Skip to navigation | Skip to content

 

Græsk mytologi

Du er her: NetSpirit - Emner - M - Mytologier - Græsk mytologi - Steder og templer

Græsk mytologi

Livsopfattelse og historie

Iliaden

Odysseen

Græske guder

Myter og sagn

Steder og templer

Stikordsregister: Græsk mytologi

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3819
Online profiler 0
Online gæster 314
Åbne spørgsmål 576
Besvarede spørgsmål 2885

Almanak

Tue, 25. April 2017

Solen i dag

Solopgang:05:41
Solnedgang:20:33

Månen lige nu

Full Moon

Steder og templer

I det følgende er beskrevet nogle af de steder og templer, der nævnes i teksterne. Da næsten alle guderne blev tilbedt lokalt, er der i sagens natur opført en hel del templer i Grækenland. Hvis du søger en beskrivelse af et bestemt tempel, et begreb, en person, et sted og du ikke finder det her, er der stor sandsynlighed for at du finder det i stikordsregisteret.

Et særligt interssant sted, der omtales er Hades og dets "underetage" Tartaus. Man skulle ikke tro at et så dysteret sted var udflugtsmål, men for mange af de græske guder var det helt naturligt at komme og gå i Hades efter forgodtbefindende. De var i deres egenskab af guder jo uddødelige og havde derfor ikke noget at frygte i Hades.

Athen

Grækenland havde ingen hovedstad; landet var i det hele taget ikke et samlet hele, men derimod oversået med et utal af små bystater, der hver især havde deres egen regering. Athen var en af disse mange bystater, men byen var også meget stor, og spillede en rolle som stormagt i Grækenland; ofte havde Athen derfor kontrol med andre bystater. På den måde var Athen altså også en 'hovedstad' i det antikke Grækenland; men Athen lå altid i konkurrence med to andre store bystater om at være den største: Sparta og Theben.

Enhver borger i Athen tilhørte en deme (mindste lokale enhed). Demerne blev organiseret efter et system, som sikrede nogenlunde jævn fordeling af de tre grupper bønder, byfolk og kystboere i ti store valgkredse. Et råd på 500 mænd, sammensat efter et princip som sikrede et repræsentativt tværsnit fra hver kreds, blev krumtappen i det politiske system. Rådet forberedte sager for folkeforsamlingen og fungerede i princippet hele tiden, men forsamlingen mødtes ca. 40 gange om året.

For at rådet ikke skulle blive en selvstændig magtfaktor, kunne ingen borger sidde i det mere end to perioder (á et år), og formandsposten gik på omgang. Desuden blev medlemskab afgjort ved lodtrækning. Lodtrækning (og ikke valg) var i det hel taget et grundlæggende princip i Athen ligesom direkte deltagelse (og ikke repræsentation) var det. På den måde værnede folket sig mod pres og formynderi. I folkeforsamlingen kunne enhver borger møde og tale. Ved afstemninger talte hver stemme lige meget.

Demokratiet førte til, at de politiske privilegier blev nedbrudt gennem hele første halvdel af det 5. århundrede. Snart kunne borgere fra alle fire formueklasser besætte alle embeder, samtidig med at embederne blev besat ved lodtrækning. Upopulære politikere kunne fjernes for ti år, hvis et vist antal borgere krævede det ved afstemning.

Det demokratiske Athen bestod sin prøve, da byen afværgede de persiske angreb mod Grækenland i 490 og 480. Byen blev et magtcentrum og et kulturelt centrum for hele den græske verden. Det er i Athen, vi kan følge overgangen fra arkaisk til klassisk stil i kunsten omkring år 500. Her kom Herodot for at skrive sit værk om Perserkrigene. Her kom sofisterne for at sætte spørgsmålstegn ved hævdvundne værdier. Byen fostrede Sokrates og historikeren Thukydid, dramatikeren Aischylos, Sofokles og Euripides, og komediedigteren Aristofanes, som giver levende billeder af dagligliv og politik. Fidias ledede udsmykningen af Akropolis hvor templer som Parthenon og Erechtheion blev bygget. Byens religiøse fester blev stadig flottere og tiltrak sig folk fra hele Grækenland.

