Skip to navigation | Skip to content

 

Græsk mytologi

Du er her: NetSpirit - Emner - M - Mytologier - Græsk mytologi - Græsk livsopfattelse og landets historiske udvikling

Græsk mytologi

Livsopfattelse og historie

Iliaden

Odysseen

Græske guder

Myter og sagn

Steder og templer

Stikordsregister: Græsk mytologi

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3869
Online profiler 0
Online gæster 332
Åbne spørgsmål 588
Besvarede spørgsmål 2922

Almanak

Wed, 18. October 2017

Solen i dag

Solopgang:07:46
Solnedgang:18:02

Månen lige nu

Full Moon

Græsk livsopfattelse

Fra de ældste historikere (f.eks. Herodot 480 – 425, Thykydid 460 – 400), Diogenes Laertiuis) kender vi beretninger om de syv vise mænd. Kilderne angiver ganske vist forskellige navne for de syv, men almindeligvis er det: Thales, Solon, Periander, Kleobulos, Cheilon, Bias, Pittakos. Disse vise mænd var deres bysamfunds lovgivere og politiske rådgivere. De levede i det syvende og sjette århundrede før Kristus, hvor vi ser denne begyndende bestræbelse på at grundlægge et mere stabilt retsligt statsliv.

Mest kendt er Solon, som var lovgiver i Athen. Han skal have sagt: ”Pris ikke en mand lykkelig før han er død”. Lykken er for grækeren livets mål, men det er en lykke der indebærer held i forehavender, rigdom, ”gods og guld”. Det græske ord for lykke er eudaimonia og det er ikke en ”privat” lykke, men en fuldt offentlig lykke med respekt og anerkendelse som væsentlige ingredienser. Denne opfattelse af det vellykkede liv forudsætter således dyder som: styrke, tapperhed, snarrådighed. Helst skal man så også være født i en rig familie, være af hankøn, finde en dydig og fertil hustru og undgå vanære af slægten fra andre i familien.

For at opnå eudaimonia må man holde sig inden for sit afstukne mål (græsk: moria). Skæbnegudinderne har afstukket en grænse for, hvor langt et menneske kan gå i sin stræben efter lykke. Går man over denne grænse begår man hybris, hvilket vil sige at man er blevet overmodig og har udfordret guderne. Hybris straffes af skæbnegudinderne erynierne. Den overmodige indhentes af skæbnen, på græsk kaldes nemesis. Det er altså ikke de øvrige samfundsmedlemmer, der begrænser den enkeltes udfoldelsesmuligheder, men guderne.

Denne opfattelse finder vi også i Homers Iliaden og Odysseen. Fra Odysseen kan vi tilføje endnu en karakteristik af græsk livsopfattelse: Odysseus ankommer til underverdenen Hades, hvor han møder den græske konge Achilleus, der siger: ”Hellere være træl på jorden end være konge i Hades”. Grækerne så på ingen måde frem til døden, selv om de var overbeviste om et evigt liv i Hades. Livet i Hades var en skyggetilværelse uden de ærefulde bedrifter og den eudaimonia, som livet på jorden kunne bringe. Homer lever omkring år 800 f. K. og hans Iliade antages at have foregået o. 1200 f. K.

Enhver græker havde lov til at have sin egen gud, dog skulle han samtidig dyrke staten og byens guder, når bare han gjorde dette kunne han egentlig tro hvad han ville. P.g.a. den "fri tro" var det ukendt, selvfølgelig undtagelsesvist, at der var religiøs forfølgelse. På sammen måde var kirkekamp og sægter ukendt også p.g.a. den "fri tro" , stat og kirke var det samme, og alle viste loyalitet over for staten ved at respekterer statens guder, og på dette grundlag undgik man stridighederne.

Når man kigger på den græske religion i helhed, har kristendommen og begrebet synd, ikke haft nogen stor betydning. Den eneste synd var når man ikke kendte sin egen begrænsning over for sine guder, altså den grænse der var sat mellem det guddommelige og det menneskelige, det kaldte grækerne for: "Hybris" (: overmod, selvsikkerhed). Det vides at det græske folk vidste besked om guderne gennem lokale legender, hymner til guderne, indskrifter, anekdoter og gennem drømme.


