Skip to navigation | Skip to content

 

Egyptisk mytologi

Du er her: NetSpirit - Emner - F - Faraoerne

Egyptisk Mytologi

Egyptens historie

Egypternes guder

Faraoerne

Pyramiderne

Hieroglyffer

Stikordsregister: Egyptisk Mytologi

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3861
Online profiler 0
Online gæster 315
Åbne spørgsmål 584
Besvarede spørgsmål 2919

Almanak

Sun, 24. September 2017

Solen i dag

Solopgang:07:00
Solnedgang:19:01

Månen lige nu

Full Moon

Faraonerne

Den egyptiske faraos religiøse side af embedet har rødder helt tilbage til før rigets samling, hvor landsbyhøvdingerne virkede som en slags shamaner, og man troede på, at det var det fælles slægtsskab til stamfaderen, der gav en leder sin særlige magt i samfundet. I det egyptiske rige ændrede faraos rolle sig ikke meget gennem dets historie. Faraos magt over riget i hans virke som gudernes synlige repræsentant på jorden var ikke til at tvivle på.

Da Akhenaton besteg sin trone, var det ham endda muligt, omend med stor modstand fra præster og embedsmænd, at omlægge til monoteisme og Aton-tro. Han byggede med sine hofarkitekter en helt ny hovedstad op fra grunden, og lavede i det hele taget radikale ændringer, som dog skulle vise sig ikke at holde meget længere end hans regeringstid, men som dog satte en markant milepæl i religionens verdenshistorie.

Den traditionelle egyptiske religion bestod af et utal af guder, som alt efter tid og sted varierede i status. Guderne kunne ved farao og præsternes hjælp med tiden blive mægtige statsguder eller næsten helt forsvinde. Nogle gange kunne det være til politisk eller personlig fordel for farao at ændre en del af gudernes storfamilie ved f.eks. at smelte to guder sammen til en enkelt, så man fik nogle magtfulde ypperstepræster på egen side. Eller man kunne som farao gøre sin egen gud til øverste gud og derved styrke dens placering i forhold til de andre guder.

Dette samspil, hvor farao i sin stilling som landet leder spillede den guddommelige rolle, betød en stor del i Egyptens politiske verden. At ens bedrifter som regent blev værdsat, sås efter faraos død, hvor man i templerne ved hans grav lang tid efter tilbedte ham som guddom. Disse gravmonumenter eller mausoleer så mægtige og ærefrygtindgydende, at mange mennesker stadig den dag i dag føler en vis fascination over denne gamle kulturs fantastiske oldtidslevn.

Tutankhamon

Ramses II

Nefertiti


Det feudale ægyptiske samfund

Uden Nilen havde Egyptens historie set markant anderledes ud. Når Nilen årligt oversvømmede sine bredder efterlod den næringsrigt slam. Dette skabte frugtbar jord i et ellers goldt landskab og gav overflod af fødevarer. Hvilket igen betød at nogle folk fik mulighed for at opgive landbruget og blive håndværkere, kunstnere etc. Man begyndte at samles i mindre samfund, da folk uden landbrug stadig var afhængige af føde for at leve og dermed også afhængige af andre mennesker.

Samfundene havde en leder, en høvding, som ikke havde diktatoriske magt, men derimod baserede sin indflydelse på kultisk status. Med andre ord var en høvding ikke mere "værd" end hans evner til at skabe kontakt til en fælles sagnomspunden stamfader eller guddom. Denne overbevisning fortsatte gennem hele det ægyptiske riges historie.

Disse bosættelser respekterede deres høvding, som var i berøring med de guddommelige, og derfor begyndte man at bygge mastabaer til ham. Med sig i graven fik høvdingen smukke kunstværker, smykker og andre symboler på storhed. De førnævnte håndværk stod for produktionen af mange af disse artefakter. Det var nødvendigt at oprette handelsruter for at få fat i de mere sjældne og eksotiske materialer som f.eks. den blå ædelstenart, lapis lazuli.

Det er teorien, at der, grundet forskellige faktorer, må have udviklet sig et konkurrencesystem om de bedste handelsruter samfundene imellem. Efterhånden som situationen udviklede sig mellem høvdingedømmerne, begyndte man at bekrige hinanden, hvilket resulterede i de militære stærke samfunds indslusning af de militært mindre stærke. Med tiden blev det mest avancerede område omkring Hierakonpolis ved ekspansion altdominerende, og slutteligt omfattede det hele det ægyptiske landområde.

