Skip to navigation | Skip to content

 
 

Kalligrafi

Skriftsprogets udvikling

Kalligrafi øvelser

De fem kunstarter

Stil spørgsmål om kalligrafi

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3988
Online profiler 0
Online gæster 397
Åbne spørgsmål 598
Besvarede spørgsmål 2970

Almanak

Sun, 16. December 2018

Solen i dag

Solopgang:08:27
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon

Skriftsprogets udvikling

Når vi skal forstå kalligrafi må vi i indledningsvis se lidt nærmere på skriftsprogets udvikling. Det hele startede med at vi gryntede lidt til hinanden. Efterhånden udviklede vi lyde for det som omgav os og dermed opstod muligheden for at kunne kommunikere mundtligt. Menneskets første spæde start ud i skriftlig kommunikation startede med hulemalerierne. Der er ved kulstof 14 måling (måling af organisk og uorganiske stoffer) konstateret hulemalerier, der er op til 32,000 år gamle.

De første hulemalerier menes at være udført med et stykke kul tegnet direkte på de rå klippevægge. De ældste malerier var primitive arbejder, hvor kun selve omridset af dyret/dyrene var indtegnet. Disse stilistiske malerier blev senere mere gennemarbejdet, og malerierne blev malet i flerfarvede lag. Endvidere begyndte der at komme perspektiv i malerierne startende med det såkaldte fordrejede perspektiv. Dyrets krop ses fra siden, mens hovedet ses forfra. Dyrene ses næsten altid i bevægelse i modsætning til de tidligste, hvor dyrene tilsyneladende var mere stillestående. De nyeste hulemalerier menes at være udført i perioden 10,000-140,00 år f.v.t. Disse er samtidig de mest detaljerige.




l de huler hvor der findes hulemalerier, er der aldrig fundet tegn på, at de også har fungeret som boplads for mennesker. Der er fundet andre huler i nærheden med tydelige spor efter menneskers efterladenskaber og redskaber, men alle er uden hulemalerier. Dermed kan vi formode, at huler med malerierne har haft et særligt formål. I dagligdagen kan man forstille sig at menneskerne har levet og opholdt sig i nærliggende huler. Når der skulle skaffes føde gik en del af stammes jægere på jagt og nedlagde passende byttedyr. Forud for selve jagten er nogle udvalgte fra stammen (præster eller shamaner) søgt ind i nærliggende klippehuler for at udøve magi eller shamanisme (kontakt med åndeverden).

Derinde skjult fra omverden, kunne nogle særlige udvalgte "kunstnere" male byttedyrene på de ujævne klippevægge. Måske troede de at de kunne forøge jagtudbyttet ved at indfange dyrets sjæl i hulemaleriet åndeligt før den virkelige jagt. Måske kan sandheden findes i nutidens primitive stammesamfund. I Australien har aboriginals levet i over 40,000 år. Det er en af jordens ældste kulturer, som i dag næsten er forsvundet. Dog eksisterer der stadig stammer som stadig udøver traditioner med at male dyrelivet på klipper eller bark. De tror at de kan kontakte de afdøde forfædre ved at male dyrene og udøve shamanisme. Det er en spirituel handling, hvor man tilkalder forfædrenes ånder, ved at male symboler og dyr på særlige udvalgte hellige steder.

De fleste forskere er enige i at der er tale om religiøse handlinger, uden at man dog med sikkerhed kan bevise påstanden. Til støtte for påstanden er der foruden hulemalerier også fundet små statuer i keramik; Moder jord eller "Venus figurer". Disse figurer kendes over det meste af verden i mange kulturer, som symbol for frugtbarheds dyrkelse. De kan have været betragtet som hellige eller magiske på linie med hulemalerierne. I de fundne huler optræder menneske figurer kun meget sjældent og altid skildret som primitive eller forklædte i dyreham. Sandsynligvis forestiller disse mennesker, der ofte optræder i skikkelse af halvt dyr og halvt menneske, shamaner, medicinmænd, troldmænd. Det en endvidere karakteristisk for menneske afbildningerne, at de altid er stærkt stiliserede udført i forhold til de detaljerede dyre tegninger, der ofte er helt anatomisk korrekt. Dette beviser at fortidsmenneskets evne til abstraktion og sans for korrekte detaljer var meget højtudviklet allerede dengang.

Kunsten at fremstille og anvende farve opstod i forbindelse med hulemalerierne. l hulerne er der fundet spor af primitive pensler og paletter. De menes at være fremstillet af dyre hår (pels) eller fjer fra fugle. Farverne man brugte, blev fremstillet ud fra forskellige lokale jord og ler arter, f.eks. jern, mangan, okker, samt kridt og kul opblandet med vand eller dyrefedt. Desuden brugte man dyreblod. Deraf fik hulemalerier den karakteristiske jordpalet. Disse naturlige farvestoffer anvendes stadig til fremstilling af farvepigmenter til produktion af maling.

Der er fundet hulemalerier i Europa, Afrika, Australien, i næsten alle verdensdele. I Sydafrika kendes "Buskmændenes" hulemalerier som de "nyeste", som dateres fra ca. 1000 år og op til vores tid. De mest berømte af de europæiske hulemalerier er hulerne i Lascaux (Sydfrankrig) og Altamira (Nordspanien).




Ideogrammer

Det næste skridt hen imod opfindelsen af et egentlig skriftsprog var brugen af ideogrammer. Et ideogram er et visuelt symbol for en ide eller en ting. Vores verden er fyldt med symboler, og det er umuligt at læse instruktioner i brandbekæmpelse, trafikskilte, vaskeinstruktioner, søkort, varemærkning, danseinstruktioner, korrekturlæsning, tidstabeller, religionernes symbolik og meget andet, hvis man ikke forstår de enkelte tegn og symboler. De vigtigste krav til et ideografisk skriftsystem er at tegnene skal være lette at tegne og at deres betydningsspektrum skal være indlysende for de fleste i samfundet. Ydermere må de syntaktiske regler (dvs. reglerne for hvordan forskellige tegn kan kombineres) være enkle. I sammenhænge hvor få og enkle budskaber hurtigt skal viderebringes, er de ideografiske systemer overlegne. Derfor anvender vi stadig disse i trafikken, i krig og i katastrofesituationer.

Mens det er forholdsvis enkelt at danne og blive enige om ideogrammer for konkrete ting, er det straks vanskeligere når der skal dannes ideogrammer for noget abstrakt, en ide, et begreb etc. Vist kan man sige at alle ideogrammer er billeder og at de ligner noget; men de er snarere billeder af vores vurderinger, vores tankegang, vores viden om verden og den måde hvorpå vi danner visuelle forestillinger om sammenhænge mellem dem, end de er billeder af selve tingene og forholdene. Et ideogram er som nævnt et visuelt symbol for en ide eller en ting. Hvilken ide eller ting som kunstnerne James Rosati havde i tankerne, da han skabte skulpturen "Ideogram", der er vist nedenfor, var overladt til beskuerens egen fantasi.


