Skip to navigation | Skip to content

 
 

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3977
Online profiler 1
Online gæster 381
Åbne spørgsmål 599
Besvarede spørgsmål 2963

Almanak

Sat, 17. November 2018

Solen i dag

Solopgang:07:45
Solnedgang:16:04

Månen lige nu

Full Moon

Segovia

I den sydlige del af Castilien og León regionen omkring en times køretur nord for Madrid ligger en af Spaniens mest indflydelsesrige og historiske byer. Segovia blev erklæret Verdens Kulturarv af UNESCO i 1985, og byen med sine smukke borge, kirker, pladser, bymur og ikke mindst imponerende, høje akvædukt tiltrækker tusindvis af kulturinteresserede besøgende dagligt. Byen har klare spor efter de romerske, arabiske, jødiske og katolske kulturer, som gennem de sidste to tusind år har hersket over området.

Dagens Segovia er en levende by, som balancerer mellem sin kulturelle historie og behovet for at være en moderne spansk by. Besøgende bliver taget godt imod af de lokale, som selvfølgelig til en vis grad lever af turismen. Segovia besøges selvsagt for sin historiske betydning, men er også et populært udflugtsmål for spaniere, som hovedsageligt kommer hertil for at besøge byens velrenommerede restauranter og smage på de traditionelle retter, hvoraf grillet pattegris og lam anses for at være blandt Spaniens bedste.

Byen er specielt populær på varme dage, da Segovia ofte har en kølig brise, man ellers ikke finder på sletten, som dækker store dele af Spaniens indland. Fra de fleste steder i byen, som ligger på en bakke, har man også en fantastisk udsigt ud over Castiliens endeløse landbrugsområder.



Akvædukten

Segovias største attraktion er uden tvivl den imponerende vandledning, romerne opførte i byen og som regnes som en af Spaniens vigtigste historiske ikoner. Det 2000 år gamle bygningsværk er et af de bedst bevarede arkitektoniske mesterværker fra romernes tid i Spanien, og blev faktisk benyttet til byens vanddistribution helt frem til 1988. Op gennem historien har bygningsværket overlevet orkaner, krige og slitage.

I det 9. århundrede blev byen erobret af den mauriske gruppe Al-Mamú, som allerede havde invaderet Toledo. De nedrev dele af akvædukten, men da de katolske konger igen herskede i byen, blev den atter sat i stand. Da biltrafikken indtog Segovia, opdagede man, at nogle af stenene begyndte at bevæge sig på grund af rystelserne, som bilerne, der passerede under den, forårsagede. Derudover blev en del af stenene porøse af udstødningen fra bilerne. For at redde akvædukten, blev området afspærret, og man kan i dag bevæge sig til fods under og rundt den, som man ønsker.

Akvædukten blev opført for at lede vandet fra cisternen El Caserón, som ligger 18 kilometer udenfor centrum. På strækningen ind mod centrum ligger størstedelen af vandledningen relativt lavt, men når vandet når Plaza Diaz Sanz, tager akvædukten en 900 drejning og fortsætter videre med dobbelte buegange. Den kun en procent hældning er tilstrækkelig til, at vandet løber gennem kanalen, som holdes oppe af 88 søjler, og som på det højeste sted rager 28 meter op over det storslagne Plaza de Azoguejo.



Den gamle bydel

Den gamle bydel i Segovia ligger på en klippe, som nærmest er formet som en gigantisk båd. Centrum består af stejle, smalle gader, som tager udgangspunkt i Plaza de Azoguejo. Følger man vejene til højre for akvædukten, når man op til byens hovedtorv, Plaza de Segovia. Her mødes indbyggerne for at snakke, udveksle sladder, nyde en tapas eller to eller måske bare for at se på storkene. Der er utroligt mange storke i området. Luften er fuld af dem, og på katedralen er hvert eneste spir benyttet som fundament for rederne til de store fugle. Der er ingen grund til at forhaste sig, når man besøger byen. Tag al den tid du kan.

Her er mange historiske og smukke bygninger, som bare venter på at blive opdaget. Det gotiske Del Parral-kloster blev påbegyndt i 1447 af Enrique IV og Marquesen af Villena, som havde hyret datidens store arkitekt, Juan B. Gruas, til jobbet. Bygningen, som har en fantastisk udsigt, blev brugt af Jeronimo-ordenen, og i klosterets kønne have står 12 statuer af de 12 apostle. Derudover indeholder klosteret en række levn efter Dronning Isabel af Castilien.



Alcazár de Segovia

På en klippe højt over byen ligger den flotte borg, som er en blanding af slot og fæstning. Historikere mener, at klippen har været brugt til bosætninger siden kelternes storhedstid i Spanien. Bygningsværket blev påbegyndt af Alfonso VI, som døde i 1109, og blev færdiggjort af Alfonso VIII i det 13. århundrede. Siden blev det ombygget flere gange, og som de fleste borge i den tid, skiftede det ofte ejere og ikke mindst stilarter. Det var her Isabel af Castilien, bedre kendt som den katolske dronning, blev kronet, og i 1570 giftede Felipe II sig her med sin fjerde kone Anne af Østrig. Den sidste fase af ombygning blev fuldført i 1587, og i 1764 etablerede Carlos II den kongelige artilleriskole her.

