Skip to navigation | Skip to content

 

Hinduisme

Du er her: NetSpirit - Emner - R - Religioner - Hinduismen

Kristendom

Jødedom

Buddhismen

Hinduismen

Taoismen

Shinto

Islam

Sikhismen

Voodoo

Shamanisme

Mine data

Profiler

Spørgsmål

Artikler

Adresseliste

Statistik

Besøgende pr. dag
Antal profiler 3838
Online profiler 0
Online gæster 323
Åbne spørgsmål 577
Besvarede spørgsmål 2898

Almanak

Sat, 24. June 2017

Solen i dag

Solopgang:04:33
Solnedgang:21:50

Månen lige nu

Full Moon

Historie og udbredelse

Hinduismen er den ældste og 3. største af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det 2. årtusinde f.v.t., og den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner. Hinduer selv bruger ikke betegnelsen "hinduisme", men taler om "den evige verdensorden", Sanatana - dharma. Hinduismen er ikke missionerende og hindu bliver man, i streng forstand, kun ved at fødes ind i en hindukaste.

Flertallet af verdens ca. 730 mill. hinduer lever i Indien, men hinduismen har flere gange i historiens løb spredt sig til lande uden for Indien. Hinduer udgør relativt store befolkningsgrupper bl.a. i Bangladesh, Pakistan, Sri Lanka og Mauritius, og på Bali og Fiji vidner de om den tidligere hinduistiske ekspansion, der betød at hinduistiske forestillinger og institutioner satte et varigt præg på mange lande, ikke mindst i Sydøstasien. Nepal er dog verdens eneste hinduistiske stat. Også uden for Asien finder vi hinduer og hinduisme, bl.a. i Sydamerika og Sydafrika.

Hinduismen rummer en religiøs litteratur af et enormt omfang. Teoretisk betragter alle hinduer Veda-skrifterne som det fælles grundlag. Hinduismen har imidlertid ingen fastlagt dogmatik, ingen autoritet i religiøse spørgsmål som alle lytter til og ingen fælles regler for kult. De ca. 700 millioner hinduer i Indien i dag hører til forskellige retninger eller sekter med egne traditioner, lærer og kult. Hinduismen er polyteistisk (tro på flere guder). Samtidig finder vi tydeligt monoteistiske (en gud) tendenser, hvor guderne ses som forskellige fremtrædelsesformer for den højeste virkelighed.

På trods af en vældig variation i religiøse udtryksformer kan man alligevel pege på enkelte træk som typiske for hinduismen. Det gammelindiske samfund havde en klasseinddeling, som blev rendyrket gennem historien. Kastesystemet med alle dets lokale varianter er hierarkisk (præget af over- og underordning) i sin opbygning og forudsætter klare regler for social kontakt mellem kasterne. De vigtigste er reglerne for ægteskabsindgåelse og spiseregler. Oprindeligt havde hver kaste også sit traditionsbestemte erhverv, og systemet forudsætter en arbejdsdeling mellem kasterne.

Den hinduistiske lære

Hinduismen er en nuanceret og mangetydig religion , der er præget af en vidtgående pluralisme. Med undtagelse af visse nationalistiske hindugrupper tolererer og respekterer de mange hinduistiske retninger hinandens tro og ritualer som mere eller mindre ligeværdige og meningsfulde udtryk for "den evige verdensorden", Sanatana - dharma.

I hinduismen, som i de andre verdensreligioner, er der ofte stor forskel mellem de lærdes og præsternes opfattelser og praksis på den ene side og den folkelige og lokale opfattelse og praksis på den anden. Fælles for alle retninger er følgende hovedpunkter:
  • Dharma: læren om den kosmiske orden
  • Samsara: læren om genfødslernes kredsløb
  • Karma: læren om "årsag og virkning", dvs. at fysiske og psykiske handlinger har skæbnesvangre konsekvenser i nuværende og kommende eksistenser
  • Moksha: læren om, at det er muligt at blive udfriet af genfødslernes kredsløb.
Dharma, karma og samsara hænger nøje sammen. Dharma er den evige verdensorden, der udtrykker sig i universets regelmæssighed, i naturens afbalancerede kræfter, i det harmoniske samvirke mellem samfundets forskellige interesser og grupper og i den enkeltes eksistens. Bringes menneskets karma , dvs. dets handlinger og frugterne af disse, i overenstemmelse med dharma , bliver det harmonisk og retfærdigt, mens det lever i samsara. Samsara betegner det enkelte individs utallige genfødsler, men dækker også over forestillingen om, at verden som helhed skabes, går til grunde og bliver til i stadige kredsløb.

I modsætning til den lineære jødisk-kristne tidsopfattelse er den hinduistiske ligesom også den buddhistiske cyklisk. Sanatana dharma, kalder hinduerne deres religion. Begrebet dharma (orden), står centralt I hinduismen. Begrebet refererer både til en lære om frelse og indre frigørelse og til en lære om menneskets sociale pligter.

Forestillingen om genfødsel ( reinkarnation), er central for hinduismen. Karma kan ikke udleves i ét liv, og sjælen fødes derfor i et legeme igen og igen. Hver gang den inkarnerer, sker det i overensstemmelse med den karma , den slæber rundt på, og for hver inkarnation er målet det samme: At undgå ny karma og få bugt med den, som allerede er opsamlet.

