som en værdifuld kilde til rigdom og profit og var afhængige af dets kornforsyninger. Fra 641-1517 e.v.t. blev Ægypten regeret af guvernører der blev udpeget af lederen af den muslimske samfund, kaliffen. I 1517 erklærede den tyrkiske sultan Selim Ægypten for tyrkisk ejendom som en del af det ottomanske imperium. Napoleon Bonaparte invaderede Ægypten i 1798 og besatte landet indtil 1801.



Romerriget

Mennesket i Italien kan spores langt tilbage i ældste stenalder. I den senere del af ældre stenalder fandtes Aurignac-kulturen, i yngre stenalder fra 4. årtusind f.Kr. kulturer med pælebygninger mod nord, ægæisk-påvirkede kulturer mod syd. I bronzealderen blomstrede Appenniner- og Terramare-kulturerne, i jernalderen efter 1000 f.Kr. Villanova-kulturen. Ved indgangen til historisk tid boede ligurerne og veneterne i NordItalien, mens galliske stammer senere slog sig ned på Po-sletten. Fra omkring 800 f.Kr. udbredte etruskerne deres magt over kystområdet nord for Tiberen og siden op til Posletten og ned til Campania, hvor de konkurrerede med grækerne, der slog sig ned ved SydItaliens kyster i så stort tal, at området blev kaldt Storgrækenland. Også på Sicilien sad grækerne ved kysterne undtagen vestpå, hvor fønikerne holdt til; det indre af øen beholdt de gamle beboere.

Det nuværende Italien var opdelt i et stort antal stamme- og bystater, da en af disse, Rom, der er grundlagt 753 f.Kr., omkring 500 f.Kr. begyndte den magtudvidelse, der skulle forene hele området. I tusind år er Italiens historie Roms og Romerrigets historie. I år 266 f.Kr. var hele Italien under romernes herredømme og 300 år senere var Romerriget på sit højtepunkt. Da Konstantin den Store i 330 e.Kr. flyttede sin hovedstad til "Det nye Rom" (Byzantion, Konstantinopel), blev Italien en mindre væsentlig del af riget, og efter rigsdelingen i 395 e.Kr. gik det yderligere tilbage, indtil den sidste vestromerske kejser blev afsat i 476 e.Kr. af germanerhøvdingen Odoaker.



Den kinesiske civilisation

På trods af Kinas lange og glorværdige fortid, er det indenfor det sidste århundrede at der er sket mest. I starten af det tyvende århundrede var Kina et fattigt samfund. Størstedelen af befolkningen levede i dybeste armod, men en lille overklasse af godsejere, embedsmænd og naturligvis kejserfamilien levede i overdådig luksus. Landet var ved at gå i opløsning pga. borgerkrig, samtidig med at USA, England, Japan og andre imperialistiske magter kæmpede om magt og indflydelse i store dele af Kina.

I slutningen af århundredet er Kina på vej til at udvikle sig til en moderne industristat og en regional og global supermagt. Kina kan nu tilbyde sin befolkning en gennemsnitlig langt højere levestandard end på noget tidspunkt tidligere i Kinas 4-5.000 år lange historie.

Det mest fascinerende ved Kinas historie er dynastierne. De forløber alle ens: En stærk personlighed tager magten, genopretter finanserne, rigdommen vokser, imperiet konsolideres, indtil især militære udgifter tager overhånd. Stagnationen begynder, nedtur følger, og til sidst politisk og økonomisk kaos med en svag og udsvævende kejser, som så fjernes af en ny dynasti-grundlægger.

Dette mønster gentages, om og om igen, gennem mere end to årtusinder. Men skønt dynastierne skiftede, forblev regeringssystemet det samme: En kejser i toppen med af ham udnævnte embedsmænd til at regere i egnene. Dette centralstyre holdt så exceptionelt længe, at det næsten blev en tradition og muligvis kan forklare kinesernes accept af kommunismen relativt kort efter rigets fald.

