Skip to navigation | Skip to content

 

Forsvundne civilisationer

Du er her: NetSpirit - Emner - C - Civilisationer, De forsvundne - Mayaerne

Forsvundne civilisationer

Menneskets oprindelse

Aztekerne

Inkaerne

Mayaerne

Nazca folket

Olmekerne

Toltekerne

Egypterne

Grækerne

Kineserne

Nordamerikanske indianere

Vikingerne

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3869
Online profiler 0
Online gæster 327
Åbne spørgsmål 588
Besvarede spørgsmål 2922

Almanak

Wed, 18. October 2017

Solen i dag

Solopgang:07:46
Solnedgang:18:02

Månen lige nu

Full Moon

Mayaerne

Maya er fællesbetegnelsen for de indianere i det mellemamerikanske område, der taler et af de beslægtede maya-sprog. Mayaerne var en del af de mesoamerikanske præ-columbianske kulturer. Mesoamerika er området, der går fra det centrale Mexico og gennem Mellemamerika, hvor et antal kulturelt beslægtede civilisationer opstod før Columbus' opdagelse af den nye verden. Mesoamerikansk er et generelt tillægsord der refererer til denne gruppe af kulturer. I modsætning til hvad folk tror, "forsvandt" mayafolket aldrig; der bor stadig millioner i området og mange af dem taler stadig et af maya-familiens sprog. I dag tales ca. 30 maya-sprog af 4 mio. mennesker, fortrinsvis i Mexico, Guatemala og Belize.

Maya-kulturen dannede aldrig noget samlet rige, men bestod af forskellige religiøse og politiske bysamfund med større eller mindre opland. De enkelte bysamfund udviklede forskellige kulturer som følge af de forskelligartede topografiske og klimatiske forhold. Enkelte kulturtræk var dog fælles, bl.a. intensivt landbrug, overvejende baseret på majskorn; dyrkelse af guder, blandt andre en regngud, en solgud, en fjerklædt slangegud (Quetzalcoatl); anvendelsen af en rituel kalender på 260 dage foruden en solårskalender; opførelse af templer ovenpå trin-pyramider; et rituelt boldspil; samt forskellige andre kulturelle skikke.

Maya-kulturerne var udbredt i det sydlige Mexico, på Yucatan-halvøen, i Guatemala og det nordvestlige Honduras og blomstrede allerede før vor tidsregnings begyndelse. Da de spanske erobrere ankom, var maya-kulturen på retur. Spanierne fandt flere byer forladt som ruinområder i junglen. Årsagen er ukendt, men der gættes på at overbefolkning og efterfølgende udpining af det økologiske system har ført til hungersnød og dødelige epidemier. De imponerende ruinbyer med tempelpyramider og paladser vidner om et højt udviklet arkitektonisk stade. Denne gennemgang beskriver især mayaernes civilisation før spaniernes erobring.

Mayaernes oprindelse

Menneskeracen opstod i Afrika og herfra bredte menneskeracen sig ud over hele kloden. For over 25.000 år siden - før den første istid - vandrede nogle fra Asien over Beringstrædet (som var landfast dengang), og bredte sig ned i såvel Nord- som Sydamerika.

Arkæologiske fund fortæller, at mayaerne begyndte at bygge ceremoniel arkitektur ca. 2400 år f. Kr. Der er nogen uenighed om grænserne og forskellene mellem de tidlige mayaer og deres naboer olmeker-kulturen. Olmekerne og de tidlige mayaer lader til at have haft indflydelse på hinanden. Med tiden forsvandt olmeker-kulturen, efter at have haft indflydelse på Yucatan-halvøen, det nuværende Guatemala og andre områder. I storhedstiden dækkede mayaerne hele Yucatan-halvøen foruden Belize, Guatemala, halvdelen af Honduras og en smule af El Salvador.

