Skip to navigation | Skip to content

 

Du er her: NetSpirit - Emner - B - Beslægtede begrebsverdner - Filosofi

 

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3843
Online profiler 0
Online gæster 274
Åbne spørgsmål 584
Besvarede spørgsmål 2903

Almanak

Thu, 27. July 2017

Solen i dag

Solopgang:05:13
Solnedgang:21:19

Månen lige nu

Full Moon

Filosofi

Filosofi er som ord en sammentrækning af filia og sofia, græsk for hhv. kærlighed og visdom; det oversættes derfor ofte til "kærlighed til visdom". Den filosofiske stræben efter visdom må betragtes som almenmenneskelig; dens konkrete udtryk er derimod historisk udviklet, og der er store forskelle på de tre store traditioner, den græske, den indiske og den kinesiske.

Filosofi er tænkning i bredeste forstand. Man søger sandheden spekulativt ved at kombinere sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft. I praksis betyder det, at man kan filosofere over hvad som helst. Hele tiden må de filosofiske svar dog kunne stå for en filosofisk kritik, der kræver en vis logisk sammenhæng i begrebsanvendelsen og et nogenlunde reflekteret forhold til alment accepterede sandheder.

Det var den græske filosof Pythagoras, der første gang kaldte sig filosof. Han præsenterede sig i ca. 560 f.Kr. som en visdomselsker, der søgte visdom for visdommens egen skyld. Filosofi er således mere drevet af lidenskab, engagement og undren snarere end af en umiddelbar brugsværdi. Filosoffen forsøger at besvare de grundlæggende spørgsmål om den menneskelige tilværelse via en argumentation, der overholder visse rationelle spilleregler.


Sokrates Platon Aristoteles


Den filosofiske aktivitet skal skabe klarhed over begreber, definitioner og udsagn samt deres indbyrdes relationer - og relationerne til virkeligheden. Filosofien har således et analytisk og kritisk potentiale. Dette udnyttes i forhold til fordomme og selvfølgeligheder, der betvivles ved at spørge så skarpt og krævende, at svagt funderede opfattelser bukker under. Da denne proces næppe nogensinde fuldbyrdes, bliver filosofi en proces, der principielt aldrig slutter.

Store filosoffer er ofte kendetegnet ved at opbygge spekulative systemer, der antages at udtrykke sandheden. Et system opbygges ved, først at reducere den foreliggende videns mangfoldighed til nogle grundlæggende principper, og dernæst udnytte disse principper til en rationel rekonstruktion af virkeligheden. Nogle filosoffer redegør direkte for deres system, mens det hos andre er op til eftertiden at rekonstruere det systematiske indhold.

Filosofien har dog også fra begyndelsen været præget af specialisering, både i emnevalg og i filosofisk tilgang til emnerne. Siden antikken har man talt om teoretisk filosofi (herunder logik, metafysik, naturfilosofi og psykologi) og praktisk filosofi (hovedsagelig politik) og poetik (om skabelse af kunst). Ud af disse udvikledes discipliner som etik, erkendelsesteori og ontologi (om det værende), og siden æstetik (om betragtning af kunst), retsfilosofi, historiefilosofi, videnskabsfilosofi og filosofisk antropologi.

Den historiske udvikling har dog også forvandlet en del af filosofiens traditionelle discipliner, til mere eller mindre eksakte videnskaber som f.eks. matematik, astronomi, fysik, biologi, retorik, psykologi, historie, pædagogik, lingvistik, antropologi og sociologi.

I sin egen selvforståelse er filosofien som systematisk erkendelse, ikke bundet af tid og sted. Filosofien går ud fra, at erkendelsen af sandheden er mulig, altså at man som filosof kan gennemskue virkelighedens indre logik i sin helhed, og at denne erkendelse kan gøre krav på universalitet og evig gyldighed. I stedet for at udvise religiøs ydmyghed og acceptere troen vil filosofien spørge helt ind til virkelighedens kerne og selv stå for fortolkning af svarene.

