Skip to navigation | Skip to content

 

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Voodoo

 

Kristendom

Jødedom

Buddhismen

Hinduismen

Taoismen

Shinto

Islam

Sikhismen

Voodoo

Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3792
Online profiler 0
Online gæster 370
Åbne spørgsmål 573
Besvarede spørgsmål 2871

Almanak

Wed, 22. February 2017

Solen i dag

Solopgang:07:12
Solnedgang:17:33

Månen lige nu

Full Moon

Historie og udbredelse

Voodoo  opstod for ca. 6.000 år siden i det område, der i dag udgøres hovedsagelig af Benin, Toga og Nigeria.  Voodoo er et afrikansk ord, der betyder åndelig. er en åndelig religion, hvor ånderne dyrkes. Andre benævnelser for voodoo som undertiden ses er voodo, vodo, woodoo, vaudoux, vodun og vodou.

Voodootroen, der først og fremmest dyrkes på Haiti, er en sammenblanding af de trosretninger der blev ført over Atlanterhavet sammen med de afrikanere der skulle tjene som slaver for det hvide folk, og denne sammenblanding har afstedført en særdeles kompliceret religion, med mange forskellige guder og dæmoner. De afrikanske religioner slaverne tog med sig var ikke én religion men stammereligioner. Dette betød at religionen på plantagerne på Haiti ikke var en enhed men en blanding. Da slaverne samtidig mødte den katolske kirke, blev alle religionerne blandet sammen og ud af dette opstod voodoo'en.

Øen Haiti blev fundet af Columbus i år 1492. I 1496 blev byen Santo Domingo grundlag, og var en lang tid hovedsæde for den Spanske administration. I år 1697 blev øen delt imellem Frankrig og Spanien. Spanien fik den østlige del af øen nu Dominicanske Republik, mens Frankrig måtte nøjes med den mindre vestlige side af øen, nu Republikken Haiti. I takt med at den oprindelige befolkning blev udryddet af sygdom og tvangsarbejde indførte man vestafrikanske slaver som arbejdskraft. Denne kontakt mellem slaverne og de oprindelige er et omdiskuteret kapitel i voodoo'ens historie. Der er stor uenighed om, hvor stor indflydelse de indianske religioner har haft på voodoo.

De rettroende søger at skabe en distance til betegnelsen woodoo. Der søges at opdele religionen i to dele. Den egentlige religion, Vodun, sådan som den praktiseres i Benin, den Dominikanske Republik, Ghana, Haiti, Togo og forskellige steder i USA - hovedsagelig der hvor flygtninge fra Haiti har slået sig ned. Og på den anden side så woodoo, som anses for en fantasi opfundet af Hollywood, en fantasi, der inkludere woodoo-dukker, bizarre ritualer m.v. I respekt overfor denne søgen efter at distancere religionen fra dens ufortjente dårlige ry, benyttes i det følgende benævnelsen Vodun.

Set på verdensplan er der omkring 55 millioner, der praktisere religionen.

Haiti

Haiti har altid haft et uroligt politisk klima. I en periode var øen Hispaniola forenet i én stat, men dette varede kun fra 1822-44. Både Haiti og den Dominicanske Republik har gået fra det ene forfærdelige regime efter det andet.

Voodoo'en har været meget påvirket af disse politiske svingninger, om regeringen var for eller i mod voodoo'en har især haft indflydelse på hvor meget den katolske kirke har kunnet undertrykke denne "hedenskab". Både Haiti og den Dominicanske Republik været under indflydelse af USA da de begge en periode har været under amerikansk kontrol. I dag har USA stor politisk og økonomisk indflydelse især i den Dominikanske Republik.

I nyere tid har navne som Duvalier og Rafael Leonidas Trujillo Molina regeret på Haiti. Duvalier familien er nok den mest kendte. Fra 1957-86 formåede de med vold og voodoo at få og fastholde magten. Duvalier familien har stærkt været medvirkende til at give voodoo et dårligt ry. Der blev udspredt grusomme historier om menneske ofringer og forbandelser. Francois Duvalier (Papa Doc) formåede at vende voodoo'en fra glædens og dansens religion til frygtens religion. Sønnen Jean-Claude Duvalier (Baby Doc) der efterfulgte i 1971 kørte faderens linje indtil hans flugt i 1986.

