Skip to navigation | Skip to content

 
 
 

Ret min profil

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3472
Online profiler 0
Online gæster 62
Åbne spørgsmål 532
Besvarede spørgsmål 2553

Almanak

Thu, 24. July 2014

Solen i dag

Solopgang:05:07
Solnedgang:21:24

Månen lige nu

Full Moon

Vikinger på togter

Vikingerne kom vidt omkring. De tog jævnligt på krigstogter bl.a. til England og Frankrig, men de var skam også til fjerne himmelstrøg som Nordafrika, Det Kaspiske Hav, Spanien og Italien. Der var mange forskellige grunde til at vikingerne drog på disse togter. Eksempelvis tyder noget på at Norges konge, Harald Hårfagers undertrykkelse af de norske frie bønder fik mange af dem til at drage mod vest. Island ligger ca. 800 km. fra den norske vestkyst. I godt vejr vil det tage omkring fire døgn at nå fra Norge til Island. Var vejret til gengæld dårligt har vikingerne lagt til ved Færøerne undervejs.

Man mener, at vikingerne slog sig ned på Island i stort tal omkring 860. Da store dele af Island er dækket af is og lava, har vikingerne bosat sig i kystområderne, især mod syd hvor Golfstrømmen sørger for et mildere klima. I perioden fra 860 og frem til 930 indvandrede omkring 20.000 mennesker. Det tal voksede til 60.000 i løbet af kort tid. Historikerne mener, at der 60 til 70 år før vikingernes ankomst til Island allerede var kommet mennesker fra Britannien og Irland. Disse flygtede dog da vikingerne kom for at bosætte sig.

Erik den Røde var en af de sidst ankomne vikinger til Island. Han var en morder og politisk uønsket i Norge, og han tog derfor til Island for at prøve lykken. Det endte dog med endnu en landsforvisning på grund af mord. Erik sejlede mod vest, hvor han opdagede Grønland. Tre år senere vendte han tilbage til Island og fortalte om Grønland. Han ville finde folk, der ville følge med ham og grundlægge en ny koloni. Omkring 985 sejlede 25 skibe fra Island med kurs mod Grønland. Undervejs forliste nogle af skibene og andre vendte om. Kun 14 af skibene nåede frem. Nybyggerne bosatte sig på Grønland, hvor der var trygge havne, gode fiskemuligheder og græsningsjord. Her blev Østerbygden grundlagt.



Man mener, at der har ligget omkring 450 gårde i bygden. Ikke alle skibe var krigsskibe. Nogle af medlemmerne fra Erik den Rødes gruppe sejlede ca. 650 km. videre op langs vestkysten og bosatte sig i Vesterbygden.Vikingegårdene lå i grupper i de indre fjorde, hvor klimaet var forholdsvis mildt. Det har været muligt at holde husdyr, der overvintrede i stalde. Dyreknogler fundet på Grønland beviser, at beboerne har holdt får, køer og geder som husdyr.

Bjarni Herjolfsson er formodentlig den første viking, som så Amerika. Hans forældre var blandt de nybyggere, der sejlede med Erik den Røde til Grønland i 985. Bjarni skulle sejle en last fra Island til Grønland, men skibet kom ud af kurs, og han sejlede ved en fejl hen over havet, indtil han opdagede et skovdækket fladt land. Bjarni kaldte det for "Skovlandet" fordi han kun så træer. Senere fik det navnet Vinland. Ifølge sagaerne var det dog Leif den Lykkelige, Erik den Rødes søn, som var den første, der gik i land på Vinlandet 10 –15 år senere. Han drog af sted for at gentage Bjarnis rejse. Leif sejlede op langs Grønlands vestkyst drejede mod vest og senere mod syd. Han nåede Vinlandet, som han opkaldte efter de vilde bær og druer, han fandt. Leif og hans følge gik i land og tilbragte vinteren her, før de vendte tilbage til Grønland.

Nogle af vikingernes mest sagnomspundne ekspeditioner nåede således helt til Amerika helt ned i middelhavet. Den første sikkert bevidnede ekspedition til Spanien fandt sted i 844. Her blev bl.a. Sevilla erobret, men maurerne drev snart vikingerne på flugt. Det mest berømmelige togt blev ledet af høvdingerne Bjørn Jernside og Hasting, der drog ud fra Loire i 859 med 62 skibe og først kom hjem tre år senere efter at have besøgt mange steder, bl. a. Spanien, Nordafrika, Rhonedalen og Italien.

Når vikingerne drog ud på togter eller i krig, havde de naturligvis en form for udrustning. Af våben havde de: den bredbladede kampøkse, sværdet, spyd og buer. Den bredbladede kampøkse var den mest brugte. Grunden til at kampøksen var den mest brugte, var at sværdet var temmeligt dyrt, og så var øksen et billigt alternativ. Stikspyd var også velkendte. Deres spidser kunne være op til ½ meter lange. Der var også kastespyd dengang, men mange af disse kastespyd havde så lange spidser, at de var egnede til både stik- og kastevåben.

Buerne blev sjældent brugt, men det skete dog nogle gange. Pilespidserne var af jern, mens skafterne var af træ med nogle styrefjer i den anden ende. Af beskyttende udrustning havde vikingerne skjolde og hjelme, som var uden horn. Det er en udbredt misforståelse at vikingehjelmene havde horn. Det havde de ikke! Desuden havde vikingerne forskellige former for kropsbeskyttelse, bl.a. ringbrynjer.


Hvorfor vikingerne tog på togter

Vikingerne tog hovedsagelig afsted for at plyndre! Specielt var de glade for klostre, bevogtet af ubevæbnede munke. I disse klostre lå mange værdifulde skatte og med næsten ingen modstand, var det et let bytte for vikingerne. Det skete bl.a. i juni 793, hvor en lille flåde af vikingeskibe fyldt med vikinger havde sat kursen mod det store kloster på Holy Island i England. Munkene prøvede ikke at flygte eller tilkalde hjælp, da dette togt var et af de første vikingetogter. Munkene har sikkert blot undret sig over, hvad det var og da det endelig gik op for dem, var det for sent. Vikingerne plyndrede klostret, dræbte de forsvarende munke, læssede deres skibe med skatte og stak så af igen.

Det var dette angreb, der virkelig gjorde vikingerne berygtede i Europa. Snart efter kom der flere lynangreb af samme slags, men der var også tilfælde, hvor det virkeligt var regulær krig og erobringstogter. Det var det bl.a. i England i 835, hvor, man kæmpede mod forskellige kongeriger og vandt. Dengang var England delt op i flere forskellige riger. Det område hvor danskerne var kom til at hedde "Danelagen", dvs. "der hvor danskeloven gælder". Danelagen bestod ca. af det halve af hele England. Noget lignende blev der ud af togterne til Frankrig, nemlig Normandiet. Det var vikingehøvdingen Rollo, der var taget på krigstogt med sin hær, og havde erobret Nordfrankrig, som dog var stærkt svækket efter utallige andre krigstogter.

