Skip to navigation | Skip to content

 

Nordisk mytologi

Du er her: NetSpirit - Emner - M - Mytologier - Nordisk mytologi - Myter og sagn

Nordisk Mytologi

Indledning

Myter og sagn

Aserne

Vanerne

Jætterne

Dværgene

Naturvæsnerne

Menneskene

Steder og kort

Edda skrifterne

Stikordsregister: Nordisk mytologi

Ret min profil

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3473
Online profiler 0
Online gæster 41
Åbne spørgsmål 530
Besvarede spørgsmål 2555

Almanak

Thu, 31. July 2014

Solen i dag

Solopgang:05:19
Solnedgang:21:12

Månen lige nu

Full Moon




Nordiske myter og sagn

Mange af de spændende sagn og myter fra nordisk mytologi er genfortalt i Peter Madsens tegneserier Valhalla, bind 1 til 12. Her kan man bla. læse historien om hvordan den frygtede Fenrisulv slipper løs og truer freden i Asgård. Eller om Thors brudefærd etc. Skulle du have lyst til at opleve mange af myterne og sagnene i "levende billeder" kan du se tegnefilmen Valhalla.

Vores nordiske forfærde har fortalt disse sagn, legender og eventyr, ved lejrbålet og videregivet dem fra generation til generation. Fortællingerne omhandler alt fra heltemodige indsats i krig til pudsige hverdagsfortællinger. Undertiden er det deciderede løgnehistorier, altså rene eventyr, men som oftest er deres formål mere end blot at underholde.

Deres formål er bla. at forklare (fx hvorfor solen står op), eksemplificere (fx følgerne af at snyde andre) og advare (fx imod at gå igennem skoven om natten kan være farligt).

Herunder finder du en række af de myter og sagn, som er knyttet til den nordiske mytologi.





Skabelsesberetning


Før jorden blev til var der kun Ginnungagab. Ginnungagab var er stort tomrum - en gold tomhed, intet hav, ingen strand, ingen himmel eller jord. Ginnungagab lå mellem Nifelheims isende bræer og Muspelheims gloende ild. Efterhånden som bræerne skød frem mod Ginnungagab, mødte de flammerne fra Muspelheim, og isen blev til rim, rimen blev til damp, og dampen til dråber, der først skabte jætten Ymer og derefter koen Audhumbla. Fra Audhumbla yver flød 4 floder med mælk. Det drak Ymer af. Mens Ymer lå og sov voksede to mennesker - en mand og en dame - ud af hans armhuler. Hans fødder skabte en søn. Fra dem stammer troldfolket rimturser.

Audhumbla slikkede på en sten og i løbet af tre dage kom der en stor og stærk mand frem. Han hed Bure, og blev fader til Bur, der giftede sig med Bestla. Bur og Bestla fik tre sønner; Odin, Vile og Ve. Odin, Vile og Ve dræbte Ymer og troldfolket rimturserne druknede i hans blod, undtagen Bergelmer og hans kone. Alle senere rimturser nedstammer fra dem. Odin, Vile og Ve bar den døde Ymer ud i Ginnungagab og skabte af hans krop jorden; kødet blev til land og blodet til vand. Af hans knogler dannedes klipper, og alle de løse sten på jorden er Ymers tænder og løse benstumper. Himmelhvælvingen er skabt af Ymers hjerneskal. Dværgene Østre, Vestre, Nordre og Søndre blev sat til at bære den, en i hvert hjørne. Af hans hjerne blev der skabt skyer.


Fra Muspelheim kom der stadig gnister. Dem brugte guderne til at skabe stjernerne solen og månen. Mundilfare havde to børn, en pige og en dreng. Han syntes de var så smukke, at han kaldte pigen for Sol og drenge for Måne. Det syntes guderne ikke om, så de tog børnene og satte dem op på himlen. Sol styrer den rigtige sols vogn. Sol kører hurtigt, for lige i hælene på hende er ulven Skoll. Ulven indhenter hende hver aften. Måne styrer månens vogn og råder i ny og næ for månefaserne, mens han prøver at køre fra ulven Had.

Nat er datter af en jætte. Hun blev gift med asen Delling, og sammen fik de en søn, Dag. Han er lige så lys, som moderen er mørk. Dag og Nat skiftes til at køre på himlen. Nats hest hedder Rimfakse, og hver aften falder skum fra dens bidsel ned på jorden som dug. Dag hest hedder Skinfakse, og jorden får lys fra skinnet i dens manke.

Odin, Vile og Ve gik nu en tur på stranden. Der fandt de to udgåede træer. Odin gav dem ånde og liv, Vile gav dem forstand mens Ve gav dem alle sanserne. De kaldte dem Ask og Embla, og fra dem nedstammer alle menneskerne fra Midgård. Før dette havde de dog taget Ymers øjenvipper og havde rejst en hegn omkring Midgård, så menneskerne kunne føle sig sikre imod jætterne, der bor i Jotunheim også kaldet Udgård. Helt oppe i nord sidder jætten Hræsvælger, ligslugeren. Han har skikkelse af en ørn, og når han slår med vingerne, bringer han havet i oprør og får skibe til at forlise. Mennesket bor i Midgård, der ligger mellem Udgård og Asgård. Man ved ikke om Asgård ligger på jorden. Den eneste måde at komme til Asgård på er over regnbuen Bifrost.

Efter alt dette opdagede guderne at der var gået maddiker i Ymer kød. Disse maddiker gav de menneske forstand og skikkelse, og på denne måde blev dværgene skabt. De er kendt for at være dygtige smede. Midt i Asgård står Yggdrasil, verdens største træ. Det har tre rødder, som går til hver sin verden og ender i hver sin brønd eller kilde. Den først rod går til Niflheim og kilden Hvergelmer. Den anden går til Jotunheim og Mimers visdomsbrønd. Den sidste går til Asgård og Urds brønd. Brønden i Asgård vogtes af tre nonner Urd, Verdande og Skuld. De bestemmer menneskets skæbne og spinder deres livstråd, men trådene bliver ikke lige glatte og derved bliver skæbnerne meget uens. Ingen ved hvornår disse tråde klippes over.

Lokes væddemål


Loke er en meget drilagtig person, så en dag havde han sneget sig ind til Tors kone Sif. Mens hun sov havde han klippet hendes gyldne hår af.

Da Tor fandt ud af det, blev han meget vred, og da han fandt ud af at det var Loke, der var den skyldige, truede han med at knuse hvert ben i hans krop. Loke blev naturligvis bange og lovede at skaffe Sif noget andet hår, der var ligeså pænt og voksede lige så godt. Loke gik til nogle dygtige dværgevenner, og de lavede noget nyt guldhår til Sif. Desuden lavede dværgen et skib, der blev kaldt Skibladner. Det havde altid medvind og kunne foldes sammen, så man kunne havde det i lommerne. Til sidst lavede han et spyd, der hed Gungner. Det ramte altid plet, når man kastede det.

På vej hjem mødte Loke en anden dværg, Brok. Loke viste Brok hans ting, og Brok mente at han bror kunne gøre kunsten efter, ved at lave nogle bedre ting. Det væddede de om, og Loke satte sit hoved som pant. Sindre gik straks i gang med at smede, da han hørte hvad det drejede sig om. Han lagde et svine skind på smeden, og beordrede Brok til at blæse med blæsebælgen. Loke, der stod og kiggede på, blev imidlertid bange for at det skulle lykkedes Sindre at lave nogle gode ting, og lavede sig derfor om til en flue og stak Brok på hånden. Brok lod sig dog ikke forstyre, og Sindre var snart færdig med den første ting. Sindre havde lavet en gris med gyldne hår og børster. Den kunne løbe hurtigere end en hest, mens dens børster lyste.

Sindre lagde nu noget guld på smeden, og Brok blæste videre. Loke prøvede igen at forstyre Brok i form af en flue. Han stak ham på halsen, men Brok blæste videre. Sindre havde denne gang lavede en guldring, der senere blev kaldt Drøpner. Hver niende nat drypper der otte andre ringe fra den. Alle lige så smukke som den selv. Til sidst tog Sindre jern frem. Loke stak nu Brok i panden, så der lob blod ned i øjnene. Brok slap bælgen for at tørre blodet væk. Sindre havde lavet en hammer, men skaftet var lidt kort. Hammeren blev senere kaldt Mjølner. Den rammer altid plet og komme altid tilbage når man kaster den.

Loke og de to dværge gik nu til Asgård for at få væddemålet afgjort. Odin, Tor og Frej blev dommerne. Odin fik spydet der altid ramte plet. Tor fik guld håret, og Frej fik det mærkelige skib. Alle mente nu at Loke ville vinde, men så tog Sindre og Brok deres ting frem. De gav Odin ringen. Frej fik grisen og Tor fik hammeren.

Efter disse gaver bestemte guderne at dværgene havde vundet. Loke skulle nu af med sit hoved, men smart som han var sagde han: "Tag bare mit hoved, men I må ikke røre min hals, for den er min egen". Brok blev da så sur at han tog en nål og syede Lokes mund sammen. Det var drøjt for Loke at få munden op igen.

Tor hos Udgårdsloke


Tor er en af de stærkeste aser, dog skete det engang at der var noget han ikke kunne klare. Det var da han var på besøg hos Udgårdsloke. Tor havde fået lyst til at besøge Udgårdsloke, så han spændte sine bukke for vognen og så tog han og Loke af sted.