Ifølge hinduismen har ethvert menneske en udødelig sjæl, en fri vilje og er alene ansvarlig for sin skæbne. Karma bestemmer kun genfødslens art, ikke hvilke handlinger den enkelte kommer til at udføre. Den som handler i overensstemmelse med religionens krav, har enten håb om en bedre tilværelse i det næste liv eller i undtagelsestilfælde håb om frelse fra alle genfødsler. De der i dag har elendige kår har fortjent dette som straf. De der har gode kår har fået deres retmæssige belønning.

Skæbnen er altså ikke en dunkel magt men et retsprincip, og den sociale orden er en retfærdig og god orden, fordi den afspejler en åndelig rangorden. Hinduerne opfatter livet som værende lidelsesfyldt, og al religiøs praksis retter sig derfor mod at undslippe genfødslernes kredsløb (ofte symboliseret ved et hjul). Denne tanke bliver skærpet i buddhismen med begrebet nirvana, intethed eller ikkeværen, som er målet for den menneskelige stræben. Dette begreb kan sammenlignes med det højeste eksistensplan.

Hinduismens forestillinger om frelse er forskellige, men principielt er der altid tale om en genforening med det guddommelige. Forestillingen om at sjælen (atman) er et løsrevet fragment, som oprindelig var ét med guddommen eller det guddommelige er helt afgørende. Forestillingen om at " atman er brahman"" (brahman = det upersonlige, allestedsnærværende guddommelige) løber som en rød tråd gennem det meste af hinduismen, og de retninger, som afviser en upersonlig gudsopfattelse, sådan som den udtrykkes i forestillingen om brahman, taler om et "genoptaget samvær" med den personlige gud (Vishnu, Krishna, Shiva , Brahman m.fl. ).

Megen af hindusimens religiøsitet kan karakteriseres som mystik. Den religiøse spekulation og praksis sigter - sådan som det jo netop udtrykkes i vendingen "atman er brahman " - ofte på en direkte erfaring af og sammensmeltning med det guddommelige i livet eller mennesket selv. Derfor er et af de mest karakteristiske træk ved hinduismen også de mange omvandrende mystikere, asketer og eneboere ( ental: sadhu, sannyasin eller yogi ), hvis livsmål er den endelige forening med guddommen og en udfrielse af verden

Guder og gudinder

Hinduismens mylder af guder og gudinder afspejler også religionens mangfoldighed. Til tider dyrkes f.eks. Vishnu, Shiva, Rama eller Krishna hver især af hver sine tilhængere, men ofte bunder mangfoldigheden i en monoteistisk forestilling om, at der i virkeligheden kun er én gud, og at de andre er forskellige aspekter af denne eller blot andre navne for én og samme gud eller gudinde. I nogle traditioner betragtes guderne som manifestationer af brahman, det evige guddommelige princip, i andre ses brahman som en udstråling af den højeste personlige guddom.

I vaishnava - traditionen betragtes guden Vishnu som den højeste manifestationsform, mens Jagganath, Krishna, Rama m.fl. betragtes som hans såkaldte avatarer, dvs. særlige "nedstegne" manifestationsformer. At fokusere på f.eks. Krishna er derfor det samme som at koncentrere sig om et af Vishnus aspekter. En anden tradition, den shaivitiske, som de fleste sydindiske og tamilske hinduer tilhører, sætter Shiva i centrum og betragter hans kosmiske dans som den proces, der holder gang i kredsløbet af skabelse, opretholdelse og destruktion.

Både blandt vaishnaver og shaivitter spiller de kvindelige guder en stor rolle. Ofte er de kvindelige guddomme som Durga (Kali), Lakshmi og Sarasvati knyttet til de mandlige som deres hustruer, men de kan også i visse traditioner eller ved bestemte lejligheder opnå en selvstændig status og sættes over de mandlige guder. Nogle gange kan de forskellige kvindelige guder også anses for forskellige aspekter af én og samme kvindelige gudinde eller guddommelige princip.

I den daglige religiøse praksis forsøger man at opretholde et godt forhold til guderne og naturkræfterne, så familiens ve og vel og daglige liv sikres. Opnåelse af den endelige frigørelse (moksha ) og sammensmeltningen med det guddommelige ("atman er brahman") er som regel ikke det første lægfolk tænker på. For dem gælder det først og fremmest dette liv og den gode karma, som man kan erhverve sig gennem dyrkelsen af guderne.

Enhver rettroende hindu har sit eget lille tempel eller helligsted, mandir, i hjemmet. Det lille private mandir består som regel af et par gudebilleder, en lille olielampe og en eller flere af de hellige bøger. Det er omgivet af samme renhedsforskrifter, som et offentligt tempel, og man skal altid tage fodtøjet af, inden man går hen til det. Derfor er det placeret et afsides sted i huset, gerne i et rum for sig. Også køkkenet, hvor man tilbereder fødeofre til guderne, spiller en stor rolle i den daglige kult. I ortodokse hjem ofres altid en smule af den tilberedte mad til guderne via køkkenilden og guden, Agni.