Ideogram, James Rosati, 1967, WTC, tilintegjort 11.09.2002.



Fonogrammer

Måske har du været udsat for en dårlig telefonforbindelse og derfor forsøgt at gøre et ord klar for den du talte med ved at sige noget i retningen af: A, som i Anton, B, som i Berta og D, som i Dora. I så fald har du benyttet det fonetiske alfabet. I Tyskland er det bestemt ikke op til den enkelte om man siger A, som i Anton, eller A, som i Anders, Allan, Andersine, eller hvad man nu kan finde på. Her diktere det tyske fonetiske alfabet hvad man skal sige. Tilsvarende regler finder vi indenfor NATOs fonetiske alfabet, der sætter "navne" på hvert bogstav, til brug i f.eks. radiosamtaler. Fonogrammer er således tegn, der repræsenterer lyde. Ordet "fonogram", defineres i øvrigt som: enhver optagelse af lyden fra en fremførelse eller af andre lyde eller af lyde udtrykt i en anden form. Alt dette leder os over til næste skridt i udviklingen af skriftsproget, nemlig hieroglyfferne, der er et konstrueret alfabet. Hieroglyfferne består dels af ideogrammer; symboler der repræsenterer ideer, ting - og dels af fonogrammer; tegn der repræsenterer lyde.




Hieroglyffer

Hieroglyffen er utvivlsomt et af Egyptens største mysterier alene af den svimlende grund, at den blev praktiseret i næsten 3500 år. Men selvfølgelig først og fremmest, fordi dens gåde er forblevet intakt i næsten 2000 år, og det først er for et par hundrede år siden, at det lykkedes en af Napoleons forskere at dechifrere nøglen til forståelse af hieroglyfferne.

Ægypterne anvendte hieroglyfskrift fra 3250 f. Kr. til 4. århundrede e. Kr. Ved siden af hieroglyfferne fandtes der også en mere enkel udgave af tegnene, den hieratiske håndskrift. Håndskriften blev ca. 700 f. Kr. stenografiagtig, den såkaldte demotiske skrift. Koptisk, det vil sige ægyptisk skrevet med græske bogstaver, blev indført af kristne ægyptere i 200-tallet e. Kr., og det bruges endnu i den koptiske kirke. Formentlig mistede man hurtigt kendskabet til at læse og skrive hieroglyffer, og i århundreder blev tydningen af hieroglyfferne betragtet som en umulighed, fordi videnskabsmændene blev vildledt af brugen af symboler i skriften.

Det var først via fundet af den berømte Rosetta-sten, der indeholdt tre forskellige skriftsystemer: hieroglyffer, demotisk og oldgræsk, at lingvisten Jean-Francois Champollion i starten af 1800-tallet ved at sammenligne seks forskellige versioner af kongenavnet Ptolemaius, fandt ud af, at hieroglyfferne dels består af ideogrammer - symboler der repræsenterer ideer og ting - dels af fonogrammer - tegn der repræsenterer lyde.

En anden årsag til, at det tog så lang tid at løse hieroglyffernes gåde, var variationen af læseretninger. De oldegyptiske skrivere skrev hieroglyffer i rækker og kolonner uden mellemrum mellem de enkelte ord. Indskrifterne kan læses i vandrette kolonner fra venstre til højre og omvendt, men også i lodrette kolonner fra top til bund. Når man læser i vandrette rækker, bestemmes læseretningen ud fra tegn, der forestiller mennesker, dyr eller fugle, da disse altid vender hovedet imod læseretningen.

Skriftens æstetiske udformning var - på samme måde som ved kalligrafi, hvilket jo er hvad hele kurset egentlig omhandler - af stor betydning. Når man for eksempel udhuggede en indskrift på et monument, blev skriften arrangeret, så den udfyldte den tilgængelige plads, og ofte måtte tekststykker gentages for at opnå en symmetrisk effekt. Indtog skriftens æstetiske udformning en central rolle i oldtidens Ægypten, var der til gengæld ikke noget ord for kunst: dekoration uden en praktisk og religiøs betydning gav ingen mening.

Hieroglyfskriften er en billedskrift, der består af billed- og lydtegn. De ca. 700 skrifttegn gengiver levende væsener eller dele af dem eller forskellige håndgribelige ting fra ægypternes dagligdag. Mange tegn er stiliserede afbildninger af de ting, de forestiller. Billedtegnene læses enten som det, de forestiller eller noget nærliggende. En sol kan både betyde sol, men også dag, lys eller time. Lydtegnene er også billeder, men de virker som vores egne bogstaver. Hvert billede er begyndelseslyden i det ord, det forestiller, for eksempel begyndte en mund på ægyptisk med r, og derfor udtales det også som en r-lyd. Som i en rebus brugte man altså tingenes navne til at stave nye ord.

Skriften adskiller sig fra vores skrift ved at være en konsonantskrift, der kun gengiver, hvad man antog for det vigtigste af hvert ord, altså en slags ordenes skelet. Læseren har selv måttet tilføje vokalerne, der har vekslet alt afhængig af tryk og tone. Vokalvariationerne betyder, at ægyptologerne ikke med sikkerhed ved, hvordan de gamle ægyptere udtalte de ord, som de skrev med hieroglyfferne. Problemet med konsonantskriftens flertydighed blev løst ved hjælp af såkaldte determinativer. En determinant er et begrebstegn, som normalt blev sat i slutningen af stavelsesordet for at gøre det entydigt. For eksempel blev ideogrammer, der forestillede en mand eller dele af en den mandlige anatomi, såsom en penis, brugt til at determinere ord, der refererede til noget maskulint, som søn eller ægtemand.






Skriv med hieroglyffer!

Indtast dit navn eller hvad du har lyst til og se hvordan det ser ud med hieroglyffer
Det er sjovt og nemt - Prøv det her




Det græske alfabet

Den europæiske kulturs vugger ligger i Kreta og dernæst Grækenland. Det er i Grækenlands storhedsperiode at vores ideer om demokrati, og mange af de tanker vi bygger den vestlige samfundsorden på er udviklet. Alle disse ideer og tanker kunne slet ikke være bevaret for eftertiden hvis grækerne ikke have udviklet det græske alfabet omkring det 9. århundrede f.v.t. Det græske alfabet er en videreudvikling af det fønitiske - det første alfabet i verden, som havde tegn for vokalerne. De semitiske sprog havde (og har stadig) kun tegn for konsonanterne. Oprindeligt skrev grækerne fra højre mod venstre i lighed med semitterne, men de gik hurtigt over til at skrive fra venstre mod højre. Denne skriveform er videreført gennem det latinske alfabet (som er romernes videreudvikling af det græske) - og er således blevet dominerende i Europa.

