Skip to navigation | Skip to content

 

Død & begravelse

Du er her: NetSpirit - Emner - D - Døden

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3819
Online profiler 0
Online gæster 304
Åbne spørgsmål 576
Besvarede spørgsmål 2885

Almanak

Tue, 25. April 2017

Solen i dag

Solopgang:05:41
Solnedgang:20:33

Månen lige nu

Full Moon

Dødens mange ansigter

I begyndelsen af middelalderen var døden en kvinde, gift med djævlen. Hun blev imidlertid erstattet med en normalt udseende adelsmand der var kendetegnet ved et knækket spyd som symbol for, at Jesus havde sejret over ham. Senere fik døden bind for øjnene, som symbol for, at han ikke tog sig af hvem der var hans offer, om højt- eller lavtstående, om ung eller gammel etc. Dette bind bliver undertiden også illustreret som et pandebånd.

Snart efter fik han en segl til at høste de levende, som de levende høstede korn. Han begyndte at tage form efter de lig der tilhørte ham. I starten var døden blot et lig, med opskåret mave (dette kommer fra, at de faldene måtte få taget deres indvolde ud og blive kogt, så de kunne overbringes I en nogenlunde tilstand til deres familier). Først temmelig sent, mellem middelalder og renæssance blev døden til et skelet. Og efter pesten blev døden tegnet med en le. Hurtigt ridende og uden nåde galoperede han over menneskene og dræbte unge og raske ignorerede de gamle og syge der bedende kaldte på ham. Sådan skildredes døden på de billeder der bliver kaldt "Dødens triumf"


Aleister Crowley

Art Noveau

Raider Waite



Døden blev senere også vist som "spillemand". Et skelet der spillede violin og dermed lokkede de døde frem fra graven. Sådan skildrer dødedansene ham. Døden kunne også være en graver, udstyret med skovl og spade, så han kunne grave de døde ned. Døden bliver også undertiden tegnet med krone som symbol for at han hersker over alle.

I Rider-Waite tarotkort afbildes Døden rider på en bleg hest, hvilket er en hentydning til Johannes Åbenbaring: »Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham«. Til højre i baggrunden ser man Jerusalems tårne, så her er vi lidt længere fremme i Åbenbaringen: »Og jeg så den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud«. Det er netop denne kombination af undergang og genopstandelse, der gør, at kortet repræsenterer forandring og fornyelse. Der er kun fire mennesker på billedet, men de repræsenterer tilsammen hele menneskeheden: Gejstlig og verdslig, rig og fattig, mand og kvinde, ung og gammel.

I 1347 blev Europa ramt af pesten, Den sorte Død, der i de næste århundreder krævede store dele af befolkningen. Her opstod billedet af Døden, ikke som en ødelægger, men som Guds redskab. Derfor ser man ofte billeder fra middelalderen hvor Døden er afbildet i sin stridsvogn og rundt omkring og/eller under vognen ligger menneskene, og man kan på deres tøj og hovedbeklædning, at det ikke kun er fattige bønder, men også kongelige og gejstlige, der har måttet overgive sig til den triumferende død.


Døden fra Lübeck


Døden fra Lübeck

En anden fremstilling var Dødedansen. En af de mest berømte var i Mariakirken i Lübeck ("Døden fra Lübeck"), som var et 30 meter langt vægmaleri af Døden i en lang kædedans med 24 mennesker, malet i naturlig størrelse, fra alle samfundets trin, fra pave til spædbarn. Døden fra Lübeck forestillede Døden, der førte an i en lang kædedans. Først gik Døden, der spillede fløjte - iført en flot fjerhat - og opfordrede til dans. Derefter kom paven, kejseren, kejserinden, kardinalen, kongen, og så videre ned af samfundets rangstige - sluttende med den fattige bonde.

Menneskene står underligt stift, og der er mere tale om et optog, end om en dans. . Døden springer rundt og opfordrer folk til dans, men de fleste forsøger at undslå sig. Den eneste, der danser, er Døden, der springer rundt mellem menneskene, og håner dem, fordi de ikke i tide har forberedt sig til at møde Gud. Omtrent som narren i et karneval, der springer rundt og driller resten af optoget!

Det oprindelige maleri fra 1463 blev erstattet af et nyt i 1701. I denne forbindelse blev teksten erstattet af en helt ny, men der blev dog skrevet så meget af den gamle tekst ned, som det var muligt at læse. Maleren, Bernt Notke, lavede to nye udgaver af maleriet, og man kan den dag i dag i Tallinn (Estland) se et 7,5 meter fragment af hans oprindelige arbejde og læse en del af den oprindelige tekst. Maleriet blev ødelagt under 2. verdenskrig.