Filosofiske tænkere og retninger findes der mange af. Af nogle af de mere kendte filosoffer kan nævnes: Platon, Sokrates, Aristoteles, Augustine, Pave Gregor den syvende, Thomas Aquinas, Machiavelli, Montesquieu, Voltaire, John Locke, Jean Jaques Rousseau, Karl Marx, Engel, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Camus, Husserl, Heidegger, Nietzsche og Kierkegaard.


Filosofiens historiske udvikling

Filosofien blev født omkring 600 f.Kr. Det skete i forbindelse med en begyndende bevægelse i middelhavsområdet, hvor det mytologiske verdensbillede efterhånden blev utilstrækkeligt som tilværelsestolkning.

Forenklet sagt var der tale om en bevægelse fra myte til filosofi. Bevægelsen strakte sig dog over flere århundreder. Det mytologiske verdensbillede så Gud og personificerede ånder, som tilværelsens fundament. Myterne var de tilværelsestolkninger, man forstod verdens oprindelse og indretning, sit liv samt dets mening ud fra. Myterne forklarede verden, og i myternes kulthandlinger blev menneskenes og gudernes kræfter forenet. Man kan sige, at myterne besvarede menneskenes undren.

Efterhånden opstod der imidlertid et behov for nye forklaringsmodeller. Man udviklede en begrebslig tænkning, der kunne forklare verden ud fra almene, abstrakte principper. I stedet for myternes konkrete billedsprog, søgte man nu at forklare verden rationelt ved hjælp af abstrakte begreber. Fornuften, det tænkelige, blev af nogle fremhævet over for Gud, det oplevede. Det første eksempel på filosofiens fremkomst finder man hos naturfilosofferne på Lilleasiens vestkyst.

Større betydning for filosofiens udvikling fik den græske filosof Sokrates (470-399 f.Kr.) fra Athen. Han var konsekvent i sin rationelle tilgang til de grundlæggende problemstillinger. Når man med fornuften forsøger at trænge til bunds i grundlaget for livet og verden, så forudsætter man på en måde, at verden er tilgængelig for fornuften. Ud fra den forudsætning udviklede Sokrates systematisk den filosofiske argumentation. Den har præget europæisk filosofi lige siden.

Hvad vi ved om Sokrates, ved vi primært gennem hans elev Platons tekster. Sokrates optræder i Platons dialoger som en gennemgående samtalepartner. For Sokrates og Platon var samtalen, dialogen, den rette erkendelsesform. Det er i samtalen, vi får vendt og drejet de begreber, vi begriber virkeligheden med. Det er i samtalen, vi opdager de spørgsmål, vi troede, vi havde besvaret en gang for alle.

I middelalderen (ca. 400-1500) skifter den europæiske filosofi karakter. Verdensbilledet var religiøst og grundede på skabelsestanken. Filosofien kom derfor til at stå i teologiens tjeneste. Spørgsmål om Guds eksistens og det ondes problem beskæftigede de fleste middelalderlige filosoffer sig med. Det gjaldt fx de italienske filosoffer og teologer Augustin (354-430) og Thomas Aquinas (1225-74). Filosofiske problemstillinger var kun interessante, for så vidt som løsningen af dem kunne bidrage til en religiøs tilværelsestydning.

Næste afgørende brud i filosofihistorien sker først i 1600-tallet i takt med den naturvidenskabelige revolution. Naturvidenskaben indførte eksperimenter og matematik i sit arbejdsfelt, og det fik kolossal indflydelse på menneskets viden om den ydre virkelighed. Filosofferne blev derfor inspireret af de metoder, hvormed naturvidenskaben nåede frem til sine teorier. Ikke således at forstå at filosofferne gennemførte eksperimenter, men de forsøgte at forstå menneskets erkendelse i lighed med naturvidenskabelige slutningsformer så som induktion og deduktion.

