Skip to navigation | Skip to content

 
 

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3988
Online profiler 0
Online gæster 404
Åbne spørgsmål 598
Besvarede spørgsmål 2970

Almanak

Sat, 15. December 2018

Solen i dag

Solopgang:08:26
Solnedgang:15:43

Månen lige nu

Full Moon


Den yngre Edda

SNORRIS EDDASAGN

Oversat fra oldnordisk af Thøger Larsen
Udgivet 1928


Forord af NetSpirit

Forfatterens indledning

Denne Oversættelse er bygget over tre Udgaver af Grundteksten, især Sveinbjørn Egilssons "Edda Snorra Sturlusonar" (Reykjavik 1848-49), der giver den fuldstændigste Tekst, men ikke angiver Varianter, dernæst "Die prosaische Edda im Auszuge" ved Ernst Wilken (Paderborn 1912), der giver en fyldig Variantfortegnelse og en velredigeret Tekst, der egentlig indeholder alt, hvad der er fornødent for en Oversættelse, dog udelader den Snorris Fortale ligesom alle Skjaldecitaterne i Skáldskapermál er udeladt; til Gengæld indeholder Bogen Vålsunga-saga og Nornagests-tháttr; endelig Finnur Jónssons "Snorri Sturluson: Edda" (København 1900), ogsaa med en velredigeret Tekst, men med Udeladelse af enkelte formentlig uægte Afsnit samt med ufuldstændig Variantfortegnelse.

Ved nærværende Oversættelse er der set bort fra al Tekstkritik ligesom ved Oversættelsen af den ældre Eddas Gudekvad og af de samme Grunde.

Skjaldeversene i "Skjaldskabslæren" har jeg for Størstedelen udeladt, da de i Reglen ikke supplerer noget i Sagnfremstillingen og de fleste af dem paa Grund af deres Kenninge-Kunstsprog og kunstlede Stil overhovedet er vanskelige at tyde og i en direkte Gengivelse som oftest heller ikke indeholder noget af særlig digterisk Interesse for vor Tid. I den Henseende danner de den besynderligste Modsætning til de egentlige Eddakvad. I enkelte Tilfælde har jeg dog gengivet Skjaldevers, enten hvor de supplerede Fortællingen eller syntes mig at kunne gengives med noget af deres oprindelige digteriske Virkning eller som Prøver paa denne Digtnings Karakter. Dog er overalt Kunstudtrykkene tillempede henimod større Forstaaelighed, ligesom Ordsammenhængen er ordnet mest mulig efter naturlig Nutidsdansk.

Lemvig, Februar 1925. THØGER LARSEN.

SNORRIS EDDASAGN


Del I:


Snorri Sturlusons Fortale

De i kantparantes [ ] satte Afsnit
findes kun i Codex Wormianus.

GUD DEN ALMÆGTIGE skabte i Begyndelsen Himmel og Jord og alle de Ting, som er i dem, og sidst to Mennesker, Adam og Eva, fra hvem Slægterne er komne, og deres Slægt formeredes og spredtes over al Verden. Og da Tiderne led frem, blev Menneskeslægten uensartet, somme var gode og rettroende, men mange flere vendte sig til Verdens Fristelser og ringeagtede Guds Bud. Og derfor druknede Gud Verden i en Søgang og alle Verdens levende Væsner undtagen dem, som var med Noa i Arken. Efter Noafloden levede der 8 Mennesker, som befolkede Verden, og fra dem stammede Slægter, og det blev igen som før, at da Verden formeredes og bebyggedes, da hængte Menneskenes store Mængde ved Rigdom og Ære og forsømte Lydighed mod Gud. Og saa vidt gik det, at de ikke vilde nævne Gud. Og hvem kunde da fortælle deres Sønner om Guds Undergerninger? Det gik saa vidt, at de glemte Guds Navn, og Verden rundt fandtes ikke den Mand, der kunde fortælle om sin Skaber. Men ikke desmindre skænkede Gud dem jordiske Gaver, Rigdom og Lykke, som skulde følge dem i Verden. Han uddelte ogsaa Visdommen, saa at de forstod sig paa alle jordiske Ting og alt særegent, de maatte se i Luft og paa Jord. Da tænkte de og undrede sig over, at Jorden og Dyrene og Fuglene havde samme Væsen i somme Henseender, men dog var af ulige Beskaffenhed. En Særegenhed var det, at gravede man ned i Jorden paa høje Fjældtinder, vældede der Vand op, og man behøvede ikke at grave længere ned efter Vand end i de dybe Dale; det er ogsaa saaledes med Dyr og Fugle, at der er lige langt til Blods i Hovedet og i Fødderne. En anden Særegenhed ved Jorden er, at hvert Aar vokser der Græs og Blomster paa Jorden, og samme Aar falder det altsammen og visner. Ligeledes ved Dyr og Fugle, at Fjer og Haar vokser paa dem og falder af igen hvert Aar. En tredje Særegenhed ved Jorden er, at naar den aabnes og graves, gror der Græs paa dens øverste Muld. Fjeld og Sten sammenlignede de med de levendes Tænder og Knogler. Af dette sluttede de, at Jorden maatte være levende og havde Liv af en eller anden Beskaffenhed. Og de begreb, at hun maatte være umaadelig gammel af Aar og mægtig af Væsen. Hun fødte alt levende, og hun tog alt i sig, som døde; derfor gav de hende Navn og optalte deres Slægtled tilbage til hende. Ligeledes spurgte de af deres gamle Slægtninge, at gennem mange Hundrede Vintre havde der været samme Jord og Sol og Himmellegemer, men Himmellegemernes Gang var uens, somme havde længere Gang end somme. Af disse Omstændigheder skønnede de, at nogen maatte være Himmellegemernes Styrer, som indrettede deres Gang efter sin egen Vilje, og han maatte være mægtig og vældig. Og det gik de ud fra, at dersom han raadede for Elementerne, maatte han ogsaa have været til førend Himmellegemerne, og de indsaa, at hvis han raadede for Himmellegemernes Gang, maatte han tillige raade for Solens Skin og Himlens Dugg og Jordens Afgrøde, som fremkaldes deraf. Og ligeledes Luftens Vinde og Søens Storm. De vidste ikke, hvor hans Rige var, men dog troede de, at han styrede alle Ting paa Jorden og i Luften, Himlen og Himmellegemerne, Søen og Vindene. Men for lettere at kunne fortælle derom eller fastholde det i Mindet, saa gav de mellem sig selv alle Ting Navne. Denne Tro har i mange Henseender ændret sig, eftersom Folkene delte sig og Sprogene forgrenede sig.

[I sin Alderdom skiftede Noa Verden mellem sine Sønner. Han overlod Kam den vestlige Del, Jafet den nordlige Del og Sem den sydlige Del, den siden bibeholdte Tredeling af Verden. I den Tid, da disse Mænds Sønner var i Verden, voksede Begæret efter Rigdom og Anseelse, fordi man da fandt paa mange Kunstfærdigheder, som ikke før var set, og enhver ophøjede sig efter sin Bedrift. Og saa vidt gik de i deres Overmod, at Affrikanerne, Kams Ætlinge, hærgede i den Verdensdel, som deres Frænder, Sems Efterkommere, beboede. Og da de havde overvundet dem, mente de ikke at kunne nøjes med Verden, men dannede paa den Slette, som kaldes Senniar, et Taarn af Tegl og Grus, som de havde i Sinde at bygge helt op til Himlen. Og da dette Bygværk var naaet saa vidt, at det ragede [godt] op i Vejret, og da de ikke desto mindre havde Lyst til at fortsætte Arbejdet, og da Gud ser, hvorledes deres Overmod raser højt, da ser han, at han bliver nødt til at slaa det ned paa en eller anden Maade. Og den Gud, som formaar alt og kunde slaa alt deres Værk ned i et Øjeblik og forvandle dem selv til Støv, vilde dog hellere, for at de maatte erkende deres Ringhed, ødelægge deres Forehavende paa den Maade, at ingen af dem forstod, hvad den anden sagde. Og derfor vidste ingen af dem, hvad den ene befalede den anden, og den ene brød det ned, som den anden vilde bygge op, indtil de blev splidagtige med sig selv, og derfor ødelagdes hele deres Plan til Taarnets Opførelse. Og han, som var den ypperste, hed Zoroastres, han lo, inden han græd, da han kom til Verden, og Bygmestrenes Antal var 72, og saa mange Sprog har siden bredt sig over Verden, efterhaanden som Kæmperne siden delte Landene mellem sig og Folkene formeredes. Samme Steds var opført en overmaade berømt Borg, som havde faaet Navn efter Taarnet og blev kaldet Babilon. Og da Sprogforvirringen var sket, da øgedes saaledes Navnene paa Mennesker og Ting, at samme Zoroastres havde mange Navne, og skønt han maatte forstaa, at hans Overmod var stækket gennem nævnte Byggen, saa forfremmede han sig dog i verdslig Ære og lod sig tage til Konge over mange assiriske Folk. Fra ham opstod Afgudsdyrkelsens Vildfarelse, og da der blev blotet til ham, blev han kaldet Baal, hvad vi kalder Bel; han havde ogsaa mange andre Navne. Og i samme Forhold, som Navnene forøgedes, formindskedes Sandheden, og fra den første Vildfarelse fulgte hver Mand sit Forbilledes Eksempel og blotede til Dyr eller Fugle, Luften og Himmellegemerne og forskellige dødelige Ting, indtil denne Vildfarelse gik over hele Verden. Og saa fuldstændig svækkede de Sandheden, at ingen vidste noget om sin Skaber uden alene de Mennesker, som talede det ebreske Sprog, de, som var før Taarnbyggerne. Og dog forringedes ikke de legemlige Gaver, som var dem givet]. Men de opfattede alle Ting med jordisk Forstaaelse, fordi der ikke var givet dem aandelig Visdom. Saaledes mente de, at alle Ting var forarbejdede af et eller andet Emne.

Verden blev delt i tre Dele: Lodden fra Syd mod Vest og indtil Midjords-Søen blev kaldet Affrika, og den sydlige Del heraf er hed og brændt af Solen. Den anden Lod fra Vest og til Nord og indtil Havet er kaldet Evropa eller Enea; den nordre Del deraf er kold, saa intet Græs vokser, og ingen kan bo der. Lodden fra Nord og over Østredelen helt mod Syd kaldes Asia; i denne Verdensdel er al Slags Herlighed og Pryd og Jorden fuld af Frodighed, og der er Guld og Ædelstene; dér er ogsaa Midverden, og ligesom Jorden dér er fagrere og bedre skikket end andre Steder, saaledes var ogsaa Menneskene dér bedst udrustet med alle Gaver, Visdom og Kraft, Fagerhed og al Kunnen.

Nær ved Verdens Midte var opført det Hus og Herberge, som har været allermest berømmet, det, som kaldes Troja, i det Land, som vi kalder Tyrkland. Dette Sted var meget større anlagt end andre og med mere Kunstfærdighed paa mange Maader ved Hjælp af Bekostning og tilstedeværende Forraad. Der var 12 Kongedømmer og en Overkonge, og der laa mange Folkelande til hvert Kongedømme. Der var i Borgen 12 Hovedbefalingsmænd. Disse Høvdinger har været forud for alle Mennesker, som var før i Verden, i alle Manddoms-Egenskaber; [alle lærde Mænds Vidnesbyrd om dem stemmer godt overens i, at alle Øverster i den nordlige Verdensdel tæller deres Ætter tilbage til dem og sætter alle, som var Stadens Overhoveder, i Gudernes Rækker, navnlig for Eksempel regner de selve Priamus for Odin. Det er ikke saa underligt, fordi Priamus nedstammede fra Saturnus, som den nordlige Verdensdel i lang Tid troede havde været selve Gud.

Denne Saturnus voksede op paa den Ø i Grikklandshavet, som hedder Krit; han var større og stærkere og skønnere end andre Mænd. Saavel hans Visdom som andre Naturgaver overgik alle Menneskers. Han opfandt ogsaa mange hidtil ukendte Kunstfærdigheder og dyrkede meget den Idræt, som kaldes de onde Aanders Kunst, saa han vidste forud tilkommende Ting. Han fandt ogsaa i Jorden den Malm, hvoraf han smeltede Guld. Ved den Slags Ting blev han snart mægtig. Han forudsagde ogsaa Aarets Gang og mange andre skjulte Ting. Og af disse og mange flere Aarsager tog man ham til Høvding over Øen. Og da han havde styret den en liden Tid, blev der ret snart gode Aar i enhver Henseende; man benyttede heller ikke andre Penge end Guldpenge, saa meget Guld fandtes der. Og selv om der var Uaar i andre Lande, var der aldrig Uaar der paa Øen, men der kunde man søge alle de Ting, man havde Brug for. Og paa Grund af, at han besad disse og mange andre usynlige Kræfter, ansaa man ham for at være Gud, og deraf opstod andre Vildfarelser mellem Krits Beboere og Makedonierne, ligesom fordum mellem Assirierne og Kaldeierne ved Zoroastre. Og da Saturnus finder, hvor megen Styrke Folket tyktes at have af ham, da lader han sig kalde Gud og anse for Himlens og alle Tings Styrer.

Engang fôr han med Skib til Grikkland, fordi der var en Kongedatter, som han havde Lyst til. Han opnaaede hende paa den Maade, at en Dag, da hun var ude med sine Tjenestepiger, paatog han sig en Tyrs Skikkelse og laa paa Lur efter hende i Skoven, og han var saa skøn, at der laa Guldskær paa hvert af hans Haar. Og da Kongedatteren saa ham, klappede hun ham over Mulehaarene. Han sprang op og krængede Tyreskikkelsen af sig, tog hende i sin Favn, bar hende til Skibet og sejlede hjem til Krit. Dette opdagede Juno, hans Kone; han forvandlede hende da i Kvieskikkelse, sendte hende østpaa mellem Flodarmene og lod hende bevogte af den Træl, som hed Argulus; der var hun 12 Maaneder, til han sejlede hende tilbage. Mange lignende eller endnu mærkeligere Ting gjorde han. Han havde tre Sønner, en hed Jupiter, en anden Neptunus, en tredje Plutus. De var alle de ypperste Foregangsmænd, og var Jupiter langt forud for de andre. Han var Stridsmand og erobrede mange Kongeriger; han var ogsaa snild som hans Fader og paatog sig forskellige Dyreskikkelser, og derved gjorde han meget, som det er almindelige Mennesker umuligt at gøre. Og paa Grund af sligt og andre Ting frygtede alle Folk ham. Derfor er Jupiter regnet for Tor, hvem alle Uvætter frygter.

Saturnus lod i Krit opføre 72 Borge, og da han tyktes sig fuldfærdig i sit Rige og regnede sig for Gud, delte han med sine Sønner og tildelte Jupiter Himmerige, Neptunus Jorderige og Plutus Helvede. Da denne sidste Lod syntes ham mindst attraaværdig, gav han Plutus sin Hund, som han kaldte Serberus, til at holde Vagt ved Helvede. Denne Serberus, siger Grikkerne, skal Erkulus have draget af Helvede og op i Jorderige. Men skønt Saturnus havde tildelt Jupiter Himmerige, begærede han ikke desto mindre at tilegne sig Jorderige, og han anfaldt nu sin Faders Rige, og det fortælles, at han lod ham tage og gilde, og for sligt Storværk siger han sig at være Gud, og Makedonierne siger, at han lod tage Lemmet og kaste ud i Havet, og de troede i lang Tid, at der var opstaaet en Kvinde deraf; hende kaldte de Venus og satte hende i Guderækken, og Venus er altid siden kaldet Elskovsgudinde, fordi de troede, hun var i Stand til at stemme alle Hjerter til Kærlighed, Karles og Kvinders. Da Saturnus var gildet af sin Søn Jupiter, flyede han østen af Krit og til Italia; der boede dengang de Folk, som ikke arbejdede, men levede af Agern og Urter og opholdt sig i Klippe- eller Jordhuler. Og da Saturnus kom der, da skiftede han Navn og kaldte sig Njård, fordi han da mente, at hans Søn Jupiter vanskeligere kunde opspore ham. Han lærte først Menneskene at pløje og plante Vingaarde. Der var god og fugtig Jord og oprandt snart frodige Aar. De tog ham til Høvding, og saaledes kom han i Besiddelse af dette velordnede Rige og lod der opføre mange Borge.

Jupiter, hans Søn, havde mange Sønner, som Slægter nedstammer fra: hans Søn var Dardanus, hans Søn Herikon, hans Søn Tros, hans Søn Ilus, hans Søn Lamedon, Fader til Hovedkongen Priamus. Priamus havde mange Sønner; en af dem var Ektor, som har været den berømteste af alle Mænd i Verden for Styrke og Vækst og alle de ridderlige Slægters mandige Kunster. Og det er skrevet, at da Grikker og alle den nordlige og østlige Verdensdels Styrker kæmpede mod Trojamændene, da var disse aldrig blevet overvundne, hvis ikke Grikkerne havde paakaldt Guderne, og det hed sig, at ingen menneskelig Magt kunde besejre dem, hvis ikke de blev svegne af deres egne Mænd, som det siden skete. Og paa Grund af deres Berømmelse gav senere Tiders Mænd sig deres Æresnavne, og i Særdeleshed Romerne, som i mange Henseender har været de berømteste Mænd efter deres Dage. Og det siges, at da Roma var fuldført, indrettede Romerne deres Sæder og Love saa nær som muligt efter dem, som deres Forfædre Trojamændene havde haft. Og saa megen Kraft fulgte disse Mænd, at mange Tider senere, da Romerhøvdingen Pompejus hærgede i den østlige Verdensdel, flyede Odin ud af Asien og hid til den nordlige Verdensdel, og da gav han sig og sine Mænd deres Navne og fortalte, at Priamus havde heddet Odin og hans Dronning Frigg, og at efter hendes Navn blev Riget siden opkaldt og hed Frigia, der, hvor Borgen laa. Og hvad enten Odin sagde dette til Ros for sig selv eller det var en Følge af Sprogskiftet, har dog mange lærde Mænd holdt det for sandfærdige Sagn, og i lang Tid efter tog hver stor Høvding sig det til Forbillede].

En Konge i Troja hed Munon eller Mennon; han havde ægtet Hovedkongen Priamus' Datter, som hed Troan; de havde en Søn, som hed Tror; ham kalder vi Tor. Han opfødtes i Trakien hos den Hertug, som kaldtes Lorikus. Men da han var ti Vintre gammel, modtog han sin Faders Vaaben. Mellem andre Mænd virkede hans Skikkelses Skønhed som Elfenben indlagt i Eg. Hans Haar var fagrere end Guld. Da han var 12 Vintre, havde han sin falde Styrke. Da løftede han 10 Bjørneskind paa eengang, og da dræbte han Hertug Lorikus, sin Fosterfader, og dennes Kone Lora eller Glora, og bemægtigede sig Riget Trakien; det kalder vi Trudhjem. Da for han vide om Land og undersøgte alle Verdensdele og sejrede ene Mand over alle Bersærker og alle Kæmper og en vældig stor Drage og mange Dyr. I den nordlige Verdensdel fandt han den Spaakvinde, som hed Sibil og som vi kalder Sif, og fik hende. Ingen kan nævne Sifs Æt. Hun var skønnest af alle Kvinder, hendes Haar var som Guld. Deres Søn var Loridi, der lignede sin Fader; hans Søn var Ejnridi; hans Søn Vingetor, hans Søn Vingener, hans Søn Moda, hans Søn Magi, hans Søn Seskef, hans Søn Bedvig, hans Søn Atra, som vi kalder Annan; hans Søn Itrmann, hans Søn Heremod, hans Søn Skjaldun, som vi kalder Skjold; hans Søn Bjaf, som vi kalder Bjar; hans Søn Jat, hans Søn Gudolf, hans Søn Finn, hans Søn Frjallaf, som vi kalder Fridlejf, han havde den Søn, som er nævnt Vodin, ham kalder vi Odin; han var en berømt Mand for sin Visdom og alt sit Forehavende. Hans Kone hed Frigida, som vi kalder Frigg.

Odin havde Spaadomsevne, ligeledes hans Kone, og ved denne Kundskab fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret i den nordlige Verdensdel og hædret frem for alle Kongers. Af den Grund fik han Lyst til at iværksætte sin Rejse fra Tyrkland, og han havde med sig en stor Skare, gamle og unge Mennesker, Karle og Koner, og de havde mange kostelige Ting med sig. Og hvor de fôr over Land, der blev sagt meget berømmeligt om dem, saa de syntes ligere Guder end Mennesker. Og de stansede ikke paa Færden, førend de kom mod Nord i det Land, som nu hedder Saxland; der dvælede Odin en lang Stund og bemægtigede sig i vidt Omfang dette Land. Der indsatte Odin til Landeværnere 3 af sine Sønner, af hvilke een hed Vegdeg, han var en mægtig Konge og raadede over Øst-Saxland. Hans Søn var Vitrgils; hans Sønner var Pitta, Hejngests Fader, og Sigar, Fader til Svepdeg, som vi kalder Svipdag. Odins anden Søn hed Beldeg, som vi kalder Baldr, han ejede det Land, som nu hedder Vestfal; hans Søn var Brand, hans Søn Frjodigar, som vi kalder Frodi; hans Søn var Freovit, hans Søn Yvig, hans Søn Gevis, som vi kalder Gave. Odins tredje Søn hed Seggi, hans Søn Verir; deres Efterkommere raadede over Jet, som nu kaldes Frakkland, og er derfra den Æt kommen, som hedder Vålsunger. Fra alle disse er store og mange Slægter komne.

Saa foretog Odin sig sin Færd mod Nord og kom til det Land, som de kaldte Rejdgoters Land, og satte sig i det Land i Besiddelse af alt, hvad han vilde have. Han satte over dette Land sin Søn, som hed Skjold, hans Søn hed Fridlejf; derfra er den Æt kommen, som hedder Skjoldunger, det er Daners Konger. Og det hedder nu Jotland, som dengang kaldtes Rejdgoters Land.

Derefter fôr han mod Nord til det Land, som nu hedder Svitjod; der var den Konge, som hed Gylfi. Og da han hørte, at Asiamændene, som kaldtes Aser, nærmede sig, drog han dem i Møde og tilbød, at Odin skulde have den Magt, som han vilde, i hans Rige. Og saadan Lykke fulgte deres Færd, at hvor de dvælede i Landene, der var der godt Aar og Fred, og alle troede, de raadede derover. De fornemme Mænd saa, at de ikke lignede andre Mennesker, som de havde set, i Skønhed og Visdom. Odin fandt Sletterne og Landsforholdene der smukke, og han valgte sig en Borggrund, som nu hedder Sigtun. Der indsatte han Høvdinger efter Trojas Mønster, satte 12 Høvedsmænd i Staden til at dømme efter Landslov, og saaledes ordnede han al Ret, ligesom før i Troja og efter Tyrkernes Skik.

Derefter fôr han mod Nord, indtil han mødte det Hav, som de mente omspændte alle Lande, og der satte han sin Søn over det Rige, som nu hedder Noreg. Han hed Sæming, og Noregskongerne regner deres Ætter tilbage til ham, og ligeledes Jarler og andre fornemme Mænd, som det hedder i Haleygs-Tælling. Og Odin havde med sig den af sine Sønner, som hed Yngvi og var Konge i Svitjod efter ham; fra ham stammer de Ætter, der kaldes Ynglinger. Aserne tog sig Kvinder der indenlands og nogle ligeledes til deres Sønner, og disse Ætter blev saa talrige, at over Saxland og ud derfra over den nordlige Verdensdel spredte de sig saaledes, at deres Sprog, Asiamændenes, blev Hjemmesprog over alle disse Lande. Og deraf, at deres Slægtregistre er skrevne, tykkes man at kunne skønne, at disse Navne har fulgt dette Sprog, samt at Aserne har ført Sproget med sig her nord i Verden, i Noreg og i Svitjod, i Danmark og i Saxland. Og i England er der fordums Lands- og Stednavne, som, saavidt man kan skønne, stammer fra et andet Sprog end dette.


Gylfis forblændelse

I.

