Skip to navigation | Skip to content

 

Sikhisme

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Sikhismen

Kristendom

Jødedom

Buddhismen

Hinduismen

Taoismen

Shinto

Islam

Sikhismen

Voodoo

Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3793
Online profiler 0
Online gæster 171
Åbne spørgsmål 573
Besvarede spørgsmål 2871

Almanak

Sun, 26. February 2017

Solen i dag

Solopgang:07:03
Solnedgang:17:41

Månen lige nu

Full Moon

Sikhismens historie og udbredelse

Ordet "sikh" betyder "discipel" eller "lærling". Sikhismens grundlægger Nanak blev født i 1469 i Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan som søn af en mand, der tilhørte krigerkasten. Omkring år 1500, da Nanak var ca. tredive år gammel, fik han en åbenbaring og mente sig kaldet til at udrede troen og dyrkelsen af én gud og én religion, en religion, der på samme tid ophævede og optog mange af de hinduistiske og muslimske forestillinger og ritualer, som prægede hans samtid.

Åbenbaringen og den særlige viden og indsigt, som Nanak fik og formidlede til andre, gjorde ham til en sand religiøs leder og autoritet, en guru . Efter Nanak fulgte en række på 9 guruer, der alle bidrog til den fortsatte udvikling af sikhismen. De mest betydningsfulde guruer efter Nanak var den 5., Arjan, og den 10., Guru Gobind Singh.

Arjan grundlagde sikhernes centrale tempel, "Det gyldne Tempel" i Amritsar, samlede og fuldendte sikhernes hellige bog, Adi Granth (adi betyder "original" og granth "bog"), og gjorde den til det centrale kultobjekt i templet. Guru Gobind Singh indstiftede det særlige sikh-broderskab, khalsa (se nedenfor), og afsluttede rækken af levende guruer. Med afskaffelsen af levende guruer overgik positionen som guru dels til den hellige bog, Adi Granth, der derfor oftest kaldes Guru Granth Sahib ("Herr Guru Bog"), dels til sikh-broderskabet, khalsa'en, der i denne sammenhæng også kaldes Guru Khalsa .

Sikhismen er i tidens løb blevet en etnisk religion, på mange måder intimt knyttet til guruernes og sikhernes ofte konfliktfyldte historie. Efter at Punjabs grænser i 1966 blev ændret ud fra sproglige kriterier, kom sikherne til at udgøre et flertal i denne indiske delstat. Stærke seperatistiske bevægelser mener imidlertid, at Punjab skal være en helt selvstændig nation, og sammenstød mellem disse grupper af sikher og de indiske myndigheder har derfor løbende fundet sted.

Langt de fleste sikher lever i delstaten Punjab. Her udgør de den religiøse majoritet, mens de i Indien som helhed udgør en religiøs og etnisk minoritet. I det tilstødende Kashmir bor der også sikher, og her udgør de sammen med hinduer og buddhister en minoritet i forholdet til majoriteten af muslimer. De vedvarende og ofte blodige stridigheder mellem Pakistan og Indien og mellem muslimske og hinduistiske grupper om Kashmir har naturligvis også haft konsekvenser for sikherne i området, og mange sikher har måttet forlade Kashmir.

Uden for Indien finder vi store sikh-menigheder i England og USA, og mange mindre menigheder findes andre steder i verden. Det samlede antal af sikher i hele verden anslås til ca. 18 millioner, iberegnet samtlige medlemmer af de forskellige sikh-retninger, som er opstået i tidens løb.

Sikhismens lære

Centralt i kulten står Guru Granth Sahib (Adi Granth), den hellige bog, som på mange måder kan siges at være hjertet i sikh-religionen. Bogen, skrevet med en særlig skrift (gurmukhi), indeholder en række hymner skrevet af Nanak og nogle af de guruer, der fulgte efter ham. Hertil kommer tekster fra religiøse tænkere, hinduer såvel som muslimer, fra tiden før Nanaks åbenbaring. Disse tekster opfattes af sikherne som værende i "åndelig samklang" med Nanaks lære. Alle kopier af bogen er identiske og alle har 1.430 sider. Sproget, der bruges ved recitation fra bogen er fortrinsvis punjabi.

I den centrale helligdom, Hari Mandir eller Darbar Sahib i Amritsar, i Vesten kendt som "Det Gyldne Tempel", og i de mange lokale helligsteder kaldet gurdwara ('Guruens dør'), hviler bogen rigt smykket på en forhøjning af puder og hynder under en baldakin. Når den er utildækket, vogtes den af et medlem af khalsa- broderskabet, der som regel står med en særlig kultgenstand i hånden (en vifte, der symboliserer autoritet). Bogen behandles som var den Guruen selv, og visse steder har den et særligt rum, hvor den sover, for så om morgenen at blive vækket og båret frem på hæderspladsen.

