St Katharina klostret

Det ortodokse St Katharina klostre ligger ved foden af Horeb's bjerget, hvor Moses ifølge biblen modtog tavlerne med de 10 bud. Og for at forstå klostrets betydning er vi nødt til lige at genopfriske hvem Moses var og hvad der egentlig skete her ved Horeb bjerget. Moses forældre havde sammen med en lille gruppe slået sig ned i Egypten i området Gosen i nildeltaet. Efterhånden blev gruppen så mange, at Farao opfattede dem som en trussel mod Egypten. Faraoen frygtede at gruppen ville slå sig sammen med Egyptens fjender i tilfælde af krig og beordrede, derfor at israelitterne skulle gøres til slaver. Men de fødte stadig mange børn og voksede i antal, hvorfor Farao beordrede, at alle israelitiske drenge skulle kastes i Nilen, så snart de var født, mens pigerne fik lov til at leve.

På den tid får et ægtepar af Levis stamme en søn. Moderen beslutter at skjule sit spædbarn, hvilket lykkes i de tre første måneder. Da hun ikke længere kan holde barnet skjult, fletter hun en kurv af papyrusrør, gør den vandtæt med beg og tjære, lægger barnet ned i kurven og sætter den ud mellem sivene ved Nilen. En af Faraos døtre kommer ned til Nilen med sine hofdamer for at bade, og hun får hun øje på kurven med barnet mellem sivene, som hun tror er en hebræisk dreng. Moses storesøster, der har gemt sig mellem sivene, springer frem og tilbyder at skaffe en hebræisk amme til barnet. Prinsessen indvilliger, og pigen skynder sig hjem og henter sin mor, som nu passer drengen i nogle år. Da drengen er gammel nok, bringer moderen ham hen til prinsessen, som adopterer ham og giver ham det egyptiske navn Moses.

En dag, efter at Moses er blevet voksen, ser han en egyptisk slavefoged slå en hebræer (israelit). Moses, som har et voldsomt temperament, slår egypteren ihjel og begraver liget i sandet. Drabet kommer Farao for øre og han beordrer, at Moses skal arresteres og henrettes. Moses flygter til Midjans land, som ligger på Sinai halvøen. Mens han holder hvil ved en brønd, kommer den lokale præsts syv døtre for at hente vand og fylde truget, så faderens får kan drikke. Da de andre hyrder kommer, vil de jage pigerne væk, men Moses lægger sig imellem og hjælper pigerne med at vande deres får. Da de kommer hjem til faderen, fortæller de, at en egypter hjalp dem med at vande fårene. "Gå ud og hent ham og inviter ham på aftensmad". Det ender med, at Moses blive boende hos præsten Jetro og gifter sig med den ælste af hans døtre, Sipporah, og de får en søn.

Imidlertid lider israelitterne mere end nogen sinde under det tunge slavearbejde, og i deres fortvivlelse herover råber de til Gud. Gud hører deres klage og husker sit løfte til Abraham, Isak og Jakob om at bringe deres efterkommere tilbage til Kanaans land. En dag, da Moses vogter får for sin svigerfar, Jetro befinder han sig ved Horeb bjerget. Moses bemærker da en busk, som står i flammer uden at brænde op. Da han kommer nærmere for at studere fænomenet, råber Gud til ham: "Moses! Moses! Tag dine sandaler af, for du står på hellig grund! Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud!". Og Moses dækker sit sit ansigt med hænderne, for han er bange for at se Gud.

"Jeg har set, hvorledes mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg er kommet ned for at udfri dem og føre dem til et dejligt land, der flyder med mælk og honning", fortsætter Gud. "Derfor sender jeg dig til Farao for at forlange, at han skal lade dig føre mit folk Israel ud af Egypten", Den forskrækkede Moses forsøger at undslå sig, men Gud siger, at han skal kalde alle Israels ledere sammen og fortælle dem, at Herren har vist sig for ham i den brændende tornebusk, og at han sagde, at han Moses skal føre folket ud af Egypten til Kanaan. "jeg ved godt", siger Gud, " at Faroa ikke uden videre vil lade jer rejse. Men jeg skal gøre mirakler, så han til sidst giver efter og lader jer rejse". Og for at overbevise den frygtsomme Moses forvandler han hans hyrdestav til en slange og igen tilbage til en stav. Moses indvender, at han er en dårlig taler, og Gud siger, at hans broder Aron skal tale for ham.

Moses og Aron på besøg ved Faroen

Moses går tilbage til sin svigerfar Jetro og får tilladelse til at rejse til Egypten med sin kone og deres sønner. Aron mødes med Moses ved Horebs bjerg, hvor Moses fortæller om det budskab, han har fået af Herren. De opsøger israelitternes ledere og fortæller om budskabet, og Moses udfører nogle af de mirakler, som Gud har givet ham magt til. Derefter går Moses og Aron til Farao og beder om tilladelse for de israelske slaver til at rejse ud i ørkenen og ofre til Gud i tre dage. Farao afslår og beder i stedet sine slavefogeder om at israelitterne ikke længere skal have udleveret halm til fremstilling af mursten. I stedet skal de selv samle det. og de skal fortsat lave lige så mange mursten som hidtil. Og opsynsmændene pisker israelitterne mere brutalt end nogensinde, og de beklager sig til Moses og Aron.

