Radziwill familien

The Lord is Our Counsel (Herren viser os vej) er det berømte familiemotto for en af de mest prominente polske aristokratiske familier; Radzimill familien. Mens andre store familieslægter oftest kun har blomstret i få generationer, formåede Radziwill familien at have en enorm indflydelse igennem mere end 500 år og skabte sig samtidig en enorm velstand. Radziwill familien har fostret mange fremragende politikkere, militære ledere, entreprenører og kulturelle personligheder, der alle har bidraget til, at familien har haft en signifikant indflydelse på Polen's og Lithauen's historie og kultur.

Skønt nogle slægsforskere såvel indenfor Radziwill familien som udenfor har forsøgt at glamourisere familiens stamtræ, er sandheden, at den nedstammer fra ganske almindelige mennesker, der levede under ganske normale vilkår. Det tidligste medlem af Radziwill familien, vi med sikkerhed kender til, var Oscik, der arbejdede i retvæsenet. Af Oscik's fire sønner blev det Radziwill, der ville komme til at påbegynde familiens storhed.

Familienavnet Radziwill kommer af, at de kommende generationer af familien adopterede Radziwill's navn som deres efternavn. Efter et fejlslagent kupforsøg (1452) mod Kazimierz Jagiellonczyk, storhertugen af Lithuania, blev Radziwill ført i stilling til at overtage magten. Det lykkedes dog ikke, men den magtbase og velstand, som Radziwill opbyggede, blev grundlaget for den store karriere, som Radziwills eneste søn; Mikolaj skulle få.

Mikolaj Radziwill (1470-1521)	Jerzy (1480-1541) Grand Hetman of Lithuania	Janusz I Radziwill (1579-1620)	Georg Radziwill, (1556-1600) Bischof von Krakau, Kardinal
Barbara Radziwill (1520-1551) Dronning af Polen	Zygmunt II August (1520-1572) Konge af Polen	Hieronim Florian Radziwill Prins (1715-1761)	Antoni Henryk Radziwill Prins og Hertug (1755-1833)

Polens historiske udvikling

For nærmere at forstå Radzimill dynastiet, må man kende lidt til Polens og Lithauens historiske udvikling. Navnet Polen stammer fra folkegruppen polerne, der dyrkede jorden (pole). De boede i Warta dalen, der efterfølgende kom til at hedde Storpolen. Deres høvdinge tilhørte Piast dynastiet - en legendarisk forfader - og boede i borgen Gniezno. I det 10. århundrede underlagde polerne sig de omkringboende folkeslag.

Mieszko I (960-992) var hertug af Piast og grundlagde det første polske rige, da han føjede de forskellige stammer sammen under en fælles statslig struktur. Han blev kristen og døbt i 966. Polens største problemer var forholdet til det germanske imperium og pavestaten. Overfor imperiets ekspansion accepterede Mieszko underkastelse mod anerkendelse af hans overhøjhed. Til gengæld bad han om beskyttelse fra Pavestaten, og i år 1000 dannede han det første polske kirkelige centrum. Fra dette tidspunkt udgjorde den romersk katolske kirke et centralt element i den polske stats politiske struktur. Frem til det 12. århundrede var Polen et monarki baseret på arvefølge. Hertugen og en gruppe af adelsmænd dominerede den centrale magt og havde en hær bestående af professionelle soldater.

Under feudaltiden var Polen opdelt i en række hertugdømmer, der var underlagt Piast samt omkring 20 fyrster. Med svækkelsen af centralmagtens og hertugernes magt øgedes adelens og kirkens autonomi. Under Kasimir den Store (1333-70) udvikledes Polen til et testamentarisk monarki, hvor kongen kom til at spille en formidlende rolle mellem adel, kirke, borgerskab og bønderne. Staten ophørte med at være personlig ejendom, og fra 1399 blev kongen valgt. Gennem kongeligt giftermål sluttedes Polen i 1386 sammen med Lithauen, selv om der etableredes en statsform, der respekterede begge staters særtræk.