Et tempel betragtes som gudens bolig, og guden er til stede i form af et billede, en statue eller et symbol. Der er ingen stole eller bænke. En præst står for de daglige ofre til guden, holder templet rent og fordeler helliggjort mad (prasad ), til de besøgende. Hinduer tager i lighed med muslimer fodtøjet af, før de træder ind i et tempel, og deres tilbedelse af guden sker typisk ved at de bukker foran guden med foldede hænder, berører gudens fødder, reciterer hellige tekster, ofrer blomster m.v.
Fælles tilbedelse af guder og gudiner ved fester kommer især til udtryk på tre måder: Arti , havan og bhajan .

Arti

Ild frembæres og bevæges foran gudebilledet og over dem, der frembærer ofret, så der skabes forbindelse mellem dem og guden. Hinduerne mener, at alt eksisterende består af fem elementer: jord, vand, ild, luft og æter. Enhver puja skal indeholde symbolske repræsentationer af de fem elementer, og de fem elementer er repræsenteret i arti - offeret, der ofte frembæres på en lille metalbakke.

Jord kan symboliseres ved sandeltræ, hellig aske, røgelse, en kokosnød eller anden frugt. Vand ved almindelig postevand, parfumeret vand, kokosmælk eller mælk. Ild ved en lille tændt olielampe eller blot et`lille lys. Røg, specielt fra røgelsespinde, repræsenterer luft, det samme gør en bestemt vifte eller kost lavet af en oksehale, som man vifter med. Æter repræsenteres ved ledsagende trommelyd, ringen fra en klokke, lyden fra en konkylie, man blæser på eller ved recitation af mantraer eller vers fra de hellige skrifter, Vedaerne. Alle fem elementer bør være tilstede ved såvel en privat puja i hjemmet, som i templet.

Havan

Ofring via ild. Ilden tændes af præsten, der derpå hælder klaret smør (ghee ) i og synger fra vedaerne. Renselsesformularer reciteres og præsten og deltagerne dypper fingeren i vand og berører ører, næse, mund, øjne, arme, krop og ben for på den måde at blive helt rene.

Bhajan

Sang og dans til gudens ære ledsager altid en fælles puja. Tit er det kvinderne, der spiller på de forskellige instrumenter, synger og danser, mens mændene sidder tilbagetrukket i meditation eller blot nyder stemningen.

Bhagavad Gita

Hinduismens vigtigste helligskrift, Bhagavad Gita, opererer således med 8.400.000 livsarter, som det antal sjælen kan inkarnere i på vej mod udfrielsen fra samsara, dvs.på vej mod frelse fra verden (moksha ). Bhagavad Gita er et langt digt, en instruktion i selvrealisation – en åbenbaring af menneskets sande natur, vore omgivelser og vort forhold til det guddommelige.

Rammen er en slagmark, hvor prins Arjuna skal kæmpe mod sin egen familie. Han er fortvivlet og beder Gud, i skikkelse af den spirituelle vejleder Krishna, om råd. Digtet er udformet som en dialog mellem den unge kriger Arjuna og hans vognstyrer Krishna. Krishna viser Arjuna vejen til den højeste visdom og fuldkomne frihed, som er inden for alles rækkevidde og som hviler på tilbedelse, trofasthed, meditation og det, at kende virkeligheden. Disse egenskaber udgør livets hemmeligheder og fører efterhånden til indsigten, at selvet er.

I digtet omtales de mange yogaer, dvs. praksisser, der fører til selvrealisation og hvoraf den fysiske yoga, hathayoga, kun er en ganske lille del af den åndelige vej. Bhagavad Gita betyder Den Velsignedes Sang og er oprindelig skrevet på sanskrit.  Ingen ved præcist, hvornår bogen er skrevet; nogle forskere daterer den så tidligt som til femte århundrede f.Kr., andre så sent som det første århundrede e.Kr.

Læs Bhagavad Gita on-linie.

Kastesystemet

Dharma, den kosmiske orden, viser sig også i kastesystemet (varnadharma ), hvis rødder går tilbage til den vediske tid (1200- 500 f.v.t.). I følge hinduismen blev verden skabt af de første guder som et kasteinddelt kosmos. Forestillingerne om karma retfærdiggør og forklarer ethvert individs sociale og religiøse position.

En kaste (varna og jati ) er en religiøs institution. Ægteskab indenfor kasten, bestemte undvigelses - og renhedsregler samt en strikt arbejdsdeling karakteriserer kastesystemet. Renhedsforeskrifterne gælder først og fremmest samlivet med ægtefællen, valg af dem, man spiser sammen med, valg af omgang med repræsentanter for forskellige erhverv, og valg af deltagere ved begravelser. Et af de vigtigste fælles krav til alle kaster er at undgå sammenblanding af kasterne. De kasteløse er bl.a. dem, der vasker ligene, jægere, slagtere, bødler og dem, der forarbejder dyrehuder. Man mener, at de kasteløse er opstået som en følge af kasteblanding. De er farlige og skal undgås.

Nogle grupper menes at have en højere grad af rituel renhed end andre og har følgelig krav på en højere social og religiøs status. På trods af at kastesystemet officielt blev afskaffet i 1947, lever det videre i dagens Indien, sammen med en række af de rituelle og retslige forordninger som hindusamfundet bygger på.