Lübecks dødedans er igennem tiderne blevet reproduceret som akvareller, kobberstik, litografier, fotografier, blikfigurer etc. Den første, der afbildede maleriet, var præsten Ludewig Suhl, der malede akvareller med udgangspunkt i billedet. Disse blev senere udgivet som kobberstik sammen med både den gamle tekst fra 1463 og den nye tekst fra 1701. Robert Geißler var i 1886 den første til at lave en farvegengivelse af maleriet. De små (12 x 5,5 cm.) er ikke det store kunstværk, men måske er de vores bedste vidner til de oprindelige farver. Carl Julius Milde var den sidste til at restaurere maleriet. Wilhelm Castelli fotograferede dødedansen mellem de 2 verdenskrige.

En dødedans er således ikke hvad man umiddelbart skulle tro en dans, men enten en bog eller et maleri. Opbygningen af en dødedans-bog er typisk som i Typus Omnium Morientium fra 1622, hvor dialogen for hvert dansepar starter med Bibel-citater, der skal forestille Dødens eller Guds ord, efterfulgt af rimede vers, der sommetider er menneskets (for)svar og andre gang er en uddybning af Dødens (eller forfatterens) kritik.

Det gode ved dødedanse, fra forfatterens synspunkt, er nemlig, at Døden, som nævnt begynder at blive opfattet som Guds redskab, som Guds sendebud, og derfor kan forfatteren, med Døden som talerør, nedkalde Guds retfærdige straf over alle sine fjender. Dette er tydeligt med kroværtinden i Berlins dødedans og ågerkarlen i Typus Omnium Morientium. Men når dødedansen falder i hænderne på en samfundsrevser som Niels Prahl, der oven i købet udgiver Døde-Dands anonymt, kommer der en bredside mod alle: paven, der sælger aflad, men selv er bange for Skærsilden, den "vantro" jøde og tyrk, den gamle rynkede kone, der nægter at dø etc. etc. Der er kalkmalerier af dødedanse i vores kirker - eksempelvis i Nørre Alslev og Egtved.

Dødedansene kan have inspireret det tarotkort, der hedder Døden, men bemærk også den strenge rækkefølge, danserne optræder i. Både dødedansen og tarot har Pave, Kejser og Kejserinde. Kongen og knægten optræder også, men det er jo blandt "de små kort". I teksten til dødedansene fortæller Døden ofte, at han er et redskab for det guddommelige, og at han selv vil blive overtrumfet af Dommedag. I øvrigt varsler Døden i tarotkort ikke fysisk død, men fornyelse og forandring - afslutningen af én cyklus og starten på en ny. I mange tarotkort kaldes nr. 13 for ”transformation”.


Stakkels Prometheus!


Himmel / Helvede

Alle religioner og trosretninger har deres egen forestilling om hvad der sker efter døden og alle har de en eller anden forestilling om at man på den ene side enten kommer i himmelen, paradis, Nirvana etc. eller på den anden side kommer i helvede, Skærsilden, Dødsriget Hades etc.

På tværs af alle trosretningerne er det udbredt at himlen beskrives, opfattes som fyldt med farver af strålende lys, udtryk for herlighed og kraft. Sorg og tårer bliver erstattet af evig glæde. Himlen er fuldkommen tryghed, nydelse, tilfredshed, usigelig glæde, en symfoni af musik. Alt er i fuldkommen harmoni. Fred, glæde, lykke overalt. Al sygdom, svaghed, træthed, lidelse er borte for altid. Der er fuldstændig frihed for urenhed, ondskab, synd. Der er orden og mening i alting. På den anden side er beskrivelsen, opfattelsen af helvede som et mørkt, fugtigt sted. Ofte med ild, skrigende evigt plagede og pinte mennesker. Der findes talrige grufulde beskrivelse af hvad man oplever hvis man kommer i helvede. Man bliver straffet og pint til evig tid. Fortællingen om Prometheus fra den græske mytologi kan benyttes til at illustrere hvilke uhyrligheder man kan blive udsat for.