Historien

Mykene er den mægtigste by og handelscentrum i perioden fra 1600 f. K. til 1200 f. K. Perioden kaldes simpelthen mykensk tid. Herfra kom Agamemnon, der som mykensk konge ledede felttoget til Troja.Omkring 1200 f. K. begynder en dorisk invasion nordfra, som fortrænger ionerne fra Attika og Euboa til Lilleasiens kyst med Athen som en af de få undtagelser. Fra denne tid til omkring 800 f. K. er der ingen skriftlige vidnesbyrd og heller ikke nævneværdige bygningsværker. Man kalder derfor disse århundreder for ”den mørke tid”.

Fra 800 til 500 f. K. finder vi gradvis fastere samfundsdannelser, blandt andet inspireret af de syv vise, og dette tidsrum kaldes arkaisk tid. Grækerne får militært succes takket være de mere effektive, veldisciplinerede fodfolksenheder, der kunne holde deres formationer, de såkaldte hoplit falankser. De erstatter i stigende grad rytteri og stridsvogne. Den mere organiserede samfundsdannelse førte til en kraftig befolkningstilvækst som igen udmøntede sig i en række udvandringer; i første omgang til Syditalien, efterhånden helt til Spanien, Sydfrankrig og Sortehavskysten. Således opstår en græsk verden, Hellas, bestående af bystater, polis.

546 f. K. erobrer perserkongen Kyros (den Store) Milet på Lilleasiens østkyst og det følgende år hele Ionien. Det er et spørgsmål om tid før fremrykningen fortsætter til Peloponnes. De berømte perserkrige tæller fire store slag, Maraton 490, Thermopylæ og Salamis 480 og Plataiai 479. Herodot har skildret disse krige. Grækerne (athenerne) vinder en mirakuløs sejr ved Maraton over en talmæssigt klart overlegen fjende. 10 år senere kæmper en spartansk hær heroisk og med mange faldne persere til sidste mand ved Thermopylæ, men kan ikke forhindre perserne i at trænge ind over landet. Athenerne må evakuere Athen og ved Salamis vinder de et søslag, hvor deres selvstændige eksistens står på spil.

Spartanerne besejrer endelig perserne på land det følgende år ved Plataiai. Det heldige udfald af disse krige gav en begejstring og kulturel opblomstring i Hellas med Athen som den førende magt. Ydre kræfter kunne altså ikke knække Hellas, men den indre splid var stærkere.

Den peloponnesiske krig

Evindelige intriger og magtkampe mellem Athen og Sparta førte til dannelsen af to forbund, et peloponnesisk under Spartas ledelse og et attisk med Athen i spidsen. Konflikten brød ud i lys lue i år 431, hvor en spartansk ledet hær drager hærgende gennem Attika. Athen, ledet af Perikles, vælger en defensiv taktik og trækker folkene fra landdistrikterne ind bag Athens mure. Athens styrke lå nemlig til vands, mens spartanerne var overlegne i landkrig.

Taktikken var glimrende: spartanerne belejrede nok Athen, men vovede ikke at angribe. De løb i stedet tør for proviant alt imens den atheniensiske flåde hærgede fjendens kyster. Athens værste fjende kom fra en helt anden og uventet kant: en grufuld pest rammer det følgende år Athen og op mod en tredjedel af befolkningen dør. Spartanerne undlader at angribe det svækkede Athen af frygt for pesten. Også Perikles dør af pesten.

Athen rejser sig imidlertid og under ledelse af Kleon bringer Athen sig så tæt på sejren at de afviser spartanernes fredstilbud. En fejl, skulle det vise sig, for i det afgørende slag ved Amfipolis lider athenerne et knusende nederlag og ved fredsslutningen år 421 er stillingen mellem de to forbund som før krigen.