Da, Egypten endelig blev forenet under én hersker havde landet efterhånden udviklet sig til en feudalistisk styreform. Man er ikke helt sikker på hvilken konge, der samlede Egypten. Formentlig var det Horus-Aha, den første farao i 1. Dynasti. Et dynasti var den periode, hvor en familie besad den ægyptiske trone. Betegnelsen "farao" betyder egentlig "det store hus" (Paladset) af det egyptiske "per ao", og blev først brugt af egypterne sent i Ny Rige. Denne titel vil dog blive brugt gennem hele teksten for at undgå forvirring.

I spidsen af magten sad den enevældige farao. Under sig var adelen samt faraos embedsmænd og præster, som stod for den egentlige praktiske administration og dermed styrede det store rige, naturligvis i faraos navn. Selve Ægypten var opdelt i to store administrative områder; Øvre og Nedre Egypten som igen var opdelt i 42 nomer svarende til len, som vi kender det fra feudalismen. Disse nomer var under ledelse af en lensherre eller mere passende, en nomark. Det var under nomarkens ansvar at administrere sit nom, og i visse tider virkede faraos styre så langt væk, at et len næsten blev en selvstændig administrativ enhed. Længere nede i samfundspyramiden var håndværkere og købmænd. Nogle af disse kunne læse og skrive. Næste etage i samfundets pyramide er den største, bønder og fiskere. Nederst og uden for det egentlige samfund fandt man slaver og forbrydere. I Egypten havde man ingen fængsler til kriminelle. Man brugte dem i stedet som slaver, straffede dem med døden eller mishandlede dem i offentlig skue.

Det egyptiske samfund var velorganiseret under farao. Størstedelen af rigets indtægter kom til farao (dvs. hans embedsmænd) gennem skatter og tribut. De naturalier, der var blevet indkrævet af bl.a. bønderne, blev redistribueret og brugt til opretholdelse af rigets velstand tillige med dets politiske struktur. udover at bruge sine indtægter til bygning af nye templer, paladser og gravmonumenter brugte farao f.eks. dele af skatterne som gaver til stormænd, nomarker og præster som tak for deres loyalitet og skabte derved politisk stabilitet og ro.

Nilen


Religionen

Den ægyptiske religion var baseret på en masse guder, som alle tilsammen udgjorde kosmos (f.eks. himmel, luft og jord). Selvom den ægyptiske skabelsesberetning ikke er entydig gennem hele Ægypten og dens historie, er der dog visse fællestræk. Disse guder havde alle en skaber, deres stamfader, som i begyndelsen var kommet op af intethedens sorte dyb. Dette urhav kaldtes for Nun, og kun dette mørke vand og Skaberens formløse ånd eksisterede, før Skaberen skabte de andre guder og det ægyptiske land af sig selv for til sidst at skabe mennesket.

Det er ikke muligt at lave en direkte oversigt over de ægyptiske guder, da variationerne er mangfoldige i løbet af rigets historie. Antallet af guder var desuden meget stort. Hvert mindre landsbysamfund havde flere lokalguder, som kun var almindelige der. At guder også kunne være vigtige det ene tidspunkt for at blive ubetydelige det andet eller måske endda udvikle sig, var noget, der bl.a. afhang af rigets politiske tilstand. Læs mere om den den ægyptiske gudeverden.

Farao - gudernes synlige repræsentant på jorden

Allerede inden det ægyptiske rige blev samlet, havde man i høvdingesamfundene troet på, at høvdingen var i kontakt og ligefrem udførte den guddommelige stamfaders ønske og påbud om at opretholde den af Skaberen skabte Ma'at, når han ledte samfundet. (Ma'at er det et egyptiske navn for den tilstand af orden, retfærd og sandhed, som blev skabt ved skaberen. Denne Ma'at er altid truet af Isket, som repræsenterede de diametrale modsætninger - kaos, uretfærd og usandhed). Ægypterne troede selv på, at de første faraoner i begyndelsen havde været guder som f.eks. Horus, og at farao var gudernes arving til tronen. Denne position udførte han ved nøje arrangerede ritualer i gudernes templer.