Forhistorien er at Prometheus ved at narre Zeus får indført, at det er de dårligste dele af offerdyret der bliver ofret. Dvs. knogler og lignende. Før i tiden havde mennesket altid været tvunget til at ofre de bedste dele af deres offerdyr til guderne. Dette straffede Zeus ved at tage ilden fra mennesket. Men igen er Prometheus redningsmand. Han stjæler ilden fra Olympen, ved at skjule gløden i en Narthex-stang. I sidste ende er det dog Zeus der vinder, ved at lave den første menneskekvinde, Pandora. Derfra stammer savnet om Pandoras æske. Pandora får skønhed af Afrodite, sans for kunst af Athene, overtalelsens gave fra Peitho og Hermes giver hende løgnagtigheden. Det er også ham, der præsenterer hende for Prometheus broder, Epithemeus. Prometheus har advaret ham om kvindens farlighed, men Epithemeus vil ikke lytte. Epithemeus gifter sig med Pandora, og da de kommer hjem åbner Pandora æsken med sin medgift.

Ud fra den strømmer alverdens ulykker og dårligdomme, som mennesket før har været forskånet for. Det er menneskets straf, men Prometheus slipper heller ikke. Han bliver lænket af Zeus` to bødler, Vold og Magt, til en af Kaukasus` bjergtinder. Der driver Zeus en pæl igennem hans krop, og hver dag kommer en ørn og hakker hans lever i stykker. Prometheus er som alle andre guder udødelig, og derfor vokser leveren ud igen. På den måde må Prometheus gennemgå de samme smerter hver dag. Men dog ikke i al evighed. Efter tolv generationer bliver han befriet af Zeus` søn Herakles, der skyder ørnen med en pil, og befrier Prometheus.

Helvede er således bestemt noget der bør frygtes. Men det er faktisk først i 1336 tid at ideen om skærsilden af pave Benedikt XII bliver ophøjet til kirkedogme. Før dette havde befolkningen og kirken været enige om, at døden blot var en form for søvn. Opnået ved at Jesu Christi havde overvundet døden, da han genopstod. I den tidlige middelalder var døden en lang varende hvile, som man blev vækket fra til genopstandelsen. Denne trance man var I, var oftest velfortjent da mange arbejdede hårdt hele livet igennem. Men denne tro varede ikke ved. I 1336 blev skærsilden til realitet. Sjælen skulle blive renset for enhver synd og derefter blive sejrende. Desto mere mand syndede, desto længere måtte man brænde og fra den tid blev døden, blandt kirken, set som en renselse.

Hvis man i middelalderen skænkede noget til en kirke, kunne man afkorte tiden i Skærsilden. Man kunne også ”sikre sig” som enkeltperson ved at knytte sig til en munkeorden – ikke konkret ved at blive munk men ved at få et brev på, at man var tilknyttet dem. Pilgrimsrejser kunne ligeledes forkorte ens tid i Skærsilden. Paven vedtog på et tidspunkt, at enhver der besøgte Rom automatisk fik kortet 1500 dage af opholdet. I senmiddelalderen bredte der sig en idé om, at det var de gode hensigter, der talte (efter at den franske munk Abélards skrifter var blevet udbredt). Derfor kunne man sende en stedfortræder for sig selv på pilgrimsfærd. Endelig var almisser en 3. måde at sikre sig kortere tid i skærsilden. Hvis man gav penge til tiggermunkene eller til fattige, forventede man til gengæld, at de bad for en, når man var død.


Der er rundt omkring i verden mange forskellige måder at håndterere døden på.


Dødsriget Hades

Hades var dels navnet på den græske mytologis underverdens hersker, og dels betegnelsen for det rige, han regerede over. Han administrerede sin magt ubarmhjertigt. Men han var hverken grusom eller ond, og han straffede ikke de døde. Dronning i underverdenen var Persefone. Hun var datter af Demeter, og hed oprindeligt Kore. Men Hades tabte sit hjerte til hende, og bortførte derfor Kore til sit kongerige, hvor han gjorde Demters datter til sin hustru.

Inden den døde kom til Hades skulle han forcerer flere floder: Kokytos - dødsklagens flod, Pyriflegethon - ildfloden, Akheron - jammerens flod og Styx - gruens og forfærdelsens flod. Styx var den største af disse strømme. Færgemand var en ældre gråskæget herre ved navn Charon. De mennesker, som kunne betale, og som havde fået et ordentlig begravelse sejlede Charon over Styx. Kunne den døde ikke honorere færgemandens krav til en overfart måtte han eller hun vende tilbage til sin grav. Derfra hjemsøgte den pågældende de levende.

Selve dødsrigets port blev bevogtet af Kerberos. Dette var en kæmpehund med tre hoveder. Når de dødes sjæle skulle ind, var den venlig, og logrede med halen. men ville de ud igen, forvandledes Kerberos til et bidsk uhyre. Tilværelsen i Hades var et skyggeliv. De døde drak vand af glemslens flod - Lethe. Som følge af det mistede de deres bevidsthed og flakkede sanseløst omkring på underverdenens enge.