Athen skulle endnu have det værste til gode. Et felttog til Sicilien under ledelse af Alkibiades i 415 blev begyndelsen til Athens fald. Efter den vældige flådes afsejling fortryder Athen dette ekspansionseventyr. Alkibiades beordres til at returnere flåden til Athen, men det var helt i modstrid med den ærgerrige Alkibiades’ ambitioner. Han nægter, hvorefter Athen konfiskerer hans ejendom og dømmer ham til døden. Dette får Alkibiades til at forråde sit land og søge forbund med spartanerne. Ved sit kendskab til Athens svagheder lykkes det at bringe Athen til fald: den sicilianske flåde tabes år 413 og det var et alvorligt grundskud.

I nødens stund bliver Alkibiades taget til nåde af athenerne og valgt til hærfører. Under hans ledelse går det hastigt tilbage for spartanerne, der må søge hjælp hos perserne. Athenernes omskiftelige sind viser sig endnu en gang da Alkibiades efter et mindre tilbageslag afsættes som hærfører. Dette sker år 406. Herefter går det stærkt tilbage for Athen med den ene katastrofe efter den anden og flåden tabes endeligt år 404, samme år som Athen kapitulerer og må godtage Spartas fredsbetingelser. Athen er ikke mere den førende magt i Hellas.

De 30 tyranner og Sokrates

Efter den ydmygende fredsslutning med Sparta er det stadig ikke slut med Athens prøvelser. Et tyranstyre med vilkårlige henrettelser og forfølgelser fulgte. Ejendomme blev konfiskeret. Sokrates er under tyranstyret nær ved at blive dræbt, idet han nægter at medvirke til myrderierne. Det var ledelsens politik at kompromittere så mange af borgerne som muligt ved at tvinge dem til at medvirke ved arrestationerne og henrettelserne. Sokrates reddede dog livet i denne omgang.

Sokrates er en enestående skikkelse i græsk åndsliv. Født ca. år 469 f. K. levede han næsten hele sit liv i Athen. Han gik rundt på gader og torve og talte med athenienserne, udfrittede dem om deres tanker og opfattelser. Selv hævdede han, at han intet vidste og med ikke så lidt ironi nødede han sine medborgere til at meddele ham deres visdom. I en sådan filosofisk samtale afslører Sokrates deres uvidenhed, typisk ved at påvise en selvmodsigelse i deres opfattelse. Den ”uvidende” Sokrates viser sig på denne måde mere vidende end alle andre.

Sokrates fik imidlertid også mange fjender. Når han afslørede folks indbildskhed, deres forfængelighed og andre svage sider, gjorde han det for deres egen skyld, men fik ikke altid tak med på vejen. Selv sammenligner Sokrates sig med en hestebremse, der holder borgerne vågne med sine stik. Mange betragtede også Sokrates som en underlig original; fattig og nøjsom gik han omkring og talte med alle mennesker og ungdommen flokkedes omkring ham.

År 399 f. K. anklages Sokrates for at vildlede ungdommen og for ikke at dyrke statens guder. To absolut grundlæse anklager, men stemningen var trykket på denne tid, hvor man søgte syndebukke for Athens store nedtur. Og Alkibiades, forræderen, havde været en nær ven af Sokrates. Efter et forsvar, hvor Sokrates hverken beder om nåde eller ydmyger – hvilket ellers var almindeligt – dømmes han til døden. En opfordring fra sine venner til flugt – som nemt kunne være arrangeret – afslås med den begrundelse, at han hele sit liv har fulgt loven. Nu, hvor han er blevet 70 år vil han ikke bryde sine principper.

Platon, sammen med Aristoteles den græske kulturperiodes største filosof, er til stede ved Sokrates’ henrettelse. Han er da 28 år og har fulgt Sokrates som hans elev i en årrække. Henrettelsen ryster ham dybt. Platon nedskrev hele sin filosofi som dialoger og lod Sokrates optræde som fast debattør. Sokrates skrev intet selv. Gennem Platon lærer vi Sokrates at kende, men Platon fører også filosofien videre. Hvor præcist grænsen går mellem det, som Sokrates mente, og det, som Platon bygger ovenpå, kan være vanskeligt at afgøre.