Moses henvender sig til Herren og siger: "Hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Hvorfor har du overhovedet sendt mig? Siden jeg gav Farao din besked,er hans brutalitet taget til - og du har ikke gjort spor for at komme dit folk til hjælp". Gud siger til Moses: "Jeg indgik en pagt med Abraham, Isak og Jakob, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kanaans land. Jeg har hørt Israels folks skrig under deres slaveri i Egypten, og jeg husker den pagt, jeg har indgået med dem. Sig derfor til israelitterne, at jeg med magt og store undere vil udfri dem fra slaveriet. Gå til Farao og sig, at jeg har befalet jer at føre israelitterne ud af Egypten".

Moses og Aron går til Farao, som Herren har befalet. Moses er på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron er 83. Aron smider sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk - og staven forvandles straks til en slange. Men Farao kalder på sine vismænd og troldmænd, og de er i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af magi. Men Arons slange sluger troldmændenes slanger! Farao er hård og stædig og vil ikke høre på dem. Men Gud skal man ikke lægge sig ud med og han sender nu de 10 plager over Egypten.

1. Gud sender nu den første plage over det egyptiske folk. Da Aron rækker sin stav ud over Nilen, bliver landets floder, kanaler og damme forvandlet til blod, og alle fiskene i det dør. Selv vandet i spande og krukker i hjemmene forvandles til blod. Men Farao er ubøjelig.
   
   
2. Syv dage senere beder Gud Aron om at række sin stav ud over Nilen, og landet oversvømmes nu af frøer fra ende til anden. Frøerne trænger ind overalt, selv i Faraos paladser. Farao kalder Moses og Aron til sig og siger, at han vil give israelitterne tilladelse til at rejse, hvis blot frøerne vil forsvinde igen. Men da frøerne er borte, nægter Farao alligevel at lade det israelitiske folk rejse.
   
   
3. Aron slår i støvet med sin stav, og alt støvet forvandles til til myg, som angriber både mennesker og dyr. Men Farao er ubøjelig.
   
   
4. Vældige sværme af utøj fylder Faraos palads og hvert eneste egyptiske hjem, men Farao er ubøjelig.
   
   
5. Alle egypternes dyr rammes af pest, mens ikke et eneste af israelitternes dyr dør, men Farao er ubøjelig.
   
   
6. Alle egyptiske mennesker og dyr bliver fulde af bylder, selv Faraos troldmænd bliver befængt med betændte bylder, men Farao er ubøjelig.
   
   
7. Gud sender torden, hagl og lyn, så voldsomt, at hele Egypten ligger i ruiner. Mennesker og dyr bliver dræbt, træer splintres, afgrøder slås ned. Det eneste sted i Egypten, som undgår katastrofen, er Gosens land, hvor israelitterne boer. Farao indvilliger i, at lade israelitterne rejse, men skifter straks efter igen mening.
   


8. Herren lader en østenvind blæse hele dagen og den følgende nat. Næste morgen har østenvinden bragt græshopperne til landet, så jorden er sort af græshopper - og græshopperne æder den smule føde, som er tilbage efter haglvejret. De efterlader ikke noget grønt overhovedet - ikke et træ, ikke en plante i hele Egypten - men Farao er ubøjelig.
   


9. Herren lader et tykt mørke sænke sig over landet i tre dage. Ingen egypter kan røre sig ud af stedet i tre dage, men israelitterne har sollys i Gosen som sædvanlig. Farao tilbyder, at israeliterne kan rejse, hvis de blot efterlader deres husdyr. Moses nægter, da de vil bringe slagtofre og til Gud, men Farao er ubøjelig.
   


10. Gud sagde til Moses: "Jeg vil sende endnu en katastrofe over Farao og egypterne. Derefter vil han lade jer rejse. Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. Den førstefødte søn i hvert hjem skal dø - lige fra kronprinsen til slaven - ja, selv de førstefødte blandt dyrene skal dø. En skærende dødsklage skal lyde over hele Egypten, aldrig før har landet oplevet sådan en sorg, og aldrig siden skal det ske". Hver israelitisk familie skal ofre et lam - et 1-års handyr uden fysiske defekter. Lammets blod skal smøres på dørkarmen i huset. Samme aften skal alle jøder spise lam med usyret brød. Ifør jer jeres rejsetøj, så I uden varsel kan begive jer ud på en lang rejse. Dette var den første påske.
    
    

Plage nr. 10; Den førstefødte søn i hvert hjem skal dø.

Efter dette kalder Farao Moses og Aron til sig. "Tag af sted, sammen med jeres får og kvæg".