Men vikingetogterne skete ikke altid for at plyndre. Som nævnt er der eksempelvis noget der tyder på at Norges konge, Harald Hårfagers undertrykkelse af de norske frie bønder fik mange af dem til at drage mod vest. Vikingerne var også et handelsfolk og nogle af deres togter var formodentlig ganske enkelt for at sælge deres varer. Men hovedsagelig er vikingerne kendt for at plyndre, hvilket delvist kan skyldes at det var kotume at kun den ældste af sønnerne arvede, og så måtte de andre sønner klare sig selv.

Vi skal bestemt ikke glemme at skønt vikingerne er kendt for at stjæle hvor de kom frem, var de bestemt ikke ene herom. Vi kan sige at vikingerne var opdagelsesrejsende og kigger vi lidt på de andre store opdagelsesrejsende folkefærd igennem historien, både før og efter vikingerne er der vist ikke mange af dem, der kan undsige sig fra at have plyndret. Tænk blot på spaniernes indtog i Mellemamerika, hvor de groft sagt, ikke alene slog den ene halvdel af befolkningen ihjel og satte den anden halvdel til tvangsarbejde, men også ganske enkelt støvsugede hele befolkningsgrupper for alt hvad de ejede og havde.


Vikingerne i England, Skotland og Irland

Det siges at de første vikinger, der kom til England havde fredelige hensigter. Men da de gik fra borde ved en havneby i Nordengland, som var almindeligt kendt, kom en engelsk skatteopkræver, som mistænkte vikingerne for at være smuglere og ville tage dem til fange. De reagerede ved at myrde skatteopkræveren og hans mænd, og flygte tilbage til Skandinavien.

Hvorvidt historien er sand eller blot et forsøg på at legitimere vikingernes plyringerne de næste århundrede vides ikke. Vi ved dog at de første voldsomme angreb fra vikinger blev sat ind mod Lindisfarne kloster på Englands nordøstkyst i 793. Angriberne har formodentligt været en blandet forsamling af mænd af forskellige nationaliteter og med forskellige motiver. Lederne af togterne kan have været stormænd med følge, der har samlet 4-5 skibe til et togt. Arkæologer og historikere er uenige om størrelsen af vikingehærene. Mange engelske kilder angiver et meget stort antal angribende skibe, mens andre kilder sætter antallet langt mindre. De engelske kilder har måske også sat antallet af angribere højt, for så er det ikke så ydmygende at tabe til en langt overlegen styrke.

De første mange år gik vikingerne efter rige klostre og kirkens huse. I begyndelsen drog vikingerne kun på togt om foråret og om sommeren. Hver vinter vendte de tilbage til hjemegnen. Her levede de så et helt normalt liv vinteren over for næste forår at drage af sted igen muligvis til det samme område i England. Senere bosatte de sig også, dyrkede jorden og optrådte som lejesoldater og handlende. Foruden at plyndre og afpresse skatter (danegæld). Det gik endog så vidt at de erobrede de veletablerede kongeriger og tog kongeværdigheden, både i flere af de mindre riger, som fandtes i 800 årene, og i hele England, efter at det var samlet. Bortset fra 5 år havde England og Danmark eksempelvis fælles konge i perioden 1018- 1042.

Udover det før omtalte overfald på Lindisfarne klostret i 793 og plyndring af klostret Donemuthan i 794, ved vi ikke meget om vikingernes færden i England før 835, hvor vikingetogterne for alvor gik i gang på fastlandet og optrappedes i Irland. Den angelsaksiske Krønike har den lakoniske notits, "I dette år hærgede hedenske mænd Sheppey ". Det blev den egentlige begyndelse på over 200 års kraftigt nordisk engagement, og nu var især danskerne aktive. Det militære forløb kan følges næsten år for år i krøniken, men der er også andre skriftlige kilder, som f.eks. Assers historie om kong Alfred den Store Af Wessex.




Udviklingen fulgte i begyndelsen samme mønster som andre steder. Først hurtige angreb på øer og forskellige lokaliteter ved kysten, enten fra baser på det europæiske fastland, i Irland eller direkte hjemmefra, og siden overvintring. Den første oplysning herom er fra vinteren 850-851, hvor vikingerne slog lejr på øen Thanet ved østkysten af Kent. Et par år senere havde de deres første vinterlejr på Sheppey. Snart hører man også om togter ind i landet, og i 865 sluttede en hær med lejr på Thanet fred med Kents folk mod at få penge. Det var den første af mange engelske danegældsbetalinger.

I 865 tog begivenhederne fart da en stor vikingehær kom til England. Vi kender navne på mange af hærførerne, både konger og jarler. Blandt dem er "Lodbrogsønnerne" Ingvar og Ubbe. De er således historisk hjemlede personer, mens deres fader, Regner Lodbrog, næsten kun kendes som helt i rent eventyrlige sagn. Størrelsen af hæren er omdiskuteret, men mange mener den var på 2-3000 mand. Den tog vinterkvarter i East Anglia, fik heste og sluttede fred med folket. Næste år drog hæren til Northumbria, erobrede hovedstaden York den 1 november, sluttede fred med northumbrerne, anbragte en lydkonge på tronen og overvintrede der.

Det var sandsynligvis også omkring denne tid, at Whitby kloster blev plyndret og ødelagt, her er fundet en del beslag, som formentlig er revet af kirkelige sager ved den lejlighed, og stednavne i området tyder på, at klostrets jordegods blev overtaget af vikinger. I 867 drog hæren til Mercia, havde vinterkvarter i Nottingham og sluttede fred med dette rige. I 868 drog den igen til York og blev et år, og i 869 red den gennem Mercia til East Anglia, tog vinterkvarter i Thetford, erobrede hele landet og dræbte kong Edmund, der snart blev dyrket som martyr og helgen. I 870 stod Wessex for tur. Hæren tog udgangspunkt i Reading, og i 871 blev der, siger Den Angelsaksiske Krønike, udkæmpet ni store slag foruden mange mindre kampe, og ni danske jarler og en konge blev dræbt. Men Wessex sluttede fred med vikingerne. Det var det år Alfred den Store blev konge.