Under Hades fandtes Tartaros. Dette var et departement for de for de særligt forhærdede forbrydere, hvilket ville sige dem der havde syndet imod guderne og deres verdensorden. Nu skulle man jo formode at Hades ikke ligefrem var et udflugtsmål, men i forskellige sagn og myter hører vi om hvorledes forskellige guder mv. tager på besøg i Underverden.

Mest berømt af disse er nok Odysseus, der kom til Hades for at møde sandsigersken Tiresias og hører ham om hvad udfaldet på hans rejser ville blive. Det var heksen Circe (Kirke), som havde opfordret Odysseus til denne færd og ligeledes hende, der havde givet Odysseus instruktion om hvordan han kom til Hades. Hun hjælper også Odysseus på vej ved at sende vind, der fører Odysseus og dennes mandskab til Oceanus.

Oceanus var en af titanerne og er guden over den baglæns-strømmende flod, der markere jordens grænse og fra hvilken alle floder, have, kilder udgår. For at komme til Hades skal man krydse denne flod. Circe har fortalt Odysseus at han skal gå til en klippe, der er placeret hvor floderne Pyriphlegethon (eller Phlegethon) og Cocytus flyder ind i floden Acheron. Ved nedgangsstedet til underverdenen ofrer Odysseus til de afdøde. Han graver en brønd og i denne hælder han honning, mælk, vin og endelig vand. Endvidere ofre han en ged og et lam, hvorpå de afdødes genfærd begynder at nærmer sig brønden. Først Elpenor, så sandsigersken Teiresias, som forkynder hvordan den videre færd vil gå, dernæst hans moder. Fremdeles Agamemnon, Achilleus, Patroklos, Antilochos og Aias m.fl.

En anden berømt gæst i Hades var Aeneas. Han blev af guiden Sibil, ledt til Hades, gennem en tunnel, der startede i Cumae (Italien). Efter at have passeret indgangen til Hades, hvor Grådigheden, Alderdommen, Frygten, Sulten, Død, Sygdommen, Angeren og andre skabninger holder til, kom han til det store elmetræ, hvor mareridt udstrømmede fra. - velkommen til Hades! - Han fulgte derefter vejen til floden Acheron, hvor han på bredden så sjælene af dem, som færgemanden Charon nægtede at sejle over til den anden side.

Charon accepterede at sejle Aeneaus over til den anden side, da han så den gyldne bue, som Aeneaus medbragte. På den anden side er den første han møder den frygtelige Kerberos (Cerberus), kæmpehunden med tre hoveder. Aeneaus' guide i Underverdenen; Sibil bedøvede hunden med kage, der indeholdt bedøvende midler. I bjergene bagved Cerberus' hule så Aeneas dem, der var døde i barndommen, dem, der var blevet henrettet på falsk anklage og dem som havde begået selvmord. Lige før skillevejen, hvor man enten kan drage mod Tartarus eller mod Elysium, så Aeneaus dem som havde været krigshelte.

Aeneaus valgte vejen til Elysium og kom derefter til guden Hades palads. Han forviste sit adgangstegn, den gyldne bue, hvorefter han fik lov at fortsætte til Elysium, hvor han mødte sin fader; Anchises den første, så sjæle, der endnu ikke var født og så andre sjæle drikke fra floden Lethe (Oblivion), før de blev genfødt.


Egyptisk Dødebog


De egyptiske dødebøger

Der er i tidens løb funder flere eksemplarer af de såkaldte "dødebøger" i egyptiske grave. De indeholder en samling af magiske formularer, som afdøde kan anvende under rejsen til underverden. Der er fundet mere end 200 formularer, men bøgerne indeholder aldrig dem alle. Nogle var mere populære end andre. Ikke to Dødebøger er ens. Sammensætningen varierer fra bog til bog.

Adskillelsen mellem den verdslige verden og dødsriget Duat er en flod. Dette modsvares af egypternes opfattelse af det ægyptiske rige, hvor de levendes rige med byer, templer og paladser ligger på østsiden af Nilen, mens pyramiderne og Kongernes Dal ligger på vestsiden. Dødebogens ægyptiske navn var "Formularer for at forlade (graven) om dagen". Teksterne skulle altså først og fremmest forhindre, at den døde blev fanget i graven. Desuden skulle de sikre den døde et evigt liv, på en og samme tid i solgudens følge på himlen og som arbejder på Osiris' marker i underverdenen."