De stoppede den første aften hos en bonde. Tor slagtede sine bukke, og inden han bad dem at tage for sig af retterne, sagde han at de ikke måtte brække benene. Loke, en drilagtig dreng, pressede Tjalfe, bondens søn, så meget at han til sidst brækkede en knogle for at få marven. Næste morgen svingede Tor sin hammer over bukkene, og straks rejste de sig lyslevende op. Den ene var dog halt. Tor blev nu meget vred. Bonden blev bange og bad Tor om ikke at gøre dem noget ondt. Tjalfe tilstod, og det blev da aftalt at Tjalfe og Røskva, bondens datter, skulle følge med Tor som hans tjenere.

Tor lod vognen stå og drog af sted med Tjalfe og Røskva. Ud på aftenen gav de sig til at kigge efter et sted at sove. De fandt et hus med en meget bred dør - lige så bred som den ene endedør. Inde i huset var der en stor stue og ved siden af en lille stue. Midt om natten vågnede de ved at hele huset rystede. De gik da ind i det lille rum og sov videre. Tor blev oppe og holdt vagt. Da det bliver lyst kigger Tor sig omkring. Han ser en kæmpe ligge og sove i nærheden. Det var ham der havde snorket så jorden rystede. Kæmpen hed Skrymer, og det var hans vantet de havde overnattet i.

Skrymer spurgte om de skulle følges ad, og det gik Tor med til. De spiste deres medbragte mad, og bagefter lagde de det i Skrymers madpose. Han skulle nok bære det hele. Om aftenen lagde Skrymer sig til at sove uden at spise. Ingen af de andre kunne på knuden på madposen på, og Tor blev da så sur, at han tog sin hammer og knaldede Skrymer oven i hovedet. Skrymer vågnede og spurgte om der var faldet et blad ned i hovedet på ham. Han kunne ikke forstå at Tor ikke sov.

Tor mumlede noget om at det skulle de lige til, og så lagde han sig hen.
Tor kunne ikke sove p.g.a. Skrymers snorken. Han rejste sig igen og huggede ned i Skrymers hoved. Skrymer vågnede. Han troede nu, at der var faldet en agern ned i hovedet på ham. Tor lagde sig hen igen, men lovede nu sig selv at tredje gang skulle det lykkes. Om morgenen da Strymer sov, tog Tor igen sin hammer og gav Skrymer et ordentligt knald i hovedet. Skrymer rejste sig. Han troede, han havde fået en fugleklat i hovedet. Skrymer skulle den anden vej, så han sagde farvel og gik.

Efter nogle timer vandring kom Tor og følge til Udgårdslokes borg. De gik ind og hen til højsædet hvor Udgårdsloke sad. Udgårdsloke sagde at Tor så lille ud, ja han udfordrede dem endda til kamp. Loke ville spise om kap, så der blev båret et stort træfad ind, og Udgårdsloke kaldte på Luge, som Loke skulle spise om kap med. De begyndte fra hver sin ende, og mødes på midten, men mens Loke havde kun havde spist maden, havde Luge spist både fad, kød og ben. Luge havde altså vundet. Nu var det Tjalfes tur. Han var god til at løbe, så Udgårdsloke kaldte Huge frem. De løb tre gange, og Huge vandt hver gang. Tredje gang var Tjalfe ikke engang nået halvvejs før Huge løb i mål. Tjalfe havde altså også tabt.

Nu skulle Tor vise hvad han duede til. Han ville drikke om kap med hvem som helst. Udgårdsloke kom med et drikkehorn. Hans mænd kunne tømme det i et drag, sagde han. Nogle skulle dog bruge to, mens det kun var de svage der skulle bruge tre. Tor tog hornet og gav sig til at drikke.

Efter første drag kiggede han ned i hornet. Det så ikke ud til at være sunket. Tor satte endnu engang hornet for munden og drak. Heller ikke denne gang så det ud til at være sunket. Tredje gang var det dog sunket lidt men ikke meget. Udgårdsloke lod nu en kat bringe, og fortalte at drengene ofte konkurrerede om hvem der kunne løfte denne kat højest. Tor prøvede derefter, men katten slap kun jorden med det ene ben. Nu blev Tor sur og han ville bryde. Ingen af Udgårdsloke mænd ville bryde, men Tor kunne da bryde med hans gamle mor. Hun kom ind og Tor tog fat om hende, men jo mere han anstrengte sig jo svære blev det. Udgårdsloke afbrød kampen og maden blev bragt ind.

Tor og følge sov om natten hos Udgårdsloke. Næste morgen fulgte Udgårdsloke dem på vej. Da sagde han: "Nu skal jeg fortælle jer sandheden. I synes I har klaret jer dårligt, men jeg klarede mig kun ved trolddomskunstner.

Skrymer var mig. Du var tre gange lige ved at slå mig ihjel. Kan de se de tre dale over der. Dem har din hammer lavet. Om kampene i borgen. Luge er luen eller ilden, og derfor var han bedre til at spise. Tjalfe løb godt, men han kunne ikke slå Huge forsi han er min hu eller min tanke. Og dig Tor. Hornet du drak af gik helt ned til havet. Derfor kunne du ikke tømme det. Katten var midgårdsormen. Det var flot at du kunne løfte den så højt som du kunne. Min gamle mor Elle eller Ælde er alderdommen, og den kan ingen kæmpe imod.

Tor blev nu så vred at han knyttede hånden om hamren og skulle lige til at slå, men i det sammen var Udgårdsloke og hans borg væk. Næste gang skulle Tor nok få lagt jætterne ned med nakken.

Tors bryllup

En morgen vågnede Tor og opdagede at hans hammer, Mjølner, var væk. Tor gik til Loke og fortalte om hvad der var sket. Loke lovede at hjælpe Tor.

Loke lånte Frejas fugledragt og fløj til Udgård, hvor jætterne bor. Han regnede med at det var en af dem der havde taget den. Først gik han til jætten Trym. Loke spurgte ham og hammeren og Trymer sagde: "Ja, den har jeg taget. Den ligger otte mil under jorden, og I får den ikke før jeg får Freja til kone."

Med den besked rejste Loke tilbage til Asgård. Tor og Loke gik til Freja og bad hende trække i brudetøjet. Da blev Freja meget sur, så sur at hele Asgård rystede. Guderne samledes nu til råd. Ingen havde noget forslag før jeg, Heimdal, rejste mig og sagde, at nu blev Tor nødt til at klæde sig ud som brud og tage til Udgård. Tor var selvfølge imod planen, men Loke fik ham til at forstå at det var den eneste mulighed. Tor blev klædt i brudedragt og smykker blev hængt om hans bryst. Loke klædte sig ud som pige og tog med.


Trymer hørte dem langt borte og kaldte alle jætterne til bryllup. Før brylluppet skulle stå, skulle der først spises. Tor spiste en hel okse, otte fisk og al den kage, som kvinderne skulle have haft. Trym var meget forbavset over brudens appetit, men Loke fortalte at bruden ikke havde spist i otte fordi hun sådan længtes efter at blive gift.

Trym blev glad og bøjede sig frem og løftede sløret for at kysse det han troede var Freja. Tor sendte ham et vredt blik og Trym for tilbage. Loke var snedig og sagde: "Freja har ikke sovet i otte dage, sådan længtes hun efter at kommer herhen." Trym kaldte på sine karle, og de blev bedt om at hente hammeren. Det skulle være en bryllupsgave til Freja, og blev derfor lagt i Tor skød. Tor rejste sig op og rev sløret af, hvorefter han dræbte Trym og hele hans familie.

Derefter kørte Tor og Loke tilbage til Asgård.

Tors besøg hos Geirrød

Engang stjal den drilagtige Loke Friggs falkeham og i den fløj han til Jotunheim. Han kom da til jætten Geirrøds gård, og her satte han sig på taget og kiggede ind. Da Geirrød fik øje på ham, befalede han, at hans tjener skulle indfange fuglen til ham. Tjeneren havde besvær med at komme op på taget og mens han klatrede morede Loke sig kosteligt.

Loke ville blive siddende til mande var lige ved ham hvorefter han ville flyve væk, men i det tjeneren rakte hånden ud, og Loke prøvede at flyve, mærkede han at fødderne sad fast. Tjeneren bragte fuglen (Loke) ind til Geirrød, og da han kiggede fuglen i øjnene, så han med det samme at der var et menneske bag. Geirrød spurgte hvem der var bag falkehammen, men Loke tav. Så sultede Geirrød ham i tre måneder, og efter det fik Loke munden på gled.

Geirrød ville ikke lade ham slippe, før Loke lovede at han ville få mig til Geirrøds gård uden våben. Det lovede Loke ham, og da han kom hjem, fandt han på en list, så han kunne lokke mig væk uden min hammer eller min handske. På vejen overnattede de hos jættekvinden Grid, der er moder til Vidar den tavse. Hun fortalte, at Geirrød var en stærk og modig jætte, og sagde desuden at vi hellere måtte få hendes bælte, hendes jernhandsker og hendes stav med.

Næste morgen drog vi videre og snart kom de til en bred elv, der hedder Vimur. Jeg tog bæltet på og vadede ud i elven. Loke holdt sig fast i bæltet. Da vi stod midt ude i elven, stod strømmen mig over skuldrene. Jeg kiggede op, og i en kløft så jeg Geirrøds datter Gjalp stå overskrævs over elven, og da forstod jeg pludselig hvor alt vanden kom fra. Jeg tog en sten og kastede den mod hende. Alt hvad jeg kaster rammer, og det gjaldt også denne gang; kilden til elven var væk, og snart faldt vandstanden også.

