Skip to navigation | Skip to content

 
 

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3988
Online profiler 0
Online gæster 331
Åbne spørgsmål 598
Besvarede spørgsmål 2970

Almanak

Fri, 14. December 2018

Solen i dag

Solopgang:08:26
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon

Cypern

Cypern (græsk Kýpros) er en ø i Middelhavet 50 km syd for Tyrkiet. På Cypern finder vi tre steder, der er opført på UNESCOs Verdensarvsliste. Disse er byen Paphos, ruinerne Choirokoitia samt de malede kirker i Troodos regionen. Disse tre steder behandles i dette kapitel, der tillige giver lidt information om hvilke seværdigheder, der i øvrigt findes på Cypern - Kærlighedens ø.

De ældste bosættelser på Cyperen kan spores helt tilbage til tiden omkring år 7.000 f.v.t. Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten. Omkring år 3000 f.v.t begyndte man at udnytte øens rige kobber ressourcer, som har givet navn til øen. Dette bragte stor velstand til øen, og man begyndte at handle især med Lilleasien, Egypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f.v.t kom en bølge af indvandrere fra Grækenland og medbragte deres sprog, deres religion og deres kultur. De byggede bl.a. byen Paphos.

Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien. Da Alexander den Store slår perserne, bliver Cypern en del af hans verdensrige og efter Alexanders død, hvor hans rige går i opløsning, bliver Cypern en del af det hellenistiske rige, og Paphos udnævnes til hovedstad. Da Romeriget begynder at brede sig, bliver også Cyperen en del af det romerske imperium. Efter delingen af det romerske rige bliver Cypern en del af det østromerske rige styret fra Byzans. Flere jordskælv i det 4. århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget på den tid. Hovedstaden flyttes til Lefkosia (Nicosia).





På vej til Jerusalem indtager Richard Løvehjerte Cypern. Han gifter sig med Berengaria af Navarree i Limassol, som her bliver kronet til engelsk dronning. Richard sælger øen til Tempelridderne for 100,000 dinarer. I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombygger og befæster byerne for at kunne modstå angreb fra ottomanerne (tyrkerne). I 1570 blev Cypern dog indtaget af selvsamme, der udryddede en stor del af øens græske befolkning. Omkring 250 år senere havde Cyperens græske befolkning fået nok af tyrkerne og den græske uafhængighedskrigs udbrød i 1821. Resultatet blev, at øens ærkebiskop, tre biskopper og hundredvis af græske ledere blev henrettet af tyrkerne. Efterfølgende bliver tyrkiske embedsmænd indsat i alle embeder, og et stort antal købmænd og soldater flytter til øen. Nutidens tyrkisk cypriotiske indbyggere er efterkommere af dem.

Fra 1878-1960 er Cypern under britisk administration. Dette er et led i en handel, hvor England forpligter sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 er Cypern formelt stadig en del af det ottomanske rige. Dette får dog ende, da Tyrkiet deltager i 1. verdenskrig på den tyske side, og i 1925 bliver Cypern en engelsk kronkoloni. I 1954 fremsætter England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteres af den tyrkiske del af befolkningen, men er ikke tilstrækkelig for den græske, som starter en befrielseskrig, der varer i næsten fem år. Begge sider havde terrorgrupper, som bekæmpede ikke alene englænderne, men i høj grad også hinanden.

I 1960 bliver Cypern selvstændigt efter aftale mellem England, Grækenland og Tyrkiet. Som en del af aftalen bevarer England to baser på øen. Der er imidlertid så store problemer mellem grækere (80%) og tyrkere (20%), at FN i 1964 opretter en fredsbevarende styrke på Cypern. I 1974 forsøges et kupforsøg mod Cyperens præsident Makarios, som tvinges i landflygtighed. Tyrkiet benytter lejligheden til at besætte den nordlige tredjedel af øen, med 40.000 soldater.