De nordamerikanske indianersamfund

Ifølge Beringstræde-teorien indvandrede indianernes forfædre via Beringstrædet. Under den sidste istid var der af flere omgange låst så meget vand i iskappen at vandstanden i verdenshavene sank så meget, at der dannedes en landbro mellem Sibirien og Alaska. Landbroen var op til 1500 km bred. Under sidste istid var der i to omgang fast forbindelse mellem kontinenterne (år 75.000-45.000 og 25.000-9.000). Indvandringen skete ikke på en gang, men foregik i bølger over flere årtusinder.

I første omgang stoppede indvandringen ved det nuværende Alaska. Her stødte indvandrerne på iskappen. Da denne i slutningen af istiden begyndte at smelte dannedes større eller mindre korridorer, hvorfor indvandringen langsomt bredte sig sydpå. Til sidst steg vandstanden så meget, at landbroen over Beringstrædet forsvandt. Det forhindrede dog ikke yderligere indvandring. De seneste indvandringer menes således at være fundet sted for ca. 4.000 år siden, da forfædre til eskimoerne og indianerne krydsede det 86 km brede Beringstrædet, muligvis i små skind- eller træbåde.




Nordmanden Thor Heyerdahl har fremsat alternative teorier om kontakt mellem kulturer på tværs af verdenshavene. I år 1947 sejlede han en kopi af en forhistorisk peruviansk balsatræsbåd (Kon-Tiki) fra Peru til Polynesien i et forsøg på at bevise, at de forhistoriske indianere var i stand til at krydse Stillehavet, og han påstod, at Polynesien var blevet befolket fra Amerika og ikke fra Sydøstasien, som det almindeligvis antages. Ved en anden ekspedition i 1970 krydsede Heyerdahl Atlanterhavet i en forhistorisk ægyptisk papyrusbåd (Ra 2) fra Afrika til Amerika for at bevise, at kontakt mellem Middelhavets højkulturer og Latinamerikas højkulturer var mulig.

I det hele taget er der flere tegn på, at der har været forbindelse på tværs af Atlanten før Columbus i år 1492 kom på besøg. Arkæologiske fund har fastslået, at vikingerne med sikkerhed har besøgt Amerikas nordøstkyst. Hvor langt ind i landet, de rejste, er der til gengæld stor uenighed om. Om vikinger tog hjem igen efter deres besøg kunne vi tidligere kun gisne om. Teorien om at de efterhånden giftede sig ind i og blev optaget i forskellige stammer er i dag blevet bekræftet af dna-analyser, der viser at nogle indianere genetisk er beslægtet med europæere.

Da Christoffer Columbus den 12. oktober 1492 for første gang satte foden på amerikansk jord startede en helt ny udvikling i indianernes historie. Man omtaler tiden fra før Columbus samlet som præcolumbiansk tid. Columbus mente, han havde fundet søvejen til Indien, og kaldte derfor befolkningen for indianere. Fra de vestindiske øer skrev Columbus til kongen og dronningen af Spanien: "Herfra kan vi, i den Hellige Treenigheds navn, sende alle de slaver der kan blive solgt". Og om de som ikke blev solgt, skriver han; "skal tvinges til at arbejde, og overtage vor levevis". Dette var optakten til europæernes kolonisering af Nord- og Sydamerika og den kultur- og folkemordspolitik, som den dag i dag praktiseres overfor indianerne.

Med udstrakte myrderier og medbragte sygdomme som indianerne ikke havde nogen modstandskraft overfor, lagde europæerne de to kontinenter under sig. Det er anslået, at i perioden 1800-1870 blev den oprindelige befolkning i USA, indianere, reduceret til over 1 million til 340.000 mennesker. Flere indianersamfund blev fuldstændig udryddet. Indianerne blev opfattet som vilde, barbariske hedninge uden rettigheder i eget land. De hvide så det som deres soleklare ret at fordrive indianerne fra alt frugtbart land. Alle midler var tilladte: For at knække prærieindianernes modstand og fordrive dem fra de frugtbare sletter, satte den nordamerikanske regering en total nedslagtning af bisonoksen i gang. Denne politik var så vellykket, at bisonbestanden i 1910 var næsten totalt udryddet efter i 1850 at have talt ca. 60 millioner.