Jeg fik fat i en rønnebusk og vi kom helskindet i land. Efter lidt vandring, kom vi til Geirrøds gård, men folkene her viste os ikke den store ære. Vi blev vist ind i stalden, hvor der blev sat to stole frem til os. Der gik ikke lang tid, før jeg mærkede at min stol løftede sig. Jeg tog Grids stok og pressede den mod loftet for at holde stolen på jorden. Ved samme lejlighed brækkede jeg rygraden på begge Geirrøds døtre, Gjalp og Greip, og dette kunne høres langt væk, for vræle det kunne de.

Geirrød lod mig nu byde ind i hallen, for at vi kunne kappes i kraftlege. Da jeg trådte frem for Geirrød, tog han en gloende jernkugle og kastede den efter mig. Jeg fangede den med jernhandsken og kastede den tilbage i samme retning hvor den kom fra. Geirrød, den bangebuks, havde i mellem tiden gemt sig bag en søjle, men jernkuglen gik lige i gennem både søjle, Geirrød og husmuren. Sådan endte den møde med Geirrød. Det var alt, hvad han fik ud af, at lokke mig til sin gård.

Tor og færgekarlen

Tor havde som altid været ude øst på for at jage jætter. På vej hjem til Asgård kom han til et lille sund, hvor der stod en færgekarl på den anden side med sin båd. Tor var i drillehjørnet, og råbte til færgekarlen på den anden side: "Hvad er det for en svækling? Du kunne godt trænge til lidt sul på kroppen. Sejl mig over, og du skal få lov til at smage hvad der er i min madpose."

Færgekarlen lod sig dog ikke sådan håne og svarede igen: "Sådan nogle store brød skal altid prale med hvor meget de kan spise, men du ser dog noget forsømt og sølle ud; gad vide om din forlod dig da du stadig var ganske lille?"

Tor ville ikke finde sig i sådanne fornærmelser og råbte tilbage at det ikke var noget at prale med, hvortil færgekarlen spurgte hvad han så havde at prale med. For det så ikke ud til at han havde noget at prale med; han lignede en tigger. Tor råbte, om han så ville kommen med den båd med det samme, og så ville han ellers gerne vide, hvem der ejede båden og hvem der var færgekarlens arbejdsgiver. Ejeren hed Hildulv, og var en rigtig husbod. Han havde advaret færgekarlen mod at tage tiggere og strejfere med om bord. Han måtte kun sejle med pæne folk, der fortalte deres navn.

"Ja", svarede Tor, " de taler til Tor, Odin søn. Den tapreste af alle guderne, og nu vil jeg så gerne vide hvem jeg taler med!" Færgekarlen hed Gråskæg. Han var ikke meget for at give sit navn fra sig, men mente ikke at det kunne skade at sådan en blegfis som Tor fik det af vide. Tor blev nu meget gal og råbte at hvis det ikke var for den gode mad han havde med sig, så ville han vade over og så kunne Hr. Gråskæg godt tage sin små ben på nakken. Færgekarlen mente at Tor skulle passe på ikke at blive våd bagi, og at der skulle mere til at skræmme ham. Tor skulle ikke tro at han kunne klare ham lige så let som Rungner!

"Let," skreg Tor, der nu var ved at være rigtig godt sur. "Du skulle bare vide, at Rungner både havde haft en skjold og et hoved af sten. Alligevel var blev han den lille. Hvad har du så udført imens?" "Lad os nu se. Jo, dengang var jeg vist på visit hos Fjølvar i fem vintre i træk. Vi drog i kamp sammen, dræbte alle fjenderne og lå hos deres koner", svarede Færgekarlen. Det troede Tor ikke på, men Gråskæg lod sig ikke tirre, og stod ved sin fortælling. Havde Tor mon udrettet noget imens?

Jo han havde slået 7 troldkællinger ihjel, så de ikke kunne føde nogle jætteunger til at skade menneskene i Midgård. Hvad havde Gråskæg gjort? "Troldkællinger?" fnøs Gråskæg, "Jeg var på krigstogt i det sydlige hvor jeg fældede en stormand og en jarl. Du ved nok, at faldne krigere som stormanden og jarlen kommer til Odin i Valhal, hvorimod du må nøjes med trællene. Er der ikke rigtigt at du kun er kræfter og muskler, hvorimod du intet mod eller hjerte har? Kan du huske da du lå i Skrymers handske, og du hverken turde nyse eller vende dig af frygt for at Fjalar skulle høre dig?"

Sådan blev de ved i et stykke tid, og Tor blev mere og mere gal, men Gråskæg - der i virkeligheden var Odin - blev mere og mere kold og rolig. Til sidst sagde Gråskæg til Tor, at han hellere skulle tage hjem og se hjem der lå med hans kone i stedet for at stå der og skabe sig. Tor mente dog ikke at Sif kunne finde på at ligge med andre mænd, men det var bare endnu en grund til at komme hjem, så nu kunne Gråskæg godt komme med den båd. Ellers skulle Tor nok komme efter ham! Nu ville Gråskæg slet ikke hjælpe ham over vandet, men han ville gerne fortælle ham vejen over land. Han skulle bare holde til venstre og ville så komme til han mor, der nok skulle sørge for at hendes lille dreng kom hjem! Så opgav Tor, og han måtte gå den lange vej over land.

Myten om Allvis og Trud

Medens Thor var ude og jage jætter, forlovede dværgen Allvis sig med Thor's datter Trud. Da Allvis kom for at hente sin brud, opdagede Thor, at Allvis var en dværg, og det passede ham dårligt. Han lovede dog Allvis, at han skulle få Trud til kone, hvis han kunne svare rigtigt nogle spørgsmål. Thors bagtanke med spørgsmålene var dog at trække tiden ud til det blev solnopgang, for han vidste, at hvis solen skinnede på Allvis, ville han springe i stykker og forvandles til en sten. Thor spurgte så Allvis ud om mennesker, aser, vaner, alfer, jætter, etc. - og Allvis var så optaget af at svare, at han ikke opdagede solen stod op, og dermed lykkes Thors list.

Balders død

Balder var den mest elskede af alle guderne, så da han en dag havde drømt om blod og onde varsler, var alle villige til at hjælpe. Odin sandlede Sleipner, og drog ud for at finde ud af hvad det betød. Odin red til Niflhaim, hvor han vidste, at der lå en spåkone begravet. Odin gravede hende op, hun beklagede sig, men Odins ord er de stærkeste. Hun ville meget nødig svare på hans spørgsmål, men til sidst fik Odin at vide, at der var gjort klar til Balder i dødsriget Hel.

Med den besked drog Odin hjem til aserne, men de nægtede at se skæbnen i øjnene. Frigg drog ud og fik alle mennesker til at sværge på at de ikke ville gøre Balder noget ondt. Da det var gjort, spurgte hun alle dyr, planter, ild, vand, vind, sten, jern osv. Alle ting svor at de ikke ville gøre Balder noget ondt.

Nu da der ikke kunne ske Balder noget, morede Guderne sig med at skyde til måls efter Balder. Nogle brugte bue og pil, andre kastede med sten og nogle helt tredje prøvede at hugge i ham, men resultatet for dem alle var ens. Ingen ramte Balder.

(Loke fortæller:) Jeg stod selv yderst i kredsen, og jo mere tid der gik, jo mere blev jeg misundelig på Balder. Det jeg herefter gjorde har jeg fortrudt mange gange efter. Jeg forklædte mig som en gammel kone, Tøkk, og gik til Frigg og spurgte, om hun nu også havde spurgt alle ting. Hun svarede at der voksede en lille mistelten på et træ i udkanten af skoven. Den så så uskyldig ud, så den havde hun ikke spurgt. Jeg skyndte mig hen til misteltenen, hvor jeg skar en lille stumt af og lavede en pil ud af den.


Høder, Balders blinde bror, stod i udkanten af kredsen. Jeg gik hen til ham og spurgte hvorfor han ikke var med. Han mente ikke at han kunne være med, når han nu var blind. Jeg ville gerne "hjælpe" ham, så jeg fandt en bue og satte misteltenspilen for sigtede og skød. Pilen ramte lige i Balders hjerte, og han faldt om med det sammen.

Hermod ville gerne rejse til Hel og betale løsepenge for Balder. Mens han var på vej, lagde Guderne Balder på hans skib Ringhorn. Dette skulle blive Balders sidste rejse, for Hermod kunne ikke få Balder med hjem, før alt og alle i hele verden ville græde af sorg over Balders død. Balder drog hjem og fortalte Frigg hvad Hel forlangte. Frigg drog ud og fik alle til at græde. På vej hjem mødte hun en gammel kone, der sagde hun hed Tøkk (det var mig). Jeg nægte at græde over Balder.

Guderne blev meget sure på mig, så jeg flygtede op i fjeldene. Om dagen skabte jeg mig om til laks og svømmede rundt i Franangsfossen. Alligevel var jeg bange, og om natten sad jeg og knyttede masker på en tråd, og på den måde lavede jeg den første fiskenet. Odin havde set mig fra han højsæde, og alle aserne kom efter mig. Jeg kastede nettet på ilden og sprang i fossen. Kvaser var den første der kom ind i min hytte. Han så nettet på ilden, og vidste med det samme hvad det var. Alle aserne begyndte nu at knytte efter det mønster, de kunne se på ilden.

