Skip to navigation | Skip to content

 

Du er her: NetSpirit - Emner - C - Civilisationer, De forsvundne - Vikinger

 

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3853
Online profiler 0
Online gæster 161
Åbne spørgsmål 583
Besvarede spørgsmål 2911

Almanak

Sat, 19. August 2017

Solen i dag

Solopgang:05:54
Solnedgang:20:31

Månen lige nu

Full Moon

VELKOMMEN TIL SEKTION OM VIKINGERNE
DENNE SEKTION ER UNDER OPBYGNING


Vikingernes togter Vikingernes skibe Vikingernes tro
Vikingernes tøj Runer stikordsregister Stil et spørgsmål
om vikingerne
stikordsregister Stil et spørgsmål
om vikingerne





Indledning

Aldrig før eller siden har skandinaverne spillet så stor rolle ude omkring som i vikingetiden. Det er især det sidste, som ligger bag vikingemyten, og ikke uden grund. De færdes hjemmevandt fra Limerick i vest til Volga i øst, og fra Grønland i nord til Spanien i syd. Og de optrådte i mange roller, som sørøvere, handelsfolk, skatteafpressere, lejesoldater, erobrere, herskere, militær overklasse, udvandrende bønder, opdagelsesrejsende, kolonisatorer af ubeboede områder og meget andet.

Vikingerne var krigere fra Skandinavien, som i den sene jernalder og vikingetiden plyndrede og koloniserede områder langs kyster og floder i store dele af Europa mellem 800 og 1050. Oftest tænker man nok på vikingerne som omrejsende krigere, men de var også dygtige handelsmænd og landbrugere. Senere kom vikingerne også fra de koloniserede områder. Man betragter traditionelt vikingernes plyndring i 793 af klosteret Lindisfarne i England som overgangen fra jernalder til vikingetid.

Den ældste kendte forekomst af ordet 'viking' er i det angelsaksiske digt Widsith som blev skrevet i 5-600 tallet. Ordet findes desuden på runesten, hvor det er et personnavn, dels findes som en handling den afdøde foretog. Ordet vikings etymologi er usikker. Ordet kendes fra oldnordisk (vikingr), oldengelsk (wicing) og oldfrisisk (wiking), så det er muligvis fællesgermansk. Det er foreslået at ordet kan være beslægtet med ordet "vig" således at det kunne betyde "mand der lægger til i vigene med sit skib" eller "mand fra Vigen".

Ordet "viking" havde i samtiden ikke den betydning, vi tillægger det i dag. Mange kilder nævner f.eks. en "viking-vagt"; en der holdt udkik efter vikinger. Ligeledes nævnes om en person, der fik et raserianfald, at "der fór en viking i ham". Ordet "viking" dækkede altså ikke hele den nordiske befolkning, men kun de berygtede sørøvere. Som nævnt kunne ordet Viking også beskrive en handling. Krigere på vikingetogt, lå i viking. F.eks. i Egil Skallagrimssons Saga kan læses: "...og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme."




Vikingerne var berygtede, som krigere. Dette skyldtes flere ting: Deres skibe kunne sejle hurtigt og langt omkring. På et døgn kunne de sagtens rejse 120 km med en hær på 200 skibe og 5.000 mand. En hær af en størrelse, som de, der skulle forsvare sig imod vikingerne, først kunne nå at samle efter, at vikingerne var væk igen. Ikke mindst kunne de hurtigt komme i land med en hel hær på en bar sandstrand, eller langt oppe ad en lille flod. Vikingerne var ikke afhængige af havne. Skibene kunne også transporteres over land, da en snekke ikke vejede mere end at en normal hestevogn kunne bære den.

Der fandtes to slags vikinger. Sommervikingerne, af irerne kaldet de blåklædte, som kun kom om sommeren i store flokke. De havde noget proviant med hjemmefra, og var ret veludstyrede, men ofte meget unge og uerfarne.

Vintervikingerne, af irerne kaldet de gråklædte som hærgede hele året. De var mere eller mindre lokale og vidste, hvad de kom efter. Disse vikinger kom nok oprindeligt fra Skandinavien, men de slog sig ned hvor de kom frem, og krævede at besatte områder skulle stille med skibe og krigere, hvilket de gerne gjorde, da de besatte områder i England og Frankrig bestod af indbyrdes stridende områder uden nogen fælles nationalfølelse. Magten gjorde dem også i stand til at gennemtvinge at der skulle ydes danegæld.




Vikingerne havde ingen rigtige domstole, som vi har i dag. Retsager blev afgjort på de såkaldte tingsteder, for åben himmel. Hvert lokale område afholdt et ting, når det var nødvendigt. Både jarler og karle blev inviteret til at sige deres mening. Når alle tilstedeværende havde talt, og der var truffet en afgørelse, slog man sine våben sammen som tegn på enighed. Vikingerne havde dog ingen fængsler. Hvis det drejede sig om meget alvorlige forbrydelser, blev den skyldige idømt landsforvisning. Landsforvisning var den mest frygtede straf man kunne få. Familien var meget vigtig i den sammenhæng, og derfor var landsforvisning værre end døden.