I 1409 forsøgte Teutonerordenen at bremse den polsk-lithauiske ekspansion, men blev slået ved Grunwald. Torunfreden i 1411 løste ikke konflikten, om end Teutonerordenens magt blev svækket. Efter en ny sejr over teutonerne generobrede Polen i 1466 Pommern, Gdansk, Malbork, Elblag, Chelmo og Warmi. På grund af sin rolle i krigen fik Pommern autonomi, og byerne fik en række privilegier. Dette indledte en blomstrende økonomisk og kulturel periode.

Bemærk, at det er på dette tidspunkt, at Radzimill familien begynder at øve indflydelse.

I det 15. århundrede dannedes det polske og lithauiske parlament, der fik to kamre. Deputeretkammeret bestod af repræsentanter for adelen, mens senatet var et statsråd ledet af kongen. De to stater, parlamentet og udenrigspolitikken havde kongen som samlende kraft, mens administrationen, retsvæsenet, økonomien og militæret var delt op mellem de to stater. Det 16. århundrede kendes i den polske historie også som Adelsrepublikken, idet kongen måtte konsultere adelen, før han kunne udskrive skatter eller erklære krig.

Den internationale udvikling gennem det 17. århundrede var ikke til Polens eller Lithauens gunst. Sverige stred med Polen om herredømmet over Baltikum, og Rusland kom i konflikt med Lithauen. Tyrkiets og Østrigs planer i Centraleuropa udsatte også Polen for pres. Ved grænsen til Ukraine dannede de frie bønder og fattiggjorte adelige kosakregimenter krigere, der levede af deres krigsbytte.

I 1648 indledte kosakkerne og de ukrainske bønder et oprør. Kosakkerne allierede sig efterfølgende med Tyrkiet og Rusland, og i 1654 invaderedes Polen af russiske tropper. Året efter blev resten af landet besat af svenske tropper. Polen fik hjælp fra Østrig, samtidig med at bønder i det indre af landet for første gang organiserede væbnet modstand i stor skala. Svenskerne og tyrkerne blev smidt ud af landet, og kosakkerne besejret. Russerne beholdt Smolensk, Ukraine, den venstre bred af Dnepr og Kiev.

I 1772 blev Rusland, Prøjsen og Østrig enige om at dele det polske territorium imellem sig. I 1791 gjordes et forsøg på atter at samle staten med vedtagelsen af en ny forfatning, men i 1793 gennemførte Rusland en omfattende invasion, og landet blev atter delt. I 1794 gennemførte polakkerne et folkeligt oprør, men det blev knust. At den polske stat praktisk talt var slettet fra landkortet hindrede ikke, at de gamle rige aristokratiske landadelsfamilier som Radziwill, Potocki og Lubomirski blomstrede. De ejede enorme områder. Specielt i de østlige egne af Polen, som efter 1945 kom til at tilhøre Sovjetunionen.

I 1863 mislykkedes endnu en polsk opstand, og heller ikke Zar-dynastiets fald i Rusland i 1905 førte til genskabelse af en selvstændig Polsk stat. Første verdenskrigs udbrud gjorde atter det polske spørgsmål aktuelt. Rusland og Vestmagterne prøvede på den ene side og centralmagterne - Tyskland og Østrig-Ungarn - på den anden at udnytte den polske nationalfølelse for at opnå deres politiske og militære mål. Centralmagterne besatte Warszawa og udråbte en polsk stat, som dog aldrig fik nogen reel eksistens.

Med våbenstilstanden i 1918 kom den polske stat atter på landkortet. Det polske folk var dog stadig delt mellem dem, der betragtede den nationale uafhængighed som det vigtigste, og dem, der havde den sociale revolution som deres hovedmål. I 1921 fik den nye stat en liberal parlamentarisk forfatning, men kampen mellem de forskellige politiske grupper førte til et statskup i 1926.