600.000 mænd vandrer afsted. Sammen med dem en stor mængde kvinder og børn. Når de gør holdt for at spise, bager de brød af den usyrede dej, de har bragt med sig. Dejen er usyret, for de har ikke fået tid til at vente på, at den skal hæve. Moses tager Josefs knogler (mumie) med sig, da Josef i sin tid har fået Israels sønner til at sværge på, at de vil tage hans knogler med sig, når Gud engang vil føre dem ud af Egypten. Herren selv leder dem ved hjælp af en sky om dagen og en ildsøjle om natten.

Efter tre dage fortryder Farao at han har ladet israelitterne tage afsted. Han samler sin hær og sætter efter israelitterne med sine 600 stridsvogn. De indhenter israelitterne, som har slået lejr ved havet. Da israelitterne får øje på Faraos soldater i det fjerne, bliver de skrækslagne og råber til Moses: "Har du ført os her ud i ørkenen for at dø? Vi vil hellere være slaver for egypterne end blive slagtet i ørkenen". Men Moses rækker sin stav ud over havet, som deler sig i to, og en tør overgang kommer til syne imellem dem. Så går israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens havet står som en mur på begge sider. Men egypterne følger efter med heste, vogne og ryttere. Da israelitterne er kommet over på den anden side, rækker Moses igen sin stav frem, og vandet vender tilbage og skyller hen hele Faraos hær. Ikke en eneste overlever.


Efter dette kalder Farao Moses og Aron til sig. "Tag af sted, sammen med jeres får og kvæg".

600.000 mænd vandrer afsted. Sammen med dem en stor mængde kvinder og børn. Når de gør holdt for at spise, bager de brød af den usyrede dej, de har bragt med sig. Dejen er usyret, for de har ikke fået tid til at vente på, at den skal hæve. Moses tager Josefs knogler (mumie) med sig, da Josef i sin tid har fået Israels sønner til at sværge på, at de vil tage hans knogler med sig, når Gud engang vil føre dem ud af Egypten. Herren selv leder dem ved hjælp af en sky om dagen og en ildsøjle om natten.

Efter tre dage fortryder Farao at han har ladet israelitterne tage afsted. Han samler sin hær og sætter efter israelitterne med sine 600 stridsvogn. De indhenter israelitterne, som har slået lejr ved havet. Da israelitterne får øje på Faraos soldater i det fjerne, bliver de skrækslagne og råber til Moses: "Har du ført os her ud i ørkenen for at dø? Vi vil hellere være slaver for egypterne end blive slagtet i ørkenen". Men Moses rækker sin stav ud over havet, som deler sig i to, og en tør overgang kommer til syne imellem dem. Så går israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens havet står som en mur på begge sider. Men egypterne følger efter med heste, vogne og ryttere. Da israelitterne er kommet over på den anden side, rækker Moses igen sin stav frem, og vandet vender tilbage og skyller hen hele Faraos hær. Ikke en eneste overlever.

Moses deler vandene

Moses leder israelitterne gennem Sinai ørkenen. Da israelitterne kommer ind i ørkenen, beklager de sig over, at de ikke har mad at spise. Samme aften kommer en stor flok vagtler flyvende, og de falder ned over lejren. Næste morgen er ørkensandet rundt om lejren dækket af tynde flager, der ligner rimfrost. Det er manna, som er korianderfrø med en smag som honningkage. Hver morgen samler enhver så meget, han har behov for. Den sjette dags morgen samler de dobbelt portion, fordi den syvende dag skal være hviledag.

En dag beklager de sig over manglende vand. Gud befaler Moses at tage folket med ud til Horebs bjerg. Der slår han på klippen med sin stav, og vandet strømmer frem. Det varer ikke længe, før Jetro, Moses' svigerfar, hører om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten. Jetro, Moses' hustru Sippora og deres to sønner møder Moses ved Guds bjerg, Sinai bjerget - også kaldet Horebs bjerg. Herefter tager Moses afsked med sin svigerfar, som vender tilbage til sit land.

Moses slår på klippen og vandet springer frem

Tre måneder efter udvandringen af Egypten ankommer israelitterne til Sinai ørkenen, hvor de slår lejr ved foden af Sinai bjerget. Moses klatrer op på bjerget for at møde Gud. Herren råber til Moses fra bjerget: "I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg har båret jer på ørnevinger indtil nu. Hvis I vil adlyde mig og holde jeres del af pagten, skal I være mit folk ". Moses vender tilbage til folket og fortæller dem, hvad Herren har sagt, og de lover enstemmigt at følge Herrens befalinger.

En dag siger Herren til Moses: "Kom højere op på bjerget og vent, til jeg har givet dig de befalinger og love, jeg har skrevet på stentavlerne, og som du skal bruge, når du underviser folket". og Moses gik sammen med med sin medhjælper Josva højere op på Guds bjerg. Han sagde til de israelitiske ledere, at de kunne drøfte det med Aron, hvis der opstod nogen problemer. Derefter går Moses op på bjerget, som er blevet dækket af en sky, og han er borte i 40 dage og 40 nætter. Da Gud er færdig med at tale til Moses, overrækker han ham to stentavler, hvorpå han med egen hånd har skrevet de ti bud.