Øverste række fra venstre: Først ses afbildning af den afdøde, eller rettere dennes sjæl (Set). Dernæst følger Ra-Heru, Khuti-Term, Shu, Tefnut, Geb, Nut, Horus, Isis, Nephthys, Utterance, Perception, Southern, Northern og endelig Western Ways.

Nederste række fra venstre: Først ses afbildning af den afdøde, eller rettere dennes sjæl (Set). Den afdøde ledsages af Nubis hen til Anubis, der vejer den afdødes hjerte på vægtskålen - og er hjertet (altså éns samvittighed og gerninger i livet) ikke lettere end Maats (retfærdighedens og sandhedens) fjer, ryger man ned til uhyret Ammit og bliver spist. Man genfødes i den materielle verden. Men består man prøven, er man værdig til det evige liv blandt stjernerne i "Ra's båd af millioner af år". Derefter ser vi guden Thoth, som notere udfaldet ned. Hvis den afdøde består prøven fører Horus vedkommende videre til Osiris. Flyvende ses den guddommelige ørn. Ved foden af Osiris, der sidder på sin trone, ses Lotusblomsten, ovenpå hvilken, Horus' fire sønner er afbildet (Imsety, Hapi, Duamutef og Qebhsenuef). Bagved Osiris er Isis og Nephthys.


Skriftestolen i brug


Syndsforladelse

Det interessante er jo hvorledes man sikre sig at komme i himlen. Når man først står overfor Anubis, der skal veje hjertet på vægtskålen er det jo lidt for sent at rette op på eventuelle ugerninger eller synder man måtte have begået. Men det er der heldigvis råd for. I de fleste religioner er der mulighed for på falderebet at opnå syndsforladelse, dog nok mest udpræget i den katolske kirke, der allerede omtaler syndernes forladelse i dåbsritualet.

Både i dåbsritualets indledende bøn og den afsluttende forekommer syndernes forladelse i selskab med Helligånden og det evige liv, og begge steder bruges verbet »skænke«. Med brugen af det ord står det hen i det uvisse, hvorvidt syndernes forladelse er møntet på dåbsbarnets aktuelle synder her og nu, eller om det er med henblik på fremtidige synder, at der meddeles barnet syndsforladelse. Det må formodes at der er tale om sidstnævnte idet det er en absurd tanke, at et spædbarn skulle have været i stand til at begå nogen som helst synd mod Gud.

Det kendetegner det voksne menneskes liv, at ingen kan sige sig fri for at have fejlet eller ramt ved siden af i forholdet til næsten og Gud. Vi er måske nok tilbageholdende med at bruge verbet at »synde« på grund af de bibetydninger af erotisk art, der er knyttet til ordet. Hvilket i biblen omtales som »kødets skrøbelighed«. Så vil vi hellere tale om at »forsynde sig«, hvilket kræver et hensynsled: man kan forsynde sig mod et menneske – eller forsynde sig mod »livet selv«. I begge tilfælde har man underforstået den instans, der er bag ved livet. Man har underforstået Gud.

Vi finder mange beskrivelser af synd og syndernes forladelse i biblen:
Beretningen om Peters fiskefangst i Lukasevangeliets kapitel 5: Efter at Simon Peter på Jesu anbefaling har kastet garnene til en dræt og nu har fået så stor fangst, at bådene er synkefærdige, siger han til Jesus: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!« Her fælder Simon Peter en generaliserende dom over sig selv – ikke som udslag af særlig fromhed, men for at holde det hellige, som Jesus repræsenterer, fra livet. Hvori Simon Peters syndighed skulle bestå, får vi dog ikke noget at vide om. Syndigheden er abstrakt, for så vidt som hans selvkarakteristik ikke refererer til noget konkret.

Et andet eksempel er fortællingen i Johannesevangeliets kapitel 8 om kvinden, som er grebet i ægteskabsbrud. Nogle skriftkloge farisæere henviser til moselovens bestemmelser om stening for ægteskabsbrud og vil have Jesus til at sanktionere, at de bringer disse bestemmelser i anvendelse over for kvinden. Men Jesus siger – efter i nogen tid at have skrevet i sandet med fingeren: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende«. Igen har vi her en abstrakt tale om synd. Hvad de omtalte skriftkloge farisæere måtte have begået af synder i deres liv, hører vi intet om. Deres syndserkendelse refererer måske knap nok til noget konkret. Måske bygger den blot på en vag erindring om selv at have fejlet engang eller ramt ved siden af. Måske suppleret med en realistisk forståelse af, at enhver i givet fald kan fejle eller ramme ved siden af.

