Skip to navigation | Skip to content

 
 

Kalligrafi

Skriftsprogets udvikling

Kalligrafi øvelser

De fem kunstarter

Stil spørgsmål om kalligrafi

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3988
Online profiler 0
Online gæster 402
Åbne spørgsmål 598
Besvarede spørgsmål 2970

Almanak

Sat, 15. December 2018

Solen i dag

Solopgang:08:26
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon

De fem kunstarter

Indledningsvis til dette kursus nævnte vi at kalligrafi indgår som et af de såkaldte fem kunstarter, som enhver kineser med respekt for sig selv har mere eller mindre check på. De fem kunster; Kampkunst / Qi-gong, lægekunst, malekunst, poesi og kalligrafi, er gamle og forfinede kunstarter, der har været i udvikling gennem århundreder. Oprindelig er kalligrafi forbundet med disse kunstarter og med østens filosofi i al almindelighed.

Vi tør næsten ikke nævne det igen, men da det er vigtig at være opmærksom på for at forstå essensen i kalligrafi gør vi det nu alligevel: I østen adskiller man ikke begreberne fra hinanden på samme måde som vi gør i vesten. Derfor er der ikke entydige grænser mellem de forskellige kunstarter. Ses eksempelvis på digterkunsten, poesien, så anses det at kunne udtrykke sit digt igennem kalligrafi, lige så poetisk, som den poesi, der findes i sætningernes konkrete betydning.


Kampkunst

Når vi derfor ser på den første kunstart, nemlig kampkunsten, må vi forstå at for en østerlænding har al kampkunst mere at gøre med indre styrke end konkret fysisk ydre styrke. Ellere rettere så ser østerlændinge disse som uløsligt forbundne. Og har nok en tendens til at prioritere den indre styrke, mens vesten traditionelt i højere grad forbinder ydre styrke med begrebet kampkunst. Et godt eksempel på østerlændingens opfattelse af styrke får vi igennem legenden om hvorledes Chang San Feng, fik ideen til at udvikle Tai Chi. En dag, hvor han mediterede, overværede han en kamp på liv og død mellem en trane og en slange. Tranen angreb slangen med sine meget direkte angreb og slangen snoede sig for at undgå disse angreb. En af de ting, der fascinerede Chang San Feng mest, var den måde slangen hele tiden undgik tranens angreb. Uanset hvor hårdt (Yang) tranen angreb, så brugte slangen hele tiden sin blødhed (Yin). Denne oplevelse skulle have inspireret Chang San-Feng til at udvikle Tai Chi.

"Man kan aflede 500 kg med 100 gr.", som der står i Tai Chis klassikere. Og det er ret bogstaveligt ment. Tai Chi mestre demonstrerer ind imellem evner som virker næsten overnaturlige. Som f.eks. at sende en modstander 5-6 meter hen ad gulvet, med en ganske lille bevægelse. Fremgang i Tai Chi måles i den udøvendes koordination, styrke, balance, fleksibilitet, åndedræt, fordøjelsesevne, mental og følelsesmæssig balance, almindelig følelse af velvære etc.

Foruden Tai Chi findes en lang række andre kampkunstarter, som stammer fra østen, eksempelvis: Aikado, Karate, Kung Fu, Judo, Taekwando og Jiu-Jitsu. Nishio Sensei udtalte i et TV interview i 1998 følgende om Aikido, der reelt set kan udvides til at gælde alle de orientalske kampsportsstilarter; ”Aikido er en kampkunst der går ud på at forbedre sig selv. Den går ud på at skabe en person der ikke kan slås omkuld , snarere end at skabe én der slår folk omkuld. Et menneske med selverkendelse. Én der ikke skaber problemer for andre. Én der ikke er destruktiv for sine omgivelser. Det er målet at skabe sådan en person!"


Lægekunst

En sjov historie omkring hvorledes østerlændinge opfatter deres relation til deres læge er at denne skal forhindre dem i at blive syge - man opsøger altså lægen jævnligt skønt man slet ikke har nogen sygdom eller skavanker af nogen som helst art. Man opsøger således ofte lægen, netop for at undgå at skulle til lægen!