I forbindelse med en gurdwara er der som regel et køkken (langar), hvor man serverer mad til alle - uanset kaste. I nogle gurdwara'er kan man også overnatte, og deres sociale betydning er stor: Ofte er de centre for velgørenhed og bespisning af fattige, og til tider er der indrettet hospital og skole i tilknytning til en gurdwara. En flagstang med et flag med sikhernes symboler, hjulet og to sværd på en gul eller blå bund, står foran gurdwara'en.

Der er ingen faste ugentlige helligdage, og man kan aftale at mødes i gurdwara'en en bestemt dag. Kulten er uformel og afslappet. Deltagerne har taget bad, inden de kommer, og man tager fodtøjet af, før man træder ind, ligesom tildækning af håret med turban eller tørklæde også er obligatorisk. Stole og bænke findes ikke; man sidder på tæpper og på gulvet.

Når Adi Granth om morgenen åbnes, læser man op fra et tilfældigt valgt sted. Der er ingen præster, for ingen må stå imellem den enkelte og Gud. Ved ankomsten til templet går man op til Adi Granth og hilser. Man ofrer, f.eks. penge eller fødevarer, der kan bruges i køkkenet, og herefter placerer mændene sig til højre og kvinderne sig til venstre for at deltage i afsyngningen af hymner ledsaget af musik. Nogen gange er der en kort "prædiken", dvs. udlægning af en af hymnerne og teksterne.
Gudstjenesten kan vare flere timer. Den afsluttes med en højtidelig fællesbøn kaldet arda : Alle rejser sig og står vendt mod Adi Granth, og i bønnen mindes man og ærer Gud, de ti guruer, Adi Granth m.v.

Imens bønnen finder sted rører et medlem af menigheden med et sværd den s.k. karah parshad, en sakramental spise bestående af mel, sukker og renset smør (ghee). Denne hellige spise tilbydes enhver som udtryk for, at alle er lige for Gud, efter at den først er blevet ofret til Adi Granth.

Den hengivne sikh dyrker naturligvis også Gud i det private. Han bør stå tidligt op, og efter at have badet bør han fremsige morgenbønnen, der rummer den centrale trosbekendelse. Fremsigelsen af denne bøn og aftenbønnen er primært en meditationsøvelse på linje med gentagelsen af Guds navn. Nogle sikh-familier har deres private kopi af Adi Granth og har altså en mini-gurdwara i deres hus.

Der er kun én Gud.
Han er den højeste sandhed,
alle tings skaber og den altgennemtrængende ånd.
Han er uden frygt og fjendskab.
Han er tidløs,
og han er ikke født og vil ikke dø til en genfødsel.
Han er oplyst ved sig selv,
og han kan blive kendt ved sin nåde som guru.


Som det fremgår af dette åbningsvers til den hellige bog, Adi Granth, er sikhismen en monoteistisk religion. Gudsforestillingen er præget af både hinduistisk bhakti-tilbedelse, hvor den personlige hengiven sig i sang og dans til guden og dennes kærlige nåde står i centrum og af islams gudsforestilling. Gud, kaldet Akal Purakh , er den øverste og egentlige Guru. Han er både personligt og upersonligt opfattet, både en altgennemtrængende kraft og en personlig gud, der har skabt verden og er interesseret i menneskets frelse (mukti).

Det religiøse mål for sikherne er frelse gennem sjælens forening (sahaj) med Gud. Sikherne deler forestillingen om karma og samsara og en udødelig sjæl med hinduer, men mener som mange bhakti - påvirkede hinduer, at Gud kan bryde den ellers ubrydelige kæde af konsekvenserne af handlingerne. Ja, i sidste ende er det pga. menneskets egoisme og selvcentrering kun Guds nåde (nadar), der kan føre til frelsen. Denne opfattelse, og forestillingen om at Gud er over alt og overalt i verden gør, at sikherne lægger større vægt på den åndelige og indre perfektionering end på ritualer, og det er en af grundene til at kulten er relativ enkel.

En forudsætning for at blive frelst er, at man følger Guds vej, dvs. den vej som guruerne har åbenbaret, og som fremgår af hymnerne i Guru Granth Sahib. Sikherne lægger stor vægt på meditation, men søger at forene den meditative vej til Gud med et aktivt liv i denne verden. Verden er skabt af Gud og derfor god, men sikherne deler den udbredte hinduistiske forestilling om, at den skabte verden også er en illusion, et blændværk (maya) , der forleder mennesket til at glemme Gud og det faktum, at dets sjæl i virkeligheden ikke hører til i denne verden, men i den guddommelige.

