Skip to navigation | Skip to content

 

Jødedom

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Jødedommen

Kristendom

Jødedom

Buddhismen

Hinduismen

Taoismen

Shinto

Islam

Sikhismen

Voodoo

Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3861
Online profiler 0
Online gæster 171
Åbne spørgsmål 585
Besvarede spørgsmål 2919

Almanak

Mon, 25. September 2017

Solen i dag

Solopgang:07:02
Solnedgang:18:59

Månen lige nu

Full Moon

Jødedommens historie og udbredelse

Det er uvist hvornår de jødiske kongeriger Juda og Israel opstod, men måske mellem 800 og 700 fKf. . I 586 fKf. erobrede Nebukanesar Juda, ødelagde templet og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon. Siden har store dele af jøderne boet udenfor det oprindelige Juda / Israel. Selvom en del af de eksilerede siden fik lov til at komme tilbage, forblev Babylon i flere hundrede år et jødisk, kulturelt centrum. Sandsynligvis er de persisk-jødiske, de indiske-jødiske og de kinesisk-jødiske grupper opstået ved en videre emigration østpå.

I år 63 erobrede romerne Israel. Besættelsen førte til flere oprør, bl.a. den jødisk-romerske krig 66-70, som endte med det andet tempels ødelæggelse, og Bar Kokhba opstanden 132-135. I løbet af de første par hundrede år evt. var området ikke længere beboet af folk som talte hebraisk. Derimod var græsk det almindelige talesprog. Hebraisk blev holdt i live som en del af den religiøse tradition, men som et dødt sprog.

Jøderne blev i stort tal bragt til Europa som slaver, ligesom mange emigrerede mod nord og til Nordafrika. Jøderne kom til at tale mange forskellige sprog, men fastholdt det hebraiske alfabet til de fleste af sprogene. Jøderne indtog en særstilling efter kristendommens sejr, fordi de kristne på den ene side accepterede, at jøderne havde været Guds udvalgte folk, men på den anden side mente, at jøderne var blinde og stædige, når de ikke ville indse, at Jesus var messias. Kirkens holdning var overordnet, at jøderne ikke skulle forfølges eller tvangsdøbes, men leve under visse indskrænkninger med ret til at praktisere deres religion. Jøderne måtte derimod ikke missionere. I middelalderen i forbindelse med korstogene og pesten kom det til forfølgelser og massemord på jøder. En bølge af uddrivelser fra England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal og Italien, drev jøderne rundt i Europa fra omkring 11-1200-tallet til 17-1800-tallet og flyttede både de religiøse og kulturelle jødiske centrer med sig.




I kølvandet på den kristne holdning til jøderne udvikledes dels blandt katolikker, protestanter og dels i den folkelige tradition en række antijødiske fantasier. F.eks. at jøderne foretog ritualmord på små kristne drenge. Eller at de ville stjæle eller købe alterbrødet for at vanhellige den. Eller at jøderne pønsede på at vinde verdensherredømmet. De oprindeligt religiøst farvede forestillinger blev i det 20. århundrede til antisemitisme, den forestilling at jøderne udgjorde en race, den semitiske, som var helt forskellig fra den ariske.

Op igennem 1800-tallet udvikledes nye ikke-religiøse former for jødiskhed. Den første var haskala, en oplysningsfilosofi. Senere var det revolutionære strømninger, som mod århundredets slutning udmøntedes som en særlig jødisk socialisme (bundisme). Også forskellige former for nationalisme udvikledes under betegnelsen zionisme, hvis mål var at samle de spredte jødiske samfund på ét sted og oprette en ny jødisk stat.

På grund af forfølgelser i Rusland, emigrerede i samme periode mere end to millioner jøder fra Østeuropa til USA. Den moderne antisemitisme kulminerede i 1900-tallet under nazismen, hvor Hitler satte jødernes fysiske udryddelse på dagsordenen. I løbet af 1900-tallet emigrerede mange zionister til Palæstina og oprettede kolonier dér. Under og efter Anden Verdenskrig tog indvandringen til. Efter et mislykket delingsforsøg fra FNs side proklameredes staten Israel.

