Skip to navigation | Skip to content

 

Biblioteket

Du er her: NetSpirit - Emner - D - Dødebøger - Den tibetanske dødebog

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3794
Online profiler 0
Online gæster 287
Åbne spørgsmål 573
Besvarede spørgsmål 2871

Almanak

Tue, 28. February 2017

Solen i dag

Solopgang:06:58
Solnedgang:17:45

Månen lige nu

Full Moon

Den tibetanske dødebog


Dansk forord

Den tibetanske dødebog, blev første gang udgivet i 1927 af englænderen W. Y. Evans-Wentz, og har siden undergået talrige genoptryk, oversættelser, fortolkninger og transformationer. Det oprindelige tibetanske skrift indgår i en større skriftcyklus, der omhandler rituelle handlinger i forbindelse med døden, og beskrivelser af hvad døden medfører. Bogens tibetanske titel er, transkriberet, Bar do thos grol (udtales 'bardo thødøl'), som kan oversættes 'Udfrielse i mellemtilstanden ved at høre'.

I følge den tibetanske tradition er den tibetanske tekst en gterma ( 'terma'), en "skat" gemt af den store indiske guru Padmasambhava, der indførte buddhismen i Tibet i det 9. århundrede. Gtermaer kan gemmes konkret eller åndeligt; som objekter forseglet i klipper, jorden eller bygninger; eller som åndelig viden gemt i karmiske kontinuumer, således at en reinkarnation af for eksempel Padmasambhava pludselig får åbenbaret denne gemte indsigt; eller den kan formidles ved buddhavisioner eller dakinier; en art kvindelige hjælpeånder.

Evans-Wentz fik under højst tvivlsomme omstændigheder bogen oversat af en tibetansk lama i Gangtok, Sikkim, i det nordøstlige Indien. Han er selv dedikeret teosof, hvilket tydeligt har påvirket oversættelsen og hans kommentarer til den. I efterfølgende udgaver har C. G. Jung, Lama Anagarika Govinda og John Woodroffe tilføjet forskellige introduktioner og forord; hver med deres egne mere eller mindre skjulte dagsordener.

Siden er teksten kommet i forskellige nyoversættelser og ligger til grund for forskellige nyfortolkninger af dødebogen, hvoraf en af de mest prominente er Sogyal Rinpoches The Tibetan Book of Living and Dying, der er solgt i over 300 000 eksemplarer, oversat til adskillige sprog (heriblandt dansk) og blevet en 'New Age'-klassiker. En af Sogyal Rinpoches pointer, som deles af mange andre fortolkninger, er, at Den tibetanske dødebog ikke kun omhandler døden (der jo i øvrigt ikke er at betragte som "død" i gængs vestlig forstand), men også livet. Hver dag, ja, hvert øjeblik, gennemgår man de tre grundbardoer, og hermed skematiseres livet som et evindeligt, mikrokosmisk gennemløb af død, mellemtilstand og genfødsel med dertil hørende muligheder for udfrielse.

Mellemtilstanden, bardoen (som bogstaveligt betyder "mellem to ting"), er tilstanden mellem et liv og det næste, og bagved ligger tanken om at det enkelte liv indgår i en uendelig række af liv; reinkarnationer. Mellem hvert liv og det næste overgår det karmiske kontinuum, som et sansende væsen er, til en del af eksistensspektrummet, "døden", som normalt ikke er tilgængeligt for de i almindelig forstand levende.

Bogen skal læses op for den døde, der i sit bardolegeme er i stand til at høre oplæsningen, og i øvrigt helst skal have memoreret bogens indhold i forvejen. Ved at høre bogens indhold generindrer afdøde, hvorledes han eller hun skal forholde sig til hændelser i det hinsides og bliver således i stand til at manøvrere på fordelagtig vis dér. Målet er udfrielse af samsara, det endeløse kredsløb af død og genfødsel. Og mulighederne for denne udfrielse, kaldet nirvana, er særligt gunstige i mellemtilstanden, da mennesket her har en skærpet bevidsthed, der nærmer sig clairvoyance.