Vægtningen af den åndelige og indre transformation samt et ideal om social lighed og retfærdighed gjorde, at allerede Nanak forholdt sig afvisende over for de hinduistiske kasteforestillinger og regler. Selv om kasteforestillinger også i dag på både det læremæssige plan og i praksis afvises af mange sikher ("vi tror ikke på kaster" eller "i sikh-religionen er der ikke kaster"), så kan kastetilknytning i forbindelse med f.eks. indgåelse af ægteskab alligevel spille en rolle for visse sikher.

Fester og overgangsritualer

Flere af sikhismens fester er stærkt påvirket af hinduismen og falder samtidig med de hinduistiske. 

Divali

Ved denne fest tændes lygter i gurdwara'en, og børnene får gaver; fyrværkeri og almindelig festivitas ledsager festen.

Baisakhi

Festen er nytårsfesten i Punjab, men også dagen, hvor den 10. guru indstiftede khalsa-broderskabet. Festen er derfor en god lejlighed til at blive indviet i broderskabet, men også andre historiske begivenheder, bl.a. den britiske massakre i Amritsar i 1919, hvor et betydeligt antal sikher blev dræbt og såret, mindes på denne dag. Dagen har en stor religiøs og politisk betydning og forbindes ofte med visse sikhers krav på en selvstændig sikh-nation.

Hola Mohalla

Holi er en populær hinduistisk fest, præget af løssluppenhed og løjer. Sikherne fejrer den under navnet Hola Mohalla til minde om, at det var ved en Holi-fest i år 1700, at khalsa-broderskabet samledes i Anandapur og tog del i militære manøvrer og skinkampe. Festen fejres i dag med bl.a. fægte- og brydekampe.

Gupurbs

Udover disse fester fejrer man fødsels- og dødsdagene for de ti guruer, især fødselsdagene for den 1. og den 10. Disse fester kaldes gupurbs. I Indien føres Adi Granth i procession igennem byen, og derefter reciteres den fra ende til anden. I udlændighed begrænses festerne til gurdwara'en og recitationen af den hellige bog.

Khalsa-broderskabet

Ligesom indvielsen til munk kan siges at være det vigtigste overgangsritual i buddhismen, kan indvielsen i khalsa-broderskabet siges at være det centrale overgangsritual i sikhismen. Men de andre overgangsritualer er også betydningsfulde. Ifølge de autoritative sikh-bestemmelser (Rahit Maryada) er en sikh en person, der bekender sig til Gud (Akal Purakh), de ti guruer (Nanak og hans efterfølgere) og deres lære, som den er formuleret i helligskriftet, Adi Granth, og som har gennemgået den indvielse i khalsa-broderskabet, der blev foreskrevet af den 10. guru i 1699.

I lighed med andre religiøse samfund er der også i sikh-samfundet plads til medlemmer med forskellige former for tilhørsforhold til både lære og praksis. Sikh-samfundets to hovedgrupper udgøres af dem, som følger forskrifterne, anerkender guruerne og er medlemmer af khalsa-broderskabet, og af dem, som "tror", men ikke er medlemmer af khalsaen.

Khalsa betyder "ren", "stærk", og Gobind Singh indstiftede khalsa'en, gruppen af rene, for at der altid kunne være en gruppe sikher, der var stærke og stolte i troen. Indvielsesritualet er simpelt og foregår i dag i overensstemmelse med den første indvielse, som Gobind Singh stod for: Fem indviede, repræsenterende de fem mænd, der på Gobind Singh opfordring erklærede sig villige til at dø for sikh-religionen, står for indvielsen og repræsenterer også Guru'en (og dermed Gud). Sødet vand, amrit (egtl."udødelighed") tilberedes i et jernkar, hvor det røres med et tveægget sværd. Kandidaterne vies med dette vand og aflægger forskellige løfter. Herefter har de ret til at bære de fem K'er:

Kesh : uklippet hår (og skæg); Kungha : en kam, der bæres i håret; Kuchha : korte benklæder (bæres under bukserne eller lændeklædet); Kara : et stål-armbånd (bæres om højre håndled) og Kirpan : en kortbladet daggert.

Alle K'erne har deres symbolske betydning: Håret identificeres med styrke (og vilje til at meditere), kammen med orden, disciplin og renhed, bukserne med kyskhed, daggerten (der i dag bæres af mange i en miniatureudgive) med mod og viljen til at slås for troen, retten og de undertrykte, og armbåndet med Guds enhed. Det er traditionelt forbudt medlemmerne af khalsa at have sexuelt samkvem med muslimer og at spise kød slagtet i overensstemmelse med islamisk lov. Tobak og alkohol er også forbudt, og selv om der i nutiden spores en tendens til at sidstnævnte forbud opblødes, så overholdes forbudet konsekvent i f.eks. sikhernes templer og tempelkøkkener.