Den østerlandske lægekunst er i høj grad det som der normalt referes til som den ukonventionelle, alternative behandling. Mellem den traditionelle medicin og den ukonventionelle opstilles undertiden skarpe skel Men der er ikke tale om to modpoler, der modarbejder hinanden. Reelt supplerer de hinanden - hvor den ene holder op tager den anden over. Traditionel medicin er god, når man skal stille en diagnose og til at behandle livstruende sygdomme. Mens alternativ behandling er god til at forebygge sygdom og som supplerende behandling af langvarige kroniske sygdomme.

Alternativ behandling søger at styrke kroppens egne evner til at helbrede sig selv og ikke gøre skade. At finde og behandle årsagerne - i modsætning til blot symptomerne. Og så vidt mulig at forebygge. For at kunne danne sig et billede af, hvad årsagen kan være må den alternative behandler spørge ind til patientens livshistorie. Reelt må behandleren opfatte sig selv, ikke kun som læge, men lige så meget som underviser i sundhed og livsstil. Alternativ behandling er baseret på et holistisk (helheds) princip, hvor alt hænger sammen og derfor ikke kan henføres til én bestemt årsag.

Vestlig- og orientalsk medicin har hver både stærke og svage sider, men for at stille sagen på spidsen kan man sige, at man i vestlig medicin forsøger at behandle sygdomme ens hver gang. En almindelig hovedpine kan behandles med hovedpine piller, lige meget hvor hovedpinen sidder. Nogle alternative behandlere gør det samme - f.eks. kan man være ude for at en akupunktør behandler symptomet hovedpine efter at det kræver et vist antal nåle, sat bestemte steder. Men en dygtig akupunktør vil derimod forsøge at finde ud af hvorfor patienten har hovedpine, og vil behandle årsagen til at hovedpinen opstod, ikke selve hovedpinen.

Det første skridt i alternativ behandling er at kroppen skal have alt det, den har brug for af vitaminer, mineraler, essentielle fedtsyrer, aminosyrer m.m. for at kunne bruge sin egen evne til at blive rask eller få det bedre. Undertiden ser man dette udført i overdådig grad, ved at patienten får megadoser vitaminer m.m. som indsprøjtninger. Dette ud fra tankegangen om at for meget af det gode ikke kan skade og at kroppen nok selv skal regulere hvad den har brug for og udskille det overflødige.

Det andet skridt er at afgifte og rense kroppen. De ting, som ikke hører naturligt hjemme i kroppen, ophobede affalds- og giftstoffer, og som forhindre den i at blive rask skal fjernes. F.eks. kviksølv og hærdet fedt. En hurtig måde at gøre dette på er ved at gennemføre en faste. Det sidste skridt er tålmodighed og en sund levevis. Det tager tid at behandle sygdomme til bunds. Normalt op til et halvt år. Man skal regne med en måned pr. år, man har været syg. Alternativ behandling bygger på at krop og sjæl er to sider af samme sag. Fysisk og sjælelig sundhed ses som hinandens forudsætninger. Der fokuseres på det naturlige, det økologiske, det som kommer af jorden, naturen. Man tager ikke afstand fra traditionelle lægemedikamenter, men har præference for urtemedicin og de naturlige behandlingsformer.

Det alternative behandlerområde skal forstås som et supplement til konventionel behandling. I den forstand betragtes alternativ behandling som sekundær i forhold til konventionel behandling. Det er brugerens eget valg, om han vil benytte alternativ behandling, men det understreges, at behandlingstilbuddene ligger udenfor det konventionelle system, hvorfor brugerne ikke kan opnå økonomisk og juridisk støtte via henholdsvis sygeforsikringen og patientklagenævnet. Der er altså tale om to måder at forholde sig til mennesket /verden, sundhed og sygdom på, med hver sine løsnings – og forklaringsmodeller. Begge systemer er lige ”rigtige” og kan ikke undværes. Hvor konventionel behandling er særlig hensigtsmæssigt i nogle sammenhænge, spiller alternativ behandling en anden og mindst lige så vigtig rolle, men med et andet fokus.