I oldtiden skrev grækerne kun med store bogstaver, hvorimod de små bogstaver først blev almindelige i middelalderen. De små bogstaver er opstået af papyrusskriftens mere bløde udgave af de store bogstaver. Grækerne kendte ikke de arabiske tal, men anvendte i stedet endte et system beslægtet med romertallet eller bogstaverne, der hver havde en talværdi, som de har overtaget direkte fra det semitiske alfabet. Visse bogstaver, der ikke længere blev anvendt i klassisk græsk, fortsatte som taltegn, f.eks. digamma, koppa og sampi. Det græske alfabets bogstaver bliver nu om dage anvendt til en myriade af forskellige formål: som matematiske symboler, som stjernenavne etc.


A a B b G g D d E e Z z H h Q q I i K k L l M m
Alfa Beta Gamma Delta Epsilon Zeta Eta Theta Iota Kappa Ambda My
N n X x O o P p R r S s T t U u F f C c Y y W w
Ny Ksi Omicron Pi Rho Sigma Tau Ypsilon Phi Chi Psi Omega



Runer

Det vi i dag kalder runer var en skrifttype man brugte i hele det germanske område af Europa dvs. Tyskland, England og Skandinavien. De ældste runer vi kender er fra år 200 år og de blev brugt til langt ind i middelalderen. Runerne stammer fra det græske alfabet, og nogen mener de har fået den udformning de har, fordi det så var lettere at hugge dem i sten. Ordet "rune" menes at have så forskellige betydninger som tale, sang, skrift, kundskab og hemmelighed. Sidstnævnte betydning benyttes måske fordi runerne øjensynlig havde en slags magisk betydning. Faktisk er der meget som tyder på at runerne blev brugt til magi mere end som skriftsprog. Det gamle runealfabet havde 24 tegn, hvilket muliggjorde det som skriftsprog. Men senere bliver runealfabetet indskrænket til 16 tegn og så er det pludselig noget sværere at skrive med, hvis det ikke lige skulle bruges til magiske formularer.

Den korrekte betegnelse for runealfabetet er "futharken". Det er fordi de 6 første bogstaver er F-U-Th-A-R-K. Det er der ikke noget mystisk ved, for ordet "alfabet" kommer fra græsk, hvor de 2 første bogstaver er Alfa og Beta. I det græske alfabet har hvert bogstav et navn som betyder noget. Det har hvert bogstav i futharken også. Det samme gælder for det jødiske alfabet. Det er åbenbart kun i det latinske alfabet, det vi bruger nu til dags, hvor bogstaverne ikke har deciderede navne. Frem til cirka år 500 blev den germanske 24 runers futharken brugt i Danmark. I perioden fra år 500 til år 800 var der en del overgangsversioner til 16 runers futhark. Fra år 800 bruger man kun 16 runers futhark. Fra år 900 og fremefter bliver der til stadighed ændret lidt på runernes form og lydværdi. Fra år 1300 er runerne tilpasset det latinske alfabet.

Der fandtes professionelle runemestre af begge køn som helt hen i 1200-tallet, altså længe efter kristendommens indførsel, var højt ansete i datidens samfund. Først omkring år 1400 er det slut med runerne, men ved hjælp af gamle skrifter har man en nogenlunde viden om dem. Selve tydningen af runerne er dog ret uklar og må tages for det, det er, nemlig en rekonstruktion. I vikingetiden kunne man forstå hinanden, hvad enten man var dansk, norsk, svensk eller islandsk, det var samme sprog. Sproget kaldte man ”dansk tunge". En englænder kunne endda sagtens gøre sig forståelig her i det nordiske. I slutningen af vikingetiden begyndte sproget at forandre sig, og i løbet af nogle hundrede år havde hvert land sin dialekt.





Bogtrykkekunsten udvikles

Efter udvikling af alfabetet fik man mulighed for at dele viden igennem bøger mv. I mange århundrede var det forbudt at skrive noget på andet end latin, af den simple årsag at dette sprog kun blev behersket af de lærde - læs kirken. Med indførelsen af et skriftsprog fik man således endnu en afgrænsning i samfundet, nemlig sondringen mellem analfabeter og skriftkloge. Det var dog ikke kun den katolske kirke, der sammenblandende religion og skrivekunsten. Hieroglyfferne havde stor magt i det gamle Ægypten, til dels på grund af deres utilgængelighed, eftersom størstedelen af befolkningen var analfabeter. Det var et privilegeret erhverv at være skriver i det gamle Ægypten og forbeholdt eliten. Uddannede skrivere benyttede hieroglyfferne som et redskab for statsadministrationen og til at nedskrive politiske og religiøse begivenheder.

Oversat betyder hieroglyf helligt tegn, for ægypterne troede, at visdommens og skriftens gud Thot havde givet menneskene skriften som en gave. Man mente, at hieroglyfferne besad en magisk kraft, som gjorde sig gældende i alle aspekter af ægypternes liv og død, som for eksempel høst, husholdning, fødsler, sygdom og gravritualer. Hieroglyffen kunne for eksempel anvendes mod sygdom: skrev man de helbredende formularer direkte på huden, virkede den magiske kraft, når patienten slikkede blækket af huden. Eller de blev skrevet på smykker og amuletter for at afværge ondt. De tegn, man finder på amuletter er hyppigt Horus-øjet, Udjat, som symboliserede helbredelse. Man skrev også uddrag af Dødebogen på amuletterne for at beskytte de levende mod de døde. Eller man gav mumierne dem med på deres farefulde færd gennem Underverdenen.

Det var først så sent som i 1447 da guldsmeden Johan Gutenberg opfandt trykmaskinen at startskuddet lød til informationssamfundet og begyndelsen til demokratiets indførelse. Flere og flere lærte at læse og skrive, fordi der nu var en mulighed for at få noget at læse. Betydningen af Johan Gutenbergs opfindelse var intet mindre end kolossal. Som det blev udtrykt af Martin Luther (1483-1546): "Bogtrykkerkunstens store velgerninger kan ikke udtrykkes med ord. Gennem den bliver den hellige skrift åbnet og udbredt i alle tunger og sprog. Gennem den bliver alle gode kunster og videnskaber fastholdt, udvidet og videregivet af vores efterkommere."