Kvinder kan indvies lige så vel som mænd. Efter indvielsen bærer mænd titlen Singh (Løve) og kvinder titlen Kaur (prinsesse). I forhold til hinduistisk skik og brug, hvor efternavnet som regel angiver kaste, angiver denne fællestitel, at tilhørsforholdet til religionen er uafhængigt af kaste. Turbanen er ikke foreskrevet, men den har fået en status, der gør, at kun de færreste sikher bryder sig om at aflægge den. Mange steder har sikher derfor også fået dispensation til at bære turban også i forbindelse med arbejde, der normalt kræver anden hovedbeklædning.

Fødsel og Navngivning

Kort tid efter en fødslen besøges gurdwara'en af familien. Man takker, ofrer og fremsiger særlige bønner. Nogle gange kan man foranstalte en total recitation af Guru Granth Sahib (den varer ca. 48 timer). Nogen gange får barnet en dråbe amrit, givet på spidsen af en daggert. Man finder barnets navn ved at åbne bogen et tilfældigt sted. Forbogstavet i første ord på venstre side bliver så udgangspunktet for forældrenes valg af et navn, der begynder med det samme bogstav. Selv om titlerne Singh og Kaur traditionelt er forbeholdt medlemmer af Khalsa'en, får de fleste sikher disse titler allerede ved navngivningen, også fordi mange af personnavnene ikke gør det muligt at skelne mellem piger og drenge.

Ægteskab

På trods af en udvikling i modsat retning er det stadig mest almindeligt med arrangerede ægteskaber. Brylluppet er både en social og religiøs begivenhed. Mens det i Indien normalt finder sted i brudens landsby og afholdes udendørs, finder det i Vesten oftest sted i en gurdwara. Den hellige bog er naturligvis altid med og er også det centrale omdrejningspunkt i denne ceremoni.

Ægteskabet ses som en forening af to sjæle, og foreningen finder sted for foden af bogen, hvor brud og brudgom placeres. Guirlander hænges på Adi Granth og på brudeparret, der også forbindes ved at kvindens sjal og mandens tørklæde knyttes sammen. Den, der vier de to, reciterer et bestemt vers fra bogen, og parret foretager samtidig hermed en rituel omkredsning af Adi Granth. Den gentages 4 gange.

Begravelse

Som sagt tror sikher på karma og samsara, dvs. på handlingernes skæbnebestemmende kraft og på genfødsel. De tror også, at sjælen er udødelig, og at den søger at blive genforenet med Gud. At blive født ind i en sikh-familie er et tegn på en god karma, for først i denne religion har man den optimale mulighed for at blive frelst. Døden er set i dette lys en afgørende mulighed for at blive forenet med Gud.

Sikher bruger i lighed med hinduer kremation, men jordfæstelse er ikke forbudt. Liget vaskes og iføres ligklæde og de fem K'er. Hymner fra Adi Granth afsynges, ligbåren placeres på bålet, aftenhymnen synges og til slut udføres en arda. Deltagerne vasker sig ved hjemkomsten, og før man forlader den dødes familie modtager man karah parshad, den hellige spise. Som regel foranstalter familien en total recitation af den hellige bog i løbet af de følgende dage.

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at henlede opmærksomheden på at dette afsnit er inspireret af følgende to websteder, der begge anbefales på det varmeste.

Religionsguiden On-Linie er en redigeret version "Religionsguiden - en vejviser til flygninges og indvandreres religioner i Danmark", red. af Tim Jensen og udgivet af Dansk Flygtningehjælp.

Leksikon for det 21. århundrede er et alternativt dansk leksikon, som en større kreds af forfattere har udarbejdet. Leksikonet rummer over 2400 opslag på emner, de etablerede leksika slet ikke nævner, eller hvor de skriver noget sludder. Det gælder først og fremmest græsrodsorganisationerne -, men også begreber, lande og personer.

Vil du vide mere

I forlængelse af  nærværende sektion om hvad sikhismen er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; Kristendommen, Islam, Jødedommen, Buddhismen, Taoismen, Hinduismen, Voodoo og Shamanisme.

Endvidere kan det måske have intersse at kigge direkte i værket Guru Granth Sahib og se hvad, der står deri. Og hvis interessen iøvrigt skulle være omkring at kigge i andre grundbøger indenfor det spirituelle, så tag et kig på NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis On-Linie.