Men Athens demokrati omfattede kun nogle få af dets indbyggere. Hvad borgerne angår, er det usikkert hvor mange af dem der regelmæssigt mødte frem i folkesamlingen, og hvordan den normalt var sammensat. Formodentlig var bønder som boede en halv dags rejse væk dårlig repræsenteret. Kvinder var ikke borgere. Deres plads var i hjemmet. I dette mandssamfund florerede både mand-til-mand kærlighed og prostitution.

Slavebefolkningen var måske over 100.000. Til trods for fælles retslig status var deres sociale status og økonomiske stilling meget forskellig. Mange familier havde husslaver til aflastning i det daglige liv. En del bønder havde slavehjælp i landbruget, skønt det ikke ved det udprægede sæsonarbejde var ubetinget lønsomt at føde på en slave hele året. Mange brugte slaver i håndværksvirksomheder, hvor de ofte arbejdede side om side med ejerfamilien og med lejet arbejdshjælp. Slavedrift i stor stil fandtes kun i de attiske sølvminer. Endelig fandtes der en del slaver i administrationen. Også det athenske ordenspoliti bestod af slaver.

Athens velstand byggede på store sølvforekomster og på mange afgifter og usynlige indtægter, som kom byen til gode, efter at den blev det handelspolitiske centrum for grækerne rundt om Ægæerhavet og endog længere væk fra. Efter sejren over perserne, opbyggede athenerne et søforbund, som snart blev et athensk imperium og tilførte staten store summer. Athens stadig stigende magtmonopol førte til konfrontation med Sparta i den peloponnesiske krig (431-404). Krigen endte med totalt nederlag for Athen.

Ligesom alle andre bystater havde Athen som sit administrative og sociale centrum et torv, agora. Torvet er stort set helt udgravet og kan besøges. Syd for agora lå tre høje: Akropolis, der var Athens borg, og hvor man finder de fornemste helligdomme, især den til Athene (Parthenon), men der er andre vigtige hellige bygninger på højen også: Erechtheion, Nike-templet og templet til Artemis fra Brauron. Der var også en smuk indgangsbygning, Propylæerne. Bortset fra Artemis-templet er disse bygninger blevet rekonstrueret, så man nu kan få et godt indtryk af dem. Navnlig Parthenon-templet er meget smukt.

Areiopagos-højen er en lille nøgen klippe, der ligger lidt vest for Akropolis. I den ældste tid synes den at have spillet en stor rolle i Athen som sæde for byens råd. Men efterhånden tabte dette Areiopagos-råd betydning i forhold til de forskellige organer i det attiske demokrati. Der er ikke meget at se i vore dage oppepå højen. Og endelig Pnyx-højen, der ligger endnu længere mod vest; højen var hjemsted for det attiske demokratis højeste organ, folkeforsamlingen.

Byens vestlige port, 'Dobbeltporten', Dipylon, førte ud til begravelses-området 'Kerameikos' (hvorfra ordet 'keramik' kommer: det var her, Athens keramikere holdt til). Athen ligger et godt stykke fra vandet, men har en havneby, Piræus, som i oldtiden var forbundet med Athen ved to 'lange mure'. Det var disse lange mure og den gode havn, der sikrede, at Athen kunne være Grækenlands førende maritime magt i så lang tid.

Sparta

Athens vigtigste rival. I Sparta var det statens anliggende at uddanne borgerne. Børn startede med at blive uddannet allerede i syvårsalderen i en slags kostskole. Der blev undervist i: kamptræning, gymnastik og de spartanske dyder: tapperhed, udholdenhed, ordknaphed, lydighed og ufølsomhed overfor smerter. Når de unge mænd var færdige på kostskolerne gik de direkte i hæren. Her levede de, spiste deres mad på kasernerne sammen med andre soldater. De kunne dog gifte sig, men deres liv var viet til hæren.

Den hårde fysiske træning gav Sparta en næsten uovervindelig hær. I en lang tid havde de end ikke en bymur: "Vores soldater er vores bymur" sagde de. Nu kunne man tro at deres elitehær ville gøre Sparta til en stormagt, men det var langt fra tilfældet da Sparta måske kun rummede 10.000 borgere. Derfor kunne hæren ikke rykke ud på de store udenlandstogter i frygt for opstandelse derhjemme.