Den ægyptiske tro på historien som en gentagelse af begivenheder, en cyklus, betød, at farao udførte ritualer i templerne, der skulle forestille forskellige episoder i den historie, der allerede havde udspillet sig i gudesagn og -fortællinger. Man foretog voldsomme ofringer f.eks. af okser, for at vise, da guden Seth dræbte sin broder Osiris og spredte hans legemsdele ud over det ganske ægyptiske rige. Denne opfattelse dannede også grund for troen på, at uden kaos ingen orden og uden smerte ingen velbefindende.

Det vigtigste i den ægyptiske religion og faraos embede var de ritualer, der blev udført i templerne af farao selv eller dennes præster i faraos navn. At vægten lå på disse ritualer og ceremonier klassificerer religionen som kultisk. Kultreligionen kunne deles i to dele, hvoraf den første var gudekulten, der tog sig af dyrkelsen af de ægyptiske guder i deres templer. Den anden var dødekulten, som omhandlede ritualer ved balsamering af lig og andre ritualer med formål at give den døde muligheden for et videre liv hinsides det jordiske liv.

Ofte er det dødekulten, der har efterladt sig de tydeligste og mest opsigtsvækkende spor for eftertiden i form af mægtige bygningsværker såsom pyramiderne og velbevarede mumier af årtusinder gamle faraoner og stormænd. Dette har også betydet, at man længe ikke vidste om de lave i samfundet, som ingen levn lod tilbage.

Gudekulten var dog mindst lige så vigtig, mens det ægyptiske rige endnu eksisterede og stortrivedes. Det var gudekultens opgave ved faraos ord og befaling at behage guderne til at beskytte og hjælpe farao i sit embede som Ægyptens øverste magt.; i templerne skulle præsterne rense, beklæde og give mad til templets gud i form af en statue, mens han messede tilbedelseshymner. Til gengæld for disse handlinger ville guderne give livets gave til præsten og farao. Denne var ikke blot det fysiske liv men det evige liv i forening med guden eller gudinden. For farao selv foregik mange af ritualerne og lovprisningerne af guderne ved procession gennem hovedstadens gader, mens præsternes mere blev udført i templernes dunkle kamre.

Selvom man i Ægypten gjorde forsøg på at danne en slags statsreligion, som skulle være ens i hele landet, skete det ikke, som man måske kunne forestille sig. I det store ægyptiske rige var de højt-, mellem- og lavtrangerende guder talrige, og man kunne ikke ensrette religionen hos alle. Så når forsøg derpå blev gjort, skete det kun i de større byer. Dette betød, at der tit var direkte modstridende trosretninger i riget. Der skete også en særlig form for synkretisme, "sammensmeltning", af flere guder til én, hvor den største statsgud og de lokales yndlingsgud smeltede sammen. Derfor finder man jævnligt sammensatte gudenavne, når man studere den ægyptiske religions historie.

Guden Amon var eksempelvis i lang tid den ubetydelige "Skjulte Gud", men i 17. og 18. dynasti var han blevet forfremmet til kongefamiliens beskytter. Da den thebanske kongefamilie kom til magten i 18. dynasti havde de udøvet store succesfulde erobringstogter mod nabolandene (bl.a. langt størstedelen af Syrien) tilskrev man sejrene til Amon. Den thebanske kongefamilie og ypperstepræsterne i Theben havde længe tilbedt denne gud, og da de var kommet til magten, var Amons navn blevet tilknyttet Ras, som i perioden forinden havde været gudernes hersker, Solguden. De tydelige uoverensstemmelser mellem de nu to postulerede hovedguder resulterede i en sammensmeltning af dem til én herskergud. Således skete det flere gange i den ægyptiske historie, at en farao eller et dynasti ved synkretisme skabte religiøs balance.

Det var, som nævnt, faraos embede at opretholde det såkaldte Ma'at. Til dette havde han i sin indvielse af guderne fået tildelt al magt i riget og dermed alle muligheder. Farao kunne f.eks. i teorien tilpasse tilbedelserne af guder efter eget velbefindende, men i praksis skete dette dog som regel med måde, da det i sidste ende kunne skabe ukontrollérbare tumulter i form af modstand fra storfolk såsom ypperstepræster og embedsmænd. Et markant og berømt forsøg på dette, skete under farao Amenophis IV, som i sin regeringsperiode (1364 - 1347 f.Kr.) forsøgte at indføre monoteismen i Ægypten.