Jødedommen i dag er så lidt som nogen anden religion en nøje afgrænset enhed. I modsætning til de andre såkaldte verdensreligioner er jødedommen dog aldrig blevet opsplittet i egentlige sekter. Det, der adskiller de forskellige grupperinger inden for jødedommen, er ikke forskelle i trosindhold, men kulturel baggrund og graden af overholdelse af de religiøse bud og forbud. Kulturelt set skelner man oftest mellem en sydeuropæisk (sefardisk) og østeuropæisk (azkenasisk) form for jødedom. Det største antal jøder findes i USA og Israel, men jødedommen er også repræsenteret i Vest- og Østeuropa, i Nord - Syd og Østafrika, i Canada og enkelte steder i Asien (Indien, Japan og Kina) samt i Australien.

Når det gælder graden af eller formen for overholdelse af den traditionelle og foreskrevne praksis, plejer man at skelne imellem tre menighedstyper: de ortodokse , de reformte og de konservative. De afgørende forskelle mellem de ortodokse og de reformerte menigheder er, at de ortodokse konsekvent fastholder hebraisk som det sprog bønnerne fremsiges på, at kønnene holdes adskilt i syangogen, og at man ikke tillader musik på sabbaten eller orgelspil i synagogen.

De konservative menigheder placerer sig et sted imellem de to andre. Man regner med, at jødedommen idag tæller ca. 17.5 millioner mennesker. Normalt definerer jødedommen en jøde som en person, der er født af en jødisk mor, og de 17.5 millioner er baseret på denne definition. Hertil kommer så et antal konvertitter (omvendte), men da jødedommen ikke er en missionerende religion, er deres tal ikke stort.

Den jødiske lære

Den jødiske lærde, Moses Maimonides (1135-1204), en af jødedommens største rabbinere, formulerede tretten trosartikler, som i praksis omfatter jødedommens vigtigste trosforestillinger:
Skaberens eksistens, Guds enhed, Guds ulegemlighed (Gud er ånd), Guds evighed, Gud som den eneste man kan og må tjene, profeternes ægthed, Moses som den vigtigste profet, Torah'ens åbenbaring til Moses, Torah'ens uforanderlighed, Guds alvidenhed, løn og straf i denne verden og den som kommer, Messias' komme og de dødes genopstandelse.

Hele dette kompleks er indeholdt i jødedommens store bøn S'hma ("Hør"): "S'hma Israel, Adonia eloheinu, Adonai echad " ("Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én").

Det er på baggrund af denne stærke tro på, at der kun er én Gud og at Gud er én, at Jesus (som Kristus, dvs. Messias og Guds søn eller den inkarnerede Gud) afvises. Jesus betragtes ikke som Messias, og dyrkelsen af hans person er i jødisk forstand en krænkelse af Gud, der er én. Jødedommen har også en forestilling om en Messias, hvis komme de fortsat afventer, men deres forestilling betyder ikke, at Messias er guddommelig eller Guds søn. I jødedommen repræsenterer Messias den, der bringer bud om en ny tidsalder, en verdenstilstand, hvor det rette Gudsforhold gør sig gældende, og hvor frem for alt fred råder mellem mennesker og nationer.

Sammen med forestillingen om den ene Gud og skaber hører så også forestillingen om, at Gud har åbenbaret sig først og fremmest for det jødiske folk, "det udvalgte folk", i dette folks historie og i Torah , "Loven" eller "Læren".

Torah er identisk med De fem Mosebøger, men betegnelsen dækker i videre betydning hele det kompleks af religiøse skrifter, der findes i Det gamle Testamente og i den mundtlige tradition (Talmud ), der blev endeligt redigeret i århundrederne før og efter vor tidsregnings begyndelse.

Beretningerne i Det gamle Testamente om Guds skabelse af verden er selvsagt centrale, og i beretningen om Abraham knyttes forestillingen om Guds enhed sammen med forestillingen om det udvalgte folk og dette folks hellige historie: Abraham forstod som den første, at Gud var én, og at han ikke kunne dyrkes gennem billeder. Han blev derfor Guds udvalgte og sluttede en pagt med Gud på sine efterkommeres vegne. Som et tegn på denne pagt omskar Abraham sig selv, og dette pagtstegn følger via omskærelsen på ottendedagen efter fødslen (brit-millah ) fortsat jødiske drengebørn.