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) gav startskuddet til en ny periode i filosofihistorien: Den tyske idealisme. I den periode sås tilværelsen som åndeligt funderet. Historiens udvikling, inklusive menneskets erkendelse, var et udtryk for verdensåndens selvrealisering. Perioden skabte store, rationelle tankesystemer, som altså var en form for idealisme. Da Hegel gik ud fra, som alle andre filosoffer, at virkelighedens væsen skulle findes, så at sige under overfladen, betegnede han filosoffen som en muldvarp, der arbejder på at trænge ned under overfladen - bag om fænomenerne. Den tyske idealisme provokerede naturligvis til modreaktioner. Det ses bl.a. hos Arthur Schopenhauer (1788-1860), Søren Kierkegaard (1813-55) og Friedrich Nietzsche (1844-1900), der alle lagde vægt på personlig eksistens og lidenskab frem for store tankesystemer og fornuft. I 1800-tallet brydes filosofien således mellem de nævnte to positioner.

I 1900-tallet vender filosofien sig mod sproget. Man taler om 'the lingvistic turn' - den sproglige vending - i filosofien. Opmærksomheden rettes mod sproget som erkendelsens værktøj. Erkendelsesteori måtte derfor blive sprogfilosofi. Men 1900-tallet kan ikke betegnes som en homogen periode i filosofihistorien. Mange forskellige filosofiske skoler lever side om side, men med hver sit fokus. Den analytiske filosofi fokuserer på sproget. Marxismen fokuserer på samfundet. Fænomenologien fokuserer på bevidstheden. Og eksistentialismen fokuserer på den personlige eksistens.


Thomas Aquinas Voltaire Montesquieu Rousseau

Filosofiens discipliner

En første skelnen viser, at filosofi drejer sig om hvordan virkeligheden er, og om hvordan den bør være. Om det første sagde Aristoteles (384-322 f.Kr.), at det handler om den virkelighed, der ikke kan være anderledes. Om det andet sagde han, at det handler om den virkelighed, der kan være anderledes. Virkelighedens væsen kan ikke være anderledes. Menneskets handlinger og dets opfattelse af det gode liv kan derimod godt være anderledes.


Til den første opfattelse hører følgende filosofiske discipliner:

Erkendelsesteori - om erkendelsens gyldighed
Hvad kan jeg vide? Hvordan opstår erkendelse? Hvordan ved jeg, at erkendelsen er sikker eller sand? Er der forskel på viden og overbevisning? Hvilke logiske argumentationsprincipper er gyldige? Hvad er sandhed? Hvorledes får en sætning sin mening?

Metafysik - om virkelighedens beskaffenhed
Hvad karakteriserer virkeligheden? Hvad er bevægelse? Hvad er tid og rum? Har vi en fri vilje? Hvordan forholder sjæl og legeme sig til hinanden? Hvad er medfødt? Hvad er bevidsthed?

Videnskabsfilosofi - om videnskabelige teorier og deres sandhedsværdi
Hvad er videnskab? Hvordan opnår man videnskabelig erkendelse? Hvordan adskiller naturvidenskab sig fra humanistisk videnskab og samfundsvidenskab? Hvad er objektivitet? Hvad vil det sige, at noget er årsag til noget andet? Afdækker videnskaben virkeligheden? Hvad er induktion og deduktion?

Religionsfilosofi - om tro og viden samt Guds eksistens
Hvordan er forholdet mellem tro og viden? Findes der en Gud? Hvordan kan det ondes eksistens forenes med troen på en almægtig og kærlig Gud? Udelukker troen på Gud og en videnskabelig tankegang hinanden? Hvilken funktion kan religionen have? Hvad karakteriserer det religiøse sprog?