I kirkens offentlige liturgi er der lejlighed til at få forkyndt al den syndsforladelse, hjertet kan begære. Der forkyndes syndsforladelse i forbindelsen med nadveren, og der tilsiges syndsforladelse ved skriftemålet, og fra prædikestolen loves syndsforladelse for enhver, der angrer sine synder og ønsker at omvende sig fra dem. Og på samme måde stilles der syndsforladelse i udsigt i de bønner der bedes, og de salmer der synges.

Et interessant aspekt i forbindelse med hvorledes man anskuer syndernes forladelse ved barnedåben er at hvis man opretholder tanken om, at et spædbarn er en synder, så må der nødvendigvis være tale om en overført synd, en transporteret synd – med de begrebsmæsssige problemer det giver at operere med tanken om syndens transport. Vi ser i Luthers dåbsritual, at Luther opererer med en synd, der er overtaget fra Adam. I den såkaldte syndsflodsbøn bedes der om, at »denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, han har fra Adam, og det, han selv har gjort«. Kan man hermed sige at den katolske kirke på en måde også opere med begrebet reinkarnation, karmaloven?


Syndsforladelse


Skriftemålet

Skriftemålet består af tre akter: bønner om syndstilgivelse; skrifte af synder over for en præst og syndsforladelse i Jesu Kristi navn. Efter at have hørt/bedt indledningsbønnerne, salmerne og bønnerne om syndforladelse, står den angrende/skriftende i kirken foran en Kristus-ikon, Korset og Evangeliebogen og bekender sine synder til Gud i nærværelse af præsten, "uden at skjule noget, uden at anføre nogen undskyldninger for sine overtrædelser/synder og uden at bagatellisere dem." Til sidst beder man om tilgivelse og syndsforladelse, hvorefter man knæler med bøjet hoved. Præsten beder om, at Herren må tilgive os alle vore synder og genforene os med Sin Hellige Kirke, han dækker ens hoved med Epitrachlion som tegn på, at han, præsten, gennem Guds nåde, har magten til at tilgive synder i Jesu Kristi navn, så giver han velsignelsen og udsiger syndsforladelsen over den troende.

Hvad selve syndsforladelsens ordlyd angår, må det bemærkes, at der er en lille eller måske snarere stor forskel på græsk og slavisk praksis: I den græske version holder præsten sig til 3.person: "Må Gud tilgive dig alle dine synder etc." I den slaviske version slår præsten over i 1.person, idet han siger: "Må vor Herre og Gud, Jesus Kristus, ved Hans nåde og gavmildhed, i Sin kærlighed til menneskene, tilgive dig mit barn N, alle dine overtrædelser. Og jeg, en uværdig præst, gennem den magt Han har givet mig, tilgiver dig og sætter dig fri fra alle dine synder. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen." Den slaviske version blev indført i det 18.årh. under indflydelse fra Vesten.

Det fremføres undertiden at der ikke bør tages let på skriftemålets alvor og sakramentale karakter. Det kræves således at den skriftende er "Angeren over de begåede synder, det gode forsæt til at forbedre sit levned, troen på Kristus og håbet om Hans barmhjertighed". I forlængelse heraf fremføres det undertiden at hvert Skriftemål bør forløbe, som om det var det sidste i vores liv, vi bør gøre endeligt status, fordi hvert møde med Herren, med den levende Gud, er en foregribelse af Dommedag, hvor vores skæbne bliver afgjort. Det anbefales således at man stiller sig selv en række spørgsmål inden skriftemålet: Hvad skammer man sig over i sit liv? Hvad vil man skjule for Gud? Hvordan ser andre på én? Hvorfor bringer vi dem ikke uden videre glæde og fred med vores ord og handlinger? osv. Selvransagelsen og alle spørgsmålene har det formål, at vi skal se os selv, som vi er, forsøge at leve vores liv i sandhed og uden illusioner.

Det er kristenforfølgelserne i det 3. århundrede og flere kristnes "frafald", eller afsværgelse af deres tro, der får det til at stå klart, at man kan synde, selv om man er døbt, og at der er brug for skriftemål og syndsforladelse for at komme tilbage til Kirken. Skriftemålet og boden var i flere århundreder et offentligt anliggende såvel i Konstantinopel som andre steder, udfra den opfattelse, at enhver synd, vi begår, ikke blot er en synd begået imod Gud, men også imod vores næste og hele det kristne fællesskab. Det personlige og hemmelige skriftemål dukker først op i det 4.årh., tilskyndet af Johannes Chrysostomos og især som følge af påvirkningen fra klostrene, hvor munkene hemmeligt bekendte deres synder til abbeden.