Forestillinger om renhed og urenhed spiller en stor rolle ikke kun i forholdet kasterne imellem, men i det hele taget både i dagliglivet og i ritualerne. Der er derfor også adskillige forskrifter, som enhver rettroende hindu bør overholde. Således anses den venstre hånd for uren, fordi den bruges i forbindelse med toiletbesøg. Enhver form for ofring og spisning skal derfor foretages med den højre hånd. En menstruerende kvinde anses for uren og kan ikke gå i templer eller nær gudebillederne. Hun vil også nødigt lave mad, eftersom tilberedning af føde næsten altid har et rituelt aspekt.

At opvarte en gæst hører til en af de såkaldte fem store ofringer (Maha yajnas ), som enhver husholder bør foretage. Derfor bør man ikke afslå et tilbud om en kop the, et måltid mad . Ud over at opvarte sine gæster hører læsningen af de hellige skrifter, ofring til guderne, bespisningen af alle former for levende væsener og ofring til forfædrene med til de fem store ofringer. Disse ofringer kan foretages enten direkte via handling, men også indirekte via tanken.

Tilaka (på tamilsk tikka ), som betyder "det guddommelige øje", er en synlig form for hinduistisk tilbedelse. En blanding af sandeltræs-pasta og/eller hellig aske påføres panden over og mellem øjnene. Det er et symbol på, at man har viet sit legeme til bolig for guden og åbner sindet for det guddommelige. Det påføres ofte af en præst med højre hånds tommel- eller ringfinger efter en endt ceremoni.

En sådan tilaka må ikke forveksles med en bindi , som er en rød prik i panden, der bæres af kvinder. Bindi har oprindelig været en markering for gifte kvinder, men bruges nu i alle mulige former og farver af alle kvinder, som pynt og en form for make-up. En sikker markering for gifte kvinder er derimod, at skilningen i håret males rød.

Kvinder har uanset deres kastetilhørsforhold en lavere grad af renhed end manden - først og fremmest pga. deres biologiske funktioner. Denne opfattelse har en række sociale, juridiske og religiøse konsekvenser. Kvinder i den højeste kaste - præstekasten - har på linie med den laveste kastegruppe f.eks. altid været udelukket fra Vedastudiet. Hinduismen har både ophøjet det kvindelige gennem sine gudinder og sin gudindekult og samtidig praktiseret en yderliggående nedgørelse af kvinder, såvel socialt som religiøst.

De fire livsstadier

I Indien og hinduismen findes der imidlertid andre idealer end det nævnte asketiske. Det er også et ideal og en naturlig ting for en hindu at være social aktiv, nyde livet og høste fordele. Hinduismen har forsøgt at løse spændingerne mellem dette og det asketiske ideal ved at opdele livet i stadier (varnaashrama ):

De fire livsstadier er:

Brahmacharin ("student"):

Dreng - ung mand, der skal have sin religiøse undervisning i en brahmins (præsts) hus. Han er underkastet sin faders vilje, og bør handle ud fra faderens forordninger og husets regler. Der er ingen regler for en pige. Hun lever under husets beskyttelse, indtil hun bliver gift, hvor hun overlades til en anden familie.

Grihastha/grihini ("husholder/ske"):

Det er nu tid for manden at stifte familie og blive husholder, og for kvinden at indgå i en anden familierelation. Hun bortgives i ægteskabsceremonien, som er det ritual, der angiver indgangen til det andet livsstadium. Man anser denne ashrama for den vigtigste af de fire, idet den er grundlaget for hele samfundet. Den største pligt er at få børn - helst sønner, som kan videreføre slægten, og brødføde familien og dermed samfundet.

Vanaprastha ( "at vandre ud i skoven"):

Når en søn har giftet sig og er moden nok til at overtage forpligtelserne som husholder, bør manden drage ud i skoven evt. ledsaget af sin hustru. Han skal efterlade alle sine ejendele og kun medbringe den hellige offerild og de nødvendige offerredskaber. Isoleret fra bylivets og familiens forstyrrelser kan han nu føre en rolig tilværelse i selvfordybelse og andagt. Han er stadig løst tilknyttet samfundet og familien og kan ved lejligheder vende tilbage. Idag springer man som regel dette livsstadium over, eller kæder det sammen med det fjerde og sidste.

Sannyasin ("omvandrende asket"):

Det sidste livsstadium, hvor al tilknytning til familie og samfund ophører. Manden skal opgive alt begær og kun rette sine tanker mod brahman. Han forsøger herved at nå tættere på den endelige frigørelse fra livets kredsløb. Selvom dette livsstadium oftest kun praktiseres af mænd, kan man møde kvindelige sannyasins. Det vigtigste er, at blot en af ægteparrets partnere udfylder rollen.

Efter ægteskabsceremonien ser man ikke på mand og kvinde som to adskilte parter, men som en helhed, hvor begge har deres rolle at udfylde til det fælles bedste. De repræsenterer hver en del af helheden på samme måde som de forskellige gudekonstellationer gør det. Dette livsstadium har fået en moderne variant især blandt indiske hinduer i udlændighed, men også blandt hinduer i Indien. Her kan man se gamle mænd leve afsondret i et værelse for sig, hvor de har helliget sig læsningen af de hellige bøger.