Systemet med stadig skiftende vinterkvarterer og mange fredsaftaler fortsatte en tid. I 871-72 var der lejr i London, næste år i Torksey i Mercia, og begge år sluttede Mercia fred med hæren. Men i 873-74 tog den vinterkvarter i Repton, Fordrev kongen af Mercia og satte en overløber på tronen. Repton blev et vendepunkt. I 874 delte den store hær sig.




Halfdan drog med en del af den til Northumbria, tog vinterkvarter ved floden Tyne, erobrede i løbet af det følgende år landet og plyndrede vest og nordpå. Den anden del af hæren der i 874 forlod Repton under kongerne Gudrum, Osketil og Anund, drog til Cambridge og blev et år. Derpå gik hæren ind i Wessex, det sidste uafhængige rige, og kong Alfred måtte slutte fred. I 875-76 var der vinterlejr i Wareham og næste år i Exeter. I sensommeren 877 drog hæren så til Mercia, men vendte lige efter årsskiftet tilbage til Wessex, til Chippenham, og tog magten over det meste af riget. Kong Alfred flygtede med en lille skare ud i sumplandet og befæstede sig i Athelney.

I løbet af foråret 878 fik han imidlertid samlet en hær, og ved Edington vandt han en afgørende sejr over vikingehæren. Ved fredsslutningen lovede vikingerne at forlade Wessex og kong Gudrum og dennes hærledere at lade sig døbe. I 878-79 tog vikingehæren vinterkvarter i Cirencester. Derpå drog den til East Anglia, og under 880 skriver krøniken at den bosatte sig der og delte landet ud. En særlig gruppe sejlede dog til Gent, og videre herfra over på den vesteuropæiske fastland, og i de nærmest følgende år er det især derovre, man hører om vikingeplyndringer. I England havde hæren efter 15 års omflakkende liv nu erobret tre af de fire riger og selv fået land at bo på og dyrke. Gudrum brød ganske vist snart aftalen med kong Alfred, men en ny, hvis tekst er bevaret, blev indgået i 886. Her fastlægges grænsen mellem Alfreds og Gudrums riger, og der gives en række regler for fredelig samkvem mellem de to folkegrupper.




I 892 kom en stor dansk hær fra Boulogne til England, og desuden kom Hasting med sin hær fra Loire og ville bosætte sig, ligesom deres kolleger havde gjort. Den store hær der nu kastede sig over Wessex, skal have talt 3-400 skibe. Hæren fik støtte fra vikingerigerne i England, og det kostede Kong Alfred flere års kampe at drive dem ud af Wessex, hvorpå den drog op til det danske Nord-England. Kong Alfred nøjedes ikke med i farefulde tider at indkalde mandskab til forsvar, men holdt nu en stående hær, som altid var kampberedt. Alfreds efterfølgere fortsatte kampene mod erobrerne, og i 937 slog Kong Æthelstan danerne afgørende og lagde dem under sin overhøjhed. Samtidig stilnede togterne og udvandringerne fra Norden af, og i henved 40 år havde England fred.

Fra omkring 990 havde Kong Æthelred jævnligt købt sig fred for vikingerne med store pengesummer, Danegæld, men til liden nytte, for danerne kom så meget snarere igen. I året 1002 stod en stor dansk hær på ny i England og tiltvang sig et forlig. 24000 pund sølv og frit underhold i landet. Den lejrede sig især i Wessex og lå der til ud på Året. Da lod kong Æthelred (Ethelred) den 13 november 1002 myrde alle de daner, som man kunne overkomme. Dette uhørte blodbad kaldte danerne hjemme til hævn, og ny vikingehærgninger blev følgen.


Knud den store

I år 1013 angriber danerigets konge, Svend Tveskæg. I løbet af få måneder indtog Svend Tveskæg hele landet, endog Wessex hyldede ham, og han anderkendes som landets nye konge. Ethelred flygter til Normandiet og England forbliver under dansk herredømme indtil 1042. Svend Tveskæg dør i 1014. Mens Svend Tveskæg opholdt sig i England, styrede hans ældste søn Harald II Danmark. Efter Svends død hyldes dennes yngste søn Knud den store, af hæren i England som den nye konge. Englænderne fik imidlertid ved deres frygtede fjendes død nyt mod, og under Æthelreds søn, Eadmund Jærnside, rejste de sig og tvang Knud til at rømme landet.

Knud søgte til Danmark og fik sin broders hjælp til ny rustninger. Også fra Norge og Sverige ilede kæmper til, og endelig kom Torkil den Høje, som atter havde forladt Ethelreds parti. Med stor magt sejlede Knud igen til England, hvor han og Edmund II (Ironside) udkæmpede en række blodige slag, indtil de enedes om at dele riget. Ethelred var da død. Knud fik det nordlige, Edmund det sydlige (Wessex). Og da Edmund II døde uventet 1016, hyldede stormænd fra hele England Knud som det samlede riges konge.

Den omtrent tyveårige konge, som trods sin ungdom allerede havde haft en hustru eller frille fra Nordengland ved navn Ælfgifu, med hvem han havde to sønner, Harald og Svend, ægtede nu Æthelreds enke Emma fra Normandiet, og lovede at de sønner, hun måtte føde ham, arveret forud for sine to sønner med den Nordengelske Ælfgifu. Dermed var der sluttet forbindelse til det gamle engelske kongehus, og hun fik to børn med ham, Hardeknud og Gundhild. Knud den store hjemsendte den mægtige danske flåde og hær, der havde hjulpet ham til magten og dannede en efter datidens forhold meget stor hær (den såkaldte Thinglid på omkring 6000 mand), der levede sammen i og ved kongens gård.

I 1018 døde kong Harald den II af Danmark, og i vinteren 1019-20 drog Knud dertil for at sikre magten efter broderen, mens styret i England blev lagt i hænderne på Thorkild Høje. Fra Danmark sendte Knud et budskab til det engelske folk, formentlig beregnet på mundtlig fremførelse ud over riget, hvor han gør rede for sine resultater, at han har sikret England mod trusler fra dansk side, og han understreger sin rolle som kristen konge af England og sin autoritet der.

I 1020erne begyndte Knud at gøre krav på Norge, og i 1028 erobrede han landet fra Olav den Hellige. Snart efter blev det styret af Ælfgifu og hendes søn Svend. I 1027 underkastede den skotske konge sig, og i det budskab til det engelske folk, Knud lod sende under rejsen til Rom i 1027, kalder han sig konge af hele England og af Danmark og over nordmændene og en del af sveerne. I Rom overværede han kroningen af den tyske kejser Konrad og blev højt æret. Han indgik også praktiske aftaler til gavn for englændere og skandinaver, og aftalte giftermål med Konrads søn Henrik, der senere blev kejser, og sin datter Gundhild. Ægteskabet blev indgået i 1036, men hun døde få år efter.