Til den anden opfattelse hører følgende filosofiske discipliner:

Etik - om principperne for menneskets handlinger
Hvad er en god handling? Er det hensigten eller konsekvenserne, der betyder noget etisk set? Hvad betyder godt og ondt? Hvordan argumenteres der for, hvad livskvalitet er? Hvad er det gode liv? Hvilke etiske problemstillinger rejser den moderne bioteknologi? Hvad vil det sige at være ansvarlig?

Politisk filosofi - om forholdet mellem individet, familien, samfundet og staten
Hvor meget skal staten bestemme? Hvad er demokrati? Hvordan er forholdet mellem frihed og lighed? Hvordan begrundes ulighed? Hvad er magt? Hvordan kan statens magtudøvelse retfærdiggøres? Hvilke behov skal velfærdssamfundet dække? Er det, der er lovligt, også retfærdigt? Hvad vil det sige at leve i et retssamfund? Hvordan begrundes menneskerettighederne?

Æstetik - om forholdet mellem kunstner, værk og tilskuer
Har kunstværket en værdi i sig selv? Hvad er et værk? Kan kunstværket give tilskueren en erkendelse? Hvordan adskiller kunsterkendelse sig fra videnskabelig erkendelse? Hvad karakteriserer kunstnerisk arbejde? Hvad er inspiration? Hvilke faktorer indvirker på den æstetiske vurdering? Hvad er forholdet mellem kunst og samfund? Hvad er forholdet mellem sansning og fornuft? Har kunsten en etisk funktion?


Jean-Paul Sartre Camus Simone de Beauvoir


Filosofiens genstandsområde er i grove træk dækket ind af ovenstående discipliner. Men dermed er alt ikke sagt, for nogle af spørgsmålene kan man besvare via videnskaberne. Eksempelvis kan spørgsmålet om en sætnings mening undersøges af sprogvidenskaben, lige som forholdet mellem kunst og samfund kan undersøges af samfundsvidenskaben. Derfor skal ovenstående problemstillinger sammenholdes med, at filosofien omhandler det, fagvidenskaberne ikke dækker. Så snart en problemstilling kan undersøges og besvares af en fagvidenskab, falder problemstillingen ud af det filosofiske felt.

Det gælder derfor, at hvis et spørgsmål kan besvares empirisk, er det ikke et filosofisk spørgsmål. Spørgsmål om fx planters livsbetingelser besvares af biologien; spørgsmål om planeternes bevægelse besvares af astronomien; spørgsmål om stoffers sammensætning besvares af kemien; spørgsmål om børns psykiske udvikling besvares af psykologien etc.

Men hvad med spørgsmål som fx "Hvad vil det sige at vælge sig selv?", "Hvad gør en handling god?" eller "Hvad kan jeg vide?" De må følgelig være filosofiske spørgsmål, da de kun lader sig besvare ud fra antagelser, begreber og følgeslutninger (argumentation), der skal indgå i en velbegrundet og konsistent helhed.

Denne karakteristik afspejler et aspekt af filosofiens historiske udvikling eller skæbne. Filosofien har oprindeligt omhandlet det hele, men efterhånden som fagvidenskaberne opstod, måtte filosofiens fokus flyttes. Det betyder ikke, at filosoffen er blevet arbejdsløs. Langt fra. Men hvad fagvidenskaberne er bedre til, skal filosofien ikke bruge sit krudt på. Til gengæld har denne udvikling skærpet filosofiens opmærksomhed over for andre forhold, som tidligere er blevet overset, fx sprogets betydning.


Nietzsche Karl Marx Kierkegaard

Platons hule

Platon (427-347 f.v.t.), græsk filosof, tilhørte en af Athens politisk indflydelsesrige slægter og var derfor som ung indstillet på en politisk karriere. Det oligarkiske styre (de 30 tyranner) i år 304 og Sokrates’ henrettelse i år 399 under det genoprettede demokrati gav ham imidlertid lede ved tilfældigheden og voldeligheden i den herskende politiske praksis. Herefter koncentrerede han sig om filosofisk arbejde. Han påbegyndte sit forfatterskab allerede i 390'erne og grundlagde omkring 385 en skole, Akademiet, som han ledede til sin død. Platons filosofi byder på den første samlede filosofiske gennemtænkning af virkeligheden og har haft bred indflydelse på europæisk kultur.