Moses kommker ned med de ti bud.

Da der går lang tid, inden Moses igen kommer ned fra bjerget, mister folket tålmodigheden og går til Aron. "Hvad mon der er sket med Moses, som førte os fra Egypten? Hjælp os med at lave en gud, som kan vise os den rette vej". Aron beder folket give ham de guldringe og smykker, de har, og han smelter guldet og laver en tyrekalv ud af det. Da folket ser den, udbryder de: "Se, det er den gud, som førte os ud af Egypten". Aron bygger et alter for tyrekalven og næste dag begynder de at ofre til tyren. Bagefter giver de sig til at feste og drikke. Gud siger til Moses: "Skynd dig ned! Folket, du førte ud af Egypten, er fordærvet. Det har trodset mine befalinger, lavet en tyrekalv og tilbeder den og ofrer til den. Jeg vil gøre en ende på dem, og i stedet begynde forfra med dig og gøre dig til et stort folk.".

Moses går i forbøn for sit folk, og Gud lader sig formilde og skåner dem., hvorefter Moses går ned ad bjerget med de to stentavler. Da Moses kommer nærmere til lejren, opdager han, at folket danser om tyrekalven, og i raseri slynger han stentavlerne mod jorden, så de knuses. Derefter tager han tyrekalven og kaster den i ilden Næste dag sigere Moses til folket: "I har begået en stor synd, men jeg vil alligevel gå tilbage til Herren; måske jeg kan opnå soning af jeres synd" Herren siger til Moses, at han skal gå tilbage til folket og føre det til det sted, han har befalet. Han beder Moses om at lave to nye stentavler i stedet for dem, som han har ødelagt. Herefter skriver Gud sine bud på tavlerne. Moses tilbringer igen 40 dage og 40 nætter på Sinai bjerget sammen med Herren og kommer herefter ned med to nye stentavler.

Folket venter på at Moses skal komme ned fra Sinai bjerget

Den videre færd herfra og igennem ørkenen kommer til at vare 40 år på grund af folkets vantro og ulydighed. I denne periode giver Gud dem deres religiøse "grundlov", som udover de ti bud omfatter "moseloven", der består af flere hundrede detaljerede lovparagraffer, som er nævnt i Det gamle Testamente. De ti bud og moseloven er den pagt (overenskomst) som indgås mellem Gud og israelitterne. Hvis de overholder pagten, vil Gud beskytte dem og gøre dem til et stort folk. Først da den eksisterende generation er uddød, får de lov til at komme ind i det forjættede land.

Almindeligvis antager kristne og jøder, at teksterne i Biblen er "Guds ord", men de er i hvert fald nedskrevet af mennesker. Nogle mener, at jøderne i perioden 600-400 f.Kr. foretager flere omskrivninger, hvorefter Moses opfattes som jøde og ikke som egypter. Af religiøse (religionspolitiske) grunde passer det bedre, at Moses' moder er en jødisk kvinde og ikke Faraos datter. Disse omskrivninger - hvis de er sket - finder sted i Babylon, hvortil en stor del af israelitterne bliver deporteret, efter at landet er blevet indtaget af Babylonien. Indtil dette tidspunkt har de religiøse traditioner primært foreligget på mundtlig form, men under eksilet "ved Babylons floder", bliver de nedskrevet.

Den dramatiske og rørende hændelse, hvor et tre måneder gammelt spædbarn i et lille sivflettet fartøj bliver fundet af kongens datter og optaget i paladset, er kendt omkring 1000 år tidligere end historien om Moses. Her hedder drengen Sargon (2300 f.Kr.), og floden er Eufrat. Efterfølgende møder vi lignende fortællinger i den græske mytologi med Dionysos og Attis, og i Romernes med Romulus. Der er formentlig tale om et ældgammelt kongebarnsritual. Sargons kongebarnsritual er det ældste kendte, og Moses er det mest kendte.

I mange år har historikerne antaget, at Moses levede samtidig med Ramses II. Dog har det undret, at der på trods af ekstremt mange fund fra den periode stort set ikke er fundet nogen beviser eller udsagn om, at der skulle have opholdt sig et større antal israelitter i Egypten. Biblen taler om 600.000 mænd; incl. kvinder, børn og tjenestefolk vil det løbe op 2-3 mio personer. Er det ikke usandsynligt, at der ikke foreligger papyrus, relieffer, hieroglyffer eller andet, som beskriver dette? Ikke mindst når den spektakulære udgang resulterer i, at en stor del af Faraos hær ødelægges.

Der er historikere, som forbinder Moses med den kvindelige farao, Hatshepsut (1490-1468 f.Kr.) i det 18. dynasti. Hun er Tutmosis I's datter og førstehustru og barnebarn af dronning Nefertari. Efter Tutmosis I's død bliver hendes ægtemand (og halvbroder) kronet til farao som Tutmoses II. Da Tutmosis II dør, træder Hatshepsut imidlertid ikke ned af tronen, men fortsætter at regere som faraos enke. Flere år senere lykkes den hende at blive kronet som farao - muligvis for at forhindre, at præsteskabet indsætter hendes nevø, den senere Tutmosis III på tronen.