Da de var færdige, kastede de det ud i fossen, og prøvede at fange mig. Jeg undslap de første gange, og tor måtte ud i fossen, for at fange mig. De bande mig til tre store sten. Så skabte de min ene søn, Narfe, om til ulv, og han sønderrev min anden søn, Vale. Jeg blev bundet med hans tarme. De satte en giftslange over mit hoved, men min kone Sigyn holder en skål over mit hoved så det ikke drypper mig i øjnene. Når skålen er fuld og skal tømmes, rammer giften mig, og jeg skriger så meget af smerte, at lande rystes af jordskælv.

Hvordan aserne fandt ulven og ormen

En dag fandt Tyr to mærkelige dyreunger. Det var en ulv med zigzagstriber ligesom en orm og en orm, der var gul ligesom en ulv. Det legede i lunden i Asgård. Aserne vidste ikke hvad de skulle gøre ved dyreungerne eller hvordan der var kommet ind i Asgård. Tyr mente, de ville være gode krigsdyr, hvis jætterne skulle angribe. "Vi kan altid vente og se, hvordan de opfører sig", sagde han. Det gik de andre guder med til, men det skulle være Tyrs ansvar at opdrage ungerne.

Han gik straks i gang. Han kaldte ulveungen Fenris, og der gik ikke lang tid, før den kendte dens eget navn og reagerede derpå når Tyr kaldte. I starten peb ulven kun lidt, men efterhånden blev det til høje hyl, som ingen kunne lide at høre på. Ormen kaldte Tyr Jørmundgand, men den adlød ikke sit eget navn. Den voksede med en enorm fart; hver dag var den dobbelt så lang som dagen før. I starten var det ikke så stort en problem, men det blev det hurtigt!

En dag fandt ormen vej til Iduns æblehave, hvor den krøb op i træet. Idun blev meget vred (og bange) og krævede et andet job, hvis ikke ormen blev fjernet. Hun ville heller ikke stå til ansvar for, om æblerne var blevet forgiftet. Tyr var heller ikke meget for at beholde slangen. Den var al for uopdragen.

Tor ville slå sin hammer i slangen, men Loke sagde: "Du risikere, at hammeren sidder fast i slangen. Og hvis du endelig skulle slå igennem er ormen fyldt med edder og gifte, og al giften vil strømme ud. Næh, vi skulle heller drukne ormen. Så er vi fri for gift- og blodudgydelse i Asgård." Odin var for en gangs skyld enig med Loke. Tor, som var den eneste as, der kunne bære slangen, måtte nu med jernhandsker bære den store slange helt ud på de yderste klipper, hvor han smed den i havet.

Hvordan aserne bandt Fenrisulven

Fenrisulven boede først hos aserne, men blev efterhanden så vild, at de ikke turde lade den blive der. Guderne prøvede at binde den med lænker, men den sprængte selv de stærkeste. Da smedede nogle kloge dværge en lænke, som var særlig god. Den var nemlig lavet af lyden of kattetrin af kvindeskæg, af fuglespyt, af fiskeånde, af bjergrødder og af bjørnesener. Dværgene lovede, at den nok skulle holde - den så ellers ganske blød ud, den lignede nærmest et stykke silkebånd. Men nu kom det værste: hvordan skulle guderne få ulven bundet med snoren? Ulven ville naturligvis ikke -den tænkte, at der nok var trolddoms-kunster med i spillet, når den skulle bindes med så blød en snor, og det var der jo også.

Guderne lovede at løse den igen, hvis den ville prøve at lade sig binde. "Hvis jeg ikke kan sprænge den," sagde Fenrisulven, "så er I vist lumske nok til at lade mig stå bundet længe." Men til sidst sagde den: "I må gerne binde mig, hvis en af jer vil lægge sin hånd i min mund imens!" Aserne kikkede på hinanden; det havde ingen af dem lyst til. Men så gik Tyr hen til uhyret og lagde sin højre hånd i dens gab. Derpå bandt de snøren om ulven. Den prøvede at sprænge den, men kunne ikke. Da lo alle aserne. Undtagen Tyr - for han mistede sin hånd. Snoren blev nu gjort fast til en klippe, og således var Fenrisulven bundet.

Hymers kar

Engang fik aserne lyst til at lave et ordentligt gilde, og de tænkte, at de kunne holde det hos ,Ægir, som var gud for havene. Ægir var ikke meget opsat på det; han gjorde først en masse vrøvl, men sagde så, at hvis jeg kunne skaffe ham et kar, der var så stort, at han kunne brygge al mjøden i det på en gang, så ville han holde gildet. Han troede nemlig ikke, at der i hele verden fandtes et så stort kar. Guderne gav sig til at spekulere - hvor skulle de få sådan et kar fra? Tyr sagde: "Jætten Hymer, som er gift med min mor, har sikkert et kar, der er stort nok." "Tror du, vi kan få fat i det," spurgte jeg. Det mente Tyr nok - bare de brugte list. Tyr og jeg begav sig næste morgen af sted og kom ud på aftenen til Hymers gård.

Hymer var ikke hjemme, men Tyrs mor var naturligvis meget glad for at se dem. Hun var dog noget betænkelig, da Hymer ikke kunne lide at få gæster. Hymer var på jagt og kom først hjem sent på aftenen. Han var godt sur, da han trådte ind i hallen. Hans kone tog venligt imod ham og fortalte, at Tyr og jeg var kommet på besøg. "Men for ikke at gøre dig alt for vred," sagde hun, har de gemt sig bag søjlen der." Hymer gloede vredt på søjlen. Hans blik var så stærkt, at søjlen splintrede.

Lige sådan gik det med den tværbjælke, som hvilede på søjlen, og alle de kar, som lå på den. Kun det stærkeste af karrene holdt. Tor og Tyr kom nu frem og hilste på ham. Han skulede vredt til dem, især til Tor, som jo var jætternes værste fjende. Men han fandt sig dog i, at de blev.
Aftensmaden kom ind, den bestod af tre stegte tyre. Af dem spiste Tor de to. Hymer syntes, at det var meget grådigt, og han sagde, at næste gang de skulle spise, måtte de nøjes med de fisk, som de selv fangede.

Næste morgen skulle Hymer og Tor så ud at fiske. Tyr blev hjemme hos sin mor. "Hvad skal vi bruge til madding?" spurgte Tor. Hymer brummede, at det måtte han selv sørge for. Tor gik da ud på marken, hvor Hymers køer og tyre græssede. Han vred hovedet af den største tyr og gik ned til båden med det. Hymer brummede fælt, da han så den madding, men sagde ingenting. De roede så ud. Da de var kommet et stykke ud, ville Hymer standse, for der plejede han at fiske. Det var farligt, sagde han, at ro længere ud, for der holdt Midgårdsormen til. Men dot var netop derud Tor ville, så han roede bare til, mens Hymer følte sig temmelig utilpas.

Da de var kommet ud på det dybe hav, snoede Tor en stærk snøre, satte bådens anker på som krog og brugte oksehovedet som madding. Han kastede krogen ud. Midgårdsormen så maddingen, spærrede gabet op og tog godt fat i oksehovedet. Derved satte krogen sig fast i dens mund. Da Tor mærkede, at der var bid, trak han til og fik også den rasende slange trukket op mod båden. Han måtte bruge alle sine kræfter, og han trådte så hårdt med sine fødder, at de gik gennem båden, og han stod på havets bund.

Nu fik han slangens hoved op af vandet. Det var et skrækkeligt syn. Hymer blev helt bleg, da han så den rædsomme slange. Tor løftede Mjølner for at slå Midgårdsormen for panden, men i det samme så Hymer sit snit til med sin kniv at skære snoren over, så slangens hoved sank ned i havet igen. Tor vendte sig rasende om mod Hymer og stak ham sådan en lussing, at han røg overbord og måtte vade i land.

Nu var det Hymers tur til at være vred. Da de begge var kommet hjem, sagde han: "Du tror, du er så stærk, men det er ikke nok at kunne ro. Hvis du virkelig er stærk så må du kunne knuse mit krus her, ellers regner vi dig ikke for noget." Tor tog kruset og kastede det mod en bjælke i hallen. Bjælken gik itu, men kruset holdt. Tor prøvede endnu en gang. Af alle sine kræfter slyngede han kruset mod en anden bjælken men det gik på samme måde. Bjælken gik itu, men kruset forblev helt.

Tyrs mor hviskede da til ham: "Prøv at kaste kruset mod Hymers hoved. Det er hårdere end alt andet." Det gjorde Tor, og nu knustes kruset. Hymer ville dog endnu ikke indrømme, at Tor var stærk. Han sagde: "I må prøve en ting til. Vis mig, om I kan bære mit store kar ud af hallen."

Tyr prøvede først. To gange forsøgte han at løfte karret, men han kunne slet ikke rokke det. Så tog Tor fat. Med besvær fik han løftet det op på sin ryg og bar det ud af hallen. Men han bar det ikke ind igen, tværtimod fortsatte han ud af gården og videre. Da Hymer og hans mænd opdagede det, kom de alle sammen styrtende. Tor satte karet ned, svang sin hammer, dræbte alle og gik hjem til Asgård med karet. Så kunne Ægir ikke slippe. Han måtte brygge mjød i det store kar og holde gilde for alle aserne.