Det som Johan Gutenberg fandt ud af var at man kunne støbe bogstaver i bly og bruge disse til at danne ord, sætninger og tekst af. Han var allerede bekendt med hele støbeprocessen fra sit arbejde som guldsmed. Ved at sætte de støbte typer (bogstaverne) sammen til tekstsider, smøre farve på og lægge et stykke papir oven på trykformen var han i stand til at trykke hele tekstsider hurtigere end munkene kunne skrive med deres sirlige håndskrift. Disse typer kunne desuden genbruges fra gang til gang og man havde dermed en hurtigere og mere rationel metode til at "masseproducere"; bøger og andre vigtige tryksager. Det var naturligvis først og fremmest Biblen der blev mangfoldiggjort. Europa var midt i en missionærperiode og hele den europæiske befolkning skulle naturligvis også kristnes. Samfundsordenen byggede på Bibelens ord. I Danmark blev det katolske vælde styrtet ved Reformen i 1536. Nye ideer og teorier var kommet til Danmark (i trykt udgave). Katolicismen blev udskiftet med Protestantismen og Danmark blev en nation af Lutheranere (opkaldt efter føromtalte Martin Luther).


Johan Gutenbergs trykmaskine En af de første bøger, der blev trykt


Det bør i øvrigt nævnes at der også før Gutenberg fandtes trykmetoder til mangfoldiggørelse af tekster. Dog langt fra så effektive. Dybtrykkkets oprindelige form, kobberstikket, er måske den ældste trykmetode der findes, idet man kan spore denne trykmetode helt tilbage til år 100, i Kina. Princippet er enkelt. Man ridser / raderer / graverer direkte ned i en kobberplade, således at der opstår fordybninger der, hvor der skal være tryk. En tyndtflydende farve hældes ud over kobberpladen hvorefter pladen skrabes ren med en rakel, således at der nu kun er farve tilbage nede i pladens fordybninger. Derefter lægges et stykke papir over kobberpladen og der trykkes hårdt ned på pladen, så trykket overføres.

Det „moderne“ kobberstik blev opfundet i Italien i midten af det 14. århundrede og blev kaldt Intaglio („graveret“/“udskåret“). Frem til det 16. århundrede foregik graveringen med håndholdte gravørværktøjer/radérværktøjer direkte ned i en kobberplade. Det var ofte besværlige at styre graveringen af små fine streger, da kobberet jo trods alt er hårdt og dermed gjorde modstand. Men i det 16. århundrede fandt man på at ætse kobberet i stedet. Man påførte kobberpladen et blødt lag voks, således at der blot skulle raderes ned i vokset, hvorefter syre blev hældt ud over kobberpladen. Der hvor kobberet stadig var dækket forblev kobberet uætset, mens der opstod fordybninger dér, hvor der var raderet.





Det arabisk alfabet

Arabisk er et af verdens helt store sprog. Det er officielt sprog i mere end 20 lande, og minoritetssprog i mange flere. Arabisk er over 150 millioner menneskers modersmål. Desuden er arabisk vidt udbredt som fremmedsprog og religiøst sprog for alverdens muslimer, op omkring en milliard mennesker. Det arabiske sprog og dets alfabets store indflydelse skyldes naturligvis Islam, Koranen er åbenbaret på arabisk. Der er direkte muslimer der mener at Vorherre til tid og evighed skulle have en særlig forkærlighed for netop dette sprog, sådan som det taltes på den arabiske halvøs vestkyst i midten af det syvende århundrede. Og de opfatter det nærmest som en slags forringelse af Ordet, når Koranen oversættes til andre sprog.

De sprog der i dag bruger det arabiske alfabet er arabisk, persisk, urdu (pakistansk), kurdisk (sorani) og afghansk (pashto). Malajisk og tyrkisk, som tales af over 150 millioner muslimer skrives i dag med kristne bogstaver. Begge disse sprog har tidligere været skrevet med arabiske bogstaver. Men malajisk er skiftet under indtryk fra det hollandske og engelske kolonistyre, og i Tyrkiet blev det latinske alfabet indført af Atatürk i 1928 netop for at rive landet løs fra den muslimske verden og "vende dets ansigt mod Vesten".

Det arabiske alfabet består ligesom vores af 28 bogstaver. Der findes ikke store og små bogstaver på arabisk. De arabiske bogstaver skifter udseende, afhængigt af hvor de står i et ord. De fleste arabiske bogstaver kan derfor se ud på fire forskellige måder, afhængigt af om de står isoleret, først, midt eller sidst i et ord. Dertil skal lægges en række tegn, som under ét kan kaldes diakritiske (vokaltegn, konsonantfordoblingstegn o.l.), i alt har man behov for 147 pladser, hvis en computers tegnsæt skal rumme alle de grafiske udtryk i det arabiske alfabet.

Det er m.a.o. ikke muligt at skrive arabisk på en computer med et 7-bit tegnsæt, med mindre man ikke medtager de grafiske udtryk (dvs. de fire forskellige former som bogstaverne kan have), men kun regner i bogstavernes værdi. I princippet kan det synes ligegyldigt, om der findes en standard for at skrive på arabisk, når blot maskinerne kan give en pæn repræsentation af bogstaverne på skærmen og på printet. Men det er ikke lige meget, hvis man vil udveksle data, hvorfor der i disse år søges standardiseret en lang række elementer af det arabiske alfabet således at sproget kan benyttes af computere.





Det kinesiske skriftsprog

I dette kapitel ses nærmere på det kinesiske skriftsprog. Hvis det forekommer en smule indviklet, så husk på at det ikke er kinesisk du skal lære at tale eller skrive, men at lave kalligrafi. Det kinesiske skriftsprog er flot at kunne og det hjælper til at få en dyb forståelse for hvorfor kalligrafi udføres som det gør, men det er bestemt ikke nødvendigt for at kunne beherske kalligrafi. Hvis du derfor synes at det følgende er for teknisk eller kompliceret, kan du nøjes med at skimte det igennem.

Det kinesiske sprog udgør den ene gren af den såkaldte sino-tibetanske sprogfamilie. Den er verdens næststørste sprogfamilie målt i antal brugere, idet omkring 1,3 milliard taler et sprog fra denne familie. Heraf tales kinesisk af langt de fleste (1,1 milliard). Kinesisk opdeles normalt i fem dialekter. Dialekt betyder her, at sprogene ligger så langt fra hinanden, at folk kun vanskeligt eller slet ikke kan forstå hinanden. Til gengæld er skriftsproget fælles for de kinesiske dialekter, så hele befolkningen kan altså forstå, hvad hinanden skriver.

Den mest udbredte dialekt, der også er Kinas officielle sprog kaldes mandarin. Den tales af omkring 2/3 af befolkningen. De øvrige kinesiske dialekter er: Wú, som tales af omkring 60 millioner i området omkring Shanghai. Min, som tales af 45 millioner i det sydøstlige Kina og af 20 millioner i Taiwan. Yuè (eller Cantonese) tales af 60 millioner i Kinas sydlige del. Og Hakka, der tales af ca. 20 millioner i det sydøstlige Kina. Kinesisk tales også af omkring 5 millioner i Thailand, 5 millioner i Malaysia, 2 millioner i Singapore, 1 million i Vietnam samt af kinesiske minoriteter i diverse lande. Kinesisk er opbygget på en helt anden måde end f.eks. de indoeuropæiske. De kinesiske ord er næsten alle meget korte, består ofte af én og højst to stavelser. De fleste ord har en fast form, og bøjes ikke efter antal, køn eller kasus. Kinesisk grammatik er på dette område uhørt simpel.