Op gennem historien har borgen været udsat for flere brande, og i mange år lod man bygningen forfalde. Men omsider fandt man ud af, at publikum burde få tilgang til denne kulturskat, og det blev sat i stand. Borgen indeholder et interessant militærmuseum, og man kan også besøge de fleste af slottets sale og tårne, hvor man har en fantastisk udsigt ud over Sierra de Guadarrama, som skiller Castilien-provinsen fra Madrid.

På en spadseretur fra Segovias centrum til borgen passerer man også Sta. Maria-katedralen, som ligger på Plaza de Segovia. Katedralen, som går under kælenavnet La señora, ligger på byens højeste punkt 1006 meter over havet. Den blev påbegyndt i gotisk stil i 1525, men før den stod færdig, var stilarten ændret. Den blev indviet i 1558. Senere blev den beskadiget under kampe i området, hvilket førte til yderligere facadeændringer. Katedralen er 105 meter lang, og inde i hovedskibet er der 33 meter til loftet. Alteret er formet i marmor og bronze, som blev betalt af Kong Carlos III. Katedralen indeholder i dag et museum, hvor besøgende kan opleve alle skattene, byens beboere har skænket kirken gennem årene.




I middelalderen var Segovia omringet af en bymur. Muren bestod af 80 tårne, syv porte og fem mindre indgange, og tre af portene står der stadig, ligesom store dele af muren er i god behold. Byen voksede så småt udover murene og strakte sig ned mod dalen og floderne Eresma og Clamores. San Antonia-klosteret blev også opført udenfor murene og blev oprindeligt brugt som sommerbolig for kongefamilien, når de gik på jagt og ville holde ferie. Senere blev klosteret givet til fransiskanermunkene, som gav det videre til Santa Clara-nonnerne.

Klosteret har bibeholdt sin oprindelige stil med en enkel facade, bag hvilken der gemmer sig en smuk indretning og en dejlig have samt en række sjældne arabiske kunstværker, der stammer fra perioden, da araberne regerede i regionen. Segovia var et yndet stoppested for Trastámara-kongerne af Castilien, og den største velstand kom med opsvinget i uldhandlen i 1400- og 1500-tallet. Efter den tid gik Segovia som resten af Castilien ind i en nedgangsperiode, som varede i flere hundrede år.

Segovia har et godt udvalg af hoteller, blandt andet åbnede der for få år siden en Parador her, som med sin fantastiske udsigt til byens centrum er et besøg værd i sig selv, uanset om man skal overnatte eller ej. Byen er et glimrende udgangspunkt, hvis man vil opleve Castilien og León og ligger kun en times køretur fra det kendte vindistrikt Ribera del Duero.

World Heritage i Spanien



La Alhambra

(74 stemmer)

El Camino

(6 stemmer)

La Giralda

(3 stemmer)

Altamira hulen

(2 stemmer)

Mont Perdu

(2 stemmer)

Segovia

(2 stemmer)

Huler ved Spaniens kyst

(2 stemmer)

Escurial klostret

(1 stemmer)

Antoni Gaudi

(1 stemmer)

La Lonja

(0 stemmer)

Palmehaven i Elche

(0 stemmer)

Vall de Boi

(0 stemmer)

Aranjuez

(0 stemmer)

Bymuren i Lugo

(0 stemmer)

Aragon

(0 stemmer)

Hospital de la Santa Creu

(0 stemmer)

Millán og Suso klostret

(0 stemmer)

Atapuerca

(0 stemmer)

St María Guadalupe

(0 stemmer)

Merida

(0 stemmer)

Avila

(0 stemmer)

Alcalá de Henares

(0 stemmer)

Toledo

(0 stemmer)

Cáceres

(0 stemmer)

Oviedo

(0 stemmer)

Cordoba

(0 stemmer)

Burgos Katedral

(0 stemmer)

Poblet kloster

(0 stemmer)

Donana Nationalpark

(0 stemmer)

Ibiza biodiversitet

(0 stemmer)

San Cristóbal de La Laguna

(0 stemmer)

Garajonay NP

(0 stemmer)

Las Medulas

(0 stemmer)

Cuenca bycentrum

(0 stemmer)

Tárraco

(0 stemmer)


Kilder og Tak

NetSpirit ønsker at takke ladanesa.com for lov til at benytte deres artikel om Segovia til nærværende beskrivelse af byen. I øvrigt er La Danesa et meget spændende internet magasin, der fortæller om alt, der vedrører danskere og Spanien. Tag et kig og drøm dig ned til dette pragtfulde land med sol over 300 dage om året!