I det 8. og 9. århundrede e.kr. begyndte det at gå tilbage for den klassiske mayakultur og de fleste byer i det centrale lavland var blevet forladt. Krige, økologisk udbytning af landbrugsjorden og tørke, eller en kombination af disse faktorer, betragtes normalt som årsager til tilbagegangen. Der er arkæologiske beviser på krigsførelse, sult og oprør mod eliten i forskellige udgravninger i det centrale lavland. Mayaernes byer i det nordlige lavland i Yucatan trivedes fortsat i nogle århundreder, nogle af de vigtigste steder på den tid var Chichen Itza, Uxmal, Etzna og Coba.

Efter de herskende dynastiers fald i Chichen Itza og Uxmal, herskede Mayapan over hele Yucatan indtil et oprør i 1450; området blev da omdannet til bystater indtil spaniens erobring. De postklassiske mayastater trivedes dog fortsat i det sydlige højland. Et af mayakongedømmerne i området, Quiche, er kendt for at have stået i spidsen for udarbejdelse af en af de kun fire mayabøger, der undgik at blive brændt af spanierne i et forsøg på at knække mayernes "hedenske" tro og omvende dem til kristendom. Popol Vuh ("Rådsbogen") indeholder mayaernes skabelsesberetning efterfulgt af de religiøst vigtige historier om helte-tvillingerne.

Spanierne påbegyndte deres erobring af mayaernes områder i 1520'erne. Nogle mayastater gjorde lang og hårdnakket modstand, den sidste mayastat blev ikke nedkæmpet af de spanske autoriteter før 1697. Spaniens amerikanske kolonier var overvejende afskåret fra resten af verden og ruinerne af de store ældgamle byer var derfor kun kendt af de færreste, bortset fra de lokale beboere.

I 1839 havde den amerikanske rejsende John Lloyd Stephens, hørt rapporter om ruiner i junglen og besøgte Copan, Palenque og andre steder sammen med den engelske arkitekt og tegner Frederick Catherwood. Deres illustrerede beretninger om ruinerne medførte en stor interesse blandt befolkningen i området, og ruinerne opnåede igen deres positioner som vitale bindeled til den mesoamerikanske arv. Meget af den nuværende landlige befolkning i Guatemala og Belize er mayaer af slægt og det er også deres primære sprog; der findes også stadig en mayakultur i det landlige Mexico.

Spaniens erobring af Yucatán

Spaniens erobring af Yucatán var et langt og kompliceret forløb som tog mere 170 år at gennemføre. Maya-folket havde ikke en enkelt hersker (som Perus inkaer), men boede i stedet i mange uafhængige stater, hvoraf nogle kæmpede indædt mod fremmed dominering. Desuden havde området hverken guld eller sølv, bortset fra små mængder som man havde handlet sig til, hvorfor mange spanske conquistadorer i stedet var tiltrukket af det centrale Mexico eller Peru, der så ud til at tilbyde hurtigere og lettere tilgængelige rigdomme.

De første spaniere ankom til Yucatán ved et tilfælde i 1511, da en lille båd med et dusin mænd blev blæst dertil under et kraftigt stormvejr. De blev taget til fange og flere af dem blev dræbt mens resten blev gjort til slaver. men efter at have lært sproget fik de deres frihed tilbage. Uden at vide det, havde de bragt en epedemisk sygdom, formentlig kopper, med sig til området. I de følgende fem år døde et stort antal mennesker af sygdommen.

Den næste kontakt fandt ikke sted før 1517 da Francisco Hernandez de Cordoba sejlede ud fra Cuba for at skaffe nye slaver som erstatning for den indfødte cubanske befolkning, der døde i massevis. Spanierne blev overraskede over at se stenbyer langs Yucatáns kyst. Cordoba gik i land ved flere byer; nogle bød spanierne velkommen som venner og tilbød at handle med dem, mens andre byer var fjendtligt indstillede og skød pile efter spanierne når de kom tæt på kysten.

Ekspeditionen vendte tilbage til Cuba for at rapportere om opdagelsen af dette nye landområde. Diego Velázquez, Cubas guvernør, beordrede en ny ekspedition med fire skibe og tohundrede mænd, anført af hans nevø, Juan de Grijalva. Grijalva-ekspeditionen gjorde tilsvarende erfaringer med mayaerne, mens den i måndesvis sejlede langs Yucatáns kyster. Grijalva blev skuffet over den ringe mængde guld han fik indsamlet, men vendte tilbage til Cuba med en beretning om at et velhavende rige fandtes længere mod vest.