Fester og overgangsritualer

Det moderne indiske samfund har overtaget den gregorianske kalender, men det religiøse liv styres stadig af den traditionelle månekalender baseret på den klassiske jotisha - astronomi, hvis hovedsigte er at bestemme de idéelle tidspunkter for ofringer m.v. gennem en detaljeret fortolkning af de hellige skrifter.

Festkalenderen, der udarbejdes årligt af astrologer, følges ikke altid slavisk af hinduer. Mange nøjes også med at fejre en del af festerne, der ofte henlægges til weekenden. Det er vanskeligt at give et overskueligt indtryk af de mange store og rigt varierede hindufester. Fester i det nordlige og sydlige Indien (og Sri Lanka) kan adskille sig en del fra hinanden, ligesom de kan fejres på forskellig tid.

Kumbhamela

Kumbhamela er navnet på en omfattende pilgrimsfest, som afholdes hvert sjette år ved bestemte steder langs Ganges. Her samles mellem to og fem millioner hinduer, både lægfolk og munke, for at bade i den hellige flod og for at deltage i processioner og diskussioner om læremæssige og organisatoriske spørgsmål.

Navaratri/Durga Puja/Dassehra

En ti-dages fest. Nogle steder kaldes de første ni dage for Navaratri og Durga Puja, mens den 10. dag kaldes Dassehra. Andre gange kaldes hele perioden for Dassehra. I festen fejres især Durga, men også Lakshmi, Vishnus hustru, der forbindes med skønhed, lykke og rigdom og Sarasvati, guden Brahmas hustru, der forbindes med kunst, litteratur og videnskab kan dyrkes i løbet af festen.

Det er almindeligt, at tamiler såvel som andre hinduer holder en individuel faste i denne periode. En fælles fest i lejede lokaler finder ofte sted på 10. dagen. Her fejres Durga, Shivas hustru og sakti , dvs. kosmiske "energi". Hun fejres som dæmondræberen i almenhed og specielt som den, der dræbte dæmonen Mahisha. Festen holdes samtidig til minde om helten Ramas sejr over dæmonen Ravana, en begivenhed, der er beskrevet i eposet Ramayana, som læses højt i hele perioden.

Divali (eller Deepavali)

"Lampernes fest". En lysfest og også en slags nytårsfest. Man renser husene og iklæder sig nyt tøj, smykker husene med lamper, og som ved mange andre hindufester går man rundt med fakler og skyder fyrværkeri af. Festens karakter af nytårsfest viser sig også ved, at man afslutter gamle regnskaber og mener, at nye investeringer med held kan foretages netop nu. Det anses for en gunstig tid for indgåelse af ægteskaber, også fordi gudinden Lakshmi og Vishnu ifølge myterne indgik deres ægteskab på denne tid. Tamilerne fejrer denne fest under navnet Vilakadu.

Pongal/Pongul (eller Mahasakranti)

Endnu en nytårsfest, men typisk sydindisk. Den holdes på den første dag i det tamilske år ved vintersolhverv. Det er en glædesfest , hvor man fejrer, at solen vender, og hvor man på forskellig vis søger at velsigne afgrøder og dyr. Man går på visitter, udveksler gaver, og et karakteristisk ritual er kogning af ris og risengrød ("pongul" har sprogligt at gøre med "at koge"). Også her indgår festfyrværkeri, og som ved de fleste andre hindu-fester er der sang og musik og særlige danse udført af kvinder.

Krishnas fødselsdag

Fejres ikke af de primært saivittiske tamiler, men af vaisnavaer, dvs. de hinduer, der især dyrker Vishnu eller en af dennes avatarer (f.eks. Krishna).

Holi

Holi er en af de mest populære hindufester. Den kaldes også 'farvernes fest" og holdes i måneden phalguna (februar/marts). Den varer 1- 4 dage, men kulminerer altid ved fuldmåne. Det er en forårsfest, hvor foråret og de livgivende kræfter fejres. På selve fuldmånedagen ophæves idéelt set alle tros-, kaste- og kønsskel. Man omfavner hinanden, spiller hinanden små puds og kaster med farvepulver. Bål tændes på gaden, og dæmonkvinden Holika i skikkelse af en dukke brændes.

Legenden fortæller, at Holika ville opbrænde sin nevø, Prahlad, i ilden, fordi han var en hengiven tilbeder af guden Vishnu. Vishnu kom selvfølgelig Prahlad til undsætning, retfærdigheden skete fyldest og Holika endte på bålet i stedet for Prahlad. Holi-festen fejres normalt ikke af tamiler, men på forskellig vis af de andre hinduer i Danmark.

Shivratri

En fest, der normalt fejres af tamilerne til ære for Shiva. Shivratri ("Shivas nat") holdes i måneden phalguna (februar/marts); den foregår om natten og varer kun én nat. Ifølge legenderne var det denne nat Shiva ægtede gudinden Parvati. De fleste tilbedere faster og drikker ikke vand natten igennem. Man samles i templet, hvor Shiva-lingam tilbedes ved at den overhældes med en blanding af mælk, yoghurt, honning og rosenvand.