Knud blev først og fremmest engelsk konge. Han drog til Skandinavien, når der opstod problemer bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England. Han skabte fred i det gennem mange år hærgede land, og der er heller ingen tegn på indre oprør. Freden kostede betaling til hans store hær, men det blev formentlig anset for både billigere og behageligere end plyndringer og udbetaling af danegæld til hærgende fjender. Knud lagde vægt på de gamle engelske love, og han var en stor velgører for kirken.

Da Knud den Store, dør i 1035, benytter Norge lejligheden til at rive sig løs af det store rige og Knud den stores ældste søn Hardeknud (Søn af Knud den Store og dronning Emma), der siden 1028 havde repræsenteret kongemagten i Danmark på vejne af sin fadder, kunne derfor ikke af frygt for et angreb nordfra drage til England for at gøre krav på tronen. Hardeknuds halvbror, Harald Harefod, benyttede sig af situationen og fik sig selv kronet som konge af England. Først da Harefod døde i 1040, vovede Hardeknud sig til England og blev kronet. At frygten for en norsk invasion havde været velbegrundet, viste sig ved, at Magnus den Gode netop benyttede sig af Hardeknuds fravær til at angribe Danmark.

Nu sad Hardeknud så i England, hvor han ikke blev særlig populær. Det første han gjorde var at fjerne Harald Harefods lig fra Westminster Abbey, mens han forfulgte dem, som havde samarbejdet med halvbroren. Men derudover kom englænderne i høj grad til at betale for den store flåde som Hardeknud skulle bruge til at bekæmpe Magnus. I de følgende år ligger Hardeknud og Magnus i krig med hinanden. Ved fredslutning i 1038 aftales, at den længstlevende skal arve den andens rige. Hardeknud dør af et hjertestop i 1042. Efter overleveringen ved et bryllup netop, da han ville drikke brudens skål. Hardeknud blev aldrig gift og efterlod sig ingen børn.

Knud den store havde vist sig at være en dygtig konge. Men hans efterfølgere var svage og efter fem års uro lykkedes det Godwin, jarl af Wessex, at genindsætte den saksiske linje ved at krone Edward Bekenderen som englændernes konge i 1042. I Danmark og Norge har forskellige parter travlt med at kæmpe om magten. Allerede mens Hardeknud levede og havde kongemagten i Danmark, havde han ligget i krig med den norske konge Magnus den Gode. Da Hardeknud døde barnløs var der ikke nogen direkte arving til den danske trone, og Magnus benytter lejligheden til at tilrive sig magten.

Der var dog én, der ikke var så begejstret for den nye konge, og det var Knud den Stores søstersøn, Sven II Estridsen. Med ham kom Magnus til at føre en lang række kampe lige til sin død. For det meste vandt Magnus disse kampe, men noget tyder på, at krigslykken var ved at vende samme år, som Magnus døde. Det var dog ikke Sven selv, der banede det sidste stykke af vejen til tronen. Magnus døde ikke i slag, men af sygdom i en alder af kun 23 år. På sit dødsleje i 1047 erklærer Magnus, at Svend II skal arve Danmark og Harald Hårderåde Norge. Harald, som ikke er tilfreds med at have fået Norge, bekriger Danmark og hærger bl.a. Hedeby, som ødelægges ved brand. Først i 1064 slutter de stridende fred.


England invaders fra syd og nord

Vikingerne er dog ikke færdige med England. Da den engelske konge Edward Bekender, dør den 5. januar, 1066, indsættes hans svoger og førsteminister Harold Godvinson som kong Harold II den følgende dag. Den nye hersker stod snart over for to separate forsøg på at invadere England, et fra nordøst og et fra syd.

Den første invasion kom mod nordøst fra kong Harold III Hardrada af Norge, hjulpet af den engelske konges landflygtige halvbroder Tostig, tidligere jarl af Northumbria. Den 20. september 1066, sejlede angriberne op gennem Humber og gik i land ved Fulford, 3 km syd for York. Her blev de angrebet af tropper fra Mercia og Northumbria. Vikingerne jog deres engelske modstandere på flugt. Kong Harold II, som ventede i London for at se hvilken invasion der ville ramme først, marcherede nu hurtigt nordpå for at prøve at omstøde afgørelsen ved Fulford.

Harold tog den gamle romerske vej til York i spidsen for sine loyale danske hoftropper (huskarle). Hans hurtige fem dage lange march overraskede de nordiske angribere, som havde slået lejr ved Stamford Bridge over Derwent-floden, 13 km nordøst for York. Kong Harold III Hardrada af Norge og den engelske overløber Tostig havde ikke tid til at formere deres tropper inden den engelske Harold angreb lejren den 25. september. Til at starte med holdt nordboerne stand, men derefter indledte de et overilet modangreb, efter at være blevet narret af en fingeret tilbagetrækning. Englænderne gjorde omkring og tildelte dem et kraftigt tilbageslag. Den norske kong Harold Hardrada blev dræbt af en pil i halsen. Den engelske Harold II stoppede slaget for at tilbyde sin halvbroder Tostig fred. Da tilbuddet blev afvist, angreb det engelske infanteri igen og overmandede nordboerne. Næsten alle angriberne blev dræbt, inkl. Tostig. De få som overlevende flygtede fra England i deres skibe.

Det var sidste gang at en skandinavisk hær for alvor truede England.

Slaget ved Hastings

Mens Harold II slog invasionen af nordboere på flugt ved Stamford Bridge i det nordlige England, led England den længe frygtede normanniske invasion mod syd. Under den normanniske hertug, William Erobreren, sejlede 7.000 krigere over Den engelske Kanal, for at gå i land den 28. september. I de næste to uger organiserede William sin hær og plyndrede landområdet for forsyninger. Imens marcherede Harold hastigt de 320 km fra York til London på syv dage, opbyggede sin styrke til 7.000 mand og opstillede derpå, den 13. oktober, sine saksere på skråningen ved Senlec Hill 12 km fra Hastings, for at spærre den direkte rute til London.

Den næste morgen gik William, den fremtidige Erobreren, til angreb. De økse- og spydsvingende saksere, som holdt fast stand på en dyb front på 1.000 m, kastede det første angreb fra Williams pansrede riddere tilbage. Time efter time holdt Harolds fodsoldater stand og påførte, trods frygtelige tab fra byger af pile, angribernes heste og mænd svære tab. Men imod aften vendte slaget. William fingerede en generel tilbagetrækning af sit kavaleri.