Mange af de forskellige ingredienser som østerlændingene tror kan medvirke til at helbrede/forebygge, er ting der forefindes i naturen og disse sælges ofte på forskellige markeder i østen. Billedet nedenfor viser det berømte "Floating Marked" i Bangkok, hvor du bla. kan købe mange - for en vesterlændig - underlige ting, der øjensynligt skulle kunne hjælpe dig helbredsmæssigt.


market_floating_05.jpg (66631 bytes)
Floating Market i Bangkok


Malekunst

Den orientalske kalligrafi repræsenterer en alliance mellem skriften, poesien og maleriet, på kinesisk omtalt som "de tre fuldkommenheder". Den har gennem årtusinder været en form for praktisk grundforskning i hvordan sproget udfoldes i rum og arrangeres som billede. Ud fra en generel betragtning er det sprogets fascinerende væsen, at det besidder en dobbelthed mellem at være et almindeligt kommunikationsredskab, der bygger på genkendelse og gentagelser, og et enestående materiale, der er i stand til at udsige det enestående og i princippet usigelige. Almindeligvis forbinder vi kalligrafi med smukkke svungne bogstaver, men de store kalligrafikunstner benytter også meget kalligrafiredskaberne og -principperne, til at lave smukke poetiske landskaber.




Det mest karakteristiske format er de aflange hængende formater. Det er ikke ualmindeligt at billeder blev fremstillet som en længere lærred, en rulle om man vil, der kan være opå til flere meter lang. Dette afslører samtidig at billeder ofte benyttes åtil andet end blot beskuelse. Man mødes og diskuttere de enkelte værker. Eksempelvis ved de japanske theselskaber er det stadig benyttet at et kalligrafiværk er udgangspunkt for samtalen, der ønskes ført.

De mest populære motiver er hentet fra de forskellige af naturens sæsoner, nært fulgt af motiver inspireret af religionen, og herunder primært budhismen. Der er således ofte en stemning af Zen, stilhed, ro i de forskellige billeder.

Men det som mest af alt adskiller vestlig og østlig billedekunst er dog sammenblandingen af motiv og tekst. Vi skal helt op i det 20'ende århundre før vi i vesten ser eksempler på at billede og tekst deles om samme plads. I de meget tidlige kinesisk værker ser vi ofte tekst ude i margin af et billede. Dette udviklede sig til at teksten også i fragmenter begyndte at optræde ved siden af eller oveni selve motiverne og fra omkring den 11 århundrede ser vi at billede og tekst nu designes efter at skulle deles om den samme plads.

Noget af den tekst vi ser optræde i de gamle kinesiske billeder blev lavet samtidig med motivet. Et digt blev eksempelvis ofte udtrykt i kalligrafi og motiver spredt rundt omkring. Men når vi tyder teksten nærmere finder vi ud af at noget af teksten ofte er tilføjet senere. Der kan være tale om kommentarer omkringomstændigheder i forbindelse med værkets tilblivelse, dets færd igennem verden, hvem der har ejet det kunne vises ved hjælp af stempler men man holdt sig sandelig heller ikke tilbage for at skrive at man havde ejet værket i den og den periode og hvad det havde betydet for en. Andre kommentarer kommer fra

Wang Mian (1287-1359)
Blossoming Plum

Der eksisterer således ikke en entydig adskilning mellem motiv og skrift i de østlige billedværker og vi skulle som nævnt helt op i det 20'ende århundred før vi i vesten ser eksempler på at billede og tekst deles om samme plads. Nogle af de ypperste eksempler herpå finder vi i mange af den franske plakatkunstner A.M. Cassandre's værker, hvor der er gjort mere ud af selve skriften end det bagvedliggende motiv. Undertiden ser vi enddag at det udelukkende er skriften i sig selv, i forskellige størrelser, bøjninger, farver, der udgør plakaten. Prøv at se i nedenstående plakater hvorledes Cassandra benytter skriften i sig selv som en stor vigtig del af hele kompositionen.