Dette medførte Hernán Cortés' ekspedition i 1519. Cortes opholdt sig en tid på øen Cozumel, hvor han med mere eller mindre held forsøgte at gøre den indfødte befolkning kristen, og hørte historier om andre skæggede hvide mænd, som var bosat i området. Han sendte budbringere til disse hvide mænd, de overlevende fra den skibbrudne båd i 1511. En af dem, Geronimo de Aguilar, sluttede sig til Cortés' ekspedition som en værdsat tolk. En anden, Gonzalo de Guerrero, svarede pr. brev at han var tilfreds med at arbejde for Chetumals hersker, samt at han havde en maya-hustru og børn. og intet ønske havde om at vende tilbage til spanierne.

I nogle år var conquistadorernes opmærksomhed primært rettet mod Mexicos rige landområder, men i 1526 fik Francisco de Montejo (en veteran fra Grijalvas og Cortés' ekspeditioner) kongen af Spanien til at overdrage sig retten til at erobre Yucatán. Han ankom til det østlige Yucatán i 1527 og blev i begyndelsen fredeligt modtaget, og de fleste lokale ledere gik med til hans krav om at sværge troskab til kongen af Spanien, fordi de havde hørt om Spaniens erobring af aztekerne. Men efterhånden som spanierne rykkede frem, stødte de på byer der allerede var blevet forladt, mens de rejste blev de forfulgt og siden åbent angrebet. Selvom over 1200 mayaer blev dræbt i kamp ved Chauca, overgav de sig ikke og Montejo vendte tilbage til kysten under konstante forstyrrelser. Spanierne opførte et lille fort på kysten ved Xamanha i 1528, men havde ikke yderligere held med at betvinge landet. Montejo drog til Mexico for at samle en større hær.

Montejo vendte tilbage i 1531 med en styrke som erobrede maya-havnebyen Campeche. Mens han opførte en fæstning ved Campeche, sendte han sin søn Francisco Montejo den Yngre ind i landet med en ny hær. Lederne af nogle mayastater gav svor på at de ville være hans allierede. Han fortsatte til Chichén Itzá, som han udråbte til sin royale hovedstad over det spanske Yucatán, men efter nogle få måneder gjorde de lokale oprør mod ham, spanierne blev konstant angrebet og styrkerne flygtede til Honduras.

Der gik rygter om at Gonzalo de Guerrero, den spanske skibbrudne fra 1511 som valgte at blive i Yucatán, var blandt de ledende i modstanden mod den spanske krone. I mellemtiden blev den ældre Montejo hyppigt belejret ved sit fort i Campeche. Mange af hans soldater var trætte af en langvarig kamp uden resultater og sagde at de ønskede at finde steder som var lettere at erobre. I 1535 trak Montejo sine styrker til Veracruz, og overlod igen hele kontroller med Yucatán til mayaerne.

Den ældre Montejo, der nu var sidst i 60'erne, overdrog de royale rettigheder over Yucatán til sin søn, Francisco Montejo den Yngre. Den yngre Montejo invaderede Yucatán med en stor styrke i 1540. I 1542 gjorde han mayabyen T'ho til sin hovedstad og omdøbte den til Mérida. Herskeren over Tutal Xiu fra Maní konverterede til kristendommen. Xiu'erne dominerede størstedelen af det vestlige Yucatán og blev vigtige allierede for spanierne, de ydede en stor hjælp ved erobringen af resten af halvøen.

Et antal mayastater svor i første omgang troskab til Spanien, men gjorde oprør da de begyndte at mærke spaniernes barske styre. Kampe og oprør fortsatte i årevis. Da spanierne og Xiu'erne i 1546 besejrede en hær bestående af forende styrker fra det østlige Yucatáns stater, var erobringen officielt afsluttet, men periodiske oprør som med stor voldsomhed blev stoppet af spanske tropper, fortsatte gennem hele den spanske kolonitid.