Sofisterne og Platons filosofi

Selv om Grækenland på Sokrates og Platons tid oplever sin blomstringsperiode, sker det samtidig med en stigende tvivl på guderne og sandheden. Mod 400-tallets slutning var mange grækere afvisende over for deres guders eksistens. Begreber som sandhed og retfærdighed blev også anfægtet. Har man brug for retfærdighed for at blive lykkelig? Nej, mente mange, der er langt vigtigere med veltalenhed eller retorik. Forstår man at belægge sine ord kan man overtale og overbevise andre ved de demokratiske forsamlinger. Man får med andre ord magt.

Derfor var de såkaldte sofister meget populære. Sofisterne var omrejsende ”vismænd”, der mod betaling tilbød undervisning i blandt andet retorik. Man kan se hele Platons filosofi som et energisk forsøg på at bekæmpe sofisternes relativisme. I dialogen ”Gorgias” – der var en berømt sofist – lader Platon Sokrates diskutere, hvorvidt det er vigtigt at kunne slippe for straf ved hjælp af veltalenhed. Den berømte udtalelse, at der er bedre at blive uskyldigt straffet end ved veltalenhed at slippe for en retfærdig straf, stammer herfra. At gøre det onde er nemlig defineret som at skade sig selv, og bliver man ikke straffet for det onde, man gør, får man ikke mulighed for at gøre skaden god igen. Skaden på ens sjæl bliver altså ikke gjort god igen, hvorfor det er langt værre at undgå sin straf end at blive uskyldigt straffet.

Karakteristisk for de græske guder er, at de ikke adskiller sig afgørende fra mennesket. De har masser af fejl, jalousi, skinsyge og hævngerrighed hører sammen med de bedre egenskaber som naturligvis også har. Den øverste gud er Zeus. Han styrtede sin fader, titanen Kronos, fra tronen, der igen styrtede sin fader Uranos. Uranos og Gaia er de to første titaner, Uranos betyder himmel og Gaia jord.

I Homers Iliade kæmper guder og mennesker både sammen og mod hinanden efter Afrodite, kærlighedsgudinden, har hjulpet prins Paris med at bortføre Menelaos’ kone Helena til Troja. Apollon og Zeus slutter op om trojanerne, mens grækerne får støtte fra Hera og Athene.

Hver græsk gud har sit særlige virkefelt og kraft. Når mennesket fyldes af gudens kraft kaldes det entusiasme. Dionysos er vinguden i en evig tøjlesløs rusfest, Hera er ægteskabets gudinde, Zeus står for lov og orden, Afrodite for sanselig kærlighed osv. Det er således ikke for grækerne et spørgsmål om, hvorvidt man tror på disse guder eller ej for guderne er den sjælelige bevægelse, man oplever. Og det er ikke meningsfuldt at spørge, hvorvidt man tror på det, man oplever. Kærlighed er f.eks. særdeles virkeligt og det må kærlighedsguden så også være.

I 380’erne opretter Platon en filosofisk skole, det såkaldte Akademi. Der er verdens første universitet. Her underviste man bl.a. i filosofi, astronomi og matematik. Lykeion, den anden filosofiske skole, blev oprettet af Aristoteles (384-322). Aristoteles er ved siden af Platon den græske kulturperiodes største filosof. Han var elev af Platon og opholdt sig i Akademiet i 20 år til Platons død. Han blev ikke valgt til leder af Akademiet efter Platon (selv om han var klart den bedste…) og forlod Athen. Efter Platons død rejste Aristoteles til Lilleasien og øen Lesbos, hvor han stiftede familie og gjorde biologiske studier. Fem år senere blev han af den makedonske kong Filip kaldt til hoffet for at undervise kongens søn. Her virkede han i 8 år indtil denne kongesøn, Alexander den store, var 21 år. Aristoteles vender da tilbage til Athen og grundlægger Lykeion.