Ordenes betydning i de enkelte sætninger fremgår af ordstillingen og sammenhængen. Tillægsord i vores forstand findes heller ikke, ord som beskriver en egenskab fungerer samtidig som udsagnsord. På dansk: Jeg er meget dygtig - på kinesisk: Jeg meget dygtig. Kinesisk afviger også fra mange andre sprog ved i høj grad at være baseret på toneforskelle i udtalen af de enkelte ord. Noget, der for os ligner det samme ord, kan betyde noget helt forskelligt alt efter tonefaldet. Dette fænomen kendes også fra andre sprog, men ikke så rendyrket som i kinesisk. Det kinesiske skriftsprog er også et kapitel for sig. Oprindelig har det bestået af tegninger af de ting, man ville beskrive. Efterhånden er tegningerne blevet forenklede til de nuværende skrifttegn.

De enkelte tegn har en eller flere udtaler og de allerfleste også mindst en betydning. Der findes omkring 35,000 skrifttegn i en kinesisk ordbog, men det er dog tilstrækkeligt at kende 3-4.000 tegn for at kunne læse en avis. I akademisk sammenhæng, har man brug for at kende mindst det dobbelte antal. I 1988 vedtog den kinesiske regering at de 3500 vigtigste tegn skal indgå i undervisningsplanen til og med gymnasieniveau.

De kinesiske skrifttegn er ofte sammensat af to elementer: Et meningsbærende element (et radikal) og et fonetisk element. Der findes 214 meningsbærende elementer, der fortæller hvilken gruppe objekt, ordet tilhører. F.eks. indeholder alle ord, som har med træ at gøre "træ-elementet", uanset om det er et træ i skoven eller en ting, som er lavet af træ. Det fonetiske element består af tegnet for et ord, hvis mening intet har med sagen at gøre, men hvis udtale er den samme. Eksempelvis består tegnet for "hav" af tegnene for "vand" og "får". Dette fordi "får" bliver udtalt på samme måde som "hav". Det kan forekomme mærkværdigt, men systemet betyder altså, at over en milliard kan kommunikere skriftligt, selvom de ikke nødvendigvis forstår hinandens tale. I Japan bruges de kinesiske skrifttegn i øvrigt også, selvom det japanske sprog intet har med kinesisk at gøre. Det betyder, at japanere og kinesere kan skrive til hinanden, selvom de taler vidt forskellige sprog.

Der gøres fra tid til anden forsøg på at reformere det kinesiske skriftsprog, men det varer nok længe før de går over til et alfabet, som minder om vores. Handelsforbindelser og computernes fremmarch kan dog betyde, at kineserne efterhånden lærer det latinske alfabet sideløbende med deres eget. I øvrigt, hvis det skal være helt korrekt, findes der hverken et kinesisk alfabet eller kinesiske bogstaver - der findes kinesiske symboler, kinesiske skrivetegn.


Bjerg + Mund = Bjergpas Arbejde + Hånd = Håndværk Midten + Land = Kina



Det kinesisk skriftsprogs udvikling

Det menes at det kinesiske alfabet blev udviklet af en historiker, der gjorde tjeneste under Kinas første kejser, den gule kejser Huang Di, Xia-dynastin, for omkring 4600 år siden. Arkæologiske undersøgelser viser at kinesiske tegn findes på krukker og stenfliser, der kan spores omkring 8000 år tilbage. Det var først under den gule kejser at et egentligt fuldstændigt skriftsystem blev udviklet. Efter Xia dynastiet følger Shang-dynastiet (1500–1028 fvt), et dybt religiøst dynasti, hvor guderne flittigt blev spurgt til råds i alle mulige sammenhænge.

Til at spå benyttede man skildpaddeskjold eller skulderbladene fra en okse. I disse borede man små huller og stak dem ind i ild, hvorved de splintres og det fremkomne mønstre af brudstykker udlagde man så som gudernes svar. Undertiden ridsede man såvel spørgsmål som svar ind i knoglerne, skildpaddeskjoldet hvorfra vi har beviser for at Shang dynastiet flittigt benyttede spådomskunst og hvorledes den kinesiske skrift så ud på daværende tidspunkt.

Efter Shang dynastiet blev spådomskunsten nedtonet en del og skriften forandrede sig. Man begyndte at nedskrive meget mere på bogruller af sammenføjede bambusstave. Under det voldsomme Qin-dynastin (221 – 207 fvt) lod kejser Qin Qi Huang Di en masse ældre litteratur brænde og sågar også belæste mennesker røg i flammerne. En af de gode sider ved kejser Qin Qi Huang Di, var at han gjorde en stor indsats for at samle og forene det kæmpe rige. Til dette formål søgte han at standardisere en lang række ting, herunder blandt andet skrivekunsten.

Omkring kristus fødsel begyndte kineserne at bruge blæk og skrive med tuschpensler. Derved begyndte tekstens form at forandre sig til den udformning vi kender i dag. Den kinesiske skrift har stort set været uforandret de sidste 2000 år. Den seneste reformering af de kinesiske skrifttegn, skete så sent som i 1950'erne, hvor kommunistpartiet dikterede en forenkling af visse tegn for at lette det kinesiske folks adgang til at kunne lære at læse og skrive. Nogle kinesiske tegn består af op til 26 streger, hvilket kan tage op til adskillige sekunder at udføre. I dag forekommer de ældre og fuldstændige former af skrifttegnene i "finere" sammenhænge og i dekorationssammenhænge, men benyttes dog også til hverdagsbrug i Hong Kong, Korea, Japan og Taiwan.


Fuldstændig form: Forenklede form:
At se jian4 jian4
Tale, sige shuo1 shuo1
Vogn, kærre che1 che1
Rige, land guo2 guo2
Område qu1 qu1
Vind, blæst feng1 feng1
Svanger, gravid zhuan3 zhuan3
Sprog hua4 hua4


Forskellige kalligrafi skrifttyper

Kinesisk kalligrafi har udviklet sig sideløbende med de kinesiske skrifttegn og består af mange forskellige stilarter og skoler. Kinesisk skrifttegn inddeles normalt i fem kategorier: Seal (Zhuan), den officielle eller clerical skrift (Li Shu), den ordinære skrift (Kai), den løbende hånd (Xing) og den kursive hånd (Cao). Vi siger der er fem kategorier, men egentlig er der flere. Vi kender blot ikke skrifttyperne før Jia Gu Wen, så vi benævner alle skrifttyper før Shang (også kaldet Yin) dynastiet for Jia Gu Wen. Nogle vælger dog at kalde alle skrifter før og inklusiv Xiao for Zhuan, eftersom der før denne skrifttype var udpræget mangel på standarder for skriftsproget.