Gefion

Engang var Odin var ude at rejse sammen med Gefion. De kom til en ø, og de kaldte den Odins Ø. Formodentligt mødte Odin en frille, og ville ikke have Gefion i nærheden som vidne. Derfor sendte han Gefion væk og bad hende finde et andet sted at bo. Gefion rejste mod nordøst og kom til Kong Gylfe i Sverige. Gefion var meget smuk, og Gylfe blev naturligvis betaget af hende. Af den grund tilbød han hende så meget jord, hun ville have, som tak for hendes milde gerninger. Hun skulle blot pløje det på et døgn.

Gefion var klog. Hun vidste at det ikke kunne klares uden jættehjælp, så hun rejste strakt til Jotunheim. Har parrede hun sig med en jætte og fik med ham 4 stærke sønner. De blev iklædt tyreham, spændt for ploven og med deres jættekræfter pløjede Gefion landet ud. Hun rejste da fra Kong Gylfe, men da hun gerne både ville være sammen med Kong Gylfe og Odin lagde hun landet imellem. Hun kaldte øen Sælund (senere Sjælland), fordi den straks blev beboet af sæler. Senere blev øen et samlingspunkt for konger, og Gefion giftede sig endda med en af dem.

Det land Gefion havde pløjet ud, blev til en stor sø i Sverige. Den kaldes Väneren. Kong Gylfe blev naturligvis forarget over hvad Gefion kunne med hendes okser. Der, hvor søen har en bugt eller vig, er der et næs eller en halvø på Sælund. Det skulle efter sigende være meget tydeligt.

Frejs kone


En dag, da Odin var ude, skete det, at Frej satte sig op i Odins højsæde Lidskjalv og kiggede ud over verdenen. Da så han langt borte en jomfru så skøn, at han ikke kunne få hende ud af tankerne. Hun var datter af jætten Gymer. I flere dagen hverken drak eller spiste Frej noget af bare længsel.

Jeg (Frejs far) blev bekymret for sin søn, og han kaldte på Frejs tjener Skirner, og bad ham finde ud af, hvad der gik Frej på. Han fortalte da Skirner, at han havde set denne skønjomfru, og bad samtidig Skirner arrangere et møde med hende. Skirner mente dog ikke at det var muligt at Frej kunne mødes med en jættedatter, men han ville gerne arrangere et møde. Med på hans tur fik han Frej sværd og nogle guldæbler til skønjomfruen.

Han kom da til Gymers gård. Han spurgte en hyrde, hvor han kunne finde husets datter. "Du må være gået fra forstanden. Gerd kan du ikke komme til at snakke med. Kan du se du glubske hunde der hende? De vogter huset," sagde hyrden. Gerd havde hørt at der var en fremmede rytter, og lod ham straks byde indenfor. Han fik af vide at det var Frejs tjener, og han fortalte historien om Frej og hans forelskelse.

"Du han få guld og Odins ring Draupner," sagde han, men Gerd var ikke interesseret i at blive gift med en fra vanernes slægt. Skirner truede hende nu med alverdens ulykker, og tilsidst indvilgede hun i at mødes med Frej om ni nætter på en lille slette ved navn Barre. Skirner måtte dog give Frejs sværd, for at hun kunne få lov af hendes fader.

Da han kom hjem, blev han modtaget af en meget forventningsfuld Frej. Skirner fortalte at de kunne mødes om ni nætter, og sagde samtidig at han havde måttet forære Frejs gode sværd til Gymer. "Pyt med sværdet," svarede Frej. "Hvad værre er, er at jeg skal vente i ni nætter. Selv en enkelt nat er for lang tid." Men Frej måtte vente. Ni nætter senere kunne han ride til Barre og tilbringe en nat sammen med Gerd. De bliv nu gift og fik sønnen Fjølner. Folk tilbad Gerd og Frej, fordi de sørgede for gode afgrøder på markerne og fred blandt mennesker.

Njords giftemål

Guderne havde dræbt Tjasse, fordi han havde bortført Idun og livsæblerne. Tjasses datter Skade blev selvfølgelig meget sur over det, og hun rejste derfor til Asgård for at hævne drabet på faderen. Guderne forsøgte at tale hende til ro og de tilbød hende endda en erstatning, men hun ville ikke indgå forlig. Til sidst blev de enige om, at hun måtte vælge en ægtefælle blandt aserne, men hun måtte kun se fødderne, men samtidig skulle aserne få hende til at grine. Det ville nok være svært, for Skade var kendt for at være sur og alvorlig.

Der blev nu hængt et klæde op, og Skade fik lov til at vælge. Ved de smukkeste fødder stansede hun op. Hun tænkte ved sig selv, at sådan nogle smukke fødder kun kunne tilhører Balder, men de tilhørte ikke den smukke og berømte Balder men mig (Njord red.), og det blev hun ikke glad over. Nu manglede bare, at hun skulle grine. Det var Loke mand for. Han tog en snor og bandt snorens ene ende om en geds skæg og den anden ende om sin egen pung, og så begyndte de at trække tov. Først skreg den ene og så den anden. Alle guderne lo, og til sidst lo Skade også.

Så blev vi gift, men det gik ikke godt. Skade ville bo i Trymheim, hvor hendes fader også boede, men jeg ville bo i Noatun i Asgård. Vi blev da enige om først at bo ni nætter det ene sted, og så ni nætter det andet sted, men heller ej denne løsning var god. Jeg kunne ikke sove i Trymheim, fordi ulvene hylede hele natten, og hun kunne ikke sove for mågernes skrig i Noetun. Derfor blev vi enige om at bo hver for sig, og nu bor hun i Trymheim i nærheden af de bjerge hun elsker så højt, og jeg kan blive boende tæt ved havet.

Tvekamp mod Rungner

Engang da Tor var ude østpå for at slås med troldene, red Odin tur på ottebenende hest Sleipner. Han endte helt i Jotunheim, hvor han mødte jætten Rungner. Rungner kunne ikke genkende Odin og spurgte hvad det var karl, der kom ridende med en guldhjelm på hovedet og så endda gennem luft og vand – det måtte være en god hest.

Jo, Odin var godt tilfreds med sin hest. Han mente endda, at hesten var den bedste i verden. Han ville væde på, at de ikke havde en bedre hest i Jotunheim. Det ville Rungner ikke høre tale om, så de kunne passende ride om kap. Rungner sprang op på sin egen hest Guldfaxe og sætte efter Odin, men Odin lod hele tiden være en bjergtop foran Guldfaxe og sådan fortsatte de in i Valhal. Her stod Rungner nu blandt alle guderne. De tog det hele meget stille og rolig og bød Rungner indenfor.

Han fik noget at drikke endda af det samme krus som Tor plejede at drikke af. Rungner fik en masse at drikke, og til sidst blev han så fuld, at han begyndte af blive voldsom. Så voldsom at kun jeg kunne servere for ham. Og han begyndte også at prale med ting som at flytte hele Asgård og slå alle aser ihjel undtagen Sif og Freja. Guderne gad nu ikke at høre mere på Rungner, så de kaldte på Tor.

Tor blev meget sur over, at Rungner var blevet budt inden for, og at han sad der, og drak af hans krus. Vredt lod Rungner det vide, at han nok skulle komme til at fortryde det, og det inden han havde forladt rummet. Men Rungner svarede: ”Der ville intet hæder være i, at dræbe mig nu, når jeg ingen våben bære. Nej, lad mig hellere hente mine våben, og så kan vi tage en lille tvekamp.”


Det lod Tor sig ikke høre to gang. Der var endnu ingen, der havde turdet udfordre Tor til tvekamp. Rungner forlod Valhal og tog hjem til Jotunheim. Alle jætterne vidste godt, at Rungner var den stærkeste af dem, så det ville ikke se godt ud, hvis Tor vandt denne tvekamp. De byggede derfor en lermand og gav ham et ponyhjerte.

Rungner og Møkkurkalfe stodklar ved Grotunagår, hvor slaget skulle stå. Det siges at Møkkurkalfe tissede i bukserne af rædsel da han så Tor komme lyende over himlen. Tjalfe, Tors tjener, var løbet i forvejen og sagde til Rungner: ”Tor har set, hvordan du står med dit skjold foran dig. Nu tager han vejen gennem jorden og angriber dig nedefra.”

Rungner lod sig narre og stillede sig straks på skjoldet. I det samme kom Tor med al sin asa-styrke og svang sin hammer over hovedet og kastede den med Rungner. Rungner tog en stor hvæssesten og kastede den mod Tor som modangreb. De to våben ramte hinanden i luften og stenen sprintedes og faldt til jorden og blev til små slibesten. En af stumperne ramte Tor lige i panden, hvor den satte sig fast. Mjølner fortsatte ligeud og ramte Rungner lige midt mellem øjnene. Han faldt sådan, at hans ene ben lå lige på Tors strube. Tjalfe havde i mens kæmpet med Møkkurkalfe og vundet. Han kom nu løbende for at hjælpe Tor, men han kunne ikke løfte benet.

Da aserne hørte at Tor var faldet, kom de alle løbende, men heller ej de kunne løfte benet. Magni kom til. Han var søn af Tor og jættekvinden Jernsaxe og kun tre nætter gammel. Så let som ingenting løftede han benet. Tor blev glad og bød sin søn velkommen. Han fortalte sin søn, at kan nok skulle blive til noget, hvorefter han gav ham Rungners hest Guldfaxe. Det blev Odin lidt sur over.