Både juridisk og på anden måde havde kvinderne også en vis ligestilling i Sparta. Fysisk opdragelse skulle gøre dem robuste og sikre stærke børn. Svage børn og specielt piger blev sat ud. Den store mængde af ikke-doriske indbyggere - måske 15 gange så mange som spartanerne selv - blev kaldt «heloter». De var ikke slaver i streng forstand, men en underkuet befolkning som langt hen ad vejen var socialt uændret. De var derfor - i modsætning til andre græske slaver - en konstant trussel mod deres herrer og gjorde ind imellem oprør. Heloterne dyrkede jorden for spartanerne, som kunne ofre sig helt for krigsføring og statsstyre. Sparta var en totalitær stat. Intet skulle stå mellem borgeren og staten. Opdragelse var et offentligt anliggende. Hele deres voksne liv måtte spartanerne bo i kaserner.

Det var i lyset af manddomsidealer og krigskammeratskaber, at mand-til-mand kærligheden var så rodfæstet, og siden blev offentligt godkendt i Sparta. Også i det øvrige Grækenland var mand-til-mand kærligheden udbredt, selvom samfundet kunne have en ambivalent (modstridende) holdning til det. Den seksuelle side rykkede delvist i baggrunden for den pædagogiske: den voksne elskers eros (kærlighed) ytrer sig som et ønske om at forme og (ud)danne den unge mand, som hos Sokrates i Platons værk; Symposium. Med sin glimrende hær udgjorde Sparta et politisk magtcentrum, som efterhånden kom i modsætningsforhold til Athen, som var et samfund i stadig forandring og ekspansion.

Troja

Navnet på en by, der lå ved Hellesponten. Dardanos fra Italien kom og grundlagde en by for foden af Idabjerget, som han kaldte Dardania. Dardanos sønnesøn, Tros, udstrakte området til sletterne, disse folk fik navnet trojanerne. Den yngste søn, Ilos, blev hersker, og derfra kommer Trojas andet navn. Ilos' søn Laomedon blev hersker efter sin fars død. Guderne Apollon og Poseidon opførte de stærkeste mure omkring byen, men fik ingen løn.

Poseidon sendte et havuhyre ind til landet for at gøre det af med landet. Da Herakles kom forbi, (han var på Argonautertoget), gjorde han det af med uhyret. Da Laomedon nægtede at betale, kom Herakles tilbage for at få hævn, (det var efter, han var færdig med de tolv arbejder), gjorde det af med kongen og indsatte hans søn Priamos. Priamos fik sønnen Paris, som han som lille satte ud, da det blev spået, at Paris ville være skyld i, at Troja gik ned i flammer.

Denne spådom gik i opfyldelse idet Paris, var skyld i starten på den trojanske krig (1204-1194 f.Kr.). Krigen skal efter sigende være begyndt, da Helene, Menelaus' hustru, blev lokket til Troja af Paris. Dette medførte at en græsk hær, kendt som Achaeanere, lagde byen Troja under belejring. Ifølge græsk mytologi blev grækerne kommanderet af kong Agamemnon af Mykene, broder til kongen af Sparta, Menelaus.

I ni år var grækerne ude af stand til at gennemtrænge byens solide mure. I det tiende år blev Hector, en anden af kong Priams sønner, dræbt i en individuel kamp mod den temperamentsfulde græske helt Achilleus. Achilleus blev til gengæld dræbt af Paris. Derpå forsøgte grækerne at vinde slaget ved list. De byggede en enorm træhest, i hvilken et hundrede krigere skjulte sig. Resten af den græske hær lod som om den træk sig tilbage til øen Bozcaada (Tenedos). Trojanerne bragte troskyldigt træhesten inden for deres mure. Samme nat kravlede grækerne ud fra deres gemmested og åbnede byens porte for hovedstyrken, som var vendt tilbage i ly af mørket. Troja blev underlagt og Helene sendt tilbage sin hendes mand.

Historien om den Trojanske Krig er fortalt i Iliaden og Odyssén. Der syntes at være betydelige historiske beviser på at en sådan krig fandt sted, selvom store dele af legenden aldrig er blevet bekræftet af de lærde.


Oraklet i Delfi

Ordet oraklet betyder svaret, og stedet det gives. Et eksempel var Apollons Orakel i Delfi, hvor mange grækere tog hen for at spørge Apollons præster om råd. Oraklerne synes overvejende at være blevet søgt af almindelige mennesker, med personlige spørgsmål. Den fremherskende måde at stille et spørgsmål til et orakel var at presse sit spørgsmål ind i en tynd bly-plade, der blev foldet sammen og puttet i en krukke sammen med mange andre blyplader med spørgsmål.