Det skal dog nævnes at Itza-mayaerne fra Peten-området holdt stand mod spanierne helt indtil den 13. marts 1697. Itzaernes hovedstad var Tayasal, en by på en ø i Peten-søen. Itzaernes område var adskilt fra det spanske Yucatán mod nord og det spanske Guatemala mod syd, af tætte jungler med få indbyggere. Cortés havde været i området på sin march til Honduras i 1525, hvor itzaernes herskere aflagde troskabsed til Spanien, som derefter blev forsømt af de spanske myndigheder.

I 1618 blev to fransiskanermunke sendt fra Meridá for at undervise itzaerne i kristendommen. De ankom til Tayasal og mødte en befolkning der var upåvirket af europæiske skikke og stadig tilbad deres traditionelle mesoamerikanske guder. Selvom itzaernes konge høfligt tog imod dem, gjorde de ingen fremskridt med konverteringen af befolkningen til kristendommen. I 1622 sendte guvernøren af Yucatán en styrke bestående af 20 spaniere og 140 kristne indianske allierede på en march til Tayasal, men itzaerne slog dem hurtigt ihjel. En anden styrke som i 1624 var på vej til Peten, blev udsat for et bagholdsangreb fra itzaerne og fik samme skæbne. Guvernøren af Yucatán besluttede at det var bedre at bruge sin energi på andre ting og itzaerne forblev uafhængige.

I 1695 drog tre fransiskanere mod Tayasal, ledsaget af fire kristne mayasangere. De fik en pæn modtagelse og et antal itzaer indvilgede i at blive døbt. Itzaernes konge nægtede dog at konvertere til kristendommen eller at aflægge troskabsed til Spanien; han sagde at der ville komme et tidspunkt hvor det ville være den rigtige ting at gøre, men at det ikke var endnu. En styrke på 60 spanske soldater og maya-alierede blev det følgende år sendt til Peten, men blev slået tilbage af heftige angreb fra itzaerne. Hærkommandoen i Merida besluttede at en stor styrke var nødvendig, og sendte i 1697 en styrke bestående af 235 spanske soldater og lige så mange maya-allierede, med heste, artilleri og et stor forsyningstrup med muldyr og mænd til at hugge en sti gennem junglen.

De opførte et fort ved bredden af Peten-søen, overfor Tayasal og genopbyggede et lille krigsskib på søen, som de havde medbragt i adskilt tilstand. Den 13. marts 1697 lykkedes det denne styrke at besejre itzaerne fra Tayasal. Spanierne brændte itzaernes bibliotek, som indeholdt bøger med "djævlens løgne" og rapporterede senere at byen havde så mange afguder, at selv med næsten hele hæren i arbejde, varede det var klokken 9 om morgenen til 17.30 om eftermiddagen at ødelægge dem alle. Sådan ophørte den sidste rest af den engang så store maya-civilisation.

Maya kulturen

I modsætning til mange andre kulturer var den væsentligste grund til maya-kulturens kollaps ikke fremmede hære. Skønt spanierne gjorde deres del er den egentlig grund til maya civilisationens fald en helt anden. I dag kan vi se resterne af store maya-beboelsesområder, med prægtige templer, huse, pyramider og talrige andre monumenter. Nogle af disse beboelsesområder var ganske omfattede i størrelse og pragt. Eksempelvis bredte den berømte mayaby; Tikal sig over et 66km2 stort område.

Indtil for ganske nylig var den mayaernes kultur, og dermed også nøglen til forståelse af hvorfor mayaerne på et tidspunkt omkring år 900 forlod deres byer, omgivet af talrige spekulationer og fejlfortolkninger. Men egentlig burde den klassiske maya kulturs hellige verden aldrig have været et mysterium. Faktisk efterlod de mange skriftlige overleveringer. De udviklede deres eget skriftsystem en kombination af fonetiske symboler og ideogrammer. Det er det eneste skriftsystem i den præ-colombianske nye verden, som fuldstændigt kan repræsentere det talte sprog i samme omfang, som det skrevne sprog i den gamle verden.