Tor tog hjem til Trudvang, men slibestenen sad stadigvæk i panden på ham. En dag kom en vølve til Tor, Hun hed Groa og var gift med Aurvandil den Tapre. Hun gav sig til at synge trylleviser for Tor, og slibestenen begyndte at løsne sig. Tor blev så glad, at han fortalte Groa, at han for nylig havde været sydpå og havde vadet over Elisvåg.

Ved den lejlighed havde han hjulpet Aurvandil ud af Jotunheim ved at bære ham i en kurv. Han fortalte også, at Aurvandils ene tår havde stukket uden for, og var frosset af. Tor havde kastet den op på himlen, og det er den stjerne, der i dag hedder ”Aurvandils tå”. Groa blev så glad for at høre, at hende mand var på vej hjem, at hun glemte at synge, så slibestenen sidder stadig i Tors pande. Det er derfor, man ikke må glide en slibesten over gulvet, for så giver det et jag i Tors hoved.

Iduns æbler

Engang da Odin var sammen med Loke og Høner på tur i fjeldet, skete det, at de havde forregnet sig så deres mad slap op. Heldigvis gik der ikke lang tid før de kom til en dal, hvor der gik okser og grassede. De fangede straks en okse, og ville stege den i en jordgrube De gravede et hul, og tændte bål dernede i. Så lagde de en mængde sten ovenpå, og da stenene var glohede og ilden var brændt ud, lagde de kødet ned på stenen og dækkede til med tørv. Da de mente at kødet havde fået nok, tog de tørvet af, men kødet var stadig rødt.

De ventede lidt endnu, men da de kiggede igen var kødet stadig ligeså råt som da de lagde det ned. Bedst som de stod og diskuterede hvordan det kunne lade sig gøre, lød en stemme fra et træ. En ørn i træet sagde, at det var ham, der sørgede for at kødet ikke ville blive mørt. Ørnen forlangte så meget den kunne spise af kødet, for at lade det blive mørt. Guderne blev nødt til at gå ind på disse krav, for de var selv meget sultne.

Så snart kødet var mørt huggede ørnen sådan til sig med næbbet, at den fik både to lår og begge bovstykker. Det ville Loke ikke finde sig i, så han greb fat i en kæp og slog ørnen over ryggen. Ørnen fløj op, men kæppen hang fast i dens fjer og Lokes hænder ved grenen, så han kunne ikke slippe. Ørnen fløj nu så lavt at Lokes fødder og knæ slog i mod sten, klipper og træer, og Loke blev da så bange for at hans arme skulle falde af ved skuldren, at han bad da ørnen om nåde. Ørnen ville kun slippe ham fri, hvis han lovede at lokke Idun ud i skoven - og hun skulle have sine æbler med. Loke lovede det, og ørnen slap ham løs, men Loke fortalte ikke de andre om, hvordan han var kommet fri!

Dagen som Loke havde aftalt med ørnen oprindt. Loke gik til Idun og sagde: "Jeg har set nogle særlig fine æbler i skoven. Du kan jo tage dine egne æbler med, så du kan sammenligne!" Idun anede ikke uråd, tog sine æbler og gik med Loke ud i skoven. Så snart de var kommet uden for Asgård slog ørnen, der i virkeligheden var jætten Tjadse, ned på hende. Han løftede hende op og fløj bort til sin gård, der ligger i Trymsheim.

Guderne mærkede hurtigt at Idun og hendes æbler var borte. De begyndte at blive gamle og gråhårede. De mødtes ved Urds brønd, og diskuterede hvor Idun var blevet af. De blev hurtigt enige om, at hun var gået ud i skoven sammen med Loke, og at ingen havde set hende siden da. Loke blev da hevet frem og truet med alle slagt pinsler og død, og til sidst blev han så bange, at han lovede at tage til Jotunheim og hente hende tilbage. Han skulle bare låne Frejas falkeham. Den dag var Tjadse til alt held ude og fiske, og Idun var derfor alene på gården. Loke forvandlede Idun til en nød, så han kunne have hende i kloen. Han fløj nu tilbage mod Asgård. Da Tjadse kom hjem og fandt ud af at Idun var væk, fandt han hurtigt sin ørneham, og fløj efter Loke. Tjadses ørnevinger var større end de fleste, så han indhentede hurtigt Loke.

Aserne stod omkring muren på Asgård og spejdede efter falken. Da de så, at ørnen var lige i hælene på falken, gik de hen og samlede en stor dynge spåner og harpiks. Det lagde de lige ved gærdet. Da falken så kom indenfor muren, slog den vingerne sammen og dykkede lige mod jorden. Med det samme satte aserne ild til spånerne og harpiksen. Ørnen slog ned mod falken, men den ramte ved siden af, og der gik ild i dens vinger. Aserne stod klar og drabte Tjadse da han faldt ned.
Det drab blev der talt meget om!

Brisingamen

Freja, der er den smukkeste af alle gudinder, var engang Odins elsker. Hun boede i en stue, som ingen kunne komme ind i mod hendes vilje. En dag gik Freja en tur og mødte fire dværge. De var meget kunstfærdige og netop nu var de i gang med at lave et smukt halssmykke. Freja kunne godt tænke sig det smykke og lovede dværgene guld og sølv, men intet af dette ønskede dværgene! Hver af de fire dværge ville sælge sin part hvis Freja til gengæld lå en nat med dem hver. Dette gik Freja med til og efter fire nætter fik hun smykket.

Loke fik nys om hvad der var sket og fortalte det straks til Odin. Odin befalede da Loke at få fat i halssmykket og han skulle ikke komme tilbage før han havde det. Det var en svær opgave for Loke da var kommet på. Hvordan skulle han komme ind i Frejas stue mod hende vilje og stjæle smykket?

Loke forvandlede sig om til en flue, hvorpå han prøvede at komme ind gennem nøglehuller og sprækker. Efter lang tids søgen fandt han et hul i taget hvorigennem han kunne komme ind. Da kan kom ind, så han, at Freja lå i sin seng og sov. Hun havde halssmykket på og låsen vendte nedad. Loke forvandlede sig da til en loppe og bed Freja så hun vendte sig. Derpå åbnede han låsen og gik ud af døren.

Freja vågnede næste morgen og så, at smykket var væk og døren var åben men ikke brudt op. Hun vidste godt hvem der stod bag, og gik op til Odin. Odin vil ikke give hende smykket tilbage, da hun var skaffet sig det på sådan en vis: med mindre du får to konger, der alle har 20 konger under sig, til at blive uvenner og kæmpe under den trolddom og forbandelse at de skal stå op og kæmpe så snart de falder. Det går Freja med til og får smykket igen.

Sagnet om Vølund

Tre kongesønner Slagfin, Egil og Vølund var taget på jagttur, da de en dag kom til et sted kaldet Ulvedale. Her byggede de sig et hus ved Ulvesøen og slog sig ned. En dag ankom tre svaner til søen. De var i virkeligheden valkyrier i svanehamme. Ved søens bred tog de svanehammene af og satte sig til at spinde.

De tre brødre forelskede sig straks i valkyrierne der hed Alrun, Svanhvid og Alvid og tog dem til ægte. Slagfin fik Svanhvid, Egil Alrun og Vølund fik den lyse Alvid. Så levede de lykkeligt ved søens bred i syv år, men da begyndte valkyrierne at længes efter at se kampene på slagmarkerne, og da ni år var gået tog de en dag, medens brødrene var taget på jagt, deres svanehamme på og fløj bort for aldrig senere at vende tilbage.

Da de tre brødre kom hjem fra jagten fandt de huset tomt. Da kvinderne ikke dukkede op, blev de enige om at drage ud for at lede efter dem. Egil drog mod øst og Slagfin mod syd, medens Vølund blev hjemme i huset for at der skulle være nogen, hvis de skulle vende tilbage. Vølund var en dygtig smed og for at fordrive tiden begyndte han at smede guldringe. Efterhånden som tiden gik voksede hans samling, som han hængte op på en snor under loftet.

Den konge der regerede i området hed Nidud, og da han fik nys om den ensomme smed i Ulvsdale, der kunne smede guld, og drog han med sine mænd ud for at få fat på Vølund, for at få ham til at smede kostbarheder til ham. For en sikkerheds skyld iklædte de sig jernbrynjer og ankom til Vølunds hus om natten, men de fandt huset tomt, fordi Vølund var taget på bjørnejagt. Da kong Nidud fik øje på guldringene under loftet, tog han en af dem, og det var netop den ring Vølund havde smedet til sin valkyriehustru Alvid.

Nogen tid efter kom Vølundt tilbage med byttet fra bjørnejagten. Han tændte op i arnen og begyndte at tilberede sit måltid. Medens kødet stegte sad han og kiggede på sine ringe og opdagede snart, at der manglede en. Da det var den han havde lavet til Alvid, tænkte han, at hun nok var kommet tilbage og havde taget sin ring på, og da han havde spist sad han og fantaserede om, at hans længsler efter hende nu snart skulle stilles og han faldt til sidst i dyb søvn.

Da han vågnede igen var hans hænder bundet og fødderne lagt i lænker. Da Vølund spurgte Nidud, hvorfor han var lagt i lænker svarede Nidud, at Vølund ikke ejede guldet i Ulvsdale, men at det tilhørte ham. Derfor var han lænket. Nidud tog Vølund med hjem efter at han også havde taget hans sværd og resten af ringene. Alvins guldring gav han til sin datter Bødvild.