Europæernes kolonisering af Amerika medførte at den indianske befolkning faldt fra over 1 million til omkring 340,000. Dette skyldes, som nævnt, i stor udstrækning de sygdomme, som de hvide førte med sig fra Europa, og som indianerne ingen modstandskraft havde overfor. Andre indianere døde som følge af krige mellem indianerne og de hvide samt indbyrdes mellem de enkelte indianerstammer, hvilket også medførte tab af liv. Og atter andre døde når de blev tvunget til at flytte fra deres oprindelige frugtbare jord til golde ufrugtbare steder.

Siden de første kolonister gik i land i 1607 medførte de hvides stærkt stigende behov for jord, at indianerne blev fordrevet fra deres traditionelle områder. Især i første halvdel af 1800-tallet, da USA for alvor ekspanderede vestpå, blev et stort antal stammer flyttet fra det østlige USA til indianerterritorierne i Oklahoma. Titusindvis af indianere blev tvangsflyttet under primitive forhold, og mange tusinde døde undervejs. Dette har medført, at der bor forholdsvis få indianere i det østlige USA. I hele perioden fra omkring år 1600 til år 1920 faldt indianernes befolkningstal.

De indfødte folk i Canada er ikke blevet udsat for den samme befolkningsoversvømmelse af europæere, som det er sket for indianerne i USA. De har derfor i større udstrækning fået mulighed for at passe sig selv. For eksempel har der været meget få indianerkrige i Canada. I 1996 blev der registreret ca. 800.000 indfødte (indianere, métis og eskimoer) i Canada, heraf var 554.000 indianere, 210.000 halvblods og 41.000 eskimoer.

Amerika, Mellem- & Sydamerika

De første civilisationer, der opstod i Amerika ved vi ikke så meget om, men senere opstod der forskellige indianske samfund, som vi efterhånden kender en hel del til. Nogle mennesker vandrede videre og grundlagde civilisationer i Mellem- og Sydamerika. Det kan være lidt vanskeligt at danne sig overblik over de mange forskellige folkeslag, der har levet i Nord- og Mellemamerika gennem tiden.

Det er velkendt at Columbus opdagede Amerika i år 1.492 og at det banede vejen for de første spanske kolonier. 27 år senere i år 1.519 sætter Hernán Cortés sejlene på sine 11 skibe og forlader sin base på Cuba. Kursen er stik vest og snart støder han på det, der i dag er Yucatan-halvøen - den sydlige del af Mexico. Han gør nogle få ublodige stop op langs kysten, men da han kommer på højde med det, der i dag er Mexico by bliver tørsten efter guld og rigdomme for stor og startskuddet på flere hundrede års udnyttelse af den oprindelige befolkning giver genlyd over hele kontinentet - nogle kan med rette påstå, at undertrykkelsen og udnyttelsen stadig foregår.

I år 1.519 var Mexico et aztekisk imperium, som blev ledet fra præcis det sted, hvor Mexico by ligger i dag. Egentlig ligger hovedstaden midt i den gamle Texcoco-sø, som nu er drænet og næsten helt borte, men da Cortés ankom var der rigeligt med besværligt vand til at beskytte byen. Igennem mange år havde området ved søen været et centrum for magtfulde civilisationer og en af de meste betydningsfulde var måske teotihuacanerne, der byggede den imponerende by Teotihuacán, hvor mange turister valfarter ud for at se nogle af verdens højeste pyramider, nemlig sol og månepyramiderne. Hele området er mange kilometer stort, men bliver mere eller mindre forladt i år 800 pga. overudnyttelse af jorden (de fældede træer og dermed forsvandt dyrene, maden og det vigtige regnvand).