En af de vigtigste begivenheder ved vikingernes bosættelse på Island var oprettelsen af Altinget. Altinget blev ledet af en lovsigemand, der blev valgt blandt de lokale høvdinge. Det var på Altinget love blev vedtaget og klager behandlet. Det var på et sådant møde, at Erik den Røde i 980 blev erklæret fredløs på grund af mord. Vikingerne havde ikke nedskrevne love. De måtte lære loven udenad og fremsige den, når der var brug for den. På den måde gik loven fra mund til mund, fra den ene slægt til den anden. Vikingerne havde ingen pen, papir eller bøger, og meget få af dem kunne læse eller skrive. De, der kunne, skrev i runer. Runerne blev udskåret i træ eller mejslet ud i sten. De bestod af rette linier, fordi det var svært at forme runde eller krumme linier. Runealfabetet i vikingernes verden bestod af 16 runer.




Det fremgår af mange nordiske skjaldekvad og runesten, at ære og bytte var væsentlige drivkræfter, og vesteuropæiske skriftlige kilder lader ligeledes forstå, at det var lette indtægter, men efterhånder også handelsbaser og land at beherske og bo i, vikingerne søgte gennem deres togter.

Skandinavien var i forandring, og mange løsrev sig fra de hjemlige sociale bindinger og opholdt sig ude i kortere eller længere tid. Fra 840 erne overvintrede hære rundt omkring, og mange steder var det bander eller hære af sådanne internationale eventyrere uden særlig tilknytning til hjemlandene og med en lang vikingekarriere bag sig, der først bosatte sig ude, f.eks. i Normandiet og England. Andre kom omsider hjem med gods og guld og brugte det til opbygning af magt og status, som f.eks. kong Harald Hårderåde i Norge.

Men der var også togter med fast rod i hjemegnen, for konger og høvdindge havde behov for gode indtægter til at aflønne mænd og fastholde magt. Kongers togter kunne også være led i udenrigspolitiske spil, eller de kunne sigte mod regulær erobring af et land. Det sidste gjaldt bl.a. Svend Tveskægs togt til England i 1013.

Ekspansionen må videre ses på den baggrund, at Skandinavien havde mange forbindelser med Europa allerede før vikingetiden, og at der i hele nordeuropa skete en stor økonomisk opblomstring gennem 700 årene med bl. a. grundlæggelse og udvikling af handelscentre både langs vesteuropas og Englands kyster og floder i østersøegnene, samt med åbning af handelsruter i Rusland. Omkring år 800, da togterne tog fart, var der et stort net af handelscentre.




En af grundene til de tit overdrevne forestillinger om vikingernes ødelæggelser er skriftlige kilders angivelser af hæres og flåders størrelse. De er normalt anført i meget runde tal og dertil tit vildt overdrevne af litterære og nationalmoralske grunde. Som f.eks. når Abbo fortæller, at vikingehæren foran Paris i 885-86 var på 40.000 mand, mens forsvarerne kun talte tohundrede og tit var færre. Eller når Reginos krønike siger, at der efter hertug Alan af Bretagnes sejr i 890 kun nåede 400 vikinger ud af 15.000 tilbage til flåden.

Mange hære talte sikkert omkring hundrede eller et par hundrede mand, som det var normalt i tiden. Men når flere hære samledes, som det skete adskillige gange, kunne tallet naturligvis blive stort, som f.eks. i England 865-80. De hære, der erobrede hele England i begyndelsen af 1000-årene, var givetvis meget store, og i 840erne, da det for alvor gik løs mange forskellige steder, må tilsammen et meget stort antal vikinger have været ude.

Vikingerne har også fået ry for at være usædvanlig blodtørstige og grusomme, men det må skyldes deres " hedenske " religion. Plyndrende hedninge, der slår mange ihjel, omtales i mange kristne samtidskilder, men kristne plyndrede og dræbte også hinanden med stor flid, og billedet af vikingevildskab blev kraftigt udbygget i den nordiske (og da kristne) sagalitteratur og historieskrivning.




Der var flere grunde til at holdt op med at tage på vikingetogter. Den største grund var at kristendommen (som også stoppede hele vikingetiden) ikke tillod at slå ihjel og røve, en anden grund til at vikingerne blev hjemme var at der blev opfundet en ny plov hvorfor der skulle bruges mange mænd og mange køer. Med denne plov gik det meget hurtigere at kultivere jorden, hvorfor nye arealer kunne opdyrkes og hermed blev større velfærd skabt. En helt tredie faktor var at det efterhånden blev sværere og sværere for vikingerne at gennemføre deres togter. i begyndelsen af vikingetiden var meget af Europa et stort tag-selv-bord for vikingerne, men efterhånden gjorde beskyttelsesvolde, vagttårne og andre bygningsanlæg, det mere og mere besværligt for vikingerne at gennemføre deres togter.