Denne tilsyneladende åbning var mere end de længe frustrerede saksiske fodsoldater kunne modstå. De brød deres rækker for at følge efter til angreb. Halvvejs nede af bakken gjorde de normanniske riddere omkring for at slagte det fremadstormende infanteri. Selvom Harolds livvagter forblev ubesejrede, gik også denne styrke i opløsning da kongen selv faldt dødeligt såret fra en pil i øjet.

Vejen til London var nu åben og efter en forsigtig fremrykning til hovedstaden, blev William Erobreren kronet som konge af England i Westminister Abbey juledag 1066. William I Erobreren forblev kongen af England til sin død i 1087. Forinden havde en dansk flåde i 1069 forsøgt at generobre England. Angrebet mislykkedes dog og var det sidste vikingetogt mod England.


Bayeux-tapetet

Bayeux-tapetet er et 70 meter langt vægtæppe eller gobelin fra tiden efter slaget ved Hastings i 1066. En broder til Vilhelm Erobreren lod til minde om erobringen udføre et 70 meter langt, broderet tapet med 70 billeder af krigen og dens forhistorie. Bayeux tapetet giver os mangfoldige oplysninger om tidens krigskunst og dens liv. Den slags, men kortere, tæpper har der sandsynligvis været mange af, men fordi de var så lange og upraktiske, blev de kun brugt ved særlige lejligheder. Dette tæppe var ophængt i domkirken i byen Bayeux i Normandiet, hvorfra det har fået sit navn. I dette tilfælde satte dronning Matilda af Flandern sig i spidsen for arbejdet, der blev udført af en større gruppe adelige damer. Man kan stadig se, hvor den enes arbejde slutter og den næstes begynder, for de har ikke været lige omhyggelige med stingene!

Hensigten med den lange billedfrise er klart propagandistisk. Det var simpelt hen tidens fornemmeste billedmedie, som især henvendte sig til hertugens, senere kongens, gæster fra nær og fjern. Her kunne de se og læse om hans bedrift: at slå to hære på én og samme dag og dermed erobre et helt kongerige (England). Bayeux-tæppet er bevaret gennem hungersnød, borgerkrige, pest og to verdenskrige, og kan stadigvæk ses i et særligt museum i Bayeux. Kommer man på de kanter, bør man unde sig at se kunstværket. En kopi i fuld størrelse blev færdiggjort i 1886 og hænger i dag på museet i Reading, England. Her i Danmark arbejder vikingegruppen i Aalborg i øjeblikket med at færdiggøre en nøjagtig kopi, syet med den originale syteknik og plantefarvet garn.


Vikingerne i Frankrig

Vikingerne hærgede gennem hele 800-tallet i Frankrig. I perioder, hvor aktiviteten i England var høj, kunne frankerne puste lidt ud – og omvendt. Det var ofte de samme vikingehære, der hærgede på begge sider af Kanalen. I begyndelsen af 900-tallet tilbød den frankiske regent danerne, at de kunne få et landområde, hvis de ville holde op med at plyndre og istedet beskytte frankerne mod andre vikingehære. Det varede ikke mange år før danerne plyndrede videre og besatte yderligere landområder. Dette foregik helt frem til 933. Det blev nu for meget for frankerne, som søgte hjælp i England. Ved fælles hjælp fik de fordrevet vikingerne. I 939 var vikingeeventyret slut.

Syd for kanalen rådede frankerne. Kærnen i deres rige var det egentlige frankerland ved Rhinens nedre løb, og i det nordøstlige af det nuværende Frankrig. Der ud fra strakte herskerne af Karolingernes stamme deres vælde mod vest til havet, mod syd imod Pyrenærerne og til Middelhavet, mod øst langt ind i sydtyskland.




Fra 768 til 814 herskede Karl den Store, som hævede frankernes magt til dens største højde. Han udvidede riget til alle sider. Han overskred Pyrenærerne, han indtog det meste af Italien, og han lagde alle tyske stammer under sig, også de hidtil uafhængige Saksere. Ingen hersker i det kristne Vesteuropa havde siden romerrigets dage nået så stor magt som ham. Med nogen ret kunne han forlange, at regnes for romerkejserens arvtager, og juledag år 800 satte Paven i Peterskirken kejserkronen på hans hoved.

Efter Karl den Stores død gik det tilbage. Hans søn Ludvig den Fromme mægtede ikke at holde rigsfred. Derpå fejdede Ludvigs tre sønner mod hinanden, og endte med at dele riget i tre: Frankrig, Italien og Tyskland, (som i den første tid blev kaldt østfranken). Opløsningen fortsatte, især i Frankrig. Greverne, som hidtil havde været kongens ombudsmænd, tilrev sig den virkelige regeringsmagt, så hver havde sit grevskab. Riget holdtes kun sammen af det svage bånd, at de mægtigste stormænd svor Kongen Lensed, og blev hans Vasaller. Storvasallerne var nu de virkelige regenter, hvert af de store Len, et rige for sig. Til forsvar havde man rytterhærene. Kysterne lå åbne, ingen tænkte sig, at havet kunne vise sig som en vej for fjender, og at floderne kunne blive hærveje, der førte fjender dybt ind i landenes indre.

Allerede Karl den Store stødte sammen med danerne. Da han i blodige kampe, med sværd og økse og tvangsdåb kuede det saksiske bondefolk ved Weser og Elben, søgte sakserhøvdinger ly og hjælp hos danerne. Da han havde fuldbyrdet undertrykkelsen og var nået til grænsen i Holsten, var han danerkongens nabo. Kong Gudfred rustede sig. Han byggede en forsvarsvold, sikkert der hvor Dannevirke ligger, og gjorde klar til krig. Men Gudfred blev dræbt inden det hele startede, og man kan gisne om hvorfor. Der sluttedes fred, og grænsen mellem frankernes og danernes riger går langs Ejderen.

Nordiske købmænd og krigere har før denne tid haft en del samkvem med Frisland og Frankerriget. Men nu er det som om at sluserne åbnes. Gennem 900 årene myldrer hver sommer drageskibe frem mod de frankiske kyster og plyndrer kirker og klostre. De lærer snart at udnytte, når strid gør riget svagt, og især når tøbrud gav floderne højere vandstand og bredere flodleje, kunne de lettere klare sig.

I året 845 sendte danerkongen Hårik, Gudfreds søn, en flåde på 600 skibe op ad Elben. Den indtog Hamborg, hærgede staden og brændte dens kirke, mens Ansgar med nød og næppe frelste dens relikvier. Samme år i marts trængte vikinger under Regner Lodbrog for første gang ind ad Seinen og hærgede Paris. Snart efter tog vikingerne vinterlejr i seinelandet. Det var i 851, samtidig med vinterlejren på Thanet. Ved Rhinens, Seinens, Loires og Garonnes mundinger opstod vikingebebyggelser. Flere gange angreb og hærgede normannerne Paris. Navnkundigst er dog det angreb de foretog i 885, og som blev afslået. Nogle træk fra disse kampe viser hvordan normannernes krigskunst var.