KONG GYLFI regerede i det Land, som nu hedder Svitjod. Det fortælles om ham, at han i et af sine lystige Luner gav en omrejsende Kvinde en "Plovsland" i sit Rige, saa stort som fire Okser kunde pløje løs paa en Dag og en Nat. Denne Kvinde var af Asernes Slægt og hed Gefjun. Hun tog fire Okser nord fra Jåtunhejm, de var hendes Sønner med en Jætte; dem spændte hun for Ploven; og Ploven gik saa tungt og dybt, at Landet løsnedes. Okserne trak dette Land vestpaa ud paa Havet og stansede i et Sund. Der lagde Gefjun Landet og gav det Navn, hun kaldte det Selund. Og der, hvor Landet var fjernet, blev der et Vand, det, som nu kaldes Lågen i Svitjod. Og Lågen har Vige, der svarer til Næssene i Selund. Saaledes siger Bragi Skjald den gamle:

Gefjun drog fra Gylfi
glad [med Haand paa Ploven]
Danmarks Vækst, saa Dampen
drev fra Dyrekroppe.
Fire Oksepander,
otte Pandemaaner
saas dengang den grønne
Græssets Ø de løsned.

Kong Gylfi var en vis og trolddomskyndig Mand. Det undrede ham, at Asafolket var saa kyndigt, saa alt gik efter dets Vilje. Han grundede over, om dette kunde skyldes Asernes eget Væsen, eller om det skyldtes Kræfter hos de Guder, de ofrede til. Han rejste da til Asgaard, men under Forklædning og i Skikkelse af en gammel Mand for at være ukendt. Men Aserne var saa meget visere, som de havde Spaadomsevne. De saa hans Færd, før han kom, og modtog ham med Synforblændelser. Da han kom ind i Borgen, saa han der en Hal saa høj, at han næppe nok kunde se over den. Taget paa den var lagt af gyldne Skjolde paa samme Maade som Spaantag. Tjodolf fra Hvini siger ligeledes, at Valhal var skjoldtækket:

Paa Ryggen lod de blinke (stenede blev de)
Svafnirs Salbark, de snilde Krigsmænd.

Gylfi saa en Mand i Hallens Dør, han legede med Haandsværd og havde syv i Luften paa eengang. Denne Mand spurgte først om hans Navn. Han kaldte sig Gangleri og sagde, at han var kommen ad vildsomme Stier og bad om at maatte opholde sig der om Natten, samt spurgte om, hvem der ejede Hallen. Manden svarer, at Hallen tilhørte deres Konge, og sagde: "Jeg skal ledsage dig, saa du kan faa ham at se, saa kan du selv spørge ham om, hvad han hedder". Manden gik saa foran ham ind i Hallen, han fulgte efter, og straks blev Døren lukket i Hælene paa ham.

Der saa han mange Gulve og mange Mennesker, af hvilke nogle drak og andre kæmpede bevæbnet. Han kiggede omkring sig og fandt meget af, hvad han saa, mistænkeligt. Da fremsagde han:

Se dig om ved alle Døre,
inden du gaar ind.
Ingen kan vide, hvor Uvenner sidder
i Bo bænket.

Han saa tre Højsæder, det ene ovenover det andet, og i hvert af dem sad en Mand. Han spurgte om Høvdingens Navn. Den Mand, som havde ført ham derind, svarede, at Manden i det nederste Højsæde var Kongen og hed Har; han, som sad ovenfor, hed Jafnhar, og han, som sad øverst, hed Tridi. Da spurgte Har den ankomne, hvad Ærinde han ellers havde, og lovede, at han skulde faa Mad og Drikke som alle andre der i Havis Hal. Manden siger, at først vil han spørge, om der er nogen kyndig Mand derinde. Har siger, at han skal ikke slippe helskindet ud, hvis han ikke er den kyndigste,

"og staa du frem, medens du spørger,
sidde skal den, der svarer".

II.

Gangleri tog da saaledes til Orde: Hvem er den ypperste eller den ældste af alle Guder?" Har siger: "I vort Sprog hedder han Alfader, men i den gamle Asgaard havde han tolv Navne: 1. Alfader, 2. Herran eller Herjan, 3. Nikar eller Hnikar, 4. Nikud eller Hnikud, 5. Fjålnir, 6. Oski, 7. Omi, 8. Biflindi, 9. Svidur, 10. Svidrir, 11. Vidrir, 12. Jalg eller Jalk". Da spørger Gangleri: "Hvor er denne Gud? hvad mægter han? hvad har han øvet af Storværk?" Har siger: "Han lever i alle Tider og styrer hele sit Rige og er Herre over alle Ting, store og smaa". Da indskød Jafnhar: "Han skabte Himlen, Jorden og Luften og alle deres Ting". Og Tridi tilføjede: "Men det er hans største Værk, at han skabte Mennesket og gav det den Aand, som skal leve og aldrig forgaa, selv om Legemet raadner til Muld eller forbrænder fil Aske. Alle Mennesker, som har de rette Sæder, skal leve og være hos ham paa det Sted, som hedder Gimle eller Vingolf. Men de onde Mennesker farer til Hel og derfra til Niflhel, som er nede i den niende Verden". Gangleri spurgte: "Hvad gjorde han, førend Himmel og Jord blev skabt?" Dertil svarer Har: "Da var han hos Rimturserne".

III.

Gangleri spurgte: "Hvad var Oprindelsen? hvorledes skete den? hvad var der før?" Har svarer: "Som det hedder i Vålvens Spaadom:

Old var aarle, da der intet var,
ej var Sand, ej Sø, ej svale Bølger,
ej var Jorden og ej Himlen,
Gabet Ginnungi, men Græs ikke".

Da sagde Jafnhar: "Mange Tider, før Jorden blev skabt, var Niflhejm bleven dannet, og i dens Midte ligger den Brønd, som hedder Hvergelmir. Derfra falder Floder med Navnene: Svål, Gunntra, Fjårm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Lejpt; Gjåll er nærmest Helgærdet". Og Tridi sagde: "Først var der dog den Verden i Sydhælften, som hedder Muspell; den er lys og hed, ja luende og brændende, og ufør for dem, som er Udlændinge og ikke har hjemme der. Surt hedder han, som sidder ved Landets Ende til Landeværn, han har et luende Sværd, og ved Verdens Ende skal han drage ud og hærge, besejre alle Guderne og brænde hele Verden med Ild. Saaledes siges der i Vålvens Spaadom:

Surt gaar sydfra med Skoves Vaade,
Valgud-Sol fra Sværdet skinner,
Grusbjerge ramler, Gyger tumler,
Mænd gaar hen ad Helvej, Himlen revner".

IV.

Gangleri spurgte: "Hvad foregik der, før Ætterne blev til, og Menneskeslægten formerede sig?" Har svarede: "Da de Floder, som kaldes Elivager, var komne saa langt fra Udspringet, at Edderslammen, der fulgte dem, størknede, ligesom Sinter, der flyder fra Ilden, da blev denne Slam til Is. Og da Isen stansede sin Bevægelse, holdt Edderens Fugtighed sig derover og frøs til Rim. Rimen hobede sig op i Dynge over Dynge helt ind i Ginnungis Gab". Jafnhar fortsatte: "Ginnungis Gab fyldtes i Egnen, som vendte mod Nord, med tunge og svære Masser Is og Rim, indeni var der Rusk og Slud, men den sydlige Del af Ginnungis Gab blev let af Mødet med de Gnister og Gløder, som fløj fra Muspellshejm". Da sagde Tridi: "Ligesom der stod Kulde og al Slags Barskhed fra Niflhejm, saaledes var alt i Nærheden af Muspellshejm varmt og lyst. Ginnungis Gab var der saa let som blikstille Luft. Og da Rimen og Hedens Aande mødtes, saa Rimen smeltede og dryppede, livnedes de løsnede Draaber ved dens Kraft, som sendte Heden, og der opstod en Mandsskikkelse. Han blev kaldt Ymir, men Rimturserne kalder ham Aurgelmir. Fra ham er alle Rimtursernes Slægter komne, som det siges i Vålvens Spaadom den korte:

Alle Vålver fra Vidolf stammer,
alle Troldmænds Ætter fra Vilmejd,
Sejdsydere fra Svarthåfdi,
alle Jætter er Ymirs Yngel.

Men siger Jætten Vaftrudnir saaledes:

[hvor Aurgelmir af al den Yngel
først kom fra, kyndige Jætte?]
Af Elivager stænked Edderdraaber,
de voksed og vorded til Jætte,
deraf er alle vore Ætter komne,
og derfor vrede og vrange".

Da spurgte Gangleri: "Hvorledes formeredes Slægterne fra ham? Eller fremstod der flere Mennesker samtidig i Skabelsen? Eller anser du ham, du nu fortalte om, for Gud?" Har svarer: "Vi anser ham aldeles ikke for Gud, han var ond, og ligeledes alle hans Efterkommere, som vi kalder Rimturser. Det fortælles, at medens han sov, kom han til at svede; da voksede en Mand og en Kvinde frem under hans venstre Arm, og hans ene Fod avlede en Søn med den anden; derfra nedstammede Slægter, nemlig Rimturserne. Den gamle Rimturs kalder vi Ymir".

V.

Gangleri spurgte: "Hvor boede Ymir? hvad levede han af?" Har svarer: "Næstefter, da Rimen dryppede, fremstod en Ko deraf, hun hed Audumla; der randt fire Mælkestrømme fra hendes Patter, og hun nærede Ymir". Gangleri spurgte: "Hvad levede Koen af?" Har siger: "Hun slikkede Rimstenene, som var salte, og den første Dag, hun slikkede, kom ved Aften en Mands Haar frem af Stenen, den anden Dag Mandens Hoved, den tredje Dag hele Manden. Han kaldtes Buri; han var fager af Ydre, stor og mægtig. Han avlede den Søn, som hed Bor, og denne ægtede den Kvinde, som hed Bestla, Jætten Båltorns Datter. De fik tre Sønner, den ene hed Odin, den anden Vili, den tredje Ve. Og det er min Tro, at denne Odin og hans Brødre maa være Himlens og Jordens Styrere; vi mener, han maa kaldes saaledes, den Mand, som vi ved er den største og berømteste, og saaledes kan du vel ogsaa kalde ham".

VI.

Gangleri spurgte: "Hvorledes samarbejdede de? hvem var mægtigst?" Dertil svarer Har: "Bors Sønner dræbte Jætten Ymir, men da han faldt, flød der saa meget Blod af hans Saar, at de druknede hele Rimtursernes Slægt deri, undtagen een, der undslap med sin Husstand; ham kalder Jætterne Bergelmir, han steg op i en Baad tilligemed sin Kone, i den frelstes de, og fra dem nedstammer Rimtursernes Slægter, som det siges her:

Utallige Aar før Aserne skabte
Jorden, blev Bergelmir baaren.
Det mindes jeg først, at den fortidsvise
Jætte blev bragt i Baaden".


VII.

Gangleri spørger: "Hvad frembragte Bors Sønner da, siden du mener, de er Guder?" Har siger: "Derom er der ikke lidt at fortælle. De tog Ymir, flyttede ham midt ud i Ginnungis Gab og dannede Jorden af ham: af hans Blod Havet og Vandene, Jorden skabtes af Kroppen, Bjergene af Knoglerne, Sten og Grus af For- og Kindtænderne og af de brudte Knogler". Jafnhar fortsatte: "Af det Blod, som randt af Saarene og flød frit, dannede de det Hav, hvormed de indhegnede og sammenholdt Jorden, og de lagde dette Hav i en Ring udenom den. De fleste Mennesker fandt det ufremkommeligt at rejse derover". Da sagde Tridi: "De tog ogsaa hans Hovedskal og skabte Himlen deraf. Den satte de op over Jorden, fæstet ved fire Hjørner. Under hvert Hjørne satte de en Dværg; disse Dværge hedder: Austri, Vestri, Nordri, Sudri. Borssønnerne tog de Gnister, som fløj løst omkring og var udslyngede fra Muspellshejm, og satte dem midt paa Ginnungis Himmel, baade foroven og forneden, til at oplyse Himmel og Jord. De gav alle Blussene Steder, nogle paa Himlen, nogle fôr løse under Himlen, og dog bestemte de ogsaa Sted for dem og fastsatte deres Gang. Det siges i gamle Sagn, at derfra regnedes Dage og Aaremaal, som det hedder i Vålvens Spaadom:

Sol vidste ikke, hvor sin Sal hun havde,
Maane vidste ikke, hvor sin Magt han havde,
Stjerner vidste ikke, hvilket Sted de havde.

Saaledes var det, før dette ordnedes over Jorden". Gangleri sagde: "Det, jeg nu har hørt, er en stor Tidende. Det er et overordentligt Værk og mesterligt udført. Hvorledes var Jorden indrettet?" Har svarer: "Yderst er den kredsrund, og udenom ligger det dybe Hav. Langs med dettes Bred gav de Land til Boliger for Jætteslægterne. Men inde paa Jorden byggede de en Borg rundt om Verden mod Jætternes Ufred, og til denne Borg benyttede de Jætten Ymirs Øjenhaar, de kaldte Borgen Midgaard. De tog ogsaa hans Hjerne, kastede den i Luften og gjorde Skyerne af den, som det hedder her:

Af Ymirs Kød skabte Aser Jorden,
af Blodet Søen blaa,
af Benene Højder, af Haaret Træer,
af Hovedskallen Himlen.

Af Brynene danned de blide Guder
Midgaard for Menneskesønner,
af Hjernen i hele Himlen alle
truende Skyer skabtes".

VIII.

Da sagde Gangleri: "Det synes mig at være store Ting, de har udrettet, da de var færdig med at skabe Jorden og Himlens og havde anbragt Himmellegemerne og inddelt Døgnene. Men hvor kom Menneskene fra, som bebor Verden?" Har svarer: "Da Bors Sønner gik ved Havets Bred, fandt de to Træer, de tog dem op og skabte Mennesker af dem; den første gav dem Aande og Liv, den anden Forstand og Rørighed, den tredje Ansigt, Mæle, Hørelse og Syn. De gav dem Klæder og Navne, kaldte Karlmennesket Ask og Konen Embla, og fra dem stammede Menneskeslægten, som fik Bolig i Midgaard. Derefter byggede Aserne sig en Borg i Verdens Midte, de kaldte den Asgaard, men Menneskene kalder den Troja. Der boede Guderne og deres Efterkommere, og derefter opstod mange Tidender og forandrede Forhold baade paa Jorden og i Luften. Der er et Sted, som hedder Hlidskjalf. Naar Odin sætter sig i sit Højsæde der, ser han hen over alle Verdener, ser hvert Menneskes Forehavende og forstaar alt, hvad han ser. Hans Kone hed Frigg Fjårgvinsdatter, og af deres Æt er den Afstamning kommen, som vi kalder Asernes Slægter, og som har bebygget den gamle Asgaard og de Riger, som hører dertil. Det er en guddommelig Æt. Odin kan kaldes Alfader, fordi han er Fader til alle Guderne og Menneskene og alt det, som var fuldbyrdet af ham og hans Kraft. Jorden var hans Datter og hans Kone. Ved hende fik han sin første Søn, Asator. Han ejede Kraft og Storhed, derfor besejrer han alt levende.

IX.

Nårfi eller Narfi hed en Jætte, som boede i Jåtunhejm. Han havde en Datter, som hed Nat. Hun var sort og mørk efter sin Æt. Hun var gift med den Mand, som hed Naglfari; deres Søn hed Ud. Derefter var hun gift med een, som hed Annar; deres Datter hed Jord. Tilsidst fik Delling hende, han var af Asernes Slægt; deres Søn var Dag, han var lys og skøn efter sin Fader. Da tog Alfader Nat tilligemed hendes Søn Dag, gav dem to Heste og to Kærrer og satte dem op paa Himlen, for at de hvert halve Døgn skulde skiftes til at køre omkring Jorden.Nat rider foran paa den Hest, som kaldes Rimfaksi, og hver Morgen bedugger den Jorden med Draaberne fra sin Mule. Den Hest, som Dag har, hedder Skinfaksi, og Luften og Jorden lyser overalt af dens Manke".

X.

Gangleri spurgte: "Hvorledes styrer han Solens og Maanens Gang?" Har siger: "Den Mand, som kaldes Mundilfari, havde to Børn, der var saa fagre og skønne, at han kaldte Sønnen Maane og Datteren Sol; hende bortgiftede han til den Mand, som hed Glen. Men Guderne blev vrede over dette Overmod. De tog de to Søskende og satte dem op paa Himlen. Saa lod de Sol køre de Heste, som drog Kærren, hvori den Sol kørte, som Guderne havde skabt til at oplyse Verdnerne af den Glød, der fløj fra Muspellshejm. Hestene hedder Arvak og Alsvid, og under deres Bove satte Guderne to Blæsebælge til at køle dem. I nogle Sagn kaldes dette Jærnkulde. Maane styrer Maanens Gang og raader for Ny og Næ. Han tog to Børn fra Jorden, Bil og Hjuki, da de gik fra den Brønd, som hedder Byggvir, og bar paa Skuldrene et Kar, der hedder Sæg, paa Stangen Simul. Vidfin kaldes deres Fader. Disse Børn følger Maanen, som det kan ses fra Jorden".

XI.

Gangleri sagde: "Solen iler hurtigt, næsten som om hun var ræd. Hun vilde ikke skynde sig mere, om hun flyede i Skræk den, der vilde dræbe hende". Dertil svarer Har: "Det er ikke saa sært, at hun skynder sig, thi den er nær, som vil hende til Livs, og hun har ingen anden Udvej end at undløbe". Gangleri spurgte: "Hvem volder hende denne Umage?" Har siger: "Det er to Ulve. Den, som render efter hende, hedder Skåll, ham er hun bange for, og han tager hende omsider. Den, som løber foran hende, hedder Hati Hrodvitnirssøn, han vil tage Maanen, og det lykkes ham ogsaa". Gangleri spurgte: "Hvem har avlet Ulvene?" Har siger: "Der bor en Gyge øst for Midgaard i den Skov, som hedder Jærnved. I samme Skov bor de Troldkoner, som kaldes Jærnvidjer. Den gamle Gyge føder mange Sønner, allesammen Jætter og alle i Ulveskikkelse. Saaledes er Oprindelsen til disse Ulve. Og det er bleven spaaet, at af den Slægt bliver een den mægtigste. Den kaldes Maanegarm. Den fylder sig med Livskraften af alle de Mennesker, der dør; den sluger Maanen og overstænker Himlen og al Luften med Blod. Da mister Solen sit Skin, Vindene kommer i Uro og larmer fra alle Sider. Saaledes siger Vålvens Spaadom:

Øster bor den oldgraa i Jærnskoven
og føder der Fenrirs Afkom;
een vil blive af al den Yngel
Maanens Tyv under Troldeham.

Fylde Dødsens Folk i Bugen,
gyde Blod over Guders Sæde;
sort bliver Solskin Somrene efter,
alt Vejr truer. Hvad ved I mon mer?"

XII.

Gangleri spurgte: "Hvilken Vej gaar fra Jord til Himmel?" Da svarede Har og lo: "Det var ikke noget særlig klogt Spørgsmaal. Har man aldrig fortalt dig, at Guderne byggede en Bro mellem Himlen og Jorden, en Bro, som hedder Bifråst? Du maa have set den; maaske kalder du den Regnbue. Den lyser i tre Farver og er meget stærk, bygget med større Kunst og Kyndighed end andre Bygværker. Og dog: trods al Styrken maa den briste, naar Muspells Sønner kommer og rider over den. Da svømmer deres Heste over store Floder, og saaledes naar de frem". Gangleri sagde: "Jeg synes ikke, Guderne har bygget Broen solid nok, naar den kan briste. De er jo i Stand til at danne alting, som de vil". Har svarede: "Guderne fortjener ingen Dadel for dette Bygværk. Bifråst er en god Bro. Men der er ingen Ting i denne Verden, der kan staa sig, naar Muspells Sønner hærger".

XIII.

Gangleri spurgte: "Hvad foretog Alfader sig, da Asgaard var bygget?" Har svarede: "I Begyndelsen indsatte han Styrere og bad dem være sig behjælpelig med at ordne Menneskenes Skæbner og lægge Planer til Borgens Indretning. Dette foregik paa Idasletten midt i Borgen. Deres første Arbejde var at bygge Hovet, hvor deres tolv Sæder staar, det næste at rejse Alfaders Højsæde. Dette Hus er det største og bedst byggede paa Jorden. Baade udvendig og indvendig er det som lutter Guld. Menneskene kalder ogsaa Stedet Gladhejm. De byggede en anden Sal, Gudindernes Helligdom, den var meget skøn, og Menneskene kalder Huset Vingolf. Derpaa anlagde de Esser, og til dem fremstillede de Hammer, Tang og Ambolt og ved Hjælp deraf atter alle de andre Slags Værktøj. Endvidere forarbejdede de Malm, Sten og Træ og den Malm, som kaldes Guld, i saadan Overflod, at alle Brugsgenstande og alt Seletøj, de havde, var af Guld. Den Periode kaldtes Guldalderen, og den varede, indtil den blev ødelagt ved Ankomsten af tre Kvinder fra Jåtunhejm. Derefter satte Guderne sig i deres Sæder og raadslog og mindedes, hvorledes Dværgene var kommen til Live i Mulden og nede i Jorden, som Maddiker i Kød. Dværgene var først bleven frembragt og havde faaet Liv i Ymirs Kød og var da Maddiker. Men paa Gudernes Bud fik de Menneskeforstand og Menneskeskikkelse, dog bor de i Jorden og i Stenene. Modsognir var ypperst, og den næste i Rangen var Durin. Saaledes hedder det i Vålvens Spaadom:

Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem skulde skabe en Skare Dværge
af Brimirs Blod og af Blains Knogler.

De skabte mange, i Mands Billed,
Dværge i Jorde, som Durin sagde.

Og disse Dværgenavne nævner hun:

Nyi og Nidi, Nordri og Sudri,
Austri, Vestri, Altjof, Dvalin,
Nar og Nain, Niping, Dain,
Bifur, Bafur, Båmbur, Nori,
Orl, Onar, Oin, Mjådvitnir,
Vigg og Gandalf, Vindalf, Torin,
Fili, Kili, Fundin, Vali,
Tror, Troin, Tekk, Lit, Vit,
Nyr og Nyrad, Rekk, Radsvid.

Og de følgende er Dværge, der bor i Sten, men de førnævnte bor i Mulden:

Draupnir, Dolgtvari,
Har, Hugstari, Hledjolf, Gloin,
Dori, Ori, Duf, Andvari,
Heptifili, Har, Sviar.

Og de efternævnte kom fra Svarins Høj til Aurvangi paa Jarasletten, og derfra er Lovar kommen. Her følger deres Navne:

Skirfir, Virfir, Skafid, Aj,
Alf, Yngvi, Ejkin-Skjaldi,
Fal, Frosti, Fid, Ginnar".

XIV.

Gangleri spurgte: "Hvor har Guderne deres Hovedsæde eller hellige Sted?" Har svarer: "Det er Asken Yggdrasil. Der skal Guderne holde deres Domme hver Dag". Gangleri spurgte: "Hvad fortælles der om dette Sted?" Jafnhar svarer: "Asken er den største og bedste af alle Træer. Dens Grene breder sig over hele Verden og rækker over Himlen. Træets tre Rødder opholder det, og de staar vidt fra hinanden. Den ene er hos Aserne, den anden hos Rimturserne, hvor fordum Ginnungis Gab var; den tredje staar over Niflhejm, og under denne Rod er Hvergelmir, Nidhågg gnaver Roden fra neden. Men under den Rod, som vender mod Rimturserne, er Mimirs Brønd, hvori Kundskab og Mandevid er skjult; han, som ejer Brønden, hedder Mimir; han er fuld af Viden, fordi han drikker af Brønden af Gjålls Horn. Der kom Alfader og udbad sig en Drik af Brønden, men han fik ingen, før end han gav sit Øje i Pant. Det hedder derom i Vålvens Spaadom:

Jeg ved, hvor du, Odin, har dit Øje skjult.
I Mimirs Brønd, den meget kendte.
Mimir hver Morgen Mjøden drikker
af Valfaders Pant. Hvad ved I mon mer?