Præstemagten

Ægyptens templer blev bygget på faraos ordre, men det kunne også være en fordel for farao at lytte til sine ypperstepræster, når et nyt tempel skulle bygges. Da farao kun kunne udføre tempelritualerne ét sted - som regel i hovedstaden -, tog ypperstepræsterne rollen som faraos udsendinge. Hver større by havde sine templer, hvor præsterne tilbad de dertil hørende guder. Som repræsentanter for farao havde man stor religiøs magt, og efterhånden erhvervede præsterne også land og rigdom i form af gaver fra farao. Farao belønnede sine præster med sådanne gave, for at holde deres loyalitet på et "sundt" niveau. Præsternes magt kunne gå hen og blive et problem, medmindre farao holdt dem på sin side og i ro. Andre gaver ud over tildeling af jord, kunne være bygning af nye templer og dermed støtte til de guder, som præsterne tilbad.

Farao Akhenatons religionsrevolution

I en periode strækkende sig fra de første faraoners enorme pyramideanlæg i Gamle Rige til faraos ligefremme afgivelse af magten til veziren, Kongens højre hånd, og embedsmændene i Ny Rige havde stort set ingen faraoner skilt sig individuelt ud. De havde blot spillet deres rolle, som den var blev tillagt dem ved indvielsen. Men i Ny Rige begyndte faraonerne at markere sig ved store erobringstogter og derved tilegnet sig mere land og større kontrol over handelen i området nordøst og syd for Egypten.

En farao der i særdeleshed skilte sig ud fra mængden var Amenophis IV eller, som han senere omdøbte sig til; Akhenaton (1364 - 1347 f.Kr.), "Den, der er fortræffelig for Aton". Da Akhenaton besteg tronen efter sin fader, Amenophis III, udstedte han et kongeligt dekret, der lød på, at en ny hovedstad skulle bygges midt langs Nilflodens løb ved byen el-Amarna, hvor Nilens vande gjorde jorden frugtbar. Staden skulle kaldes Akhetaton.

Ægyptens nye hovedstad, Akhetaton, havde Akhenaton fået bygget som et stående symbol på Atons storhed. Her bosatte han sig sammen med sin hustru og dronning, Nefertiti, og deres nærmeste familie og hof. Det var ikke videre usædvanligt, at en farao flyttede hovedstaden til en anden by, når han overtog embedet. Som regel var årsagen til en faraos valg af ny hovedstad, at han ville have et sted, hvor han kunne tilbede sin øverste gud og bygge værker til ham. Det var dog noget usædvanligt, at farao usendte ordren om at lade en helt ny stad bygge, som Akhenaton gjorde det. Akhetaton var også interessant, hvad angår byggestil; der blev udviklet en helt ny stil inden for ægyptisk arkitektur og kunst. Hvor faraonerne tidligere i 18. dynasti havde været kendt for deres militære ekspansioner valgte Akhenaton i stedet at fokusere på udvikling af ny kunst og arkitektur, som trivedes i Akhetaton.

Hvor præsterne og farao før Akhenaton havde tilbedt statuer af guderne, som man dog sagde, besad gudernes sjæl, havde Akhenaton en noget anderledes holdning til tilbedelsen af sin gud. Størstedelen af ritualerne fra før Akhenatons religionsændring forsvandt, da kongen kom til magten. Man havde altid tilbedt guderne i deres templers lukkede rum, men nu foregik ritualerne under åben himmel. Dette betød blandt andet, at templerne så markant anderledes ud, hvor de nu havde store åbne pladser, havde de før lukkede kamre. Man tilbad ikke mere noget i naturen usynligt men derimod solskiven, som fyldte hele verden med lys. Ofte viser de afbildninger egypterne lavede af Akhenaton, denne i gang med at tilbede Aton (solen).

Noget interessant ved Akhenatons nye Aton-religion er ideen, at Ægyptens folk ikke er et særligt udvalgt folk, som de var det for Skaberen i den traditionelle religion; han skabte hele verden og alle dets folkeslag og dyrene. Dette ses tydeligt i Akhenatons hymne til sin gud:

"... Du skabte jorden efter dit hjerte, mens du var alene,
alle mennesker, alt kvæg og småkvæg,
alt hvad der er på jorden og som går på sine ben, ...
De fremmede lande Syrien og Nubien, og Ægyptens land, ...
Deres sprog er forskelligt, deres natur ligeså.
Deres hudfarve er anderledes, for du gør de fremmede anderledes ..."