Staten er et værk, på ti bind, af Platon, hvori han lader Sokrates spørge sig frem til hvad den ideelle stat er. Det er fra dette værk at han hans hulelignelse stammer, den er beskrevet i starten af bog syv. Denne lignelse medtages i nærværende overordnede beskrivelse af hvad filosofi er for en størrelse da den er meget relevant i forhold til spiritualitet. Det er jo således at mennesker, der tror på at der findes mere mellem himmel og jord, har det samme forklaringsproblem som den stakkels mand i Platons hule.

Platons lignelse om hulen er som følger:

Forestil dig en tænkt hule, hvori der sidder nogle mennesker, disse er bundet til en væg i hulen med ryggen mod dens udgang. Bag dem brænder et bål, og mellem dette bål, og menneskene, er en vold eller mur, som dem der er mellem publikum og skuespillere ved et dukketeater. Bag ved denne vold går nogle folk med figurer, lavet af træ og sten og allehånde materialer på ryggen således at skyggerne fra disse kastes, på væggen foran fangerne.

Disse fanger der hele deres liv har siddet i denne hule uden mulighed for at dreje hovedet, vil givetvis, opfatte skyggerne som virkeligheden, og hvis disse fanger har mulighed for at tale sammen vil de give disse skygger navne. Da nogle af bærerne snakker, og lyden reflekteres fra væggen med skygger vil fangerne tildele disse skygger stemmer. Fangerne vil givetvis også give hinanden ære og hædersbeviser, efter hvor gode de er til at skelne mellem, og huske rækkefølgen af disse skygger.

Forestil dig nu at vi løser en af fangernes bånd, således at han kan vende sig, vil det da ikke svie i hans øjne når han vender sig mod den lysende ild, her vil nogle mennesker stoppe og ikke gå videre af angst for hvad det der gør så ondt er. Mens andre ville hige efter det ukendte, for at udforske det. Denne fange ville i starten være meget desorienteret, og ude af stand til at se klart da han øjne ville være tårefyldte på grund af det skarpe lys. Men efter en tid vil hans øjne se klart. Og han vil nu se virkeligheden, og han vil forstå at det han før så som virkelighed kun var skygger af den egentlige virkelighed. Tager man nu denne fange videre ud af hulen vil solens skarpe lys møde ham, Og han vil igen være blændet og desorienteret, indtil han øjne vænnede sig til lyset. Det første han vil være i stand til at opfatte ville være skyggerne. Dernæst tingene i sig selv, og til sidst vil han kunne skue ind i det der er årsagen til det hele… Solen!

Tager man nu denne fange tilbage til hulen og de andre fanger vil han i starten være blind i mørket, han vil ikke kunne skelne skyggerne, og vil ikke få de æra og hædersbeviser, der uddeles mellem fangerne, for at skelne skygger, de andre vil anse ham for småtosset, med hans sludder om en anden virkelighed. Men denne fange vil, med sin nye viden om den egentlige virkelighed, sikkert heller ikke sætte pris på disse hædersbeviser. Og vil derfor heller ikke blive en anset mand i dette samfund. Denne fange ville sikkert helst blive i lyset, og aldrig vende tilbage til mørket.

Hvad vil Platon sige med hulen?

For at forstå dette må vi se på Platons ideal stat. Denne skulle tredeles som mennesket, der ifølge Platon bestod af fornuft (hoved), mod og følelser (brystet) og begæret (underlivet). Således skulle staten deles i regenter, vogtere og næringsdrivende. Han mente at regenterne skulle være filosoffer, da disse kendte det gode også kaldt dyden. Vogterne skulle være uddannet, hovedsageligt i legemlige færdigheder. Regenterne der udvælges bland vogterne, skulle så oveni uddannes til filosoffer, hovedsageligt i fornuft, og andre åndelige egenskaber, der kunne hjælpe dem at fælde retfærdige domme.