Da Cassandra fik til opgave at lave et nyt skrift til Ives Saint Laurent havde han i flere år arbejdet med skrift. ikke mindst inspireret af kalligrafi lavede han detaljeret skitser for hvert enkelte bogstav for netop at finde den svingning af linierne, opbygning, tykkelse etc., som gjorde at skriften kom til at udtrykke den elegance og raffinement som Yves Saint Laurent søgte at udtrykke i sine tøjkreationer. En signalværdi, som man siden skriftens opståen har benyttet i utallige sammenhænge, men som dog først med reklambranchens kraftige opblomstring i forbindelse med industraliseringen blev analyseret og systematiseret. Reklamebranchen har godt og grundigt sat sig dybt ind i den menneskelige psyke for at finde frem til hvorledes vi påvirkes af skrift.

ysl2.jpg (11385 bytes)


De fleste er bekendt med at der er noget, der hedder det gyldne snit og at dette har noget at gøre med hvorledes eksempelvis et maleri skal være opbygget for at de fleste mennesker opfatter det som harmonisk. Ganske tilsvarende gælder regler for hvilke farver, skrifttyper, skriftstørrelser etc. de fleste af os forbinder med forskellige egenskaber. Ved udsalgstid vil du have bemærket at langt hovedparten af diverse skilte, reklamer mv. er ganske nøje designet til at vi skal opfatte budskabet "udsalg". I alle former for reklamer er der tænkt meget og længe over formen og størrelsen på de enkelte bogstaver. Skriften er nøje afstemt efter hvad modtageren gerne skulle tænke; billigt, eksklusivt, ungdommeligt etc.

Skriften brugt som et motiv, en udsmykning i sig selv, mere end som egentlig formidler af den mening vi får ud af at læse de bogstaver som skriften er sammensat af, er meget gammel. Eksempelvis er inskriptioner på templer, hellige bygninger, ofte hovedsagelig beregnet på at få os til at tænke på noget ophøjet, noget helligt. Om vi rent konkret kan læse det som skriften fortæller er mindre vigtigt. De fleste af sådanne eksempler stammer naturligvis fra svunde tider, hvor skriften i højere grad havde en religiøs betydning, men det som blot er væsentligt er at du er opmærksom på hvilke mange forskellige aspekter og forhold der ligger i det at lave kalligrafi på en smuk virkningsfuld måde.


kimono2.jpg (116380 bytes)



Kalligrafi og theselskabet

Mens vi nu er ved at forklare om hvorledes kalligrafi indgår som et af de såkaldte fem kunstarter, som enhver kineser med respekt for sig selv har mere eller mindre check på, er det fundet relevant kort at forklare hvorledes et japansk theselskab forgår. For på denne måde endnu engang at vise hvorledes de forskellige begreber er vævet ind i hinanden, når man ser dem fra en østlig synsvinkel.

Gæsterne ankommer som regel kl. 12. Allesammen i kimono og så bliver de budt velkommen af værtens hjælper. Man har som regel en til at bistå sig i køkkenet. Gæsterne bliver vist ind i et lokale hvor de så sidder og venter lidt og der får de så som regel bare noget varmt vand, uden noget. Dette giver dem mulighed for at smage vandet sådan som det er - uden noget. Vandet vil typisk være fra en berømt kilde i området.

I det lokale, hvor de sidder og venter, vil en af dørene være en lille bitte smule på klem og det betyder at det er den dør, de skal gå ud af. Så hælder værten vand i et stort stenkar ude i haven, hvor det er meningen at de skal vaske deres hænder og munden, før de går ind i tehuset. Så det er et signal til dem om at nu må de gerne gå ud i haven. Så de åbner døren og kigger ud i haven, der er blevet gjort pinligt ren. Tidligt om morgenen er alle nedfaldne blade og hver eneste fyrretræsnål blevet fjernet, så haven er i perfekt stand. Endvidere er den ofte douchet med vand så det hele ser frisk og indbydende ud.


Ude i haven kan de se værten i baggrunden, der trækker sig tilbage til selve thehuset. Gæsterne bukker stilfærdigt for hinanden og går så videre igennem haven og der passerer de en låge et eller andet sted midt i haven. Det kan være at der kun er en låge uden noget stakit på siderne. Det kan også være at der er et stakit. Når de går igennem den låge, så træder de fra hverdagens verden ind i teens verden. I det japanske samfund, er den almindelige daglige verden reguleret på alle mulige måder. Alle har forskellig rang og der er mange forhold, der gør sig gældende. I det øjeblik de går igennem den her låge, så ophører alle disse regler og rangforskelle og alle bliver lige - i teens verden.