Nogle forskere siger, at Akhenatons religion faktisk har meget tilfælles med den religion, den gjorde oprør imod, idet den siger, at Skaberen var alene i begyndelsen, og at han gav sig selv form, og derefter skabte resten af verden af sit eget væsen. Aton skabte blot ikke andre guddomsvæsner end sig selv. Til gengæld var begge Skaberes væsen i alle af verdenens skabninger, og begge gav farao magten over Ægypten og den særlige kontakt til guden, der gjorde, at farao følte sig som søn af en gud.

Diskussionen iblandt ægyptologer har været, hvorvidt Akhenaton tog afstand til sine undersåtter, da han flyttede til Akhetaton og måske endda helt isolerede sig, for at kunne leve sit religiøse liv med familien og dyrke ritualerne ved tilbedelse af sin gud. Store dele af den organiserede administration syntes, ifølge mange ægyptologer, at bryde sammen under Akhenatons styre. N. Reeves giver i "Bogen om Tutankhamon" udtryk for sin mening om Akhenaton som guddommelig diktator i stedet for traditionel gudekonge som faraonerne før Akhenaton. Reeves mener, at Akhenaton i sin hymne til Aton ved proklamationen: "... Du (Aton) er i mit (Akhenatons) hjerte, ingen anden kender dig end din søn Akhenaton." - lagde op til, at han som det eneste menneske med adgang til Aton dermed agerede som talsmand for den eneste gud.

Akhenaton var gået så langt ud i ekstremerne, at riget tilsyneladende led under det på visse punkter. Da Akhenaton af ukendte årsager dør i en noget tidlig alder, havde folket fået nok, Amon-tilhængere var begyndt på deres egen revolution. De store modstand havde, da Akhenaton endnu regerede, betydet udskiftning af embedsmænd, så han kunne være mere sikker på deres loyalitet. Dog fortsatte modstanden stadig mod farao og hans tilhængere. Akhenatons søn Tutankhaton (ændrede dog navn til Tutankhamon) blev farao af Ægypten som 9-årig, var det svært at få lagt ro på den af Akhenatons radikale ændringer skabte uro.

Denne uro resulterede da også til sidst i dynastiets fald. Modstanden og vreden over Akhenatons styre resulterede også efter hans død i mange forsøg på at fjerne beviserne for hans regeringstid ved ganske enkelt at ødelægge hans templer og udviske eller bortmejsle hans navn, hvor man kunne. Det betød samtidig, at man også gjorde, hvad man kunne for at slette hans efterkommere fra den ægyptiske hukommelse. Bl.a. begravede man Tutankhamons gravmonumenter. Dette betød dog blot, at de forblev sikkert gemt bort for gravrøvere. Det resulterede i 1922 i det, ægyptologerne kalder det største arkæologiske fund i nyere tid, nemlig, fundet af faraoens intakte grav med alt, hvad der til hører af guld, ædelstene og kunstskatte.

Farao Akhenaton

Guden Aton

Farao Akhenaton


Tutankhamon

Selvom Tutankhamons regeringsperiode kun varede 10 år er han en af de bedst kendte af de ægyptiske faraoer. Tutankhamons grav blev opdaget i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carter, og den betragtes som en af de bedst bevarede kongegrave. Det at Tutankhamon's grav blev fundet intakt gjorde at man kunne finde ud af en hel masse om denne farao. Tutankhamon var kun en dreng da han blev konge over ægypten. Hans kone var en af hans søstre, og de to viede aldrig fra hinandens side.

En CT-skanning af den over 3.300 år gamle farao har slået fast, han ikke blev myrdet. Men forskerne er stadige uenige om, hvad der forårsagede den dengang 19-årige Tutankhamons død. Forskerholdet, der omfatter egyptiske og europæiske videnskabsfolk, strides blandt andet om, hvorvidt et brækket ben og efterfølgende infektioner kan have ført døden med sig. »Selv om bruddet i sig selv ikke har været livstruende, kan en infektion have været det«, skriver forskerne i rapporten.