Jia Gu Wen var den tidligste skriveform, som vi finder i inskriptioner på orakelben. Skrifttegnene blev indgraveret på ben eller skildpaddeskjolde, hvorfor den benævnes Jia Gu Wen. Jia betyder skildpaddeskjold og G betyder ben på kinesisk. Disse skrifttegn må have afstedkommet stor forvirring eftersom de manglede konsistens og tit blev skrevet i forskellige udgaver.

Den første indsats for at standardisere skriftsproget skete under konge Xuan (827-782 fvt.) i det vestlige Zhou Dynasti, hvor en af dennes ministre Shi Zhou udfærdige et leksikon i 15 kapitler, hvor han standardiserede de kinesiske skrifttegn i en skrift, der kom til at hedder Zhuan (Zhou Wen). Denne skriftform, der ofte benyttes i segl, oversættes til engelsk som Seal karaktere, også benævnt "den krøllede skrift" efter udformning af skriftens penselstrøg. Shi Zhou's leksikon er gået tabt for længst, men der hersker enighed om at den første udgave af skriften havde den samme udformning som kan ses på en berømt trommeformet sten fundet i Kina (Qin stenen).

Da kejser Qin Shi Huang i år 221 fvt. samlede Kina til et rige, beordrede han sin premiereminister Li Si til at indsamle og sortere alle de forskellige skriftsystemer, der fandtes i Kina. Formålet var igen at standardisere og samle de forskellige udgaver til et standardiseret system (Xiao Zhuan). Hvad Li Si faktisk gjorde var at simplificere det gamle Zhuan skriftsystem. I dag har vi vidnesbyrd om udformningen af det gamle kinesiske skriftsprog igennem Li Si´s håndgraveringer på en stålplade. På denne mere end 2300 år gamle stålplade, som findes i et tempel til ære for bjergguden Taishan i Shandong provinsen, Kina, er der i dag kun 9½ karakter som er itakte.

Den officielle skrift (Li Shu) blev skabt under Qin Dynastiet (221-206 fvt.). Dette skyldes at skriften Xiao Zhuan, stadig var for langsommelig og indviklet at skrive for de mange embedsmænd rundt omkring i det store rige, der fik stadig flere dokumenter, de skulle udforme. Fængsesvagten Cheng Miao, udformede en simplificeret udgave af Xiao Zhuan, ved at ændre de krøllede penselstrøg til lige og gjorde derved skriften betydelig nemmere at skrive. I endnu en version af skriften, der fjernede sig yderlige fra piktogrammerne, blev skriften benævnt Li Shu, der betyder skriver eller kontorist.

Li Shu skriften var allerede tæt på og ledte til skriften Kai Shu (også kaldet Zhen Shu eller Zheng Shu). De ældste eksempler på denne skrift kan dateres tilbage til Wei (220-265), og det menes at skriften blev udviklet under Jin (år 265 til år 420). Standard skriften nu om dage er firkantet i form, ikke kursiv og meget arkitektonisk i dens stil. De forskellige karakterer laves ud fra otte grundlæggende penselstrøg benævnt prikken, den horisontale, den vertikale, krogen, den stigende, faldende til venstre (kort og lang) samt faldende til højre (kort og lang). Denne skrift er meget nem at læse, men lidt besværlig, langsommere at skrive. Enhver aspirant til at udføre kalligrafi bør starte med at lære at blive god til skriften Kai Shu. Kai betyder i øvrigt standard.

På grundlag af skriften Li Shu udvikledes også Cao Shu (den kursive hånd), der er en meget hurtig skrift, der benyttes til at lave hurtige råkopier. Denne stil delte sig hurtigt i to skoler: Zhang Cao og Jin Cao. Zhang Cao skolen opstod i perioden hvor Qin dynastiet blev erstattet af Han dynastiet (mellem det tredje og anden århundred fvt.). Skønt skrifttegnene stadig blev skrevet hurtigt var de enkelte tegn adskilt fra hinanden, altså skrevet individuelt. Den anden skole; Jin Cao, også kaldet den moderne kursive hånd, blev grundlagt af Zhang Zhi fra det østlige Han dynasti, blomstrede under Jin og Tang dynastierne og er stadig populært den dag i dag.

Det er kendetegnende for Cao Shu skriften at det er den simplificerede udgave af Li Shu og, især i varianten Jin Cao, at skrifttegnene skrives sammenhængende. De enkelte skrifttegn adskilles ikke individuelt. Det er ofte således at det sidste strøg i et skrifttegn er det begyndende strøg af det næste skrifttegn. Skriften er således hurtig at skrive, men lidt svær at læse. Skriften varierer også ofte i størrelse indenfor de enkelte tekststykker, lidt efter forfatterens forgodtbefindende, da der ikke findes klare regler herfor. Berømte Cao Shu kalligraffister er bla. Du Du, Cui Yuan, Cui Shi og Zhang Zhi.

Skriften Xing Shu, også benævnt "den løbende hånd" ligger i udtryk mellem den regulære og den kursive skrift. Når Xing Shu udføres langsomt og omhyggeligt minder den meget om den regulære skrift. Når den udføres hurtigt minder den om Cao Shu (den kursive hånd). Xing Shu er således midt imellem Cao Shu og Kai Shu. Den er nem at skrive og nem at læse. De kinesiske kalligrafi-mestre omtaler de tre forskellige udførsler af skriften Kai Shu, Xing Shu og Cao Shu, som hhv. et menneske, der står, går og løber. Lan Ting Prologue, af Wang Xi Zhi, der er nærmere beskrevet i kapitlet om udvikling af kalligrafi igennem Kinas historie, anses for at være det bedste eksempel og model for opbygning af skriften Xing Shu.

Nu til dags udføres næsten al kinesisk håndskrift i Xing Shu og alt trykt materiale udføres i Kai Shu.

Det fremføres undertiden at kinesisk er et rent billedsprog, men det er faktisk kun en lille del af de kinesiske skrifttegn, der består af rene billeder. Disse kan opdeles i konkrete billeder, der direkte viser betydningen af tegnet - og abstrakte billeder, der kun indirekte viser betydningen af tegnet. De grundlæggende billedtegn anvendes til at opbygge mere komplicerede tekst, eller mening, som det er svært at afbilde direkte eller indirekte.