Askens tredje Rod staar i Himlen, og under den Rod er en meget hellig Brønd, som hedder Urds Brønd. Der har Guderne deres Domsted. Hver Dag rider Aserne derop over Bifråst, som ogsaa kaldes Asbroen. Asernes Heste har følgende Navne: den bedste er Slejpnir, som Odin ejer, den har otte Fødder; den anden er Glad, den tredje Gyllir, den fjerde Gler, den femte Skejdbrimir, den sjette Sølverntop, den syvende Sinir, den ottende Gisl, den niende Falhofnir, den tiende Guldtop, den ellevte Letfod. Baldrs Hest blev brændt med ham. Naar Tor gaar til Doms, vader han over de Floder, der hedder saaledes:

Kårmt og Årmt og Kerlauger to
skal Tor vade tværs igennem
daglig, naar han drager til Doms
ved Asken Yggdrasil,
thi Asernes Bro brænder i Lue,
de hellige Vande hedes".

Gangleri spurgte: "Brænder Ild over Bifråst?" Har siger: "Det røde, du ser i Buen, er brændende Ild; Bjergturser og Bjergkæmper vilde gaa op i Himlen, dersom Bifråst var farbar for alle, som vilde over den. Der er mange herlige Steder paa Himlen, og der er guddommeligt Værn for det altsammen. Der staar en skøn Sal under Asken ved Brønden; fra denne Sal kommer tre Møer, der hedder Urd, Verdandi og Skuld. De fastsætter Menneskenes Levealder. Vi kalder dem Norner. Men der er flere Norner, de, som kommer til hvert Barn, der fødes, for at vedtage dets Alder, og de er af Gudeæt; andre er af Alfeæt, en tredje Slags er af Dværgeæt, som det hedder her:

Nornerne, siger jeg, er særskilte Slægter,
ej har de Æt sammen,
somme er Asaæt, somme er Alfeæt,
somme er Dvalins Døtre".

Da indvendte Gangleri: "Hvis Nornerne styrer Menneskenes Skæbne, da skifter de meget uligeligt, thi nogle faar gode Dage og mer end nok, andre faar ringe Ret eller Andel, nogle faar en lang Levetid, andre en kort". Har svarer: "De gode Norner, som er af god Æt, skaber et godt Livsløb, men naar Mennesker faar Vanskæbne, er det de onde Norners Skyld".

XV.

Gangleri spurgte: "Hvilke andre underlige Ting er der at fortælle om Asken?" Har siger: "Der er meget at sige om den. En Ørn sidder i Askens Grene, og den ved Besked om mange Ting. Imellem dens Øjne sidder den Høg, som hedder Vedrfålnir. Egernet Ratatosk render op og ned ad Asken og bærer Avindsord mellem Ørnen og Nidhågg. Og fire Hjorte løber omkring i Askens Grene og bider Knopperne. Disse Hjorte hedder: Dain, Dvalin, Duneyr og Duratror. Men hos Nidhågg i Hvergelmir er der saa mange Slanger, at ingen Tunge kan tælle dem. Derom hedder det:

Asken Yggdrasil Anløb lider
mer end man tænker, thi Toppen
ruskes af Hjort, den raadner paa Siden,
Nidhågg hærger forneden.

Endvidere hedder det:

Under Yggdrasils Ask er af Orme fler,
end tankeløs Tosse aner:
Goln og Moln, de er Gravvitnirs Sønner,
Graabag og Gravvållud,
Ofnir og Svafnir skal evigt, tror jeg,
tære paa Træets Kviste.

Det siges ogsaa, at de Norner, som bor ved Urds Brønd, hver Dag tager af Brøndens Vand og det Slam, som ligger omkring den, og overøser Asken dermed, for at dens Grene ikke skal visne eller raadne. Det Vand er saa helligt, at alle Ting, som kommer i Brønden, bliver saa hvide som Hinden under Æggeskallen. Derom hedder det her:

Ask ved jeg staa, hedder Yggdrasil,
Hars Træ, vædet med hvid Væde,
fra det kommer Duggen, som i Dale falder,
det staar evig-grønt over Urd-Brønden.

Den Dug, som falder til Jorden derfra, kalder man Honningfald, og deraf næres Bierne. Der lever i Urds Brønd to Fugle, som kaldes Svaner, fra hvilke Fugleslægten af dette Navn stammer".

XVI.

Gangleri sagde: "Du kan melde store Frasagn om Himlen. Hvilke andre særlig vigtige Steder er der ved Urds Brønd?" Har svarer: "Der er mange herlige Steder. Et af dem kaldes Alfhejm; der bor det Folk, som hedder Lysalfer, men Mørkalferne bor nede i Jorden og ligner dem ikke i Ydre, men endnu langt mindre i Væsen. Lysalferne er klarere end Solen, men Mørkalferne er sortere end Beg. Endvidere er der det Sted, som kaldes Bredeblik, intet Sted er herligere. Der er ogsaa Glitnir med Vægge, Støtter og Stolper af det røde Guld og med Tag af Sølv. Og der er Himmelbjerg, som staar ved Himlens Ende ved Brofæstet, hvor Bifråst berører Himlen. Endvidere er der et stort Sted, kaldet Valaskjalf, det ejer Odin; Guderne byggede det og tækkede det med det skære Sølv; denne Sal er det Højsæde, som hedder Hlidskjalf; naar Alfader sidder deri, ser han ud over alle Verdener. Paa Himlens Syd-Ende er den skønneste Sal af dem alle, den hedder Gimle og er klarere end Solen; den skal staa, naar baade Himmel og Jord er forgaaet, og der bor gode og retskafne Mennesker til evige Tider. Det hedder i Vålvens Spaadom:

Sal ved jeg Solens Skin fordunkle,
gyldentækket paa Gimle staa.
Der skal da bygge de bedste Mænd
og alle Dage dejligt leve".

Gangleri spurgte: "Hvad bevarer det Sted, naar Surts Lue brænder Himmel og Jord?" Har siger: "Det hedder sig, at der skal være en anden Himmel i Syd ovenfor denne Himmel, den hedder Andlang, og ovenfor denne igen skal være en tredje Himmel, som hedder Vidblain; dér mener vi, dette Sted er, men at for Tiden bor der ikke andre Væsner der end Lysalferne".

XVII.

Gangleri spurgte: "Hvor kommer Vinden fra? Den er saa stærk, at den oprører store Have og hidser Ilden. Og trods dens Styrke er den dog usynlig. Det maa være en underlig Skabning". Har svarer: "Det kan jeg godt fortælle dig. Paa Himlens Nord-Ende sidder en Jætte i Ørneham, den hedder Ligsvælger; naar den sætter i Flugt, staar Vindene ud fra dens Vinger, som det siges her:

Ligsvælger hedder ved Himlens Ende
een i Ørneham,
Jætten, hvis Vinger Vinden sender
ud over alle Folk".

XVIII.

Gangleri spurgte: "Hvorfor er der saa stor Forskel paa Sommer og Vinter, saa den første skal være hed og den anden kold?" Har siger: "Saaledes kan en kyndig Mand ikke spørge, thi det er noget, enhver ved. Men er du alene saa uvidende, at dette er dig ubekendt, da vil jeg dog anse det for bedre, at du spørger saa dumt for en Gangs Skyld, end at du bliver ved med at gaa i Uvidenhed om, hvad du burde vide. Sommerens Fader hedder Svasud, og han lever lykkeligt, saa alt, hvad der er blidt, kaldes "svasligt" efter hans Navn. Men Vinterens Fader kaldes baade Vindljoni og Vindsval, han er Vasads Søn, dette Par var barsk og med Kulde i Sindet. Og Vinteren har samme Sindelag".

XIX.

Gangleri spurgte: "Hvilke Aser bør Menneskene tro paa?" Har siger: "Der er tolv Aser af guddommelig Herkomst". Dertil føjede Jafnhar: "Asynjerne er ikke mindre hellige og har heller ikke mindre Magt". Og Tridi sagde: "Odin er den ypperste og ældste af Aserne, han styrer alle Ting, og uanset deres Magt adlyder de andre Guder ham som Børn deres Fader. Frigg er hans Kone, hun kender Menneskenes Skæbne, skønt hun ikke spaar. Dette siger Odin selv til den As, som hedder Loki:

Fuld er du, Loki, og fra Viddet,
stans dog og styr dig, Loki,
al Fremtid, tror jeg, Frigg kender,
skønt hun snakker ej selv derom.

Odin kaldes Alfader, fordi han er Fader til alle Guderne; han kaldes ogsaa Valfader, fordi alle, som falder paa Valen, er hans Stedsønner, dem sender han til Valhal eller Vingolf, hvor de kaldes Ejnherjer. Han hedder ogsaa Hangagud, Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig paa endnu flere Maader hos Kong Gejrrød:

Grim jeg hed og Gangleri,
Herjan og Hjælmbærer,
Tekk og Tridi, Tud og Ud,
Helblindi og Har.

Sad og Svipal og Sanngetal,
Hertejt og Hnikar,
Bileyg, Baleyg, Bålverk, Fjålnir,
Grim og Grimnir, Gladsvid og Fjålsvid.

Sidhat, Sidskæg, Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Valfader, Atrid og Farmatyr,
Oski, Omi, Jafnhar og Biflindi,
Gåndlir og Harbard.

Svidur, Svidrir, Jalk, Kjalar, Vidur,
Tror, Ygg, Tund,
Vak og Skilfing, Vafud, Hroptatyr,
Gaut, Veratyr".

Gangleri sagde: "Det var dog en Mængde Navne, I har givet ham, og det tror jeg fuldt og fast, at den Mand maa være meget kyndig, som kan forklare, hvad Anledningen til hvert af disse Navne har været, hvilke Tildragelser de skyldes". Dertil svarer Har: "Der skal megen Kløgt til at forklare det til Bunds, men i Korthed kan siges, at han har faaet de fleste af Navnene paa Grund af Sprogdelingen i Verden; alle Folk fandt det nødvendigt, naar de skulde paakalde og tilbede ham, at oversætte hans Navn til deres eget Sprog. Dog stammer ogsaa nogle af Navnene fra hans Rejser, det er omtalt i Frasagn, og du kan ikke gælde for en oplyst Mand, hvis du intet Kendskab har til disse Stortidender".

XX.

Gangleri spurgte: "Hvad hedder de andre Aser? Hvad tager de sig for, eller hvad berømmeligt har de gjort?" Har svarer: "Den ypperste af dem er Tor, han kaldes Asator eller Agetor og er den stærkeste af alle Guder og Mennesker. Han ejer det Rige, som kaldes Trudvange, og hans Hal hedder Bilskirnir; i den Sal er der fem Hundrede og fyrretyve Gulve; det er det største Hus, man kender. Derom siges i Grimnirsmaal:

Fem Hundred Gulve og fyrretyve
har Bilskirnirs bugtede Bo.
Min Søn har af alle Sale den største,
som jeg under Sparrer saa.

Tor har to Bukke, Tandgnjost og Tandgrisnir, og en Vogn, hvori han kører, og som trækkes af disse Bukke. Derfor kaldes han Agetor. Han har ogsaa tre Klenodier: det ene er Hammeren Mjållnir, som Rimturser og Bjergkæmper kender, naar den kommer i Luften, og det er ikke saa sært, thi den har kvæstet Hovedskallen paa mange af deres Fædre eller Slægtninge. Hans andet udmærkede Klenodie er Styrkebæltet; naar han spænder det omkring sig, vokser hans Asastyrke til det dobbelte. Den tredje værdifulde Ting, han har, er Jærnlufferne, som han ikke kan undvære, naar han tager om Hammerskaftet. Men ingen ved saa meget, at han kan opregne alle hans Storværker. Jeg kunde give dig saa mange Beretninger om ham, at Timer vilde skride, førend jeg fik sagt alt, hvad jeg ved".

XXI.

Gangleri sagde: "Jeg er nysgerrig efter at høre om flere af Aserne". Har siger: "En anden af Odins Sønner er Baldr. Om ham er der kun godt at sige. Han er den bedste, og han prises af alle. Han er saa herlig og klar af Ydre, at det lyser omkring ham, og det hvideste af alle Græsser sammenlignes med Baldrs Øjenvipper. Deraf kan du danne dig et Begreb om hans Skønhed, baade med Hensyn til Haar og Skikkelse. Han er den viseste af Aserne, den mildeste og den, der taler skønnest. Men hans Natur er saaledes beskaffen, at ingen af hans Bestemmelser kan overholdes. Han bor paa det Sted, som hedder Bredeblik, det er paa Himlen. Paa dette Sted kan der intet urent være, som det siges her:

Bredeblik det hedder, hvor Baldr bygged
sig en Sal til Bolig;
der i Landet ligger, som jeg ved,
færre Fare-Runer.

XXII.

Den tredje As hedder Njård. Han bor paa Himlen paa det Sted, som hedder Noatun. Han er Herre over Vindens Gang og stiller Sø og Ild. Til ham skal man bede paa Sørejse og paa Jagt. Han er saa rig og velhavende, at han kan give Land og Løsøre til dem, der beder ham derom. Njård er ikke af Asaslægt. Han blev opfødt i Vanahejm, og Vanerne overlod ham til Guderne som Gidsel og modtog Hønir til Gengæld fra Aserne; han stiftede Forlig mellem Guderne og Vanerne. Njårds Kone hedder Skadi og er Datter af Jætten Tjazi. Skadi vilde have den Bopæl, som hendes Faders Slægt havde ejet, den laa paa nogle Fjælde, og Stedet hed Trymhejm. Men Njård vilde være nærved Søen. De blev da enige om, at de skiftevis skulde bo ni Nætter i Trymhejm og ni i Noatun. Men da Njård kom tilbage fra Fjældene til Noatun, da kvad han:

Lede er mig Fjælde, ej var jeg længe der,
ikkun i ni Nætter,
Ulvehyl fandt jeg ilde at høre
for Sang af Svanenæb.

Derefter kvad Skadi:

Jeg kunde ej sove paa Søbreds Senge
for Fuglenes fælles Jærmen;
mig vækker, naar den fra Vidden kommer,
Maagen hver eneste Morgen.

Skadi fôr da op paa Fjældet og boede i Trymhejm; hun farer meget paa Ski og med Bue og skyder Dyr. Hun kaldes Ski-Gudinde eller Ski-Dis.

Det siges:

Trymhejm det hedder, hvor Tjazi boed,
den meget mægtige Jætte,
den skære Gudebrud Skadi nu bor
paa Faderens fordums Tofter.

XXIII.

Njård i Noatun fik senere to Børn, Sønnen Frey og Datteren Freyja. De var skønne af Ydre og mægtige. Frey er den ypperste af Aserne og raader for Regn og Solskin og Jordens Afgrøde; ham er det godt at paakalde for godt Aar og Fred; han raader ogsaa for Menneskers Velstand. Og Freyja er den ypperste af Asynjerne; hun ejer det Bo i Himlen, som hedder Folkvang, og naar hun rider til Kamp, ejer hun den halve Val, men Odin den halve, som det siges her:

Folkvang det hedder, hvor Freyja raader
for alle Sæder i Sal;
den halve Val hun vælger hver Dag
og Odin den anden halve.

Hendes Sal kaldes Sessrumnir, den er stor og skøn. Naar hun kører, ager hun siddende i en Vogn med to Katte spændt for. Hun er bedst for Mænd at paakalde. Af hendes Navn kommer den Hæderstitel, som fornemme Koner benævnes med: Fruer. Hun fandt Bebag i Elskovssang, og hende er det godt at anraabe for Elskov".

XXIV.

Gangleri sagde: "Disse Aser synes meget mægtige, og det er ikke saa sært, at I er i Besiddelse af stor Kraft, siden I ved Besked om Guderne og om, hvem der skal tilbedes i hvert enkelt Tilfælde. Er der endnu flere Guder?" Har svarer: "Der er endnu en As, som hedder Tyr. Han er den djærveste og modigste, og han er i høj Grad bestemmende over Sejr i Kampen. Det er godt for tapre Mænd at paakalde ham, og man har det Mundheld, at den er tyr-djærv, som er forud for andre Mænd og ikke varer sig. Denne As er desuden vis, saa det siges ligeledes om den viseste, at han er tyr-klog. Her skal nævnes et Tegn paa Tyrs Djærvhed: Da Aserne lokkede Fenrirsulven, for at de kunde faa lagt Lænken Glejpnir paa ham, da mistænkte Ulven dem for, at de ikke vilde løse ham igen, indtil de lagde Tyrs Haand i Ulvens Gab som Pant. Og da Aserne ikke vilde løse ham, bed han Haanden af paa det Sted, som nu kaldes Ulveleddet, og Tyr blev eenhaandet og anses ikke for egnet til at bringe en Overenskomst i Stand.

XXV.

En af Aserne hedder Bragi. Han er berømt for sin Visdom og den største i Talesnille og Ordsmidighed, og efter ham kaldes Skjaldskab "Brag". Ligeledes kaldes efter hans Navn den Mand eller Kvinde, som har større Ordsnille end andre, mandlig Brag eller kvindelig Brag. Hans Kone er Idun, hun har en Æske, hvori hun opbevarer de Æbler, som Guderne, naar de ældes, skal bide af, saa de alle forynges. Saaledes vil det blive ved til Ragnaråk". Gangleri sagde: "Det forekommer mig, at Guderne er lovlig afhængige af Iduns Vogterhverv og Tilforladelighed". Da svarede Har og lo: "Det var ogsaa nær gaaet galt engang. Jeg kunde godt fortælle dig om det, men du skal først høre Navnene paa nogle flere Aser.

XXVI.

Een hedder Hejmdal, han kaldes den hvide As og er stor og hellig. Han fødtes som Søn af ni Møer, allesammen Søstre. Han kaldes ogsaa Hallinskidi og Gyldentand, hans Tænder var af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han bor paa Himmelbjerg ved Bifråst. Han er Gudernes Vogter og sidder der ved Himlens Ende for at vogte Broen mod Bjergkæmper. Han kan nøjes med mindre Søvn end en Fugl og ser saavel ved Nat som ved Dag hundrede Mil frem for sig. Han kan ogsaa høre Græsset gro af Jorden eller Ulden af Faarene og naturligvis alt, der lyder stærkere. Han har den Lur, der hedder Gjålls Horn, og naar han blæser i den, høres det i alle Verdener. Hejmdals Sværd kaldes Mandshoved.

Det siges om ham:

Himmelbjerg det hedder, hvor Hejmdal kvædes
at herske over Helligdomme,
der Gudernes Vogter i sin Vaaning drikker
glad den gode Mjød.

Og endvidere siger han selv i Hejmdals-Galder:

Jeg er ni Mødres Barn,
jeg er ni Søstres Søn.

XXVII.

Håd hedder een af Aserne. Han er blind og meget stærk, men Guderne vilde ønske, at det ikke var nødvendigt at nævne denne As, da hans Hænders Værk vil huskes længe blandt Guder og Mennesker.

XXVIII.

Een hedder Vidar, den tavse As. Han har en tyk Sko. Han er næstefter Tor, hvad Kræfter angaar. Han er til stor Trøst for Guderne i alle Trængsler.

XXIX.

Een hedder Ali eller Vali, Søn af Odin og Rind.

Han er tapper i Kampe og en meget god Skytte.

XXX.

Een hedder Ull, Søn af Sif, Stifsøn af Tor. Som Buespænder og Skiløber er han saa god, at ingen kan kappes med ham. Han er ogsaa smuk af Ydre og har en Hærmands Egenskaber. Ham er det godt at paakalde i Tvekamp.

XXXI.

Forseti hedder Baldrs og Nanna Nepsdatters Søn. Han ejer den Sal i Himlen, som hedder Glitnir, og alle, som henvender sig til ham med Trætter, gaar forsonede derfra. Det er det bedste Domsted hos Guder og Mennesker. Saaledes siges det:

Glitnir hedder Salen med gyldne Støtter
og Sølv til Salens Tag,
der færdes Forseti de fleste Dage
og ordner alle Trætter.

XXXII.

Endelig regnes den mellem Aserne, som nogle kalder Asernes Æreskænder, Falskhedernes Forkvæder og alle Guders og Menneskers Væmmelse. Hans Navn er Loki eller Lopt, Søn af Jætten Farbouti. Hans Moder er Laufey eller Nal. Hans Brødre er Bylejst og Helblindi. Loki er smuk og fager af Udseende, men ond af Sindelag og af meget vekslende Natur. Han besad fremfor andre Mennesker den Kløgt, som hedder Snuhed og Opfindsomhed i alle Ting. Han førte jævnlig Aserne i Vanskelighed, og ofte udfriede han dem ved Snedighed. Hans Kone hedder Sygin eller Sigun, deres Søn Nari eller Narfi.

XXXIII.

Loki havde endnu flere Børn. Angrbode hed en Gyge i Jåtunhejm. Med hende avlede Loki tre Børn, det ene var Fenrirsulven, det andet Jårmungand - det er Midgaardsormen -, det tredje Hel. Men da Guderne opdagede, at disse tre Søskende opfødtes i Jåtunhejm, og af Spaadomme erfarede, at de vilde blive dem til stor Skade og Ulykke, og da Guderne ventede sig alt ondt fra den Kant, ikke alene paa Grund af disse Søskendes mødrene Natur, men endnu mere paa Grund af deres fædrene, da sendte Alfader Guderne hen at hente Børnene og føre dem til sig. Og da de var bragt til ham, kastede han Slangen i det dybe Hav, som ligger omkring alle Lande, og denne Slange voksede saaledes, at den ligger i Midten af Havet, spænder om alle Lande og bider sig selv i Halen. Hel kastede han i Niflhejm og gav hende ni Verdener i Vold, for at hun skulde give Opholdssteder for alle, som blev sendt til hende, det er alle de Mennesker, der er døde af Sygdom eller Alderdom. Der har hun en stor Bolig, hendes Gærder er overmaade høje og Laagen stor. Hendes Sal hedder Eljudnir, hendes Bord Hunger, hendes Kniv Sult, hendes Træl Gang-lad, hendes Trælkvinde Gang-led, hendes Dørtærskel Fald-i-Nød, hendes Seng Sygnen, hendes Sengegardin [Kvalblegnen]. Hun er halvt sort og halvt af Menneskefarve, derfor er hun let at kende, og hun er meget truende og barsk.