Olmekerne har været nogle af de første til at bosætte Mexico og her taler vi omkring 2.000 år før Kristus. Mayaerne begynder at samle sig til en civilisation på nogenlunde samme tid og fortsætter frem til ca. år 1.250. Mayaerne har deres klassiske stærke periode fra omkring år 300 efter Kristus til ca. år 8-900. Herefter begynder deres samfund at kollapse. Der findes stadig efterkommere efter mayaerne og flere af deres skikke holdes stadig i hævd af især de oprindelige folk i Guatemala og Chiaps-provinsen i Mexico.

Teotihuacanerne levede fra ca. år 200 f.Kr. til år 7-800 og led som nævnt ovenfor den samme skæbne som mayaerne og endda også på nogenlunde samme tid. Toltekerne er et andet folkeslag, der har slået deres folder i især Mexico i årene mellem år 650 til år 1.250.

Aztekerne er den sidste gruppe før spanierne ankommer. De overtog magten efter de andre civilisationer i det meste af Mexico, Guatemala og ned i Honduras. Aztekerne var alt andet end stille og rolige. Faktisk levede de i begyndelsen som anerkendte blodtørstige lejesoldater. Det stoppede da de fandt ud af, at de jo ligeså godt kunne arbejde for sig selv og skabe et rige, hvor de havde fat i den lange ende og ikke havde nogen skrupler med at undertrykke og udnytte de mindre stammer.

Skæbnen vil så at spanierne ankommer og nu er det aztekernes tur til at smage den barske medicin. Desværre er spanierne ikke kommet for at skabe demokrati og de næste mange år bliver de oprindelige folk i Mexico, Guatemala og mange andre lande i Nord-, Mellem- og Sydamerika udnyttet groft og umenneskeligt.

I dag arbejder de fleste lande med en demokratiseringsplan, hvilket desværre ikke går lige stærkt alle steder. Eksempelvis stoppede borgerkrigen i Guatemala først i 1996 og mange tvivler stadig stærkt på, om de egentlig har demokrati eller det stadig er militæret der trækker de største tråde, når det kommer til stykket.

Undertiden ser man udtrykket Mesoamerikansk brugt om den gruppe af kulturer, der eksisterede i området fra det centrale Mexico og gennem Mellemamerika, før Columbus' opdagelse af den nye verden. Nogle fælles mesoamerikanske træk er blandt andre intensivt landbrug, overvejende baseret på majskorn; dyrkelse af guder, blandt andre en regngud, en solgud, en fjerklædt slangegud (Quetzalcoatl); anvendelsen af en rituel kalender på 260 dage foruden en solårskalender; opførelse af templer ovenpå trin-pyramider; et rituelt boldspil; samt forskellige andre artisiske og kulturelle skikke.

Netop deres intensive landbrug fremsættes ofte som et af budene på mange af de forskellige civilisationers kolaps. De overudnyttede naturens ressourcer ved at afbrænde og udpine jorden, uden at genplante eller gøde jorden. Da skoven forsvandt, forsvandt dyrene, maden og regnvandet også. Denne forklaring på kollaps gælder dog ikke for mayaernes civilisation. De forlod simpelthen deres storslåede byer. Hvorfor kan du læse om i afsnittet om mayaerne.

Hvis vi bevæger os længere ned i Sydamerika finder vi tre grupper af civilisationer. Hvis man kigger på landskabet er det egentlig meget logisk at de var vidt forskellige. Den ene gruppe opstod på vestkysten, hvor der er golde ørkener. Inkaerne m.fl. holdt til i Andesbjergene og langs østkysten samt i den brasilianske regnskov holdt helt andre folkeslag til.

Vil du vide mere

Nærværende kapitel er ment som en overordnet introduktion til civilisationernes opståen og de sammenhænge, der eksisterer imellem de forskellige folkeslag på grund af de folkevandringer, der er sket igennem tiderne.

Vil du vide mere om de omtalte civilisationer finder du disse under menubjælkens punkt "Emneområder" og her ned til "C" for "Civilisationer". Her finder du link til uddybende beskrivelser af de forskellige civilisationer: inkaerne, mayerne, den kinesiske civilisation, den græske civilisation, de nordamerikanske indianere etc.