Hatshepsuts gravtempel på vestbredden af Nilen overfor Luxor, er bygget af den mystiske bygmester og storvesir Senmut, hvis liv altid har været en gåde for egyptologerne. Der har været fremsat en teori om, at Senmut var Hatshepsuts søn og den retmæssige arvtager til tronen. Og at denne Senmut er identisk med Biblens Moses. Teorien udbygges med, at præsteskabet tvinger Moses til at flygte, da de ønsker den senere Tutmosis III på tronen. Moses slutter sig til det hebræiske folk og bliver dette folks store lovgiver.

St. Katharina klostret

St Katharina Klostrets historie

St Katharina Klostret ligger i 1570 meters højde i en lille, idyllisk kløft i et ellers uvejsomt terræn. Det var her, at Moses så en brændende tornebusk, som brændte uden at blive fortæret. Gud henvendte sig til den skræmte Moses og fortalte, at han havde udset ham til at lede sit eget folk - israelitterne, jøderne, hebræerne eller hvad vi nu vælger at kalde dem - ud af Egypten og til det forjættede land, der flød af mælk og honning. Moses vender tilbage til Sinai Bjerget med hele folket. Han bestiger bjerget, og i 40 dage og nætter taler han med Gud, som giver ham de to stentavler med de ti bud. Desuden får han en detaljeret beskrivelse af, hvorledes han skal lave "pagtens ark", som skal indeholde lovens tavler. Ca 250 år senere bliver pagtens ark opstillet i jødernes tempel i Jerusalem.

På toppen af Sinai Bjerget (Jebel Musa) ligger et lille kapel, som er viet til Treenigheden. Kapellet, som er fra 1934, står på ruinerne af en kirke fra det 16. århundrede. Dette kapel menes at ligge på den klippesten, hvoraf Gud lavede stentavlerne. 740 trin længere nede ligger et lille plateau, kaldes Elias’ Bassin. Her skal profeten Elias, som flygtede fra Jesabels hævn, have tilbragt 40 dage og nætter i samtale med Gud, inden han for til himmels i en ildvogn. I nærheden ligger Aarons klippe, hvor Moses' broder Aron sammen med 70 ældre modtager loven fra Moses. Nordvest for Elias’ plateau ligger et område, hvor mange pilgrimme, heriblandt St Gregor boede. For muslimer er bjerget også interessant, idet det er fra dets top, at Muhammeds hest, Boraq fløj til himmels.

Selv om der ikke er nogen håndfaste, historiske, arkæologiske beviser for, at Sinai Bjerget er det bjerg, som omtales i det gamle testamente, så er omgivelserne så imponerende, at man som besøgende ikke har svært ved at tro det. Og tro er jo netop det, det drejer sig om. Allerede i det 3. århundrede begynder eneboere og pilgrimme at strømme til det hellige bjerg. Især i det 4. og 5. århundrede var tilværelsen for de kristne usikker, og der er mange beretninger om masakrer og martyrdød. På trods heraf opstod der tidligt små samfund på Sinai, især på Sinai Bjerget med den brændende tornebusk.

Efter henvendelse fra kristne, som er udsat for stadige angreb fra nomadestammer, beordrer Helena, kejser Konstantins moder i år 330, at der skal bygges en lille kirke ved den brændende tornebusk, viet til jomfru Maria. Og nu begynder pilgrimme at strømme til fra hele den kristne verden. Fra det 5. århundrede er overhovedet for det lille samfund bishoppen af Pharan, siden bishoppen af Sinai. Munkene retter henvendelse om hjælp til kejser Justinian, som fra 527 til 565 bygger en smuk kirke bag mure, som kan modstå angreb fra beduiner og andre. Dette er begyndelse til St Katharina Klostret.

I det 7. århundrede er klostret igen i krise, denne gang som følge af muslimernes erobring af Egypten. I år 608 sender munkene, hvis antal er reduceret til kun 40, en delegation til profeten Muhammed og anmoder om hjælp. Profeten, som ser de kristne som brødre i troen, udsteder et dekret, som befaler Muhammeds tilhængere at beskytte munkene på Sinai: "Jeg skal være klostrets beskytter mod enhver fjende. Det er ikke tilladt at fjerne en præst fra hans religion eller en eneboer fra hans celle". Dokumentet findes i klostret, men de lærde har sat spørgsmålstegn ved dets autenticitet. På den anden side er der ikke tvivl om, at klostret ikke kunne have overlevet som en enklave omringet af muslimer uden støtte fra profeten og hans efterfølgere. Måske er tilstedeværelsen af den lille moské på klosterområdet er bevis for, at klostret har været under muslimernes beskyttelse. Mange muslimer mener, at profeten selv skal have besøgt klostret, og vel er der ikke langt hertil fra de hellige byer Mekka og Medina i Saudi Arabien. Som det måske er bekendt ser muslimerne også Moses som en stor profet.