Siden da er Nordcypern blevet oprettet, men denne regering anerkendes ikke af andre stater end Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke længere den græsk-cypriotiske regering på Sydøen, heller ikke som regering over den sydlige del af øen. Ved invasionen i 1974 flygtede tusindvis af grækere mod syd, og den tyrkiske hær fordrev næsten alle resterende grækere fra Nordøen. Fra Sydøen flygtede og udvandrede tilsvarende næsten hele det tyrkiske mindretal til Nordøen. Hvor både Nordøen og Sydøen således havde været 80 % græsk og 20 % tyrkisk før 1974, var øen i 1975 reelt delt i en etnisk græsk og en etnisk tyrkisk del.


Cyprus Museum, Lefkosia: Leda og Svanen

Paphos

Byen Paphos er på UNESCOs Verdensarvsliste. Begrundelsen er følgende:

Paphos har været beboet siden den sidste del af stenalderen. Det har været centrum for kulten, der tilbedte Afrodite, og denne gudinde hævdes at være på født på Cyperen. Afrodites tempel blev ødelagt af mykenerne i det 12. århundrede. Ruinerne af villaer, paladser, teatre, fæstninger og gravkamre gør, at Paphos er af ekseptionel stor arkæologisk og historiske værdi. Mosaikkerne ved Nea Paphos er blandt de smukkeste i verden.

Byen Paphos er en lille, charmerende havneby i den vestlige ende af Cypern. I antikken var Paphos øens hovedstad, og dens historie går tusinder af år tilbage. Paphos området praler af at være fødested for Afrodite den græske gudinde for kærlighed og skønhed. Ikke mærkeligt, at dette område i oldtiden husede mange kulter, som dyrkede kærlighedsgudinden, hvis navn indgår i mange af øens stednavne.

Det gamle Paphos blev ødelagt af jordskælv omkring 1100 f.v.t. Byen og dets Afroditetempel blev genopbygget. Samtidig anlagdes det nye Paphos, som ofte kaldes Kato-Paphos (nedre Paphos) efter sin placering nede ved havnen. Alexander den Store gjorde det nye Paphos til hovedstad på Cypern. I mere end 700 år beholdt den sin førende status, og der var altid travlhed i dens store havn.

Forklaringen på byens navn; Paphos, finder vi i følgende lille rørende historie: På Cypern boede en billedhugger Pygmalion. Han var ungkarl og levede alene for sin kunst. Han skabte en vidunderlig kvindestatue i det smukkeste, hvide marmor, og han døbte statuen Galathea (den mælkehvide). Så smuk var statuen, at han forelskede sig i den. Og han tog til Afrodite templet, hvor han ofrede til kærlighedsgudinden og bønfaldt om, at Galathea måtte blive levende. Afrodite opfyldte hans ønske, og Galathea og Pygmalion blev gift og fik datteren Paphos. Herfra stammer navnet på byen.

Nede ved havnen ligger byens slot: Paphos Castle. Oprindeligt lå der to sammenbyggede borge, som var bygget til forsvar af havnen. Venetianerne nedlagde dem i 1570, men tyrkerne genopbyggede det ene slot, efter at de havde indtaget øen.


Paphos Castle


Dionysos villa

I nogle villaer, som ligger midt mellem havnen og det store fyrtårn, findes en samling velbevarede mosaikker, regnet for de smukkeste i hele middelhavsområdet. De dateres til år 300-400. De smukke motiver er fra den græske mytologi. Dionysos villa består af 22 rum, hvoraf de fleste er velbevarede. Motiverne er for en stor del fra jagt. Sit navn har den fået efter de fremtrædende mosaikker, som beskriver vinens glæder - og sorger. Mosaikkerne blev fundet af en landmand i 1962 under pløjning. I mere end 1000 år havde disse kunstværker været begravet - og beskyttet - under store mængder af sand.