Oprindeligt fandtes der ingen regler for, hvor ofte man skal skrifte, det overlades til den enkeltes skøn. Men fra det 17.årh. i Rusland bliver det pålagt de troende at gå til skrifte og efterfølgende til nadver 4 gange om året, svarende til årets 4 fasteperioder, et krav der snart blev reduceret til ét årligt skriftemål efterfulgt af nadver. I det 18.årh. var skriftemålet blevet så gennemreguleret, at man fik bøder for ikke at opfylde minimumskravene. Johannes af Kronstadt (1829-1908) går imod denne uheldige udvikling ved at anbefale hyppig nadver, i øvrigt praktiserer han, på grund af det store antal skriftende, offentligt skriftemål, hvor alle udråber deres synder i kor. Skrifte- og nadverfrekvensen varierer i dag meget fra menighed til menighed og fra person til person. Mange steder er det sådan, at man går til skrifte før hver nadverdeltagelse, ligesom man faster, senest fra kl.12 midnat den foregående dag.

Skriftemålet er et af den Ortodokse kirkes Sakramenter, der blandt andet omfatter: dåben, myrrhasalvelsen , ægteskabet, nadver, den store vandindvielse og kirkeindvielser.


Den sidste Nadver


Den sidste olie

Og mens vi nu er omkring sakramenterne skal den sidste olie da nævnes. Benævnelsen Den sidste olie skyldtes, at dette sakramentet især var beregnet for mennesker, der var ramt af en sygdom, der efter al sandsynlighed ville medføre døden, og man ventede gerne med at tilkalde præsten, til folk lå på deres yderste. Resultatet blev, at når den syge så præsten komme anstigende, var han sikker på, at han skulle dø.

Dette var ikke helt tanken! Meningen med dette sakramente var oprindeligt at den syge skulle fornemme, at han tilhørte et fællesskab, en menighed, hvor alle havde omsorg for hinanden, hvor alle led, hvis en enkelt led. Derfor blev der dels enighed om at opfordre familien og eventuelt plejepersonalet til at deltage, når den syge modtager sakramentet samt at ændre navnet til "De syges salvelse", netop for at understrege at det ikke nødvendigvis er de døendes, men de syges salvelse.

Sakramentet foregår normalt på den måde at præsten indleder ceremonien med en bestænkelse med vievand til minde om dåben. Derefter kan den syge, hvis han ønsker det, modtage Bodens sakramente. Hvis ikke, beder alle de tilstedeværende messens syndsbekendelse, og præsten fortsætter med en læsning eller en bøn. Han lægger så i stilhed hænderne på hovedet af den syge. Denne håndspålæggelse er et tegn på inderlig bøn til Gud om, at han vil være med den syge og sende ham sin Helligånd til trøst og opmuntring. Endelig bliver den syge salvet med olie, som biskoppen har indviet skærtorsdag.

Indenfor den katolske kirke er den sidste olie i øvrigt ikke det sidste sakramente man kan modtage. Umiddelbart inden vi dør, kan vi modtage den hellige Kommunion, som da bliver kaldt for "vandringsbrød", der er et gammelt ord for rejseproviant, og det er den sidste åndelige føde, Kirken udstyrer os med, inden vi går fra denne verden til Guds rige. Det bør tilføjes at der slet ikke er enighed om Den sidste olie er et sakramente eller ej.


Selve begravelsespladsen afspejler på mange måder den kulturelle konteks. Dog findes i de forskellige lande
mange forskellige udgaver af begrebet kirkegård. Nogle foretrækker at blive begravet på de ukendtes kirkegård,
mens andre foretrækker at have et gravsted, der hvor de blev født, mens atter andre foretrækker en familiegrav.


Hospice

Hvert år vælger omkring 600 uhelbredeligt syge patienter at tilbringe deres sidste tid på et af landets fem hospicer, som tilsammen har 51 sengepladser. I Danmark er der tre hospicer i Jylland og to på Sjælland. Sankt Lukas i Hellerup lidt nord for København er et af dem. Ordet hospice stammer fra det latinske ord hospitium, der betyder herberg eller at byde velkommen.

