Skip to navigation | Skip to content

 

Hinduisme

Du er her: NetSpirit - Emner - H - Hinduismen - Kastesystemet

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3881
Online profiler 0
Online gæster 337
Åbne spørgsmål 590
Besvarede spørgsmål 2928

Almanak

Sat, 16. December 2017

Solen i dag

Solopgang:08:27
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon

Kastesystemet

Fra gammel tid har det indiske samfund, været hierarkisk opdelt i et kastesystem i overensstemmelse med hinduistisk tankegang. Der findes konservative religiøse tolkninger, der ud fra en harmoniopfattelse af det indiske samfund opfatter kastesystemet som et harmonisk system, hvor hver enkelt kaste har sin bestemte rolle i samfundet. Opfattelsen kommer fra den hinduistiske tro på Karma – genfødsel. Det er det enkelte menneskes karma, der afgør, til hvilket liv man genfødes til.

Med andre ord går det ud på, at de livsvilkår, det enkelte menneske har, er et resultat af handlinger og levemåde i et tidligere liv. Det er en blanding af straf, gengældelse og belønning. Disse tolkninger af kastesystemets funktion har tidligere været dominerende. I dag er de på retur til fordel for tolkninger af kastesystemet som ren og skær institutionaliseret ulighed og undertrykkelse. Det siges, at systemet i sin tid blev udviklet af hinduistiske ”Brahmins” præster, der ønskede at positionere sig selv højest i samfundet. Efterhånden er det blevet til en formel opdeling i fire hierarkiske kaster.




Hver kaste er desuden inddelt i tusinder af grupper eller sociale samfund, som ofte, men ikke altid, er forbundet med et erhverv. Kastesystemet bestemmer det enkelte individs økonomiske og sociale position lige fra fødslen. Forældrenes kaste gives i arv til børnene, og personer af forskellig kaster kan ikke gifte sig indbyrdes, uden at en af dem mister sin kaste.

Udenfor kastesystemet finder vi de kasteløse eller "de urørlige", som de også kaldes. Den laveste gruppe i samfundet. Nederst i det sociale hierarki findes yderligere forskellige traditionelle stammer og folkeslag, der lever som normader eller seminomader. De tvinges af det etablerede samfund, til at leve i yderområder, og deres børn går kun sjældent i skole. De kasteløse, der udgør 25% af befolkningen i Indien, diskrimineres på næsten alle områder. Kasteløse må ikke spise sammen med folk fra en højere kaste eller bruge den samme brønd.

I de offentlige skoler sidder kasteløse børn og højkastebørn hver for sig. Kasteløse har ikke adgang til templerne og de har deres egne begravelsespladser. De udfører traditionelt kun de ringeste jobs som gadefejere, toiletrensere og andre erhverv, der betragtes som urene. Kun 20% af de kasteløse ejer jord og deres landsbyer ligger altid skarpt adskilt fra andre kasters, der hvor jorden er dårligst og hvor der er størst fare for oversvømmelse. Husene er oftest af yderst dårlig kvalitet, kun af strå og træ, og der er sjældent elektricitet, kloakering eller rent drikkevand.

Offentlige bygninger og sundhedsklinikker ligger kun i højkastelandsbyerne. De kasteløse har også svært ved at beskytte sig imod den daglige chikane fra højere kaster, da de sjældent kan regne med politiets beskyttelse. Dette på trods af at der i den indiske forfatning står at kastesystemet er forbudt. Mahatma Gandhi var medvirkende til starte den proces, der har gjort at Indiens love i dag, formelt set forbyder forskelsbehandling på grund af kastetilhørsforholdet. Der er dog samtidig kommet nye love, som angiver retningslinier for forbedring af de kasteløses vilkår. På den måde vedkender samfundet og loven stadigvæk kastesystemets eksistens.