Theseus villa

I Theseus villa er ikke overraskende en stor mosaik, som viser Theseus' kamp mod den frygtelige minotaurus. Ariadne står ved siden af og holder det garnnøgle, der skal bringe dem frelst ud af labyrinten. Theseus har en særlig tilknytning til Cypern, idet det var herfra han drog ud for at kæmpe mod den frygtelige minotaurus på Kreta. Villaen menes at have huset den romerske guvernør i de sidste år før romerrigets undergang.

Aions villa

Lige ved siden af ligger Aions villa. Gulvene er udsmykket med pragtfulde mosaikker. På én af dem ser man Akilleus' fødsel. Man ser hans fader Peleus samt moderen Thethis. Da moderen var af gudeslægt, mens faderen var almindelig dødelig, var Akilleus en halvgud. Et sagn fortæller, at hans moder holdt ham i hælen og sænkede han ned i floden Styx, for at han skulle blive usårlig. Men på grund af denne hans akilleshæl måtte han lade livet på sletten foran Troja.

Det er i øvrigt ikke kun i disse villaer, at vi finder smukke mosaikker på Cypern. Også museet i Lefkosia (Nicosia) har en smuk mosaik af Leda og svanen. Endvidere findes der smukke gulv- og vægmosaikker i Kourion, vest for Limassol. Og endelig findes der rundt omkring på husmurene forskellige mosaikker af nyere dato.


Mosaikker fra Dionys' villa (House of Dionysos)

Gulvmosaik - 2. Årh. - House of Dionysos

Detalje - Forår

Detalje  - Vinter

Detalje - Efterår

Detalje - Ukendt kvinde

Narcissus

Dionysos og Akme

Ikarios og de første vindrikkere

Gulv mosaik i Dionys villa

Gulv mosaik i Dionys villa

 

Mosaikker fra Aions villa (House of Aion)

Gulvmosaik fra det 4. årh. fra Aions villa. Til venstre Marsyas, der bliver dømt af Apollo (til højre)
til at blive flået levende, efter at han har tabt en musikkonkurrence. I midten Olympus.

Gulv-mosaik fra det 4. årh. fra Aions villa. Til venstre ses Tropheus på et muldyr, mens eleven Dinonysos
går ved siden af. I midten ses en lille Sytar, der tilbyder ham vinduer, æbler og andet frugt.
Og til højre ses de to centurer, der danner bagtrop, og som trækker Tropheus vogn.

Den smukkeste datter af Nereus bortføres af Bythos

Leda, Spartas dronning og Zeus i forklæning som svane

 

Mosaikker fra Kurion (Curion)

Mosaik af Ktisis i Eustolios villa, Kurion

Mosaik Kurion

Gladiator mosaik, Kurion

Gladiatorer i kamp, Kurion

Mosaik fra Eustolios villa, Kurion, 5. årh.

Fjernelse af Archilles maske, 3. årh.

Afrodites bad

Ca. 50 km nord for Paphos ligger et betagende landskab, som er tilknyttet Afrodite. Hun giftede sig med Akamas, som var en af de græske helte ved Troja. Ifølge overleveringerne kom Afrodite for at bade i bassinet i skygge af et figentræ. Også ifølge legenden menes et bad i dette vand at have helbredende virkning.


Stien  ned til Afrodites bad

Nedgang til Afrodites bad

Afrodites bad

Kærlighedsfontainen i Afrodites bad

Udsigt fra Afrodites bad

Udsigt fra Afrodites bad

Afrodites fødested

25 km øst for Paphos og tæt ved Limassol, ligger ifølge legenden Afrodites fødested. Den skumfødte Afrodite, gudinde for kærlighed og skønhed, blev båret hen over vandet stående på en muslingeskal. Hun steg op af vandet her, og det fortælles, at der, hvor hun satte sin fod, voksede der græs på klippen. Det græske navn - Petra tou Romiou (grækerens klippe) stammer fra legenden om Dighenis Akritas, som forsvarede stedet mod de angribende arabere. Det siges, at han kastede en stor klippe ind blandt sine fjenders skibe og spredte dem.