Men en del af forskergruppen er uenig. Den mener, at benbruddet er kommet senere, da mumien har været i uforsigtig behandling af forskere. Også kraniebruddet, som ellers tidligere har været det væsentligste holdepunkt i drabsteorierne, kan være kommet under balsameringen, mener forskerne. Og teorierne om de faraoens sidste dage er mange. Nogle historikere har tidligere hævdet, at Tutankhamon blev myrdet, fordi han forsøgte at genindføre polyteisme - retten til at have flere guder - i det gamle Egypten. Andre har ment, at han blev snigmyrdet af sin stræberiske hærfører Ay.

Nogle af de utrolig smukke ting man fandt i Tutankhamons grav. Klik for at se større billeder.



En faraos død i Gamle Rige

Farao blev ikke tilbedt som en guddom i den tid, han regerede fra Ægyptens trone. Først, når farao døde og hans balsamerede lig efter at have været gennem et antal af bønnemesser og ritualer blev bragt til sin plads i det dertil byggede gravkompleks. I de første dynastier udviklede man efterhånden det traditionelle mausoleum, mastabaen, til et større og mere prægtig monument. Ved at udvikle nye teknikker lærte man at bygge flere mastabaer over på hinanden. Dette fænomen udviklede sig fra farao Djosers trinpyramide til at man til sidst under farao Snofru fik færdigudviklet den traditionelle pyramideform. Der er i alt blevet fundet 97 pyramider i Ægypten. Disse pyramider skulle blive kendetegnet for Ægyptens første periode som forenet land under én konge - Pyramidetiden (Gamle Rige).

Når en farao døde blev han ophøjet til guddom. Farao gav derfor allerede under hans embede ordren til at lade et begravelsesanlæg bygge, som efter hans død skulle være stedet, hvorfra han ville drage videre til et liv blandt guderne. Det var ikke sjældent, at en farao blev tilbedt som gud i templerne ved hans begravelsesanlæg selv hundrede år efter hans død. Det er da heller ikke usandsynligt, at nogle af Ægyptens såkaldte guder engang måske har været et almindeligt menneske, som blot besad posten som høvding eller religiøs leder i én af regionerne, inden landet blev helt samlet under én farao.

Nilen spillede en stor rolle i ægypternes opfattelse af verden. Man ser det f.eks. i skabelsesberetningen, hvor Skaberen giver sig selv form efter at have eksisteret alene i millioner af år i kaos' mørke vande, Nun. Et andet eksempel ses også i troen på, at man efter livet skulle på en rejse over floden til dødsriget, Duat, hvor Osiris herskede. Denne rejse over floden kunne foregå på forskellig vis, men den gængse opfattelse var, at farao formentlig havde brug for en båd. Derfor begravede man da også sammen med Kheops flere bådformede gruber, som muligvis var til både, der skulle transportere Kheops videre til sit liv efter døden.

Denne opfattelse af adskillelse mellem den nuværende verden og Duat af en flod, sås igen med ægypternes opdeling af det ægyptiske rige; vest for floden lå de dødes rige, pyramiderne og Kongernes dal og øst for lå de levendes rige, hvor den almindelige ægyptiske hverdag foregik, og hvor de store byer med deres gudetempler og kongepaladser lå. Grunden til at kongernes dal blev etableret var, at man forsøgte at undgå indbrud i kongegravene ved at begrave de royale i et område, der var muligt at overvåge.

Kongernes dal


Ramses

Efter Haremhab følger Ramses I, stifter af det 19. dynasti, der efter få års regering afløstes af sønnen Seti 1 (græsk Sethos [1313-1292]). I Syrien stødte Ægypterne sammen med hittitterne, der havde udviklet sig til en stormagt. Med hittitternes konge Muwatalis sluttede Seti 1 en traktat, der afgjorde forskellige stridigheder vedrørende de to herskeres magtområder i Syrien.