Aserne opfødte Ulven hjemme, og Tyr var den eneste, som turde gaa hen til den og fodre den. Men da Guderne saa, hvor meget den voksede daglig, og alle Spaadomme bebudede, at den vilde blive dem til Ulykke, dannede de en meget stærk Lænke, som de kaldte Læding, bar den til Ulven og bad den prøve sine Kræfter derpaa. Ulven mente nok, den kunde klare sig, og lod sig behandle, som de fandt for godt. Første Gang Ulven spændte til, brast Lænken; saaledes løste den sig af Læding. Derefter lavede Aserne en anden Lænke, som de kaldte Dromi, den var dobbelt saa stærk. Denne bad de ogsaa Ulven om at prøve og sagde, at den vilde blive meget berømt for sin Styrke, hvis et saadant Mesterstykke af Smedearbejde ikke kunde holde den. Ulven gættede, at denne Lænke var meget stærk, men mente samtidig, at dens Kræfter havde taget til, siden den brød Læding. Den huskede paa, at den maatte vove noget, skulde den vinde Berømmelse, og lod dem lægge Lænken paa sig. Og da Aserne meldte sig færdige, rystede Ulven sig, huggede Lænken mod Jorden, rendte haardt til, spændte Musklerne og rykkede Lænken over, saa Stumperne fløj langt bort. Saaledes rev den sig løs af Dromi. Senere bruger man det Ordsprog, naar en Ting gribes voldsomt an, "at løse af Læding" eller "drive af Dromi". Nu frygtede Aserne for, at det ikke skulde lykkes dem at faa Ulven bundet. Alfader sendte da Freys Sendemand Skirnir ned til Svartalfernes Hjem til nogle Dværge og lod dem fremstille den Lænke, som hedder Glejpnir. Den var lavet af seks Ting: af Kattens Tramp og af Kvindens Skæg, af Bjergets Rødder og af Bjørnens Sener, af Fiskens Aande og af Fuglens Spyt. Og skulde du ikke have hørt derom før nu, kan jeg her give dig et paalideligt Bevis for, at der ikke er bleven bundet dig en Løgn paa Ærmet: du har nok set, at Kvinden bærer ikke Skæg, der høres ingen Lyd af Kattens Løb, der er ikke Rødder under Bjerget, Bjørnene har ingen Sener, Fisken ingen Aande og Fuglen intet Spyt. [Disse Ting findes nemlig ikke siden, thi det blev altsammen brugt dengang].* Og jeg forsikrer dig, at alt, hvad jeg har fortalt dig, er ligesaa sandt, selv om der er adskillige Ting, du ikke kan undersøge". Da sagde Gangleri: "Ja, jeg indser af din Begrundelse, at du taler sandt. Men hvorledes blev Lænken smedet?" Har svarer: "Det skal jeg sige dig. Den blev glat og blød som et Silkebaand og saa solid og stærk, som du nu skal høre. Da Aserne havde faaet Lænken, takkede de Udsendingen paa det bedste for hans velrøgtede Hverv. De gik ud i Søen Amsvartnir til Holmen Lyngvi, fik Ulven med sig, lod den se Silkebaandet og bad den rykke det itu. De sagde, at det muligvis var noget stærkere, end det saa ud til efter Tykkelsen, de lod det gaa fra Haand til Haand og prøvede at rive det over ved Haandkraft, men det holdt. Ulven maatte nok kunne rykke det itu, sagde de. Dertil svarede Ulven: Jeg mener, at der ikke er noget Ry at vinde ved at rykke denne tynde Strimmel i Stykker. Men er den, trods tilsyneladende Skrøbelighed, udfærdiget med underfundig Kunst, skal dette Baand ikke komme paa mine Fødder. - Aserne sagde, at da Ulven før havde rykket stærke Jernlænker over, vilde den hurtigt kunne sprænge et svagt Silkebaand. Men - tilføjede de - kan du ikke rykke dette Baand itu, da vil du ikke være i Stand til at ængste Guderne, og vi skal da nok løse dig. - Ulven svarer: Binder I mig saadan, at jeg ikke selv kan løse mig, da er I lumske nok til at lade mig vente længe paa eders Hjælp. Jeg synes ikke om at lade mig binde med dette Baand, men hellere end jeg lader jer bebrejde mig Mangel paa Mod, vil jeg lade en af jer lægge sin Haand i min Mund til Pant paa, at der ikke er Falskhed under. - Aserne saa paa hverandre og fandt nu Vanskeligheden fordoblet. Ingen vilde holde Haanden frem. Da kom Tyr og lagde sin højre Haand i Ulvens Mund. Men da Ulven rendte til, hærdnedes Baandet, og jo haardere den sprang frem, des stærkere blev det. Da lo alle undtagen Tyr. Han mistede sin Haand. Da Aserne saa, at Ulven var tilstrækkelig bunden, tog de Rebet, som gik fra Lænken, og som hedder Gelgja, og trak det gennem den store Sten, som hedder Gjåll. Denne Sten fæstede de langt ned i Jorden. Derefter tog de en stor Sten, som hedder Tviti, og drev den endnu dybere ned i Jorden, den brugte de som Tøjrepæl. Ulven gabte forfærdelig, for voldsomt omkring og vilde bide dem. De skød den et Sværd i Munden, saa Haandtaget stod ved den nedre Gumme og Blododden ved den øvre. Det er dens Gummespærrer. Den brøler ildevarslende, og Fraaden løber fra dens Mund. Det er den Flod, som hedder Van. Der ligger den til Ragnaråk".* Da sagde Gangleri: "Det var dog nogle forfærdelig lede Børn, Loki fik, men vældige er alle disse Søskende. Da Aserne har saa meget ondt i Vente af Ulven, hvorfor slog de den da ikke ihjel?" Har svarer: "Guderne holdt deres Helligdomme og Fristeder saa højt i Ære, at de ikke vilde søle dem til med Ulvens Blod, skønt Spaadommene siger, at den skal foraarsage Odins Død".

XXXIV.

Gangleri spurgte: "Hvilke Asynjer er der?" Har svarer: "Den øverste er Frigg. Hun ejer den Bolig, som hedder Fensale, den er saare herlig. Den anden er Saga, hun bor paa Synkebæk, som er et stort Sted. Den tredje er Ejr, hun er den bedste Læge. Den fjerde er Gefjun, hun er Mø, og de, der døer som Møer, tjener hende. Den femte er Fulla, hun er ogsaa Mø, hun gaar med Haaret udslaaet og har Guldbaand om Hovedet. Hun bærer Friggs Æske, passer hendes Skotøj og er indviet i hendes hemmelige Beslutninger. Freyja nyder lige saa stor Ære som Frigg. Hun ægtede den Mand, som hed Od; deres Datter hedder Hnoss, hun er saa dejlig, at alt herligt og kostbart benævnes efter hendes Navn. Od rejste langt bort, og Freyja græder derover, hendes Taarer er det røde Guld. Freyja har mange Navne, idet hun kaldte sig med forskellige Navne, da hun rejste omkring blandt ukendte Folk for at lede efter Od. Hun hedder Mardåll og Hårn, Gefn, Syr. Freyja ejede Brisingi-Smykket. En af hendes Benævnelser er Vanadis. Den syvende er Sjåfn, hun beflitter sig meget paa at vende Menneskers Sind til Elskov, baade Kvinders og Karles. Efter hendes Navn kaldes Elskoven Sjafni. Den ottende er Lofn, hun er saa mild og god at paakalde, at hun faar Lov af Alfader eller Frigg til at føre Mennesker til Samliv, Kvinder og Karle, selv om det før var bandlyst eller forbudt. Derfor er Ordet "Lov" dannet efter hendes Navn, og det siges, at hun er meget "lovet" blandt Mennesker. Den niende er Var, hun hører efter de Eder og Aftaler, som træffes mellem Kvinder og Karle; derfor kaldes disse Udsagn Vars Maal. Hun straffer ogsaa Ordbryderne. Den tiende er Vår, hun er vis og udspørger, saa at intet holdes lønligt for hende. Det er et Mundheld, at en Kvinde bliver det vâr, som hun opdager. Den ellevte er Syn, hun vogter Hallens Dør og lukker den for dem, som ikke maa gaa ind; hun er sat til Værner paa Tinge for de Udsagn, som man vil afkræfte. Det er da blevet et Mundheld, at der er Syn for Sagn, naar nogen nægter. Den tolvte er Hlin, som er sat til at beskytte dem, Frigg vil redde af en eller anden Fare. Derfor siger man, at den, som udfris, lindres. Den trettende er Snotra, hun er vis og fornem. Og af hendes Navn afledes Betegnelse for den Kone eller Karl, som er velopdragen. Den fjortende er Gna, hende sender Frigg ud i Ærinder til de forskellige Verdener. Hun ejer Hesten Hovkaster, der render over Luft og Hav. Engang, hun var ude at ride, saa nogle Vaner, at hun red i Luften. Da spurgte een:

Hvad flyver der? Hvad farer der?
Eller i Luften løber?

Hun svarer:

Ikke jeg flyver, men farer dog
og gennem Luften løber
paa Hofvarpnir, som Hamskerpir
avled ved Gardrofa Øg.

Af Gnas Navn har man afledt Betegnelse for det, som rager højt op. Sol og Bil regnes til Asynjerne, men der er tidligere talt om deres Natur.

XXXV.

Endvidere er der andre, som skal udføre Betjening i Valhal, bære Drikke og passe Borddækning og Ølfade. De nævnes saaledes i Grimnirsmaal:

Hrist og Mist skal række mig Horn,
Skeggjåld tilligemed Skågul,
Hild og Trud, Hlåk og Herfjåtur,
Gåll og Gejrahåd,
Randgrid og Radgrid og Reginlejf -
de bringer Ejnherjerne Bryg.

Ovennævnte kaldes Valkyrjer; Odin sender dem ud til hver Kamp. De udvælger de Mænd, som skal falde, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gud og Rota og den yngste Norne Skuld rider jævnlig ud for at kaare til Fald og styre Kampene. Tors Moder Jord og Valis Moder Rind regnes ogsaa mellem Asynjerne.

XXXVI.

Gymir hed en Mand, og hans Kone hed Årboda, hun var af Bjergkæmpeslægt. Deres Datter Gerd var den skønneste af alle Kvinder. En Dag var Frey gaaet til Hlidskjalf og saa hen over alle Verdener, og da han vendte Blikket mod Nord, saa han paa en Boplads et stort og skønt Hus. En Kvinde nærmede sig det, og da hun løftede Hænderne for at lukke Døren op, udgik der et Lys fra dem gennem Luften og over Havet, og alle Verdener beskinnedes af hende. Saaledes straffedes Freys store Overmod: at sætte sig i det hellige Sæde. Han gik derfra fuld af Kval. Da han kom hjem, var han aldeles tavs, han hverken sov eller drak, og ingen turde rette noget Spørgsmaal til ham. Men da kaldte Njård hans Skosvend Skirnir til sig, bad ham gaa til Frey og faa at vide, hvem der havde gjort ham saa vred, at han ingen vilde tale med. Skirnir sagde, at han skulde nok gaa, men at han var ked af det, og at man maatte vente et ubehageligt Svar. Da han kom til Frey, spurgte han, hvad Grunden var til Freys mørke Sindelag, og hvorfor han ingen vilde tale med. Frey svarede, at han havde set en underdejlig Kvinde, og det var for hendes Skyld, han sørgede. Han kunde ikke leve længe uden hende. - Men nu skal du rejse hen og bejle til hende paa mine Vegne og føre hende hjem hertil, enten hendes Fader siger Ja eller Nej. Jeg skal nok lønne dig godt derfor. - Skirnir siger, at han vil paatage sig dette Hverv, hvis Frey vil give ham sit Sværd. Det var saa godt, at det svang sig selv. Frey lod ikke sligt være til Hinder, men gav ham Sværdet. Skirnir drog af Sted, bejlede til Pigen og fik hendes Samtykke. Om ni Nætter vilde hun komme til Barr-Ø for at holde Bryllup med Frey. Da Skirnir havde fortalt Frey, hvad Udfald hans Ærinde havde faaet, kvad Frey:

Natten er lang, lang er den næste,
hvor taaler min Længsel tre?
Tit mig en Maaned mindre tyktes
end her den halve Nat.

Af den Grund var Frey vaabenløs i Kampen mod Beli, hvem han dræbte med et Hjortehorn". Gangleri indvendte: "Det var meget mærkeligt, at en Høvding som Frey vilde give sit Sværd bort, naar han ikke havde et andet, der var lige saa godt. Det var til stor Ulempe for ham, da han stredes med Beli. Da maa han sikkert have fortrudt sin Gave". Har svarer: "Den Kamp med Beli betød ikke meget; ham kunde Frey have slaaet ihjel med et Næveslag. Men engang vil Frey finde sig værre faren uden Sværdet, nemlig naar Muspells Sønner møder frem til Angreb".

XXXVII.

Gangleri sagde: "Du Siger, at alle Mænd, som er faldne i Kamp siden Verdens Begyndelse, nu er hos Odin i Valhal. Hvad har han at give dem til Føde? Det maa da være en umaadelig Mængde Mennesker". Har svarer: "Det har du Ret i; der er en umaadelig Mængde Mænd, og mange flere vil der blive endnu, dog vil det synes en lille Flok, naar Ulven kommer. Men er der end aldrig saa mange Mænd i Valhal, skal Flæsket af Galten Sø-rimnir nok strække til for dem at leve af. Denne Galt bliver kogt daglig og er alligevel hel om Aftenen. Men dit Spørgsmaal tror jeg, faa har Visdom nok til at kunne besvare helt. Kokken hedder Andrimnir og Kedelen Ild-rimnir. Det hedder derom:

Andrimnir lader i Ild-rimnir
Sø-rimnir sydes;
det Flæsk er bedst, men faa kun ved,
hvad Mad Ejnherjerne mætter".

Gangleri spurgte: "Mon Odin faar samme Mad som Ejnherjerne?" Har svarer: "Den Mad, som staar paa hans Bord, giver han to Ulve, han har, som hedder Geri og Freki; han behøver ingen Mad selv. Vin er ham baade Mad og Drikke. Det hedder:

Geri og Freki af den fejdevante
Hærfader fodres fro.
Men ved Vin alene den vaabengæve
Odin altid lever.

Der sidder to Ravne paa hans Skuldre, og alt, hvad de ser eller hører, siger de ham ind i Øret. De hedder Hugin og Munin. I Dagningen sender han dem paa Flugt ud over al Verden, og de vender tilbage ved Davretid. Paa den Maade faar han meget Nyt at vide, og derfor kalder Folk ham Ravnegud. Som det siges:

Hugin og Munin i Højflugt daglig
jager over Jårmungrunden,
jeg ængstes for Hugin, at han udebliver,
dog endnu mer for Munin".

XXXVIII.

Gangleri spurgte: "Hvilken Drik har Ejnherjerne da, der slaar lige saa godt til som Maden? Eller drikker de Vand?" Har svarer: "Nu kommer du med et underligt Spørgsmaal. Mon Alfader skulde indbyde Konger, Jarler eller andre fornemme Mænd og give dem Vand at drikke? Og jeg vilde nok sige, at mange, som kommer til Valhal, maatte finde en Taar Vand dyrekøbt, om det var den Modtagelse, der ventede Folk, der først havde taalt Svie og Banesaar. Nej, jeg skal fortælle dig noget helt andet om den Sag. Geden Hejdrun staar oppe paa Valhal og bider Løv af Grenene paa det vidt berømte Træ Lærad; af denne Geds Patter rinder saa megen Mjød, at en Øse fyldes daglig; det er nok til, at alle Ejnherjer faar sig en god Rus deraf". Gangleri sagde: "Det var dog en ypperlig Ged, og det maa ogsaa være et fortrinligt Træ, den bider af". Har svarer: "Endnu mærkeligere er Hjorten Ejkthyrnir, den staar paa Valhal og bider af Grenene paa det samme Træ. Fra dens Horn drypper saa store Draaber, at de kommer ned i Hvergelmir, hvorfra der da falder følgende Floder: Sid, Vid, Sækin, Aekin, Svål, Gunntrå, Fjårm, Fimbultul, Gipul, Gåpul, Gåmul, Gejrvimul. Disse falder gennem Asernes Bosteder. Endvidere nævnes: Tyn, Vin, Tåll, Håll, Grad, Gunntrain, Nyt, Nåt, Nånn, Hrånn, Vina, Vegsvin, Tjodnuma".

XXXIX.

Gangleri sagde: "Det var mærkeligt, hvad du fortalte. Valhal maa være et meget stort Hus, og der maa tit være Rykind ved Dørene". Har svarer: "Hvorfor spørger du mig ikke om, hvormange eller hvor store Døre der er i Valhal? Naar du hører det, vil du nok sige, at det er sært, at ikke alle og enhver kan gaa ud og ind efter Behag. Og det er sandelig ikke vanskeligere at faa Plads derinde end at komme ind. Her skal du høre, hvad Grimnirsmaal siger:

Fem Hundred Døre og fyrretyve
tror jeg i Valhal være,
gaar otte Hundred Ejnherjer af hver
ud imod Ulven at kæmpe".

XL.

Gangleri sagde: "Der er en overordentlig Hoben Mænd i Valhal. Odin maa være en enestaaende mægtig Høvding, siden han styrer saa stor en Hær. Men hvad fordriver Ejnherjerne Tiden med, naar de ikke drikker?" Har svarer: "Hver Dag, naar de har klædt sig paa, ifører de sig Rustning, gaar ud i Gaarden og kæmper med hinanden. Den ene fælder den anden. Det er deres Leg. Men henimod Davretid rider de hjem igen til Valhal og sætter sig til Drikkelag. Som det hedder:

Alle Ejnherjer skal i Odins Tun
hinanden hugge hver Dag,
Modhelt kaare, fra Kampen ride
og sidde forsonede sammen.

Men du talte sandt: Odin er mægtig. Derom gives der mange Vidnesbyrd. Det hedder med Asernes egne Ord:

Yggdrasils Ask er ypperst af Træer,
Skibladnir af Skibe,
af Guderne Odin, af Gangere Slejpnir,
Bifråst af Broer, Bragi af Skjalde,
af Høge Habrok, af Hunde Garm".

XLI.

Gangleri spurgte: "Hvem ejer Hesten Slejpnir, og hvad kan der fortælles om den?" Har svarer: "Du ved ikke Besked om Slejpnir og kender ikke den Begivenhed, den skylder sin Tilblivelse. Du vil finde Sagen værd at omtale. - I Gudernes første Byggetid, da de havde rejst Midgaard og bygget Valhal, kom der en Bygmester til dem og tilbød dem i Løbet af tre Aar at opføre dem en Borg saa god, at den vilde staa fast og uryggelig mod Bjergkæmper og Rimturser, selv om de kom ind i Midgaard. Som Betaling forlangte han Freyja til Kone og desuden Sol og Maane. Aserne raadslog indbyrdes, og derefter aftalte de med Bygmesteren, at hvis han fik Borgen opført paa een Vinter, skulde han faa, hvad han forlangte. Men hvis der den første Sommerdag manglede nogetsomhelst i Borgens Fuldførelse, skulde han give Afkald paa Lønnen, og han maatte ikke tage Hjælp af nogen Mand til Arbejdet. Da han hørte disse Vilkaar, bad han om, at han maatte tage sin Hest Svadilfari til Hjælp. Og paa Lokis Raad blev dette ham tilladt. Den første Vinterdag begyndte han at bygge Borgen, og om Natten lod han Hesten slæbe Sten til Stedet. Men Aserne syntes, det var et rent Under, saa store Bjerge den Hest trak. Den gjorde dobbelt saa stort et Kæmpearbejde som Bygmesteren. Overenskomsten var stadfæstet ved stærke Vidner og mange Eder, da Jætterne ikke fandt det trygt at være hos Aserne uden Sikkerhedstilsagn, hvis Tor kom hjem. Han var dengang rejst til Østerled for at knuse Trolde. Da det led henad Vinteren, skred Borgens Opførelse hurtigt, og den var saa høj og stærk, at ingen kunde angribe den. Og da der kun var tre Dage til Sommer, var Bygmesteren naaet nær til Borgeleddet. Guderne satte sig nu paa deres Domstole og raadslog og spurgte hverandre, hvem der havde tilraadet at gifte Freyja bort i Jåtunhejm eller fordærve Luften og Himlen ved at tage Sol og Maane derfra og give dem til Jætterne. Og alle blev enige om, at det Raad maatte være givet af ham, der i Reglen raader ilde, Loki, Laufeys Søn, og de lovede ham en ond Død, hvis han ikke fandt paa en Udvej, saa Bygmesteren gik Glip af Lønnen. De gik løs paa Loki, men da han blev bange, svor han paa, at han nok skulde ordne det saaledes, at Bygmesteren ikke fik Lønnen, hvad det end skulde koste. Samme Aften, da Bygmesteren kørte ud efter Sten med Hesten Svadilfari for Vognen, kom en Hoppe ud fra en Skov, løb hen til Hesten og vrinskede. Men da Hingsten mærkede, hvad Slags Hest den havde for sig, blev den vild, sled Tøjlerne itu og løb til Hoppen, som flyede til Skoven. Bygmesteren satte efter for at fange sin Hest, men de to Heste løb hele Natten, og Arbejdet forhaledes den Nat. Dagen efter blev der derfor ikke bygget som sædvanligt. Og da Bygmesteren indsaa, at han ikke kunde faa sit Arbejde færdigt i rette Tid, da fôr han op i Jætteharme. Men nu var Aserne klar over, at han var en Bjergkæmpe, og de tog da ikke ringeste Hensyn til Ederne. Derimod kaldte de paa Tor, der straks kom til Stede. Saa for Hammeren Mjållnir til Vejrs. Tor betalte nu Byggelønnen, ganske vist ikke med Sol og Maane, tværtimod forhindrede han ham i at bo fremdeles i Jåtunhejm, thi ved det første Hug af Hammeren splintredes hans Hovedskal i smaa Stumper, og han fôr ned under Niflhel. Men Loki havde faaet sit Ærinde saa godt besørget hos Svadilfari, at en Tid efter fødte han et Føl, som var graat og havde otte Fødder, og det er den bedste Hest hos Guder og Mennesker. Vålvens Spaadom siger:

Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og paa det grunded:
hvem Ve havde i Vejret blandet,
lovet Jættens Afkom Ods Kvinde.

Over brast Eder, Ord og Løfter,
styrtet blev alle stærke Pagter.
Tor kun hug tiL i tung Harme,
han sidder sjældent, naar han spørger sligt".

XLII.

Gangleri sagde: "Fortæl mig, hvad du ved om Skibladnir, som jo skal være det bedste af alle Skibe. Skulde der ikke findes et eneste andet Skib, der er ligesaa godt eller ligesaa stort?" Har svarer: "Det bedste og kunstfærdigst byggede af alle Skibe er Skibladnir, men det største er Naglfar; det ejer Muspells Sønner. Nogle Dværge, Ivaldi-Sønnerne, byggede Skibladnir og gav Frey Skibet. Det er saa stort, at alle Aserne kan indskibe sig deri med Vaaben og Rustning, og det har Medvind, saa snart Sejlet er oppe, ligemeget hvor det skal hen. Det er bygget af saa mange Smaadele og med saa meget Snille, at vil man ikke til Søs med det, kan man vikle det sammen som en Dug og have det i sin Pung".

XLIII.

Gangleri sagde: "Skibladnir er et godt Skib, men der maa overordentlig megen Trolddomskunst til for at frembringe noget saadant. Mon Tor aldrig paa sine Rejser er stødt paa noget, der var ham overlegent i Styrke eller Trolddomskunst?" Har svarede: "Jeg tænker, at kun faa ved Besked derom, men han har taget mangen haard Tørn. Dog selv om saa var, at et eller andet havde vist sig saa stærkt, at det ikke var lykkedes Tor at overvinde det, behøver man ikke at udsprede Rygter derom, thi en Mængde Vidnesbyrd beviser, og det er alles Pligt at tro det, at Tor er den mægtigste". Gangleri sagde: "Det forekommer mig, at jeg nu har spurgt eder om noget, ingen kan svare paa". Jafnhar sagde: "Vi har hørt om Tildragelser, som synes os utrolige, men een sidder her tæt ved, som kan fortælle sandfærdigt derom, og du maa fæste Lid til, at han, som aldrig løj før, ikke nu vil lyve for første Gang". Gangleri svarede: "Jeg vil staa her og høre efter, om I kan besvare mit Spørgsmaal. Kan i ikke det, erklærer jeg jer for overvundne". Tridi sagde da: "Vi ser nu tydeligt, at han vil have Besked om disse Ting, skønt de synes os daarligt egnede til Omtale. Saa ti da saalænge. Denne Historie begynder med, at Agetor kørte med Bukkene for Vognen og sammen med ham kørte den As, som hedder Loki. Om Aftenen fik de Nattely hos en Bonde. Der slagtede Tor begge sine Bukke, hvorefter de blev flaaede og baaret til Kedelen. Da de var kogte, satte Tor og hans Ledsager sig til Nadvere. Tor indbød ogsaa Bonden, hans Kone og deres Børn til Bords med sig. Bondens Søn hed Tjalfi og Datteren Råskva. Saa lagde Tor Bukkehuderne udenfor Ildstedet og bød Bonden og hans Husfolk kaste Benene paa Huderne. Men Bondens Søn Tjalfi flækkede et Bukkelaarben med sin Kniv og trængte ind til Marven. Tor boede der om Natten. Men i det tidlige Daggry stod han op, klædte sig paa, tog og svang Hammeren Mjållnir og viede Bukkehuderne. Da rejste Bukkene sig op, men den ene haltede paa Bagbenet. Det saa Tor og sagde, at Bonden eller hans Folk maatte have behandlet Bukkens Knogler skødesløst, thi han kunde se, at Laarbenet var brækket. Kort at fortælle: Enhver kan forstaa Bondens Skræk, da han saa, at Tors Bryn trak sig ned over Øjnene. Og ved det Glimt, der traf ham fra disse, følte han det, som skulde han falde for Blikket alene. Tor knugede Hænderne om Hammerskaftet, saa han fik hvide Knoer. Men, som man kunde vente, tryglede Bonden og hans Husstand inderligt om Naade og tilbød alt, hvad de ejede, som Sonebod. Da Tor saa deres Rædsel, drev hans Vrede over, og han formildedes. Han udsonede sig med dem paa den Maade, at han tog Børnene Tjalfl og Råskva med sig som sine Tjenestefolk, og de følger ham stadig siden.