Konkrete billeder: kou3.gif (1010 bytes) ren2 ri4 yue4 li4 shan1 mu4
Mund Mand Sol Måne Plov Bjerg Tråd
Abstrakte billeder: xia4 shang4 zhong1 san1 tian1 ben3 guo3
Under Over Midten Træ Himmel Rød Frugt



De kinesiske skrifttegn er, som nævnt, ofte sammensat af to elementer: Et meningsbærende element (et radikal) og et fonetisk element. De 214 meningsbærende elementer, fortæller hvilken gruppe objekt, ordet tilhører. F.eks. indeholder alle ord, som har med træ at gøre "træ-radikalet", uanset om det er et træ i skoven eller en ting, som er lavet af træ. For nærmere at forstå hvad radikalerne er for en størrelse skal du huske at de første kinesiske tegn direkte søgte at vise det som de udtrykte - et menneske, en flod, en fod, et bjerg etc. Det næste skridt i udviklingen var at skabe logiske kombinationer af disse tegn. Eksempelvis sammensatte man tegnet for "sol" og tegnet for "måne" og dette sammensatte tegn skulle så vise "lys".

Et andet eksempel er "At sammenligne". Her benytter man billedet af to personer, der står side om side og sammenligner deres højde. Disse kombinationer blev til det vi kalder radikalerne. Ved nogle af radikalerne kan man stadig se hvad de oprindeligt har forestillet, men ved de fleste har skriften efterhånden ændret sig så meget at det oprindelige billedsprog er gået tabt. Brug et kort øjeblik til at studere radikalerne afbildet nedenfor. Her kan du se den førnævnte logiske opbygning af skrifttegnene. Yderst til venstre er udformningen som den så ud omkring år 200 f.v.t. og udformningen nu til dags ses yderst til højre.


Skrifttegnet for "Lys" er sammensat af de to radikaler "Sol" og "Måne".
Skriftetegnet for "Øre" er et direkte billede - et radikal.
Skrifttegnet for "At trække" er sammensat af en hånd (et radikal), der trækker i et øre (et radikal) .
Skrifttegnet for "At sammenligne" er to personer, der står side om side og sammenligner deres højde.
Skrifttegnet for "Hvile": En person, der hviler sig under et træ. To meget tydelige radikaler, der stadig er til at skelne fra hinanden i den sammenføjede form.
Skrifttegnet for "Skov", er naturligt nok to træer.
"Pludselig": Når det pludselig regner, flyver fuglene væk. Radikalerne "fugl" og "regn" benyttes således til at danne skrifttegnet for "pludselig".


Ovenfor er benyttet forholdsvise simple eksempler. Men sammensætningerne af radikalerne kan sammenlignes med rebusser. Disse kan også være mere eller mindre komplicerede. Denne måde at kombinerer radikalerne på kaldes for associativ sammensætning. Der findes en anden generel metode til kombination af radikaler, der kaldes fonetiske sammensætning. Her antyder en del af det sammensatte tegn lyden, udtalen og den anden del, en form eller en kategorisering.

Foruden disse to generelle metoder hvorpå man kombinere radikalerne, kan man endvidere benytte "Fonetetiske lån", eller "Nærlæggende betydning". Med fonetiske lån menes at man anvender et tegn, der udtales på samme måde, som det man vil udtrykke og derfor i stedet anvender det. Med nærliggende betydning menes at man anvender et tegn, i flere forskellige betydninger. Et eksempel er at eftersom musik gør de fleste mennesker glade, så benyttes tegnet for musik også som tegnet for glæde.


Associative kombinationer:
tian2 Afgrøder + li4 Plov : nan2 En mand - da det jo er manden som pløjer marken.
ren2 Menneske + mu4 Træ : xiu1 Hvile - da det jo er behageligt at hvile sig i skyggen fra et træ.
you4 Hånd + cui1 Fugl : nan2 Svært - da det er svært at fange en fugl med hænderne.
Fonetiske kombinationer:
zhong1 Hjerte + xin1 Udtalen "zhong" : zhong1 Loyal
nü3 Kvinde + ma3 Udtalen "ma" : ma1 Moder



Der er ingen faste regler for hvorledes radikalerne placeres i det sammensatte skrifttegn. De kan placeres side om side, over/under hinanden, eller et radikal kan mere eller mindre omklamre en anden radikal. Kun omkring 10 % af de kinesiske skrifttegn består af en enkelt radikal eller en synlig logisk billede kombination af radikaler. De resterende 90 % er kombinationer af radikaler, der kun giver lidt eller slet ingen fingerpeg om den mening, der ligger bagved kombinationen. Det er sværest at tyde de skrifttegn, der er kombination af mange radikaler.

Når det så er sagt, så er det dog alligevel ret nyttigt at kende til de 214 radikaler. Med kendskab til deres udseende kan du komme et langt stykke i tydning af hvad de enkelte skrifttegn betyder. Hvis du således vil lære at skrive kinesisk er det formålstjenlig at starte med de simple karakterer (radikalerne) og gradvist arbejde dig op til de mere komplicerede sammensatte tegn. Her nedenfor er vidst hvorledes du kan gætte dig frem til hvad et skrifttegn handler om hvis du kender de enkelte radikaler:


Radikalet tunge er almindelig i skrifttegn, der omhandler kommunikation:
Tale
Sprog
Mening, teori
Radikalet fire-benet dyrgiver hint til at det har noget med dyreverden at gøre:
Hund
Kat
Vild, voldelig
Radikalet tre dråber vand er almindeligt i karakter, der vedrører væske:
Flod
Juice
Vask
Radikalet hjerte er almindeligt i karakter, der vedrører følelser:
Problem, bekymren
Loyal
Forglemmelse
Radikalet regnsky ses ofte i karakter, der beskriver vejret:
Sne
Frost
Torden


I år 121 udkom den etymologiske ordbog "Shuowen", der inddeler 9000 kinesiske tegn i seks logiske grupperinger, der gør sig gældende helt til i dag. Tegnene opdeles i 6 grupper efter hvorledes de er dannet. De første 4 grupper er dannet ud fra billeder eller symboler. Gruppe 5 ved lydlån, og gruppe 6 ved lydlån plus et betydningselement (et radikal). Over 90 % af alle tegn er i gruppe 6. Der dannes stadig nye tegn, men de fleste nye ord dannes enten ved sammensætning af ældre tegn med en betydning der passer til et nyt ord eller, for låneords vedkommende, ved at tegn anvendes alene for at gengive lyden i det oprindelige ord. Denne brug af tegn til at gengive låneords lyd kendes fra meget tidlige skrifter.

Gruppe 1: Billeder (Xiangxing). Gruppe 2: Symboler (Zhishi). Gruppe 3: Betydningssammensætninger (Huiyi). Gruppe 4: Omvendte tegn (Zhuanzhu). Gruppe 5: Lydlån (Jiajie). Gruppe 6: Indholds- og lydsammensætning (Xingsheng).



Det japanske skriftsprog

Japanerne bruger hele tre skriftsystemer - hiragana, katakana og kanji. De to første indeholder hver 47 tegn og er ret nemme at lære, men kanji, de kinesiske skrifttegn, er en helt anden historie. Kanji stammer oprindeligt fra Kina, og der er flere tusinde af dem. Selv japanerne har svært ved kanji, så i 1981 udgav det japanske undervisningsministerium den såkaldte Joyo-liste over de 1,945 mest anvendte kanji. Det er således primært "kun" disse kanji, der anvendes i japanske medier i dag - før var der over 3000 kanji i daglig brug.