Både Haiti og den Dominikanske Republik hører til nogle af verdens fattigste lande. Dette har måske været medvirkende til voodoos overlevelse, idet det især er de fattige, der søger trøst og glæde i religionen. Voodoo som religion (Vodoun), praktiseres i dag i Benin, Dominikanske Republik. Ghana, Haiti, Togo og i mange større byer i USA. New Orleans har udviklet sin helt egen udgave af religionen og også i Miami og New York står religionen stærkt. I Benin er Vodun ligefrem den officielle statsreligion siden februar 1996.

Voduns lære

Som tidligere nævnt er Vodun en blanding mellem amerikanske stammereligioner, katolisme og indianske træk fra det oprindelige folk på øen Hispaniola. I dag er vodun'ens grundtræk rimeligt veldiffinerede, skønt det ikke på samme måde som den overvejende del af de andre større religioner er statisk. Der er i vodun plads til forandring, den enkelte hungan (voodoopræst) eller mambo (voodoopræstinde) har frihed til at drive sit humfo (Tempel) som de vil. Denne frihed kombineret med den voksende turisme har visse steder ført til en kommercielisering af religionen. Humfo'er er blevet omdannet til rituelle shows, hvor turisterne får den "Hollywood" udgave af religionen de vil have.

I vodun er der ingen religiøse skrifter. De troende er i direkte kontakt med åndeverdenen, igennem besættelser, drømme og materieliseringer. Den øverste gud i vodun er Bon Dieu, han er skaberen af alting. Det er dog ikke ham der dyrkes ved langt de fleste cermonier, det er loa'erne. Bon Dieu ses ikke som så vigtig at dyrke, da han er alt for ophøjet til at man kan bede ham om hjælp. Han er den dømmende og den tilgivende i parallel med kristendommens gud. Det er ham med den store plan, så naturkatastrofer og ligende fænomener er tillagt ham.

Loa'erne derimod, er så tæt på mennesket at de kan hjælpe med livets problemer og når de påkaldes forlader de Gînê (Guinea) og søger til jorden. Gînê er ikke noget geografisk sted, men ligger under vandet, det ligner på den måde den nordiske mytologies Valhalla. Ville-au-Camp er hovedstaden i Gînê men ligger også i Haiti, dette tolkes af nogen som en ambasadeby for Gînê, et sted hvor ånderne kan hvile på deres rejser.

Loa'er er nogle gange gros-bon-ange'r som har besiddet nok esprit, men nogle loa'er er rent faktisk rester af de gamle vestafrikanske guder. Materielle ting kan nogle gange også blive loa'er, dette er for det meste talismaner eller på anden måde specielle objekter. Loa'er bliver for det meste inddelt i to hoved grupper, rada og petro. Under disse grupper er der utallige andre grupper. Der findes også mindre autonome grupper af loa'er, med helt egne ritualer tilknyttet.

Rada gruppen har sine rødder i Dahhomey, denne gruppe indeholder generalt blidere loa'er end petro gruppen. De største rada loa'er er Damballah, Aida-wedo, Ogou og Loco Atisou. Petro gruppen menes også at have rødder i afrika, men ikke fra Dahomey regionen og i de oprindelige indianske stamme religioner. Petro er også kaldet den mørke loa, i dag ser man rada og petro som voodoo'ens Ying og Yang. Petro loa'er er mestre i magi, og har kontrol over alle magiske ting. Petro loa'en er også langt mere voldsom i sin fremtoning, og er hård i sin hævn, hvis aftaler bliver brudt. De største petro loa'er er Legba, og Erzulie.

Petro familien er nogle gange blevet kaldt menneske ædere, fordi de kan angribe uprovokeret. Der er også en stor del af petro familien der er diab'er, djævle, og når man på Haiti taler om Jé-rouge (rød øjer) mener man udelukkende ånder af ond og canibalistisk karakter. En vigtig sub-gruppe til petro er Guédé, folk der er besat af loa'er fra denne gruppe imiterer levende lig. Loa'er fra denne gruppe, kan godt betegnes som bøller, de indfinder sig generelt i slutningen af cermonien. Hvis en en Guédé loa viser sig først i en cermoni vil de andre loa'er ikke vise sig, da Guédé loa'erne er meget ilde set. De opfører sig nemlig særdeles umoralsk, dette skulle efter sigende være ret morsomt. De mest kendte Guédé loa'er er nok Baron Samedi og hans hustru Madame Brigitte.