Siden første juli 2000 har det været muligt for alle uhelbredeligt syge og døende at bo gratis på hospice. Det vedtog et flertal i Folketinget året før. Patienter, der ønsker at bo på hospice, må regne med at vente mellem to eller tre uger, inden der er plads. "I det daglige har patienten en tæt personlig kontakt med højst tre til fire sygeplejersker. Det giver patienten større tryghed, når det er de samme, der er der hele tiden", siger chefsygeplejerske Lisbet Due Madsen på Sankt Lukas Hospice. Plejepersonalet på hospice går med hvid hospitalskittel, men det gør lægen ikke. Mange patienter føler, at forholdet til lægen bliver mindre klinisk, hvis hun ikke bærer kittel. "Omsorg er ikke bare at holde patienten i hånden, det er også praktisk handling, som for eksempel at give piller mod stærke smerter", forklarer hun.

Personalet giver ikke kun omsorg og pleje til de indlagte. Også patienternes familie og venner kan være helt udkørte af træthed og bekymringer, når de kommer på besøg. Familie og venner til patienten kan have svært ved at rumme den sorg og smerte, der er forbundet med at skulle miste et menneske, som de holder meget af. Nogle pårørende kan blive så kede af det, at bekymringerne påvirker kroppen. Sygeplejerskerne skal være gode til at tale med alle slags mennesker og deres pårørende. Sankt Lukas Hospice har også patienter indlagt, som er muslimer eller jøder. Ifølge Lisbet Due Madsen er patienterne gennemsnitligt indlagt 16-17 dage, og ældre mennesker er den gruppe, som hyppigst kommer på hospice.

(Kilde: NetDoktor.dk)


Udsmykning af og størrelse af graven kan varierer fra det simple til det mere storslåede!


Dine sidste ønsker

Hvis du holder af dine kære så tag dig sammen og få nedskrevet dine sidste ønsker. Hvad der skal ske hvis du bliver lagt i koma, hvis du bliver erklæret hjernedød, om du vil donere dine organer, valg af gravsted, om du ønsker begravelse eller ligbrænding, få skrevet testamente etc.

Specielt vedrørende organdonation: Organer kan kun bruges til transplantation, hvis afdøde selv har givet skriftlig tilladelse til det, eller hvis de pårørende giver tilladelse til det, og det ikke skriftligt er dokumenteret, at afdøde var imod. Man kan blandt andet give tilladelse ved at udfylde det donorkort, som sendes ud sammen med sygesikringsbeviset og bære det på sig. Man kan give begrænset tilladelse, altså betinge sig, at f.eks. ens hud eller øjne ikke må anvendes. Sundhedsministeriet har udgivet en pjece Beslutningen om donation kan være svær at træffe for de pårørende. Navnlig hvis man ikke på forhånd har talt igennem, hvordan man har det med donation og transplantation.

Nogle mennesker ønsker, at deres krop skal anvendes til lægevidenskabelige formål efter deres død – det vil sige forskning eller undervisning. Hvis man ønsker at donere sit legeme, skal man før sin død rette henvendelse til anatomisk institut ved et af universiteterne i Århus, København eller Odense. Her kan man få en særlig 'testamentarisk formular', som man skal udfylde. Man skriver simpelthen under på, at man ønsker at overdrage sin krop til det pågældende institut, når man er død. Man kan også tale med sin praktiserende læge om sit ønske, og han kan så skaffe de nødvendige papirer, og fortælle nærmere om betydningen af dette valg. Andre kan ikke testamentere ens krop til videnskaben.

Bøger og gode råd

Har du en god måde hvorpå du har forholdt dig til at miste en du holdt af, er du hjertelig velkommen til at indsende dine råd til NetSpirit og vi vil publicere dem på denne side. Det kan være en bog du har læst, det kan være en anskuelsesmåde etc. Alle gode råd er velkommne.

  • Johannes møllehave - til trøst. En fremragende bog, der er god at læse i den vanskelige tid når nogen man holdt af har forladt denne verden.

Vil du vide mere

Den spirituelle tankegang er overordnet at når et menneske dør er det kun kroppen, der dør, sjælen lever videre. Der henvises til de enkelte hovedafsnit om religionerne for nærmere information om hvorledes disse forholder sig til døden:

Kristendommen, Islam, Jødedommen, Buddhismen, Taoismen, Hinduismen, Voodoo, Shamanisme.

Der er en lang række aspekter i forbindelse med døden som du kan læse meget mere om i seperate kapitler på NetSpirit. Af interesse kunne eksempelvis være: Reinkarnation og i forlængelse heraf Karmaloven. Måske kunne det også have interesse at læse om Skæbnebegrebet, hvor du blandt andet kan læse om det er forudbestemt hvornår du skal dø. Andre kapitler, der måske kunne have interesse er eksempelvis kapitel om Engle samt kapitel om De opstegne Mestre.