Vikingerne i Paris

Paris lå på en ø i Seinen. Både til flodens nordlige og sydlige side førte broer, hver dækket at et fæstningstårn på fastlandssiden. Uden for dette lå kun små åbne forsteder, som i tilfælde af angreb måtte prisgives. Vikingerne kom hertil sidst på året 885 og forlangte kun fri gennemfart til de indre landskaber, men den blev dem nægtet, og de måtte kæmpe sig igennem. Indtil to mil fra byen var Seinen fyldt med skibe, 700 større fartøjer foruden utallige mindre. Samtidige kilder sætter vikingernes tal til 30-40.000. De førtes af Kong Sigfred.

Da deres første stormløb blev slået tilbage, byggede de sig på højre seinebred en fast lejr med skanser af sten og jord. Herfra strejfede de vidt om til hest og til fods, dræbte hustruer for øjnene af deres mænd og børn foran deres forældre, og slæbte fødemidler sammen for at have forråd til vinteren. Tillige skaffede de sig bedre redskaber. De gav sig til at bygge store vogne, hver med 16 hjul, forsynede med tage der hvilede på svære egestammer. Hver af dem kunne rumme 60 brynjeklædte mænd. I læ af dem skulle murvæddere føres frem. Men frankerne fik dette forhindret ved at nedskyde de håndværkere der sattes til det.

Man dannede da af udspændte oksehuder henved 4000 dæktage, der hver kunne dække 4- 6 mand. Og under disse tæt sluttede, som var det et stort skjoldtag, rykkede hæren frem mod tårnet på nordsiden og førte væddere mod dens mur, medens frankerne lod svære bjælker, besatte med jerntænder, falde ned over dem, og bliderne udslyngede så store sten, at de knuste skjoldene, og kæmperne under dem. Så lastede vikingerne tre skibe med træstammer, stak dem i brand, og lod dem drive ind mod broen. I Paris opstod den vildeste fortvivlelse ved synet af de brændende skibe, mens normannerne råbte af glæde. Da standsedes skibene af broens underbygning, og frankerne fik skibene sænket.

Senere rev den opsvulmende flod en nat den sydlige bro af, vikingerne overmandede den afskårne besætning i tårnet på sydsiden, men byen fik de ikke taget. Der kom en østfrankisk hær til undsætning. Da det kneb undveg vikingerne kampen i åben mark og drog ind til deres forskansede lejr, indtil undsætningshæren trak sig tilbage, uden at have kunnet fordrive vikingerne. Senere kom der atter en hjælpehær. Under kampen lokkede vikingerne dens fører, grev Henrik, hen over nogle løbegrave de havde gravet, og derpå skjult under grene og strå. Grevens hest styrtede, og vikingerne huggede ham ned. Således bølgede kampen frem og tilbage i mange måneder. Til sidst da vikingerne forsøgte en afgørende storm mod Parises mure, kom en så stor hjælpestyrke at vikingerne måtte vige.

Så indtraf den dorske kejser, Karl den skaldede, omsider med sin store hær og drog ind i staden. Men nu tilstod kejseren den svækkede normannerhær, hvad pariserne havde nægtet dem, vikingerne fik lov til at tage vinterophold i Burgund, langt oven for Paris, og skulle have 700 pund sølv i løsepenge for byen. Pariserne harmedes over denne forsmædelige fred, og ville ikke tillade vikingeskibene at sejle forbi deres by. Normannerne måtte da trække skibene 2000 skridt over land for atter at sætte dem i floden oven for Paris.




Vikingerne fik dog ikke meget fornøjelse af deres løsepenge. Anføreren Regnar, (der også tog en bom fra den parisiske byport med som souvenir) og næsten alle andre døde på vej hjem eller hjemme af en epidemi. Kong Horik af Danmark, der samme år havde ødelagt Hamburg, mente at der lå guddommelige kræfter bag og tilbød at sætte alle kristne krigsfanger fri, muligvis også at levere de røvede skatte tilbage. Måske var han medansvarlig for det store togt i Frankrig.

Epidemien hindrede dog ikke vikingernes videre fremfærd. Heller ikke en fælles sendefærd til kong Horik fra kongerne af alle tre frankerriger i 847 hjalp, selv om der truedes med krig. I 880erne beskrev munken Ermentarius fra Noirmoutier i malende vendinger de ulykker, vikingerne nu forvoldte.

"Antallet af skibe vokser. Den endeløse strøm af vikinger hører aldrig op at stige. Alle vegne er de kristne ofre for massakrer, brande og plyndringer. Vikingerne erobrer alt på deres vej. Ingen kan modstå dem. De indtager Bordeaux, Perigeux, Limoges, Angouleme og Toulouse. Angers, Tours og Orleans er udslettede. En utallig flåde sejler op ad Seinen, og ondskaben vokser i hele landet. Rouen er lagt øde, plyndret og brændt. Paris, Beauvais og Meaux er indtaget, Meluns stærke fæstning er jævnet med jorden, Chartres besat, Evreux og Bayeux plyndret og alle byer belejret".

Ikke blot byer, kirker og klostre og deres indbyggere blev ofre. Det gik også i nogen grad ud over civilbefolkningen på landet, hvor mange officielle løskøbelsesafgifter til vikinger blev skaffet ved at lægge nye afgifter på alle, også de fattige, og vikingerne tog desuden selv mange slaver. Nogle steder bosatte de sig også, men omfanget og varigheden af disse bosættelser er ukendt. I 845 slog de sig roligt ned i landet. Det var i Aquitanien. Og i 850 fik de anvist land til bosættelse efter at have plyndret fra Seinen. Baggrunden var her, at Lothar var på vej, hvorpå Karl den Skaldede allierede sig med røverne.

Ved denne tid var adskillige vikingehære i gang, og i 861 lovede kong Karl en stor sum til en hær ledet af Weland, for at uddrive en anden, der havde sat sig fast på en ø i Seinen. Den belejrede hær, der var plaget af sult og elendighed, gav nu også Weland meget guld og sølv, hvorpå de spredtes og gik i vinterlejr forskellige steder langs Seinen. Næste år sluttede Weland sig til Karl og blev døbt, og den store flåde sejlede bort. Men i 863 blev Weland dræbt af en anden viking. Karl den Skalledes viking mod viking metode led dermed skibbrud for en tid.