Dechifreringen af mayaernes skrifter har været et langsommeligt arbejde. Dele af skrifterne blev dechifreret i det sene 19. og det tidlige 20. århundrede (især de dele, der har med tal, kalenderen og astronomien at gøre), men i begyndelsen af 1960'erne og 1970'erne var der store gennembrud, hvorefter dechifreringen gik hurtigt, så størstedelen af mayaernes tekster nu kan læses næsten i deres helhed på det oprindelige sprog.

Den spanske præst Diego d´Landa har en uheldig rolle i forhold til mayaernes kulturelle arv. Han var fanatisk kristen og brændte efter at omvende mayaerne til kristendom. Da han opdagede at folk han kendte og som han troede var omvendt til kristendom stadigvæk praktiserede hedenske ritualer slog det klik for ham. Han begyndte systematisk at udrydde alle spor af den gamle religion og på en enkelt nat brændte denne gudsmand flere hundrede kostelige bøger. Kun tre bøger og nogle få sider af en fjerde undslap flammerne.

Efter vi er blevet i stand til at tyde mayaernes skriftsprog har vi opdaget mange forskellige sider af mayaernes, indtil for ganske få år siden, ukendte fortid.

Den religiøse praksis var snarere en hverdagslig praksis, hvor mayaen (eller k'iche'er, tz'utuhiler eller yukatekere, som er "mayaens" egen selvreference) oplevede gud(er) og guddommelig kraft overalt. Offeret var centralt, og gennem det søgte man at sikre succes i krig, velstand, frugtbarhed, sundhed o.m.a. Ofringen til guderne skabte den kosmiske balance, der var en forudsætning for overlevelsen af det mikrokosmos, som mayaerne levede i.

Blodofferet var særligt virkningsfuldt, eksempelvis den tegnede gengivelse af en døroverligger fra Tempel 23 i Yaxchilan (Chiapas, Mexi co), hvor Ahaw Itzamna Balam bærer en stor fakkel over sin hustru Ix Xok. Hun er i færd med at trække "en tråd" (nærmest et tov) med torne gennem tungen. Blodet drypper ned på papirsstrimler i en skål. Hieroglyfteksten ved billedet fortæller at "dette er billedet af ofringen". Det mest virkningsfulde offer var at tilfangetage en anden bys hersker, bruge hans blod og endeligt hans liv i vigtige rituelle ofringer. Denne blodofring er uhyre vigtig da den rummer forståelse til hvorfor mayaerne øjensynlig fra den ene dag til den anden rykkede op med rode og drog bort.

Baggrunden for præsteskabets, overklassens og især kongens magt finder vi i mayaernes kendskab til astronomien. De foretog ekstremt nøjagtige astronomiske observationer; deres kort over månens og planternes bevægelser, svarer til eller overgår alle andre civilisationer der arbejdede med observationer foretaget med det blotte øje. Mayaernes beregninger af solårets længde var i nogen grad bedre end den gregorianske kalender. Det menes at mayaerne aldrig har været i tvivl om at jorden var rund og deres observationer af stjernerne har været utroligt præcise. Eksempelvis er Venus´ bane beregnet med kun to timers unøjagtighed betragtet over 500 år.

For den almindelige borger i dette samfund må præsterne havde fremstået med overnaturlige evner. Eksempelvis i kraft af deres evne til at kunne forudsige solformørkelse må de have fremstået som hersker over universet. Når præsterne sagde at solen skulle tildække sig gjorde den det! Mayaerne udviklede et meget præcist kalendersystem, hvor de ved hjælp af tre tidstandhjul, der kørte mod hinanden, kunne bestemme tiden i forhold til årets 365 dage, i forhold til stjernerne, tidspunkterne for de religiøse ceremonier og bedste tider på året at starte såningen eller andre vigtige milepæle.

Mayaernes kalender har 18 månder á 20 dage og 1 måned á 5 dage, hvor alle skal hvile, slappe af og bede. Det største og yderste tidstandhjul kaldet håb, giver sammen med de 2 mindre (tonalamatl og tzolkin) 18.980 kombinationer (dage), hvilket divideret med 365 giver 52 år. Cirklerne på 52 år var meget vigtige for mayaerne og man forventede, at der skulle ske noget specielt hver gang man kom til en afslutning.