Delingen mellem rada og petro er ikke så skarp som, den kan lyde, i dag er meget af den oprindelige klasssificering glemt. Den samme loa kan nu optræde i flere grupper, fx Legba rada og Legba petro. Det kan se ud som om det er flere foreskellige loa'er, men rent faktisk er det aspekter af den samme. Legba rada er det blide aspekt af Legba, mens Legba petro er det voldsommere osv. Métraux gør opmærksom på at dette til i en vis udstrækning ligner mytologien i oldtidens grækenland. I åndeverdnen er der selvfølgelig også gros-bon-ange'r som ikke har nok esprit til at blive loa. Disse kaldes les mortes, disse ånder er ikke specielt dyrket. Det er for det meste kun familie til disse der opretholder de jævnlige ofringer.

Livet i og omkring humfo'et

En vodun menighed er bygget omkring et humfo. Humfo'et er kirken eller templet, det er her de sociale og religiøse ralationer udspringer. Det er ikke et tempel i almindelig forstand, det minder mere om en husholdning end en normal helligdom. Et humfo er en selvejende institution, og finansieres hovedsageligt ved betalende gæster, cermonier og hjemmebesøg.

Når et humfo ses udefra, er det ikke ret forskelligt fra et almindeligt hus eller en gård. Den åbne søjlegård med de malede søjler der for det meste er dækket af et jerntag er det eneste der umiddelbart ser anderledes ud. Midtersøjlen kaldet poteau-mitan er det rituelle og kosmologiske centrum, den er porten mellem verdenerne og her igennem loa'erne kommer under cermonier. Man kan se trommerne hænge fra taget og omkring humfo'et ses hellige træer beboede af loa'ere.

Søjlegården er ofte tilstødende til huset hvor loa'ernes rum ligger. Inde i rummet er der et alter for humfo'ets loa. Rummet er dekoreret med billeder af loa'er. I det næste rum som kaldes caye-mystères eller bagi, står et eller flere stenaltre. Altrene ar lavet som nicher ind i væggen for ikke at fylde så meget. Rummet er fyldt med hellige ting og religiøse objekter. I mange humfo'er finder vi et kammer kaldet djèvo, hvor de aspirerene til kanzo (se indvigelsesritter) bliver indelukket. Hungan'en eller mambo'en bor også tit i humfo'et. Nogle gange findes der også et separat hus for de syge.

I humfo'et er der et hiraki, både de praktiske og de cermonielle opgaver er uddelt. Den øvrerste i hirakiet er hungan'en eller mambo'en, personer med underliggende poster kaldes hunsi'er. For at blive hunsi skal man være kanzo invied, det er nemlig nødvendigt at have indblik i de rituelle og cermonielle rutiner. Fra at være hunsi kan man stige i graderne til hungenikon, la-place og senere le confiance. En anden vigtig post er trommerne (tambouriers), de er uden for hunsi hirakiet, og er oplært fra fra barndommen. De er en vigtig del af personalet i humfo'et, med deres trommer styrer de hvornår en besættelse finder sted. En anden vigtig person der er uden for det almindelige heraki er pére-savanne, som kun er løseligt tilknyttet humfo'et, han er en person som kan mestre katolske bønner og remser.

Udøvere af Voodoo er præster, en slags medicinmand. De ikke kun beder, men de bruger åndernes kraft til at heale syge mennesker med. Det sker med både håndspålæggelse, men også andre metoder anvendes. De mener, at en afdød kan gå igen, i form af en slags reinkarnation op til 16 gange. De 15 gangene flyver sjælen ud på det dybeste ocean. Efter den 16 gang kommer de til paradis.
I til knytning til humfo'et finder man nogle gange société soutien. Dette er en støttegruppe der hjælper økonomisk og med at holde bygningerne m.m. De er også med til at verne om humfo'ets renome og drive lobbyvirksomhed.

Hvert humfo har et eller flere bandere. De representere' humfo'et, og er meget forskellige fra sted til sted. De er for det meste meget kunstnerisk udført.

Mennesket

Mennesket er i vodun tredelt. Denne tredeling består af kroppen gros-bon-angle (store gode engel) og ti-bon-angle (lille gode engel). Kroppen er den dødelige del af mennesket, mens de to andre efter døden lever videre i åndeverdnen. Gros-bon-angle er den del af sjælen hvor det bevidste selv sidder. Denne er ikke stationær, dvs. at den kan bevæge sig ud og ind af kroppen også i livet. Dette sker hyppist i drømme eller under en besættelse. Gros-bon-angle har potiantialet til efter legemlig død at blive en loa.

Ti-bon-angle er den anden del af sjælen, den er den upersonlige del af legemet. I den sidder samvittigheden, og efter den legemlige død er det den der stiger op til Bon Dieu og står til regnskab for sine synder. Ti-bon-angle er igennem hele et menneskes liv bundet til kroppen. 