En, efter en, går gæsterne hen og vasker hænderne og munden med det vand, der er hældt op i stenkarret. Til formålet er en træøse, som man benytter. Efter dette ritual går gæsterne så hen til selve tehuset. Dette har typisk en lillebitte dør, ja den er mindre end en meter gange en meter, så det er et lille kvadratisk hul nærmest. Det skal man kravle ind igennem. Dette, for igen, at fremhæve adskillelsen mellem the'ens verden og den ydre verden, samt for at gæsterne skal efterlade alt stolthed og forfængelighed udenfor. Gæsterne skal således kravle igennem dette her lille hul ind i selve terummet.

Det første de ser, er en billedrulle der hænger i alkoven, tokonomaen. Det vil som regel være kalligrafi og den kalligrafi vil typisk være skrevet af en Zen præst eller munk eller af en temester eller af et andet menneske, som har en vis status og vil udtrykke et eller andet filosofisk. Budskabet i kalligrafien kan være alle mulige ting. Det kan være Zen koans, det kan være poetiske udtryk, som angiver en sindstilstand eller en erkendelse eller lignende. I hvert fald noget der giver anledning til eftertanke.Og det der er udtrykt der, er temaet for det teselskab, hvortil de er indbudt. De ved ikke på forhånd hvad temaet er. Det er valgt af værten. Det kan være lavet specielt, men som regel vil det være en billedrulle eller en skriftrulle fra værtens samling. Den kan være flere hundrede år gammel. Den kan også være helt ny. Den er udvalgt med stor omhu. Værten bliver nødt til at have et stort udvalg, således at han kan ligesom finde det helt rigtige til den givne situation.

Gæsterne bruger et stykke tid på at studere kalligrafien, så går de ind i telokalet og finder deres pladser. Når gæsterne har fundet deres pladser og sidder ned, åbner døren sig og værten kommer til syne. Værten byder sine gæster velkommen, trækker sig kortvarigt tilbage og kommer så ind med en kurv i hvilken der er trækul og forskellige andre ting han skal bruge. I ildstedet vil der allerede være tre trækul, der brænder. Dem flytter han lidt rundt på, anbringer nogle flere trækul og lægger måske også noget røgelse ved så det får en godt duft. Dernæst bliver kedlen sat på og langsomt begynder vandet at blive opvarmet.

Derefter bliver der serveret et temmelig omfattende måltid mad; for i virkeligheden er gæsterne blevet inviteret til frokost. Maden kaldes kaiseki og refererer i virkeligheden til en varm sten som munkene i gamle dage havde inde under tøjet for at kunne holde sulten borte. Det gav en anledning til at man følte sig mæt at man havde sådan en varm sten inde ved maven. Så traditionelt er det blot et enkelt måltid - hvad nu værten måtte have i køkkenet, så han undskylder meget at det ikke er noget.

Men i dagens verden er tingene udvalgt med stor omhu og det er et fuldt måltid. Det første man får, er to skåle med låg - de er sorte og på en sort bakke. I den ene er der ris og i den anden suppe. Det begynder man at spise og så kommer værten ind og så får man mere ris og mere suppe og så kommer der så den ene ret efter den anden. Typisk vil måltidet bestå af det som japanerne kalder noget fra havet og fra bjergene og noget grønt og så fremdeles. Man vil have stegte ting, kogte ting, dampede ting og der vil også være nogle rå ting. Til måltidet serveres også sake. Alt foregår i en bestemt orden. Hvis man er erfaren i denne her slags ting, så ved man hvad der sker, men man ved ikke, hvad der bliver serveret.


USA, Maryland, Brookside Gardens


Undervejs konverserer man om hvad der nu står på denne her skriftrulle. Og værten får også lidt at drikke, men spiser ikke selv med; han serverer kun. Ved slutningen af måltidet vil der blive serveret nogle kager. Der er forskellige slags, meget meget smukt formede og passende faconer og kulører alt efter årstiden og der kan også være frisk frugt. Hver enkelt gæst får sin sorte lak-æske, hvor de her søde sager er arrangeret. Dem spiser man og derefter så trækker man sig tilbage til haven for at hvile sig lidt.