Man kan kalde hans stat for et kommunistisk-aristokrati, idet han mener at regenterne og vogterne ikke må eje værdier, for ej at blive fristet til at træffe uretfærdige domme for egen vindings skyld. Han sammenlignede en uddannet filosof, med en fange der var løst fra sine bånd, og havde set lyset. Lignelsen fortæller også at en fange der havde set, og tålt lyset ikke havde lyst til at vende tilbage til mørket, og tage del i de gøremål der gjordes der. Derfor skulle en filosof der havde set lyset tvinges tilbage til mørket for at tjene der.

Dette ville dog være at gøre ham uret, at tvinge ham til at tjene et dårligere liv end det han havde set nu. Platon mente dog at hvis det var staten der udvalgte og uddannede disse filosoffer. Kunne de med rette bede denne, gøre den modydelse at tjene blandt folket (fangerne) for en tid, og da filosoffen jo kunne se det retfærdige i dette ville han gøre dette frivilligt. Platon opnåede samtidig at dem der styrede landet, ikke var der fordi de havde interesse i posten, og man ville derfor slippe for den destruktive magtkamp der præger næsten alle andre styreformer.

Det dualistiske menneske

Platon mener som flere andre filosoffer at mennesket består af to dele, kroppen og sjælen. Og det er sjælen der tænker. I samme bog, snakker Sokrates, og dermed Platon om, at sjælen skal vækkes, og at dette sker når synet ser det samme og alligevel noget forskelligt. Som eksempel bruger han tre af sine fingre, lille fingeren og de to ved siden af, når synet ser på en finger, ser det en finger uanset om det er en tynd eller tyk, en kort eller lang. Dette vækker ikke sjælens undren. Men ser man på deres lidenhed og storhed, ser synet en finger og alligevel to, ser man på de to små fingre vil synet se en stor og en lille, ser man på de to store, ser synet igen en stor og lille, men nu er den der før var stor, blevet lille. Da må sjælen spørge om det da er den samme, der både er stor og lille og spøger fornuften der må erkende at begrebet stor og lille er et relativt begreb.

Ligeledes fortæller han om tallene og enhederne, at når man har enheder på tal vil de ikke være endelige da enheden og dermed alle tallene kan forandres. Med regner man med tal uden enhed, får man nogle endelige resultater. Man må samtidig erkende at nogle sådanne tal kun kan eksistere i tankens verden, og at dette er endnu et argument for at det er tanken og fornuften der skal føre sjælen mod den endelige sandhed. Det er denne fornuft som sjælen skal bruge til at stige op af hulen. Skyggernes verden fra hulen er så fænomenernes verden som er den verden, vi kan sanse. Og verden uden for hulen som er den sande verden kalder han ideernes verden, som kun sjælen kan besøge. Dette skal den så gøre via fornuften.

Andre eksempler på Platons hule

Endnu i dag kan højtuddannede folk nikke genkendende til Platons hule, Ludvig Holberg beskriver det godt i stykket om Erasmus Montanus, der vokser op blandt simple folk og rejser bort for at studere, da han kommer tilbage med sjælen fuld af ny viden som det sikkert har voldt hans sjæl mange smerter at forstå. Kan han ikke længere tale samme sprog som det folk han forlod, og de fordømmer ham som galning bla. fordi han siger at jorden er rund og ikke flad.

Dette er en direkte parallel til Platons hule da rejsen væk fra hans føde egn og ind til staden, er parallel med opstigningen fra hulen, han har nok svært ved at tro sine øjne når han ser de nye ting i staden. Og når han starter sin skolegang er det en parallel til fangen der bliver trukket helt ud af hulen, i starten er det volapyk hvad lærerne siger, men efterhånden kan han se flere og flere ting klart. Da han rejser tilbage til sin føde egn og må erkende at de folk der før var hans forbilleder nu virker ret simple, og som ikke forstår hvad han siger og kalder ham dum. Er en parallel til nedstigningen, hvor den oplyste fange er blind i mørket.