Et af de største problemer for den kanjistuderende er overhovedet at slå op i en ordbog. Lærer man f.eks. italiensk er det let at slå "gelato" op i ordbogen - det er bare at bladre hen til "g" og så lede videre. Den søgemetode findes ikke med kanji. Konfronteret af et symbol bestående af en bunke streger, virker det håbløst at finde det i en ordbog. Tidligere ordbøger har forudsat et vist kendskab til karakteren. Nogle bruger stroke count, der kræver at man er i stand til at tælle hvor mange penselstrøg, der bruges til at skrive den pågældende kanji. Det er ret nemt, når man har brugt tid på at lære de fundamentale regler for skrivning af kanji, men det er ikke særlig præcist, for der er rigtig mange kanji med f.eks. 9 penselstrøg.

Andre bruger de føromtalte radikaler, der er en slags kanji-byggesten (når man har studeret lidt, opdager man at mange komplekse kanji er sat sammen af andre, mindre komplekse, kanji - radikaler). Radikaler er en mere præcis måde at slå op efter, men de kræver langt mere viden at kunne bruge. Tyskeren Jack Halpern har efter at have lidt under mange frustrationer med de eksisterende ordbogssystemer, opfundet sit eget - System of Kanji Indexing by Patterns (SKIP). Det går basalt set ud på at man splitter en kanji i to dele og tæller penselstrøg i hver del. Det genererer et numerisk indeks, der kan slås meget præcist op i den ordbog som Jack Halpern selv har forfattet.

Der er som nævt hele tre skriftsystemer på japansk:
  • Kanji: Ideografiske symboler som nærmere repræsenterer ideer end specifikke udtalelser. De kan ikke bruges til at repræsentere navne, med mindre du er virkelig heldig at have en navn som kan oversættes til sammenhængende japanske ord (eksempel: Soraya, skrevet som kanji "sora ya", betyder "himmel pil"). Da kanji ikke er let at læse, ser man at der skrives små hiragana enten over eller under en kanji. Hiragana-tegnene angiver hvordan kanji'en udtales. Den slags støtteord kaldes furigana.

  • Hiragana: Bliver brugt til at repræsentere grammatiske vendinger eller ord, som ikke eksisterer i kanji. Bliver kun brugt til japanske ord, så medmindre du er indfødt japaner, skal du ikke bruge det til at skrive dit navn på. Hiragana alfabetet er meget blødt og benyttedes i gamle dage kun af kvinder. I dag er Hiragana det første alfabet, skolebørnene lærer. Hiragana bruges bl.a. til at beskrive japanske ord, der ikke har nogen kanji grammatik, visse personnavne samt som en simplificering af et ord hvis kanji man har glemt.

  • Katakana: Katakana bliver brugt til udenlandske ord. Katakana alfabtet er meget kantet og var tidligere et skriftsprog kun brugt af mænd. Bruges hovedsagelig til låneord importeret primært fra engelsk samt til simplificering af kanji. Bruges også til udråb og til en række dyrenavne samt som fængende overskrifter eller "understregning" i en tekst.


Japanske Kanji tegn.


Noter til dette kapitel:


  • Fønikerne
    Skønt det fønikiske skriftsprog var forbillede for det græske har man kun få overleverede kilder på fønikisk der omhandler historiske, kulturelle eller religiøse emner. Til gengæld har man skriftlige kilder om Fønikerne fra de folk der levede samtidigt med dem. Fønikerne var et handelsfolk hvis kultur med nogen usikkerhed kan spores helt tilbage til det 12. århundrede f.Kr. De første større byer var Byblos, Sidon og Tyrus, der alle lå på, det der i dag er Israls, kyst. På grund af deres specielle stilling som handelsfolk nød de i store perioder en vis frihed fra de store Mesopotanske og Persiske riger. Handelen gjorde også at der blev oprette kolonier i det vestlige middelhav for at sikre forsyningerne af råvarer til de store kontinentalriger. De kendeste af disse byer er Karthago og Kartagena.


  • De semitiske sprog
    En sproggruppe, som er adskilt fra, men beslægtet med den indoeuropæiske. Den omfatter bl.a. fønikisk (det sprog, som alfabetet blev opfundet til) hebræisk (det sprog, det meste af Det gamle testamente er skrevet på; officielt sprog, ved siden af arabisk, i staten Israel), aramæisk (det sprog, det meste af den babylonske Talmud er skrevet på; også det mest talte sprog i Judæa på Jesu tid og hovedsprog for den maronittiske kirke i Syrien), arabisk, kanaanæisk og akkadisk.


  • De indoeuropæiske sprog
    Man forestiller sig, at de indvandrende indoeuropæere efterhånden blev delt op i forskellige sproggrupper. De første indoeuropæere i Europa var kelterne. Efter nogle århundreder blev de gradvist fortrængt mod vest af nye indoeuropæiske indvandrere. En stor del af Europa er i dag domineret af tre store sproggrupper: germanske, romanske og slaviske sprog. Heraf er de romanske sprog udviklet fra et af de såkaldte italiske sprog. En senere indoeuropæisk indvandring i bl.a. Grækenland udviklede et sprog, som står fjernere fra de her nævnte tre grupper. De indoeuropæere, som vandrede mod Iran og Indien, fik sprog, som står endnu længere væk fra de europæiske sprog.

    Den indoeuropæiske sproggruppe omfatter: Keltiske sprog: irsk, walisisk, gælisk, bretonsk (tales af cirka 2 millioner). Germanske sprog: tysk, engelsk, hollandsk, dansk, svensk, norsk, færøsk, islandsk (tales af cirka 480 millioner). Romanske sprog: italiensk, fransk, spansk, portugisisk, rumænsk mv. (tales af cirka 600 millioner). Slaviske sprog: russisk, polsk, tjekkisk, slovakisk, serbokroatisk, slovensk, bulgarsk mv. (tales af cirka 300 millioner). Baltiske sprog: lettisk og litauisk (tales af cirka 8 millioner). Iranske sprog: iranske, afghanske og pakistanske sprog - mindretal i Kaukasus-republikker (tales af cirka 80 millioner). Indiske sprog: hindi (i Nordlige Indien), urdu (i Pakistan), bengalsk (i Bangladesh og NØ-Indien), singalesisk (Sri Lanka), nepalesisk, punjabi mv. (tales af cirka 600 millioner) Samt indoeuropæiske sprog, som ikke umiddelbart indgår i grupperne: Græsk (ca. 11 millioner) Albansk (ca. 4 millioner) og Armensk (ca. 5 millioner).