Under sønnen Ramses II brød krigen ud på ny, men den bragte ingen afgørelse mellem de to magter, og endnu mindre nogen sejr for Ægypten, således som Ramses II's indskrifter giver det udseende af. Slaget ved Kadesh (1288) blev ganske vist vundet af ægypterne, men de havde ikke kræfter til at udnytte sejren. I Ramses II's 21. regeringsår (1272) beseglede Farao og hittitterkongen Khattushil en venskabspagt. I løbet af Ramses II's 67-årige regering svækkedes Ægypten, og under hans efterfølger Merenptah (gr. Meneftha) berettes der om fjentlige indfald i landet af libyere og fremmede stammer, der over havet var kommet til Ægypten.

To gange om året – i februar og i oktober – oplyses den indre gård i Abu Simbel-templet i Egypten af solen. Templet blev bygget af Ramses II, der fik det konstrueret sådan, at lyset netop falder ind i gården på henholdsvis de datoer, hvor han blev født, og hvor han besteg tronen. I gården står fire statuer, som forestiller Ramses samt Ra, Amon og Ptah. Den sidste bliver dog ikke oplyst, for Ptah er mørkets gud, som derfor forbliver i skyggerne.

Sammenfaldet af naturfænomen og menneskelige beregninger er fantastisk. Hver gang samles besøgende i templets indre gård allerede før solen står op for at vente på det fantastiske skue. Og bag efter deltager folk i en stor fejring af begivenheden uden for templet. Ramses II byggede det imponerende Abu Simbel tempel i 1279-1213 før vor tidsregning.

Ramses II´s imponerende Abu Simbel tempel


Kleopatra

Persiske invasionsstyrker besatte Ægypten i det sjette århundrede f.v.t. indtil 332 f.v.t. hvor Alexander den Stores styrker satte en stopper for det persiske herredømme. Efter hans død i 323 f.v.t. delte Alexanders generaler hans imperium. Ptolemæus indtog Ægypten og deklarerede sig selv som farao og grundlagde dermed Ægyptens sidste dynasti. Under den græske slægt ptolemæerne blev byen Alexandria et kulturelt og intellektuelt center i den gamle verden. Der var flere ptolemæiske prinsesser ved navn Kleopatra, men "den rigtige" var Kleopatra VII.

Da den ptolemæiske konge af Egypten, Auletes, mister sin hustru og søster - en og samme person, forføres Auletes af sin ældste datter, Cleopatra Thea Eueteria - almindeligvis blot kaldet Thea, som han dog ikke er biologisk fader til, der kort tid efter bliver dronning af Ægypten. Auletes har to børn med sin afdøde hustru; Berenike, den androgyne, mandhaftige amazone, der lever sit liv i en verden af jagt, våben og krigerhistorier, og Kleopatra, der viser sig at være et sproggeni og hurtigt opfatter og mestrer de sprog, der tales omkring hende.

Ptolemæerne er ikke populære i Ægypten. Deres regering er korrupt, de taler end ikke ægyptisk, har indført den græske religion, høsten går dårligt og grundet indavl i slægten er de fleste mandlige medlemmer mere eller mindre imbecile eller vanvittige. Auletes er absolut ikke den værste, trods alt; han bekymrer sig om sit land og forsøger at træffe de rigtige beslutninger. Dette er svært, med truende oprør indefra, både fra paladset selv og fra befolkningen og en romersk verdensmagt, der godt kunne tænke sig lidt mere indflydelse over det trods alt velhavende land.

Den politiske situation tvinger dog Auletes og Kleopatra til Rom, hvor de forsøger at vinde støtte hos krigsherren Pompejus, der imidlertid er handlingslammet, dels af sit nye ægteskab med Cæsars unge, virile datter, dels af intrigerne i den romerske magtsfære. Under Auletes' fravær griber Thea magten i Ægypten sammen med sine trofaste eunukker og Auletes må arbejde endnu hårdere for at få romernes støtte - og derved svække Ægyptens suverænitet - for at få Thea af tronen. Det lykkedes trods alt; undervejs er datteren Berenike dog også lige en tur forbi tronen og mister livet på samme vis som Thea.

I mellemtiden, under eksilet i Rom og Grækenland, er Kleopatra blevet gammel nok til at indtage pladsen som medregent ved Auletes' side, og når Auletes dør, forventes hun at gifte sig med sin broder, der er søn af Auletes og Thea. Ved Auletes' død rammes landet af hungersnød. Den mindreårige broder styres af Formynderrådet, som grisk lever lidt vel meget op til deres navn, og ender med at tvinge Kleopatra fra tronen.