Gud lovede Abraham efterkommere "så talrige som himlens stjerner", et folk, som altid skulle stå i et særligt forhold til Gud som dennes "pagtsfolk". Pagten mellem Gud og folket blev endeligt sluttet ved Sinai, hvor folket modtog og accepterede Loven, som siden betragtedes som forpligtende for efterkommerne.

Jødedommen forbinder sig intimt til landet Israel. Religionen lærer, at pagtsfolket er uløseligt knyttet til det hellige land, som Gud har lovet det. Israel og Jerusalem er og bliver derfor et fysisk såvel som åndeligt centrum i al jødisk liv og tænkning: "Næste år i Jerusalem", lyder en traditionel jødisk hilsen. Denne forestilling har så igen næret den politiske zionisme, hvis udgangspunkt således ikke er politisk nationalisme, men en traditionsbunden religiøs identifikation med Det hellige Land.

Oprindelig var jødedommens hjerte templet i Jerusalem, hvor man først og fremmest ofrede til Gud. Templet blev imidlertid ødelagt flere gange, og hverken for de eksilerede i Babylon eller for jøder i diaspora efter det 2. tempels ødelæggelse år 70 e.v.t var det muligt at dyrke Gud på samme måde som før. På bl.a. denne baggrund opstod synagoge - institutionen (på hebraisk bet ha-knesset "forsamlingshus" eller bet ha-tefilah "bedehus").

I synagogen, hvor de hellige skrifter, Torah-rullerne, opbevares, som regel rigt besmykkede og i et særligt skab på en væg, der vender mod Jerusalem, foregår de gudstjenstlige handlinger, og som en del af disse forkyndes og læres Læren, Torah. Håndteringen, studiet og oplæsningen af Torah, der på rituel og højtidelig vis hentes frem og lægges på en særlig pult på en forhøjning foran Torahskabet, er sammen med fremsigelse af traditionelle bønner, salmesang og prædiken de væsentligste bestanddele i kulten. Ofre finder ikke sted, idet ofre ifølge Læren og Loven kun må finde sted i templet, dvs. når templet en gang i fremtiden med Guds hjælp er blevet genopbygget.

Når man besøger synagogen på helligdage, har man som regel fint tøj på. Under besøg i synagogen er det obligatorisk for mændene at bære hat eller have en lille kalot (kippah ) på hovedet. Gæster kan som regel låne én ved indgangen. Kippah siges ofte at symbolisere og markere, at mennesket står under den hellige Gud. Foruden kippah bærer mændene i menigheden under visse dele af gudstjenesten et bedesjal, der sammen med andre religiøse genstande, f.eks. en bønnebog, ofte ligger i et særligt privat rum i de bænkerækker, der findes i salen. Kvinder er adskilt fra mændene i de ortodokse menigheder, og gifte kvinder bærer normalt hat.

I modsætning til f.eks. en gudstjeneste i en folkekirkelig luthersk-protestantisk kirke er deltagerne i den jødiske gudstjeneste ofte i bevægelse i rummet. Stemningen kan glide fra det meget højtidelige og rituelle til det afslappede og uformelle, og ligner i så henseende f.eks. den ortodokse gudstjenste. En fuldgyldig gudstjeneste kræver i øvrigt ti mænd over pubertetsalderen (13 år), en såkaldt minjan, men ikke nødvendigvis en synagoge. Synagogerne har også gennem århundreder fungeret som en slags skole, fordi børnene her læret at læse de hellige skrifter, Torah.

Det jødiske, religiøse liv er stærkt ritualiseret. Særlig markant - og for en stor del meget lig de islamiske - er forordningerne vedrørende rene/tilladte (kosher ) og urene/forbudte (trefa ) fødevarer, deres tilberedelse og opbevaring. Jøder spiser ikke svinekød, skaldyr eller vildt, og et kosher-køkken skal have to afdelinger og to sæt service: Ét til mælk og ét til kød, for disse fødeemner må ikke blandes i husholdningen eller i maven. Det tilladte kød skal som i islam være slagtet rituelt ved den såkaldte schächtning , og der gælder også særlige regler for fisk og fjerkræ.