Når pladen så igen blev trukket ud, trak man samtidig, fra en anden krukke, en perle eller bønne, hvis farve angav gudens svar: ja eller nej. Spørgsmålene måtte derfor være formuleret, så der kunne svares ja eller nej til dem. Illustrationen her til højre viser et eksempel på en blyplade med et spørgsmål. Undertiden kom Delfi under politisk kontrol af ens fjender, og det kunne så ske, at en bystat - f. eks. Athen - søgte sine råd i oraklet i Dodona i stedet for. Dette orakel var i øvrigt det ældste orakel i Grækenland.

Parthenon templet

Parthenon templet i Athen blev opført i årene 447-438 f.kr. under ledelse af arkitekterne Iktinos og Kallikrates. Skulpturarbejdet og det øvrige udsmykning under Feidias frem til 432 f.kr. Parthenon er det mest fuldkomne eksempel på den doriske stil (den tidlige af de klassiske græske bygningsstilarter). Den tids dygtigste håndværkere, ingeniører og kunstnere har i et enestående samarbejde skabt denne pragtbygning, som igennem århundrederne har stået som et storslået minde om det klassiske Grækenlands ånd og kunne.

Templet har oplevet en del i tiden løb, i den byzantinske tid blev Parthenon bygget om til en kirke, Guds Visdoms Kirke, senere blev den helliget Jomfru Maria. De kristne forvoldte store skader på metoperne og på skulpturerne samtidigt brød de midterstykket af templets østgavl ned. De hedenske guder skulle væk og i religionens navn gik de nye herskere i gang med hammer og mejsel. Under frankerne var Parthenon romerskkatolsk kirke, den blev skabt om af tyrkerne i 1460 til en moské. I 1687 belejrede venezianerne byen Athen og indrettede et krudtmagasin midt i Parthenon, den 26. september kl. 19:00 gav den svenske officer Königsmarck ordre til der skulle skydes. Den skæbnesvangre granat faldt midt i bygningens indre og den efterfølgende eksplosion forvandlede det antikke pragttempel til en bedrøvelig ruin.

Udvendig var der 92 metoper, som man antager, er blevet til imellem 447 - 439 f.kr.. Alle motiverne er velkendte fra den græske mytologi; på nordsiden er der skildret den Trojanske krig. På østsiden overværede man Athenes fødsel, hun var lige sprunget ud af panden på sin far, Zeus, fuldt udrustet med sin hjelm og lanse. Ved siden af står smedeguden, Hefaistos, som lige havde befriet Zeus for den voldsomme hovedpine, ved at slå ham i panden med en økse, som han stadig holdt i sin venstre hånd. Sejrsguden, Nike, svæver i luften og holder en krans til Athene.

På venstresiden ser man dysten mellem Athene og Poseidon, havet gud. De kæmpede om at blive om at blive Attikas skytsgud, denne ære skulle efter de andre guders bestemmelse gå den, der skænkede den mest værdifulde gave. Poseidon stødte sin trefork ind i en klippe og op sprang en saltkilde. Dette symboliserede hans herredømme over havet, som han tilbød athenerne. Athenes gave var et oliventræ og hun vandt.

De bedst bevarede af Parthenons metoper er dem på sydsiden, her ses lapithernes kamp mod kentaurerne. Kentaurerne var naboer til lapitherne, et folk der boede i det nordlige Grækenland. Kentaurerne var inviteret til bryllupsfest hos lapithernes konge, Peiritoos, men blev under festen så fulde at de forsøgt at bortføre bruden og alle de andre damer der også var til stede. Dette var årsagen til en voldsom kamp som kentaurerne tabte.

Asklepieia templet

Helligdomme viet til lægeguden Asklepios fandtes på forskellige steder i det antikke Grækenland. Her benyttedes Asklepios’ metoder til helbredelse af de syge. Asklepios var søn af Apollon, klogskabens og fornuftens gud, og Koronis, datter af en thessalisk konge. Endnu før Asklepios blev født var Koronis Apollon utro, hvorefter han dræbte hende. Apollon reddede dog barnet og betroede det til kentauren Kheiron.