XLIV.

Dér efterlod han Bukkene og begyndte sin Rejse østerpaa i Jåtunhejm helt ud til Havet og videre ud over det dybe Hav. Da han atter naaede Land, gik han tilligemed Loki, Tjalfi og Råskva ind over dette, til de efter kort Tids Forløb saa en stor Skov foran sig. De gik hele Dagen, indtil det blev mørkt. Af alle Mennesker var Tjalfi hurtigst til Bens, han bar Tors Madsæk, men der var knapt med Fødevarer. Da det var blevet mørkt, søgte de sig et Nattely, og de fandt et Slags meget stort Hus med Indgang i Gavlen og af samme Bredde som Huset. Der slog de sig ned for Natten. Men ved Midnat skete der et stort Jordskælv, Jorden gik i Bølger under dem, og Huset rystede. Tor stod op og kaldte paa sine medrejsende, de famlede sig frem og fandt en Sidebygning til Højre midt i Huset. Der gik de ind. Tor satte sig i Døren, de andre var indenfor og meget rædde. Men Tor holdt om Hammerskaftet og havde i Sinde at værge sig. Da hørte de en stor Drønen og Larm. Henad Dagningen gik Tor ud og fik Øje paa en Mand, der laa i Skoven, ikke langt borte. Det var ingen lille Mand. Han sov og snorkede forskrækkeligt, og nu mente Tor at kunne regne ud, hvad det var for en Lyd, de havde hørt om Natten. Han spændte Styrkebæltet om sig, og hans Asastyrke steg. Men i det samme vaagner Manden og staar straks op. Det hedder sig, at det ved denne Lejlighed var første Gang, Tor betænkte sig paa at lade Hammerslaget falde. Han spurgte Manden om hans Navn, han hed Skrymir. Og Manden sagde: "Ja, jeg behøver ikke at spørge om, hvad du hedder, du er tydelig nok Asator; det skulde vel ikke være dig, der har slæbt min Handske væk. - Skrymir rakte Haanden frem og tog Handsken op. Da saa Tor, at det var den, han havde boet i om Natten, og at Sidehuset var Handskens Tommelfinger. Skrymir spurgte, om Tor vilde følges med ham, og Tor sagde Ja. Saa løste Skrymir sin Madpakke for at spise Davre, og Tor og hans Følge fulgte Eksemplet. Skrymir tilbød at indgaa Madfællesskab med dem, hvad Tor gik ind paa. Skrymir bandt da begge Forsyninger i een Pakke og tog den paa Ryggen. Han gik foran om Dagen og tog lange Skridt, men sent om Aftenen søgte han Nattely til dem under en stor Eg. Da sagde Skrymir til Tor, at han vilde lægge sig og sove, - men tag I Madpakken og hold Nadvere. Skrymir faldt saa i Søvn og snorkede højt. Tor tog Madpakken og vilde løse den, men det maa siges, hvor utroligt det end kan synes, at ikke en Knude fik han løst, og ikke en Øle-Ende gav efter. Da han saa, at alt hans Slid var spildt, blev han vred, greb Hammeren Mjållnir med begge Hænder, traadte hen til Stedet, hvor Skrymir laa, og hug ned i Hovedet paa ham. Skrymir vaagner og spørger, om det var et Blad, der faldt ned i Hovedet paa ham fra Træet, og om de nu havde spist og var i Færd med at gaa til Ro. - Tor siger, at nu gaar de hen at sove. - De gik da under en anden Eg. Men sandt at sige, havde de ingen rolig Søvn. Ved Midnat hører Tor, at Skrymir snorker, saa det dønner i Skoven. Han gaar hen til ham, svinger Hammeren vældigt og hugger ham midt i Issehvirvlen. Han mærker, at Hammernæbbet synker dybt i Hovedet. Men i det samme vaagner Skrymir og udbryder: Hvad er nu det? Faldt der et Agern ned i Hovedet paa mig? Hvad tager du dig for, Tor? - Tor trak sig hastigt tilbage og svarede, at han lige var vaagnet, men det var blot Midnat, og der var Tid nok til at sove videre. Men Tor tænkte, at kunde han bare se sit Snit til at give Jætten det tredje Hug, skulde Skrymir aldrig faa ham at se mere. Han ligger nu og passer paa, om Skrymir igen sover dybt. Kort før Dagning hører han, at Skrymir maa være sovet ind, staar op, løber hen til ham, hæver Hammeren af al sin Kraft og hugger

Af Skjaldskabslæren - Bragis Beretninger

Bragis Beretninger

(I).

En Mand, som hed Ægir eller Hler, boede paa den Ø, der nu kaldes Læsø. Han var meget tryllekyndig og gjorde en Rejse til Asgaard. Men da Aserne forud saa hans Komme, blev han meget vel modtaget, dog i mange Henseender med Synforblændinger. Om Aftenen, da de skulde til at drikke, lod Odin bære Sværd ind i Hallen; de var saa blanke, at det lyste fra dem, og der blev ikke benyttet andet Lys, medens man sad ved Drikkelaget. Da gik Aserne til deres Gilde. Tolv, der skulde være Dommere, satte sig i Højsæder, det var: Tor, Njård, Frey, Tyr, Hejmdal, Bragi, Vidar, Vali, Ull, Hønir, Forseti, Loki. Ligeledes Asynjerne: Frigg, Freyja, Gefjun, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla, Nanna. Ægir fandt, der var herligt til alle Sider derinde. Alle Vægpaneler var behængte med fagre Skjolde. Mjøden var kraftig, og der blev drukket meget. Bragi sad nærmest ved Ægir, og de drak og talte sammen. Bragi fortalte Ægir mange Begivenheder, som Aserne havde oplevet.

(II).

Han begyndte sine Beretninger med at fortælle om tre Aser, der drog hjemmefra, nemlig Odin, Loki og Hønir. De rejste over Fjælde og Ødemarker, og det kneb med Maden. Men da de kom i en Dal, saa de en Flok Høveder. De tog en Okse, som de gav sig til at koge. Da de mente, den maatte være kogt, anstillede de en Prøve, men den var ikke kogt. Efter en Tids Forløb prøvede de anden Gang, men endnu var den ikke kogt. De talte sammen om, hvorledes dette kunde være. Da hører de en Stemme i Egen ovenover sig. De saa op; der sad en Ørn, og den var ikke lille; den sagde, at det var dens Skyld, Kødet ikke vilde blive kogt. Men - sagde den - vil I give mig Del i Oksen, skal den komme i Kog. - De svarede Ja. Da lader Ørnen sig dale ned fra Træet, sætter sig paa Gryden og snapper straks begge Oksens Laar og Bove. Det blev Loki vred over, greb en stor Stang og svang den af al sin Kraft mod Ørnens Krop. Ørnen fôr op ved Slaget og fløj til Vejrs. Men Stangens ene Ende hang fast ved Ørnens Bag og Lokis Hænder ved Stangens anden Ende. Ørnen flyver hurtigt i en saadan Højde, at Lokis Fødder slæbes mod Sten og Urer og Træer, og han tror, hans Arme skal slides fra Skuldrene. Han raaber og beder jammerligt Ørnen om Fred, men faar det Svar, at han aldrig skal slippe løs, hvis ikke han sværger at bringe Idun tilligemed hendes Æbler ud af Asgaard. Da Loki har lovet det, slippes han løs og vender tilbage til de andre. Der forlyder ikke mere om deres Rejse, før de kom hjem. Men til den aftalte Tid lokker Loki Idun ud af Asgaard og ind i en Skov under Foregivende af, at han har fundet nogle Æbler, som hun vil anse for sjældne Skatte, hvorfor han har overtalt hende til at tage hendes egne Æbler med til Sammenligning. Da kommer Jætten Tjazi i Ørneham, tager Idun og flyver med hende til sin Bolig i Trymhejm. Men Aserne blev meget foruroligede ved Iduns Fraværelse. De blev snart graahaarede og gamle. De holdt da Ting og spurgte hverandre om, hvad hver især sidst havde erfaret om Idun. Det sidste, man havde set, var, at hun fulgtes med Loki ud af Asgaard. Loki blev nu greben og ført til Tinget, hvor man truede ham med Død eller Pinsler. I sin Rædsel sagde han, at han vilde søge efter Idun i Jåtunhejm, dersom Freyja vilde laane ham sin Falkeham. Han faar Falkehammen og flyver nordefter til Jåtunhejm. En Dag kommer han til Jætten Tjazi. Jætten var roet ud paa Havet, og ldun var ene hjemme. Loki forvandlede hende til en Nød, tog hende mellem Kløerne og fløj alt, hvad han kunde. Men da Tjazi kom hjem og savnede Idun, trak han i Ørnehammen og fløj efter Loki, saa der lød Sug under Vingeslagene. Da Aserne saa, at Falken fløj med Nødden, og at Ørnen var efter den, gik de ud under Asgaards Mur og bar Bunker af Høvlspaaner derhen. Saasnart Falken naaede ind over Borgen, lod den sig falde lige indenfor Borgvæggen. Da antændte Aserne Høvlspaanerne. Men idet Ørnen ikke ramte Falken, kunde den ikke stanse. Ilden fik fat i Ørnens Fjer, og dermed endte Flugten. Aserne var straks tilrede og dræbte Jætten Tjazi indenfor Asernes Gærde. Dette Drab er meget berømt. Men Tjazis Datter Skadi iførte sig Hjælm og Brynje og fald Bevæbning og drog til Asgaard for at hævne sin Fader. Aserne bød hende Forlig og Mandebod, især, at hun maatte udvælge sig en af dem til Mand. Men hun skulde træffe sit Valg uden at kunne se mere end Mandens Ben. Hun fik da Øje paa et Par Ben, der var ualmindelig smukke, og sagde: Ham vælger jeg. Baldr er lydefri. - Men det var Njård fra Noatun. Blandt Forligets Betingelser var ogsaa den, at Aserne skulde faa hende til at le, hvad hun mente, de var ude af Stand til. Da bandt Loki en Snor om Skægget paa en Gedebuk og Snorens anden Ende om sine egne Kønsdele. De gav skiftevis efter og brægede højt begge to. Derefter lod Loki sig falde i Skadis Skød, og da lo hun. Forliget var dermed i Orden. Det siges, at Odin til Oprejsning for hende tog Tjazis Øjne, slyngede dem op til Himlen og gjorde to Stjerner af dem.

Ægir sagde: "Tjazi forekommer mig at have været meget fremragende. Af hvilken Slægt var han?" Bragi svarede: "Hans Fader hed Ålvaldi, og du vil undre dig over, hvad du hører, dersom jeg fortæller om ham. Han ejede meget Guld, men da han døde, og hans Sønner skulde skifte Arven, da opmaalte de ved Delingen Guldet paa den Maade, at hver skulde tage en Mundfuld ad Gangen og alle lige mange Mundfulde. Den første var Tjazi, den anden hed Idi, den tredje hed Gang. Vi betegner nu undertiden Guldet som disse Jætters Mundmaal, og vi forklæder det i Runer eller Skjaldskab ved at kalde det deres Maal eller Ord eller Tale". Ægir sagde: "Det tykkes mig at være vel tilhyllet i Runer".

(III).

Endvidere spurgte Ægir: "Hvad var Oprindelsen til den Idræt, som hedder Skjaldskab?" Bragi svarer: ~Oprindelsen var, at Guderne laa i Ufred med det Folk, som hedder Vaner. Men begge Parter kom sammen til et Fredsmøde, hvor de bekræftede Freden ved begge at spytte i et Kar. Ved Afskeden vedtog Guderne, at dette Fredstegn aldrig skulde gaa tabt, og skabte af Spyttet en Mand, som hed Kvasir. Han var saa vis, at ingen kunde spørge ham om noget, som han ikke kunde give Svar paa. Han drog vidt omkring i Verden for at lære Menneskene Kundskab, og da han besøgte to Dværge, Fjalar og Galar, indbød de ham til en Samtale i Enrum og dræbte ham. Hans Blod lod de flyde i to Kar, Son og Bodn, og Kedelen Odrørir. De blandede Blodet med Honning, og derved dannedes en saadan Mjød, at enhver, som drikker af den, bliver Skjald eller Vismand. Dværgene fortalte Aserne, at Kvasir var bleven kvalt i sit eget Vid, fordi ingen var kyndig nok til at spørge ham saaledes, at Visdommen fik tilstrækkeligt Afløb.

Dværgene indbød til sig Jætten Gilling og hans Kone. De bad Gilling ro med sig ud paa Havet. Men da de var et lille Stykke fra Land, roede Dværgene mod en Revle og væltede Skibet. Da Gilling ikke kunde svømme, druknede han. Men Dværgene fik deres Skib paa ret Køl igen og roede til Land. De fortalte nu Gillings Kone, hvad der var sket; hun blev utrøstelig og græd højt. Fjalar spurgte hende da, om hun ikke troede, det vilde lindre hendes Sorg at se ud over Søen, hvor hendes Mand var forsvunden. Det vilde hun prøve. Saa opfordrede han sin Broder Galar til at klatre op over Døren og lade en Kværnsten falde ned i Hovedet paa hende, naar hun gik ud, thi han kunde ikke fordrage hendes Skrigen. Broderen gjorde dette. Men da Cillings Søn, Jætten Suttung, fik det hele at vide, gik han hen til Dværgene, greb dem og førte dem ud paa Havet, hvor han satte dem paa et Skær, som Vandet stod over ved Flodtid. De trygler Suttung om at spare deres Liv og byder ham til Forlig den kostelige Mjød som Faderbod, hvorefter Forliget kommer i Stand.

Suttung fører Mjøden med sig hjem, gemmer den et Sted, som hedder Hnitbjerge, og lader sin Datter Gunnlåd bevogte den. Derfor kalder vi Skjaldskab: Kvasirs Blod, Dværges Drik eller Fylde, Odrørirs eller Bodns eller Sons Væld, Dværges Fartøj (fordi Mjøden reddede dem fra at omkomme paa Skæret), Suttungs Mjød eller Hnitbjerges Væld".

(IV).

Ægir sagde: "Det synes mig mørk Tale at bruge disse Benævnelser til Skjaldskab. Men hvorledes fik Aserne Suttungs Mjød?" Bragi svarer: "Sagnet siger, at Odin rejste hjemmefra og kom til et Sted, hvor ni Trælle slog Hø. Han spørger, om de ønsker, han skal hvæsse deres Leer. De siger Ja. Han løser en Hvæssesten fra Bæltet og hvæsser, og de synes nu, Leerne skærer langt bedre end før, og vil derfor købe Stenen. Han siger, at den, der vil købe, skal betale, hvad Stenen er værd. Det vilde de alle. Han slyngede da Stenen op i Luften, men da de alle vilde gribe den, kom de i et saadant Slagsmaal, at de hver halshug en af de andre med Leen. Odin søgte derefter Nattely hos Jætten Baugi, Suttungs Broder. Baugi klagede over Vanskeligheder med at faa Arbejdet paa sin Ejendom udført, hans ni Trælle havde slaaet hinanden ihjel, og han vidste ikke, hvor han nu skulde faa Arbejdsfolk fra. Odin sagde, at hans Navn var Bålverk, og tilbød at paatage sig ni Mands Arbejde for Baugi. Som Løn forlangte han en Drik af Suttungs Mjød. Baugi svarede, at han havde ingen Raadighed over Mjøden, Suttung vilde have den for sig selv. Men han tilbød at rejse med Bålverk til ham og prøve, om de kunde faa Mjøden. Bålverk udrettede Sommeren igennem ni Mands Arbejde for Baugi, og da Vinteren kom, vilde han have sin Løn. Baugi fortæller sin Broder Suttung om Aftalen med Bålverk, men Suttung nægter dem paa det bestemteste saa meget som en Draabe af sin Mjød. Bålverk foreslog da Baugi, at de skulde prøve at liste sig til Mjøden, og Baugi giver sit Samtykke. Bålverk tager et Boreredskab frem, som hedder Rati, og opfordrer Baugi til at bore igennem Bjerget, hvis Boret bider. Han giver sig til at bore og siger omsider, at nu er Bjerget gennemboret, men Bålverk blæser i Borehullet, og Spaanerne fyger tilbage imod ham. Da opdager han, at Baugi vil bedrage ham, og siger, at han skal bore helt igennem Bjerget. Baugi borede paany, og da Bålverk blæste anden Gang, føg Spaanerne ind. Bålverk paatog sig nu Skikkelse af en Slange og krøb ind i Hullet. Baugi stak efter ham med Boreodden, men ramte ham ikke. Bålverk drog hen, hvor Gunnlåd var, og laa hos hende i tre Nætter; hun gav ham da Lov til at drikke tre Drag af Mjøden. I det første Drag tømte han hele Odrørir, i det andet hele Bodn og i det tredje hele Son og havde nu faaet al Mjøden. Derefter paatog han sig Ørneham og fløj i største Hast. Men da Suttung saa Ørnens Flugt, paatog han sig ogsaa Ørneham og fløj efter ham. Aserne saa imidlertid Odin komme flyvende og satte Kar ud i Gaarden. Og da Odin naaede ind over Asgaard, spyttede han Mjøden ud i Karrene. Men Suttung var da meget nær efter ham, han sendte derfor en Straale af Mjøden bagud mod ham. Denne Mjød var der ingen, der brød sig om, saa hvem der gad, kunde tage den. Det er de uduelige Skjaldes Del. Suttungs Mjød gav Odin til Aserne og til de Mennesker, der kan frembringe Skjaldskab. Derfor kalder vi Skjaldskab Odins Fangst, Fund, Drik eller Gave og Asernes Drik".

XVII.

Bragi fortalte Ægir, at Tor en Gang var rejst til Østerled for at knuse Trolde, men Odin red paa Slejpnir til Jåtunhejm og kom til Jætten Hrungnir, som spørger, hvem Manden med Guldhjælmen er, der rider i Luft og over Hav, og tilføjer, at han har en overmaade god Hest. Odin siger, at han vil vædde sit Hoved paa, at der ikke findes saa god en Hest i Jåtunhejm. Dertil svarer Hrungnir, at vel er det en god Hest, men han har een, der hedder Gullfaxi, den tager meget længere Skridt. Hrungnir besteg i Vrede sin Hest og satte efter Odin for at lønne ham hans Pral. Odin red til, saa han stadig var en Fjældryg forud, men Hrungnir var saa jætterasende, at han fôr ind over Asagærdet uden at ane det. Da han kom til Hallens Døre, bød Aserne ham ind til Drikkelag. Han modtog Indbydelsen og gik med ind. De Skaaler, Tor plejede at drikke af, blev taget frem, og Hrungnir tømte dem alle. Men da han blev drukken, strøede han om sig med store Ord. Han truede med at tage Valhal og føre den til Jåtunhejm, jævne Asgaard med Jorden og dræbe alle Guderne saa nær som Freyja og Sif, dem vilde han have med sig hjem. Freyja var den eneste, som turde skænke for ham, og han brovtede med at ville drikke alt Asa-Øllet. Da Aserne ikke længere kunde døje hans Skryden, nævnede de Tors Navn, og i samme Øjeblik traadte Tor ind med Hammeren hævet i Luften. Han var fnysende vred og spurgte, hvem der havde foranlediget, at hundvise Jætter skulde drikke der, eller hvem der havde givet Hrungnir Lov til at være i Valhal, og hvordan det gik til, at Freyja skulde skænke for ham som ved et Asagilde. Hrungnir laante ikke Tor venlige Øjne, da han forklarede, at han var indbudt til Drikkelaget af Odin og var til Stede med hans Tilladelse. Tor sagde, at inden han slap ud, skulde han fortryde, at han tog mod denne indbydelse. Hrungnir svarer, at det ikke er til Ære for Asator at dræbe ham vaabenløs. Det vilde vise større Mod, om han turde kæmpe med ham ved Landsskellet ved Grjotunagaard. - Og det var taabeligt af mig - sagde han - at jeg lod mit Skjold og min Hvæssesten blive hjemme, thi havde jeg haft mine Vaaben her, skulde vi gaaet i Holmgang med det samme. Men jeg betegner det som Niddingsværk, hvis du dræber mig vaabenløs. - Tor vilde paa ingen Maade unddrage sig den tilbudte Tvekamp. Sligt havde ingen vovet før. Saa skyndte Hrungnir sig af Sted til Jåtunhejm. Der gik stort Ry blandt Jætterne af hans Rejse og af, at der var sat Stævne mellem ham og Tor. Jætterne fandt, at Kampens Udfald betød meget for dem alle; hvis Hrungnir, som var den stærkeste af dem, faldt, kunde de vente sig det værste af Tor. Da dannede Jætterne i Grjotunagaard en Mand af Ler, han var ni Mile høj og under Armene tre Mile bred, men de kunde ikke finde noget passende stort Hjerte til ham, før de tog Hjertet af en Hoppe, men det sad ikke fast i ham, da Tor kom. Hrungnir havde det berømte Hjerte af en haard Sten, pigget med tre Horn, hvorefter man siden har ristet det Tegn, som hedder Hrungnirshjertet. Ogsaa hans Hoved var af Sten; ligeledes det store, tykke Skjold, som han holdt for sig, da han stod i Grjotunagaard og biede paa Tor. Sit Vaaben, Hvæssestenen, bar han paa Skuldren, og han saa ikke imødekommende ud. Ved Siden af ham stod Lerjætten, som hed Måkkrkalfi; han var hundeangst; det siges, at han lod Vandet, da han saa Tor. Tor kom til Holmgangen, fulgt af Tjalfi, der løb frem til Hrungnir og sagde: Det er uforsigtigt af dig, Jætte, at du holder Skjoldet foran dig. Tor har set dig og gaar nu under Jorden for at angribe dig nedenfra. - Hrungnir skød da Skjoldet under Fødderne og stod paa det, men tog Hvæssestenen mellem begge Hænder. Da saa han Lynglimt og hørte høje Tordenskrald, hvorefter han saa Tor komme farende forfærdelig i sin Asavrede. Tor hævede Hammeren og slyngede den i lang Frastand mod Hrungnir, der ligeledes hævede Hvæssestenen med begge Hænder og kylede den mod Tor. De to Vaaben mødtes i Flugten, og Hvæssestenen sprang itu; dens ene Del faldt til Jorden, og deraf er alle Sandstens-Klipper komne; dens anden Del fløj i Hovedet paa Tor, saa han tumlede forover mod Jorden. Men Hammeren Mjållnir ramte Hrungnir midt paa Hovedet og splintrede Skallen i smaa Skærver. Han faldt frem over Tor, saa hans ene Ben laa over Tors Hals. Tjalfi gik løs paa Måkkrkalfi, som faldt med liden Ære. Derefter gik han hen til Tor for at løfte Hrungnirs Ben af ham, men det oversteg hans Kræfter. Alle Aserne ilede til, da de hørte, Tor var falden, ogsaa de vilde befri ham for Jættens Ben, men maatte opgive det. Da kom Magni, en Søn af Tor og Jarnsaxa; han var kun tre Nætter gammel. Han slængte Hrungnirs Ben af Tor og sagde: Det var ærgerligt, Fader, at jeg kom saa sent. Jeg tror, jeg kunde have smældet denne Jætte ihjel med min Næve, om jeg havde mødt ham i Tide. - Da stod Tor op, omfavnede sin Søn og sagde, at han vilde faa vældige Kræfter. Og han tilføjede: Jeg vil give dig Hrungnirs Hest Gullfaxi. - Odin indvendte, at det ikke var rigtigt af Tor at give den gode Hest til Gygens Søn i Stedet for til sin Fader. - Tor drog hjem til Trudvang med Hvæssestenen i Hovedet. Da kom Groa, en Vålve, Årvandil den modiges Kone; hun gol sine Galdre over Tor, indtil Stenen løsnedes. Men da Tor mærkede det og ventede, at den skulde komme ud, vilde han belønne og glæde Groa for Helbredelsen. Han fortalte hende da, at han havde vadet nordfra over Elivager og baaret Arvandil i en Kurv paa Ryggen nord fra Jåtunhejm. Det kunde bevises ved, at en af Årvandils Tæer, som havde stukket ud af Kurven og var bleven frossen, havde Tor brækket af og slynget den op paa Himlen og deraf dannet den Stjerne, som hedder Årvandils Taa. Tor sagde, at det kunde ikke vare længe, før Arvandil kom hjem. Derover blev Groa saa glad, at hun ikke kunde galdre, og Hvæssestenen kom ikke yderligere løs, men sidder endnu i Hovedet paa Tor. Og der advares mod at kaste et Stykke Hvæssesten tværs over Gulvet, fordi saa rører Stenen sig i Tors Hoved.