På et rigsmøde i Pitres i 864 blev rigets problemer understreget gennem udstedelse af kongelige forordninger. De forbød de kongelige grever at tilegne sig frie mænds heste og ejendom, så disse hindredes i at yde kongen krigstjeneste mod vikingerne, og under trussel om dødsstraf blev det forbudt at sælge heste og våben til vikinger. Det mest effektive værn mod dem blev dog befæstede broer over floderne samt forstærkninger af bymure og nye borge, som Karl og hans efterfølgere lod opføre inde i landet. Det viste sig blandt andet ved vikingernes lange belejring af Paris i 885-86, der er så malende beskrevet af Abbo. Her måtte de opgive trods store anstrengelser. Men flodmundinger og kystegne kunne Karl ikke beskytte.


Frankerriget

I året 870 blev den nordlige del af det mellemste Frankerrige delt mellem Østfranken og Vestfranken. Karl den Skaldedes rige nåede ved kysten nu frem til omkring Rhinen, og han indgik straks forbund med vikingehøvdingen Rurik, der længe havde haft godt fodfæste i Dorestad og Frisland og muligvis var Harald Klaks nevø.

Lothar og hans efterfølgeres politik havde været at sikre indlandet gennem overenskomster med vikingehøvdinge, der fik baser i flodmundingerne her. Harald Klak havde fået Walcheren med mere i 841, og da Rurik var begyndt at hærge op ad Rhinen, og Lothar ikke kunne besejre ham, modtog han ham mod løfte om troskab og skænkede ham Dorestad og andre grevskaber. Det var i 850. De politiske spil mellem frankerrigerne, Danmark og vikingehøvdingerne langs kysten er langtfra klare. Men det er sikkert at Frisland flere gange husede danske tronkrævere, der samlede sølv og status gennem gode embeder og ligesom frankerrigernes andre stormænd nød en stor grad af uafhængighed. Harald Klak var som nævnt forjaget fra Danmark, og i 855 fik Rurik og en slægtning, Godfred, en kort tid magten i en del af landet men måtte vende tilbage til Frisland og Dorestad.

Disse høvdinge kunne eller ville ikke hindre alle overfald på området. Efter de første angreb i 834-37 blev Dorestad igen hærget i 846,47,57 og 63, og byen mistede snart sin betydning, muligvis på grund af kombinationen af mange vikingeangreb, ændringer i flodens løb og en stor oversvømmelse. Også andet sted i Frisland var der plyndringer. I 867 var Rurik jaget bort af Frislands indbyggere, og det frygtedes at han ville komme tilbage med danske hjælpetropper. Man hører sidste gang om ham i 873.

Karl den Skaldede døde i 877, og de næste 11 år fulgte fem forskellige herskere over det Vestfrankiske rige og meget indre strid. Togterne blussede op igen efter en lidt roligere tid i Karls sidste år, hvor mange vikinger havde været beskæftiget i England. De opererede fortsat langs hele kysten, men det gik nu hårdt ud også over indlandet i Flandern og langs Rhinen. I 880 hærgedes f.eks. Tournai og klostre ved Scheldefloden og i 881 landet mellem Schelde og Somme.

I 882 berettes bl.a. at det berømte Hasting fra Loire hjemsøgte egnene ved kysten, og at andre vikinger brændte Køln og Trier samt masser af klostre langt inde i landet langs Maas, Mosel og Rhinen. Karl den Tykke, som bar kejsertitel, indgik derpå aftale med høvdingen Godfred, der blev døbt og fik Frisland og de andre len, som Rurik havde haft. Andre høvdinge gav han guld og sølv skaffet fra kirkers og klostres store skatte. Det var først og fremmest sådanne store rigdomme, samlet gennem århundreder, samt gods og guld fra de store byer og slaver, vikingerne søgte. Store beløb kunne også skaffes ved tilfangetagelse af prominente personer der skulle løskøbes.

Men Godfred havde større ambitioner. Hans hustru Gisla var datter af Lothar II, og hendes broder overtalte Godfred til oprør mod kejseren. Ifølge den velunderrettede Reginos Krønike fik han lovning på det halve rige hvis planen lykkedes, og han sendte bud til kejseren, at forudsætningen for at holde fast ved den lovede troskab og forsvare de ham betroede rigsgrænser mod angreb fra hans egne landsmænd, var at han også fik Koblenz, Andernach, Sinzich samt flere kejserlige krongårde, og det på grund af vinens mængde, der her strømmede rigeligt, mens derimod landet, som han ved kejserens gavmildhed havde fået til ejendom, ikke avlede spor vin. Argumentet med vinproducerende områder var ved mange andre lejligheder blevet brugt ved grænsedragninger og tildelinger af jord i Frankerriget, men her var formålet i virkeligheden at få støttepunkter inde i landet eller hvis anmodning blev afslået, en undskyldning for oprør. Planen omfattede også en stor styrke hjælpetropper tilkaldt fra hans fædreland, som må være Danmark, men den blev opdaget og Godfred dræbt i 885. Det var sidste gang en vikingehøvding blev ansat i Frisland.

Togterne fortsatte, men nye fæstninger blev bygget og forsvaret efterhånden bedre organiseret. Mod slutningen af 800 årene var de gyldne tider ved at være forbi. I 890 søgte en vikingehær at udnytte indre strid i det selvstændige Bretagne men led til slut nederlag og drog nordpå. I 891 blev de slået af den tyske kong Arnulf ved Dyle, en biflod til Schelde, og samme år nævnes nogle nyligt byggede borge som meget vel kan være nogle i den række af store, somme tider cirkulære ringborge der findes langs kysten af det nuværende Nordfrankrig, Belgien og Zeland i Sydholland, bl.a. Souburg på øen Walcheren. Efter nogle heldige plyndringer i 892 drog hæren til England med ejendele og familier, formentlig for at bosætte sig der. Det samme gjorde Loirehøvdingen Hasting. Men i England var kong Alfreds forsvar effektivt og i 896 opgav hæren og blev opløst. Nogle drog til vikingerigerne i East Anglia og Northumbria, og andre vendte tilbage til de kendte egne i Seineområdet.

Gennem 900 årene voksede de Vesteuropæiske riger sig stærke, og magtbalancen vippede. Nu blev Danmarks sydgrænse flere gange truet og løbet over ende af den tyske rige. I slutningen af århundredet, da der igen kom gang i togterne mod vest, var der et par plyndringer i det gammelkendte og givtige vikingemål Frisland, men ellers måtte England holde for. Vesteuropas vikingetid var forbi, bortset fra i Normandiet.