Renhed og rituel renselse, f.eks. renselser inden store helligdage og efter menstruation, er her som også i islam og andre religioner en integreret del af religionen og den religiøse jødes dagligdag. Både Mosaisk Troessamfund og Machsike Hadas-menigheden i Ole Suhrsgade råder over et rituelt badeanlæg ( mikve ), især beregnet for kvindernes rituelle renselser.

Med hensyn til klædedragt er der især særlige forskrifter for de rituelle stykker klæde, der skal bruges i forbindelse med gudstjeneste både i hjemmet og i synagogen. Derudover har ortodokse jøder også nogle særlige bederemme, der anlægges efter et bestemt mønster om armene og panden i forbindelse med bøn. En lille boks, der indeholder tekster fra Torahen sidder fast på bederemmene. Teksterne omtaler forskrifter om at Guds ord skal bindes til hoved og hånd, dvs. både til tanken og handlingen.

Fester og overgangsritualer

Den jødiske kalender begynder efter traditionen med verdens skabelse. 1998/1999 svarer således til det jødiske år 5759. Mens jøder i hverdagen orienterer sig efter den gregorianske kalender, er den religiøse cyklus og ikke mindst de kalendariske fester, som er omtalt nedenfor, styret af den religiøse kalender.

Den jødiske måned følger månens faser; det betyder , at 12 måneder kun tæller 354 dage. For at bevare festerne i sammenhæng med de årstider de er knyttet til, har det jødiske år derfor ofte en 13. måned tilføjet. Datoerne begynder om aftenen ved solnedgang, og tiderne for de daglige gudstjenester fastlægges året igennem ud fra årstiden. De jødiske fester og helligdage er præget af de centrale begivenheder i det jødiske folks hellige historie og af den agerbrugscyklus, der var den givne i det klassiske Israel.

Sabbat
Den vigtigste helligdag er sabbaten (shabat ), som fejres hver fredag-lørdag fra solnedgang til solnedgang. Sabbaten, hviledagen som samler hele familien, er påbudt bl.a. i De ti Bud og forbindes til Det gamle Testamentes skabelsesmyte, som fortæller, at Gud skabte verden på seks dage og hvilede på den syvende. På ugens syvende dag hviler mennesker og husdyr, intet må skabes eller påbegyndes, og der må ikke arbejdes. Sabbatens hellighed står stærkt i den rabbinske tradition: Hvis alle jøder bare to på hinanden følgende gange helligholder sabbaten, hedder det, vil Messias komme.

Rosh Hashana
Rosh Hashana ( "årets hoved") er en bodsfest, hvor man søger forsoning med sine medmennesker. Festen er tillige en fejring af det jødiske nytår, og året indvies ved at man spiser æbler med honning, idet man beder om, at året der kommer må blive "sødt og godt".

Yom Kippur
Forsoningsdagen (Yom Kippur ), hvor mennesket "renser sig overfor Gud"., er er helliget faste, bøn og bod. Festen er kulminationen på bodsdagene, den 10. dag i året. Yom Kippur er teologisk set den mest betydningsfulde enkeltstående helligdag.

Pesach
Den religiøst set måske vigtigste fest er påske-festen ,pesach,. Mens kristne fejrer påske til minde om Jesu død, korsfæstelse og genopstandelse,der ifølge Det ny Testamente fandt sted netop under den jødiske påskefest i Jerusalem for ca. 2000 år siden, fejrer jøder påske til minde om udfrielsen fra slaveriet i Ægypten. Påske-festen kaldes også "De usyrede brøds fest" , fordi usyret brød spiller en central rolle både før og under festen. Huset renses omhyggeligt for alt syret og alt husgeråd, der har været i berøring med syrede fødevarer, skiftes ud med et særligt pesach-service. I det centrale rituelle måltid (Seder ), der holdes på festens første aften, er det usyrede brød det vigtigste af de mange symbolske retter.