Desuden ofres der betelblade, samtidig med at man hele natten synger hymner til Shiva og gentager hans navn med sætningen Om namah Shiva ("velsignet være Shivas navn"). Den, der fremsiger Shivas navn i fuldstændig koncentration og tilbedelse under hele festen, vil, siges det, blive befriet for sin dårlige karma. Når morgenen gryr, vil den mælkeblanding, der blev ofret på Shiva-lingam og i mellemtiden er løbet ned i beholderen under lingam, blive tilsat hakkede mandler og uddelt som prasad.

Overgangsritualer

De fire overordnede livsstadier kædes sammen med mange mindre overgangsritualer (samskaras). Et samskara- ritual skal forstås som en genfødsel til et nyt livsstadium; personen får en ny og højere status og nye relationer til den omgivende verden. Ritualet fjerner alle defekter fra det livsstadium, man lige forlod og skaber lykkebringende kvaliteter for det kommende. Hver samskara-ceremoni fungerer sammen med de fire ashramas som et trin, der bringer individet nærmere den genfødsel, der fører til befrielse og forening med brahman eller fælleskab med den højeste gud.

Ifølge de mest ortodokse beregninger burde en mand, der tilhører en af de to øverste kaster udføre 40 samskaras i et livsforløb. Almindeligvis opereres der dog "kun" med 16, hvoraf de 8 har forbindelse med moderens graviditet, barnets fødsel og første levetid. Idag er der mindst fire, der overholdes, også blandt de fleste indiske hinduer i udlændighed. De tamilske hinduer afviger en smule (se nedenfor). De fire obligatoriske samskara knytter sig til de overgange, der også i de fleste andre religioner markeres rituelt:

Fødsel/navngivning

Namkaran , en navngivningsceremoni, der som regel finder sted , når barnet er 11-14 gammelt.

Mundan samskar

En hårragningsceremoni, hvor man fjerner det sidste urene fra fødslen.Den finder sted, når barnet er 1-2 år gammelt. Alle drengebørn kronrages, mens det afhænger af, hvilken subkaste (jati ) man tilhører, om man lader pigebørn kronrage. Ved kronragningen af drengebørn mener man, at de frigøres fra det kvindelige, sårbare og barnlige, og at intet nu hindrer dem i at vokse op og blive rigtige mænd. Drengebørn fra meget ortodokse præstefamilier lader ofte en lille hårtot, der aldrig klippes af, blive tilbage i nakken.

Ægteskab

Vivaha, ægteskabsceremonien. Det er den tredie samskara, der bør overholdes, da den er af væsentlig betydning for slægtens og dermed for, at traditionen bliver ført videre. At indgå et ægteskab er det samme som at blive et helt menneske, og den eneste mulighed for lægfolk for at opnå befrielse for både mand og kvinde. F. eks anses en ofring til guderne ikke for fuldbyrdet med mindre begge ægtefæller deltager.

I flere af de hellige skrifter sidestilles kærlighedslivet med familielivet. Kærlighed er det samme som at skabe en harmonisk familie med en stolt fader og tro ægtemand, en lykkelig moder og hengiven og tro hustru, samt et stort antal sunde børn, fortrinsvis sønner. Uden slægtninge vil de afdøde heller ingen ofringer få - en nødvendighed for deres trivsel, mens de hviler i forfædrenes verden. Man bør dog ikke gifte sig med hvem som helst. Næsten alle ægteskaber er såkaldte arrangerede ægteskaber, hvor forældrene gerne i samråd med en præst , der har kendskab til astrologi, finder en passende brud/-gom inden for samme kaste og med stjernetegn, der harmonerer.

Død / begravelse

Antyesthi , kremationen og de efterfølgende renhedsritualer er den fjerde og sidste af de samskaras, der bør overholdes. Ligesom fødslen er også døden omgivet af urenhed. Derfor kræves der mange renhedsritualer. Bl.a. skal de, der har været i forbindelse med liget, før det brændes, tage rensende bade. På 3. dagen skal man gå tilbage til ligbålet og samle den afdødes aske for derefter at kaste det i en af de hellige floder i Indien - helst Ganges.

I ti dage efter kremationen ofres der dagligt ris-kugler (pindas ) og mælk til den afdøde. Først på tiende dagen har den afdøde nemlig fået en ny krop, så han kan foretage sin rejse til forfædrenes verden. Ofres der ikke til den afdøde, vil han blive et spøgelse (preta ) og hjemsøge familien, der ikke sørgede rigtigt for ham. Den afdødes familie er derudover i længere tid uren i forhold til det omgivende samfund.

Netop denne samskara er svær at udføre i praksis uden for Indien. Mange hinduer, også tamiler og andre i Danmark, lader den afdøde blive kremeret i et krematorium i Danmark, hvorefter man opsamler noget af asken, som man så sender tilbage til Indien eller Sri Lanka, hvor de afsluttende riter kan udføres korrekt af en professionel og af slægten. Nogle hinduer tager også asken med sig på en rejse til Indien og strør så dér asken i en af de hellige floder.