Selv mayaernes tilblivelse er angivet i den hellige kalender. Denne dato fastsatte mayaerne til den 11. august 3.114 f.Kr. Uhyggelig nok er der også sat dato på vor verdens undergang. Ifølge mayakalenderen vil denne skabelsescyklus ophører med at eksistere præcist søndag 23. december år 2012. Det bliver spændende at se, om der sker noget til den tid!

Brug af bevidsthedsudvidende stoffer var udbredt og accepteret. Der blev taget rusmidler og drukket alkohol i stor stil. Faktisk har man beviser for at mayaerne drak sig sanseløs fulde, brækkede sig og derefter indtog brækket eller anden form for gæret drik for derved at blive helt og aldeles ufattelige berusede. I mange år var teorierne om mayaerne idealiserede hvorfor indicer på deres, til tider, groteske adfærd blev ignoreret.

Ligeledes forholder det sig med opfattelse af mayaerne som et krigerisk folk. Indtil for ganske nylig var opfattelsen at mayaerne var et fredselskende folk, der levede i harmoni med sig selv, naturen og deres naboer. Noget tyder på at mayaerne i starten har været fredelige folk, men at de i deres klassiske periode har ladet sig inspireret af civilisationerne nordpå til at lave flere og flere ofringer, der hele tiden blev blodigere og blodigere. I Chitzen Itza er der tegn på, at man har taget sine modstandere, knækket ryggen på dem over en sten og skåret huden af dem, mens de stadig var i live. Maya-krigerne troede, at de ville få modstanderens kraft og styrke ved at bære dennes hud. Andre ofringer har været at skære de stadig bankende hjerter ud af kroppen på både egne folk og krigere taget til fange i forskellige kampe.

I Tikal er der noget, der tyder på, at man nogle gange har bundet hænder og fødder på en person, som skulle ofres og ladet ham falde ned ad de stejle tempeltrapper. Det som for alvor ændrede verdens idealiserede syn på mayaerne var en ruin som den amerikanske filmmand Giles Healey fandt da han optog en film i 1942. I ruinen var der farvestrålende billedskildringer af mayaerne i fuld færd med at pine, lemlæste, halshugge etc. andre. Et meget stærkt vidnesbyrd om mayaerne som et krigerisk folk, som flertallet dengang havde svært ved at acceptere.

I spidsen af dette krigeriske og blodtørstige folk stod kongen og dronningen. Disse måtte også donere blod til sagen. Man har i udgravningerne fundet flere spidse instrumenter, der menes at have været brugt at kongerne og præsterne til at udgyde noget af deres eget blod i forbindelse med diverse ceremonier. I takt med at mayaernes civilisationer fik flere og flere problemer i slutningen af den klassiske periode, tog ofringerne til og ud fra de kranier man kan se udskåret i nogle af stenvæggene i Chitzen Itza, har der været tale om rene blodbade. I nogle tilfælde har man ofret mennesker uafbrudt flere dage i træk.

For helt at forstå denne adfærd må vi huske på at ifølge mayaernes skabelsesberetning var det gudernes blod, der gav menneskene liv. Det var den oprindelige offerhandling. Gælden til guderne består således i at der skal udgydes blod. Og da kongen og dronningens blod ansås for at være det stærkeste var dette blodoffer det vigtigste. I sin tid har kongen og dronningen således jævnligt opholdt sig i templerne der er anbragt ovenpå pyramiderne og her har de gennemboret deres tunge og deres genitaler for at udgyde blod. Dette er sket i overværelse af præsterne, der efter handlingen har taget kongen og dronningens blod, formodentlig på nogle tørrede blade og bragt disse udenfor, hvor de i overværelse af befolkningen har kastet disse blade på nogle brændende bål på toppen af pyramiden og derved ofret blodet til guderne.

Der har således sandsynligvis i slutningen af maya-civilisationens været en optrapning af voldsomme ofringer for at vinde gudernes gunst. Men i takt med at disse blev mere og mere barbariske, viste guderne flere og flere tegn på at dette ikke var nok til at vinde gudernes gunst. Eller sådan må det have set ud for mayaerne. De mistede ganske enkelt troen på deres konge. I sidste ende var det kongen der havde ansvaret og da erosion, svigtende afgrøder, nederlag overfor fjender etc. fortsatte - og mayaernes konge ikke var i stand til at opfylde sin rolle - ja så mistede mayaerne troen. Omkring år 900 bestemte de sig for at stoppe disse barske blodsudgydelser og forlade de storslåede byer de havde skabt.