Vikingerne i Normandiet

Ved Seinens nedre løb og kystegnene var normannerne herrer. De havde hjemsøgt dette område så tit og så grundigt, at de kristne her havde opgivet alt forsvar. Her opstod det mægtige og navnkundige vikingerige "Normannerlandet" Normandiet.

Om dets nye herrer for største delen var kommet fra Danmark eller Norge, er historikerne i tvivl om. Normandiets egen hjemlige overlevering peger på Danmark og gør vikingernes overanfører Rollo til en dansk kongesøn, men en norsk sagn nævner ham som Ganger Rolf, en jarlesøn fra Møre. Det må dog regnes for sandsynligst, at de vældige hærskarer, som en menneskealder igennem hærgede, affolkede og til sidst underlagde sig det nordfranske land, er udgået fra Danmark og Viken. Det har været flere jævnbyrdige høvdinger, hver med sine langskibe, som ved sammenslutning har dannet den store hær.

Efter at normannerhærene allerede i mange år faktisk havde været herre over seinelandet, blev dette i året 912 ligefrem afstået til dem af frankerkongen Karl den Enfoldige. Rollo og hærens andre høvdinge delte landet mellem sig som ligestillede fæller, men med tiden fik Rollo mere og mere forrangen i anseelse og magt. Han og hans efterkommere sad da som næsten uafhængige hertuger i Normandiet, frankerkongen var deres lensherre, men ejede i virkeligheden ingen videre myndighed over dem. Straks ved freden 912 havde de taget dåben. Det varede heller ikke længe, før de tilegnede sig frankernes sprog, og med tiden glemte de deres eget. Længst holdt det danske sprog sig i Bayeux. I normanniske person og stednavne kan de nordiske spor følges helt ned til nutiden.

Idet normannerne gik op i det franske folk, tilførte de dette frisk og djærv foretagsomhed, både i handel, i statslivet og i digtningen. Den gamle vikingeånd uddøde ikke med modersmålet. Ved år 1020-30 gik en skare normanniske riddere til Syditalien, tog del i de evindelige kampe der, mellem kristne og saracener, satte sig fast i landet og vandt sig et stort rige. Det var kongeriget "begge Sicilierne", som under skiftende skæbner vedblev at være selvstændig stat indtil 1860. En menneskealder senere sejlede Normandiets hertug Vilhelm Erobreren med sine mænd til England 1066, indtog hele dette rige og grundlagde her tidens bedst organiserede stat.

Vikinger på togter i øst

De svenske vikinger tog hverken til Island eller Grønland. Da deres geografiske beliggenhed ikke tillod at fortage lange rejser mod vest, var den naturlige vej østover. På deres rejser mødte de en masse forskellige kulturer. Langs Østersøens kyster besøgte vikingerne handelspladser, som handlede med varer fra hele Europa. Nogle af dem var f.eks. Kaup på Kalinkysten, Truso i det østlige Polen og Grobin i Letland.

Omkring 780 nåede vikingerne Volkhovflodens munding. Derfra bevægede de sig langsomt mod syd, til Ilmensøen og Novgorod. Via de enorme russiske floder Volkhov, Lovat, Dnjepr og Volga kom de endda helt ned til Det byzantinske Rige og kom i forbindelse med de gamle handelsruter, som bl.a. førte til Indien og Kina.

Vikingernes ældste handelsplads i det østlige Europa hed Staraja (Gamle) Ladoga. Denne var det første sted vikingerne bosatte sig på deres rejse mod øst. I løbet af vikingetiden voksede den fra at være en lille handelsplads i 700-tallet til i løbet af de næste 200 år at blive et stort omfattende samfund med militær tilstedeværelse og fyrsteboliger.




Arkæologiske fund i og omkring Ladoga viser, at både skandinaviske mænd og kvinder var til stede i Ladoga. Derfor var vikingerne ikke kun krigeriske købmænd, for mange handlede det mere om landbrugsbaseret bosættelse. Ingen ved præcist, om vikingerne havde indflydelse på Ruslands (dengang Rús) statsdannelse, men det er meget muligt.

I slutningen af det 8. århundrede trængte skandinaviske vikinger, kaldet varangianere eller rus, sydpå fra Østersøen mod Sortehavet. De slaviske bosættelser i erobrernes spor blev grundigt løbet over ende. I 862 anførte den skandinaviske høvding Rurik (Riurik eller Rorik), en halvlegendarisk figur, stormen og erobringen af Novgorod i det nordvestlige Rusland. Rurik, som var den første af de såkaldte russiske rpinser, grundlagde et kongehus som skulle herske i mere end 700 år. Novgorod og Kiev, som faldt til vikingrne kort efter, blev de store handelscentre i det tidlige Rusland.

Rusland blev grundlagt som stat i 800-tallet omkring byerne Kiev og Novgorod. Novgorod hørte på det tidspunkt med til Østersøområdet og kaldtes af skandinaverne Holmegard. Byen blev senere kernen i fyrstedømmet Novgorod, som holdt stand mod både svenskere, tyskere og mongoler. Men i 1400-tallet blev den overfløjet af Moskva. Byen mistede meget af sin betydning, men bevarede de smukke middelalderlige kirker fra storhedstiden.

Rusland vendte ryggen til Vesteuropa og var i længere tid uden forbindelse med Østersøen. Men i 1703 skabte tsar Peter den Store af Rusland et vindue mod vest ved grundlæggelsen af Skt. Petersborg, som han i 1712 gjorde til hovedstad. Helt frem til den kommunistiske Oktoberrevolution i 1917 lå hovedstaden i det stadigt voksende russiske rige helt mod vest ved Østersøen. Og her skabtes en perle af en by, et Nordens Venezia, den fascinerende ramme omkring et rigt kulturliv. Det er stadig i dag muligt at følge i vikingernes fodspor via Staraja Ladoga til Novgorod og her opleve det middelalderlige Rusland.


Historiske kort af Europas udvikling 395-1700

Nu kan det jo være lidt indviklet at holde styr på hvor vikingerne egentlig tog hen da datidens riger og grænser var en smule forskellige fra dem vi kender i dag. Endvidere var nogle af nutidens hovedbyer endnu ikke grundlagte. Du får her en oversigt over Europas udvikling i perioden fra 395 til 1700.


The Roman Empire 395 Europa 4. Årh. Europa år 526 Europa år 814 Folkslag år 900
År 1000 År 1097 12 århundrede 13 århundrede 14 århundrede
15 århundrede Religion 1560 År 1700 1815-1905 1911
980 1180 1360 1460 1555
1660 1780 1801 1810 1871

Vil du vide mere

link tilbage til hovedafsnittet mv.