En troende har i vodun også en slags skytsengel, en loa der holder hånden over personen. Denne forbindelse er skabt ved førstegangs besættelsen. Dette sker ved et ritual der hedder lave-tête.

Opmærksomheden skal henledes på at det ikke er det samme ritual der bruges i forbindelse med kanzo invielsen. Lave-tête er det man kan kalde en indvielse i vodun. Denne lave-tête er en langt mildere form end lave-tête'n der bruges i forbindelse med kanzo ritualerne. 

Et menneske der er kanzo indviet har et stærkere bånd til sin skyts loa (loa maît-tête). I forbindelse med dette ritual får man nanm. Nanm betyder sjæl, og er en mana.

I denne forbindelse skal også nævnes esprit, der er en mana. Esprit er den mana som gros-bon-ange besidder? Eller kommer til at besidde efter døden, denne mana er de talenter som hvis de er store nok kan gøre den til loa. Nogle kilder taler udelukkende om nanm, andre omtaler kun esprit. 

Ritualer

Voodoo har overgangsritualer, men de er knapt så mange som ses i andre religionen. Den almindelige menighed har ikke gennemgået noget fødsels eller pubertets ritual. De to eneste ritualer den troende kommer igennem er et hvor man får en skytsånd og dødsritualet.

Dette bemærkelsesværdige underskud af overgangsritualerr kan måske forklares med at langt de fleste voduister er tilknyttet den kristne kirke. Der er således ikke brug for disse ritualer, for det er hvad kirken er der for. Der er dog andre overgangs ritter, men disse bruges kun for dem der vil helt ind til voduens kerne.

Vodue ritualer kan tit være svære at skelne fra festlige lejligheder, da mange rytmer, sange og danse er de samme. Det er tydeligt at se sammenhængen med religionens afrikanske rødder. På samme måde som sang, dans og trommerytmer er essentiel del af ritualet i afrikansk religioner indgår de i vodun ritualer. Det er derfor at mange vers ofte ikke giver nogen speciel mening. Versene er for det medste konstrueret mere for lyden, end for at have nogen reel sproglig mening. Koret består af hunsi'er dirigeret af hungenikon'en.

Et ritual forberedes ved at der tegnes en vévé omkring porteau-mitan'en. En vévé er en tegning lavet af et hvidt pulver. I denne vévé er symboler på de loa'er der skal påkaldes. Hver loa har sin egen symbolske tegning, som er en gengivelse af dens astrale krafter. Når en loa påkaldes slår hungan'en eller mambo'en med sin asson, på den del af vévé'en der åbner for de astrale krafter af den pågældne loa.

Ritualer åbnes med af humfo'ets bandere bliver bragt ud. Herefter anråber hungan'en eller mambo'en Legba. Anråbelsen sker med en anråbelses-formular, en hver stor loa har en sådan. Legba er altid den første der anråbes, da han er loa over porten mellem verdenerne og uden hvis billigelse al kontakt ville være umuligt. 

I løbet af et ritual foretages der en del rituelle hilsner. Hilsnerne er meget forskellige fra sted til sted. En hilsen der altid bliver brugt er "jord kysset". Det bliver brugt foran loa'er, mennesker, hellige objekter, poteau-mitan, trommer, vévé, osv. Som besøgende vil man blive mødt med trommehvirveler, og det forventes at man giver nogle få mønter til gengæld. Mønterne banker man mod musikerenes pande eller putter dem i munden på dem.

Ved alle voodoo ritualer finder der ofringer sted. Man taler sjældent med en loa uden først at have tilbudt den noget at spise. Ofrene kan variere fra mad og drikke til levende dyr. Det der kendetegner en dyreofring i vodun er at dyret bliver mishandlet før det ofres. Disse ofre og blodofre er sandsynligvis af afrikansk oprindelse, disse er manifestationer af forbindelsen mellem den synlige og den usynlige verden. Blodofrene er også almindelige i afrikansk religion.

I ritualer indgår besættelser som en central part. Når man er besat kalder man det at man bliver reddet af en loa, dette fænomen hedder på kreolsk at loa'en rider sin chwal. Loa'en tager plads der hvor gros-bon-ange normalt plejer at side. Gros-bon-ange bliver fotrængt af loa'en og dette resulterer i at chwal'en bliver kastet til jorden i kramper. Dette er kampen mellem loa'en og gros-bon-ange, og ender med at gros-bon-ange bliver fordrevet fra sin krop og ud i åndeverdenen, denne proces er dog mildere for en kanzo indviet. Hvis man besættes af en stor loa bliver man straks klædt på i den pågældne loa's symbolske klædedragt.