Shavuot
Shavuot ("Ugefesten") er en af de såkaldte valfartsfester, hvor man i gammel tid drog til Jerusalem for at fejre festen ved templet. Idag, hvor templet ikke længere findes, er pilgrimsaspektet nedtonet. I stedet fokuseres på de historiske begivenheder, der forbinder festen med det jødiske folks historie samt på de aspekter, der er knyttet til årstiderne og frugtbarheden. Shavuot markerer hvedehøstens begyndelse og den rituelle valfart til templet i Jerusalem, hvor man bragte førstegrødeoffer af høsten. Samtidig henviser festen til begivenhederne forud for modtagelsen af Loven på Sinai bjerget: Moses befalede folket at forberede sig ved at hellige sig og iføre sig rene klæder, og fromme jøder benytter ikke sjældent natten efter aftenens festmåltid til at helliggøre sig ved studier i Torah og Talmud. Synagogerne pyntes med årstidens blomster og grene, også et minde om en legende, der fortæller, at Sinai-ørkenen begyndte at blomstre til ære for åbenbaringen af Loven.

Chanukkah
Chanukkah er en meget populær fest. Den Skal minde en om under, der ifølge traditionen fandt sted, da præsterne rensede templet, efter at det i 164 f.v.t. var blevet vanhelliget og plyndret af grækerne. Da præsterne havde renset templet, fandt de lige netop olie til , at den "evige lampe" kunne brænde én dag, - og frisk olie kunne de ikke skaffe. Men underet indtraf: olien holdt i otte dage, så man havde tid til skaffe noget mere. Festen fejres ved at man i hjemmene og synagogen hver aften i otte dage med den ekstra "niende arm" tænder et lys i den ottearmede lysestage og fremsiger lovsigelser. Chanukkah er en familiefest, hvor man hygger sig bl.a. med spil, og hvor der ofte gives gaver. Festen, der ligger i december, fejres også hyppigt i de jødiske foreninger med lystænding, underholdning m.v.

Fødsel
Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring er pagtstegnet, som forbinder drengebarnet til Abrahams slægt, det jødiske folk - og til Gud. Selve omskærngen foretages af en særlig uddannet lægmand og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om, at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.

Pubertet
Ved pubertetens indtrædelse gennemføres Bar-Mitzva - ritualet for drenge og Bat-Mitzva for piger. For drengenes vedkommende finder ritualet sted i den uge de fylder 13, for pigernes i den uge de fylder 12. Drengenes ritual gør dem til fuldgyldige medlemmer af menigheden med ret til at læse op af Torah'en (hvilket netop sker under ritualet). Pigernes ritual er mindre iøjnefaldende, men er på samme måde som drengenes et udtryk for, at de nu bliver personligt ansvarlige overfor Loven.

Vielse/Ægteskab
Slægten og familien spiller den dag i dag en central rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin (hruppah ), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammeltestamentlige tekster, som bruges i den kristne kirke. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbineren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige, der forestår gudstjenester og bestyrer menighedens liv.

Død/begravelse
Jødisk lov kræver, at liget begraves hurtigst muligt. Begravelse er det mest almindelige, for principielt er jødedommen imod, at jøder kremeres, men det kan forekomme.


Grædemuren i Jerusalem - Jødedommens mest hellige sted


Kilder & tak

NetSpirit ønsker at henlede opmærksomheden på at dette afsnit er inspireret af følgende to websteder, der begge anbefales på det varmeste.

Religionsguiden On-Linie er en redigeret version "Religionsguiden - en vejviser til flygninges og indvandreres religioner i Danmark", red. af Tim Jensen og udgivet af Dansk Flygtningehjælp.

Leksikon for det 21. århundrede er et alternativt dansk leksikon, som en større kreds af forfattere har udarbejdet. Leksikonet rummer over 2400 opslag på emner, de etablerede leksika slet ikke nævner, eller hvor de skriver noget sludder. Det gælder først og fremmest græsrodsorganisationerne -, men også begreber, lande og personer.

Vil du vide mere

I forlængelse af nærværende sektion om hvad jødedommen er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; Islam, Kristendommen, Buddhismen, Taoismen, Hinduismen, Voodoo, Sikhisme og Shamanisme.