I år 726 beordrer kejser Leo III, at alle religiøse billeder i kristen besiddelse, skal ødelægges. Denne ordre når heldigvis frem til det isolerede samfund på Sinai. I hvert fald "overlever" flere tusinde ikoner og andre billeder i det lille kloster. I det 11. århundrede begynder Europa at få øjnene op for munkene på Sinai. Det resulterer bl.a. i, at en del relikvier bliver overført fra St Katharins til Frankrig. Korstogene fra 1099 til 1270 øger også interessen for de isoleres munkesamfund. Gennem det 11., 12., 13. og 14. århundrede de siddende paver klostret. Selv dogerne af Venedig hjælper klostret ved at fritage det for skat og foranstalter oven i købet indsamlinger til dem. Venetianerne og andre kristne nationer respekterer klostrets skibe, som sejlede med St Katharinas banner eller med hendes monogram. Selv om klostret efter den arabiske besættelse af Egypten er omgivet af islamiske samfund, bevarer det tætte relationer med Byzans.

Da Napoleon erobrer Egypten i 1798, kommer klostret under hans beskyttelse. Det dokument, som beskriver klostret status, findes i dets bibliotek.

Gennem det 14. århundrede kommer der hvert år flere tusinde pilgrimme til klostret, selv om rejsen fra Cairo tager mindst én uge. Den foregår til fods eller på kamelryg. Efter reformationen falder antallet af kristne pilgrimme, så det midt i 1900-tallet ligger omkring 80-100 om året. I 1950’erne bliver der lavet asfalterede veje langs vestkysten ad Sinai til oliefelterne og minerne. Dette bevirker, at turister begynder at ankomme fra Cairo med taxa til området. I dag er der daglig busforbindelse mellem Cairo og St Klostret. På en enkelt dag kommer flere hundrede besøgende i turistbusser til klostret, som er beboet af 15-20 græsk-ortodokse munke. I klostrets storhedstid levede der ca 400 munke i klostret. Munkene lever i dag efter de regler, som blev fastsat under biskop Basil den Store (329-379).

I år 2000 - den romersk-katolske kirkes jubelår - var Johannes Paul II som den første pave på pilgrimsrejse til Sinai Bjerget. Han besøgte også St Katharina Klostret, hvilket gav anledning til en del overvejelser i det græsk-ortodokse samfund. Paven bad ved St Katharinas relikvier inde i kirken, hvorefter han tog sin ring af og berørte helgenens finger og hovedskal med den, kyssede ringen, inden han igen tog den på. Paven sad en halv snes minutter i intens bøn i Den brændende busks kapel. Munkene viser derefter paven klostrets skatte og helligdomme. Ærkebiskoppen af Sinai, Damianos giver paven gaver, men både han og klostrets munke forlader stedet, inden paven afholder en udendørs gudstjeneste. Paven udtaler dette ønske for klostret: "Må St Katharina Klostret forblive en åndelig oase for medlemmer af alle kirker, som søger Guds ære på Sinai Bjerget".

Turister har kun adgang til måske 25% af området. Det skyldes selvfølgelig, at det er et "levende" kloster, hvor munke så vidt muligt skal praktisere deres religion uden at blive distraheret af turister. Faktisk er det det ældste kristne kloster, som stadig fungerer. Der er kun adgang til klostret 2 timer hver dag fra kl 10-12. Klostret ligner en fæstning, hvad det for så vidt også er. Grundplanen er ca 75 x 90 meter. Muren, som er lavet af rektangulære granitblokke, er 2-3 meter tyk. Højden varierer fra 12 meter mod syd til 15 meter mod nord. Yderst til højre ligger klostrets gæstefløj, hvor særlige gæster kan bo for en periode.

I hvert hjørne af muren er der et fæstningstårn. Herudover er der et hovedtårn, som hedder Kleber Tårnet. På den indre side af muren er der en løbegang, hvorfra munkene kan hælde fx kogende vand i hovedet på angribere udefra. I middelalderen fandt man det nødvendigt at mure den eksisterende indgang til af sikkerhedsårsager. Det betød, at alle forsyninger til klostret samt alle besøgende skulle op over muren med et hejseværk. Kun når ærkebiskoppen kom på besøg i klostret, blev indgangen åbnet. Over Kleber Tårnet findes denne inskription: "Sinai Klostret blev bygget af Justinian, den gudfrygtige romerske kejser til evigt minde om hans hustru Theodora. Denne bygning stod færdig 30 år inde i hans regeringstid, år 6021 efter Adam, hvilket svarer til år 527 efter Jesus Kristus".

Moses brønd (Bir Musa)

Lige til højre indenfor indgangen ligger en af klostrets største seværdigheder, den såkaldte Mosesbrønd (Bir Musa). Ifølge traditionen er det ved denne brønd, at Moses møder præsten Jethros syv døtre, som er i færd med at vande ders faders får. Moses, som er flygtet fra Egypten, hjælper døtrene mod nogle fremmede hyrder og bliver inviteret hjem. Det ender med, at Moses bliver gift med den ældste af døtrene, Zipporah. Men dette sker noget før, at Moses bliver kaldet af Herren til at føre israelitterne ud af Egypten og til det forjættede land. Hvad man måske ikke skulle tro, så er klostret velforsynet med vand, idet der er flere kilder både indenfor og udenfor klostermuren. Ifølge traditionen tørrer Mosesbrønden aldrig ud, og den er faktisk klostrets vigtigste vandforsyning.