De to hovedritualer har navne efter loa grupperingen og er rada og petro. Der forskel på trommerne, på rytmen, dansen, sangene, størrelser af ofringer m.m. Ved rada ritualerne er der som regel mindre ofringer end ved petro ritualerne, de kræver højest et dyr på størrelse med en høne. Petro ritualerne er generelt også voldsommere, end rada, da det er her de vildere aspekter af loa'en kommer til udtryk.

Indvielsesritualer

I vodun findes en række indvielses ritualer. Den første indvielses ritual er lave-téte'n, dette sker i forbindelse med førstegangs besættelsen. Dette ritual bliver lang tid i forvejen forberedt, man skal nemlig finde en loa hvis personlighed ligger tæt op af ens egen. lave-téte etablerer et personligt bånd mellem den troende og loa'en. Når en troende har gennemgået dette ritual har han/hun fået en loa maît-tête (hovedets hersker). Lave-téte betyder at vaske hoved og dette er også et led i ritualet.

Hvis man har tid og råd til at forsætte op i vodun hirakiet, er det næste indvielses ritual kanzo. Kanzo-indvielsen foregår i dybeste hemmelighed, Grunden til dette hemmeligheds kræmmeri er at man under hele kanzo forløbet, der varer i over en måned, er utrolig sårbar over for magi. Så ubeskyttet ville man være et let offer for en bokor eller Jé-rouge.

Når et menneske vil kanzo-indvies er det ikke kun for at knytte stærkere bånd til sin loa maît-tête, det er også en mulighed for at rejse sig fra masserne. At være kanzo indviet giver nemlig social status og et tættere forhold til humfo'et. En kanzo indvielse giver også fordele som fx bedre held og helbred. Man forpligter sig også over for sin loa maît-tête og hvis disse forpligtelser ikke overholdes, så har man ikke sit liv kært, for selv en venlig loa kan blive vred.

En novice har forberedt sig i langtid forinden en kanzo indvielse, det tager års træning at få et detaljeret indblik i ceremonier, og grundlæggende religiøse teser i voodoo'en. En uge før kanzo møder novicerne op i humfo'et, dette er starten på en tilbagetrækkelse fra omverdenen inden for humfo'ets vægge. Næste morgen starter med et ritual der repræsenterer begyndelsen på processen. I ritualet bliver noviserne pisket af hunsi'erne med palmeblade. Venner og familie sørger over novicerne, fordi de er "døde", efter kanzo processen genfødes de til et nyt liv. Efter ceremonien trækker novicerne ind i djèvo'et, her får de klippet hår og negle fra forskellige steder på kroppen, som bliver puttet i en krukke sammen med andre ingredienser. Denne krukke (pot-téte) repræsentere le-bon-ange, som er betegnelsen for både gros- og ti-bon-angle. Denne krukke bliver ved novicen til kanzo er overstået.

I ly af humfo'et finder den anden lave-téte sted, denne gang for at få oprette et stærkt og permanent bånd til loa'en. Efter denne ceremoni, kommer en periode hvor novicerne ikke må tale, uden at få tilladelse, denne periode er på 7 dage hvor de ligger på måtter oven på deres loa's vévé, de får kun let mad i denne tid.

Aftnen før kanzo fejre novicerne deres loa maît-tête, det er her de siger favel til den sidste rest af deres gamle liv. En fugl bliver ofret og tre dråber blod falder på hver af novicernes hoveder. I afrikanske ritter ses blodet som essensen af liv, jeg tolker denne bloddåb som starten på deres ny liv, da blodet symboliserer genfødselen.

Den næste aften finder selve cermonien sted, noviserne kommer ind dækkede af hvide klæder der giver associationer til pupper. I denne forbindelse æres alle humfo'ets les mortes, ved kogning af gòvi'erne (Krukke som indeholder gros-bon-ange.) Dette kaldes Bulè-zin men er ikke den samme ritual som ved begravelser (se dødsritualer). Om morgenen bliver novicerne døbt og velsignet af père-savane og de har nu titlen kanzo. Efter en hel nats dans, deler de ny kanzo'er sig og drager på pilgrims færd i hver sin retning. De vender tilbage til humfo'et 41 dage efter, til en afsluttende cermoni. 

