Skip to navigation | Skip to content

 

Visualisering

Du er her: NetSpirit - Emner - P - Platons hule

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3793
Online profiler 0
Online gæster 173
Åbne spørgsmål 573
Besvarede spørgsmål 2871

Almanak

Sun, 26. February 2017

Solen i dag

Solopgang:07:03
Solnedgang:17:41

Månen lige nu

Full Moon

Platons hule

Platon (427-347 f.v.t.) græsk filosof, tilhørte en af Athens politisk indflydelsesrige slægter og var derfor som ung indstillet på en politisk karriere. Det oligarkiske styre (de 30 tyranner) i 304/303 og Sokrates henrettelse i 399 under det genoprettede demokrati gav ham imidlertid lede ved tilfældigheden og voldeligheden i den herskende politiske praksis.

Herefter koncentrerede han sig om filosofisk arbejde. Han påbegyndte sit forfatterskab allerede i 390'erne og grundlagde omkring 385 en skole, Akademiet, som han ledede til sin død. Platons filosofi byder på den første samlede filosofiske gennemtænkning af virkeligheden og har haft bred indflydelse på europæisk kultur.

Staten er et værk, på ti bind, af Platon, hvori han lader Sokrates spørge sig frem til hvad den ideelle stat er. Det er fra dette værk at han hans hulelignelse stammer, den er beskrevet i starten af bog syv.


Sokrates Platon Aristoteles


Hulenlignelsen

Forestil dig en tænkt hule, hvori der sidder nogle mennesker, disse er bundet til en væg i hulen med ryggen mod dens udgang. Bag dem brænder et bål, og mellem dette bål, og menneskene, er en vold eller mur, som dem der er mellem publikum og skuespillere ved et dukketeater. Bag ved denne vold går nogle folk med figurer, lavet af træ og sten og allehånde materialer på ryggen således at skyggerne fra disse kastes, på væggen foran fangerne.

Disse fanger der hele deres liv har siddet i denne hule uden mulighed for at dreje hovedet, vil givetvis, opfatte skyggerne som virkeligheden, og hvis disse fanger har mulighed for at tale sammen vil de give disse skygger navne. Da nogle af bærerne snakker, og lyden reflekteres fra væggen med skygger vil fangerne tildele disse skygger stemmer. Fangerne vil givetvis også give hinanden ære og hædersbeviser, efter hvor gode de er til at skelne mellem, og huske rækkefølgen af disse skygger.

Forestil dig nu at vi løser en af fangernes bånd, således at han kan vende sig, vil det da ikke svie i hans øjne når han vender sig mod den lysende ild, her vil nogle mennesker stoppe og ikke gå videre af angst for hvad det der gør så ondt er. Mens andre ville hige efter det ukendte, for at udforske det.

Denne fange ville i starten være meget desorienteret, og ude af stand til at se klart da han øjne ville være tårefyldte på grund af det skarpe lys. Men efter en tid vil hans øjne se klart. Og han vil nu se virkeligheden, og han vil forstå at det han før så som virkelighed kun var skygger af den egentlige virkelighed.

Tager man nu denne fange videre ud af hulen vil solens skarpe lys møde ham, Og han vil igen være blændet og desorienteret, indtil han øjne vænnede sig til lyset. Det første han vil være i stand til at opfatte ville være skyggerne. Dernæst tingene i sig selv, og til sidst vil han kunne skue ind i det der er årsagen til det hele… Solen!

Tager man nu denne fange tilbage til hulen og de andre fanger vil han i starten være blind i mørket, han vil ikke kunne skelne skyggerne, og vil ikke få de æra og hædersbeviser, der uddeles mellem fangerne, for at skelne skygger, de andre vil anse ham for småtosset, med hans sludder om en anden virkelighed. Men denne fange vil, med sin nye viden om den egentlige virkelighed, sikkert heller ikke sætte pris på disse hædersbeviser. Og vil derfor heller ikke blive en anset mand i dette samfund. Denne fange ville sikkert helst blive i lyset, og aldrig vende tilbage til mørket.

Hulelignelsens betydning

For at forstå hvad Platon ville sige med hulelignelsen må vi se på Platons ideal stat. Denne skulle tredeles som mennesket, der ifølge Platon bestod af fornuft (hoved), mod og følelser (brystet) og begæret (underlivet). Således skulle staten deles i regenter, vogtere og næringsdrivende.

Han mente at regenterne skulle være filosoffer, da disse kendte det gode også kaldt dyden. Vogterne skulle være uddannet, hovedsageligt i legemlige færdigheder. Regenterne der udvælges bland vogterne, skulle så oveni uddannes til filosoffer, hovedsageligt i fornuft, og andre åndelige egenskaber, der kunne hjælpe dem at fælde retfærdige domme.

Man kan kalde hans stat for et kommunistisk-aristokrati, idet han mener at regenterne og vogterne ikke må eje værdier, for ej at blive fristet til at træffe uretfærdige domme for egen vindings skyld. Han sammenlignede en uddannet filosof, med en fange der var løst fra sine bånd, og havde set lyset. Lignelsen fortæller også at en fange der havde set, og tålt lyset ikke havde lyst til at vende tilbage til mørket, og tage del i de gøremål der gjordes der.