I Bar do thos grol beskrives tre bardoer, hvoraf den første kaldes 'chi kha'i bar do (chikæ bardo) og indtræder umiddelbart efter det fysiske legemes død. Her viser et klart lys sig, der er selve det oplyste 'princip'. Er man særligt dygtig, kan man smelte sammen med dette lys, og det endeløse smertespil, som samsara er, bringes til ende. Det er dog de færreste der formår dette; de fleste "besvimer" og vågner først flere dage efter op igen i den næste bardo. I denne, chos nyid bar do (chøni bardo), konfronteres afdøde nu med en række manifestationer af det oplyste princip, først i form af en række "fredelige" guddomme eller buddhaer, der fremstår i en uhyre og skræmmende stråleglans, der let får bardovandreren til at flygte og gemme sig. Meningen med Bar do thos grol er dog at gøre afdøde opmærksom på at de i virkeligheden er selve oplystheden, og få ham eller hende til at smelte sammen med dem; og udfrielse vil igen være mulig.

Lykkes dette heller ikke, kommer en række "rasende" guddomme, der, ledsaget af ufattelig voldsom torden og lynild, fremtræder med vilde øjne og kæmpe hugtænder og med afhuggede hoveder dinglende fra bælter om livet. Afdøde vil blive skræmt fra vid og sans, men erkender han guddommenes eller buddhaernes sande natur som værende hans egen inderste natur, nemlig den oplyste tilstand, buddhanaturen, kan han smelte sammen med dem, og udfrielsen er igen en realitet.

Formår afdøde heller ikke dette, er den sidste mulige manipulation med dødstilstanden at opnå genfødsel i et fordelagtigt legeme i et fordelagtigt livsrige; nemlig som menneske et sted hvor Buddhas lære forkyndes, og dette er muligt i den sidste bardo, srid pa'i bar do (sipæ bardo), tilblivelsens bardo; livets bardo.

Det fascinerende ved Bar do thos grol er dens matter of fact-agtige beskrivelse af mellemtilstanden; dens karakter af manual eller guidebog. Ikke noget med "evigt liv i Guds nærhed", eller et skyggefuldt dødsrige under jorden. Men en minutiøs beskrivelse af dødens topografi og retningslinjer for fordelagtig manøvrering heri. Måske er det netop fremstillingen af afdøde som aktør, fremfor passivt subjekt, der gør bogen til så inciterende, ja ligefrem besnærende, læsning. For så vidt er Den tibetanske dødebog en meget optimistisk bog, som fremstiller døden som mulighedsrig, fremfor som definitiv afslutning, eller statisk tilstand. Og dens beskrivelser er så konkrete og uforudsigelige, at den forlener en med en svært uafrystelig følelse af, at den er en øjenvidenskildring.

Bogen udtrykker i det hele taget en overraskende og sofistikeret ontologi, som åbner op for et rigt felt af fortolkninger. Heri ligner den kunst. En af de mere bemærkelsesværdige fortolkninger står den amerikanske LSD-guru Timothy Leary for. Sammen med Ralph Metzner og Richard Alpert genfortolkede han bogen i psykedelisk sammenhæng med bogen The Psychedelic Experience: A Manual Based on the Tibetan Book of the Dead, som fik stor betydning for ungdomsoprørets eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer.

LSD-trippet konceptualiseres gennem en terminologi hentet fra Bar do thos grol, og det anbefales at man under trippet får læst op fra Den tibetanske dødebog, for med størst åndeligt udbytte at navigere gennem stofoplevelsens voldsomme omorganisering af dagligdagsbevidstheden. Tanken er, at Den tibetanske dødebog i ligeså høj grad beskriver livet som døden. I en hvis forstand er Bar do thos grols budskab jo, at livet og døden ikke er andet end forskellige synspunkter, hvorfra samme spektrum eller kontinuum iagttages.