Asklepios var Kheiron dygtigste elev. I Pelions og Thessaliens skove, hvor kentaurerne boede, kunne Asklepios finde mange undergørende urter, som han studerede; han opnåede med sin læremesters hjælp at blive en berømt læge, og folk dyrkede ham som lægekunstens gud, den der kunne helbrede både guder og mennesker. For at hædre Asklepios opførte man de såkaldte ”Asklepieia”, som i begyndelsen udelukkende var helligdomme viet til Asklepios, men som senere blev en slags lægecentre. I datidens Grækenland fandtes ca. 300 sådanne centre, hvoraf de vigtigste lå i Epidavros, Athen, Knidos og på Kos. De er alle bygget i naturskønne omgivelser og bestod af mange forskellige bygninger til at huse de syge og lægerne, der oprindeligt var præster, og hvis kundskab blev givet videre fra fader til søn.

Før den egentlige undersøgelse tog sin begyndelse, måtte den syge igennem en række procedurer for at tilpasse sig omgivelserne psykisk og fysisk. Udover rent medicinske behandlingsmetoder benyttede man sig af faste, mineralske bade, søvnterapi, offergaver og søvntydning, og indtil Hippokrates’ dage var alt dette gennemsyret af mysticisme og overtro. Med Hippokrates derimod lægges grunden til en videnskabeligt underbygget medicinsk lære.


Kos’ ”Asklepieion” var måske det bedste og mest kendte af datidens lægehelligdomme, og hertil strømmede lægekunstens udøvere og syge fra hele verden. Helligdommen ligger i et område med et sundt klima og en smuk udsigt ca. 100 m. over havets overflade. Stedet er grønt og frodigt, og den tilstødende skov var viet til Apollon og anset for hellig. ”Derfor” - siger den antikke historieskriver Pausanias - ”må intet menneske dø, og intet barn fødes i den hellige lund”. Asklepios’ helligdom ligger ca. 3 km. fra øens nuværende hovedstad. Når man den dag i dag kommer til Asklepios’ helligdom, kører man ad en asfalteret vej, der ca. 400 meter er kantet af cypresser.

Det imponerende bygningskompleks er opført i 3 niveauer eller afsatser. På den første afsats, hvortil der fører en trappe med 24 trin, ser vi resterne af en søjlegang på tre af de fire sider, og som formodentlig har ført ind til rum, hvor de syge opholdt sig. Her har også været rindende vand fra de mineralske kilder i området. På østsiden straks ved indgangen til området ser man resterne af en stor bygning fra romersk tid, der sandsynligvis har været bolig for en eller anden romersk statholder, og hvor der bl.a. er rester af badeindretninger. På sydsiden fører en trappe op til næste afsats. Ved siden af afsatsen er der en indskrift, der omtaler en berømt læge fra Kos, Xenofon. Til venstre fandtes nicher, hvor der sandsynligvis har stået statuer. På denne afsats har Praxiteles’ ornamentale statue af gudinden Afrodite stået, i et tempel til hendes ære.

Trappen op til 2. afsats består af 30 trin. Her på denne afsats ligger rester af helligdommens ældste bygning, nemlig Apollon eller Asklepios-offerpladsen fra 4. årh. f. Kr. Mod vest ser man resterne af et tempel med 2 oprejste søjler, viet til Asklepios, fra 3. årh. f. Kr., hvor også templets skatkammer lå, som indeholdt votivgaver af stor værdi skænket af de syge. På afsatsens østside, straks ovenfor trappen, ligger ruinerne af Apollon-templet med 8 restaurerede søjler, og lidt længere væk rester af en halvrund bygning, der formodentlig har været læge-præsternes mødesal, samt ruiner af beboelseshuse. Helt ude i kanten mod vest fandtes et lille tempel viet til Nero, den romerske kejser, der en kort periode æredes som gud, samt rester af en trappe, der førte til den hellige lund.

Trappen op til 3. afsats består af 60 trin. Deroppe fra er en storslået udsigt over det hellige område. På den 3. og sidste afsats fanges blikket straks af ruinerne af en bygning opført i nord - syd retning, og som oprindeligt var et stort tempel i dorisk stil på 34x 18 m. fra 2. årh. f. Kr. viet til Asklepios. Rundt om dette findes rester af en søjlegang fra hellenistisk tid, der dækkede de 3 sider samt værelser, hvor de syge opholdt sig og blev passet.