Perserrigets fald

Efter Athens nederlag til Sparta var det nu i persernes interesse at bekæmpe Sparta. Den persiske storkonges politik gik ganske enkelt ud på hele tiden at støtte den svage part i Grækenland, så den stærke aldrig ville blive stærk nok til at angribe Perserriget. Sparta var således i gang med et angreb på perserriget da de i al hast må vende hjem. Perserne havde med deres guld lokket thebanerne til oprør mod spartanerne. Spartanerne knuste dog oprøret ved et voldsomt slag år 394 f. K.

Men også athenerne rugede på hævne over Sparta. Med persisk guld lykkedes det at opbygge en flåde og samtidig som spartanerne besejrede thebanerne blev deres flåde knust af athenerne med perserne i ryggen. Dermed kunne athenerne igen juble og de rejste igen Athens forsvarsværker, som de 13 år forinden var blevet tvunget til at bryde ned.

Glæden skulle dog blive kort. Spartanerne sluttede nemlig fred med perserriget og sammen dikterede de de øvrige græske bystater fredes betingelser. Forbund, som det mellem Athen Theben og Korinth, blev forbudt og opløst. Det skete år 387 f. K. I de følgende år udbygger Sparta sin magt, men lægger sig samtidig for had. Theben indtages 382, men befries igen 3 år senere ved et dristigt kup. I Theben gør hærføreren Epaminondas Theben til en stormagt med planer om at underlægge sig de øvrige græske bystater, dog i første omgang i forbund med Athen mod Sparta. Spartanernes hidtil så uovervindelige hær besejres af thebanerne ved Leuktra i 371, men karakteristisk nok for græsk mentalitet kølnes samtidig forholdet til Athen. De græske bystater var kun i forbund så længe de behøvede hinanden.

Sammenstødet mellem Theben, Sparta og Athen kom i 362 i slaget ved Mantineia. Epaminondas (Theben) vinder, men rammes sidst i slaget af et spyd og dør. Thebens forhåbninger om herredømmet i Grækenland dør med ham og Theben, Sparta og Athen er i de følgende år for svækkede til flere stormagtsdrømme. Efter Mantineia tiltager det politiske forfald. I Athen florerer forlystelsessyge og statsunderstøttelse med svækkelse af moralen til følge.

Den nye stormagt skulle vise sig at blive Makedonien. Kong Filip drømte om at underlægge sig de græske bystater og derefter omsider gå i krig mod perserne. Hidtil havde indre stridigheder mellem de græske bystater forhindret en fælles indsats mod perserne. Det lykkes Kong Filip af knække de græske bystater, men inden han kan begynde sit felttog mod perserne myrdes han ved en bryllupsfest. Sønnen Alexander var da kun 20 år, men det skulle vise sig, at han var ganske klar til at overtage magten. Først måtte Alexander sikre sig, at de græske bystater også ville anerkende ham som leder af forbundet. Da det syntes i orden vendte han sig mod det nordlige Illyrien.

I Theben opstod da det rygte at Alexander skulle være blevet dræbt. Theben gjorde oprør og angreb den makedonske garnison. Men Alexander var på ingen måde dræbt og hans hævn over Theben var frygtelig: byen blev udslettet fra landkortet. Kun digteren Pindars hus lod Alexander skåne. Byens overlevende befolkning blev solgt som slaver. Thebens udslettelser gjorde et voldsomt indtryk og Alexander havde nu ryggen fri til at virkeliggøre faderens drøm: angrebet på perserne. Det sker i 334.

Alexander rykker hurtigt frem og sejrer overalt. I byen Gordion ”løser” Alexander den berømte ”gordiske knude” ved et hug med sit sværd. Spådommen var, at den, der kunne løse den gordiske knude skulle herske over Asien. Og som Alexander ved den lejlighed skal have sagt: ”Måden man løser den på er ligegyldig”. Helt til Indien når Alexander i 327 f. K. Men kun 33 år gammel dør han uden for Babylon af en febersygdom. Hans verdensrige deles i tre store riger, der dog senere samles under romerriget. Hjemme i Athen jublede man over den forhadte makedoners endeligt. Aristoteles, der jo var makedoner, forlod Athen for, som han sagde, at athenerne ikke for anden gang skulle forgribe sig på filosofien. Aristoteles flygter til Euboia, hvor han dør året efter. Med Alexanders erobringer går vi ind i en ny tid, hellenismens tid. Bystatens rolle som selvstændig politisk enhed var slut. Ca. 200 år efter Alexander den Stores erobringer erobres Grækenland af romerne.