Efter dette Sagn har Tjodolf fra Hvini skildret samme Bedrift i "Høstlang":

[Malet ses paa Skjoldet,
som jeg fik af Torlejf]
Jætters Angst at age
ud mod Grjotun-Højen.
Ud til Jærnleg aged
Jordens Søn mod Jætten.
Mørk var Mejlis Broder,
Maanevejen dønned.

Brand i Ginnungs Bolig
brød om Ulls Slægtning,
Stormen lod sin Svøbe
svinge over Jorden.
Bukkevogn bar Guden
bort til Hrungnirs Stævne,
Svålnirs Enke syntes
sønderbrudt og bristet.

Baldrs vrede Broder
brød mod Verdens Fjende,
Bjerge brast og bæved,
Brand i Himlen flammed.
Jættekroppen kraftigt
krummed sig ved Synet
medens Banemanden
mørkt ham kom i møde.

Skræmt jog skummel Bjergdrot
Skjoldet under Fødder.
Ængstet fik ham alle
Aser, alle Diser.
Stendreng fik kun stakket
Stund at vente, inden
Tryne-Trolden Mjållnir
traf ham, saa han segned.

Jættedræber jog mod
Jættens Hoved Hamren.
Frem i Luften fløj den,
fôr i Hrungnirs Pande.
Slagen Hrungnir segned
ned paa Skjoldets Ø-Grund.
Klippeherrers Knuser
knak hans haarde Pande.

Hvæssesten var hvistet
hvinende mod Guden,
ind den fôr i Issen,
Jordens Søn den ramte.
Sten, som heftigt stødte,
stænket blev af Blodet,
stadig fast paa Stedet
staar den i hans Hoved.

Kvinden sang da siden
sine Galdersange
for den hvasses Haar-Saars
Hvæssesten at fjerne.
Disse Storbedrifter,
dragne frem i Farver,
malet ses paa Skjoldet,
som jeg fik af Torlejf.

XVIII.

Ægir sagde: "Jeg synes, Hrungnir var meget mægtig. Udrettede Tor flere Kæmpeværker, da han færdedes mellem Trolde?" Bragi svarer: "Tors Rejse til Gejrrådsgaard er i høj Grad værd at omtale. Da havde han hverken Hammeren Mjållnir, Styrkebæltet eller Jærnhandskerne med sig, og det var Lokis Skyld. Han ledsagede ham. En Gang, da Loki forlystede sig med at flyve i Freyjas Falkeham, fløj han af Nysgerrighed ind i Gejrråds Gaard, hvor han saa en stor Hal. Han satte sig og kiggede ind ad Gluggen. Gejrråd opdagede ham og sagde, at man skulde gribe Fuglen og bringe den til ham. Udsendingen havde stort Besvær med at klatre op ad Hallens høje Mur. Dette morede Loki, og han gav sig god Tid. Han mente, det var tidsnok at flyve op, naar Udsendingen havde klatret hele den besværlige Vej. Først da Manden vil tage ham, slaar han Vingerne ud og sætter fra med Fødderne, men da sidder de fast. Loki blev nu greben og ført til Jætten Gejrråd, der fik Mistanke om, at det maatte være et Menneske, da han saa hans Øjne. Han bød ham svare, men Loki tav. Gejrråd laaste saa Loki ned i en Kiste og sultede ham i tre Maaneder. Og da han atter tog ham op og bød ham tale, sagde Loki, hvem han var. For at redde Livet tilsvor han Gejrråd, at han skulde skaffe Tor til Gejrrådsgaard uden Hammer eller Styrkebælte.

Tor gæstede Gygen Grid, Vidar den tavses Moder. Hun fortalte ham Sandheden om Gejrråd, at han var en hundvis og uomgængelig Jætte. Hun havde et Styrkebælte og Jærnhandsker og en Stav, Gridvållen, disse Ting laante hun Tor. Han gik til den Aa, som hedder Vimur, den største af alle Aaer. Han spændte Styrkebæltet om sig og støttede sig mod Strømdriften ved Hjælp af Gridvållen, og Loki holdt sig fast under Styrkebæltet. Da Tor var kommen midt ud i Aaen, steg Vandet, saa det naaede ham til Skuldrene. Han kvad:

Voks ikke, Vimur, som jeg vader for at være
Gæst i Jætternes Gaarde!
Vid, hvis du vokser, da vokser min Asakraft
helt til Himlens Højde.

Da ser Tor, at Gejrråds Datter Gjalp staar oppe i en Kløft og skræver over Hovedaaen, og at det er hende, som faar Vandet til at stige. Han tog en stor Sten op af Aaen, kastede den mod hende og sagde: I Udspring skal Aa stemmes. - Han traf, hvad han sigtede efter. I samme Øjeblik naaede han til Land, fik fat i en Rønnebusk og kom derved op af Aaen. Deraf kommer Ordsproget: Røn bjerger Tor. Men da han kom til Gejrråd, blev de to Rejsefæller først anvist Herberge i et Gæsterum, hvor der kun var een Stol at sidde paa. Der satte Tor sig. Da mærkede han, at Stolen hævede sig op mod Taget med ham. Han stak Gridvållen op i Sparreværket og klemte derved sig og Stolen ned. Da hørtes et højt Knæk og et stort Skrig. Gejrråds Døtre Gjalp og Grejp havde været under Stolen, og han havde brækket Ryggen i dem begge. Da kvad Tor:

Een Gang brugte jeg Asastyrken
gævt i Jætternes Gaarde,
da Gjalp og Grejp, Gejrråds Døtre,
vilde hæve mig til Himlen.

Gejrråd lod derefter Tor kalde ind i Hallen til Leg. Der var tændt store Ilde langs med Hallen. Men da Tor var kommen ind og var lige overfor Gejrråd, tog Jætten med en Tang en gloende Jærnbolt og kastede mod Tor. Tor greb den imidlertid med Jærnhandskerne og svang den i Luften. Gejrråd sprang bag en Jærnsøjle for at redde sig. Men Tor kastede Gløden, saa den brød gennem Søjlen og gennem Gejrråd og gennem Væggen og fôr ud i Jorden".

Af Skjaldskabslæren - Guldsagn


Guldsagn.

XXXII

Hvorledes skal man betegne Guld?

Ved at kalde det Ægirs Ild og Glasirs Løv, Sifs Haar, Fullas Hovedbaand, Freyjas Graad, Jætters Mundmaal eller Stemme eller Ord, Drypnirs Draaber og Regn eller Rusk fra Drypnir eller fra Freyjas Øjne, Asernes Odderbod eller Tvangsbod, Fyrisvoldes Frø, Helgis Højtag, Haandens og alle Vandes Ild, Haandens Sten og Stenskær og Glans.

XXXIII

Hvorfor kaldes Guld Ægirs Ild?

Denne Fortælling knytter sig til det før fortalte, at Ægir var til Gilde i Asgaard, og da han var færdig til at rejse hjem, indbød han Odin og alle Aserne til at besøge sig tre Maaneder senere. I denne Rejsefærd deltog Odin, Njård, Frey, Tyr, Bragi, Vidar, Loki og Asynjerne Frigg, Freyja, Gefjuna, Skadi, Idun og Sif. Tor var ikke med, han var i Østerleden for at slaa Trolde ihjel. Da Guderne var kommen til Sæde, lod Ægir bære lysende Guld ind paa Hallens Gulv, saa det skinnede og oplyste hele Hallen som Ild, ligesom man i Valhal havde ladet Sværd lyse i Stedet for Ild. Da kom Loki ved Øllet i Skænderi med Guderne, og han dræbte Ægirs Træl Fimafeng; hans anden Træl hedder Reseld. Ægirs Kone hedder Ran. [Om hende hedder det:

Højt mod Himlen op Gløder
Havet jog og raste,
Ror skarpt gennem Sky rendte,
Rans Vej rørte Maanen].

[Refr kvad:

Gymirs fugtsvale Vålve
fører, hvor Bølgen bryder,
tvundne Toves Bjørn
tit i Ægirs Kæfter.

Her er sagt, at Ægir og Hler og Gymir er Navne paa den samme Person].

Ægir og Ran har ni Døtre, [deres Navne er: Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrånn, Bølge, Dråfn, Kolga. Ejnar Skulasøn nævnte i denne Vise seks af deres Navne:

Søens Hylen hidses af
Himinglæva og Dufa,
op mod de kække den ægges,
Uds Bulder øges.
Blodughadda stryger
begede Stavne, mens Kolga
hæftigt Plankerne hærger,
og Hefring Havskummet hæver].

[Snæbjørn kvad:

Snelt ni Skærenes Brude
svinger den hærgrumme Grotti,
Ø-Kværnen ilsomt
udenfor Jorde-Næsset,
Møllekvinderne maled
Mel forlængst for Amlodi.
Sømand skærer med Skibets
skarpe Stavn gennem Bølgen.

Her kaldes Havet Amlodis Kværn].

Alt til Asernes Opvartning frembar sig selv, baade Mad og Øl og Genstande, som behøvedes til Opdækningen. Dengang opdagede Aserne, at Ran havde et Net, hvori hun fangede alle de Mænd, som kom paa Søen. Hensigten med denne Fortælling er at forklare, hvorfor Guld kaldes Ægirs, Rans eller Ægirs Døtres Ild, Lys eller Skin. Og af denne Kenning ses, at Guld kan benævnes Søens og alle dens Navnes Ild, eftersom Ægir eller Ran har Navne tilfælles med Søen, endvidere Vandenes eller Flodernes og alle Flodnavnenes Ild. - - -

XXXIV

Hvorfor kaldes Guld Glasirs Knop eller Løv?
- I Asgaard foran Valhals Døre er der en Lund, som kaldes Glasir, og alt dens Løv er det røde Guld. Som det hedder i dette Kvæde:

Glasir staar med gyldent Løvhang
foran Sigtyrs Sale.

Det er den fagreste Skov hos Guder og Mennesker.

XXXV.

Hvorfor kaldes Guld Sifs Haar? - Loki Laufeyssøn havde begaaet den Nedrighed at klippe alt Haar af Sif. Men da Tor opdagede det, greb han Loki og truede med at grutte hver Knokkel i ham. Loki svor da, at han skulde faa Svartalferne til at udfærdige Sif et Haar af Guld, og at det skulde vokse som almindeligt Haar. Loki rejste til de Dværge, som er Sønner af Ivaldi, og de udfærdigede Haaret og Skibladnir og Odins Spyd Gungnir. Loki væddede sit Hoved med Dværgen Brokk paa, at Dværgens Broder Sindri ikke kunde fremstille tre ligesaa gode Klenodier. Da de kom til Smedjen, lagde Sindri et Svineskind i Essen og bad Brokk trække Blæsebælgen og ikke stanse, for han tog det ud, som han havde lagt i Essen. Straks efter, at han var gaaet fra Smedjen, satte en Flue sig paa Broderens Haand og stak, men han trak dog Bælgen som før, indtil Smeden tog ud af Essen; det var en Galt med Børster af Guld.

Derefter lagde han Guld i Essen og bad ham blæse og ikke stanse Bælgen, før han kom igen. Saa gik han. Da kom Fluen og satte sig paa Brokks Hals og stak nu dobbelt saa haardt. Men han blæste, til Smeden tog Guldringen Drypnir ud af Essen. Saa lagde han Jærn deri, bad Broderen blæse og sagde, at det hele var forgæves, hvis Blæsningen afbrødes. Da satte Fluen sig mellem Brokks Øjne og stak Laagene, saa Blodet randt ham i Øjnene, og han ikke kunde se. Han slap nu Bælgen et Øjeblik, jog Haanden op og svippede Fluen bort. Saa kom Smeden og sagde, at det var lige ved, at det, der var i Essen, var gaaet til Spilde. Han tog denne Gang en Hammer ud af Essen. Derefter lagde han alle Klenodierne i Hænderne paa sin Broder Brokk og bad ham rejse til Asgaard med dem for at vinde Væddemaalet. Loki bar sine Klenodier for Aserne, og de satte sig paa deres Domstole. Odin, Tor og Frey skulde afsige Dommen, som ikke kunde ændres. Loki gav Odin Spydet Gungnir, Tor Haaret, som Sif skulde have, og Frey Skibladnir. Han forklarede Klenodiernes Egenskaber: Spydet lod sig aldrig stanse i Kastet; Haaret vilde gro fast, saa snart det kom paa Sifs Hoved, og Skibladnir havde Medvind, saa snart Sejlet hejstes, lige meget hvorhen det skulde sejle, og man kunde vikle det sammen som en Dug og have det i sin Pung, hvis man vilde. Derpaa bar Brokk sine Klenodier frem; han gav Odin Ringen og sagde, at der hver niende Nat vilde dryppe otte lige saa tunge Ringe fra den; Frey gav han Galten og sagde, at den kunde løbe gennem Luft og over Hav, Nat og Dag, hurtigere end nogen Hest, og aldrig var Natten eller Mørkets Verden saa sort, at der ikke vilde være lyst nok, hvor Galten løb, saaledes lyste Børsterne. Han gav Tor Hammeren og sagde, at han kunde slaa til med den saa haardt, han vilde, og til hvad det skulde være, aldrig skulde Hammeren svigte; slyngede han den ud, vilde den altid ramme, og hvor langt den end blev slynget, vilde den altid vende tilbage til hans Haand; og dersom han ønskede det, skulde den blive saa lille, at han kunde putte den under Skjorten; men den havde den Fejl, at Skaftet var lovlig kort. Asernes Dom lød, at Hammeren var det bedste af alle Klenodierne og det ypperste Værn mod Rimturserne, og de erklærede, at Dværgen havde vundet Væddemaalet. Loki tilbød nu at indløse sit Hoved, men Dværgen svarede, at det kunde han ikke. - Tag mig da, sagde Loki, men da han vilde tage ham, var han langt borte. Loki havde Sko, hvori han kunde løbe gennem Luft og over Hav. Dværgen bad da Tor om at gribe ham, hvad Tor gjorde. Dværgen vilde hugge Hovedet af Loki, men Loki sagde, at han kun havde Ret til Hovedet, ikke til Halsen. Saa tog Dværgen Rem og Kniv og vilde stikke Hul i Lokis Læber og rimpe Munden sammen, men Kniven bed ikke. Han sagde da, at hans Broders Syl vilde være bedre, og straks, han nævnte den, var den der; den stak Huller i Læberne, som han rimpede sammen, men Loki rev Hullerne ud. Den Rem, hvormed Munden blev sammenrimpet, hedder Vartari.

XXXIX.

Hvorfor kaldes Guld Odderbod? - Det fortælles, at tre Aser drog ud for at undersøge hele Verden. Det var Odin, Loki og Hønir. De kom til en Flod, som de fulgte til en Fos, og ved Fossen var der en Odder, som havde taget en Laks fra Fossen, og nu sad den søvnig og aad den. Loki tog en Sten og kastede den i Hovedet paa Odderen. Han pralede af sin Fangst, at han havde faaet baade Odder og Laks ved eet Stenkast. De tog Laksen og Odderen med sig og kom til en Gaard, hvor de gik ind. Bonden paa Gaarden hed Hrejdmar; han var meget anselig og meget tryllekyndig. Aserne bad om Nattely og sagde, at de havde Mad nok med sig, idet de viste Bonden deres Fangst, men da Hrejdmar saa Odderen, kaldte han paa sine Sønner Fafnir og Regin og sagde, at deres Broder Odder var bleven dræbt, og fortalte, hvem der havde gjort det. Faderen og Sønnerne angreb nu Aserne, bandt deres Hænder og meddelte, at Odderen var Hrejdmars Søn. I Løsepenge for deres Liv bød Aserne saa meget Gods, som Hrejdmar selv vilde forlange; det blev en edfæstet Overenskomst mellem dem. Saa blev Odderen flaaet. Hrejdmar tog Bælgen og krævede, at de skulde fylde den med det røde Guld og derefter dække den fuldstændigt; saa skulde Forliget være i Stand. Da sendte Odin Loki til Svartalfehjem, hvor han kom til Dværgen Andvari. Dværgen var en Fisk i Vandet, og Loki fangede ham med Hænderne og forlangte for at skaane hans Liv alt det Guld, han havde i sin Klippehule. Da de kom ind i Stenen, bar Dværgen alt det Guld frem, som han ejede, og det var en stor Slump. Men han forstak en lille Guldring under Hænderne. Det saa Loki og bød ham komme frem med Ringen. Dværgen bad om at maatte beholde den, da han i saa Fald vilde være i Stand til atter at forøge sit Eje. Loki sagde, at han ikke skulde bebolde en Penning tilbage, tog Ringen fra ham og gik ud. Men Dværgen spaaede, at den Ring skulde blive Dødsaarsag for hver, som ejede den. Loki svarede, at det kunde han godt gaa med til, og han skulde bidrage til, at det stod ved Magt, ved at meddele denne Skæbne til den, der overtog Ringen. Han gik til Hrejdmar og viste Odin Guldet, og da Odin saa Ringen, fandt han den fager, tog den fra og overgav Hrejdmar det øvrige Guld. Denne fyldte Odderbælgen saa meget, han kunde, og stillede den op som et levende Dyr, da den var fuld. Odin kom nu og skulde tilhylle Bælgen med Guld, og han bad Hrejdmar se efter, om Bælgen var helt hyllet. Hrejdmar saa til og undersøgte omhyggeligt, han opdagede da et Mulehaar, som han bad ham dække, ellers blev der intet Forlig. Da dækkede Odin Mulehaaret med Ringen og sagde, at nu var de løst fra Oddergælden. Men da Odin havde taget sit Spyd og Loki sine Sko, og de ikke behøvede at frygte, meddelte Loki, at det skulde gaa efter Andvaris Udsagn, at denne Ring og dette Guld skulde volde Døden for Ejermanden, og saaledes gik det siden. Nu er det forklaret, bvorfor Guld kaldes Asernes Odderbod, Tvangsbod eller Nidmalm.

XL.

Hvad mere fortælles der om dette Guld? Hrejdmar fik Guldet som Sønnebod, men Fafnir og Regin forlangte en Del af det i Broderbod. Hrejdmar undte dem ikke saa meget som en Penning. De lagde da onde Raad og dræbte deres Fader for at faa Guldet. Nu forlangte Regin, at Fafnir skulde dele lige med ham. Fafnir svarede, at der ikke var megen Grund til at dele Guldet med sin Broder, fordi han havde dræbt sin Fader for Guldets Skyld, og han bad Regin rejse bort, da det ellers skulde gaa ham som Hrejdmar. Fafnir havde taget den Hjælm paa, som Hrejdmar havde haft, og som kaldes Ægirshjælm, den skræmte alt levende, som saa den; desuden bar han Sværdet Hrotti. Regin bar Sværdet Refill og flygtede bort. Men Fafnir drog op paa Gnitahede og byggede sig et Bo der, hvorpaa han forvandlede sig i Slangeskikkelse og lagde sig paa Guldet.

Regin drog til Kong Hjalprek paa Tjod og blev hans Smed. Han tog til Fostersøn Sigurd, der var Søn af Sigmund Vålsungssøn og Hjårdis, Eylimis Datter. Af alle Hærkonger var Sigurd den berømteste med Hensyn til Æt, Styrke og Mod. Regin fortalte ham, hvor Fafnir laa paa Guldet, og æggede ham til at erobre det. Han smedede Sværdet Gram, som var saa skarpt, at da Sigurd stak det ned i et rindende Vand, kløvede det en Uldtot, som Strømmen drev mod Eggen. Derefter hug han det ned i Regins Ambolt og kløvede Blokken. Saa drog Sigurd og Regin til Gnitahede. Sigurd gravede en Grav paa Fafnirs Vej og satte sig deri. Og da Fafnir gik til Vandet og kom over Graven, gennemborede Sigurd ham med Sværdet, saa han døde. Regin kom til Stede og sagde, at han havde dræbt hans Broder, men de skulde være forligte, hvis han tog Fafnirs Hjerte og stegte det paa Ild. Saa lagde Regin sig ned, drak af Fafnirs Blod og lagde sig til at sove. Da Sigurd stegte Hjertet og antog, det var gennemstegt, følte han med Fingeren efter, hvor haardt det var. Derved fik han noget af Hjertets Fedt paa Fingeren og brændte sig. Han jog Fingeren i Munden, men da Hjerteblodet vædede hans Tunge, forstod han Fugletale og opfattede, hvad to Spætmejser oppe i Træet sagde.

Den ene kvad:

Der sidder Sigurd, stænket af Blodet,
steger paa Flammen Fafnirs Hjerte,
viseligt vilde det være af Fyrsten
Hjertets møre Muskel at æde.

Den anden kvad:

Der ligger Regin, Rænker han smeder,
Svig i Søvne mod Svenden, som tror ham,
samler i Vrede vrange Klager,
ond han brygger paa Broderhævnen.

Da gik Sigurd til Regin og dræbte ham, besteg siden sin Hest Grani og red til Fafnirs Bolig. Der tog han Guldet, delte det i to Byrder og lagde dem over Granis Ryg. Saa steg han selv op og red sin Vej. - Hermed er nu oplyst Aarsagen til, at Guld kaldes Fafnirs Bo eller Gaard, Gnitahedes Malm eller Granis Byrde.

XLI.

Sigurd red, indtil han fandt et Hus paa Fjældet. Inde i det sov en Kvinde i Hjælm og Brynje. Han trak sit Sværd og sprættede Brynjen af hende. Da vaagnede hun og sagde, at hun hed Hild. Hun kaldtes Brynhild og var Valkyrje. Sigurd red derfra og kom til Kong Gjuki; hans Kone hed Grimhild; deres Børn var Gunnar, Hågni, Gudrun og Gudny. Og Gjuki havde Stifsønnen Gottorm. Der opholdt Sigurd sig i lang Tid. Han ægtede Gjukis Datter Gudrun, og Gunnar og Hågni svor sig i Broderskab med ham. Sigurd og Gjukis Sønner drog til Atli, Budlis Søn, og bejlede for Gunnar til Atlis Søster Brynhild. Hun boede paa Hindefjæld, og hendes Sal var omgivet af blafrende Ild. Hun havde aflagt et ubrydeligt Løfte om kun at ægte den Mand, der turde ride gennem Flagreluen. Da red Sigurd og Gjukungerne (som ogsaa kaldes Niflunger) op paa Fjældet, og Gunnar skulde ride gennem Luen. Hans Hest hed Goti, og den turde ikke løbe ind i Ilden. Sigurd og Gunnar skiftede da baade Udseende og Navn, thi Grani vilde ikke bære nogen anden Mand end Sigurd. Sigurd sprang paa Grani og red gennem Flagreluen.* Om Aftenen holdt han Bryllup med Brynhild. Men da de gik til Sengs, drog han Sværdet Gram af Skeden og lagde det imellem dem. Om Morgenen, da han klædte sig paa, gav han i Brudegave Brynhild den Guldring, som Loki havde taget fra Andvari, og hun gav ham en anden Mindering i Bytte. Sigurd besteg sin Hest og red tilbage til sine Fæller. Han og Gunnar vekslede atter Skikkelse og drog tilbage til Gjuki med Brynhild. Med Gudrun havde Sigurd to Børn, Sigmund og Svanhild.