Dodona

I en dal godt tyve kilometer syd for Joannina i det nordvestlige Grækenland ligger de udgravede rester af en af de store old-græske helligdomme, Dodona. Det er et smukt sted. Mod vest ligger det knap to kilometer høje bjerg Tomaros; dalen selv er vandrig og frodig. Stedet lægger bestemt op til, at der skal være en helligdom her. Dodona spreder sig over et større område, hvor der foruden at være et tempel til ære for Zeus og et til ære for Zeus' hustru; Hera, også er et teater og en sportsplads mv.

Man har fejret religiøse fester heroppe, hvor der på et eller andet tidspunkt også er blevet indført både sportskonkurrencer og teaterkonkurrencer. Den ene ende af løbebanen og et meget velbevaret teater kan stadig ses i udgravningerne. Teateret er i alt væsentligt et typisk eksempel på et græsk teater; tilskuerpladserne ligger i lidt mere end en halvcirkel rundt om en flad plads, 'orchestra' ('dansepladsen'); og konstruktionen udnytter en naturlig høj for at få den fornødne højde. Bag orchestra har der stået en eller anden form for bygning; på begge sider deraf er der en indgang, eisodos. Normalt er en græsk orchestra helt cirkelrund - i dette tilfælde er den blevet forlænget og er nu nærmest oval; det skyldes, at teateret i romersk tid blev bygget om til arena og brugt til romerske gladiatorspil.

Øst for teateret ligger det egentlige, hellige område. Man dyrkede forskellige andre guder i Dodona, navnlig Zeus' lokale hustru, Dione, men det altafgørende var Zeus' orakel, der 'boede' i et ældgammelt egetræ i helligdommen. Zeus-templet, der sammenlignet med de store templer længere sydpå ikke er ret stort, var et prostylt, jonisk tempel, hvis forreste del strakte sig ind i en lille gård med søjler på tre sider; den fjerde side var reserveret til den hellige eg. Hele anlægget var bare ca. 20 gange 20 meter stort.

Teater

Resterne af Zeus templet

Hades og Tartaros

Hades var dels navnet på den græske mytologis underverdens hersker, og dels betegnelsen for det rige, han regerede over. Han administrerede sin magt ubarmhjertigt. Men han var hverken grusom eller ond, og han straffede ikke de døde. Dronning i underverdenen var Persefone. Hun var datter af Demeter, og hed oprindeligt Kore. Men Hades tabte sit hjerte til hende, og bortførte derfor Kore til sit kongerige, hvor han gjorde Demters datter til sin hustru.

Inden den døde kom til Hades skulle han forcerer flere floder: Kokytos - dødsklagens flod, Pyriflegethon - ildfloden, Akheron - jammerens flod og Styx - gruens og forfærdelsens flod. Styx var den største af disse strømme. Færgemand var en ældre gråskæget herre ved navn Charon. De mennesker, som kunne betale, og som havde fået et ordentlig begravelse sejlede Charon over Styx. Kunne den døde ikke honorere færgemandens krav til en overfart måtte han eller hun vende tilbage til sin grav. Derfra hjemsøgte den pågældende de levende.

Selve dødsrigets port blev bevogtet af Kerberos. Dette var en kæmpehund med tre hoveder. Når de dødes sjæle skulle ind, var den venlig, og logrede med halen. men ville de ud igen, forvandledes Kerberos til et bidsk uhyre. Tilværelsen i Hades var et skyggeliv. De døde drak vand af glemslens flod - Lethe. Som følge af det mistede de deres bevidsthed og flakkede sanseløst omkring på underverdenens enge.

Under Hades fandtes Tartaros. Dette var et departement for de for de særligt forhærdede forbrydere, hvilket ville sige dem der havde syndet imod guderne og deres verdensorden. Nu skulle man jo formode at Hades ikke ligefrem var et udflugtsmål, men i forskellige sagn og myter hører vi om hvorledes forskellige guder mv. tager på besøg i Underverden.

Mest berømt af disse er nok Odysseus, der kom til Hades for at møde sandsigersken Tiresias og hører ham om hvad udfaldet på hans rejser ville blive. Det var heksen Circe (Kirke), som havde opfordret Odysseus til denne færd og ligeledes hende, der havde givet Odysseus instruktion om hvordan han kom til Hades. Hun hjælper også Odysseus på vej ved at sende vind, der fører Odysseus og dennes mandskab til Oceanus.