De tamilske hinduer

Ca. 19 % eller lidt mindre end tre millioner af Sri Lankas indbyggertal på 15 millioner er tamilsktalende. De udgør en blandet gruppe med forskellig historie. Den største og mest indflydelsesrige gruppe er Sri Lanka-tamilerne, der udgør ca. 2/3 af den tamilske gruppe. De stammer fra Sydindien, det nuværende Tamil Nadu, og ser sig som efterkommere fra dravidiske kongedømmer, der skulle være kommet til øen i det 2-3 årh. e.v.t. De har traditionelt været bosat i den nordlige og østlige del af landet med hovedcentre i Jaffna og i Batticaloa og er generelt veluddannede med stor indflydelse i de liberale erhverv, i den offentlige administration og beklæder også betydelige politiske poster. Mange af denne gruppe er hinduer og tilhører de øverste kaster.

Den anden store tamil-gruppe udgøres af de indiske tamiler, de såkaldte the-tamiler. Også de stammer fra Tamil Nadu området, men de kom først til landet i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet som kontraktarbejdere på briternes store theplantager i det centrale højland omkring byen Kandy. De er af lavkaste og blev både p.g.a deres sene immigrationshistorie og deres kastetilhørsforhold betragtet som kulturelt og politisk underlegne af de srilankanske tamiler i Jaffna. Dette skel såvel som kastetilhørsforholdene er dog ved at blive udvisket p.g.a. den nuværende politiske situation i Sri Lanka.

De tamilske hinduer har deres egen udlægning af traditionen, og de gør ofte en dyd ud af at understrege deres særegenhed og forskellighed fra Indien og de indiske hinduer. Udover de religiøse forskelle mellem dem og andre er det primært deres tilhørsforhold til Sri Lanka, der fungerer som identifikationspunkt. Derfor føler de ofte på mange måder et tættere tilhørsforhold til de kristne tamiler end til de indiske hinduer. De har nemlig et fælles politisk mål - en uafhængig stat med navnet Eelaam, der skal bestå af den nordlige provins omkring Jaffna og strække sig ned langs østkysten.

Langt de fleste hindu-tamiler er som sagt Shiva-tilhængere (shaiviter). Shiva optræder både i sin ikke-manifeste form som en lingam ("tegn" eller "fallos") eller i sin manifeste form enten som den dansende Shiva eller som den mediterende Shiva siddende på et skind med en kobraslange om halsen og en halvmåne i håret.

Ud over Shiva tilbedes hans hustru Parwati også kaldet Uma og deres to sønner, den elefanthovede Ganesha og krigersønnen Skanda (Murugan). Parwati, der næsten altid optræder ved siden af Shiva, når hun afbildes, tilbedes for at opnå lykke og frugtbarhed, på marken, i familien og i pågældende erhverv.

Ganesha, der er meget populær over hele Indien, tilbedes for at opnå intellektuelle resultater, men anråbes også som den, der fjerner alle hindringer. Derfor er det altid Ganesha, der tiltales først ved en religiøs fest eller andre begivenheder, og man ser derfor ofte billledet af ham på invitationer til bryllupper og lignende. Skanda tilbedes p.g.a sin kraft og styrke, som man håber at få del i. Han optræder med seks hoveder og tolv arme for at vise den mægtige styrke, han besidder.

Pattini er også en populær gud blandt tamilerne. Hun står for sundhed og renhed. I forskellige legender optræder hun desuden som den ideelle hustru, idet hun besidder alle de dyder en hustru bør have, nemlig: trofasthed, hengivenhed, tålmodighed og tilgivelse.

Selvom tamilerne overvejende er Shiva-tilhængere findes der også en mindre gruppe af Vishnu-tilhængere (vaishnavaer) på Sri Lanka, og der findes flere templer dedikeret ham eller en af hans inkarnationer (f.eks.Krishna eller Rama). Mange tamiler skelner ikke særlig skarpt mellem det at være Shiva- eller Vishnu-tilhænger og går gerne i et Shiva - tempel den ene dag og i et Vishnu - tempel den anden. Det skyldes, at alle hindu-tamilerne er såkaldte bhaktis', der via en aktiv og hengivende tilbedelsesform (bhakti ) ser deres personligt udvalgte gudebillede som blot én af mange manifestationer af det overordnede guddommelige princip.

ISKCON

ISKCON (Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed) repræsenterer en forgrening indenfor én af hinduismens største traditioner (vaisnava-bhakti ) hvis historie strækker sig tilbage til den bengalske mystiker og religiøse leder Caitanya Mahabrabhu, som virkede i første halvdel af 1500-tallet. Bevægelsen missonerer over det meste af verden og størstedelen af medlemmerne er vesterlændinge.

På verdensplan tæller ISKCONs medlemmer ca. 150.000. De fleste lever i USA og Indien. Krishna er i denne retning et egennavn for den højeste gud og ikke navnet på en avatar, og Krishna er målet for alt, hvad de hengivne foretager sig. Som en sand form for bhakti-religiøsitet dyrkes guden gennem en kærlighedsfuld og ekstatisk hengivelse.

De centrale religiøse aktiviteter kan inddeles i tre: Man reciterer Krishnas navn ( "Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna, Krishna, Hare, Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama, Rama, Hare, Hare"), dyrker ham gennem hans billede og studerer og forkynder hans lære.