Kastesystemet i dag

De nye love fungerer som en slags positiv diskrimination gennem et kvotesystem, der gradvist er blevet indført siden uafhængigheden i 1947. Kvotesystemet sikrer, at der reserveres et vist antal pladser til de laveste kaster i den offentlige jobsektor, på universiteterne og i parlamentet. Denne reservationspolitik har ført til voldsomme protester og skabt stor utilfredshed og yderligere fjendtlighed fra de højere kaster, der ellers ville have været sikret disse jobs.

I dag kan en højtstående brahmin (præst/lærd) være fattig, mens et medlem af en håndværkerkaste kan være velhavende. Men størstedelen af de kasteløse lever stadig under fattigdomsgrænsen. De har kun få chancer for at forbedre deres situation. Ude i landsbyerne, hvor de sociale spændinger mellem de kasteløse landarbejdere og jordbesidderne er store, er dalitbevægelsen blandt de urørlige lavkaster og kasteløse stærkere end nogensinde.

Dalitbevægelsen blev startet af Dr. Ambedkar (1891-1956) der selv var urørlig, men højtuddannet. Han kæmpede mere end nogen anden for de urørliges rettigheder og var med til at give dem betegnelsen dalitter. Han konverterede senere i sit liv til buddhismen og opfordrede andre dalitter til at gøre det samme. Mange dalitter valgte at blive buddhister eller kristne i håbet om at undslippe deres lave samfundsstatus. I landsbyerne har det dog ikke haft betydning for deres stilling. De er og bliver urørlige i højkastesamfundets øjne.

I det politiske system er der tegn på forandring. I 1997 blev en kasteløse, nemlig Raman Narayanan, for første gang indsat som Indiens præsident. Indira Gandhi, der blev myrdet i 1984, var i to perioder, ialt 14 år, Indiens premiereminister, til trods for at hun som ung havde mistet sin højkastestatus da hun giftede hun sig med en mand fra en lavere kaste. Dette er i sig selv et tegn på, at Indien er ved at gå en ny tid i møde, hvor kastesystemets samfundsmæssige betydning gradvist reduceres. Eller gør det nu også det? Kastesystemet har nemlig vist sig at have en vis fleksibilitet, ved f.eks. at stor politisk eller økonomisk magt kan bevirke, at man flytter opad i kastehierarkiet. Denne fleksibilitet er med til at holde liv i kastesystemet - også et pænt stykke ind i fremtiden.



Baggrunden for kastesystemet

Allerede i det ældste vediske skrift, Rigveda (ca. 1200-900 f.v.t.), møder vi i den såkaldte Purusa-hymne en inddeling af samfundets klasser. Purusa-hymnen er en skabelsesmyte. I denne myte fortælles, hvordan guderne i urtiden ofrede Purusa, urmennesket. Hele verden blev skabt af dette offer. Om kasterne hører vi: "Da de sønderdelte Purusa, hvor mange dele delte de ham så i? Hvad kaldtes hans mund, hans arme, hans lår og hans fødder? Hans mund var brahmanen, hans arme blev lavet til krigerkasten, hans lår var vaisyaen, og af hans fødder fødtes sudraen."

  • Brahminen (præster) Lærde der underviser i religionen (hinduisme) og efterlever den. Folk i denne kaste må ikke arbejde manuelt. Brahminerne er dem, som underviser og udfører ofre for de andre kaster. Brahminerne modtager meget belejligt også gaver fra de andre.

  • Kashatryia er krigerne, som beskytter de andre. De besidder i dag ofte høje stillinger indenfor hæren, politiet og erhvervslivet.

  • Vaishya (håndværkere og handelsfolk). Vaisyaerne er "arbejderne", som producerer mad osv. til de andre.

  • Sudra (daglejere, bønder og tjenere). Sudraerne hjælper alle andre.