Oceanus var en af titanerne og er guden over den baglæns-strømmende flod, der markere jordens grænse og fra hvilken alle floder, have, kilder udgår. For at komme til Hades skal man krydse denne flod. Circe har fortalt Odysseus at han skal gå til en klippe, der er placeret hvor floderne Pyriphlegethon (eller Phlegethon) og Cocytus flyder ind i floden Acheron. Ved nedgangsstedet til underverdenen ofrer Odysseus til de afdøde. Han graver en brønd og i denne hælder han honning, mælk, vin og endelig vand. Endvidere ofre han en ged og et lam, hvorpå de afdødes genfærd begynder at nærmer sig brønden. Først Elpenor, så sandsigersken Teiresias, som forkynder hvordan den videre færd vil gå, dernæst hans moder. Fremdeles Agamemnon, Achilleus, Patroklos, Antilochos og Aias m.fl.

En anden berømt gæst i Hades var Aeneas. Han blev af guiden Sibil, ledt til Hades, gennem en tunnel, der startede i Cumae (Italien). Efter at have passeret indgangen til Hades, hvor Grådigheden, Alderdommen, Frygten, Sulten, Død, Sygdommen, Angeren og andre skabninger holder til, kom han til det store elmetræ, hvor mareridt udstrømmede fra. - velkommen til Hades! - Han fulgte derefter vejen til floden Acheron, hvor han på bredden så sjælene af dem, som færgemanden Charon nægtede at sejle over til den anden side.

Charon accepterede at sejle Aeneaus over til den anden side, da han så den gyldne bue, som Aeneaus medbragte. På den anden side er den første han møder den frygtelige Kerberos (Cerberus), kæmpehunden med tre hoveder. Aeneaus' guide i Underverdenen; Sibil bedøvede hunden med kage, der indeholdt bedøvende midler. I bjergene bagved Cerberus' hule så Aeneas dem, der var døde i barndommen, dem, der var blevet henrettet på falsk anklage og dem som havde begået selvmord. Lige før skillevejen, hvor man enten kan drage mod Tartarus eller mod Elysium, så Aeneaus dem som havde været krigshelte.

Aeneaus valgte vejen til Elysium og kom derefter til guden Hades palads. Han forviste sit adgangstegn, den gyldne bue, hvorefter han fik lov at fortsætte til Elysium, hvor han mødte sin fader; Anchises den første, så sjæle, der endnu ikke var født og så andre sjæle drikke fra floden Lethe (Oblivion), før de blev genfødt.



Vil du vide mere

Hvis du har lyst til at vide mere om græsk mytologi har NetSpirit i nærværende sektion om emnet i alt otte afsnit. De første to er om Iliaden og Odysseen. Du har mulighed for at læse hele den komplette udgave af såvel Odysseen som Iliaden; slaget om Troja, i NetSpirit's E-bibliotek.

Dernæst følger afsnit om de græske guder. Det er lidt af en broget og mangfoldig gruppe, så vi har valgt at beskrive de vigtigste i afsnittet, og så ellers komme resten om i Stikordsregisteret.

Den græske mytologi er spækket med spændende historier, myter og sagn, og de bedste af disse har vi samlet i afsnittet; Myter & sagn. Det er her du bl.a. finder historien om Ødipus, oprindelsen på begrebet Pandoras æske, historier om Minotauros, som er halvt tyr, halvt menneske og meget andet.

Der er også nærværende afsnit om de vigtigste steder og templer, der nævnes i teksterne. Da næsten alle guderne blev tilbedt lokalt, er der i sagens natur opført en hel del templer i Grækenland. Hvis du søger en beskrivelse af et bestemt tempel, et begreb, en person, et sted og du ikke finder det her, er der stor sandsynlighed for at du finder det i Stikordsregisteret.

Endelig er der afsnit om landet Grækeland. Her beskrives hvordan samfundet var opbygget og hvordan grækerne selv opfattede deres mytologi.

Forsiden af sektionen om græsk mytologi kan du komme tilbage til ved at trykke her.


Stil spørgsmål om græsk mytologi

Det er gratis og nemt - Stil et spørgsmål