Dødsritualer

Når et dødsfald intræffer, bliver det i voodooreligionen ledsaget af en lang række ritualer. Disse er særdeles komplekse, først handler det om at få afbrudt den forbindelse der blev skabt ved lave-téte. Dette gøres ved et ritual der hedder Sérémoni dé Wété Lwa lâ-tét Moun Mouri â-Déò (ceremoni til at fjerne loa ud af hovede på en person, der er død).

Ved siden af den afdøde placeres en canari (krukke) med manger les mortes. Les mortes er mad til den døde, en slags lokkemad. Det antages at den afdødes ti-bon-ange allerede har forladt legemet da døden indtraf. Dødsritualet indledes typisk med et katolsk børnerim. Herefter tales der til canari'en som om den var den afdøde. Så påkaldes Legba og han åbner porten så alle loa'er kan komme til. Legba åbner til Gînê så den afdødes gros-bon-ange kan passere til Ville-au-Camp.

En divination udføres, formegentlig af en loa. Resultatet bliver at de bliver nødt til at koge wanga som er en drik der beskytter mod onde kræfter. Wanga er Guédé loa'ernes speciale, så en af de medvirkende må være besat af en sådan. Efter wanga kogningen meddeler en ledende hungan at nu er afdøde i Ville-au-Camp.

Senere på dagen bæres afdødes canari ud til en korsvej hvor den til sidst smadres. Herefter flygter folk til alle sider for ikke at blive plaget af den afdødes loa maît-tête. Timer senere bliver den afdøde lagt i kiste og hans hus bliver symbolsk renset. Efter begravelsen følger den katolske 9 dages andagt. Her imedens svæver gros-bon-ange og loa maît-tête'en omkring graven. Ved midnat forsøger deltagerne at få lokket gros-bon-ange'n frem ved at lokke den med mad. Når det er sket overføres loa maît-tête'en med et ritual til den afdødes efterfølger. 9 dage efter når den afdødes gros-bon-ange, Ville-au-Camp i Gînê.

Efter et år og en dag begynder den undersøiske kulde at trænge ind på gros-bon-ange'n og så afholdes ritualet bulé-zin. Det er i store træk det samme ritual som omtaltes i forbindelse med kanzo indvielsen. Gros-bon-ange'n bliver manet op fra Gînê og har nu ingen krop, derfor laver man góvi til den, i den får den en plads i humfo'et.

Hellige objekter

Vodun har ligsom de fleste andre religioner en række religiøse redskaber. En del af disse objekter er i voodoo også selv besjælede. I voodoo'en bliver objekter i sjældne tilfælde ophøjede til loa'ere. Nedenfor er en række objekter der er basis ingredienser i vodun ceremonier.  

Trommen er nok det vigtiste objekt i en voodoo ceremoni. En tromme er indviet ved en dåb og på den måde besljælede af en loa. De findes i mange former og katekorier. De to for os vigtiste kategorier er rada og petro trommerne, tilhørende de to rituelle hovedformer.  

Rada trommer bliver altid brugt i par af tre, den største hedder manman (mor), den mellemste ségond (papa far) og den mindste bula (barnet). Manman'en bliver slået med en lille træhammer. Ségond'en bliver slået med en gaffel gren eller en lille bue kaldet agida. Bula'en bliver slået med to stikker.  

Petro trommer er par af to, og de er mindre i størrelse end rada trommerne. Den største af de to trommer er kaldet manman eller gros baka og den mindre pititt eller ti-baka. De bliver ikke slået med nogle form for stikker, kun med flad hånd.  Sammen med petro trommerne bruges der en chacha. En chacha er en en rangle lavet af en calabas, den bruges til at slå rytmen med.  

En asson er en hellig rangle der er næsten lige så vigtigt som trommen. Denne er hungan'ens eller mambo'ens symbol på magt og status. Når en hungan/mambo får sit "embede" kalder man det at få sin asson.

Vil du vide mere

I forlængelse af  nærværende sektion om hvad Voodoo er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; Islam, Jødedommen, Kristendom, Taoismen, HinduismenBuddhismen og Shamanismen.

Der findes foruden hovedreligionerne en række andre begrebsområder, der støder op til og som til dels overlapper det spirituelle område. Her tænkes på områder som Filosofi, Psykologi, Naturvidenskab, Lægevidenskab og okultivisme. I stedet for at vælge den ene retning eller anskuelse fremfor den anden er det mere givtigt at se dem i sammenhæng og bruge det bedste fra begge verdner. Ses de forskellige anskuelsesmåder i sammenhæng beriger og supplerer de hinanden.