Ifølge denne myte er kaste-inddelingen altså en del af verdens indretning. Kastesystemet er givet af guderne og har altid været der. Det hører til skabelsens orden. Men hvad er så meningen med denne kasteinddeling? Hvad skal de forskellige kaster gøre? Det hører vi om i en lidt senere tekst kaldet Manus Lovbog (ca. 200 f.v.t. - 200 e.v.t.). I Manus Lovbog 1. 87-91 står, at det er brahminernes opgave at studere og undervise i de oldindiske tekster, veda'erne, foruden at udføre ofre samt give og modtage gaver/almisser. Ksatriyaerne skal beskytte folket, give gaver, bringe ofre og studere veda'erne. Vaisyaerne skal holde kvæg, dyrke jorden, drive handel, låne penge ud foruden at give gaver, bringe ofre og studere veda'erne. Endelig skal sudraerne ydmygt tjene de tre andre kaster.

Ifølge den hinduistiske genfødselslære er mennesket selv skyld i sin nuværende kastesituation: Hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk rigtigt, har dette menneske optjent god karma. Mennesket får så i dette liv en god genfødsel i en høj kaste. Omvendt: hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk forkert, har dette menneske optjent dårlig karma. Mennesket får så i dette liv en dårligere genfødsel, måske som et insekt, et dyr eller som lavkaste. Ud fra denne tankegang er kastesystemet ikke uretfærdigt. Det er snarere udtryk for en højere retfærdighed. At leve etisk rigtigt vil først og fremmest sige at opfylde sine kasteforpligtelser.








Varna og Jati

Det kastesystem, vi indtil nu har mødt, kaldes på det indiske sprog, sanskrit, for varna-systemet. Dette system er ældst og udgør kastesystemets ideologiske ramme. Til dette system hører de fire kaster/varna'er og desuden en stor gruppe af kasteløse. Disse mennesker er så lavt placeret, at de ikke engang nævnes i teksterne.

I løbet af de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse dukker det andet system op. Det kaldes jati-systemet. Mens varna'erne udgør kastesystemets ideologiske ramme, udgør jati'erne den empiriske virkelighed. Der findes i Indien omkring 3000 forskellige kaster/jati'er. Dog er der typisk et begrænset antal jati'er i et bestemt geografisk område. Man fødes ind i en bestemt jati. Man gifter sig inden for jati'en. Den udgør en lukket social gruppe, som har fælles erhverv og fælles ritualer. Jati'en har desuden en form for ældsteråd, som kan straffe de medlemmer af jati'en, der ikke lever op til de interne kasteforpligtelser.

Allerede i den førnævnte Manus Lovbog gøres forsøg på at integrere jati-systemet i varna-systemet. I tidens løb er dette lykkedes, sådan at de forskellige jati'er hører ind under de fire overordnede varna'er. Man kan f.eks. komme fra den berømte rajput-jati og dermed høre til den overordnede ksatriya-varna, eller man kan som Gandhi komme fra bania-jati'en og dermed høre til den overordnede vaisya-varna.

Ud fra teksterne i Manus Lovbog er det desuden klart, at kastesystemet dengang ikke var så rigidt, som det senere er blevet. Det har været nemmere at skifte position inden for systemet. Der var heller ikke så mange restriktioner i forbindelse med mad. En vis grad af blandingsægteskaber har der desuden også været mulighed for at praktisere.



Renhed og urenhed

Det, der er afgørende for, hvor i kastesystemet et menneske eller en jati er placeret, er graden af rituel renhed/urenhed. Øverst i kaste-hierarkiet er brahminerne. De regnes for at være rene af natur. Som sådan kan de hele tiden have relation til guderne både ved tempeltjeneste og ved andre ritualer. Lavest i kaste-hierarkiet er de kasteløse. De regnes for urene af natur. Ikke engang sudraer (den fjerde af de fire varna'er) og da slet ikke kasteløse måtte f.eks. være til stede eller i nærheden af et vedisk ritual. Deres blotte tilstedeværelse ville gøre ritualet urent og dermed ødelægge det.

De forskellige kaster har altså en vis grad af renhed og urenhed i deres natur. Udover denne permanente renhed/urenhedstilstand kan enhver også midlertidigt blive smittet med urenhed. Den stærkeste kilde til urenhed er kontakt med en død. Overordnet regnes desuden alting, som kommer enten ud af eller ind i kroppen, for urent.