Derfor skulle en filosof der havde set lyset tvinges tilbage til mørket for at tjene der. Dette ville dog være at gøre ham uret, at tvinge ham til at tjene et dårligere liv end det han havde set nu. Platon mente dog at hvis det var staten der udvalgte og uddannede disse filosoffer. Kunne de med rette bede denne, gøre den modydelse at tjene blandt folket (fangerne) for en tid, og da filosoffen jo kunne se det retfærdige i dette ville han gøre dette frivilligt.

Platon opnåede samtidig at dem der styrede landet, ikke var der fordi de havde interesse i posten, og man ville derfor slippe for den destruktive magtkamp der præger næsten alle andre styreformer.

Det dualistiske menneske

Platon mener som flere andre filosoffer at mennesket består af to dele, kroppen og sjælen. Og det er sjælen der tænker. I samme bog, snakker Sokrates, og dermed Platon om, at sjælen skal vækkes, og at dette sker når synet ser det samme og alligevel noget forskelligt. Som eksempel bruger han tre af sine fingre, lille fingeren og de to ved siden af, når synet ser på en finger, ser det en finger uanset om det er en tynd eller tyk, en kort eller lang.

Dette vækker ikke sjælens undren. Men ser man på deres lidenhed og storhed, ser synet en finger og alligevel to, ser man på de to små fingre vil synet se en stor og en lille, ser man på de to store, ser synet igen en stor og lille, men nu er den der før var stor, blevet lille. Da må sjælen spørge om det da er den samme, der både er stor og lille og spøger fornuften der må erkende at begrebet stor og lille er et relativt begreb.

Ligeledes fortæller han om tallene og enhederne, at når man har enheder på tal vil de ikke være endelige da enheden og dermed alle tallene kan forandres. Med regner man med tal uden enhed, får man nogle endelige resultater. Man må samtidig erkende at nogle sådanne tal kun kan eksistere i tankens verden, og at dette er endnu et argument for at det er tanken og fornuften der skal føre sjælen mod den endelige sandhed.

Det er denne fornuft som sjælen skal bruge til at stige op af hulen. Skyggernes verden fra hulen er så fænomenernes verden som er den verden, vi kan sanse. Og verden uden for hulen som er den sande verden kalder han ideernes verden, som kun sjælen kan besøge. Dette skal den så gøre via fornuften.

Andre eksempler på Platons hule

Ludvig Holberg beskriver i stykket om Erasmus Montanus, hvorledes denne vokser op blandt simple folk og rejser bort for at studere, da han kommer tilbage med sjælen fuld af ny viden som det sikkert har voldt hans sjæl mange smerter at forstå. Kan han ikke længere tale samme sprog som det folk han forlod, og de fordømmer ham som galning bla. Fordi han siger at jorden er rund og ikke flad.

Dette er en parallel til Platons hule da rejsen væk fra hans føde egn og ind til staden, er parallel med opstigningen fra hulen, han har nok svært ved at tro sine øjne når han ser de nye ting i staden. Og når han starter sin skolegang er det en parallel til fangen der bliver trukket helt ud af hulen, i starten er det volapyk hvad lærerne siger, men efterhånden kan han se flere og flere ting klart. Da han rejser tilbage til sin føde egn og må erkende at de folk der før var hans forbilleder nu virker ret simple, og som ikke forstår hvad han siger og kalder ham dum. Er en parallel til nedstigningen, hvor den oplyste fange er blind i mørket.

Man må dog konstatere at Erasmus, ifølge Platon, ikke har set solen og den endelige sandhed, da han stadig forsøger at opnå de hædersbeviser, der uddeles på hans føde egn til dem der anses for at være kloge, ifølge Platon skulle en filosof der havde set lyset, være tilfreds med jobbet som klokker da, de værdinormer der gælder blandt det primitive folk, ikke er vigtige for ham.

Et andet eksempel er hvis vi tager en håndværker, og siger at han er i hulen, begynder han nu at videre uddanne sig, kan vi sammenligne det med at stige op af hulen, han skal arbejde for at tilegne sig denne viden, og når han når derop ser han at meget af det han før så som sin virkelighed har en helt anden årsag, og forsøger han nu at stige ned igen blandt sine gamle arbejds kammerater, vil de ikke forstå ham når han fortæller om sin nye viden. Dog må vi i samme åndedrag sige at vores samfund er så oplyst at skellene ikke er så voldsomme som i Platons hule men de er der.

Samme forhold gør sig gældende inden for mange brancher, f.eks. vil en filmuddannet person se og tolke en film helt anderledes end en ikke filmuddannet.

Men ikke kun i faglig sammenhæng, kan vi se Platons hule vi oplever den faktisk alle som noget af det første i vores liv. Nemlig det at være barn, her kan ens udvikling sammenlignes med det at komme fra mørket til lyset. Vi mærker også at når først vi er blevet voksne har vi sværere ved at forstå andre børn, som ikke er anderledes end dem vi selv legede med som barn. Går vi helt tilbage til den første tid af vores liv, er vores tanker blevet så anderledes at vi ikke længere er i stand til at huske den tid.

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at rette en stor tak for hjælpen til at udforme dette afsnit til Leksikon for det 21. århundrede, der er et alternativt dansk leksikon. Leksikonet rummer over 2400 opslag på emner, de etablerede leksika slet ikke nævner, eller hvor de skriver noget sludder. Det gælder først og fremmest græsrodsorganisationerne -, men også begreber, lande og personer.