Imidlertid drager hun rundt i Ægypten, hvor hun formår at vinde de menige ægypteres støtte, godt hjulpet på vej af det ægyptiske præsteskab, der trods Kleopatras græske herkomst ser hende som en sand farao, og rejser en hær for at vælte broderens korrupte regering, der sidder trygt bag paladsets mure i Alexandria. Broderen har allieret sig med den romerske krigsherre Pompejus, der efter senatets handlingslammelse og triumviratets opløsning, ligger i krig med Julius Cæsar om magten over den kendte verden. Kleopatra må derfor vælge at satse på Julius Cæsar, og da denne vinder magten over Rom, er Kleopatras vej tilbage til den ægyptiske trone sikret.

Pompejus søger efter sit nederlag til Cæsar tilflugt i Ægypten, men da Kleopatra endnu ikke har fået magten tilbage bliver han myrdet på befaling af den unge Ptolemaios XIV. Skønt Julius Cæsar havde kæmpet med Pompejus om magten i Rom og vundet betragtede han dog stadig Pompejus, som sin ligesindede og ønskede at han skulle vende hjem til Rom. Da han derfor hørte om ægypternes mord på Pompejus var han ikke sen til at tage af sted for at vise disse barbarer hvem der reelt var verdens herskere. Julius Cæsar kom derfor snart efter til Ægypten, men Befolkningen i Alexandria og Ptolemaios' Tropper søgte at forjage ham. Det kom til blodige Kampe, hvorved blandt andet det store Bibliotek, der dengang talte over 900,000 bøger gik op i flammer.

Julius Cæsar havde på dette tidspunkt været konstant i krig på den ene eller anden måde i hen ved 12 år og efter at have pacificeret Ægypten havde han ikke travlt med at komme hjem til de evige skænderier og problemer i det romerske senat. Han blev derfor i Ægypten i et halvt års tid og nogle historiekilder mener at han og Kleopatra i denne periode havde en kærlighedsaffære, der resulterede i at Kleopatra fødte Cæsar en søn.

Efter at være vendt hjem til Rom bliver Cæsar myret nogle år senere. Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det stik modsatte skete. Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adoptivsøn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage magten. Efter få stridigheder imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andet triumvirat sammen med den mindre betydningsfulde Lepidus. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Marcus Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Afrika.

Julius Cæsar

Kleopatras selvmord

Marcus Antonius


Efter Cæsars død kommer Marcus Antonius til Egypten og også han bliver tryllebundet af den smukke dronning, som regerer sammen med sønnen Cæsarion, som bærer navnet Ptolemæus XIV. I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var tradition for der. Så da Antonius forelskede sig i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn, var Octavian ikke sen til at udnytte denne situation til, under stærk propaganda om Antonius’ forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Dette fører til et slag ved Actium i år 30 fvt. Efter nederlaget til Octavia begår Macus Antonius selvmord.

Dronning Kleopetra mister dog ikke helt håbet og forsøger sammen med sine tre børn at flygte til indien. Flugtforsøget mislykkedes og Kleopetra bliver indespærret i et tempel og mens hun venter på at modtage besøg - og hånet - af sejrherren Octavia begår hun det berømte selvmord, med at lade sig bide af en slange. I næsten syv århundreder efter Kleopatras død kontrollerede romerne Ægypten. De behandlede landet som en værdifuld kilde til rigdom og profit og var afhængige af dets kornforsyninger. Du kan læse meget mere om Ægyptens historiske udvikling i seperat afsnit herom.

Vil du vide mere

NetSpirit har fem hovedafsnit om den ægyptiske mytologi: Foruden nærværende afsnit om faraoerne, har vi et afsnit om - Pyramiderne og sfinx'en - et om Egyptens historiske udvikling & tidstavle over de forskellige dynastier - et afsnit om Den egyptiske gudeverden - samt et afsnit om hieroglyfferne.

Endelig har vi et stikordregister for egyptisk mytologi. Dette register skal ses som et supplement til vores fem hovedafsnit om den egyptiske mytologi. Stikordregisteret har sin styrke, når du enten søger efter en kort beskrivelse af et specifikt begreb/ord/gud etc. - samt når du har lyst til at klikke rundt i de forskellige sammenhænge, der eksisterere. I øvrigt så finder du forsiden for sektionen om egyptisk mytologi her.