Engang gik Brynhild og Gudrun til Vandet for at tvætte deres Haar. Da de kom til Aaen, vadede Brynbild et Stykke ud, idet hun sagde, at hun ikke vilde have Vandet fra Gudruns Haar over sit Hoved, eftersom hendes Mand stod over Gudruns. Gudrun gik ud efter hende og svarede, at det for Resten tilkom hende at tvætte sit Haar øverst i Aaen, da hverken Gunnar eller nogen anden i Verden kunde staa Maal med hendes Mand, der havde dræbt Fafnir og Regin og taget Arv efter dem begge. Brynhild sagde: Det var større Bedrift, at Gunnar red gennem Flagreluen, mens Sigurd ikke turde. - Gudrun lo og svarede: Tror du, Gunnar red gennem Flagreluen? Jeg antager, at den, der gav mig denne Guldring, var den samme, som var i Sengen hos dig. Og Guldringen om din Arm, din Brudegave, hedder Andvaranaut; jeg tror ikke, det var Gunnar, som vandt den paa Gnitahede. - Da tav Brynhild og gik hjem. Hun æggede nu Gunnar og Hågni til at dræbe Sigurd, men da de var hans Edsbrødre, overtalte de Gottorm dertil. Han gennemborede Sigurd med et Sværd, medens han sov. Men da Sigurd fornam Saaret, kastede han Sværdet Gram efter sin Drabsmand, saa han blev skaaret midt over. Foruden Sigurd dræbte de ogsaa hans treaarige Søn. Efter dette gennemborede Brynhild sig selv med et Sværd, og hun blev brændt sammen med Sigurd. Gunnar og Hågni tog da Fafnirsarven og Andvaranaut og raadede nu over Riget.

XLII.

Budlis Søn og Brynhilds Broder Kong Atli ægtede nu Gudrun, Sigurds Enke. De fik Børn sammen. Kong Atli indbød Gunnar og Hågni, og de drog til Gæstebud hos ham, men før de rejste derfra, skjulte de Fafnirs Arveguld i Rhinen, og dette Guld har aldrig siden været til at finde. Men Kong Atli havde en stor Skare ude efter det. Disse Mænd stredes med Gunnar og Hågni, som de fangede. Kong Atli lod Hjertet levende udskære af Hågni. Saaledes omkom han. Gunnar lod han kaste i Ormegaard, men Gunnar havde hemmeligt faaet en Harpe; den slog han med Tæerne, fordi hans Hænder var bundne; Spillet dyssede alle Slangerne i Søvn undtagen een; den rendte imod ham og hug ham saaledes for Mellemgulvet, at den jog Hovedet ind i Bughulen og hang ved hans Lever, til han døde. Gunnar og Hågni kaldes Niflunger og Gjukunger; derfor kaldes Guld Niflunge-Skat eller Arv. Kort Tid efter dræbte Gudrun sine to Sønner [med Atli] og lod udfærdige guld- og sølvrandede Drikkeskaaler af deres Hovedskaller. Saa blev Niflungernes Gravøl drukket. Ved dette Gæstebud lod Gudrun skænke Mjød for Kong Atli i disse Skaaler. Mjøden var blandet med Drengenes Blod. Men deres Hjerter lod hun stege og satte dem for Kongen. Da han havde spist dem, aabenbarede hun ham det hele med mange haarde Ord. Det manglede ikke paa berusende Mjød, saa de fleste faldt i Søvn, hvor de sad. Samme Nat gik Gudrun og Hågnis Søn hen og dræbte Kongen, mens han sov. Derpaa stak de Ild i Hallen, og de, som var derinde, brændte. Efter dette gik hun til Søen og sprang i den for at drukne sig, men hun drev over Fjorden og kom til Kong Jonaks Land. Da han saa hende, tog han hende til sig, hvorefter han ægtede hende, og de fik tre Sønner: Sørli, Hamdir og Erp. De var alle sorthaarede som Ravne, ligesom Gunnar og Hågni og de andre Niflunger havde været.

Der opfostredes Sigurd den unges Datter Svanhild, den skønneste af alle Kvinder. Det fik Kong Jårmunrek den mægtige at vide. Han sendte sin Søn Randver for at bejle til hende paa Faderens Vegne. Hos Jonak blev Svanhild overgivet i hans Varetægt, for at han skulde føre hende til Jårmunrek. Da tilraadede Bikki Jarl, at Randver skulde ægte Svanhild, fordi de begge var unge, mens Jårmunrek var gammel. Dette Raad tiltalte de unge, og Bikki gav Kongen Meddelelse derom. Men Jårmunrek lod sin Søn gribe og føre til Galgen. Randver plukkede da Fjerene af sin Høg og bad om, at den maatte blive sendt til hans Fader. Saa blev han hængt. Men da Kong Jårmunrek saa Høgen, kom han til at tænke paa, at ligesom Høgen ikke kunde flyve og var fjerløs, saaledes saa det daarligt ud for hans Rige, da han var gammel og sønneløs. Og mens han red hjem med sin Hird fra en Jagt i Skoven, saa han Dronning Svanhild sidde og vaske sit Haar. Da red de over hende, og hun blev traadt ihjel under Hestenes Hove. Men da Gudrun fik dette at vide, æggede hun sine Sønner til Hævn over Svanhild. Og da de beredte sig til Rejsen, gav hun dem Brynjer og Hjælme saa stærke, at Jærn ikke kunde bide paa. Hun lagde den Plan, at naar de kom til Kong Jårmunrek, skulde de opsøge ham om Natten, naar han sov. Sørli og Hamdir skulde hugge Hænder og Fødder af ham og Erp Hovedet. Da de var undervejs, spurgte de Erp, hvad Hjælp de kunde have af ham, naar de traf Kong Jårmunrek. Han svarede, at han kunde hjælpe dem, saaledes som Haanden hjælper Foden. De sagde, at det var noget Snak, at Foden støttedes af Haanden. De var saa vrede paa deres Moder, fordi hun havde hidset dem af Sted, at de havde i Sinde at gøre det mod hende, som hun vilde finde værst; de dræbte Erp, fordi hun elskede ham mest. Kort Tid efter gled Sørli med den ene Fod og støttede sig paa Haanden. Da sagde han: Nu hjalp Haanden Foden. Det havde nok været bedre, om Erp havde levet. - De kom til Jårmunrek om Natten, mens han sov, og hug Hænder og Fødder af ham. Han vaagnede og raabte efter sine Mænd for at vække dem. Da sagde Hamdir: Væk var nu Hovedet, om Erp havde levet. Hirdmændene stod op og angreb dem, men Vaabnene bed ikke paa dem. Jårmunrek befalede, at de skulde kaste Sten. Det skete, og der faldt Sørli og Hamdir. Da var al Gjukis Æt og alt hans Afkom død. - Brynje kaldes derefter Hamdirs og Sørlis Klæder eller Væv.

Der levede en Datter af Sigurd den unge ved Navn Aslaug; hun opfostredes hos Hejmir i Hlymdale. Fra hende stammede store Slægter. Det siges, at Sigmund Vålsungssøn var saa kraftig, at han drak Edder og tog ingen Skade. Og Sinfjåtli og Sigurd, hans Sønner, var saa haardhudede, at de ingen Skade tog af Edder, som ramte dem udvendig. - -

XLIII.

Hvorfor kaldes Guld Frodes Mel?
(Herefter følger Grottisangen og dens Indledning; se "Nordens Gudekvad").

XLIV.

Hvorfor kaldes Guld Krakis Sæd? -

En Konge i Danmark hed Rolf Kraki. Han er den berømteste af Fortidskongerne og gik foran alle i Godhed, Mod og Naturlighed. Et Tegn paa hans ligefremme Væsen er meget omtalt: En lille fattig Dreng ved Navn Vågg kom ind i Kong Rolfs Hal. Da var Kongen ung og slank. Vågg gik frem imod ham og saa op paa ham. Kongen sagde: Hvad mener du, Dreng, med at se saaledes paa mig? - Vågg svarede: Da jeg var hjemme, sagde man, at Rolf i Lejre skulde være den største Mand i Nordens Lande, men her sidder en lille Kraki i Højsædet, og ham kalder man Konge. - Da svarede Kongen: Du har givet mig Navn, Dreng, og sagt, at jeg skal hedde Rolf Kraki, og det er Skik hos os, at Gave skal følge Navngivning. Det ser ikke ud til, at du har nogen Gave til at glæde mig med. Saa skal da den give, som har mest. - Han tog en Guldring af sin Arm og gav den til Drengen. Da sagde Vågg: Jeg ønsker den højeste Lykke over dig for din Gave, Konge. Og det lover jeg dyrt: at dræbe din Banemand. - Kongen lo og svarede:

"Lidet volder Vågg Glæde!"

Et andet Træk fortælles om Rolf Krakis Mod. Kong Adils i Uppsale var gift med Rolf Krakis Moder Yrsa. Han laa i Strid med Noregs Konge Ali. De stævnede til Kamp paa Isen over Søen Vænir. Kong Adils sendte Bud til sin Stifsøn Rolf Kraki om at komme ham til Undsætning og lovede at lønne hele hans Hær, saa længe Togtet varede. Kongen selv skulde faa tre Klenodier fra Svitjod efter eget Valg. Kong Rolf kunde ikke rejse, fordi han havde Krig med Sakserne, men han sendte dog Adils sine tolv Berserker. Blandt disse var Båduar-Bjarki, Hjalti den modige, Hvitserk den tapre, Vått, Vidseti og Bejgud. I denne Kamp faldt Kong Ali og en stor Del af hans Hær. Kong Adils tog Hjælmen Hildisvin fra den døde samt hans Hest Ravn. Da udbad Rolf Krakis Berserker sig deres Løn: tre Pund Guld hver, endvidere skulde de vælge Klenodierne til Rolf Kraki, og bad om Hjælmen Hildigalt, Brynjen Finnslejf, som ingen Vaaben bed paa, og Guldringen Sviagris, som Adils' Forfædre havde ejet. Men Kongen vilde hverken udlevere Klenodierne eller udbetale Lønnen. Berserkerne drog da utilfredse bort og fortalte det til Rolf Kraki. Straks rejste han af Sted til Uppsale, hvortil han sejlede gennem Aaen Fyri; hans tolv Berserker fulgte ham, og ingen havde Lejde. Han blev vel modtaget af sin Moder Yrsa, som førte ham til Herberge og ikke til Kongehallen. Der blev tændt store Baal for dem, og de blev beværtede med Øl. Da kom Kong Adils' Mænd ind og bar Brænde paa Ilden og fyrede saa stærkt, at der gik Ild i Rolfs Klæder. De spurgte: Er det sandt, at Rolf Kraki og hans Berserker hverken viger for Ild eller Jærn? - Rolf Kraki sprang op tillige med sine Mænd og sagde:

"End øger Ild vi i Adils' Huse".

Han kastede sit Skjold paa Ilden og sprang over, mens Skjoldet brændte. Da sagde han:

"Ej flyr den Ilden, som over springer".

Hans Mænd gjorde ligeledes, hvorefter de kastede de Folk, som havde øget Ilden, ind i Flammerne. Da kom Yrsa og gav Rolf Kraki et Dyrehorn, fuldt af Guld, tilligemed Ringen Sviagris, og bad ham og hans Mænd ride til deres Hær. De sprang paa Hestene og red ned paa Fyris-Sletten. Da saa de, at Kong Adils kom ridende bagefter med sin vel bevæbnede Hær for at dræbe dem. Rolf Kraki greb med højre Haand ned i Hornet og saaede Guldet ud over Vejene. Da Svierne saa det, sprang de af Sadlerne, og hver tog saa meget, han kunde faa. Men Kong Adils bød dem ride og red selv utrætteligt paa Slungnir, den hurtigste af alle Heste. Nu saa Rolf Kraki, at Kong Adils red nær efter ham. Han kastede da Ringen Sviagris til ham og bad ham modtage den som Gave. Kong Adils red hen til Ringen, jog Spydodden ind i den og rendte den op paa Spydhalsen. Da kiggede Rolf Kraki bagud, saa, at Adils ludede ned, og udbrød: Svinekrum har jeg nu den mægtigste blandt Svier! - Dermed skiltes de. - Det er Grunden til, at Guld kaldes Krakis eller Fyris-Slettens Sæd, som Eyvind Skaldaspillir kvad:

Sværdets Ull! vi bar paa
Høge-Sædets Højder
Fyris-Slettens Frøkorn
fro, mens Hakon leved.


XLV.

I det gamle Bjarkemaal findes mange Benævnelser paa Guld:

[Dagen er opkommen,
dønne Hane-Fjedre;
al Træl-Yngel
gaar ud til Arbejde.
Vaagn og vær nu vaagne,
vaagn, o Venner,
alle de ypperste
Adils' Kæmper.

Har den haardnævede,
Rolf Henslyngeren,
gode Mænds Ætlinge,
som ikke viger!
Jeg vækker ej til Vinrus
eller Vivs Gammen,
men Helte til Hilds
haarde Leg.

Segnet er i Græsset
Rolf den storladne].

Høvdingen gavmild
gav Hirden Rigdom:
Fenjas Flidsværk,
Fafnirs Midgaard,
Glasirs Glimmerløv,
Granis Favrbyrde,
Drypnirs Sveddraaber,
Dun fra Gravvitnir.

Fyrsten den gavmilde
gav til Mændene
Sifs Skindgrøde,
skærest Arm-Is,
møjsom Odderbod,
Mardålls Taarer,
Oruns Ild og
Idis Lys-Ord.

Striddjærve Stordrot
-skærmet af Baldr dog næppe -
glædede Stridsmænd
i god Rustning,
gav tætte Togt-Fylker
Tjazis Tilmaal,
Rhinens Rødmalm,
Niflungers Ram-Nid.

[Som Huskatten griber
den graa Gnaver
skal jeg kværke Odin
for Udaaden].

Af Skjaldskabslæren - Spredte Kapitler


Spredte Kapitler.

L.

Kamp kaldes Hjadninge-Vejr eller -Byge og Vaaben Hjadninge-Luer eller -Ris. Derom fortælles følgende: Den Konge, som hed Hågni, havde en Datter Hild. Hende tog Kong Hedin, Hjarrandis Søn, i Hærfang. Da var Kong Hågni rejst til Kongestævne. Men da han spurgte, at der var hærget i hans Rige, og at hans Datter var røvet, drog han ud med sin Hær for at søge efter Hedin. Han fik at vide, at Hedin var sejlet nord langs Landet. Da Kong Hågni kom til Noreg, hørte han, at Hedin var sejlet vestpaa over Havet, Hågni sejlede efter ham helt til Orkn-Øerne, og da han kom til Ha-Ø, var Hedin ankommen dertil med sin Hær. Hild gik hen og mødte sin Fader. Hun bød ham et Halssmykke fra Hedin til Forlig, men vilde han ikke lade sig forlige, sagde hun, var Hedin rede til Kamp, og da kunde Hågni ingen Skaansel vente af ham. Hågni svarede sin Datter med et ubøjeligt Afslag, og da hun kom tilbage til Hedin, meddelte hun ham, at Hågni havde afslaaet Forliget, og bad ham gøre sig rede til Kamp. Begge Kongerne gik op paa Øen og fylkede Hærene. Atter henvendte Hedin sig til sin Svigerfader Hågni og bød ham Forlig og meget Guld i Bøder. Hågni svarede: Det er for sent, du byder dette og begærer Forlig, thi nu har jeg draget Sværdet Dainslejf, som Dværgene dannede, og som skal fælde en Mand, hver Gang det blottes; det stanses aldrig i Hugget, og det Saar, det skærer, gror aldrig sammen mer. Hedin sagde: Du praler af Sværdet, men ikke af Sejren. Det Sværd kalder jeg godt, som er sin Herre tro. - Da begyndte de den Kamp, som kaldes Hjadninge-Krig, og den kæmpedes hele Dagen, men om Aftenen gik Kongerne til deres Skibe. Om Natten gik Hild til Valpladsen og vakte ved Trolddom alle de døde op. Næste Dag gik Kongerne igen til Slagmarken og stredes og med dem alle, der faldt Dagen før. Denne Kamp fortsattes Dag efter Dag saaledes, at alle de, der faldt, og alle Vaaben, som laa paa Slagmarken, og Rustningerne blev til Sten, men naar det dagedes, stod alle døde Mænd op og stredes, og alle Vaaben var atter brugbare. Det siges i Kvad, at Hjadningerne skal blive saaledes ved til Ragnaråk. - -

LXIV.

En Konge hed Halfdan den gamle, han var den berømteste af alle Konger. Ved Midvinter gjorde han et stort Offer for at opnaa at leve som Konge i 300 Aar. Men han fik det Svar, at han ikke kunde opnaa mere end et langt Menneskeliv, dog skulde der i 300 Aar ikke fødes nogen Kvinde eller Mand i hans Æt udenfor Høvdingestand. Han var en stor Hærfører og drog vidt om i Østerled; der dræbte han i Tvekamp en Konge, der hed Sigtrygg. Da fik han den Kone, som hed Almvig den vise, Kong Eymund den mægtiges Datter af Holmegaard. De havde atten Sønner, som var født ni ad Gangen. Deres Navne var: 1. Tengill, som kaldes Menneskers Tengill, 2. Ræsir, 3. Gram, 4. Gylfi, 5. Hilmir, 6. Jåfurr, 7. Tiggi, 8. Skyli eller Skuli, 9. Harri eller Herra. Disse ni Brødre blev saa berømte i Hærtog, at deres Navne siden i alle Beretninger er regnet for Hædersnavne ligesom Konge- eller Jarlenavn. De havde ingen Børn og faldt alle i Kamp. Ottar den sorte kvad:

Tengill var alt som Yngling
tapper og kampsnar,
jeg ønsker, han længe maa leve,
Øverste var han tilvisse.

Markus kvad:

Ræsir gød fra Dragers Rovgab
Rhinens Sol paa Søens Fjælde.

Egill kvad:

Gram ved Armringsgaven
glatted Pandens Rynker.

Eyvind kvad:

Leged med kamplystne
(skulde Land værge)
Gylfi den gladstemte,
stod under Guldhjælmen.

Glum kvad:

Hilmir under Hjælmen
hug sit Sværd i Goter.

Ottar den sorte kvad:

Jåfurrs Lov skal lyde,
løfte sig Kongens Pris
(tage han nu vel
til sig min Hæderssang).

Stuf kvad:

Hæderægget hug Tiggis
to Hænder mod Kæmper
hist søndenfor Nizi
(Hær gik glad under Skjolde).

Halfred kvad:

Skilt jeg er fra Skyli,
Sværdtid har det forvoldet.
Vist er det nu forgæves
atter at vente Kongen.

Markus kvad:

Danmarks høgehjertede Harri
høre det herlige Heltekvæde.

Endvidere havde Halfdan ni andre Sønner: 1. Hildir, fra ham stammer Hildinger, 2. Nefir, fra ham stammer Niflunger, 3. Audi, fra ham stammer Ådlinger, 4. Yngvi, fra ham stammer Ynglinger, 5. Dag, fra ham stammer Dåglinger, 6. Bragi, fra ham stammer Bragninger, det er Halfdan den mildes Æt, 7. Budli, af Budlungers Æt var Atli og Brynhild, 8. Lofdi, han var en stor Hærkonge, ham fulgte den Skare, som kaldtes Lofder, hans Efterkommere kaldtes Lofdunger, fra dem stammer Eylimi, Morfader til Sigurd Fafnirsbane, 9. Sigar, fra ham stammer Siklinger, det er Siggejrs Slægt, han, som var Vålsungernes Svoger, og Sigars Slægt, han, som hængte Hagbard. Fra Hildinge-Slægten stammede Harald den rødskæggede, Halfdan den sortes Morfader. Af Niflunge-Slægten var Gjuki, af Ådlinge-Slægten var Kjar, af Ylfinge-Slægten var Erik den veltalende. Disse er ogsaa berømte Konge-Ætter: Ynglinger, som stammer fra Yngvi, Skjoldunger, som stammer fra Skjold i Danmark, Vålsunger fra Vålsung i Frakkland. Skelfir hed en Hærkonge, og hans Æt kaldes Skilfinge-Slægten, den lever i Østerled. Disse Ætter, som nu er nævnt, har man sat saaledes i Skjaldskab, at deres Navne alle holdes for Hædersnavne.

Grani kvad:

Dågling gav som Drikke
danskes Blod til Ørnen.

Ejnar kvad:

Bed Budlungs Sværd,
Blod farved Spær,
brød Hild sin Sky
ved Hvideby.

Arnor kvad:

Skjoldung, større Konge avles
ingen Sinde under Solen.

Yngvi er ogsaa en Kongebenævnelse, som Markus kvad:

Eriks Lov skal Ætter høre,
Ingen kender større Fyrste,
Yngvi holdt med Hæder længe
Høvdingstol i denne Verden.

VIII.

Hvorledes skal man betegne Hejmdal? Ved at kalde ham ni Mødres Søn, Gudernes Vogter eller Hvide-As, Loki-Fjende, Frejas Halssmykke-Søger. Sværd hedder Hejmdals Hoved; det hedder sig nemlig, at der blev hugget et Mandshoved igennem ham. Om ham er der berettet i Hejmdals-Galder, og Hoved er siden betegnet som Hejmdals Mjåtud, Sværd kaldes Mands Mjåtud. Han søgte til Vagaskær og Singasten, hvor han kapsvømmede med Loki efter Brisingsmykket. Ulf Uggason kvad i "Husdrapa" længe efter dette Sagns Oprindelse, at de var i Sælhundeskikkelse, da denne Kamp fandt Sted. Hejmdal er Odins Søn, han er Ejer af Guldtop, og han hedder ogsaa Vindler.


[Det er sandsynligvis Brisingsmykket, der omtales i Olaf Tryggvasons Saga: Freyja, som var Odins Frille, kom en Dag forbi en Klippe, inde i hvilken fire Dværge, Alfrik, Dvalin, Berling og Grer, stod bag en Aabning i Fjældvæggen og smedede en Guldhalsring. De var næsten færdige med Arbejdet, og Freyja fik Lyst til Smykket. Dværgene fik ogsaa Lyst til Freyja. Hun spurgte, hvad det skulde koste. De vilde ikke sælge det for anden Pris end hendes Kærlighed. Freyja var ikke særlig tilbøjelig til at favne Dværgene, men Ringen tiltrak hende mere og mere, og hun slog til. Hun tilbragte en Nat sammen med hver af de fire Dværge og fik saa Smykket. Da Freyja kom hjem, lod hun som ingenting. Men Loki opdagede straks Smykket og lurede sig til, hvad hun havde bedrevet. Saa fortalte han Odin Begivenheden. Odin befalede ham at hente Smykket. Loki kviede sig svært og sagde, at ingen kunde komme ind til Freyja, hvis hun ikke selv vilde aabne sin Dør. Men Odin stod fast ved sin Befaling, og Loki drog klynkende af Sted, hvad der morede de andre Aser. Han kom til Freyjas Kammer, men der var laaset alle Vegne. Det var hundekoldt, og hans Ben rystede, inden det endnu var lykkedes ham at slippe ind. Endelig forvandlede han sig til en Flue og surrede omkring ved alle Slaaer og Fuger, men fandt alt tæt lukket. Da fandt han omsider paa Taget et Hul saa stort som et Naalestik; der pressede han sig igennem. Derinde laa Freyja og sov, han kiggede ind i Sengen til hende og saa, at hun laa med Smykket om Halsen og med Laasen under sig. Han skabte sig om til en Loppe og stak hende paa Kinden, saa hun vaagnede og vendte sig, men faldt atter snart i Søvn. Nu var Laasen kommen opad, Loki paatog sig da sin egen Skikkelse, listede Smykket til sig, aabnede Døren indefra og forsvandt med Smykket, som han overgav til Odin. Da Freyja vaagnede næste Morgen, saa hun sin Dør aaben og savnede sit Smykke, og hun gættede nu snart, hvorledes dette hang sammen. Hun gik til Odin og foreholdt ham det uværdige i, at han saaledes lod hende bestjæle, og forlangte Smykket tilbage. Men Odin svarede, at hun aldrig skulde faa det mere, hvis hun ikke kunde ophidse to Konger imod hinanden, saa de kom til at føre en Krig, der vilde vare til Verdens sidste Stund. Det lovede Freyja at ordne, fik sit Smykke og foraarsagede Hjadningernes Kamp. Se Kap. 50].


Fodnote:

* Dette skildres i Vålsunga-Saga saaledes:

Siden rider Sigurd med Gram i Haanden, han binder sig Guldsporer paa Fødderne. Grani løber frem til Ilden, da den kender Sporen. Nu bliver der stort Gny. Ilden tog til at rase og Jorden at skælve, Luen steg til Himlen. Dette havde ingen vovet før, og det var, som han red i Mørke. Da lagde Ilden sig. Han steg af Hesten og steg ind i Salen. Saaledes er der kvædet:

Ild saas at æde og Jord at skælve
og høj Lue ved Himlen hvælves.
Kæmper faa turde Færden vove:
Ild at ride, at overstige.