Stræde ind til den brændende busk	Den brændende busk

Næste stop sker ved "den brændende tornebusk". Ifølge traditionen er det ved denne busk, at Gud første gang taler til Moses. Det, der i første omgang forbløffer Moses, er, at busken står i flammer - uden at den bliver fortæret. Gud beder Mosesd afføre sig sine sandaler, fordi stedet er helligt. Herefter får han at vide, at han er udvalgt til at føre Guds eget folk ud af slaveriet i Egypten til Kanaan, et land, der flyder af mælk og honning. Efter flere forsøg på at undslå sig påtager Moses sig den store opgave, som kommer til at tage resten af hans liv.

Der knytter sig selvfølgelig mange historier til denne busk. En er, at det er den eneste busk af sin art på hele Sinai halvøen. En anden siger, at busken ikke kan vokse andre steder end her i klostret, og at alle forsøg på at tage aflæggere og plante dem andetsteds er mislykket. Busken tilhører rosefamilien, Rubus Sanctus, og sandt nok findes den kun på Sinai. Den er særdeles sejlivet. Det menes, at busken blev flyttet i det 10. århundrede, da der blev lagt tag på kapellet. Den ser sund og rask ud, og bliver formentlig passet med stor omhu. Det fortælles, at buskens rødder befinder sig inde under det nærliggende kapel. En af de forklaringer, der er forsøgt givet på fænomenet den brændende tornebusk, er, at på afstand kan buskens mangfoldige, knaldrøde blomster give mindelser om et helt flammehav.

Der findes ialt 12 kapeller i klostret. Af disse er det vigtigste kapellet for den brændende busk. Det er kun 3 x 5 meter og ligger bag sanktuariet inde i St Kathrina Kirken. Kapellet ærer jomfru maria og hendes bebudelse, idet kirken ser lighedspunkter mellem Moses, som ser den brændende tornebusk, som ikke brænder, og Jesu' moder, Maria, som bliver gravid og fortsat er jomfru. I kapellet findes en ikon, som viser jomfru Maria ved den brændende busk med sin søn i favnen, mens Moses tilbeder dem begge. Kapellets alter befinder sig ovenpå rødderne af den brændende busk, mens selve busken befinder sig på den anden side af væggen. Pilgrimme kommer ind i kapellet barfodede i respekt for Guds befaling til Moses om at tage sine sko af, "for dette sted er helligt".

Kapellet for den brændende busk

Klostret har en samling på godt 2000 ikoner. Omkring 100 af de mest værdifulde kan ses i det såkaldte Ikon galleri. Disse græske og russiske ikoner fortæller hele den kristne historie indtil i midten af det 18 århundrede, hvor man ophørte med at lave ikoner. Som allerede nævnt overlevede klostrets ikoner den billedstorm, der fandt sted i kirken i midten af det 8. århundrede. Her til højre ses et af de mest spændende værker, Christ Pantocrator, Kristus verdens herre, hvor Jesus sender en velsignelse med sin højre hånd og i den venstre hånd holder en tyk bibel, udsmykket med juveler og ædelstene. De lidt asymmetriske øjne er melankolske. Ikonen er dateret til det 6. eller 7. århundrede og er formentlig lavet af en byzantinsk kunstner. Da kirken som nævnt er bygget under kejser Justinian, er denne ikon måske en gave fra ham til klostret.

Samlingen omfatter et større antal ikoner, som er lavet på klostret fra det 12. til det 15. århundrede. Ikonerne forestiller personer, som har haft tilknytning til klostret, fx munke, abbeder, patriarker og helgener, men selvfølgelig også Moses, St Katharina, Johannes Døberen m.fl. Udover at være kunstværker giver de også en enestående indsigt i klostrets historie og de personer, som er del af historien.

Biblioteket i St Katharina klostret har den mest værdifulde samling af religiøse skrifter - udenfor Vatikanet. En del af de ca 6000 manuskripter, som er skrevet på græsk, arabisk, jødisk, syrisk, armensk, koptisk mv., er ældre end klostret selv. Fx er Codex Syriacus en oversættelse af biblen til syrisk. Den stammer fra det 5. århundrede og er den ældste, kendte bibeloversættelse. Mange af manuskripterne er forsynet med fine farvestrålende illustrationer. Herudover har biblioteket en stor samling af trykte bøger. Ca 5000 af disse er næsten lige så gamle som bogtrykkerkunsten. Klostret har ofte besøg af videnskabsmænd, som forsker i de sjældne dokumenter i biblioteket.