Man sidder på hug eller man sidder med benene inde under sig og hviler sig lidt i haven og i mellemtiden vil værten tage skriftrullen ned og erstatte den med en vase med en blomst eller et par blomster i. Det er blomster, der er hentet på bjerget, ude i markerne eller grøftekanterne. Det er ikke dyrkede blomster Det er naturligt forekommende blomster. Og det er noget enkelt, da helst skal se så naturligt ud som muligt.

Gæsterne bliver kaldt tilbage til tehuset med et slag på en gonggong. Når de kommer tilbage, så i stedet for skriftrullen vil de så se det her blomsterarrangement. Det er et udtryk for hvad værten mener at selskabet er nået frem til, så det er et højere niveau end der hvor man startede og man havde skriftrullen. Hævet op til et mere poetisk plan om man vil. Gæsterne finder deres pladser - i omvendt orden af den gang de spiste deres mad og så kommer den mest højtidelige del af det hele. Værten kommer ind og tilbereder tyk grøn the i en enkelt skål, som alle drikker af. Dette er meget usædvanligt i Japan. Almindeligvis får alle deres eget lille bord med deres egne små tallerkener og små kopper og deres egne alting. Det er ikke normalt at man deler tallerken eller kop med andre mennesker. Ritualet stammer fra gammel tid og er udtryk for at der er en særlig forbindelse mellem disse mennesker i og med at de deler den samme skål.


Picasso var meget inspireret af kalligrafi


Den grønne te kan være ganske tyk. Efter tebladene er blevet plukket, er disse anbragt i en hermetisk lukket krukke, som forhindrer luftens adgang og gør at tebladene bevares grønne. Ellers ville de hurtigt blive brune ligesom den almindelige te, vi kender i Danmark Det som værten gør er altså at åbne dåsen med teblade, pulveriserer dem og dette pulver bliver blandet med varmt vand, så man drikker faktisk bladet. Teen er oftest meget kraftigt og stærk i smagen.

Hele tilberedningen af den tykke te sker i stilhed og der er ingen der siger noget som helst. Og når den første gæst har drukket én mundfuld af teen, så spørger værten: "Hvordan er teen?" og det er ikke blot et spørgsmål om hvordan selve teen er i koppen men det er et spørgsmål om hvordan hele denne her happening, den er. Hvor er vi kommet til? og gæsten vil svare og udtrykke noget på dette tidspunkt. Det er ligesom højdepunktet.

Undervejs i forløbet fremviser værten ofte den keramiske beholder, teen har været i og den er i sig selv anbragt i en lille silketaske af noget fint vævet tekstil og teskeen, der er lavet af bambus, den kigger man også på. Der er ikke to, der er ens. Det kan være at det er værten selv der har lavet den eller det er en eller anden munk, eller en som alle kender i selskabet, der har lavet den og derfor har den meget stor betydning. Efter man har studeret de forskellige ting bliver disse taget ud og værten vender tilbage for at lægge nye trækul på ilden. Bagefter bliver der lavet tynd te og så kan selskabet slappe helt af. Ordet er frit og man nyder teen. Den tynde te drikker hver af deres egen teskål og på et tidspunkt begynder selskabet at ebbe ud og gæsterne takker af og går hjem. Sådan foregår det og det tager cirka fire timer.

Det kan tilføjes at japanerne også afholder teselskaber om morgenen eller om aftenen. Om aftenen er det helt specielt med lys og olielamper og ting og sager, så det er meget meget hyggeligt. Lydene er også vigtige Trækullene, der knitrer lidt. Eller vandet når det begynder at koge i kedlen. Japanerne siger at det er som vindens susen i fyrretræernes kroner. Det er mange små lyde, der alle sammen bidrager til den specielle atmosfære, der er ved et japansk teselskab.


teahouse_shanghai3.jpg (117459 bytes)
Det populære Huxingting Tea House i Shaghai - Bemærk den lang kø!