Sigurd drev med sværdet Grani,
Ilden sluknede foran Ådlingen,
Luen faldt for den lovsangslystne,
Regins gyldne Ridetøj skinned.)

Ulf Uggasons Husdrapa

[efter spredte Vers i Snorris Edda. Ikke fuldstændig. Kenningerne stærkt tillempede. Digtet skildrer Malerierne paa Sparre- og Vægbrædder i Olaf Håskuldsons Ildhus og foredroges af Skjalden ved en Fest der ca. Aar 983. Festen omtales i "Laksdaler-Saga"].

Gerne for den glade
og gavmilde Olaf
op jeg hæver herinde
Odins Digtergave.

Gudevægteren Hejmdal
gaar til Singastenen
sammen med Farbauti-Sønnen
den snedige Loki.

Hejmdal, den sejrsæle
Søn af ni Mødre,
holder først i Hænde
det herlige [Brising]smykke.

Turs-Tykkerten Hymir
fandt Tors Fangst farlig,
den Gang Bukkeherren
til Borde trak Ormen.

Fra Bryn Øjnene ulmed
som Ildmaaner i Skyen,
sendte mod Midgaardsslangen
sylspidse Straaler.

Ved Baadkanten brændte
blanke Slangeøjne,
Ormen blæste Edder
op mod Tor den vrede.

Tor tærsked sin tykke,
tunge Kno, saa det knalded,
ind mod Jættens Øre,
og Uhyret tumled.

Heftig ned gennem Havet
hug han Slangens Hoved.
Mærkhare Minder
ser vi malet herinde.

Paa Galten med Guldbørster
red Guden Frey kampklog
at ordne Følget, hvor Odins
unge Søn skulde brændes.

Odin red uden Glæde
[paa ottefodet Ganger]
hen, hvor Baldrsbaalet
var bygget, som jeg besynger.

Valkyrjer og Ravne
var i Odins Følge.
Mærkbare Minder
ser vi malet herinde.

Højt til Hest nu Hejmdal
hastede hen til Baalet,
bjælkebygget, hvor Baldr
laa med Banesaaret.

Heksen trak hastig Skibet,
Havhesten, fra Bredden,
Odins Helte slog hendes
Hest omkuld paa Jorden.

Aaen søger til Søen.
Sunget har jeg atter
Hæderssang for Helten,
Hyldest til de kække.

Del II:


Slutningsord (Fra Skjaldskabslæren)

Hvis unge Skjalde har Lyst til at blive indviet i Skjaldskabslæren, at skaffe sig Rigdom paa gamle Ord og Betegnelser eller ønsker at forstaa det, som hyllet er kvædet, da tilegne de sig denne Bog til Belæring og Skæmt. Og man bør ikke glemme eller fornægte disse Sagaer ved at berøve Skjaldekunsten gamle Betegnelser, som Hovedskjaldene har fundet Behag i. Men heller ikke skal kristne Mennesker tro paa hedenske Guder eller paa disse Sagns Troværdighed, men erindre, hvad der er sagt i Bogens Begyndelse om de Beretninger, der skyldtes Menneskeslægtens Afvigelse fra den rette Tro, og dernæst maa de med Hensyn til Tyrkernes indflydelse erindre, hvordan Asiamændene, som kaldes Aser, forfalskede disse Sagn efter de Begivenheder, som fandt Sted i Troja, for at de nye Landes Folk skulde anse dem for Guder.
Kong Priamus i Troja var en stor Høvding over hele den tyrkiske Hær, og hans Sønner var de mest ansete i Hæren. Den berømte Sal, som Aserne kaldte Brimirssal eller Ølsal, var Kong Priamus' Hal. Og de lange Beretninger om Ragnaråk stammer fra den trojanske Krig. Det er fortalt, at Agetor brugte Oksehovedet som Agn og drog Midgaardsormen til Borde, men at Ormen beholdt Livet og forsvandt i Havet igen - denne Fortælling stammer fra Beretningen om, at Ektor dræbte en berømt Kæmpe Volukrontes for Øjnene af den store Akilleus og behandlede den dræbtes Hoved saaledes, at det blev sammenlignet med det Oksehovede, som Agetor rev af. Da Akilleus ved sin Iver var kommen i denne Fare, reddede han Livet ved at fly under Hektors dødtruende Hug, men blev dog saaret. Det hedder sig, at da Ektor saa Akilleus, stormede han saa rasende i Kamp og med en saadan Fremfusenhed, at intet var stærkt nok til at modstaa ham. Og da Akilleus undslap ham og var flyet, svalede han sin Vrede ved at nedhugge Kæmpen Roddrus. Ligeledes slog Agetor Jætten Ymir, da Ormen undslap ham, efter hvad Aserne sagde. Og i Ragnaråk kom Midgaardsormen uventet til Tor og blæste Edder paa ham og dræbte ham. Men Aserne kunde ikke faa sig selv til at indrømme, at Agetor var død overvunden, skønt saaledes var det. De overdrev Frasagnene ud over Sandhedens Grænser, da de fortalte, at Midgaardsormen fandt sin Død der. Det henførte de til, at skønt Akilleus berømmedes for at have dræbt Ektor, laa han selv død paa samme Slette, dræbt af Elenus og Alexander. Denne Elenus kaldte Aserne Ali. De sagde, at han hævnede sin Broder, og at han levede, da alle Guderne var døde, og Ilden var slukket, som brændte Asgaard og alle Gudernes Ejendele. Pirrus sammenlignede de med Fenrirsulven, som dræbte Odin. Pirrus maatte kaldes Varg efter deres Mening, fordi han ikke sparede de fredlyste Steder, idet han dræbte Kongen i Helligdommen foran Tors Alter. Trojas Brand kaldte de Surtsluen. Og Agetors Sønner Modi og Magni krævede Landene, som tilhørte Ali og Vidar; Vidar er Eneas, han kom fra Troja og udførte siden Storværk. Det siges ogsaa, at Ektors Sønner kom til Frigialand, gjorde sig til Herskere over Riget og drev Elenus bort.


Efterskrift

Ved Thøger Larsens Død i Maj 1928 forelaa Manuskriptet til nærværende 2det Bind af hans Oversættelse af Edda-Myterne færdigt.
Nu ved Udsendelsen af dette sidste Bind føler jeg Trang til at bringe Hr. Professor Vilhelm Grønbech og Fru Pauline Grønbech min bedste Tak for deres overordentlig velvillige og værdifulde Hjælp ved Korrekturlæsningen.
Lemvig i December 1928
THYRA LARSEN.




- SLUT














Anmærkninger fra Finnur Jónsson


(Vi har valgt at medtage disse anmærkninger fra Finnur Jónssons oversættelse af Snorres Edda fra 1902. Dette da Finnur har vigtige bemærkninger ift. hvorledes man kan tolke de oprindelige tekster)


Den gamle nordiske gudelære
oversatt av Finnur Jónsson, 1902

Anmærkninger.

Til Fortalen.
Denne Snorres Fortale er helt igennem præget af den samme Euhemerisme som hans Fremstilling i Heimskringla (Ynglingesaga), idet han opfatter "Odin og Aserne" som et jordisk Folk, indvandret til Norden fra Asien, og som oprindelig havde haft andre Navne, men som senere havde taget sig de gamle Guders Navne og derfor dyrkedes som disse havde været det i længst forsvundne Dage. Denne Forestilling om to Slags Odin og Aser - virkelige Guder og Mennesker, der havde bemægtiget sig hines Plads - har sat dybe Mærker i Snorres Fremstilling og det var at vente, tillige voldet Uklarhed og Forvirring paa flere Punkter. Deraf Udtryk som "Alfader" om den ældste egenlige Odin-Gud, Navnet "det gamle Asgaard" osv. Navnet "Alfader" med den Klang, som det hos Snorre har faaet, fører over til den Paavirkning af kristelig Lære og Biblens Historie, som Snorre øjensynlig - og ikke mindst i Fortalen - har ladet sig beherske af. Dette maa man under Læsningen af hans "Gudelære" have i Erindringen.
Kap. 2. "Evropa eller Ænea"; det sidste Navn, som Snorre ogsaa bruger i Yngls., er en Hentydning til Æneas og Trojanerne, hvem man i Middelalderen yndede at betegne som flere evropæiske Stammers Forfædre.
Kap. 3. "Tyrkland" - ogsaa brugt i Yngls.; betegner Trojas Omegn (eller Lilleasien); her boede fra det 11. Aarh. de seldsjukiske Tyrker; men Tyrker identificeredes med Tevkrer, et Navn paa Trojanerne.
"12 Høvdinger" hænger mulig sammen med de 12 Raadgivere, som Snorre omtaler hos Sveakongen i historisk Tid; jfr, Kap. 5.
"Troan" er simpelt hen det latinske Adj. Troiana.
"Lorikus" er mulig en Latinisering af Lórriði : Tors Navn Hlórriði. - Lora (Glora) er fingeret Navn.
"en af de største Drager" hentyder vistnok til Midgaardsormen.
Sægtregistret Loride-Einride osv. er vilkaarlig lavet; Loride er Tors eget Navn Hlóriði, ligeledes de 3 følgende nemlig Einriði, Vingþórr og Vingnir. Moda og Mage er Navnene paa Tors to Sønner Móði og Magni. Det følgende Slægtregister, der begynder med Seskef (: se Skef, angelsaksisk = den Skef), er direkte hentet fra en angelsaksisk Kilde, enkelte Led er oversprungne; det samme gælder de andre Slægtregistre i Fortalen. I enkelte Tilfælde anføres de nordiske Navne i en folkeetymologisk Omdannelse. Jat er egl. = Geat, nord. Gautr.
Kap. 4. "Heingestr" er Hengist, Horsas Broder. "Reidgotaland" nævnes forskellige andre Steder, hvoraf det fremgaar, at Navnets Betydning er noget usikker. "Red-Goterne" er egl. Hreið-Gotar, = "de berømte Goter".
Kap. 5. "Háleygjatal" er et Digt af Eyvind Skaldespiller om Hakon Jarl; i det opregnedes Hakons Forfædre, Haaløgejarlerne; af Digtet haves der nu kun nogle faa Brudstykker. - I Slutningen af Kap. antydes særlig keltiske Navne i England og Skotland.

Til Gylfaginning.
I de fleste Hdskrr. - undt. Upsalahdskr. - begynder Gg. med et Kapitel om Kong Gylfe og Gevjon og Sællands Oprindelse. Det genfindes i Heimskringla og er uden Tvivl et yngre Fabrikat efter denne. Det er derfor her ikke medtaget.
Kap. 1. "Tjodolf den hvinverske" var en Skjald, nøje knyttet til Kong Harald Haarfagre. Han forfattede et Digt om billedlige Fremstillinger paa et Skjold, Haustløng, samt et genealogisk Digt, Ynglingatal. Ved en Misforstaaelse tillægges ham det følgende Halvvers, der er af et Digt om Kong Harald og Hafsfjordslaget, digtet af Haralds anden berømte Skjald Torbjørn Hornklove. Det er det eneste Skjaldecitat, Snorre anfører i Gg. Alle andre Vers her er af, Eddadigte, se nedenstaaende Fortegnelse.
"Høj svarede, at han ikke skulde komme levende ud" Høj har opfattet Gangtræts Ord som Opfordring om at indlade sig i en Væddestrid om Kundskaber, ganske som Tilfældet er med Odin og Vavtrudnir.
Kap. 2. I Fremstillingen af Alfader og de her nævnte 12 Navne hersker der en dobbelt Forvirring, (se ovf.), dels fordi den kristne Gud stærkt spiller ind, dels paa Grund af Adskillelsen af det gamle og det yngre Asgaard; Snorre har endnu ikke i Begyndelsen af Gg. - som senere hen i Fremstillingen - frigjort sig for Fortalens Euhemerisme. - Hvad Navnene angaar, er Nikar og Hnikar, Nikud og Hnikud et og det samme; "Jalg" er intet nordisk Ord overhovedet. Læren om de ni Verdner i Hels Rige beror paa et Vers i Vavtrudnismaal.
Kap. 4. "Eddergæring"; Origs. Ord er eitrkvika; med eitr, Edder, betegnes en isnende, gennemtrængende Kulde; det er Kuldestoffet i de fra det højeste Nord flydende Elve, der menes, og som tillige, som det synes, skulde have bevirket en Svulmen i Elvene. "ved dens Hjælp, som sendte Varmen", hermed menes vistnok Alfader (Gud).
Kap. 5. I Slutningen findes der en Dunkelhed i Udtrykkene, der atter hidrører fra Forestillingen om Gud-Alfader og den dobbelte Odin. - "Kan I" : I Mennesker.
Kap. 6. "Lur": Snorre har aabenbart forstaaet Ordet som "Lur" (eller mulig som Kværnkasse); derfor bruger han Udtrykket "besteg", han tænker sig naturligvis en Lur af uhyre Dimensioner. I det følgende Vers (af Vavtrudnismaal) hedder det imidlertid: "blev paa Ludr lagt", hvoraf det fremgaar, at lúðr umulig kan betyde "Lur"; det betyder muligvis Ligbaare (el. lign.).
Kap. 7. "Urer", Orig. urðir (norsk ur) er de uordentlige Stenophobninger, der især er fremkomne ved et Fjældskred (Sten med skarpe Kanter og Huler imellem). - Med "Borg" menes særlig selve Borgvolden eller - som her - det omgivende Plankegærde.
Kap. 8. "Det Sted kalder man [Menneskene] Troja" er mulig et Indskud i Snorres Tekst. Slutningen af dette Kapitel lyder meget mærkeligt noget ulogisk (en Del minder om Fortalen). Men det kommer vel af, at Snorre ikke kunde have et fuldstændigt Overblik over hele Stoffet og den Maade, hvorpaa det senere hen vilde forme sig - i Overensstemmelse med Oldtidens Maade at skrive paa. "Hans Hustru hed Frigg osv." Til Kapitlets Slutning burde helst være udeladt.
Kap. 9. "Nat kører foran" jfr. Tacitus, Nox ducere diem videtur" (Germ. K. 11).
Kap. 10. "i nogle Digte kaldes denne Indretning Isarnkol". Hermed sigtes der til Grimnismaal 37, hvor Ordet findes; dette enestaaende, forældede Ord har været noget fremmed for Snorre.
Kap. 11. "Maanegarm". Dette Navn findes kun hos Snorre, men han har sikkert ikke lavet det. Derimod har han aabenbart misforstaaet det benyttede Vers af Vølvens Spaadom. Her hedder det, (i v. 11) "Himmellegemet", i orig. tungl; dette Ord har Snorre opfattet i den almindelige Betydning i hans - og senere - Tider: Maane, medens det betyder i Digtet Himmellegeme, d.v.s. Solen; i Verset er der altsaa kun Tale om en Ulv, Solulven, men ikke om nogen Maaneulv. I Grimnismaal 39 er der Tale om to Solulve, Skoll og Hate, men ikke om nogen Maaneulv. Snorres Fremstilling beror derpaa her paa - en let forklarlig - Misforstaaelse og en deraf flydende vilkaarlig Kombination.
Kap. 13. "Hørg" betyder efter dette Sted - og andre - et Hus, maaske snarest Tempel for Gudinderne. Det forekommer i øvrigt hyppigst i Forbindelsen "Hov og Hørg".
"Kvindernes Ankomst"; dette beror paa Vølv. Spaad. 8, hvor det hedder, at, Guldalderen varede "indtil der kom tre meget kraftige Tursemøer fra Jøtunheim". Snorre har vistnok ikke været paa det rene med, hvad der mentes. Almindelig antager man, det er Nornerne, der menes, hvad dog maaske ikke er Tilfældet.
Naar Dværgene spiller i det følgende saa stor en Rolle, hidrører det fra, at Snorre her ligefrem følger Digtet (VøIv. Sp.), hvor der findes i den overleverede Tekst et langt - senere - Indskud om Dværgene.
Vers 13: "af blodigt Skum" er en urigtig Tekst for "af Brimis Blod"; baade Brimir, (af brim Brænding), og Blaain (af blár blaa) er Navn paa Ymir, - det første hentyder til Havet, det sidste til (den blaa) Himmel.
Dværgeversene er et Sammenpluk fra flere Sider, som det ses bl.a. af, at samme Navn (Ore) findes to Gange.
Kap. 14. "drikker...... med Hornet Gjallarhorn"; dette beror paa en Misforstaaelse. Ifølge Vølvens Spaadom blev Gjallarhorn gemt under Verdenstræet - en Forholdsregel, taget i Anledning af Ragnarøk. Snorre har deraf sluttet, at det maatte være i Mimirs Varetægt, og, forudsat at Ordene virkelig hidrører fra ham, benyttet som Drikkehorn (jfr. V. 18: "af Valfaders Pant" osv.)
"Askens tredje Rod staar i Himlen"; Snorre har vel ikke gjort sig ganske klart, hvorledes dette kunde være, men denne Opfattelse var uundgaaelig for enhver, der tænkte sig Asgaard, Gudeboligen, i Himlen. Oprindelig tænktes den nede paa Jorden, og dermed ligeledes denne 3. Rod under Asken.
Kap. 15. "fire Hjorte", en yngre Forestilling; den ældre. een Hjort, findes netop i det følgende Vers. Paa lignende Maade er ogsaa den ene oprindelige Orm bleven i senere Forestillinger mangfoldiggjort.
Kap. 16. "Mørkalver" er identiske med Dvergene i Klipper og Jorden.
Kap. 19. Det her anførte Vers, V. 26, er hentet fra Lokasenna, men i Snorres Eksemplar af Digtene har Lokas. været noget i Uorden, hvis Verset ikke er citeret efter svigtende Hukommelse, ti det er en Sammenstykning af 3 Vers i Digtet som det foreligger i Eddadigtenes Hovedhaandskrift.
"da han var kommen til Kong Geirrød"; herved hentydes til den følgende Navneremse fra Grimnismaal, hvor Odin, forklædt som Grimnir, opregner flere af sine Navne, som han ved tidligere Lejligheder har taget sig. I sin nuværende Form er denne Del af Digtet stærkt interpoleret.
"hidrører fra den Omstændighed" osv. Snorre angiver to Slags Oprindelse til Navnene dem, han forstod (som Sidhat, Sidskæg og lign.), forklarer han som nordiske; de andre, han ikke kunde forklare (som Unn), mener han tilhører fremmede Sprog.
Kap. 21. "Baldersbraa" er Matricaria inodora.
Kap. 23. Naar Freyja sættes i Forhold til Valen. sammenblandes hun med Frigg, hvis det ikke blot beror paa en Tekstfejl i det til Grund liggende Digt.
Kap. 25. De her givne Ordforklaringer er naturligvis urigtige; bragr kan ikke komme af Bragi, men Ordene er dog rodbeslægtede. I Slutningen af Kapitlet hentydes til Sagnet om Jætten Tjatse, se Tillæg, Kap. 1.
Kap. 29. "Aale" som andet Navn paa Vaale findes kun her; i ældre Kilder findes kun det sidste; det første beror vel paa en Misopfattelse.
Kap. 34. De fleste af de her anførte Asynjer er kun Personifikationer af forskellige Egenskaber hos Frigg selv. Saaledes findes Hlin f. Eks. ligefrem som Navn paa Frigg i Vølvens Spaadom. "Saaga" er tidligere blevet opfattet som "Saga" (Historiens Gudinde), hvilket paa Grund af Vokalens Art er umuligt. Ordet betyder "Seersken".
Kap. 36. Hvem Bele var, vides ikke; mulig en nær Slægtning af Gerd, der var misfornøjet med hendes Bryllup med Frey.
Kap. 37. "naar Ulven kommer" : naar Ulven slipper løs ved Ragnarøk. Heraf og af flere andre Steder ses, at Fenrisulven betragtes som Gudernes Hovedfjende; derfor kæmper ogsaa Odin med den. Jfr. V. 44.
Kap. 38. M. H. t. Elvenavnene jfr. Kap. 3.
Kap. 40. "Gudernes egne Ord", fordi Verset er taget af Grimnismaal, hvor Odin selv er den talende.
Kap. 41. Grunden til, at Guderne ingen Borg havde og derfor trængte til en Bygmester, var den, at deres oprindelige Borg var bleven ødelagt i Krigen med Vanerne, hvilket omtales i Vølv. Spaad. 24: "brudt var Asaborgens Bræddevæg"; jfr. de to følgende Vers, der hentyder til Gudernes Forhold til Bygmesteren.
Kap. 46. Hvad grés i Gresjærn betyder, vides ikke.
"forvildende Ild", i Orig. "vild Ild"; dette antager jeg betyder en Ild, som er fremkaldt ved øjenforblindelse, men som i Virkeligheden ingenting var. For Udgaardsloke maatte dette være lige saa let som f. Eks. at gøre sin egen "Hu" til en synlig Person.
Kap. 47. "Agnkniven", den Kniv, hvormed man skærer Maddingen ud af Skallen eller i Stykker. Agn = Madding.
"og man siger osv."; dette fortæller f. Eks. Skjalden Ulv Uggason (10. Aarh.) i sin Husdrape.
Kap. 49. "Da tog Skade osv."; at det er Skade, der gør dette, forklares ved Fortællingen i Tillæg Kap. 1.
Kap. 51. Her har Snorre begaaet en af sine største Fejltagelser, idet han, ledet af kristelige Forestillinger om evige Straffe efter Dommens Dag, har henført de ondes Straffe til Tiden efter Ragnarøk. I Vølv. Spaad., der ligger til Grund for hans Fremstilling, omtales Straffen (og Straffestederne) før Ragnarøk. Der er heller ingen Tvivl om, at i og med Ragnarøk forsvinder alt ondt og urent, al Synd og Fordærv. Efter Ragnarøk lever kun de brase og skyldfri Slægter.
"som hedder Sindre" er en unøjagtig Gengivelse af det benyttede Vers; Huset hed ikke Sindre, men tilhørte "Sindres Æt" d. v. s. Dværgene.
"sammenflettet af Ormerygge"; Snorre synes at have opfattet Versets Ord som om Huset kun bestod af Ormerygge, medens de bør forstaas om et almindeligt Hus, hvis Vægge er omsnoede af Orme.

Tillæg.
(1) Jfr. Gg. Kap. 22 og 25.
(17) "'hundkloge Jætter", "hund" er egl. kun forstærkende og identisk med Ordet hundred. Men i Snorres Tid synes man at have sat Ordet i Forbindelse med "en Hund" og brugt det i en nedsættende Betydning.
"Hjærtet af en Hoppe". Det er endnu et almindeligt Skældsord paa Island at sige, at "en er saa ræd som en Hoppe" eller at "en har et Hoppehjærte".
"Hrungnishjærte" er vistnok Navnet paa det bekendte Tegn, der kaldes Mariekorset.
"Stjærnen Ørvandilstaa", usikkert, hvilken Stjærne, der menes.

Versene.
Fra Vølvens Spaadom er følgende: 3 (V. 3), 4 (V. 52), 8 (V. 5), 11-12 (V. 40-41), 13-17 (V. 9-16), I8 (V. 28). 23 (V. 19), 24 (V. 64), 47-48 (V. 25-26), 50 (V. 45), 51-59 (V. 46-48, 50-54, 56-57), 61-63 (V. 38-39).
Fra Vavtrudnismaal: 6 (V. 31), 7 (V. 35), 25 (V. 37), 45 (V. 41), 60 (V. 18), 64-66 (V. 51,45, 47).
Fra Grimnismaal: 9-10 (V. 40-41), 19 (V. 29) 21-22 (V. 35, 34), 27 (V. 46-47, 54), 28 (V. 24), 29 (V. 12) 32-33 (V.11. 14), 34 (V. 13), 36 (V. 15), 39 (V. 36), 41-43 ( V. 18-20), 44 (V. 23). 46 (V. 44).
Fra Haavamaal: 2 (V. 1).
Fra Skirnismaal: 40 (V. 42).
Fra (Hyndluljod) Vølvens Spaadom den korte: 5 (Hyndl. 33).
Fra Faafnismaal: 20 (V. 13).
Fra Lokasenna: 26 (V. 21, 47, 29).
Fra Heimdalargaldr: 35.
Fra ubestemte Digte: 30-31, 37-38, 49, Tillæg (18).