Tidstavle

Tidsperiode Benævnelse Vigtige begivenheder
År 1600- ca. 1200 f.K. Mykensk tid  hhhh
År 1200 – ca. 800 f. K Den mørke tid  Homers Iliaden og Odysseen foregår mod slutningen af
mykensk tid omkring år 1200 f. K. De er nedskrevet o. 800 f. K.
År   800 – ca. 500 f. K Arkaisk tid   

Solons reformer - 594 f. K.
Tyrannen Peisistratos - 561 f. K.
Perserne (Kong Kyros) erobrer Milet 546 f. K.

År 500 – 322 f. K. Klassisk tid  Slaget ved Maraton - 490 f. K.
Slaget ved Salamis - 480 f. K.
Slaget ved Platæa (Spartanerne) - 479 f. K. 
Sokrates - Født ca. 470 f. K.
Den peloponnesiske krig  430–404 f. K.
Platon - Født i Athen i 427 f. K.
De 30 tyranner i Athen - 404 f. K.
Sokrates henrettes 399 f. K.
Platon opretter Akademiet engang i 380’erne
Forbund mellem Sparta og perserne - 387 f. K.
Aristoteles - Født i Stageira (Makedonien) - 384 f. K.
Thebanerne besejrer Sparta ved Leuktra - 371 f. K.
Epaminondas (Theben) død ved Mantineia 362 f. K.
Platon dør 347 f. K.
Filosoffen Epikur. Født 341 f. K.
Filip af Makedonien samler Grækenland i et forbund - 338 f. K.
Aristoteles opretter Lykeion - 335 f. K.
Filip død, Alexander arver tronen - 336 f. K.
Alexander går over Hellespont - 334 f. K.
Alexander dør af feber ved Babylon - 323 f. K.
År 322 – 31 f. K. Hellenistisk tid Aristoteles dør 322 f. K.
Filosoffen Epikur dør 270 f. K.

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at henlede opmærksomheden på at dette afsnit er inspireret af en site som Steen Nielsen, lærer ved VUC Viborg har oprette til sine elever. Men som Steen selv skriver på siten så er andre da velkommne. Vi anbefaler af hjertet Steen´s side, især hvis du er interesseret i at vide mere om filosofi. Du finder Steen´s side her.

Vil du vide mere

Hvis du har lyst til at vide mere om græsk mytologi har NetSpirit i nærværende sektion om emnet i alt otte afsnit. De første to er om Iliaden og Odysseen. Du har mulighed for at læse hele den komplette udgave af såvel Odysseen som Iliaden i NetSpirit's E-bibliotek.

Dernæst følger afsnit om de græske guder. Det er lidt af en broget og mangfoldig gruppe, så vi har valgt at beskrive de vigtigste i afsnittet, og så ellers komme resten om i Stikordsregisteret.

Den græske mytologi er spækket med spændende historier, myter og sagn, og de bedste af disse har vi samlet i afsnittet; Myter & sagn. Det er her du bl.a. finder historien om Ødipus, oprindelsen på begrebet Pandoras æske, historier om Minotauros, som er halvt tyr, halvt menneske og meget andet.

Der er også et afsnit om de vigtigste steder og templer, der nævnes i teksterne. Da næsten alle guderne blev tilbedt lokalt, er der i sagens natur opført en hel del templer i Grækenland. Hvis du søger en beskrivelse af et bestemt tempel, et begreb, en person, et sted og du ikke finder det her, er der stor sandsynlighed for at du finder det i Stikordsregisteret.

Endelig er der nærværende afsnit om landet Grækeland. Her beskrives hvordan samfundet var opbygget og hvordan grækerne selv opfattede deres mytologi.

Forsiden af sektionen om græsk mytologi kan du komme tilbage til ved at trykke her.


Stil spørgsmål om græsk mytologi

Det er gratis og nemt - Stil et spørgsmål