Afrodite

Afrodite's fødselssted

Troodos

På UNESCOs Verdensarvsliste finder vi, som nævnt, også de malede kirker i Troodos regionen. Troodos regionen er i den vestlige del af Cypern. her finder vi Troodos bjergene, der i stor udstrækning er bevokset med fyrretræer. Om vinteren er det muligt at dyrke skisport. Bjergmassivet rummer byzantinske klostre og kirker på bjergtoppene, hvorfra de er lette at forsvare mod sørøvere og andre ufredsmænd. I mange dale ligger romantiske små landsbyer. Ikke mindre end ni kirker i bjergene er på UNESCOs Verdensarvsliste. Kykko klostret i Troodos bjergene er Cyperns rigeste og fornemste kloster. Det indeholder bl.a. en smuk ikon af jomfru Maria. I år, hvor vinterregnen udebliver, bæres denne ikon i procession rundt i de nærliggende landsbyer.

Troodos-området karakteriseres af en af de største samlinger af kirker og klostre fra det byzantinske vælde. De ti anlagte monumenter, som findes på verdensarvslisten, er alle rigt udsmykkede med vægmalerier og udgør tilsammen en oversigt over byzantinsk og postbyzantinsk malerkunst på Cypern. De varierer fra små kirker, hvis landlige arkitektur står i stærk kontrast til deres udsøgte udsmykning, til klostre såsom St. John Lampadistis.

En stor del af Cyperns produktion af æbler, pærer, ferskner, kirsebær og mandler dyrkes på terrasser i bjergene. Området er også kendt for dets mange miner. Foruden kobber har man også brudt krom, jern og guld. Her ligger Cyperns højeste punkt Mount Olympos (1951 meter). Velhavere fra Limassol og Nicosia tilbringer den varmeste tid (august måned) af sommeren her. I højsommeren, hvor den øvrige del af Cypern er knastør, er Troodos massivet en blomstrende have som følge af højdeforskellen.


Choirokoitia

Choirokoitia ruinerne (også kendt som Khirokitia) er på UNESCOs Verdensarvsliste. Ganske vist har dette område stor arkæologisk betydning, men for menigmand er det nu ikke særlig interessant. Der er reelt set bare tale om en masse ruinbunker, nogle enkelte rester af huse, der engang har haft et rundt tag og nogle vandreservoirer. Arkæologerne arbejder stadig i området, og de har eksempelvis fundet frem til, at de tidligere mennesker på Cyperen øjensynligt begravede deres døde under gulvene i deres egne huse! Choirokoitia er resterne af en landsby, hvor der engang levede omkring 300 indbyggere. De dyrkede jorden og havde husdyr. Tilsyneladende blev de oftest ikke mere end omkring 35 år gamle. Choirokoitia er beliggendde cirka ca. 30 km udenfor byen Larnaca.