Da de kom tilbage til kongsgården stod kong Niduds dronning og tog imod dem. Da hun så Vølund skule ondt efter gundringen Bødvild bar og sit sværd som Nidud nu havde ved sin side, gav hun det råd, at de skulle skære Vølunds knæhaser over så han blev krøbling og sætte ham ud på en lille ø der hed Sævarholm (Søholm), og det råd fulgte Nidud. På øen skulle han fremstille kostbarheder til Nidud, og kongen udstedte et strengt forbud mod, at andre end ham selv måtte tage ud på øen til Vølund.

Kong Nidud havde to unge sønner som en dag trodsede faderens forbud mod at besøge Vølund. Da de kom ud på Sævarholm bad Vølund dem komme igen den næste dag alene og i hemmelighed. Da de kom bad de om at se guldet i Vølunds kiste. Han åbnede låget og medens de stod og kiggede ned i kisten, tog han sit sværd og huggede deres hoveder af.

Kroppene skjulte han under blæsebælgen. Af deres kranier lavede han nogle flotte drikkeskåle som han sendte til Nidud. Af deres tænder lavede han en halskæde og gav den til datteren Bødvild og af øjnene lavede han ædelstene og forærede dem til dronningen.

Den guldring Bødvild havde gik en dag itu og det turde hun ikke fortælle sin far, så hun tog i hemmelighed ud til Vølund og bad ham reparere den, hvilket han lovede og endda så den blev endnu smukkere end før. Han tog hende med over i smedjen, hvor han gav hende noget mjød at drikke så hun faldt i dyb søvn, og medens hun sov, viede han hende til sig og gjorde hende gravid.

Så trak han i en fjederham han i al hemmelighed havde lavet af fjer, han havde fået af broderen Egil, der var en dygtig fugleskytte. Han fløj først hen til Niduds kongsgård, hvor han satte sig på gærdet og kaldte på kongen. Da Nidud så Vølund anede han straks, hvad der var sket med hans sønner og spurget Vølund om han havde dræbt dem.

Vølund ville ikke svare før Nidud havde sværget på, at han ikke ville gøre Vølunds viv ondt, hvem hun så er og selv om hun bærer sit barn i kongens egen hal. Det lovede Nidud og Vølund fortalte så, hvor kan kunne finde deres kroppe og om de kostbarheder han havde lavet af deres hoveder. Til sidst sagde han at Bødvild var blevet hans viv og nu bar på hans barn og at hans kommende arvtager ville være af Vølunds blod. Så svang han sig op i luften og forsvandt hurtigere end nogen pil kunne ramme ham.

Myten om Odin og Mimers brønd

Odin er den klogeste af alle guderne, men sådan har det ikke altid været. Det var først da det lykkedes ham at få en slurk af vandet fra Mimers brønd, han fik de evner, men det kostede ham til gengæld det ene øje, som han måtte give mimer i pant for at få en slurk af brønden, og det gik således til:

En tid efter verdens skabelse forsvandt Odins brødre Vile og Ve pludselig. Odin forstod ikke hvor de var blevet af og da han forgæves havde ledt efter dem i lang tid gik han til ørnen Hræsvælg, der sad i Yggdrasils top for og spurgte den om den skulle have set hans brødre, men den havde ikke set noget. Han spurgte også egernet Ratatask og hanen Gyldenkam men de vidste heller ikke noget.

Odin begav sig så til jætten Mimer, den klogeste af alle, der sad og bevogtede visdommens kilde kaldet Mimers brønd, hvori Yggdrasil havde sin ene rod. Den der drak af vandet i kilden ville få alverdens visdom, men Mimer tillod ingen andre end ham selv at drikke af vandet.
Mimer vidste alt hvad der foregik i hele verden, men han ville ikke fortælle Odin noget om, hvad der var sket med hans brødre. Odin bad så om at få en slurk af vandet, men det fik han heller ikke lov til, men Odin gav ikke op, og til sidst fik han lov til at tage en slurk på den betingelse, at han gav sit ene øje i pant.

Det gik Odin straks ind på. Han rev straks øjet ud og kastede det i kilden hvor det straks sank til bunds, og så snart øjet var kommet ned i vandet, kunne Odin se alt, hvad der hidtil var sket i verden. Mimer fyldte sit drikkehorn og rakte det til Odin, der tømte det til bunden, men det havde han faktisk ikke behøvet, for Odin kunne stadig se med øjet der lå nede på bunden af brønden, og også hvad der var blevet af brødrene, men det beholdt han for sig selv, så ingen anden han ved, hvor de blev af. Odin var nu blevet den klogeste og mest alvidende af alle guderne i Asgård.

Myten om hesten Slejpner

Da guderne var færdige med at skabe Midgård og Asgård, kom en mand og tilbød dem at bygge en mur omkring Asgaard, der kunne holde alle de onde magter ude, og han tilbød desuden, at arbejdet kunne være færdigt i løbet af tre vintre.

Det syntes Aserne lød godt og spurgte, hvad han skulle have for arbejdet, og han svarede at han ville have Freja til kone og desuden ville han have Sol og Måne. Det tyggede Aserne lidt på og enedes om at tilbyde ham hvad han forlangte, hvis han kunne gøre arbejdet færdig på en vinter, men på betingelse af, ingen andre måtte så hjælpe ham. Manden bad alligevel om, at få sin hingst Svadilfar til at hjælpe sig, og på Lokes anbefaling fik han lov til det.

Den første vinterdag tog han fat på arbejdet. Om natten slæbte han og hingsten sten sammen, og det viste sig, at hingsten kunne slæbe dobbelt så meget som manden, og arbejdet skred raskt fremad.
Da der kun var tre dage tilbage af vinteren, så det ud til, at manden ville nå sit mål, og aserne blev nu betænkelige. De var ikke meget for at betale manden den løn han skulle have ifølge aftalen, og de gav Loke skylden for dette, fordi han havde rådet dem til, at lade manden få sin hingst til hjælp, og de truede ham nu med al landsens ulykker, hvis han ikke fandt på råd. Loke lovede, at han nok skulle finde på noget, og samme aften da manden og hingsten kørte ud for at samle sten, mødte de en brunstig hoppe der sendte lokkende vrinsk efter Svadilfar.

Det kunne hingsten ikke stå for. Den løb efter hoppen for at parre sig med den, og både hoppen og hingsten forsvandt ind i skoven og manden løb bagefter for at få fat på hingsten. Jagten stod på hele natten, så den nat fik manden ikke udrettet noget og da han så, at han nu ikke kunne blive færdig til tiden, blev han grebet af raseri, og aserne så nu, at han var en jætte og skyndte sig at kalde på Thor, der kom, gav jætten en på panden med Mjølner, så han sprang i tusind stykker. Lokes eventyr med Svadilfare førte til, at han blev med føl og fødte den ottebenede hest Slejpner.

Myten om Røskva og Tjalfe


En dag var Thor og Loke ude og køre en tur til menneskenes verden Midgård. De kørte i Thors stridsvogn trukket af gedebukkene Tandgnost og Tandgrisner. Hen på aftenen var de trætte og sultne, og bestemte sig for at banke på døren i det første hus de kom til. Huset tilhørte Egil Skytten, der gæstfrit bød gæsterne velkomne, sammen med sin kone Groa og børnene Røskva og Tjalfe.

De måtte skam gerne komme ind og overnatte, men de kunne ikke få noget at spise for de havde knapt nok mad til dem selv. "Mad er ikke noget problem", sagde Thor og slagtede straks sine gedebukke, flåede dem og lagde skindet ud på gulvet idet han fortalte, at når det havde gnavet kødet af benene, skulle de smide dem hen på skindene, men de måtte endelig huske ikke at brække nogen af dem for at suge marven ud.

Snart kogte kødgryden og man gik til bords og spiste til maverne var ved at sprække. Så gik man til ro og sov til næste morgen. Da Thor stod op svang han straks sin hammer Mjølner over skindene og bukkene sprang op og var klar til at spænde på vognen. Den ene haltede dog på det ene ben. Det gjorde Thor rasende og han spurgte, om nogen alligevel havde brækket et ben for at spise marv, og så måtte Tjalfe gå til bekendelse. For at formilde Thor aftalte Eigil så, at Røskva og Tjalfe skulle følge med Thor til Asgård som hans Trælle.

Sagnet om Kong Skjold

I gamle dage, før kongemagten var indført i vort fædreland, havde danskerne ingen love at rette sig efter. Det gjaldt kun om at have kræfter den gang, for den stærkeste har altid ret. Det var den regel de mægtige levede efter, og de svage måtte bøje sig for den, hvor nødig de end ville. Det var ikke alene mellem danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig, at når landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra andre lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som den gang plyndrede på vore kyster.

Derfor var der nød i Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og brændte, så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til Odin om hjælp, at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen vidste hvorledes det skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen ville komme inden aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet andet end rygter om nye overfald, og så kunne de glæde sig over at det ikke var dem selv der var blevet hjemsøgt.

Værst var det i Hedeby. Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed var udsat for fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette mennesker givet sig hen til drukkenskab og andre laster, og de gjorde de fromme al den skade de kunne finde på.

Da skete det en dag, som nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje på et underligt skib der kom sejlende langt ude. Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de kunne se det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje mast. Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord, uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen styrmand, og dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord, og skønt denne bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for vinden drejede og blæste den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede sig det inderste af fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og lagde sig helt til sidst, så skibet flød roligt og lagde stille til land.