Ved udbrud af 2. Verdenskrig i september 1939 blev de gamle, dybe indre skel hurtigt glemt. Polakkerne sloges tappert. Militæret var stærkt, men fuldstændig forældet. Socialt og økonomisk stod Polen også svagt ved krigsudbruddet. 2. Verdenskrig blev den største katastrofe i polsk historie. Den krævede seks millioner dødsofre - halvdelen af dem af jødisk afstamning.

Efterkrigstiden bød på nye toner for Polen; kommunisterne var de første til at tage magten , hvorefter stalinisten Boleslaw Bierut overtog magten i 1948. Bierut førte Polen ind i industrialisationen og gjorde dermed op med Polens historie som et gammeldags landbrugsland. Effektivisering af landbruget var dog ikke uden problemer, og 1956 var præget af strejker og uroligheder, der førte til Bieruts fald, og kommunismens genindtog via Wladislaw Gomulkas ledelse.

1960'erne bød på et strengt bureaukrati, butikkernes hylder var tomme, varerne blev solgt på det sorte marked. Gomulka blev væltet af Edward Gierek i 1970, og kun med nød og næppe undgik Polen en borgerkrig. Den første havldel af 1970'erne så lovende ud - der kom gang i industrien; husbyggeri, stålværker, havnebyggeri og bilproduktion. Men Polens udlandsgæld voksede p.g.a. en kæmpe import af varer - en økonomisk krise brød ud. Varemangel, prisstigninger og strejker var normen i helt op til 1990, hvor arbejdernes landsorganisation Solidanosz (solidaritet) er medvirkende til at få udnævnt den første ikke-kommunistiske præsident i Polen, Mazowiecki.

Senere i 1990 blev Lech Walesa valgt til præsident ved det første direkte præsidentvalg i Polen. En modernisering af militært udstyr og forskellige økonomiske reformer gav Polen adgang til NATO. Den 1. maj 2004 blev Polen sammen med 9 andre central- og østeuropæiske lande optaget i EU.

Radziwill på Verdensarvslisten

På UNESCO's Verdensarvsliste finder vi en optagelse, der hedder: "Architectural, Residential and Cultural Complex of the Radziwill Family at Nesvizh
Belarus" - hvilket kan oversættes til noget i retningen af "Arkitektonisk, beboelsesmæssig og kulturel kompleks for Radziwill familien i byen Nesvich i Hviderusland". Dette er jo unægteligt en anden betegnelse end blot at kalde det for "Redziwill familens slot i Nesvizh"

Baggrunden for titlen skal findes i den enorme indflydelse, Radziwill familen har haft på Polen's og Lithauen's historie og kultur. Radziwill familen opførte komplekset i det 16. århundrede og benyttede dette indtil 1939. På grund af familiens tilstedeværelse udviklede byen Nesvizh sig til at spille en stor rolle indenfor videnskab, kunst og arkitektur. Komplekset i Nesvizh består af slottet samt et mausoleum/kirke (Corpus Christi Church). Slottet består af 10 sammenhængende bygninger, der hver er udviklet som en arkitektonisk enhed rundt om en seks-kantet gårdsplads. Paladset og kirken blev prototyper for den arkitektoniske udvikling i såvel Europa som Rusland.

Slottet blev færdigt i 1583, og hovedakitekten var Jan Maria Bernardoni. Igennem tiderne har forskellige dele af slottet været udsat for ombygning og hærværk. Desværre er slottet nu om dage i en sørgelig forfatning, men da det nu er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, kan man jo håbe, at det ikke får lov til at forfalde helt.

Foruden slottet i Nesvizh havde Radziwill familien i sin tid ganske mange andre besiddelser - heriblandt mange andre slotte. Imidlertid blev hele familien Radziwill i februar 1945 arresteret af NKVD (det sovjetiske hemmelige politi) og deporteret til Sovjetunionen. De fleste af deres besiddelser blev herefter nationaliseret.