Boldspillet

De fleste af maya-civilisationerne havde en speciel boldbane, hvor to hold kæmpede mod hinanden. Bolden var en gummibold, der sandsynligvis havde noget bånd udenpå for at holde på formen. Man måtte ikke røre bolden med hænderne, men i stedet bruge ben, hofter og skuldre til at skyde bolden op igennem et af de to loop, der hængte på hver sin ende af banen. Nogle siger, at dette er verdens første udgave af basketball. Chitzen Itza har den mest imponerende og bedst rekonstruerede boldbane, mens man i Tikal kan finde nogle baner, der er så små at man mener, at de har været til spil, hvor der kun er to spillere på banen ad gangen.

Så snart et af holdene havde haft held til at skyde bolden igennem loopet, er det lidt uklart hvad der skete, men blodigt har det uden tvivl været for en af parterne. Kaptajnen (eller i sjældne tilfælde  hele hans hold) fik først  skåret tungen ud, og straks efter blev han kastet op på et alter, hvor hjertet stadigt bankende blev taget ud af kroppen og ofret sammen med resten af den nu ret døde persons blod. Om det var taberen eller det vindende holds kaptajn, der måtte ligge krop til er uvist, da noget f.eks. i Palenque tyder på, at det ligefrem kunne være en ære at blive ofret til guderne.

Vi kender dog ikke bestemt hverken reglerne, hvor mange deltager der var involveret eller hvad formålet med spillet egentlig var. En del tyder på at det har haft en blodig udgang, men om dette har skyltes noget religiøst eller det har været en måde at afgøre konflikter på ved vi ikke med sikkerhed.

Kunst & arkitektur

Når man har med en civilisation at gøre, der har bestået i 3.000 år er det ikke overraskende, at arkitekturen har udviklet i sig en del igennem tiden. Mayaernes mest imponerende bygningsværker skal findes i den klassiske periode, men typisk er der tale om udvidelser og tilbygninger til tidligere templer. Mange af templerne og pyramiderne er bygget udenpå tidligere templer - lidt at sammenligne med de russiske trædukker, hvor der hele tiden er en ny lidt mindre indeni.

De store templer, pyramider, observatorier og paladser har alle været malede, da mayaerne ikke brød sig om at se på de rå sten. De benyttede især 6 kardinalfarver, hvoraf 4 af dem befinder sig i jordens plan. Hvid for livet, sort for døden, rød for blodet og gul for huden. Himlen symboliseres af den blå farve og underverdenen af grøn. Farverne blev udvundet fra planter, insekter eller dyr.

Der er også noget der tyder på, at de fleste metropoler har haft et fortov, så man ikke skulle gå på den snavsede jord. Flere steder i komplekserne er der tænkt på, hvordan lyset falder på jævndøgn, samt den længste og korteste dag. Mayaernes bygninger havde ingen rigtige buer øverst i deres døre, men mange af dem havde skrånende vægge afsluttet med en flad kant øverst. Mayaerne havde som inkaerne eller egypterne heller ikke held til at opfinde hjulet, så det har været et slidsomt arbejde at bygge de store komplekser.

Pyramiderne har typisk haft en flad platform øverst til at foretage diverse ceremonier eller observere stjernerne. Templerne derimod, hvor det største kan findes i Tikal (Tempel IV), har været pyntet og udsmykket til op over begge ører. Nogle gange med karakteristiske firkantede huller, hvor vindguden Eek kunne blæse igennem. Templerne blev brugt til beboelse af kongen og hans daglige opgaver er for det meste også blevet varetaget herfra. Nogle af templerne har haft bål brændende på toppen og eksempelvis menes ruinerne i Tulum også at have fungeret som fyrtårn i gammel tid.