Ved at recitere og høre Krishnas navn renses sjælen, der så kan blive genforenet med Krishna, som den oprindelig er udgået fra. Navnet fungerer som et såkaldt mantra. Ved at dyrke Krishnas billede i form af forskellige figurer bringes på samme måde de hengivne nærmere det hellige. Man mener, at Krishna i konkret forstand manifesterer sig i sit billede. Maden tilberedes som et offer til Krishna og gives ham før de troende indtager deres del. Ved ofringen renses føden for karma, og man kan spise den uden at blive påvirket, ja den menes ligefrem at rense sjælen.

ISKCON søger at opretholde de munke-idealer, som Caitanya udstak og går bl.a. derfor klædt i traditionelle orange eller hvide munke-dragter (kvinderne i kernegruppen bærer sari), kronrager hovedet og antager særlige navne, når de indtræder i ordenen. Munkelivet indebærer også efterlevelsen af "fire regulerende principper": Man spiser kun vegetarisk, man afstår fra enhver stimulans (herunder tobak og alkohol), man afstår fra al slags spil og fra sex udenfor ægteskab. Sex i ægteskabet må kun forekomme med forplantning for øje og kun under strenge rituelle former. ISKCONs kernemedlemmer lever i klosterfællesskaber kaldet "templer". Kønnene lever under samme tag, men i separate sektioner. Sexualiteten anses for belastende for den åndelige udvikling, og man gør derfor meget for at undgå fristelser.

Hinduisme og Tyskland

Hinduismen (Indien) har et specielt forhold til Tyskland. Subhas Chandras Bose (1897 - 1945), indisk nationalhelt og frihedskæmper, som i modsætning til Gandhi gik ind for voldelig aktion mod briterne ankom i 1941 til Berlin. I en tale, henvendt til et stort publikum af nazi-militære og -politiske ledere i Haus der Flieger på Potzdamerplatz i Berlin i Oktober 1941 erklærede Bose på fejlfrit tysk, at Indiens lærde havde indset det Tredje Riges storhed og iboende åndelige kraft, at disse lærde var dybt berørt af, at hagekorset var Tysklands nationalsymbol efter dets vediske forbillede - hagekorset optræder hyppigt som helligt symbol i Indien under navnet swastika (c: "lykke-tegn") - og at de følte stor kærlighed og respekt for Føreren som en personlighed, der understregede ariernes værdighed og at inderne var den ariske races urform.

Denne beundring fortsatte efter krigens afslutning og følgende udtagelse fra Swami Svatantrananda fra Kumbhamela’en i Allahabad i 1954, kan siges at sammenfatte den ortodokse hinduistiske holdning til Hitler:
"Ligemeget hvad man siger imod ham, så var han en mahatma (c: "stor sjæl", en ærestitel), næsten som en avatar (c: guds-inkarnation), han spiste ikke kød, han havde ikke samleje med kvinder, han giftede sig end ikke, han var den synlige personifikation af arisk statsmandskunst".

Dettte specielle forhold imellem Tyskland og Indien kommer til udtryk på forskellige måde: Eksempelvis var Max Müller (1823 1900) og Paul Deussen (1845 1919) begge tyskere af fødsel og banebrydende indenfor sidste århundredes sanskrit-forskning. Dete specille forhold mellem Indien og Tyskland skal også ses i lyset af den kulturstrømning, som man ofte betegner som "reform-hinduismen", og som opstod i Indien i sidste århundrede som en reaktion på den britiske kolonimagts kulturelle indflydelse.

Kilder & tak

NetSpirit ønsker at henlede opmærksomheden på at dette afsnit er inspireret af følgende to websteder, der begge anbefales på det varmeste.

Religionsguiden On-Linie er en redigeret version "Religionsguiden - en vejviser til flygninges og indvandreres religioner i Danmark", red. af Tim Jensen og udgivet af Dansk Flygtningehjælp.

Leksikon for det 21. århundrede er et alternativt dansk leksikon, som en større kreds af forfattere har arbejdet på i 2½ år. Leksikonet rummer over 2400 opslag på emner, de etablerede leksika slet ikke nævner, eller hvor de skriver noget sludder. Det gælder først og fremmest græsrodsorganisationerne -, men også begreber, lande og personer.

Vil du vide mere

I forlængelse af nærværende sektion om hvad hinduismen er, kan anbefales at kigge på de andre hovedreligioner; Islam, Jødedommen, Buddhismen, Taoismen, Kristendommen, Voodoo og Shamanisme.

Endvidere kan det måske have intersse at kigge direkte i Bhagavad Gita, og se hvad, der står deri. Hvis interessen skulle være omkring at kigge i andre grundbøger indenfor det spirituelle, så tag et kig på NetSpirits bibliotek, hvor vi har samlet en række spirituelle skrifter, som det er muligt at læse ganske gratis On-Linie.

Der findes foruden hovedreligionerne en række andre begrebsområder, der støder op til og som til dels overlapper det spirituelle område. Her tænkes på områder som Filosofi, Psykologi, Naturvidenskaben, Lægevidenskab og Den okkulte verden. I stedet for at vælge den ene retning eller anskuelse fremfor den anden er det mere givtigt at se tingene i sammenhæng og bruge det bedste fra begge verdner. Ses disse forskellige  anskuelsesmåder i sammenhæng beriger og supplerer de hinanden.