Cypern i øvrigt

Chryssopolitissa kirken
Paulus' søjlekirke er bygget i det 13. århundrede på ruinerne af en tidlig byzantinsk basilika. Kirken var oprindelig viet til "Jomfru Maria af den gyldne Stad". På området kan man se den såkaldte 'Paulus søjle'. Ifølge legenden blev Paulus bundet til denne søjle og pisket her, inden den romerske guvernør konverterede til kristendommen (år 45).
Kongernes Grav
Lidt uden for Paphos ligger Kongernes grav fra ca. 400 f.v.t. Det er et stort område, som indeholder et antal grave, der er hugget ud af klipperne. Mange er udsmykket med doriske søjler. Det er tvivlsomt, om de har tjent som kongegrave, men har muligvis fået deres navn på grund af deres majestætiske udseende. Under de første århundreder blev gravene anvendt som skjulested (katakomber) for de kristne.
Panayia Theoskepasti kirken
Panayia Theoskepasti betyder 'den af Gud tilhyllede Madonna'. Ifølge legenden sendte Gud en tåge for at beskytte den oprindelige kirke mod de arabiske overfald. Den nuværende kirke er bygget i 1923.
Det byzantinske museum
Det byzantinske museum i Paphos indeholder en samling af ikoner og andre religiøse genstande fra det 12. til det 18. århundrede.
Odeon
Odeon er et lille græsk-romersk teater bygget i den 1. århundrede af kejser Augustus. Det har 25 rækker med plads til ca. 3.000 tilskuere. Teatret, som kun er delvist udgravet og fritlagt, bruges til koncerter og skuespil.
Ayios Neophytos klostret
I nærheden ligger det maleriske kloster Ayios Neophytos. Det er grundlagt i 1200 tallet af en cypriotisk eneboer og religiøs forfatter. Han boede i en hule, som han selv huggede ud af klippen. Hulen dekorerede han med kalkmalerier. Neophytos grundlagde en klosterorden, men flyttede selv til en anden hule i nærheden. Det nuværende kloster er fra det 15. århundrede, og det indeholder mange ikoner og kalkmalerier fra det 16. århundrede.
Chrysoroyiatissa klostret
Chrysoroyiatissa klostret ligger ca. 40 km nord for Paphos i pragtfulde omgivelser. Klostret, som er viet til Our Lady of the Golden Pomegranate (granatæblet ), blev grundlag i det 12. århundre, men de nuværende bygninger går tilbage til 1770. Klostret rummer en smuk samling ikoner. Datoen 15. august er jomfru Marias dødsdag, og den dag bliver hun kronet til himlens dronning. Denne begivenhed fejres overalt i den katolske verden, og altså også på Cypern.
Kolossi
Ca. 14 km vest for Limassol ligger Kolossi borgen. Den er bygget i det 13. århundrede af Johanniterridderne, efter at de var blevet fordrevet fra Jerusalem. De gjorde ophold på Cypern, og Limassol blev deres hovedstad. Siden blev de drevet længere vestpå i Middelhavet til Rhodos og senere til Malta. Her byggede de den store Kolossi borg med metertykke mure, dybe voldgrave og med solide gitterværker. Borgen er flere gange ombygget senest i midten af det 15. århundrede.

Kourion teatret
Ca. 19 km vest for Limassol på vejen fra Paphos ligger Kourion. Byen, som i oldtiden var én af de fremtrædende bystater, har et pragtfuldt græsk-romersk teater. Det blev bygget ca. 200 f.v.t. efterfølgende udvidet omkring år 200. Teatret er fuldstændig restaureret og anvendes til offentlige forestillinger. De akustiske forhold er så fremragende, at selv den laveste hvisken kan høres tydeligt på bageste række.

Mount Olympus
Selv om størsteparten af turismen er koncentreret langs kysten og finder sted om sommeren, så er der ved at udvikle sig vinterturisme i Troodos bjergene, hvor det i et par måneder af året er muligt at stå på ski. Der er indrettet fire pister af forskellig sværhedsgrad.


World Heritage - Grækenland

Grækenland, der undertiden kaldes kulturens vugge, har en del arkæologiske steder optaget på Unesco's Verdensarvsliste. Delfi hører sammen med Akropolis- området i Athen til de mere kendte. Herunder kan du se, hvad Grækenland har af optagelser på World Heritage listen.


Parthenon templet

(61 stemmer)

Kolossen på Rhodos

(50 stemmer)

Zeus statuen i Olympia

(18 stemmer)

Mount Athos

(2 stemmer)

Meteora

(2 stemmer)

Samos

(2 stemmer)

Klostre Daphi
og Hossios Luckas

(1 stemmer)

Apollo Epicurius tempel

(0 stemmer)

Mykene og Tiryns

(0 stemmer)

Rhodos by

(0 stemmer)

Patmos øen

(0 stemmer)

Vergina

(0 stemmer)

Thessalonika

(0 stemmer)

Cypern

(0 stemmer)

Delphi

(0 stemmer)

Epidaurus

(0 stemmer)

Mystras ruinby

(0 stemmer)

Delos øen

(0 stemmer)