Disse store metropoler har nogle gange været beboet af mere end 100.000 mennesker og for at kunne råbe dem alle sammen op er de fleste af bygningerne rundt om de store pladser placeret så præcist, at der er et meget tydeligt ekko, hvilket man kan teste ved at råbe højt eller klappe med hænderne. Den alm. beboelse udenfor komplekserne har været betydelig mere tarvelig og bestået af et bambushus med palmeflettet tag. Til almindelig eftertanke har mange fattige guatemaltekere ude i højlandet stadig huse, der ikke er meget bedre end dengang.

Mange betragter mayaernes kunst og arkitektur fra deres klassiske epoke (200 til 900 e.kr.) som værende den mest avancerede og smukkeste i den nye verden. Udskæringerne og stukreliefferne i Palenque og skulpturer i Copan er særligt smukke, og viser en yndefuldhed og nøjagtighed i betragtningen af den menneskelige form, der mindede de tidlige arkæologer om de klassiske civilisationer i den gamle verden, og derfor fik epoken dette navn. Der er kun bevaret få antydninger af de klassiske mayaers veludviklede malerkunst, det er overvejende begravelseslertøj og anden mayakeramik som har overlevet. En bygning i Bonampak indeholder tidlige murmalerier, der er bevaret ved et heldigt tilfælde. Med dechifreringen af mayaernes alfabet, har man opdaget af mayaerne var en af de få civilisationer, hvor kunstnerne signerede deres værker.

Mayaerne byggede de berømte byer Tikal, Palenque, Copán og Kalakmul, foruden Dos Pilas, Uaxactun, Altun Ha og mange andre i området. De etablerede et landbrugsintensivt og bycentreret rige bestående af mange uafhængige bystater. De mest bemærkelsesværdige monumenter, er de pyramider, som blev bygget i de religiøse centre og herskernes tilhørende paladser. Andre vigtige arkæologiske levninger er blandt andre udskårne stenplader kaldet stelae (mayaerne kaldte dem tetun eller "træ-sten"), som afbilleder herskere og indeholder hieroglyftekster som beskriver disses slægt, krigstriumfer og andre gerninger.

Bevisernes for deres storhed er spredt med generøs hånd ud over det sydlige Mexico, Guatemala, Honduras og i Belize. Hver dag har arkæologerne held til at grave flere og flere templer, pyramider, stjerneobservatorier og administrative ud af den tilvoksede jord. Mange af bygningsværkerne er gemt under så meget jord, buske og store træer, at der skal god fantasi til at fantasere guddommelige pyramider ud ukrudtet. Men den er god nok og mange områder er blevet ryddet, udgravet og delvist genopbygget. De bedste i Mexico er Chitzen Itza, Palenque, Yaxchilán, Bonompak, Tulum, Uxmal og Coba. Hundras har Copán og i Belize er det især Caracol, som vækker interesse. Caracol menes at have været endnu større end Tikal i Guatemal, der i dag betragtes som det mest betydningsfulde af dem alle.

Kukulcán (El Castillo)

Coba

Copan

Kalakmul

Tikal

Uxmal

Altar de Sacrificos

Altun Ha

Becan

Bonampak

Caracol

Dzibilchaltun

Etzna

Palenque

Yaxchilan


Mayaruiner


Kilder & tak

NetSpirit ønsker at takke Joachim Nørgaard Jensen for lov til at bruge uddrag af en tekst til brug for nærværende afsnit om mayaerne. Joachim er en rejselysten mand og har en fremragende site, hvor han fortæller om sine oplevelser. Tag et kig forbi Joachims site - hermed hjertelig anbefalet af NetSpirit.

Vil du vide mere

Dette afsnit om mayaerne indgår i NetSpirit's sektion om forsvundne civilisationer. Du kan i denne sektion læse om Inkaerne, Atzkerne, Olmekerne, Toltekernede amerikansk indianersamfund etc. Du finder her, forsiden af sektionen "De forsvunde civilisationer". En anden relevant henvisning kunne være til NetSpirit's sektion om verdens underværker. Her beskrives mange af de pyramider, templer etc. som du støder på igennem læsning om de forsvundne civilisationer. Du finder her, forsiden om "Verdens underværker".