OVERBLIK OVER SEKTION OM VIKINGER


Vikingernes togter
Vikingerne færdes hjemmevandt fra Limerick i vest til Volga i øst, og fra Grønland i nord til Spanien i syd. Og de optrådte i mange roller, som sørøvere, handelsfolk, skatteafpressere, lejesoldater, erobrere, herskere, militær overklasse, udvandrende bønder, opdagelsesrejsende, kolonisatorer af ubeboede områder og meget andet.

Vikingernes skibe
Gode sejlskibe og stor sømandsmæssig kunnen var en forudsætning for deres geografiske rækkevidde og for meget af deres militære succes, der i vidt omfang var baseret på overraskelsesangreb og mobilitet. Vikingernes hurtige og sødygtige skibe gjorde dem frygtet i hele Europa. De var langt forud for deres tid.

Vikingernes tro
De mennesker, der levede i vikingetiden tilbad de nordiske guder. Guderne havde hver i sær deres mere eller mindre skarpt afgrænsede områder og roller. Guderne havde deres egne verden. De blev afbildet som mennesker og deres samfund fungerede på næsten samme måde som menneskenes. Ellers var mennesker og guder meget adskilte. Vikingerne tilbad deres guder på høje i skoven, når der skulle høstes, når de skulle på plyndringstogt eller når der var generelt dårlige tider.

Kongehuse i Danmark, Sverige, Norge og England
Fortællingen om vikingerne, den nordiske mytologi, og kongerækkerne i Danmark, Norge, Sverige, er tæt forbundne. Selv om kongen var meget betydningsfuld for landet, var han kun en anelse mere magtfuld end sine adelsmænd. Adelsmændene (eller jarlerne), var de mest magtfulde krigere. De ejede både land, store gårde, skibe og slaver.

Vigtige årstal for vikingerne
Her får du et overblik over vigtige datoer ifm. vikingernes aktiviteter, samt et par andre vigtige skæringsdatoer i verdenshistorien som vikingerne satte på dagsordenen.

Vikingernes landsbyer og huse
Vikingerne var jo ikke altid på togter. De havde også en hverdag, hvor de levede i deres landsbyer. Her havde mændene som regel travlt med "mande-ting" og kvinderne med at få det hele til at fungere ved at passe børn, vaske tøj, lave mand etc. NetSpirit har været på besøg i en genskabt vikingelandsby og du kan bla. i dette kapitel se billederne herfra.

Vikingernes beklædning

Runer - deres oprindelse og betydning
Et runealfabet kaldes normalt en "Furthark" efter de første seks runer - på samme måde som det latinske alfabet er opkaldt efter de græske navne på de to første bogstaver. De ældste runer fundet i Danmark tilhører den germanske 24 - runers furthark der var i brugt indtil omkring år 500. Man regner med at Furtharken er udviklet af goterne omkring Sortehavet omkring år 200. I dette kapitel kan du læse meget mere om runerne, runesten og helleristninger.

Den ældre og yngre Edda
Den ældre Edda er et skrift med gude- og heltedigte af ukendte islandske forfattere, fra tiden mellem år 800 og år 1200. Den ældre Edda omtales også som: Den Poetiske Edda, Sæmunds Edda, Codex regius, Nordens Gudekvad & Snorris Eddasagn. Stoffet er skrevet på vers, og kan derfor forekomme lidt vanskeligt forståeligt for den uøvede. Det anbefales derfor ikke, at man som det første kaster sig over denne bog. Den yngre Edda er en islandsk håndbog i digtekunst, som også indeholder mange mytologiske historier. Den yngre Edda, der undertiden også omtales som Snorra Edda, Prosa Edda, eller slet og ret blot Edda, er skrevet af Snorre Sturluson omkring år 1245. Den overvejende af stoffet foreligger som prosatekst.

Stikordsregisteret
Stikordsregisteret har sin styrke, når du søger efter en kort beskrivelse af et specifikt begreb/ord/gud etc., samt når du har lyst til at klikke rundt i de forskellige sammenhænge, der eksisterer.

Stil et spørgsmål om vikingerne
Og endelig er der jo også mulighed for at stille spørgsmål om vikingerne, deres levevis, hvorfor de tog på togter, kort sagt er der noget du er i tvivl om vedrøende vikingerne, så stil dine spøgsmål inde i NetSpirts forum. Husk dog at de fleste brugere skelner meget til om du, før du stiller dine spørgsmål, selv har forsøgt at finde svaret. Så kig dig lidt rundt før du stiller dine spørgsmål. Intelligente og gennemtænkte spørgsmål får inteligente og gennemtænkte svar!