På den ene side betyder det, at ting som spyt, afføring, blod, (spildt) sæd, hår osv. er urent. Kontakt med f.eks. en menstruerende kvinde eller en kvinde, der lige har født, giver derfor urenhed. På den anden side betyder det også, at mad og drikke er potentielle kilder til urenhed. Enhver spisesituation er derfor farlig. Levninger kan ikke spises. Det har stor betydning, hvem man spiser sammen med.

Blandt de tre hovedregler for kasterne finder vi da også reglen om, at man kun må spise sammen med folk fra sin egen kaste. De to andre regler er, at man kun må gifte sig med en fra samme kaste/jati, og at man kun må udføre de erhverv, som er specielle for ens egen kaste.




Graden af den midlertidige urenhed er relativ. En brahmin bliver ikke lige så uren som en kasteløs ved berøring med f.eks. en død. En brahmins mest urene kropsdel, fødderne, vil derfor altid være renere end andres reneste kropsdel, hovedet. Dette er baggrunden for, at mange brahminer arbejder som kokke og har restauranter: den mad, de tilbereder, vil altid være ren nok for alle andre at spise. En kasteløs' mad kan derimod kun spises af kasteløse.

Under en urenhedsperiode, f.eks. i forbindelse med et dødsfald i familien, er man underlagt forskellige tabu-regler: der er ting, man ikke må spise, mændene kronrages, man må ikke udføre ritualer m.v. Efter en periode forsvinder den midlertidige urenhed igen. Udover tid hjælper bad og bod også med til at få bugt med urenheden. Tid, bad og bod renser den, som midlertidigt er uren.

Helt så nemt går det ikke for de permanent urene, de kasteløse. Denne store gruppe mennesker undgås af andre, de bor sammen i kolonier og undgår også selv andre mennesker for ikke at føre urenhed over på dem. De kasteløse er urørlige. De kasteløse har de mest urene jobs: de begraver lig, sorterer affald, arbejder med dyrehuder, tømmer toiletter, er jægere, slagtere o.lign.



Livet som kasteløs

Kastesystemet har idag stærkest tag i Indiens landsbyer. Her er der mulighed for at kende alles kastetilhørsforhold og agere ud fra denne viden for dermed at undgå urenhed. I byerne er situationen en anden. I bussen, på gaden eller jobbet kan kontakt med andre - måske urene - mennesker ikke undgås. Det kræver en mere afslappet holdning til spørgsmålet om renhed og urenhed, i hvert fald i det offentlige rum.

Der er ca. 250 mill. urørlige i verden, heraf 160 mill. alene i Indien. Livet som kasteløs kvinde ender ofte i prostitution. Yelloma er en indisk gudinde, som kan løse et hvert problem for den troende. Yelloma er fortrinsvis de kasteløses gudinde. De piger, der blir givet til gudinden, er som oftest piger, der som små var meget syge. Forældrene lægger pigen hen i templet og aftaler med gudinden, at såfremt hun lader pigen leve, vil de gøre hende til jogini. Når pigen kommer i puberteten, begynder hun at danse på festivaller for Yelloma.

Festivallerne afholdes i landsbyer eller kvarterer i storbyer, hvor beboerne dyrker Yelloma. Beboerne bestiller en Jogini til at danse og håber, at Yelloma vil besjæle joginien og tale til dem. Men dyrkelsen af joginierne er ofte en facade, der dækker over at mændene bruger joginien som prostitueret.

For mange fattige familier er det en ulykke at få en datter, alene fordi familien må betale medgift ved hendes bryllup. Men hvis ens datter blir jogini, kan hun bidrage til familiens overlevelse. Hvert år blir 5.000 nye små piger givet til gudinden Yelloma. - ikke alene pga. sygdom, men også fordi forældrene kan tjene penge på at prostituere dem. Det anslås, at der i alt findes 150.000 aktive joginier i Indien. Men omvendt er kasteidentiteten som prostitueret bekvem, fordi den tillader dem at arbejde som prostitueret med deraf følgende høj indkomst.