Jesu' Forklarelses Kirke

Klostrets hovedkirke (Katholikon) benævnes almindeligvis som Katherina Kirken, skønt dens rigtige navn er Jesu' Forklarelses Kirke. Under Jesu Forklarelse tager han Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget Tabor, "...og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham... da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham! ...". Jesus forklarer nu sine disciple om sin forestående lidelse, død og genopstandelse. Over indgangen til kirken vises dette motiv i en fresko.

Kirken er som nævnt bygget samtidig med klostermuren og som denne af massive granitsten. Arkitekten var Stefanos. Man regner med, at den er bygget fra 542-551. Den ældre kirke på stedet, bygget af St Helena og dedikeret til den brændende busk, blev indlemmet i kirkerummet. Kirken er ca 40 x 20 meter incl. kapellerne. Hovedrummet er opdelt af 12 granitsøjler, som repræsenterer årets måneder. Alle kapitælerne er forsynet med udskæringer med forskellige motiver. I toppen af hver søjle hænger et billede af den helhen, der fejres i den pågældende måned. Foran altret står en såkaldt ikonostase, som består af fire forgyldte og indlagte træpaneler. Den er en gave til klostret fra den russiske ortodokse kirke. Her er store ikoner af Jesus, jomfru Maria, St Katharina og Johannes Døberen. Over dette en smuk figur af den korsfæstede Jesus.

Jesu' Forklarelses Kirke

Bag ikonostasen og over højaltret ses klostrets måske største skat: en mosaik fra det 6. århundrede af Jesu Forklarelse (transfiguration). Den viser Jesu Forklarelse, hvor han tager Peter, Jakob og Johannes med op på bjerget Tabor. På siden af Jesus ser vi hhv. Moses (loven) og Elias (profeterne) og ved hans fødder disciplene. Både Moses og Elias har "set" Gud på Sinai Bjerget. Over Jesus ses ansigterne af de øvrige disciple, blot er Peter, Jakob og Johannes udskiftet med Paulus, Thaddæus og Matthias. Nedenunder ses af profeternes ansigter. Billedet er et mesterværk af byzantinsk kunst og er sikkert udført af kunstnere, som er kommet hertil fra Konstantinopel.

Jesu' Forklarelses Kirke

St Katharina

Til højre for hovedaltret står en marmorsarkofag, som indeholder resterne af Skt Katharina (St Catherine). Den er en gave fra den russiske tsar familie. Og det er nok meget passende lige kort at kigge på hvem St Katharina egentlig var, eftersom klostret jo er opkaldt efter hende.

Omkring år 300 lever der i Alexandria i Egypten en både smuk og intelligent pige ved navn Dorothea. Hun er af adelig familie, taler flere sprog og er velbevandret i poesi, filosofi og medicin. Efter en vision, som fortæller hende, at Kristus er hendes tilkommende brudgom, lader hun sig sig døbe og får navnet Katharina (den rene). Katharina bebrejder kejseren, at han forfølger de kristne og opfordrer han til at afsværge sin hedenske overtro og bekendte sig til Kristus. Kejseren forlanger, at Katharina skal ofre til de romerske guder, hvilket hun nægter. Den kun 18-år gamle Katharina foreslår i stedet, at hun beviser, at hendes tro er den rette i en diskussion med 50 af rigets mest lærde mænd. Det fortælles, at de alle må bøje sig for Katharinas argumenter og efterfølgende lader sig døbe. Kejseren bliver så rasende, at han lader dem alle dø på bålet. Katharina bliver pisket med blykugler og kastet i fængsel, men en due bringer mad til hende, og en engel trøster hende. Selv hendes fangevogtere omvender sig til kristendommen.

Til sidst lader kejseren Katharina radbrække og sætte på hjul og stejle, men Katharine berører hjulet, hvorefter det bryder sammen. Da selv kejserens hustru omvender sig til kristendommen, lade kejseren Katharinas bryster rive af. Den 25. november 306 bliver Katharina halshugget, men det fortælles, at fra hendes halspulsåre strømmer mælk og ikke blod. Engle griber hendes legeme og fører det bort til Egyptens højeste bjerg, Sinai Bjerget. Ca 500 år senere har flere munke i et kloster den samme drøm. De ser det sted på på Sinai Bjerget, hvor Katharinas legeme ligger. Munkene finder hendes lig, duftende af myrrha, og de hensætter hendes jordiske rester i et sarkofag, der stadig står i klostret. Desværre har turister ikke adgang til den del af klostret. På det tidspunkt antager klostret Katharinas navn.

Katharina er utrolig populær gennem hele middelalderen, og der bygges mange kirker til hendes ære. Katharina er en af de 14 såkaldte hjælpere blandt de katolske helgenerne. Omkring år 1200 er Katharina den mest dyrkede helgen, selvfølgelig bortset fra Jomfru Maria, som jo er i sin helt egen klasse. I 1961 fjerner den katolske kirke Katharinas festdag fra kirkens kalender, da man mener, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at hun har eksisteret. At hun snarere er en idealfigur end en historisk person. Men i 2002 skifter Vatikanet mening og hun optages igen i den romersk katolske helgenkalender.

Jesu' Forklarelses Kirke