Langs med fjorden havde folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad stranden. Flere og flere kom til, og da skibet stod stille, var der samlet en stor mængde mennesker, som betragtede det underlige fartøj, og da så de, at der dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå mellem guld og våben en lille dreng, der sov på et skjold med et kornneg som hovedpude, og nu slog han øjnene op, just som skibet standsede, og folket var forsamlet.

Odin har hørt vor bøn, for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af neget og hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han skulle værne landet og dets beboere.

Det var en ung hersker danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om noget, tværtimod trængte han selv til værn i sin barndom, men det var dog som om man kunne mærke, at Odins søn var kommet til landet, for der var frugtbarhed og fred over hele riget. Imidlertid gik årene, og Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han heller ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav ham da også en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt og ret. Han var ikke gammel, Før han fik undervisning i våbenbrug, og han var ikke stort ældre, da han for første gang fik god anvendelse for sin færdighed og sine kræfter.

Det hændte sig nemlig engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store skove, som på den tid bredte sig over hele landet. Skjold var imidlertid så ivrig i at forfølge dyrene at han kom bort fra sine ledsagere, som også hver for sig jog efter vildt.

Som Skjold nu trængte frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig bjørn, der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte hurtigt tage sin beslutning, og da han næsten var værgeløs over for et så stort dyr, tog han sin bælte af og brødes nu så længe med bjørnen, at han fik den under sig og bandt den med bæltet. Således holdt han den, idet han ventede på sine ledsagere. De havde jo opdaget at Skjold var borte, og de fik travlt med at søge efter ham, for de tænkte sig den fare han kunne være i, men mindst, at han havde overvundet den på en sådan måde. Derfor strejfede de rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik de svar.

Det var et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket over den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod og beundrede hans styrke. Ligesom Skjold overvandt de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men sit rige styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev almindelig afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle. Han indførte den lov at trællene skulle have deres frihed, så de kunne flytte fra en herre til en anden. De fattiges gæld betalte han, og sine stridsmænd gav han hvad de vandt på krigstogt, for Skjolds regel var, at byttet var kæmpernes, men æren Kongens.

Dog kunne han også straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i tide, og da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han havde fortjent denne straf, og fordi Skjold ville, at andre ildesindede mennesker kunne se hvad der var i vente ved sådanne forsøg.

Også udenfor Danmark indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru, hvis rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed Alvilda, og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste derned for at bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn Skate kommet ham i forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud med sværdet, ved at dræbe Skate eller drage hjem med uforrettet sag. Det sidste ville han ikke og var derfor nød til at udæske tyskeren til tvekamp, skønt partiet var ulige, eftersom Skate var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og meget mindre.

Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod på hver sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev Skjold, der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men han undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til Danmark. Om det nu er denne Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers må hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med Gefion.

Det fortælles at Gefion engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt om hende, at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne pløje op med fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til stude og spændte dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet blev revet løs, og så hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et stykke land, som blev til en stor ø, for studene trak den ud i sundet mellem Fyn og Sverige, og hun gav det navnet Sjælland, som det hedder endnu. Men der hvor hun tog det fra, blev en sø, som er til den dag i dag, og kaldes Mælarn. Denne ø som Gefion således dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre, hvor han boede med Gefion, som han tog til ægte.

Kong Skjolds henfart blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra. Men det var folkets tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham.

Ragnarok

Ragnarok er jordens undergang. Alt ved denne ragnarok er forudbestemt. Når ragnarok nærmer sig, bliver det varslet med fimbulvinteren. Det er tre vintre uden sommer imellem, vintre hvor sneen fyger, vinden bider og solen skinner, men varmer ikke. Forinden dette sker der andre ulykker. Ulven Gram, der står bundet ved Gnipalhulen, varsler alle ulykkerne. Ulven slider nu sin lænke over og løber løs til fordærv for guder og mennesker. Efter det kommer ufredstiden og ulvetiden, en tid hvor menneskerne kæmper mod hinanden som ulve. Broder mod broder, intet venskab gælder. Kampen bliver ved til menneskeheden har udryddet sig selv.

Det lykkedes nu for ulven Skoll at sluge solen. Himlen fyldes med blod, solen bliver sort og skinner ikke i mange somre. Ulven Had sluger månen og stjernerne falder ned, så menneskerne ikke kan se. Yggdrasil rives op med roden og alt hvad der før boede under den kommer op i lyset, der jo ikke er der mere. Sten og klipper revner, dværge render hjemløse rundt og den klippe, som Loke er bundet til, går også i stykker, så ulykkesguder er nu fri.

Ulven Garm gør. Jætterne gør klar til kamp mod aserne. Det er derfor at Odin nogle gange har lovet en konge sejr, blot for at lokke ham til at bruge sine bedste krigere, for vi ved jo alle at kun hvis de dør i kamp, kommer de til Valhal. Da Garm nu gør for tredje gang, slipper Fenrisulven løs af sin lænke og den sluger alt hvad den møder.

Midgårdsormen forstærker sit greb om jorden og der kommer en masse flodbølger. Loke og Hrym sejler med de døde fra Hel. Fra syd kommer ildjætten Surt. Surt løfter sit sværd, og fra det stråler varme og ild, så fjeldene brister, himlen revner og regnbuen Bifrost falder ned.

Odin, der har spurgt Mimer til råds, samler nu alle aserne på Vigridsletten for at møde de onde magter. Odin prøver at dræbe Fenrisulven med Gungner, men ulven sluger ham. Vidar planter derefter sin ene sko - nu får han brug for at store sko - i gabet på ulven og rykker ulvens kæbe af. Tor kæmper mod Midgårdsormen, som han dræber, men han er så medtaget af ormens edder, at han falder om efter ni skridt. Tyr og Ulven Garm slår hinanden ihjel i en tvekamp, og det sammen gør Heimdal og Loke! Surt bliver dræbt af Frej.

Tilbage står Surt. Han løfter sit sværs og solen sortner igen, og Jorden falder brændende i havet. På den anden side stiger nu en nu Jord op. Vidar og Vale kommer gående på de grønne enge, for intet har kunnet skadet dem. De møder Tor sønner, Mode og Mogne, der har fundet faderens hammer. Sammen med Balder og Høder, der kommer fra dødsriget, bygger de en gård på Idavangen, der hvor Asgård engang stod.

Ved himlens rand står hallen Gimle og stråler som solen. Fra skoven kommer Liv og Livtraser; de to eneste overlevende mennesker. De gemte sig i skoven Hodmime, hvor de overlevede ved at slikke morgendukken. Sammen skaber de den menneskeslægt, der bor på jorden i dag. Dragen Nidhug flyver hen over himlen før den forsvinder ned bag horisonten for evigt.


Hvem dræber hvem under Ragnarok?

  • Brimer: Skades ikke under ragnarok.
  • Fenrisulven: Dræber Odin, men dræbes selv af Vidar.
  • Frej: Dræbes af Surt.
  • Garm: Dræbes af Tyr. Dræber Tyr.
  • Heimdal: Dræbes af Loke i en tvekamp. Dræber selv Loke.
  • Hrym: Muligvis dæknavn for Udgårdsloke uden ragnarok.
  • Liv: Den eneste menneskekvinde der overlever ragnarok.
  • Livtraser: Den eneste menneskemand der overlever ragnarok.
  • Loke: Dræbes af Heimdal. Dræber også selv Heimdal.
  • Midgårdsormen: Dræbes af Tor.
  • Odin: Dræbes af Fenrisulven.
  • Tor: Dræbes af Midgårdsormen edder.
  • Tyr: Dræbes af Garm. Dræber Garm.
  • Vidar den Tavse: Dræber Fenridulven med sin sko.

Vil du vide mere

Vi har lavet en forside hvor du gerne hurtig skulle kunne danne dig et overblik over indholdet i sektionen om nordisk mytologi. Vi har lavet et kapitel om de nordiske myter og sagn (nærværende kapitel). Det er her du bla. finder de mange spændende beretninger om Guderne og deres strid med uhyrer og alverdens andet djævelskab. Har du lyst til at danne dig et overblik over hvordan de forskellige huse, bygninger, steder mv. så ud og lå i forhold til hinanden finder du dette i kapitlet Steder, bygninger og ting.

De forskellige grupper i nordisk mytologi er alle beskrevet i separate kapitler: Aserne, Dværgene, Jætterne, Vanerne, Menneskene samt Alfer, Feer og andre naturvæsener. Til en start kan det være fordelagtig at læse indledning til sektionen hvori det bla. fortælles hvorledes mytologien opstod og hvem, der troede på de nordiske guder.

Et andet godt sted at starte er i Edda skrifterne. Disse værker er vores bedste kilder om den nordiske mytologi. Det er her i den ældre og den yngre Edda, at vi finder hovedparten af de gamle myter om de nordiske guder. Og det er fra illustrationerne i Eddaerne værker at vi har vores primære forestillinger om hvordan de forskellige steder, personer, guder etc. så ud.

Efter du har sat dig lidt ind i den nordiske mytologi kan det være at du har lyst til at teste din viden i quiz om nordisk mytologi, eller det kan være at du har lyst til at diskutterer mytologien med andre eller stille spørgsmål herom, hvilket du kan gøre i NetSpirits spørgeforum. Endvidere har du også mulighed for at publicere en artikel hvis du har noget på hjertet, du har lyst til at dele med andre. Og endelig er der jo også stikordsregisteret, der har sin styrke, når du søger efter en kort beskrivelse af et specifikt begreb/ord/gud etc., samt når du har lyst til at klikke rundt i de forskellige sammenhænge, der eksisterer.