Man må dog konstatere at Erasmus, ifølge Platon, ikke har set solen og den endelige sandhed, da han stadig forsøger at opnå de hædersbeviser, der uddeles på hans føde egn til dem der anses for at være kloge, ifølge Platon skulle en filosof der havde set lyset, være tilfreds med jobbet som klokker da, de værdinormer der gælder blandt det primitive folk, ikke er vigtige for ham.

Man ser også at Platons hule stadig kan bruges i vort samfund, hvis vi som eksempel tager en håndværker, og siger at han er i hulen, begynder han nu at videre uddanne sig, kan vi sammenligne det med at stige op af hulen, han skal arbejde for at tilegne sig denne viden, og når han når derop ser han at meget af det han før så som sin virkelighed har en helt anden årsag, og forsøger han nu at stige ned igen blandt sine gamle arbejds kammerater, vil de ikke forstå ham når han fortæller om sin nye viden. Dog må vi i samme åndedrag sige at vores samfund er så oplyst at skellene ikke er så voldsomme som i Platons hule men de er der.

Vil du vide mere

Meningen med at medtage dette lille afsnit om hvad filosofi er for noget på denne website, der omhandler de spirituelle emner, er primært for at afmystificere det spirituelle univers og vise hvorledes filosofi - og andre begrebsverdner som psykologi, lægevidenskab, naturvidenskab, trosretninger, etc. - hvor forskellige de så end umiddelbart ser ud, meget ofte beskæftiger sig med de samme emneområder. Dog på hver deres helt egen måde. Ses de i sammenhæng beriger og supplere de hinanden.

Den østlige tankemåde er mindre interesseret i faktisk viden om den ydre verden, dens interesse er mere for den essentielle væren, den indre verden. Den foretrækker intuition frem for fornuften, symboler frem for begreber, realisering af selvet gennem udslettelse af jeget, frem for realisering af selvet gennem udføjelse af personligheden. Den vesterlandske tænkemåde har altid skilt begreberne fra hinanden. Grænsedragninger er lavet mellem materielt og åndeligt, mellem kropsligt og sjæleligt, mellem mennesket og guddommeligt, mellem subjekt og objekt. I det hele taget ligger der i den vestlige tænkning mange grænsedragninger, hvorfor vi får eksakte videnskaber og skarp adskillelse mellem religion, videnskab, erkendelsesteori, filosofi, psykologi, naturvidenskab m.v.

Hver for sig rummer de to tænkemåder styrker og svagheder. Den største svaghed opstår dog hvis man vælger den ene fra i forhold til den anden. Det er i det hele taget frugtbart at vænne sig selv af med at tage stilling enten for eller imod. Bedre er det at prøve at nå frem til en højere modsigelsesfri tænkning, der benytter det bedste af begge fremgangsmåder. Du kan her læse mere om østerlandsk kontra vesterlandsk tænkning.

Nærværende korte introduktion til hvad filosofi er for en størrelse, indgår, som nævnt, i NetSpirits sektion om beslægtede begrebsverdner til spiritualitet. Du finder her forsiden af sektionen.

Kilder & tak

NetSpirit vil gerne henlede opmærksomheden på at dette afsnit er inspireret og skrevet blandt andet på baggrund af de informationer, der er om filosofi på siten www.dr.dk. En fremragende site, der kan langt mere end man umiddelbart ville forvente. Tag et kig forbi ved lejlighed. Endvidere skal rettes en stor tak til Martin Hansen, som er forfatter til kapitlet om Platons Hule. NetSpirit takker Martin mange gange for lov til at bruge dette fremragende kapitel.